torsdag den 30. september 2021

Tale ved modtagelsen af Folkesundhedsprisen 2021

Formand for Dansk Selskab for Folkesundhed Nanna Folman Hempler overrakte prisen

En udviklingspsykolog Jill Byrnitt mener mennesket er et virkelig dumt pattedyr der bliver født alt for tidligt: vi kan intet når vi bliver født. Prisen for det er at vi underskriver en social kontrakt om at vi skal passe på hinanden ved at give hinanden anerkendelse – ikke ros, men en accept af at man er OK som menneske og gerne må være en del af fællesskabet og dets goder. Denne pris er en anerkendelse af et team og de patienter vi prøver at hjælpe – en anerkendelse der af og til kan være svær at hive ud af myndigheder og politikere.

Mens COVID19 har haft en global fest i skyggen af nationalisme, udskamning af minoriteter, privilegieblindhed & symbolpolitik har myndigheder & medier kæmpet med en temmelig stejl læringskurve. Er der virkelig ulighed i sundhed i Danmark spurgte journalister? Og dagen efter ringede journalisterne igen for at høre om der dog ikke var en ny forklaring med en bedre nyhedsværdi. Underforstået: ulighed i sundhed er ikke clickbait hver dag. Som en overbærende journalist sagde da jeg forsøgte at drage paralleller til den politiske mangel på forståelse af HIV-smittens sociale sammenhænge: vil du bruge en gammel epidemi til at forklare COVID19? Hvis ingen andre har lært noget, så har folkesundhedseksperter i hvert fald lært at Folkesundhed er ikke en given politisk præmis og at ulighed i sundhed generelt betragtes som et resultat af dårlige valg, en svag moral og en skidt karakter. Folkesundhed blev langsomt til et skældsord og synonymt med et forsvar for dovenskab og social modstand.

En udenlandsk forsker i Danmark sagde at Velfærdskontrakten og sammenhængskraften i Danmark er et artefakt der skyldes en stærk monokultur – hvis vi ikke forstår det, så kommer vi aldrig uligheden til livs. Hvor ligger Risskov og hvem er Søren Brostrøm: Når vi ikke føler vi hører til i fællesskabet så skaber vi nye fællesskaber hvor sammenhængskraften er at vi er udenfor det store fællesskab.

Smitten blev fløjet jorden rundt af eliten, fik fodfæste af fodslæbende politikere og nationalisme men levede videre blandt de mest sårbare. Det er engang blevet sagt at dovenskab er den gammeljomfru som udueligheden bejler til mens ligegyldigheden er den hemmelige elsker. Politisk træghed og sendrægtighed var åbenlys de første 100 dage efter 11. marts 2020. Igen viste de gamle observationer om epidemier at holde stik: Dem der har mindst indflydelse på deres arbejde arbejder oftest i frontlinie jobs med hyppig & tæt kontakt med andre mennesker, men det er oftest også dem der bor i de almennyttige boliger af dårligst kvalitet og med det højeste antal personer per husstand og de er ofte også de kortest uddannede der har sværest ved både mentalt og fysisk at omsætte myndighedernes råd til deres egen virkelighed. De er endelig også en befolkningsgruppe, der har sværest ved at gennemskue kvalitet og hensigt med information og de er ofte forsvarsløse overfor misinformation på sociale medier der i deres hjemlande opfattes som det mindst ringe medie fordi al anden information er kontrolleret af mennesker der vil dem det ondt.

 

Migration er ikke kun en gave til epidemiologien men også til forståelsen af de komplekse sammenspil mellem sociale, psykiske og fysiske faktorer som spiller hinanden stærkere i syndemiske netværk, der kræver analyser på tværs af forskningsfelter – selvom Folketingspolitikerne Henrik Dahl og Morten Messerschmidt, med folketingsflertallets velsignelse, har gjort det til en politisk topprioritet at latterliggøre og afskaffe intersektionel forskning, så er det uomtvisteligt præcis dét tankesæt der kan hjælpe os med at knække koden om ulighed i sundhed. Politikere løser nutidens problemer med fortidens tankesæt – og de insisterer på at have ret. Man kan næsten høre Dahl og Messerschmidt’s orkester spille mens covid19 muterer af grin.

Da flygtninge så statsministeren og politidirektøren stå på skærmen kunne de samtidigt se tomme gader og butikshylder – præcis dét de flygtede fra. Man samlede familien i samme lejlighed, lukkede vinduerne og rullede gardinerne ned. Desværre var familien afhængige af sønnen der kørte taxa – et job han ikke kunne tage med hjem – og så var den perfekte drejebog til en katastrofe skrevet. Over hele verden så man det samme mønster hvor ansatte i livsvigtige frontlinie jobs ofte med minoritetsbaggrund var overrepræsenterede i smitte og dødelighedsstatistikker.

 

Vi elsker vi at give de fremmede skylden for smitte. På spørgsmålet om der ikke var behov for en mere målrettet indsats overfor to-sprogede danskere var statsministerens svar: lær dansk eller tal med din nabo. Nu har vi sagt det 3 gange, så forventer vi også at I hører efter og ikke udsætter resten af samfundet for en risiko.  Politikere stod i kø for at udskamme minoriteter, men når ledelsen sætter ud, sætter jungleloven ind og situationens gru blev tydelig for kommunerne: det var svært at troppe op i belastede boligområder dagen efter udskamning af en bestemt etnisk gruppe og så forvente at denne gruppe ville være topmotiverede for at samarbejde. Som fodboldtræneren med somaliske rødder i Vollsmose sagde på nationalt TV: i går skældte i os ud og nu vil I have hjælp? - det er vist bedre jeg træner rødderne i fodbold. På et borgermøde i Vollsmose om COVID19 vaccination var der en beboer der var mistroisk overfor den pludselige interesse for beboernes helbred, for som han sagde: hvor var i før Corona? I deres hjemlande opfattes vacciner som et biologisk våben til at udrydde minoriteter og som skalkeskjul for fremmede magter til fange forbrydere

Udskamning blev til en kollektiv blodrus hvor nye grupper hver dag stod for skud (etniske grupper, skiguides, slagteriarbejdere, influencere og youtubere, hesteejere, de unge) – men ét tal brændte sig fast i min bevidsthed: Folketinget har som subgruppe det hidtil højest målte smittetal under COVID19 i Danmark. Man ønskede længe ikke at overholde resten af samfundets regler om afstand, mundbind og håndhygejne. Som en flok gamle kirurger var de højt hævede over pøblens vilkår og havde per definition rene hænder – senere blev der dog kø ved håndvasken da enkelte politiske partier og byråd gjorde Folketinget rangen stridig med tårnhøje smittetryk. Så længe vi har politikere der tror de er lige så urørlige som læger så får vi aldrig bugt med ulighed eller pandemier.

Der er brug for en konstant vekselvirkning mellem epidemiologi og kvalitative undersøgelser. Den biomedicinske model forudså ikke at ebola spredte sig udenfor landsbyer og ind i hypermobile slumområder i grænselandet mellem multiple lande. Samme model forudså heller ikke at COVID19 ville ramme Europa. Der manglede samfundsvidenskab, humaniora og historisk viden. Det var Influenza der vandt 1. verdenskrig – sejrherren kan bare ikke skrive historien sådan som det normalt er sejrherrens ret, så stormagter tog æren. Men det var en lille virus der vandt. Vi ved det godt, for det viser historien.

Vi havde ikke tal under COVID19, der kunne forklare folks faktiske adfærd, holdninger og baggrunden for deres viden – der manglede et kvalitativt og kommunikativt epidemi beredskab og DET er særdeles væsentligt at notere sig fordi det ALTID er den blinde plet i epidemibekæmpelse.

Vi har brug for epidemisk intelligens. Der kombinerer informationer indsamlet på jorden med historiske erfaringer, kvalitative interviews, rutine data og tværfaglige analysegrupper. Der er brug for en tættere vekselvirkning mellem kvalitativ og kvantitativ forskning.

Der er brug for at videnskaberne tager sig af den fornuftige verden - ikke kun af papirverdenen. Alt for meget forskning ændrer hverken på menneskers liv eller patienters livskvalitet fordi den starter og slutter i et kontor eller i et laboratorie.

Der er publiceret over 150.000 videnskabelige artikler om COVID19 og knap 30 % af dem er såkaldte preprint/prepublication og netop preprint artikler er indtil nu blevet citeret i pressen 10 gange hyppigere end peer reviewede artikler. Om det er gavnligt eller skadeligt på længere sigt må vi se på men information er i hvert fald blevet spredt vanvittigt hurtigt i forhold til hvad forskere er vant til. Desværre handler under 1 % af artiklerne handler om etniske minoriteter selvom de globalt udgør 1/3 af de hospitalsindlagte. Videnskaben vandt nok over COVID19 men tabte kapløbet med publikationskrisen, ignorante politikere, ultraliberalister, populister & misinformanter.

Politikerne? Ja, de ville, også i Danmark tvinge læger til at forske i klorokin og Ivermectin, men ikke i ulighed i sundhed. Både klorokin og Ivermectin, der ingen effekt har på COVID19 men et have af alvorlige bivirkninger har opslugt enorme mængder af forskningsmidler der kunne være brugt på bedre interventioner i hårdt ramte boligområder. Der var sågar politikere der mente at politikerne skulle bestemme hvad forskere skulle forske i.

Videnskaben er rodet, og offentligheden ser hvert eneste preprint, hver eneste grusomme detalje, og vanligvis fredelige normale videnskabelige diskussioner bliver i medierne gjort til livsfarlig uenighed. Journalister og mandagstrænere med en lommeregnereksamen har stresset de fodslæbende forskere med deres falske modsætninger og konfliktsøgende nyhedsvinkler.  Der er denne idé i offentligheden om, at et forskningsresultat enten er sandt eller falskt ... sådan er videnskab ikke. Videnskab er en proces, ikke et svar ... det er bare en virkelig svær lektie at forstå for medier og ikke mindst politikere.

Videnskab er blevet en politisk frugtbar jord, hvor politikere kan aflede befolkningen fra triste fakta, eller hvor politikerne frit kan drage politisk opportune beslutninger baseret på deres egne udlægninger af videnskaben. Der nu opfundet en videnskab, agnotologi, der studerer hvordan politikere strategisk anvender håndplukkede forskningsresultater til at skabe forstyrrelser og flytte fokus.

En af de mest interessante læring under COVID19 er at man politisk fint kan leve med en folkesundhed der kunne dækker de 20 % der opfører sig pænt og forudsigeligt efter flertallets normer. Resten må selv om det – de har fået information, vi har en velfærdskontrakt og så kan velfærdssamfundet ikke gøre mere. Men det spændende er at virkeligheden for en stund overhalede det politiske tankesæt for covid19 elsker tvivl, symbolpolitik, misinformation og ligegyldighed. Smitten steg i belastede boligområder og nødvendiggjorde at man på det praktiske plan begyndte at sætte sig ind i modtagernes udfordringer – der blev skabt materialer på fremmedsprog, på video og man gik fra dør til dør i områder med høje smittetryk.

Det der gør os stærke gør os svage: Samfundskontrakten er skabt af de raske med de længste uddannelser, og dét er der tilstrækkeligt til middelklassen opfattes som godt nok for alle. Men godt nok ikke godt nok. Dét er noget folkesundheden skal arbejde med fremadrettet.

Det fælles gode er at opgive det personlige gode for at få del i det fælles gode. Dét er hjertet af folkesundhed.

Tusind tak for prisen. Vi er som klinik, lige som vore patienter, på tålt ophold i sundhedsvæsnet men en pris som denne kan forlænge vores opholdstilladelse.

Men især tak til mit fantastiske frygtløse team i Indvandrermedicinsk klinik, der sammen med de modige patienter der gennem deres livshistorier hver dag skaber bedre og bedre viden om hvordan vi kan reducere ulighed i sundhed og dermed styrke folkesundheden.

 

fredag den 3. september 2021

Kære journalister og politikere: Einstein, Homer Simpson og Krølle-bølle er lige kloge

 

Franklin Veaux, www.franklinveaux.com

Det er let for politikere at nedlægge en forsker. De tænker og løber langsomt og de er ekstremt følsomme for kritik der går på deres følelser eller politiske holdninger. Det er også let at gøre grin med forskere. Især hvis man ikke føler behov for at sætte sig ind i forskningens præmisser, metoder og mål. En stakkels PhD-studerende måtte i 2014 forsvare sin Krølle-bølle forskning på Bornholm. Partiet Venstres ordfører for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser, Esben Lunde Larsen udtalte f.eks. at »Folk er velkomne til at tale med både skove og træer – i dette tilfælde på Bornholm – men ikke for offentlige midler”. Samme ordfører havde ugen forinden gjort sig til fortaler for at nedlægge Det Fri Forskningsråd. Som regibemærkning kan sagen krydres med den oplysning at samme politiker selv var blevet afsløret i et løsagtig forhold til sit akademiske CV og efter afsløringen var han ikke var så motiveret for at give interviews til Forskerforum, der havde tjekket oplysninger. Et af de fremførte argumenter imod Krølle-bølle videnskab var i øvrigt at Venstre havde svært ved at se hvordan underjordiske væsner på en fjern klippeø i Østersøen kunne gavne samhandlen med Kina – det er vist et helt nyt videnskabskriterie. Forskergruppen bag den PhD studerende prøvede at forklare politikerne at ”…mennesker ikke tænker sammenhængende…projektet tager fat om paradokserne i menneskers væren i verden. Det er jo ikke ligegyldig viden, at den menneskelige tænkning er alt andet end lineær og logisk..”, men dét gav, mindre overraskende, ikke mening hos politikerne, hvis videnskabsforståelse begrænsede sig til om kineserne blev gladere af det.

Min room-mate i studietiden skrev en afhandling om konflikt og brydninger mellem Bamse og Kylling, som flere generationer af børn er vokset op med, så det var faktisk interessante værdier de to dyr fik formidlet til de forsvarsløse børn. Homer Simpson i tegneserien ”The Simpsons” er en uhyre klog mand, der bl.a. har filosoferet over hvordan det kan lade sig gøre at sende mænd til månen samtidig med at det ikke er lykkedes forskerne at stoppe lugten af sure tæer. Glasgow Universitet underviser derfor i filosofi baseret på Homer Simpsons tankesæt. I Californien blev der afholdt en videnskabelig konference om prostitution med deltagelse af brugere og sexarbejdere.

I indvandrermedicinsk klinik hvor jeg arbejder er det centrale problem at mennesker med symptomer på sygdom er blevet diskvalificeret, bagatelliseret og ignoreret fordi den måde de udtrykte symptomer på var ulogisk eller usammenhængende og derfor ikke valid. Men realiteten er at alle mennesker er rationelle på deres egne præmisser. Når man forstår baggrunden for et symptom, forstår man også symptomet. Men læger lader sig forstyrre af kognitive smutveje, psykologiske tricks og sammenhængsbaseret beslutningstagning  tillært gennem synkroniseret tænkning, gruppetænkning, om mennesker og patienter. Sådan er det også med forskere og sådan er det også med journalister (selv deres gruppetænkning eller fællesforståelse snyder dem til at tro at de netop IKKE er fordomsfulde og at de ikke er ofre for deres egne psykologiske tricks).

Eksempelvis deltog journalisten Søren Villemoes i en nordisk konference om migrationsforskning og det kom der en reportage ud af der affødte en sand politisk og mediemæssig fest men efterlod universiteter og forskere med falske tømmermænd: de var ikke inviteret med til festen men fik alligevel hovedpine over forløbet. Jeg var ikke til konference men følte næsten jeg havde været der efter at have læst reportagen et par gange for nogen skar i øjne og ører. Kort sagt ønskede journalisten tydeligvis at tegne et billede af et bizart forskningsfelt blottet for selvkritik og uden skyggen af videnskab. I reportagen kritiserede han at der ikke var nogen indlæg om social kontrol (baseret på indlæggenes overskrifter, ikke deres indhold, så det kan sagtens have været et emne alligevel). Journalisten satte efter konferencen spørgsmålstegn i sin reportage ved hvor grænsen mellem politik og videnskab går og startede dermed en politisk steppebrand der resulterede i at 2 politikere, Henrik Dahl og Morten Messerschmidt, sendte en trojansk hest ind i midt i Folketinget, som lod sig besnære til at vedtage en resolution om at forskere ikke måtte være politikere. Og så gik de på sommerferie og efterlod hele forskningsverdenen med en lammer. Smart move at tage på ferie, men styrkede ikke troværdigheden i den debat der fulgte.

Journalisten uddybede i et interview: “Jeg vil ikke sige, man skal bruge bestemte teorier, når man forsker. Jeg kan måske bare bekymre mig, når jeg dukker op til sådan en konference, og så virker det, som om der kun er ét blik” - I konferencens program på godt 400 sider optrådte begrebet “social kontrol” fx kun én gang, forklarer Villemoes.

Så startede festen og Morten Messerschmidt lagde ud i hård stil: ”Det er ren pseudoforskning. Man må selvfølgelig gerne have politiske outrerede synspunkter – på den måde er det et frit land – men så skal man ikke kunne kalde det forskning på statens vegne eller regning,« siger Morten Messerschmidt” og udtalte til Berlingske at hele migrationsforskningsfeltet er så utydeligt, at man må undersøge hele feltet migrationsforskning på de danske universiteter for »politiserende og aktivistiske dagsordener, der skaber had til og tvivl om vores samfundsstrukturer«)   - og dermed fik politikeren mistænkeliggjort en kæmpe mosaik af forskningsfelter, der har elementer i økonomi, psykologi, medicin, sociologi, antropologi og samfundsvidenskaber…..dvs at hele universitetsverdenen med et knips blev bragt en kollektiv miskredit. Og pressen bed på. Der er ikke noget der kan frigive bekræftelsesbias hormonet oxytocin som en udskamning af en stereotypi baseret på bevidst tvetydighed, hentydninger og fordomme – populismens grundværktøj. I starten skaber man tvivl og forvirring om der måske er en trojansk hest i universitetsverdenen (den store udskiftning) og i den usikkerhed der opstår, er det meget let at etablere en ny fortælling der skaber mening i de mønstre vi gerne vil tro der er om at aktivister har infiltreret universiteterne og overtaget forskningen.

Professor i retorik Mikkel Thorup (professor i idehistorie) og Rikke Andreassen (professor i kommunikation) mente at angreb på forskningsfrihed er blevet mainstream: ” Når der sættes spørgsmålstegn ved de nødvendige frihedsgrader, når navngivne forskere angribes, når hele forskningsmiljøer lægges for had og med ét sværdslag erklæres uvidenskabelige, så undermineres forskningsfriheden”.

Vi må acceptere kritik mente magteliteforskeren Christoph Ellersgaard fra CBS mens han fandt det problematisk at tale om at lukke forskningsmiljøer uden debat og refererede til en periode i 1986 hvor sociologisk institut på Københavns Universitet blev lukket af undervisningsminister Bertel Haarder pga beskyldninger om at instituttet udklækkede marxister. Minoritetsforskeren Lektor Thomas Brudholm er i samme artikel vred på folketingspolitikeren Morten Messerschmidt: ” Han skyder jo med et oversavet haglgevær og bliver på den måde et skørt spejlbillede af de tendenser, han foregiver at kritisere. Det er utroligt, hvor mange normative præmisser han kan pakke ind i en sætning, og hvor uvidenskabeligt, vagt og overgeneraliserende han udtrykker sig”.

Garbi Schmidt, professor på institut for kommunikation og humanistisk videnskab ved Roskilde Universitet, prøvede at berige debatten med lidt viden: ”Jeg oplever, at migrationsforskere har meget forskellige tilgange og arbejder metodisk meget forskelligt med emnet. Migrationsforskning i Danmark er et særdeles bredt fænomen for at sige det mildt, hvor du har alt fra politologer til historikere og økonomer. De metodiske tilgange er altså utroligt forskellige, og det skal med i en debat om, hvorvidt forskerne politiserer feltet”. Lektor Esther Oluffa Pedersen forsøgte sig med at hive nogle mere konkrete svar ud af Henrik Dahl, Morten Messerschmidt, Folketinget og ikke mindst daværende forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen, men det havde hun ikke meget held med selvom det var relevante akademiske spørgsmål.  

 

 

Og pressen elskede at blive bekræftet i den hidtil skjulte store venstreorienterede udskiftning. Euforien var ikke svær at skjule hos den konservative kandidat i filosofi og statskundskab Rune Selsing, der mente at politikerne skulle lukke ”universiteternes galeanstalter”. Og for at det ikke skulle være nok, så begyndte de studerende at blive bekymrede for om de uden at opdage det var i gang med at få en trojansk politisk uddannelse og ikke den akademiske kandidatgrad de havde forestillet sig

PhD i retorik Frederik Appel Olsen sømmede politikerne fast på deres eget kors med sit overbevisende indlæg: ”Ville forskningsministeren fyre Einstein?” for han var om nogen aktivist (som også Niels Bohr var det) omkring våben og fred. Og længere er den ikke. Politikerne må tilbage på skolebænken og genopfriske deres historieundervisning.

Men den pointe som alle tilsyneladende har overset er at flere medier, journalister og et flertal i Folketinget reelt set ikke bare blev snydt af en trojansk hest, men de blev snydt af en stribe af deres egne tankemæssige smutveje, især bekræftelsesbias, og lod sig forføre af den behagelig følelse af at få bekræftet en sammenhæng som gav det nødvendige jubelråb i lykkecenteret lige før sommerferien.

For hvad var det journalisten gjorde? Journalisten valgte, stik imod hvordan forskere arbejder at udvælge én konference med ét perspektiv på et emne der altid vækker gys og masser af clicks: migration.

Men kunne man forestille sig at journalisten nogensinde ville gøre det samme og rejse til en kongres for genteknologi, betonprocesser, cyberkriminalitet, immunterapi, socialpædiatri eller CRISPR-værktøj? Nej, vel? Og hvorfor mon? Fordi journalisten har en forståelse af

1.      at der ikke er nogen der gider læse det

2.      at det er røvkedeligt

3.      at det er ufarligt

4.      at der ikke er tilknytte nogen fordomme der er lette at spille på

5.      at det er rigtig ordentlig videnskab

6.      at der ikke er noget sjov politik i det

7.      at man som journalist enten ville kede sig eller sikkert ikke fatte en bønne af det

Men migrationsforskning derimod….dét har alle ingredienserne til en saftig historie og så er det ovenikøbet er et emne hvor journalister har dyb indsigt. Journalister ville aldrig lave en dryppende sarkastisk reportage fra en kongres om sjældne sygdomme eller det humane genom. Journalister kunne ikke drømme om at gøre grin med plastikkirurgiske konferencer. Og ingen politiker ville stemme for en vedtagelse om måner har den farve måner skal have.

Sagen er udtryk for social kontrol og gruppetænkning i medierne med kritikløs journalistik som resultat. Der blev udtænkt en lækker politisk limpind og det lykkedes. Det ferielystne Folketing hoppede lige op på limpinden – og de sidder fast endnu. Denne her sag er gennemsyret af uvidenhed i en branche der lever et symbiotisk følelsesliv med politikere og læsere der gerne vil bekræftes. Som Krølle-bølle forskerne sagde: Mennesker tænker ikke lineært, logisk eller sammenhængende. Men det er åbenbart svært for Jer at indse det. Einstein, Homer Simpson og Krølle-bølle er lige kloge på hver deres måde. Dét er videnskab. Men start lige med at læse denne glimrende pixi-bog om dårlige argumenter og logiske fejlslutninger: ’An illustrated book of bad arguments’ og dens efterfølger ’Loaded Language’. Når I har læst dem så sæt Jer ind i de 187 psykologiske smutveje som gør Jeres liv lettere men andres sværere.