tirsdag den 20. februar 2018

Sårbar? - det kan du selv være



Anden del af en serie blogs om den kliniske betydning af relationel sårbarhed. Første del kan du læse her.

If you want to be good at doing something, you have to understand every piece of it. You don't want a mechanic who never lifts the hood (Francis J. Underwood I serien House of cards på Netflix).

Et menneske med sygdom kan være ressourcefattigt, fattigt på social kapital, udsat, skrøbeligt, fragilt, sart, svagt, mimoseagtig, modtagelig, ikke stærk nok, forvitret, hudløs, grædefærdig, stresset , klynkende, ynkværdig, modtagelig, såret, ikke sig selv, overfølsom, på sammenbruddets rand, ulykkelig,  tilhøre ”den tunge ende” eller bare være sårbar. Sårbar betyder at man er i stand til at blive såret eller gå i stykker, at man er åben for angreb eller skade. Som sårbar er man ude af stand til at modstå angreb. Når man er sårbar, er man nøgen, når alle andre har tøj på eller som det er blevet beskrevet som: ”Tiden mellem man hører et pistolskud og indtil man rammes og splintres af projektilet” (1). En pårørende beskrev det som situation hvor man fratages sin Mepower – når man ikke må beholde sin egen skjorte på sygehuset, men skal bære den hvide ydmygende skjorte der suger den sidste rest af personlighed. Hendes svigerfar tiltvang sig retten til at bære sin egen skjorte som hans fysiske ”nej tak” til den ”fremmedgørende og passive rolle, man ellers let risikerer at havne i som patient. En rolle, som mange – i hvert fald indledningsvis – accepterer i en kombination af tillid og høflighed eller i angst for ellers at blive set som en besværlig og krævende patient” (2).

I sårbarhedsprojektet som Indvandrermedicinsk projekt udførte 2015-2018 på en lang række afdelinger og specialer i Region Syddanmark fandt vi en meget bred, relationel og specialespecifik forståelse af sårbarhed:


Synshæmmede
Langsomt gående
Indsatte
Børn
Psykisk syge
Borgmestre
Lokale ”pinger”
Højt uddannede
Pt der har problemer med at løse problemer
Kræftpatienter i krise
Alkoholmisbrugende
Narkomaner
Meget bange pt
Unge
Pt der ikke vil være syge
Pt med for kort tidshorisont
Fejlhenviste pt
Pt. med venner/familie i sundhedsvæsenet
Personlighedsforstyrrede pt
”Splittere”
Patienter der virker ligeglade
Patienter med stærk ”facade”
Patienter der skyder skylden på personalet
Stressede patienter
Patienter med kræft
Ensomme
Mænd
Mange pårørende
For vidende patienter
For krævende patienter
Utålmodige patienter
Patienter der skal have hjælp
Demente
Indvandrere
Overvægtige
Mistroiske
Patienter med dårlige erfaringer
Sociale forhold fylder mere end sygdom
Sociale modspillere
Kolleger fra sundhedsvæsenet
Impulsive patienter
Utaknemmelige patienter
Stille pt
Patienter der bar vil ”fixes”
Patienter der ikke vil tale om sygdom
Patienter der virker irrationelle

Anti-fragil

Omvendt kan man spørge, hvad en stærk, ikke-sårbar, patient kan som sårbare har svært ved. Hvis det er skidt at være sårbar, hvad er så det modsatte? Nicholas Taleb blev kendt som forfatteren, der skrev bogen ”The Black Swan,” der udkom i 2007, og som forudsagde hele det efterfølgende bank- og finanskrak. Det blev han selvfølgelig meget berømt for. I 2012 skrev Taleb en ny bog med titlen ”Anti fragile” – dvs. anti-skrøbelig.  I hans nye bog stiller han spørgsmålet: ”Hvad er det modsatte af skrøbelig?” De fleste af os tænker, at det er at være robust. Men Talebs pointe er, at det ikke er rigtigt. Skrøbelig betyder, at noget går i stykker eller ikke længere fungerer, hvis det bliver forstyrret, overrasket eller fysisk påvirket. Det modsatte af skrøbelig må derfor nødvendigvis være noget, som bliver styrket af at blive at blive forstyrret. Det er ikke det samme som robust. Robust er nærmere et sted mellem to yderpunkter det ene er skrøbelig, og det andet er det, Taleb kalder anti-skrøbelig (3). Hans argument er at alle er skrøbelige, hvis de forstyrres, men nogle mennesker er mere robuste (stærke men lette at knække) end de er anti-fragile (stærke og knækker ikke så let). Hans eksempel er 2 migrant brødre i London: den ene ender som bankmand den anden som taxachauffør. Bankmanden havde succes med havde en robust økonomi indtil finanskrisen, så knækkede han og han havde ingen godkendt uddannelse at falde tilbage på, mens taxa chaufføren klarede krisen uden at knække – han kan altid finde nye områder af London at køre taxa selvom finanssektoren bryder sammen. I sundhedsvæsenet har vi fokus på at skabe robuste patienter, men vi burde måske lære af patienterne og i stedet gøre dem anti-sårbare. Når man forstår som patient forstår sin sårbarhed kan man bedre beskytte sig mod det – at opsøge sårbarhed er en læringsproces man bliver stærkere af. At erkende sårbarheder kan sammenlignes med at man, gennem analyse af hvert angreb, styrker den menneskelig firewall (betegnelse for en type software, der beskytter mod cyberangreb på computere), men det kræver konstant årvågenhed og forudseenhed, som patienter med sårbarheder skal trænes op til.

Sårbarhed er en styrke man skal erkende og uden den erkendelse kan man ikke forsvare sig. Sociologen Brené Brown har studeret sårbarhed som en grundlæggende menneskelig evne, kernen af menneskelig eksistens (1). Hendes teori er at mennesker er wired til at være forbundne. Men for at vi kan være forbundne bliver vi nødt til at gøre os synlige og meningsfulde overfor andre – og det skræmmer os hvad det vil afsløre om os selv: for vi skammer os over at føle os utilstrækkelige, uværdige og usammenhængende. Samtidig bruger vi skammen over ikke at gøre os nyttige på jorden til at opbygge en vis modstandsdygtighed eller robusthed overfor den ødelæggende skam, der gør os sårbare. Når man spørger folk om kærlighed, taler de mest om ex-kærester og hjertesorger, når man spørger om deres arbejde taler de om faglige nederlag og når man spørger til deres netværk mest taler de om ensomhed og eksklusion.  Kun ved at turde tage chancer, ved at vise (indrømme) de sider af os selv vi er usikre på, kan vi være konstruktivt sårbare på en modstandsdygtig måde. Spørgsmålet er så, hvordan man styrker sårbarheden hos dem, der allerede ér knækket sammen under skam skrøbelighed og lavt selvværd. Værktøjer som skyld, skam og sårbarhed er centrale i sygdomsforståelse og det er begreber som vi både selv, og andre, aktivt spiller på i relationer – også i sundhedsvæsnet. Brené Brown mener ikke professionelle kan praktisere empati overfor patienter uden at vi behandler os selv, og patienterne, åbent, respektfuldt og i venlig vekselvirkning. Man skal med andre ord møde patienten i den fælles sårbarhed uden skyld og skam. Fra sundhedspsykologien ved man, at patienters erkendelse af egne sårbarheder, dvs. evnen til at anerkende risici og eksponeringer, øger chancen for høj behandlings compliance (4). Det er ikke graden af sårbarhed der er interessant men graden af anerkendelse af sårbarhed der er vigtig. På samme måde ved man fra socialpsykologi at illusionen om usårlighed ender med at underminere de mekanismer der normalt yder mennesker beskyttelse (5, 6). Selvom de mener det modsatte, så er læger er ikke nogen undtagelse, for, ligesom journalister, mener de sig særligt immune overfor ydre krav og påvirkninger (7). Patienterne er imidlertid ikke helt enige og det kan introducere en skjult sårbarhed i relationen: mistillid til lægens overvejelser og rådgivning (8).

Det har altid været et centralt spørgsmål hvorfor fattige mennesker vedbliver med at være fattige – der er nogle grundlæggende mekanismer, der i årtier har unddraget sig virksomme interventioner (9-11). På samme måde er det med syge, der bliver ved med at være syge, bliver mere syge, bliver ved med at være fattige og bliver mere sårbare af det. Mens den sundhedsteknologiske udvikling går mod mere og mere subhumane interventioner med genterapi og personlig medicin, så har rehabiliteringstankerne ikke udviklet sig: i stedet for at beskytte sårbare mod at blive mere syge, er rehabilitering blevet et luksus tilbud til de patienter, der i forvejen har høj egenomsorg (12-17). Sårbarhed har ikke CPR-nummer. Sårbarhed skabes i relationer mellem patienter og læger og mellem patienter og sundhedsvæsnets måde at organisere sig på. En del af problemet er at sundhedsvæsnet, modsat sin selvforståelse, ikke er sønderligt interesserede i hvilken Mepower patienter har under motorhjelmen.

1.                         Brown B. Daring greatly: How the Courage to Be Vulnerable Transforms the Way We Live, Love, Parent, and Lead: New York: Gotham, 2012; 2012.
2.                         Høgsted R. Lad patienterne beholde deres egen styrke Jyllands-Posten. 2017 28.8. 2017.
3.                         Taleb NN. Antifragile: Things that gain from disorder: Random House; 2012.
4.                         Aiken LS, Gerend MA, Jackson KM, Ranby KW. Subjective risk and health protective behavior. Handbook of health psychology. 2012:113-45.
5.                         Sagarin BJ, Cialdini RB, Rice WE, Serna SB. Dispelling the illusion of invulnerability: the motivations and mechanisms of resistance to persuasion. Journal of personality and social psychology. 2002;83(3):526.
6.                         Cialdini RB, Goldstein NJ. Social influence: Compliance and conformity. Annu Rev Psychol. 2004;55:591-621.
7.                         Sah S, Fugh-Berman A. Physicians under the influence: social psychology and industry marketing strategies. SAGE Publications Sage CA: Los Angeles, CA; 2013.
8.                         Wei M-L, Delbaere M. Do consumers perceive their doctors as influenced by pharmaceutical marketing communications? A persuasion knowledge perspective. International Journal of Pharmaceutical and Healthcare Marketing. 2015;9(4):330-48.
9.                         Lipton M. Why poor people stay poor: a study of urban bias in world development. 1977.
10.                       Singer M. Introduction to syndemics: A critical systems approach to public and community health: John Wiley & Sons; 2009.
11.                       Stafford M, Marmot M. Neighbourhood deprivation and health: does it affect us all equally? International journal of epidemiology. 2003;32(3):357-66.
12.                       Guldager R, Poulsen I, editors. Ulighed i Rehabilitering. 4 Nationale Neurokonference; 2016.
13.                       Diderichsen F, Andersen I, Manuel C. Ulighed i sundhed. Medicinsk sociologi–sociale fak. 2011.
14.                       Hougaard CØ. Ulighed i rehabilitering. 2013.
15.                       Vinther Nielsen C, Kirsten Meillier L. We need more focus on social inequality in rehabilitation. Sage Publications Sage UK: London, England; 2010.
16.                       Meillier LK, Nielsen KM, Larsen FB, Larsen ML. Socially differentiated cardiac rehabilitation: Can we improve referral, attendance and adherence among patients with first myocardial infarction? Scandinavian Journal of Social Medicine. 2012;40(3):286-93.
17.                       Holm LV, Hansen DG, Larsen PV, Johansen C, Vedsted P, Bergholdt SH, et al. Social inequality in cancer rehabilitation: a population-based cohort study. Acta oncologica. 2013;52(2):410-22.

Blog: Sprog er ikke til at spøge med




Hvad vi egentlig flygtninge/indvandreres sprogkundskaber? – ingenting hvis man skal dømme efter de seneste politiske udmeldinger. Der ér imidlertid vigtig international og dansk viden om migranters sprogtilegnelse og integration. Når politikerne ikke vil anvende den viden, der findes, så skabes der politiske rammer, som direkte modarbejder at etniske minoriteter lærer dansk. Her er evidensen.

Vi slås på et hvilket som helst sprog med præcist at udtrykke præcist det man mener, også modersmålet, så hvad er sprog egentlig andet end elendige oversættelser af tanker? Sproget skal vi passe på - det er vores eneste forbindelse. Man lærer at kaste op, brækkebenet, være ked af det og have følelser på sit modersmål – man er klogest på modersmålet og man er bedst til at være syg på sit eget sprog. Begreber, værdier og oplevelser kodes, kategoriseres og huskes på modersmålet. Som Birthe Rønn Hornbech sagde: ”Troen har man på sit modersmål”. Modersmålet er en målestok for livet, vi bliver til personer gennem sproget. Erindringer, der bruges til at forstå nutiden, og føle os sikre på fremtiden, er skabt i modersmålet. Vi kan gøre vore fortællinger levende og tegne os selv som personer. Man får respekt og accept på sit modersmål. 


Enhver lægesamtale starter med sproget som eneste værktøj – skanninger, blodprøver og behandlinger er sekundære til sproget. Men nu har et ulvekor med flere politikere i spidsen besluttet sig for at enten er man med flokken, dvs. taler dansk uden accent, eller også er man udenfor af flokken. Den nyfundne sproglige samhørighed omkring det danske sprog og den oplagt falske dikotomi har begejstret og forblændet selv fornuftige debattører, der helt har glemt eller overset, hvad sagen egentlig handler om.  Debatten om indvandreres sprogkundskaber er historieløs, usaglig, fordomsfuld og trivialiseret på en måde som er et videnssamfund uværdig. Og mens vi taler om uværdighed…..”Hvis de ikke taler dansk, må de gå til dyrlæge næste gang”, sagde en overlæge til en patient, der havde behov for tolk. Bedømt på kommentarer fra politikere og menige danskere er der en anseelig viden blandt danskere om sprogtilegnelse, sprogvidenskab og kulturelle tilpasnings teorier: som f.eks. at patienter med flygtningebaggrund, og som har boet 3 år i Danmark, kan tale dansk, at det er et personligt ansvar at lære dansk, mens det kun er dovne flygtninge, når de ikke får lært dansk og kontanthjælpen skal fratages dem der ikke taler det danske sprog. Fordommene står bogstaveligt talt i kø for at komme til. Vi har svært ved at tolerere at selv den mindste lille franske accent skal ødelægge vores sprog – vi synes det er intellektuel dovenskab, frækt og respektløst at klamre sig til dette lille sproglige visitkort - et udtryk for vrangvillighed, en provokation, og en tydelig modstand mod assimilation. Men som Wiesenthal sagde: ”En flygtning er en person, der har mistet alt undtagen sin accent”.

Paradoksalt nok tror vi selv vi er supergode til engelsk – rigtig gode endda. Et studie der undersøgte, hvad der sker når den samme forelæsning på universitetet blev holdt på dansk og på engelsk fandt at: sproget bliver stift, kedeligt og upersonligt, nuancerne forsvinder, de gode historier undlades, pointer forsvinder, associationer udelades, alt blev forklaret med lange ufærdige sætninger og det faglige indhold blev uacceptabelt lavt. Englænderne er vant til at få deres sprog mishandlet af andre sprogtraditioner, så de undlader at kommentere vore sprogkundskaber, men det betyder ikke, at vi er gode til engelsk – englænderne er bare høfligere og mere skånsomme end danskere på dét punkt. Jeg har mødt danskere i Afrika, der ikke talte forståeligt engelsk efter 25 år i udlandet– de talte stadig et fynsk-engelsk kaudervælsk. Jeg har lidt sprogøre, men nåede aldrig at få andet end et tåleligt arbejdssprog, da jeg arbejdede næsten 3,5 år i Guinea-Bissau. Danskere er nemlig sproglige ignoranter med et tilsvarende stort sprogligt ego og det går i disse uger ud over en sårbar befolkningsgruppe, flygtninge, der hverken har taletid, sproglig styrke eller danskernes empati. Men dét afholder ikke en perlerække af politikere, meningsdannere og debattører fra at udtale sig om befolkningsgruppens kollektive evner, vilje eller disrespekt for Danmark. Når hjernen kobles fra rykker fordomme og bekvemme tanke-smutveje ind. Kontanthjælpen skal tages fra flygtninge, der ikke taler dansk, og lov om gebyr på tolkning er ved at blive vedtaget på et historisk tyndt grundlag mens patientsikkerheden tilsidesættes. Politikerne bliver irriterede når man påpeger evidens og erfaringer om tolkebistand til patient samtaler – det er rimeligt at man taler dansk når man bor i Danmark er det eneste argument de har. Der er behov for at tilføre sprogdiskussionen lidt faktuel viden og der er mange undersøgelser af hvorfor nogle mennesker lærer et andetsprog mens andre ikke gør.

De største internationale undersøgelser af sprogtilegnelse blandt flygtninge og migranter viser at 50-60 % af flygtninge opnår moderate sprogkundskaber på 10 år, mens ca. 70 % af (arbejds-) migranter opnår moderate sprogkundskaber på samme tid (1). Knap 10 % af flygtninge har ingen sprogkundskaber på andetsproget efter 1o år. Forskellen i læsefærdigheder mellem flygtninge og baggrundsbefolkningen er størst i de nordiske lande og den store forskel bidrager til at demotivere flygtninges sprogtilegnelse. Med andre ord, så har 6 ud af 10 flygtninge, i internationale undersøgelser, et sprog, der nok rækker til at klare sig på deres arbejdsplads og indkøb, men som er helt utilstrækkelige i uvante sociale sammenhænge eller ved sygdom. Migranter der kommer fra lande med en globaliseret økonomi har lettere ved at lære andetsproget (f.eks. dansk), men det har vist sig at den samme etniske gruppe har meget forskellig sprogtilegnelse i forskellige lande (somaliere er f.eks. bedre sprogligt integrerede i nogle lande end i andre lande, samme gælder irakere og burmesere). I lande hvor der er et relativt indvandrerfjendtligt miljø er der færre migranter der får tilstrækkelige sproglige kompetencer på andetsproget og samme gælder i lande, hvor man ikke gør en aktiv sproglig integrationsindsats (2). Det er vist at når etniske den etniske identitet generelt er truet i offentligheden kan det påvirke sprogtilegnelse negativt (3). Stigma, funktioneludstødelse og isolation kan demotivere sprogdannelse (4).

Den konstante lancering af ideen om parallelsamfund er kontraproduktiv fordi det cementerer udstødelse og fastlåser monosproglighed.En beboer i Gellerup planen bemærkede, i den aktuelle debat, at der var færre i hendes omgangskreds der talte dansk nu end der tidligere havde været. Sprogtilegnelse er ikke et særskilt dansk integrations problem sådan som regeringspartierne, og senest Socialdemokraterne, har forsøgt at gøre det til. Det er et migrations vilkår, som aldrig er blevet forstået eller taget tilstrækkeligt alvorligt. Flere undersøgelser tyder på at systematisk sprogundervisning kan rette op på det, men ikke alle flygtninge indvandrere er blevet tilbudt denne undervisning og sparsom entusiasme fra myndighederne med at fastholde eleverne i frugtbare læringsmiljøer har bidraget til lave succesrater (5, 6). Jo længere der er mellem sprogstammer jo sværere er det at opnå en moderat sprogbeherskelse på andetsproget – dét er der heller ikke taget integrationspolitisk højde for med mere tid eller tilpasset sprogundervisning til visse sprog (7, 8). Succes med sprogundervisning blandt flygtninge er dog klart størst blandt flygtninge, der kommer fra en baggrund med højt uddannelsesniveau og fra større byer – sprogundervisning er et stangvare produkt rettet mod et uddannelsesniveau der ofte er for højt og socialt skævt ifht flertallet af flygtninge (9). De unge, og yngre midaldrende, migranter havde den største sprogtilegnelse, men kun hvis de havde en tydelig karriere foran sig (10).Sprogklassernes sammensætning og kollektive ambitions niveau har signifikant betydning for motivation og grad af sprogtilegnelse (11).

En lang række motivationsfaktorer i sprogundervisning mangler at blive undersøgt nærmere i integrations sammenhæng: Motivation for sprogtilegnelse er en kulturel konstruktion: man kan kollektivt danne en mening om at man KAN (skal?) tilegne sig et andet sprog eller det stik modsatte -  og dét kan påvirke den enkeltes beslutningsproces og engagement – et forhold, der heller ikke udnyttes sprogpolitisk (4). Selv personlighedstyper har vist sig at have en betydning for hvordan og hvor meget sprog man tilegner sig (12). Vi er i Danmark markant dårligere til at løfte to-sprogede ikke-vestlige indvandrerbørn end to-sprogede vestlige indvandrerbørn. Dansk betragtes somet særligt svært sprog, at tilegne sig, danskere taler utydeligt og udtaler ordene forkert og fjerner endelser.  Danske børn har desuden en forsinket sprogudvikling i forhold til de andre skandinaviske sprog og man mener det skyldes en mere kompliceret fonetisk struktur der tager længere tid at lære der tager længere tid at lære end de andre nordiske sprog. For at lære et nyt sprog som voksen skal tre ting være opfyldt: det skal være meningsfyldt (dvs. ikke kun arbejdssprog som der står i den danske integrationslov), det skal være relevant og det må ikke medføre at man mister for meget af sin identitet. Man lærer bedst andetsprog EFTER man har lært modersmål og INDEN man er 15 år gammel. Danskere er besatte af udtale og af om sproget fungerer strengt forudsigeligt (ellers "forstyrrer" det) - dét er også et fokus i sprog undervisningen....MEN eleverne derimod siger det hæmmer indlæring. Danskere tilegner personer, der taler med accent, negative personlighedstræk - og flertallet af dem, der taler med accent bekræfter det.

Danskere har et tydeligt sprogligt hierarki med Dansk øverst, dernæst engelsk, tysk og fransk mens Mellemøstlige sprog ligger allernederst og som indvandrer er det er vigtigt at tale så tæt på rigsdansk som muligt. Social afstand skaber negative dårlige sproglærings miljøer hvis: a) det ene sprog er forbundet med magt/dominans, b) kulturer opfattes som forskelligartede eller c) der er en negativ forhåndsforståelse/mange åbenlyse fordomme. Engelsk opfattes som et hospitable language (et gæstfrit sprog), dvs et sprog som kan tales på mange måder uden at det vækker anstød, fører til latterliggøres eller til udelukkelse fra fællesskaber. Dansk er et ugæstfrit sprogSprogindlæring forudsætter en vis kulturel "fascination" og det kræver en tydelig umiddelbar gevinst at tilegne sig et sprog, der ligger meget langt fra ens egen sprogstamme. To-sprogethed kan føre til en reduceret sproglig styrke i nogle begrebs domæner og modersmålest ordstillinger mixes med andetsproget så man ender med to sprog der fremtræder "halvgode"- eller at det ene sprog "visner hen". Det kræver helt specielle kompetencer at undervise analfabeter i dansk sprog - ofte har de  skolerelaterede nederlag/psykiske traumer med sig, som eleverne ikke ønsker at gentage/genopleve. Danskere / skandinaver er sprogligt megalomane (og monogame) og forstår ikke at de selv er med til at skabe unødvendige sproglige sammenstød med udlændinge. 

 Udlændinge oplever meget hyppigt sproglige sammenstød og det fratager dem med tiden lysten til at tale dansk. Danskere mener måske de selv er dygtige til fremmedsprog, men det mener andre ikke. Det engelsk vi taler er forsimplet, upræcist og har for lav faglig præcision. Man internationale virksomheder slås med at medarbejdere samles i hver deres små sprogklynger. Selvom vi mener vores engelske er "tilstrækkeligt" er det i realiteten helt utilstrækkeligt. I en undersøgelse af samme universitetsforelæsning holdt på dansk & på engelsk viste at: a) det faglige indhold og niveau faldt, b) Tvivlsspørgsmål stilles ikke, c) anekdoter, humor, sammenligninger udelades, d) forelæseren er upersonlig og kedelig e) forelæser bruger al tiden på at forklare de manglende ord og begreber, så forelæsningen bliver en lang forgrenet ustruktureret og kedelig forestilling. Og engelsk og dansk har endda meget til fælles - afstanden er meget større med latinske og mellemøstlige sprog.

Og når man taler om sprog og integration, så er der kæmpe stor forskel på om man er socio-kulturelt integreret eller socio-økonomisk integreret ifht at tilegne sig det danske sprog (6). Danskere ved ikke engang hvad de mener når de siger ”integration”, for vi tænker arbejdsintegration, men det er den socio-kulturelle integration der virker bedst på sprogtilegnelsen – desværre kræver den socio-kulturelle integration at danskerne yder en aktiv indsats – og dét gider vi ikke. Så hellere sprog-bashe med spredehagl. Det er i øvrigt et lovmæssigt krav at sprogskolerne skal lære flygtninge ”erhvervs dansk”, mens det i virkeligheden er ”social dansk” OG ”sygdoms dansk” de har brug for. I Danmark svigtede vi politisk og socialt en hel generation af unge ”fremmedarbejdere” fra Tyrkiet, der steg ud af flyveren fra Istanbul og begyndte at gøre rent næste morgen indtil de blev fyret som 55 årige, uden sprog, venner eller mening med livet (13). Der var ikke én eneste politiker der gøede af deres arbejdskraft, men nu er der 90 mandater i folketinget der står i kø for at skælde dem ud over at de ikke kan tale dansk hos lægen. Uværdigt, ureflekteret og skammelig opportunisme. 

Generelt har vi socialpolitisk svigtet migrantkvinder: I familier med børn har indvandrerkvinderne betydeligt mindre chance for lære andetsproget (f.eks. dansk), mens det ikke har nogen betydning for mændene (14)Man har ikke formået at indse at stort set alle etniske grupper slås med sprogtilegnelse: effekterne af sprogfærdigheder, social støtte, økonomisk stabilitet og forventninger til og tilfredshed med livet i modtagerlandet påvirker integrations stress og dermed indlæring. Sprogproblemer og barrierer for adgang til uddannelse, beskæftigelsesmuligheder og til sundhedsvæsnet forårsager demotivation, lavt selvværd og indlæringsvanskeligheder i alle etniske grupper (15). Depression og arbejdsløshed forhindrer sprogtilegnelse (16). Krigstraumer, Post Traumatisk Stress Syndrom og tilsvarende tilstande påvirker direkte hukommelse, koncentration og indlæringsevne, især sprogindlæring – et kæmpe problem som der aldrig er blevet taget højde for social-, sundheds- eller integrationspolitisk (17-19)

Kære politikere. I ved simpelthen ikke nok om sprog og integration. Og i har en påfaldende berøringsangst for faglig viden på området. Men I og Jeres embedsmænd har ikke viden nok til denne type detaillovgivning om sprog, sprogtilegnelse og integration. Vi skal have en samtale om sprog baseret på viden – sundhedsvæsnet er ikke en værdipolitisk kampplads. Jeres argumenter er ikke bidrag til en kvalificeret samtale: værdier kan man slå hinanden med, men de flytter ikke noget. Men en samtale om hvad problemet er, hvilken viden vi har kan kobles med værdier – men det kræver at I lægger pisken og starter på en samtale med fagfolk og med dem det handler om: flygtninge, arbejdsmigranter, familiesammenførte og deres efterkommere. I 2015 blev 44,2 % af ikkevestlige elever i de københavnske børnehaveklasser bedømt til enten at have "behov for en omfattende sprogstimulerende indsats" eller "behov for ekstra sprogstimulering". Kære politikere i misser pointen og taber de gode muligheder på gulvet. I må tilbage på skolebænken og imens skal i holde Jer fra lægens og patientens eneste værktøj: sproget. Integration og sprogtilegnelse er ikke let. Det kræver ambitioner og det kræver at man forstår hvad problemerne, barriererne, økonomien, opholdstilladelsen og lovgivningen betyder. Hvis pisken kommer før guleroden, så når guleroden at visne ind og den smager kun af blod. Vis at I er ambitiøse fremsynede politikere i stedet for at piske en død hest. Jeg plejer at sige til de lægestuderende at to monologer ikke er en samtale.

Kilder
1.                         Bauböck R, Tripkovic M. The Integration of Migrants and Refugees. EUI Forum on Migration, Citizenship, and Demography. Florence: European University Institute, Robert Schuman Centre for Advanced Studies. 2017.
2.                         Van Tubergen F, Kalmijn M. Destination-language proficiency in cross-national perspective: A study of immigrant groups in nine western countries. American Journal of Sociology. 2005;110(5):1412-57.
3.                         Taylor D, Meynard R, Rhéault E. Threat to ethnic identity and second language learning. Dans, H. Giles (Ed.), language, Ethnicity and Intergroup Relations (pp. 98-118). London: Academic Press; 1977.
4.                         Gardner RC. Motivation and second language acquisition. 2007.
5.                         Hoehne J, Michalowski I. Long‐Term Effects of Language Course Timing on Language Acquisition and Social Contacts: Turkish and Moroccan Immigrants in Western Europe. International Migration Review. 2016;50(1):133-62.
6.                         Jasinskaja‐Lahti I. Long‐term immigrant adaptation: Eight‐year follow‐up study among immigrants from Russia and Estonia living in Finland. International Journal of Psychology. 2008;43(1):6-18.
7.                         Chiswick BR, Miller PW. Linguistic distance: A quantitative measure of the distance between English and other languages. Journal of Multilingual and Multicultural Development. 2005;26(1):1-11.
8.                         Chiswick BR, Miller PW. A model of destination-language acquisition: Application to male immigrants in Canada. Demography. 2001;38(3):391-409.
9.                         Kristen C, Mühlau P, Schacht D. Language acquisition of recently arrived immigrants in England, Germany, Ireland, and the Netherlands. Ethnicities. 2016;16(2):180-212.
10.                       Remennick L. Language acquisition, ethnicity and social integration among former Soviet immigrants of the 1990s in Israel. Ethnic and Racial Studies. 2004;27(3):431-54.
11.                       Sprietsma M, Pfeil L. Peer effects in language training for migrants. 2015.
12.                       Osorio Naves MI, Quant Alvarenga LM. Correlation between personality types and english proficiency among the students of “Didactica III” in their 6th semester of academic year 2012 of the Licenciatura En Idioma Ingles Opción Enseñanza, at Universidad de El Salvador: Universidad de El Salvador; 2013.
13.                       Liversage A. Life below aLanguage threshold'? Stories of Turkish marriage migrant women in Denmark. European journal of women's studies. 2009;16(3):229-47.
14.                       Chiswick BR, Lee YL, Miller PW. Family matters: the role of the family in immigrants' destination language acquisition. Journal of Population Economics. 2005;18(4):631-47.
15.                       Hauck FR, Lo E, Maxwell A, Reynolds PP. Factors influencing the acculturation of Burmese, Bhutanese, and Iraqi refugees into American society: Cross-cultural comparisons. Journal of Immigrant & Refugee Studies. 2014;12(3):331-52.
16.                       Beiser M, Hou F. Language acquisition, unemployment and depressive disorder among Southeast Asian refugees: a 10-year study. Social science & medicine. 2001;53(10):1321-34.
17.                       Sodemann M. Det du ikke ved får patienten ondt af. Om flygtningetilværelsens og eksilets grundvilkår af betydning for sygdom og helbred. Odense Universitetshospital: Indvandrermedicinsk klinik; 2014.
18.                       Sodemann M. Undersøgelse af misforståede symptomer, alvorlige fejlopfattelser og utilsigtede hændelser involverende etniske minoritetspatienter med sprogbarrierer. Hyppige udfordringer for patientsikkerheden ved sprogbarrierer. Indvandrermedicinsk Klinik, Odense Universitetshospital; 2017.
19.                       Sodemann M. PTSD påvirker sprogindlæring. Indvandrermedicinsk Klinik: Odense Universitetshospital; 2014.