onsdag den 9. december 2020

Problemernes jantelov: Problemer skal ikke tro de er noget

Foto: Lasse Bech Martinussen

Om hvorfor sociale problemer er så irriterende og hvordan man får dem til at forsvinde.

”Nu ved jeg hvorfor jeg er ugift! Det er fordi jeg er ungkarl” – sådan beskrev Svend Brinkmann på et tidspunkt logikken i den offentlige debat.

Skibsbyggeren Peder Frederik Jensen har været taleskriver for statsminister Mette Fredriksen og er forfatter til bogen ’Det Danmark du kender’ – om netop det Danmark vi tror vi kender, men som er forsvundet fra gade- og mediebilledet. I programmet ’Brinkmanns briks’ på Danmarks Radio P1 d. 2.december 2020, fortalte forfatteren om en elev, der havde genfortalt bogen for sin klasse på et velhavergymnasium i København, og hvor klassens reaktion var: ’der findes da ingen underklasse i Danmark’. Som den 42-årige forfatter bemærkede så var der en underklasse på Vesterbro da han flyttede ind i sin lejlighed som 17-årig, men nu var den væk. Det betød ikke at underklassen var væk, men at boligpriserne på Vesterbro på 25 år var gået fra at være de laveste i landet til at være de højeste, så underklassen var sivet ud af Vesterbro til de langt billigere boligområder på Vestsjælland og Lolland-Falster, hvor de nu var genstand for eksotiske TV-programmer som f.eks. ’På røven i Nakskov’. Når de fattige er væk, tror vi det er fordi fattigdom er udryddet. Vi tror simpelthen der er nogen der har løst fattigdomsproblemerne. Vi kender kommentarerne og holdningerne fra medierne: Der er ingen underklasse i Danmark. De fattige findes ikke i Danmark. Hvis de gør, så har de nok selv valgt det. De fattige er er fattige fordi de tager forkerte valg og ikke hører efter. Nogle mennesker vil bare ikke det bedste for dem selv. Hvis de vælger at flytte væk, så er det nok fordi det er bedst for dem. Eller også har de sociale myndigheder løst problemet ved at finde en billigere bolig til dem. Udtryk for en idé om at der findes personer og myndigheder, der anonymt og skjult løser eller fjerner samfundets problemer. Social privilegieblindhed bygger åbenbart på den opfattelse at sociale problemer enten ikke ér problemer, at der nok er ”nogen” der løser dem, eller at de er uløselige – og i sidstnævnte tilfælde, så er de ikke mine problemer.

Når jeg holder foredrag eller underviser læger, lægestuderende, og andre ansatte i sundhedsvæsnet om kommunikation, empati og patientinddragelse, så er der altid tilhørere, der mener at lægers tid er guld og bør doseres forsigtigt og kun bør anvendes til det klassiske lægehåndværks grundværktøjer: piller og operationer. Sociale problemer er forstyrrende og irrelevante. Når talen falder på patienters ønske om empati, tid til bedre samtaler og mere involvering i beslutninger, så starter debatten altid med en tør konstatering fra flere i salen: ”Dét der har vi ikke tid til”. Underforstået at hvis læger fik tiden, så ville de bruge den på at føre længere samtaler med patienterne og på deres præmisser. Senere bevæger debatten sig tættere og tættere på kernen: ”Skal læger tage sig af alt? – findes der ikke psykologer, der er uddannet til at tale om menneskers problemer?”. ”Vi kan jo ikke gøre noget ved eksistentielle problemer, det er ikke vores arbejde”. ”Sociale problemer må løses i kommunen”. Og konklusionen ender ofte med at ”læger er jo gode til at tale med patienterne, det er jo en kerneydelse i lægearbejde. Måske er der bare nogle patienter der ikke vil høre efter”. Lægers tid er for kostbar til problemer som andre har skabt og undladt at løse. Med andre ord så siger lægerne: Dét har vi ikke tid til, for det har vi ikke tid til. Med inspiration fra Svend Brinkmanns må man konstatere at i de privilegieblinde optik, så er problemer folks egen skyld og de er kun problemer fordi der ikke er nogen der løst dem.

Det må derfor være tid til Problemernes Jantelov: Problemer skal ikke tro de er noget.

1.      Hvis man ikke har tid til et problem, så er der nogen andre der løser det.

2.      Hvis man ikke kan se problemet, så er det ikke et problem.

3.      Hvis man ikke har løsningen til et problem, så er det en andens problem.

4.      Hvis man ikke bryder sig om løsningen på problemet, så er det problemet der er problemet.

5.      Hvis problemet er irriterende, så er den der fremfører problemet der er problemet.

6.      Hvis man har travlt med eksisterende problemer, så må nye problemer vente.

7.      Dem der skaber problemer, er selv skyld i det og dét er ikke mit problem.

8.      Problemer skabes af mennesker med en svag karakter, det er dét der er problemet.

9.      Shit happens, for den der lader shit happen. De kan bare lade være.

10.   Jo mindre man ved om folks problemer jo lettere er de at hjælpe.