onsdag den 28. marts 2012


Etisk råd forplumrer sprogdebat
I en kronik d.20.3 i Politiken Hvordan har vi det idag? skriver etisk råds arbejdsgruppe om etik og sprogbrug om politisk korrekt sprogbrug i det offentlige rum. Fede patienter hører efter, ifølge gruppen, hvis de bliver kaldt overvægtige og der mangler ”mere mangfoldig (..) beskrivelse af det sociale forældreskab”. Rådet har god tid til at drøfte nye ord for fedme og sociale forældreskaber, men ignorerer det virkelige sprogproblem i sundhedsvæsnet: selv etniske danskere, der har gået 9 år i skole, har svært ved at forstå hvad der skrives og siges i forbindelse med sygehuskontakter. I en engelsk undersøgelse af alle patienter indlagt på en medicinsk afdeling i London forstod 25 % ikke informationer de fik af læger og sygeplejersker og sygehusets skriftlige materiale var for svært. I Danmark er ca. 500.000 danskere funktionelle analfabeter (læser på 5.klasse niveau), mens knap 50 % af unge med forældre af anden etnisk baggrund forlader folkeskolen med funktionel analfabetisme. Specialiseringen i sundhedsvæsenet medfører at en stadigt større del af patienterne gøres funktionelt ”ressourcesvage” fordi de ikke forstår informationen. De var ikke ressourcesvage for 15-20 år siden men i dag er de, da det sprog man klarede sig med for 30 år siden er ikke tilstrækkeligt i dag. En dansk undersøgelse har vist at patienter med grundskole er 3 gange længere om at blive raske end patienter med videregående uddannelse. Det kræver en universitetsgrad at blive rask indenfor normal tid. Diskussioner om etik og menneskerettigheder har det med at springe over de svære og tunge basale uligheder og gå direkte til de individuelle og ufarlige emner med uforpligtende hensigtserklæringer om vi ikke godt vil være søde at lade være med at sige ”fed”. Ulighed i sundhed er ikke naturgivent og etisk sprogbrug er ikke den platform der skaffer lighed i sundhedsvæsenet. Etisk sprogbrug er en luksus, men det er en ordentlig grundskole uddannelse ikke. Etisk råd flytter med sin kampagne fokus fra det centrale i lighed i sundhed til en akademisk cafe diskussion om valg af ord. Der er ikke behov for mangfoldighed og nuancering, men om at kalde en spade for en spade. Det grimme spørgsmål som etisk råd ikke stiller, og dermed forplumrer problemet, er: Hvordan kan vi være bekendt at 25 % i Danmark ikke kan læse eller skrive og derfor er mere syge, får flere bivirkninger af behandlingen og er længere tid om at blive raske? 

mandag den 27. februar 2012


Akut eller kronisk sygdom - to sider af samme sag
Da jeg var barn havde jeg halsbetændelse, hovedpine og næseflåd året rundt. Ørelægen prøvede først med ørepustninger – et indgreb der må være opfundet i tyske koncentrationslejre. Derefter fjernede samme læge, i en æter rus som må have ryddet 80 % af mine neuroner, mandlerne og så polypperne, men lige lidt hjalp det på mine symptomer, mens ørelægens huse blev større og større. Da jeg flyttede hjemmefra forsvandt symptomerne som dug for solen, men kom tilbage når jeg var hjemme på weekend. Først 8 år senere lettede mine æter tåger så meget, at årsagen til mine kvaler blev ulideligt klare og såre banale. Men desværre måtte først vores hund dø og derefter måtte katten dø før det blev klart at jeg ikke havde haft en kronisk sygdom, der krævede regelmæssige kirurgiske indgreb: Jeg var allergisk for hund og kat. Min far kunne trøste mig med at ørelæger, også i hans barndom, klippede og skar i små børn og blæste deres hjerner ud.
Skæres her eller med hjem?
På hver sin ejendommelige måde er frosne nedslidte skuldre, karpal tunnel syndrom, synlige skamlæber og sukkersyge gået hen og blevet en epidemi af kroniske sygdomme der kræver regelmæssige kirurgiske indgreb: første gang fordi indgrebet gerne skulle virke, anden gang fordi første indgreb ikke virkede og tredje gang fordi der er opstået komplikationer og patienten er vred over resultatet. Spørgsmålet er hvor mange ben der skal amputeres på diabetikere og hvor mange patienter med post traumatisk stress der skal opereres for deres traume udløste neurogene smerter i den tro at det er karpal tunnel syndrom før vi overvejer om ikke kirurgens løn er givet bedre ud på et tidligere tidspunkt.
Kronisk spredning
Man plejer at opdele sygdomme globalt set i smitsomme sygdomme og ikke-smitsomme sygdomme (Non-communicable diseases, NCDs). Tanken er at sygdomme som diabetes, kræft, ulykker og hjerte-karsygdomme ikke er smitsomme. På et høj niveau møde i WHO d. 20.9 2011 drøftede man NCDs i et nyt perspektiv: penge der skydes in i forebyggelse af NCDs skulle fremover ses som en investering med et pænt afkast: 1 US dollar investeret vil give 3 dollar tilbage (WHO Global status NCDs). Men at kalde de kroniske sygdomme for ikke-smitsomme er nok en forældet og ikke særlig funktionel opdeling, hvis målet er nye måder at bekæmpe kroniske sygdomme på. NCDs kaldes ofte for The Silent Killers (Rethinking NCDs).  De dræber langsomt, der er langt fra årsag til virkning og der er mange samtidigt virkende årsager, men i realiteten er de globalt set drevet af epidemier af adfærds ændringer: der er massiv migration verden over fra land til by. Det sker ikke mindst i lavindkomstlande og medfører større grad af fysisk inaktivitet og kosten ændres til en federe sammensætning.  Flere bliver overvægtige og flere begynder at ryge i mellem-og lavindkomstlande, alle skal have en bil og alkohol bliver en del af udviklingen fra lav- til mellem indkomstland. På den måde får man først en epidemi af adfærdsændring og kort tid efter en epidemi af personulykker, diabetes, lungekræft og hjertekarsygdomme. Hvis man skal den udvikling til livs vil en gammeldags epidemikontrol gennem en suveræn epidemi kommission måske være den bedste løsning?
Bestandig katastrofe
I modsætning til det traditionelle billede af de tropiske smitsomme sygdomme i Afrika og Asien så er virkeligheden det stik modsatte: i lavindkomstlande med kollaberede sundhedsvæsener og under 1 dollar per år per indbygger til sundhed er selv de mest banale akutte lidelser blevet til kroniske sygdomme der kræver regelmæssige kirurgiske indgreb. For de fattige og kort uddannede bliver infektioner til bestandige katastrofer fordi de ikke har adgang til standard kvalitet: Tuberkulose, malaria, urinvejsinfektioner og meningitis, ja sågar en mellemøre betændelse, bliver til livslange lidelser med svære handicap og behov for dyr specialiseret kirurgi, mens patienten bliver socialt udstødt. Hvorfor? Fordi undersøgelser og behandling er forsinket og af så lav kvalitet at infektionen har medført varige skader på flere organer. At føde et barn i disse lande er, udover at være livsfarligt, en kronisk sygdom med fistler, rupturer, urin inkontinens og infertilitet med varig funktionsnedsættelse og social udstødning til resultat. Moderens banale malaria infektion og anæmi under graviditeten og den lave fødselsvægt vil forfølge barnet resten af livet med dårlig trivsel og påvirkede kognitive funktioner som voksen, som også må døje med en øget risiko for diabetes. Fødsels-omstændighederne med langtrukken fødsel i tværleje, skulderen der blev revet af led og den manglende iltforsyning bidrager til at gøre en simpel fødsel til et kronisk mentalt og fysisk handicap. Simple frakturer bliver til svære deformiteter, en cyste på æggestokken bliver til kroniske underlivssmerter, et overset mavesår bliver til en kronisk smertetilstand og en rådden tand fører til et liv på flydende kost. Sukkersyge er en sygdom for kirurger og øjenlæger. Her er der ikke kun brug for epidemikommissioner, men langsigtet hjælp til lægefaglig og administrativ kapacitetsopbygning.
De fattige er dyre
Dybest set er opdelingen i akutte/kroniske lidelser og smitsomme/ikke-smitsomme sygdomme absurd og hjælper os ikke i sygdomsbekæmpelse. Så måske var det en ide at se realiteterne i øjnene. Hvorfor ikke bytte strategi og vende sagen på hovedet: kroniske sygdomme kan ses som epidemier af adfærd, der skal bekæmpes her og nu med slagkraftige epidemikommissioner, der kan stoppe den ukontrollerede spredning af sundhedsskadelig adfærd inden den smitter for mange sagesløse. Akutte sygdomme kan i stedet ses som det de er i praksis i mange lande: de fattiges sygdomme som bliver til dyre kirurgiske sygdomme der kræver rør, slanger og subspecialiserede intensivister og som medfører psykiske og fysiske handicaps. De akutte sygdomme skal derfor bekæmpes med forebyggelse, cost-benefit analyser, forløbskoordination, kvalitetssikring, egenomsorg og tværfaglige teams.

mandag den 13. februar 2012


Hasard med indvandrerkortet (2)

Nyheden om indvandrere på førtidspension (Fyens Stiftstidende 2.januar) medførte krav om at indvandreres adgang til pension skal kulegraves da der, ifølge pressen, er sket en eksplosion i antallet. Der er imidlertid ikke tale om en eksplosion, men derimod er der tale om lemfældig omgang med følsomme data: stigningen i antallet af førtidspensioner skyldes en lang række forhold som hverken sagsbehandlere, kommuner eller læger kan pålægges skylden for. For eksempel ankommer flygtninge fra bestemte lande samtidigt bestemt af de humanitære kriser eller væbnede konflikter de er flygtet fra. De flygtninge der kom for 10-20 år siden var svært traumatiserede og et generelt lavt uddannelsesniveau og de kan først søge om førtidspension nu efter 10 år da det ikke er muligt at søge førtidspension før – de fleste af dem burde i virkeligheden have haft det for længe siden, men har altså ikke kunnet søge før nu pga. lovgivningen på området. Flygtninge/indvandrere venter længere end etnisk danske på at få pension og de er sygemeldt længere tid end etnisk danske. Dermed er der opbygget en stor gruppe af flygtninge/indvandrere, som burde have haft pension tidligere. Det er de skrøbeligste flygtninge/indvandrere der systematisk falder ud af integrationsperiodens tilbud de første 3 år i Danmark: de stoppede dansk undervisningen fordi læreren sagde det var psykisk bedst. Deres, ofte eneste, kontakt til det danske samfund, integrations sagsbehandleren, skiftes ud på det mest kritiske punkt overhovedet: når integrationspakken stopper efter 3 år. Derefter forsvinder kontinuiteten og trygheden og de kan se frem til at skifte sagsbehandler 5-10 gange om året, hvilket ofte får de svageste til helt at opgive håb om hjælp. TV2 Østjylland slutter nyheds ringen med nyheden om at Odense og Århus tiltrækker svage indvandrere (TV2 Østjylland 3.januar). Sandheden er at ny ankomne flygtninge/indvandrere ikke selv kan bestemme hvor de vil bo og derfor placeres administrativt i små fjerne landsbyer, i kommuner, hvor kompetencer på området er sparsomme og sporadiske. Ofte kommer der pludselig hundrede flygtninge fra et kulturelt og sprogligt område der er ”nyt” for kommunen (f.eks. Burma eller Nepal). Problemer og utryghed starter ofte fordi kommuner og praktiserende læger ikke har nødvendig tolkebistand. Ny ankomne flygtning med sygdomme kan let få integrationsperioden til at gå med transport til og fra landsbyen til undersøgelse og behandling på fjerne sygehuse. En blodprøve er et heldagsprojekt hvis man bor i Vejen og der skal ikke mange heldagsrejser til lægesamtale i Odense uden tolk før man opgiver. Flygtningene oplever kommunikations- og transport problemer, usikkerhed og utryghed i de små kommuner og føler der er langt til hjælp. Efter integrationsperioden er det derfor naturligt for mange flygtninge at søge til de byer hvor der er de nødvendige tolke, sociale strukturer, ressourcer og kompetencer som kan give dem tryghed og sikkerhed for hjælp. Det vil typisk være de store byer og i de seneste årtier er det Odense og Århus, der har kunnet tilbyde disse ressourcer. Regionerne har været meget lidt tilbøjelige til at hjælpe de små kommuner i denne situation og det er kun naturligt at man som flygtning med sundhedsproblem, fysisk eller psykisk, søger mod et miljø der bedre passer til deres behov for hjælp, støtte og tryghed. Hvis vi mener integration alvorligt, så er vi nødt til at gå bag om tallene og se mere detaljeret på den enkelte flygtnings præmisser og behov. På den baggrund kan der skræddersys et integrationsprogram til den enkelte, så en flygtning, der, på trods af sproglige barrierer og helbredsmæssige handicap eller sygdomme, kan opleve en tryg og human tilværelse i Danmark. I stedet for at tælle førtidspensionister bør vi lære af at de findes og i stedet tilpasse den danske integrationsindsats til de præmisser som flygtninge ankommer med, for dem kan der ikke spilles om. De er virkelige og kan ikke ignoreres sådan som vi indtil nu har gjort. Den gode nyhed, er at vi kan gøre det meget bedre for de samme penge, så der er egentlig ikke brug for at spille hasard spil med flygtninge kortet.


Hasard med indvandrerkortet (1)

Forskning følger de riges sygdomme, var overskriften på en artikel i Information 6. januar 2012. Sandheden er også at forskning i de fattiges sygdomme oftere får en politisk dagsorden end de riges sygdomme gør og det bidrager til at skjule og fastholde ulighed i sundhed.  Det bekræfter 4 forskellige nyheder om flygtninge/indvandrere: 1) Flere indvandrere kommer på førtidspension (Fyens Stiftstidende 2.januar), 2) Indvandrere dør hyppigere af infektioner end etniske danskere (Kristeligt Dagblad 2. januar), 3) Århus og Odense tiltrækker svage indvandrere (TV2 Østjylland 3.januar) og 4) Indvandrere får ikke de helbredscheck de skal have af kommunerne (DR Indland 2. januar ). De 4 nyheder hænger imidlertid uløseligt sammen og er efterfølgende blevet brugt til at spille indvandrerkortet.  Inden der spilles for meget hasard med indvandrerkortet kan det måske være på sin plads med lidt facts om flygtninge/indvandreres levevilkår og sundhedsproblemer. Hvis vi tager den sidste nyhed først så kræver den tidligere regerings støtteparti nu obligatoriske sundhedscheck ”for at sikre, at vedkommende ikke har nogle sygdomme som kan smitte andre. Vi har tidlige set udbrud af sygdomme, som vi ellers havde udryddet i Danmark, netop på grund af smitterisikoen”, siger partiets sundhedsordfører til avisen.dk den 3.1.2012. Det er ikke korrekt: f.eks. er over 99 % af etniske danskere med tuberkulose blevet smittet af en etnisk dansker med tuberkulose (Troels Lillebæk et al 2001) og der har været stigning i forekomst af tuberkulose særligt blandt yngre etnisk danske mænd (Bekymrende spredning) og 50 % af heteroseksuelt smittede etnisk danske i Danmark smittes udenfor Danmarks grænser. Sundhedsstyrelsen skrev allerede i 2002 at ” Sundhedsstyrelsen har ikke overblik over, hvordan de forskellige myndigheder og organisationer samarbejder, men det er Sundhedsstyrelsens indtryk, at der er behov for en koordinering og et tættere samarbejde mellem myndighederne samt behov for retnings linjer fra de centrale myndigheder” (Sundhedsbetjening af flygtninge), men nu 10 år efter er overblikket ikke bedre og kun 1/3 af kommunerne har tilbud om helbredstjek til flygtninge/indvandrere. Sygdoms billedet blandt flygtninge/indvandrere er kompliceret og sammensat, varierer mellem de etniske grupper og hver region har deres særlige udfordringer. Sygdomsbilledet kan i starten af opholdet i Danmark være præget af infektioner, mens det senere bliver præget af helt andre sundhedsproblemer: Vi har i Indvandrermedicinsk klinik på Odense Universitetshospital undersøgt 550 langvarigt syge flygtninge/indvandrere fra Odense og som i gennemsnit har boet i landet over 10 år og ingen af dem lider af hiv, tuberkulose eller smitsom leverbetændelse. Derimod har de andre mindre eksotiske levevilkårssygdomme som har besværliggjort deres integration enten fordi de brugte deres integrationsperiode på at gå til læge og på sygehus eller fordi sygdommen er blevet overset eller fejltolket: psykiske og fysiske handicaps, kroniske sygdomme, kræft og fysiske/psykiske traumer som følge af fængsling, tortur, krigsoplevelser eller ekstrem hjælpeløshed under flugten. Hvis det var blevet opfanget ved ankomsten og inddraget i en tilpasset integrationsproces så havde de haft en chance i Danmark. F.eks. bør flygtninge med sygdomme, handicap eller andre særlige udfordringer kompenseres med en længere tilpasset integrationsperiode end andre flygtninge. Sprogindlæringen og hukommelsen er reduceret hos patienter med psykiske traumer (Nedsat hukommelse ved PTSD) således at de har svært ved at koncentrere sig i sprogskolen og deres danske ordforråd er sparsomt og forsvinder hurtigt hvis det ikke anvendes. Denne skrøbelige gruppe flygtninge bør derfor have et særligt tilpasset integrations tilbud ved ankomsten og ikke først 10 år efter, hvor de ofte er endt i en kronisk tilstand uden behandlingsmulighed og hvor tilegnelse af sprog og andre færdigheder er umulig. Screening af flygtninge blev i slutningen af 80’erne lagt ud til kommunerne og de praktiserende læger og dermed forsvandt denne screening i praksis fra den ene dag til den anden. Laboratorierne modtog ikke prøver efter ændringen. På trods af flere forsøg på at få screeningen genindført er det ikke lykkedes: hverken nationalt eller regionalt har man ønsket at efterkomme de gentagne opfordringer der er kommet fra de kommunale integrationsmedarbejdere, Dansk Flygtninge Hjælp, Røde Kors og Indvandrermedicinsk klinik, samt nu senest med en undersøgelse der viser at under 1/4 af kommunerne tilbyder et helbredscheck. To kommuner i region Syddanmark har bedt om støtte fra Indvandrermedicinsk klinik i Odense, til at screene ny ankomne flygtninge, men det blev ikke en realitet pga. nedskæringer og administrative uklarheder. Hvad angår overdødelighed af infektioner, så er der tale om f.eks. hiv, tuberkulose og leverbetændelse, der kan forebygges og behandles og her er miseren manglende tilpasset information til etniske minoritetspatienter på deres eget sprog og manglende viden blandt sundhedspersonale om de særlige forhold der eksisterer omkring disse sygdomme blandt etniske minoriteter. I en engelsk undersøgelse fandt man at afrikanske patienter der blev diagnosticeret meget sent med deres hiv-infektion ikke var klar over at de kunne få meget effektiv behandling og andre var bange for at sundhedspersonalet ville sladre om deres hiv-infektion. Noget lignende er fundet ved en dansk undersøgelse og det tyder på at sundhedsinformation ikke tilpasses de modtagere der har mest brug for viden. 

onsdag den 18. januar 2012

Happy healthy migrant?


Mange indvandrere beskriver også hvordan de nødig vil stresse lægen med mange spørgsmål og de vil nødig virke utilfredse hvormed de ikke får spurgt om alt det de gerne vil (den såkaldte ”happy migrant” effekt). Infektionssygdomme, ulykker, skader og misbrug er overrepræsenterede blandt etniske minoriteter, mens visse kroniske sygdomme modsat er sjældnere blandt nyankomne flygtninge/indvandrere (også kaldet ”healthy migrant” effekten).  Indvandrere indtager mindre alkohol, tager mindre medicin og ryger mindre end andre. Så på den ene side skal vi positivt og proaktivt bevare den gode sundhedstilstand som mange nyligt ankomne flygtninge/indvandrere har når de ankommer.  I forhold til visse kroniske sygdomme kan dette forhold jo lige frem være en fordel og bør specielt fremhæves. På den anden side skal sundhedsvæsenet forhindre at flygtninge og indvandrere lettere pådrager sig sygdomme som potentielt kan forhindres såsom sukkersyge, højt blodtryk og infektioner alene fordi de som minoritetsgruppe har ringere adgang til information og behandling. 
Der er dog grund til optimisme. Mange studier fra lavindkomstlande bl.a. i Afrika har vist at simple forebyggelsesprogrammer ofte virker bedst, og næsten udelukkende, blandt de dårligst stillede. Senest har et engelsk studie vist at forebyggelse og behandling blandt socialt udsatte patienter bedres væsentligt hvis praktiserende læger honoreres særligt ved denne indsats. Selvom det næsten er tabuiseret at tale om særlige sundhedsfremme tiltag blandt f.eks. flygtninge og indvandrere så er det jo meget almindeligt at man i sundhedsvæsenet intuitivt tilpasser forebyggelse og behandling til den enkelte patients behov. Vejen frem må være at gøre en dyd af en nødvendighed og professionalisere og systematisere det vi i forvejen forsøger at gøre i sundhedsvæsenet, nemlig at lade sprog, viden, motivation og tiltro hos patienten være afgørende for den måde et givent sundhedstilbud skal præsenteres for patienten.
Tilpasning af sundhedssystemet til flygtninge/indvandreres specifikke behov for særlig information og forståelse er essentielt. Der vil være behov for specifikke interventioner for særlige grupper som nyankomne ikke mindst familiesammenførte, for kvinder og deres børn og for ofre for vold og tortur. Endelig er der behov for særlige strategier for at nedbringe overhyppigheden af rejseinfektioner (leverbetændelse, malaria og tyfus) samt hiv og tuberkulose.
Det er de professionelle i sundhedsvæsenet der har et problem. Det eneste patienter er professionelle til i denne sammenhæng er, på deres egne præmisser, at udtrykke problemer, symptomer og eventuelt behov. Det er vores opgave at oversætte hvad patienten siger så vi kan bruge de værktøjer vi plejer at bruge. Hvis vi ikke forstår hvad patienterne siger, skal vi stadig være professionelle og må bare gøre en ekstra indsats for at komme bag om patientens helbredsproblemer – det har vi pligt til uanset hvor svært det umiddelbart kan virke. Det sjove er at det faktisk virker – det hjælper at lytte og spørge 5 minutter mere end vi er vant til. Dermed kan vi som læger være med til at udjævne den ulige adgang til sundhedsvæsenet som flygtninge og indvandrere oplever.

Lige adgang til sundhed betyder at de skæve ikke passer


Vi er stolte og bryster os af den skandinaviske lighedsmodel for sundhed og det er med god ret, for alle har ret til de samme sundhedstilbud og med samme høje kvalitet. Men det betyder at vi ofte kommer til at ignorere forskningsresultater der viser det stik modsatte: nemlig at socialt udsatte og marginaliserede patienter ikke er i stand til at udnytte adgangen til behandling af høj kvalitet. F.eks. får indvandrerkvinder sjældnere foretaget screening for livmoderhalskræft og brystkræft og gravide af anden etnisk herkomst har lavere blodprocent end andre gravide. Indvandrere med type 2 sukkersyge (”gammelmands” sukkersyge) har dårligere behandlet sukkersyge end andre patienter med samme sygdom. Det er tidligere sagt at gener lader diabetes pistolen, men det er levevilkårene der bestemmer om pistolen skal affyres. Hyppigheden af diabetes blandt libanesere i Beirut er 7-8 % men efter 15-20 år i Danmark er hyppigheden blandt libanesere 20 %. At kalde diabetes en indvandrersygdom er derfor noget af en tilsnigelse – levevilkårene og adgangen til sundhedsinformation i Danmark spiller tilsyneladende en større rolle end etnicitet. På samme måde viste et studie fra Italien at hovedparten af hiv infektioner blandt flygtninge/indvandrere skete efter ankomsten til Italien.
Nok flygtninge sårbare alene fordi de har forladt deres hjemland og netværk, men der ser ud til at være unødvendige fælder efter de er kommet til deres nye hjemland: oveni de sygdomme de er vokset op med tilegner de sig også det nye hjemlands sygdomme som overvægt, hjerte-karsygdomme og sukkersyge og får dermed en dobbelt sygdomsbyrde at bære på. Her til skal lægges at de skal lære at færdes i et helt nyt samfund med et komplekst sundhedsvæsen med mange barrierer.
Typiske personlige barrierer kan være sprogkundskaber, ideer om sundhed og sygdom, mistro til sundhedsvæsenet og manglende viden.  Der er lovgivningsmæssige barrierer figurerer omkring sprog (den nye tolkelov), arbejde, sociale forhold og integration. Manglende målrettet information, bureaukrati, komplicerede arbejdsgange og manglende kontinuitet udgør barrierer indenfor sundhedsvæsenet der forhindrer lige og kvalitetsfuld behandling til flygtninge og indvandrere.
Men før man overhovedet kommer dertil så er grundlaget for overhovedet at kunne udnytte den lige adgang til sundhedstilbud først til stede når man besidder en hel række af sociale kompetencer og har den viden som etniske danskere har tilegnet sig naturligt gennem et langt liv i Danmark, lige fra børnehaveklassen. Alle de daglig dags små trick vi har lært for at klare os gennem livet i Danmark har en indvandrer ikke og alt bliver dermed et kæmpe problem for en indvandrer: lige fra offentlig transport, til frit sygehusvalg og til at bestille tid hos lægen. Man skal have gået 9 år i skole, man skal mestre det danske sprog og man skal have et omfattende socialt netværk for at opnå tilstrækkelig viden til at kunne bruge sundhedstilbud. Ideen om at man selv i et vist omfang kan forebygge og lindre sygdom er fremmed for mange flygtninge og indvandrere – alligevel er det en ensartet grundpille i sundhedsfremme.  Ved at basere sundhedsfremme på viden som kun nogle besidder cementerer man ulighed blandt dem der har sværest ved at tilegne sig viden, nemlig flygtninge og indvandrere. Hvis man skal være motiveret for at ændre adfærd (f.eks. vægttab) så skal man have den viden der gør det meningsfyldt at tabe sig i vægt. Dermed falder patienter og borgere i denne befolkningsgruppe gennem sikkerhedsnettet i det lighedsorienterede sundhedsvæsen.  De har ikke de værktøjer der er nødvendige for at kunne drage nytte af den lige adgang. Sundhedsvæsenet er indrettet på den måde at det kun virker hvis man selv skal rejse sig fra sofaen – det kommer ikke hen til én. Men hvis man hverken forstår hvorfor man skal rejse sig eller hvor man i givet fald skulle gå hen og heller ikke forstår den besked man får af sundhedsvæsenet så forsvinder motivationen spontant. Mange indvandrere beskriver hvordan de har forsøgt at få svar, forsøgt at gøre noget, men tabte interessen fordi de ikke oplevede at hjælpen var relevant eller meningsfyldt. De er for ”skæve” til lighed og der er ingen særlige indbyggede sikkerhedsforanstaltninger som udligner det. Derfor er vejen frem at vi skaber et sikkerhedsnet for flygtninge og indvandrere som kan sikre dem et bedre udbytte af den lige adgang til sundhed som vi andre er så stolte af.
Patienter er forskellige og det er at gøre dem en slem bjørnetjeneste at lade som om det ikke er tilfældet. Berøringsangst og misforstået politisk korrekthed er ikke den medicin flygtninge og indvandrere beder om. De vil, lige som alle andre, bare have meningsfyldt information om deres helbred og en ordentlig behandling.

Fattige tager fattige valg



Nogle vil mene at der altid vil være ulighed selvom man afskaffer fattigdom og at vi ikke skal forvente os meget effekt af at udligne den ulige adgang til sundhed. Det lyder jo besnærende i al sin enkelhed og tager jo i den grad brodden ud af ligheds debatten - hvis det er rigtigt.
Heldigvis er der intet der taler for at det er rigtigt. Tværtimod er der oceaner af videnskab der viser det stik modsatte og stort set ingen viden der støtter at der ikke skulle være mening i at udligne ulighed i sundhed.
Der er flere videnskabeligt funderede grunde til at fokusere på at ændre vilkårene for de fattige og uudannede: 1) De fleste sundhedstilbud virker bedst i denne gruppe, 2) uddannelse og velfærd medfører mere hensigtsmæssig sundheds adfærd, 3) Veluddannede får bedre sundhedsinformation end andre og 4) De største dræbere såsom rygning, alkohol, ulykker og misbrug er stærkt relateret til lav uddannelse og lav social status.
At være ikke-ryger med normal kropsvægt og alkoholforbrug under 21 genstande om ugen er ikke alene udtryk for at man er veluddannet og rig, men lige så meget udtryk for at man tilhører et socialt netværk hvor det er en del af kulturen i segmentet at man passer på sig selv og sin krop og måske endda løber en maraton af og til. Sundhedsinformation løber hurtigt og let i dette segment – det er et normalt samtaleemne. I andre segmenter derimod er sundhed, forebyggelse og egenomsorg ikke en del af kulturen.
I Afrika gifter veluddannede kvinder sig med rige mænd, de går længere med deres syge barn for at finde en læge, de søger hjælp flere steder når de har helbredsproblemer, de har et bedre socialt netværk, de bruger oftere prævention og de har lettere ved at tilpasse sig nye sundhedstiltag end deres mindre uddannede medsøstre. Sådan er det i Afrika og sådan er det i Danmark. Med uddannelse følger adgang til et segment med velfærd, større netværk og til et moderne informations flow som andre ikke har del i.
Fattige og uudannede tvinges til fattige valg når det gælder sundhed: den information der ville sætte dem i stand til at tage et fornuftigt valg har de ikke adgang til. Der er flere undersøgelser der bekræfter at indhold og kvalitet i sundhedsinformation afhænger af hvem der informerer hvem. Bedst kontakt og bedst information opnås hvis patient og læge er af samme alder og køn. På samme måde modtages information med større effekt hvis patient og læge tilhører samme etniske gruppe eller samme uddannelsesniveau. Problemet er at vi med den skriftlige og verbale måde vi tilbyder sundhedsinformation på udelukker en del af befolkningen fra at få skræddersyet information.
En svensk sundhedsperson udtrykte den danske holdning meget klart: ”Hvorfor er det at I danskere altid venter til der er tale om en katastrofe før i gør noget ved sundhedsproblemer?”. Og det er jo det der er hele humlen ved den danske lighedsorienterede sundhedsmodel. Vi antager at hele befolkningen har gået 10 år i skole, løbende tilegner sig ny information og at de har en klar strategi for et langt sundt liv. Vi antager også at hvis man ikke følger de officielle sundhedsråd, så har man aktivt fravalgt dem og er derfor selv ude om det. Det giver en svær social slagside hvor de fattige og uudannede igen og igen tager fattige og forkerte valg i forhold til andre alene fordi de ikke har den information de skal bruge og fordi de ikke bevæger sig i det segment hvor man automatisk forsøger at leve et sundt liv.
Så længe de ikke brokker sig tror sundhedssystemet at alt er godt – de kan jo frit vælge at bruge sundhedssystemet, tror vi. Intet nyt er godt nyt, indtil katastrofen indtræder med en voldsom oversygelighed og overdødelighed i marginaliserede grupper som uddannede, fattige og flygtninge/indvandrere. Vi har valgt et sundhedssystem uden sikkerhedsnet og systemet ændrer først strategi når patientgrupper falder igennem nettet. Det er ikke forebyggelse og det er ikke ligheds skabende. Vi har al den viden der skal til for at udjævne den ulige adgang til sundhed og for et fokus på dem der ikke har et sikkerhedsnet: de uudannede og de fattige. Det der nu skal til er høj moral og god vilje – også blandt meningsdannere. Socialt udsatte skal kunne tage de samme fornuftige valg som os andre. Alt andet er et fattigt valg.