Bag Folketingets slør

På billedet ovenfor prøver professor emeritus Johannes Frandsen og jeg under Odense Festuge i 2018, at skabe en kobling mellem menneskers sammenhørighed i historier ved at sammenligne H.C.Andersens fortællinger om at rejse og flygtninges behov for at bevare deres personlige fortælling som den eneste værdi de har tilbage. Det gav mening at koble historie med litteraturforskning og behandlingen af krigstraumer.

Men det er ikke alle der er lige så begejstrede for migrationsforskning og narrativer som Johs og jeg. Folketinget vedtog for nylig en aparte harsk udtalelse om universiteterne og deres køns og migrationsforskning, men de sneg sig på ferie og afslørede måske dermed at de ikke selv vidste hvad det er de havde sat i gang.

Rushy Rashid fortæller i sin bog ’Bag sløret’ om hvordan hendes pakistanske forældres verdensbillede blev fastlåst da de forlod Pakistan. Moralske spørgsmål blev afgjort med fortidens metermål. Værdier oplevedes som uforanderlige og robuste på trods af den fysiske og tidsmæssige rejse de havde været udsat for. Rushy Rashid havde svært ved at føre en dialog med dem, for forældrene levede i et 40-50 år gammelt Pakistansk glansbillede.

Et bemærkelsesværdigt forhold ved de evige, tidløse sandheder påvist af filosofikere og forskere er, at de sjældent varer mere end én generation. Mens forskning og filosofi bevæger sig med samfundet og tilpasser sig nye sammenhænge og erkendelser, så er der meget der tyder på at politik er fastfrossen i et fjernt tidsbillede og et tankesæt der bygger på sandheder der ikke er andet end lommeuld fra deres barndom. Politikere tager ofte fejl fordi de er eksperter i en tidligere udgave af verden.

Folketinget vedtog en resolution om at universiteterne skulle gøre deres arbejde og sikre at forskere ikke skabte trojanske heste ved at iklæde politik videnskabelige svøber - og så gik politikerne i øvrigt på sommerferie uden at forklare sig udover at forskere måtte tåle at blive udfordret, at resolutionen ikke var udtryk for mistillid og at Folketinget har samme ret som andre til at ytre holdninger om forskning (F.eks. Socialdemokratiets forskningsordfører, Bjørn Brandenborg i Politiken 7.juni 2021 https://politiken.dk/indland/art8236643/Interview-Folketinget-har-samme-ret-som-alle-andre-til-at-ytre-holdninger-til-forskningsresultater). Forskningsverdenen blev efterladt i en helt besynderlig tilstand af afmagt og mistro. Tvetydigheden i både teksten og dens politiske udlægning er til at tage at føle på. Den bevidste politiske anvendelse af vage hentydninger, håndplukkede selvfølgeligheder og tydelig bagatellisering har ét formål: vi bestemmer, vi holder øje med Jer og I kan ikke gætte hvor vi slår ned næste gang.

Hvis man skulle være bekymret for en tendens i udlandet, så skulle det være at forskere i USA i tiltagende omfang bliver udsat for koordinerede angreb på deres person, deres arbejdsplads, deres hjem pga. den forskning de udfører. Flere COVID19 forskere har oplevet det samme i Danmark. Politikere er med til at legitimere angreb ved den måde de omtaler forskere og forskning. En dansk folketingspolitiker forfulgte debattører med henvendelser til ledelsen på deres arbejdsplads hvor deres uafhængighed blev betvivlet.

Politikere har videre ytringsfrihed end alle andre. Det betyder ikke at de har ret uanset hvad de siger. Det betyder heller ikke at det er uden omkostninger når de udnytter det. Men det betyder til gengæld, at de har et meget stort ansvar for at skelne mellem magtudøvelse og meningsudveksling. Den seneste tid har gjort forskerne alvorligt bekymrede for deres politiske eksistensberettigelse. Læger må ikke skabe unødig sygdomsfrygt. Politikere må ikke skabe unødig politisk forvirring. Som Bessel van der Kolk beskriver: 'Hvis du føler dig sikker og elsket, bliver din hjerne specialiseret i udforskning, leg & samarbejde; hvis du er bange og uønsket, er den specialiseret i at håndtere følelser af frygt og opgivenhed'.

Flertallet i Folketinget har skabt en helt unødvendig usikkerhed og tvetydighed i forholdet mellem politik og forskning. Det slører i folketinget, der synes stivnet i en bedaget og muggen tidslomme med middelalderlige værdier, trojanske heste og stenaldertankesæt.

Politikere må tåle at blive udfordret af forskere, der bliver stående, tager slagene og gentager den viden om ulighed, køn og migration som I ikke vil have.

Se også: https://ligeglobalsundhed.blogspot.com/2021/06/er-politikerne-dygtige-nok-til-at.html

Er politikerne dygtige nok til at skelne mellem politik, forskning, symboler og fordomme?

 

Om videnskabelige fyord og tvetydige politiske missioner langt inde bag forskningens linjer.

Der har været debat en tid om skellet mellem politik og forskning primært baseret på enkelte politikeres udtalelser om racisme- og identitetsforskning. I marts førte det til ministerspørgsmål om

”ministeren enig i, at der i visse humanistiske og samfundsvidenskabelige forskningsmiljøer er problemer med overdreven aktivisme på bekostning af videnskabelige dyder, og er ministeren enig i, at en sådan tendens kalder på handling i lighed med det opgør, den franske regering har udmeldt, og den undersøgelse af problemets omfang, som den har iværksat?”

Debatten blev nok antændt med udgivelsen af rapporten fra RUC ’Magt og (u)mulighed’  om æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol  i 2020 (). Debatten fik yderligere varm luft efter en reportage til en videnskabelig migrationskongres i Weekend avisen ’Hvidensproduktion’ og kulminerede med den historisk besynderlige udtalelse d. 18.februar 2021 fra Folketinget der havde vedtaget at ”Politik ikke må forklædes som videnskab”. Som forsker bliver man lidt lammet af budskabets naive selvfølgelighed, men samtidig får man fornemmelsen af den trojanske hest. Som ekspert er det jo lige præcis dét vi slås med: at politikerne skubber udvalgte eksperters håndplukkede udsagn foran sig og iklæder svage politiske projekter et stærkere videnskabeligt fundament.

Det er bemærkelsesværdigt at den politiske kritik udelukkende er rettet mod humanistiske og samfundsvidenskabelige forskningsmiljøer. Men det skal man ikke lade sig aflede af. Problemet med politisk forskningskritik stikker meget dybere og er langt mere alvorligt end pressen har præsenteret sagen. En folketingspolitiker forklarede da han for mange år siden blev præsenteret for en tabel med sygelighed opgjort efter køn, alder og skolegang, at han ikke ville diskutere manipulerede tal. Den videnskabelige kongres der blev beskrevet i Weekendavisen’s reportage handlede om migration, men journalisten havde fokus på det der ikke blev talt om (social kontrol) og på at intersektionalisme er en metode der er udsprunget af feministisk forskning. Ingen journalist har nogensinde skrevet en spydig reportage fra en kongres om personlig medicin, føtal kirurgi eller dræberrobotter - og det ville sandsynligvis munde ud i en ukritisk begejstret artikel uden kritik af der ikke blev diskuteret etik og ulighed eller at den metode der blev anvendt til at hjerteoperere fostre også blev brugt på grise. Journalister er biased når det kommer til videnskabskritik og det er politikere også, for de læser avisartiklerne. Men man skal længere ud på landet hvis man tror det kun er køn og racismeforskning politikere går efter et opgør med. Lad mig komme med nogle eksempler.

Folketingspolitikeren Henrik Dahl angreb f.eks. i 2020 Syddansk Universitet for sit fokus på FN’s verdensmål (sustainable development Goals) som forskningsmæssig rettesnor: ”Universitetet forråder det, et universitet er. SDU er tabt som frit universitet.” og ” Danmark har syv universiteter og en missionsanstalt med hovedkvarter i Odense”. I tidsskriftet Ræson skrev samme politiker:

”FN’s verdensmål er politik, ikke forskning. De hører hjemme i et parlament. Ikke på et universitet. SDU forråder de ædle motiver bag verdensmålene”.

Senere skriver Henrik Dahl dog stik modsatte: ”Men Verdensmålene er en trojansk hest. Flot at se på, men fyldt med socialisme indeni.”

Den tidligere frihedsminister Søren Pind argumenterede sidste år for at det var politikerne der skulle bestemme hvad der skulle forskes i under corona pandemien (bl.a. med baggrund i den skøre franske læges studier af klorokinbehandling af COVID-19 som viste sig at være fuldstændig virkningsløst på COVID men havde mange bivirkninger).

Der er flere politikere der vedholdende under COVID19 med dødsforagt har fastholdt decideret urigtige standpunkter på trods af at de er blevet korrigeret flere gange af eksperter (Pernille Vermund og Pia Kjærsgaard og Nye Borgerlige). Insisteren på en absurd holdning er en farlig politisering, hvor forskere har et ekstra stort ansvar for at holde videnssamfundets rygrad. Det er ikke politisk indblanding, men rettidig videnskabelig omhu. Eksperter er hevet ind som politiske statister og smidt ud i kulissen igen efter forgodtbefindende fordi der ikke er politiske rammer for eksperters rolle i politik. Politik forklædt som videnskab er det politikerne, gør når de skal sælge motorveje, cannabis og thyroid behandling. Det er det politikerne gør når de bestemmer hvem der er patienter og hvilke årsager der er til sygdomme.

Mathias Tesfaye blev spurgt af et folketingsmedlem om baggrunden for smittetallene blandt etniske minoriteter. Tesfaye svarede at ” 'Vi ved ikke noget (…) Der er ikke rigtig nogen eksperter der har undersøgt det her. 'Jeg kan se en masse påstande, men ikke noget videnskabeligt grundlag. Det kan kun være gætterier'. Om fik dermed skabt et ukorrekt billede af at der ikke eksisterede videnskab om hvorfor etniske minoriteter var hårdt ramt af COVID19.

En folketingspolitiker, Rasmus Jarlov, skrev for nogle år siden et indlæg i Jyllandsposten om at Syddansk Universitet burde ansætte sangeren Medina som rektor fordi de optog studerende bl.a. baseret på samtaler. Han forklarede det med at hvis universitetet alligevel var drevet af følelser, så var det nok bedre med en sanger som Medina som rektor.

Jeg blev personligt i Danmarks Radio P1 Orientering 8. august 2014 hængt ud af en daværende Venstre ordfører Karsten Lauritzen for at min forskning om ulighed i sundhedsvæsnets behandling af etniske minoriteter var underlødig - uden skyggen af argumentation. Bare fordi man kan som politiker og fordi der præsenteres politisk ubekvem viden som her at der sker forskelsbehandling af flygtninge i sundhedsvæsnet. Men det er stadig viden og jeg har stadig en pligt til at formidle den viden – det står i min funktionsbeskrivelse som læge på sygehuset og som professor på universitetet. Det er ikke mit problem som ekspert at viden kan presse politikere til at skulle tage triste beslutninger. Dét må de se som et vilkår.

Forskere er ikke dummere end gennemsnittet og vi kan godt høre når en politiker ikke har deklareret sit egentlige ærinde. Forskere skal altid deklarere deres interesser når de publicerer deres forskning. Men politikere har tiltaget sig retten til at bestemme hvad der er rigtigt og forkert, hvad der er årsag og virkning og hvornår en historie starter og slutter. Fair nok. Det er demokratiets svøbe at symboler, fordomme, uvidenhed og had vægter lige så meget som viden og indsigt. Vi ville have en bedre og mere ligeværdig dialog hvis politikere droppede berøringsangst - og holdt op med at lave nye spilleregler hver gang vi har en samtale. Det er lidt som ens storebror der hele tiden laver nye regler i Matador når han er ved at vinde. Ynkelig magtudøvelse men det virker. Man har ikke ret til sine egne fakta, men man har heller ikke ret til en mening man kun kan opretholde ved at skabe røgslør, stråmænd og angribe ekspertens legitimitet eller troværdighed. Det er der mange forskere der har oplevet og de fleste gør det kun én gang – det er de færreste eksperter der bliver stående på kamppladsen. Men vi kan ikke have en ligeværdig samtale med en modpart der suverænt både bestemmer reglerne for samtalen og kan ændre dem som de har lyst. Strategisk tvetydighed er blevet et stærkt politisk våben, men det gør uoprettelig skade på dialogen mellem politikere og forskere.

Jeg arbejder på et felt, etniske minoriteters sundhed og ulighed, der er præget af total mangel på viden i de politiske beslutningsprocesser - evidens er bandlyst fordi det opfattes som et partsindlæg - her er symbolpolitik, mavefornemmelser og folkedybets røst evidensgrundlaget. Det er sådan demokratiet vil have det, men det er hverken kønt eller et videnssamfund værdigt. Flertallet har jo ikke ret bare fordi de er flest. Det er at politisere forskning når flertallet har retten til at bestemme hvad der er rigtigt og hvornår en historie starter og slutter. Når man er blind for mindretallets opfattelse - herunder videnskab - så politiserer man forskning OG det er ikke forskerne der er udfarende her.

Trump udsendte en liste med videnskabelige fyord (ulighed, racisme, global opvarmning, klima), som de nationale forskningsfonde ikke måtte anvende og de måtte heller ikke støtte ansøgninger der indeholdt ord fra fyordslisten. Man talte ligefrem om ‘The Trump 10’ - forskere blev stressede af Trump’s indgreb i forskningsfriheden og de tog i gennemsnit 10 kg på fordi de overspiste i bare frustration.

Der er forskning ingen vil have. Der er viden ingen vil have. Men det er ikke videnskabens problem. Det er menneskehedens problem at der politikere der ikke vil høre om ulighed, racisme, ensomhed eller politiske årsager til ulighed. Politikere må enten kaste sig ind i den spændende dialog, tage en tudekiks eller finde et andet job. De kan ikke bestemme hvad der er viden for så dør vidensamfundet.

Regionerne havde nogle spændende processer i deres første år hvor de aktivt gik ind i debat om ulighed i sundhed. Det var sundt, det var konstruktivt og det var modigt. Men finansministeren satte tommelskruerne på de fattige regioner der ikke kunne opkræve skatter og bad dem koncentrere sig om den stakkels middelklasse i stedet for de dyre socialt udsatte patienter. Finansministeriet modsatte sig dermed den evidens som regionernes politikere selv havde bedt om at skabe.

Politikerne skal stoppe angreb på videnskaberne og vende spejlet: de må gøre op med mavefornemmelser, symbolpolitik og abstrahere fra den glubske middelklasse, der hele tiden vil have ret. Man taler i forskning om ulovlig indtrængen på vidensområder hvor man ikke har ekspertise - at man ‘overfører’ sin forskningsekspertise fra et område til et andet hvor man ikke har viden der rækker udover forsiden på Ekstra Bladet. Det ville klæde politikerne at skabe sig et fælles tanke- og værdisæt om deres interaktion med eksperter og forskere i en form for venlig vekselvirkning hvor man kan have ligeværdig dialog uden trojanske heste og skjulte dagsordner. En samtale hvor man har samme argumentationsniveau og samme spilleregler.

 Vi skal som forskere true med at blive på slagmarken, men vi skal altså også kunne tage slagene – det nytter ikke at desertere. Måske ledelserne på universiteterne skulle se på deres ansvar for at klæde forskerne bedre på til at deltage i offentlige debatter? Hvis vi trækker os fra den offentlige og politiske debat, så vinder de tvetydige symbolpolitikere og aggressive værdikrigere uden modstand og de tager vidensamfundet med sig tilbage i skyttegraven. Vi skal fastholde vores troværdighed som forskere, der har en velunderbygget og kvalificeret analyse, der er en direkte modfortælling til magtens selvforståelse, flertallets lommeuld og de populistiske politikeres håndplukkede mavefornemmelser. Den viden ingen vil have er det bedste argument for at gå 5 skridt længere ind på slagmarken. Selv om de hugger vores arme og ben af så har vi altid hovedet med tilbage.

Pandemien der blev til 2 pandemier

Den norske journalist Jon Hustad skrev 1. maj 2021 en artikel i Weekend-Avisen med titlen ”Indvandrersmitte” (https://www.weekendavisen.dk/2021-17/samfund/indvandrersmitte), hvor han med håndplukkede informationer og hjemmelavede analyser forklarer at indvandrere smitter hinanden og samfundet pga. deres ”kultur”. Journalisten, der er en kendt provokatør, gør sig ikke anstrengelser for at forklare hvad han mener med kultur. Der er i Norge tale om over 17 forskellige etniske minoriteter fra så forskellige regioner som Asien, Afrika og Latinamerika. Med vanlig skandinavisk storhedsvanvid får Jon Hustad defineret en almengyldig 0-kultur, mens alle andre folkeslag har én samlet ”kultur”. Man skal ikke have rejst i mange lande før det bliver klart at Asien, Afrika og Latinamerika er meget forskellige kontinenter med et hav af lande med hver deres kendetegn og ritualer. Kultur er Jon Hustads tankesæt, må man tro, et negativt begreb, der beskriver en svag karakter og en rådden samfundsmoral – en bevidst asocial adfærd, der vedligeholder et højt smittetryk blandt minoriteter og dermed hele den norske befolkning. Kultur er ikke et epidemiologisk begreb og er ikke et begreb der uden videre kan omsættes til videnskabelige modeller. Jeg ved ikke hvem der har bevisbyrden her, men de fleste forskere vil nok bede dem der anvender begrebet om at definere det. Jon Hustand er ikke god til tal og er endnu mindre god til videnskabelig metode. Der er fx højere risiko for at norske somaliere og pakistanere smittes hvis de bor i Oslo end hvis de bor udenfor Oslo. Norske somaliere og pakistanere udenfor Oslo har lavere risiko for smitte end etniske nordmænd der bor i Oslo. Pakistanske nordmænd har ladet sig teste hyppigere for COVID19 end etnisk norske personer. Der er i øvrigt ingen tegn på at minoriteter har smittet majoritetsbefolkningen med COVID19. Det samme har man set med tuberkulose i Danmark: ikke én etnisk dansker er blevet smittet af en patient med minoritetsbaggrund. Så frygten for at minoriteter smitter udenfor minoritetsmiljøet er overdrevet, samtidig med at det er tankevækkende så god afstand der holdes mellem majoritetsbefolkningen og minoriteter.....

Der er to pandemier: Én der ramte de velstillede, højtuddannede og som er ved at overgive sig og én der samtidig ramte de fattige kortuddannede men som til gengæld nægter at forsvinde. Sådan er det altid med epidemier, lige fra pest til kolera, og fra tuberkulose til HIV.

Dem der har mindst indflydelse på deres arbejdsvilkår er de samme der ikke har indflydelse på valg af bolig og det er de samme som har svært ved at omsætte myndighedernes hygiejneråd til deres egen hverdag. De kortuddannede har lavtlønnede servicejobs med konstant tæt kontakt med andre mennesker. Afstand er for dem en fjern luksus på arbejde og i hjemmet. Sådan har det altid været med epidemier, og sådan er det med COVID19.

Blandt dem med kort uddannelse ansat i servicejobs er der en overrepræsentation af etniske minoriteter fordi det er de jobs der er mulige. 95 % af taxachauffører i Oslo har etnisk minoritetsbaggrund. Selv i samme formelle jobfunktion, så har etniske minoriteter oftere tættere personkontakt end en kollega der tilhører majoritetsbefolkningen i samme funktion. Blandt etniske minoriteter er der en 8 gange højere forekomst af husholdninger hvor en på 67+ år bor sammen med 2 yngre generationer i samme bolig. Smitterisikoen er højere i socialt udfordrede boligområder og andelen af etniske minoriteter i disse områder er langt højere end svarende til deres andel af befolkningen.

Blandt etniske minoriteter er der en højere risiko for at have en kronisk sygdom (f.eks. hjertesygdom, sukkersyge, KOL eller overvægt) og for at have mere end én kronisk sygdom (multisygdom). Risikoen for at blive syg af COVID19 øges med kronisk sygdom, ligesom risikoen for at blive indlagt og dø er højere for etniske minoriteter.

Sociale kontrakter indgås med nærmiljøet: dem man kender, naboer, venner, familie og tillidspersoner. Myndighedspersoner og politikere er tvetydige fjerne personer der ikke naturligt er en del af lokalsamfundet. Det var gennem aktiveringen af den lokale velfærdskontakt og dens mekanismer at smitteudbruddene i Gellerup og Vollsmose blev stoppet – den nationale velfærdskontrakt kræver tillid, men den var ikke etableret før COVID19 og fik et hak i tuden, da flere politikere stod parat med fordømmende holdninger til beboerne i belastede boligområder.

Den nuværende mangel på etik i ledelse, som vi oplever overalt i verden, har bekræftet de mentale modeller, der er kommet til at forme de forventninger, vi har til vores ledere. I systemtænkning bruger vi mentale modeller til at give mening til værdier, holdninger, overbevisninger og moral. Pandemien har illustreret, at det er muligt for regeringen, eksperter, civilsamfundet og resten af samfundet at arbejde sammen om, midlertidigt en anden form for ledelse. En der er rodfæstet i samfundet, det er kollektivistisk og empatisk.

Historien spiller en vigtig rolle i at hjælpe os med at gøre begge disse ting. Vi bruger historier til at give vores kaotiske verden mening. Vi fornemmer og tror på historier, der hjælper os med at føle os sikre, eller historier, der passer ind i vores forbilleder, selv når historierne ikke afspejler virkeligheden, eller historien tjener til at opretholde systemisk undertrykkelse som køn, etnicitet og social ulighed. Ord betyder noget. Hver gang et medie, en journalist, en meningsdanner eller en politiker taler om ”Indvandrersmitte”, ”Kina-virus” eller at indvandrere med COVID19 skal i fodlænker, så reproduceres en historie som ikke bare er falsk, den er også farlig fordi den ekskluderer dem der har mest brug for inklusion. Fortællinger som den Jon Hustad og nogle politikere prøver at skabe, fastholder store befolkningsgrupper i en ramme hvor social ulighed er selvforskyldt og smitte er udtryk for moralsk forfald. Hvor bekvemt dén fortælling end måtte være, så er den langt fra videnskaben og virkeligheden. Fortællingen fritager desuden myndigheder, politikere og resten af samfundet for ansvar – velvidende at COVID19 elsker ansvarsløshed og etnocentricitet. Det kræver mindre af Jon Hurstads tvetydighed og opportunisme og mere indblik og overblik i hvordan ulighed i sundhed virker hvis man vil forstå hvorfor pandemier altid rammer de fremmede, de fattige, de kortuddannede og de lavtlønnede langt hårdere end den forargelsesparate middelklasse.

Fattigdom og ulighed er mangesidede og flerdimensionelle, og ikke mindst kvinder, især dem, der bor i dårligt stillede boligområder, bærer byrden fra både ulighed og pandemier. Sådan har det altid været og sådan er det også med COVID19, der ligesom alle sine pandemiforgængere er lykkedes med som en anden lus i skindpelsen at sprede splid og udskamning.  Som resultat står vi nu med en fattigdomspandemi i halen på den første pandemi. Ligesom døden skal pandemien have en årsag. Men det er ikke etniske minoriteter, der er skyld i den. Social ulighed i sundhed er et politisk problem, der kræver politiske løsninger – og et sprog der yder større respekt overfor dem der rammes af uligheden.

Mennesket er stadig den bedste computer – lidt endnu.

 

"Softwareprogrammering har en plads I det menneskelige hierarki lige over gravrøveri og lige under ledelse."  (Gerald Weinberg)

 

Jeg bestilte i sidste uge en dims til 100 kr. i en internetbutik. Fra det øjeblik jeg trykkede på ’betaling’ startede en informationsstorm med e-mails om detaljerne om pengeoverførslen, nyhedsbreve og at dimsen nu ville blive pakket. Parallelt hermed modtog jeg en sandstorm af SMS’er om at nu var pakken lige ved at blive pakket, nu er pakken næsten pakket, nu har pakken næsten fået label på, nu er pakken på vej ud til buddet, nu overnatter din pakke på et posthus og mens du sover kører vi en tur med den. Og dagen efter fortsatte informationsstormen med oplysninger om at pakken nu var ankommet til min by, og nu var den næsten på vej og nu er den så afleveret, hvorefter jeg efter 5 sekunder modtog en sms om ens brugeroplevelse og om man vil anmelde den på Trustpilot og om man ville anbefale købet til en ven. Men på trods af minut-for-minut rapporteringen om pakkens fysiske og psykiske helbred og geografiske placering, var den blevet afleveret hos naboen. Software kan automatisere og informere, men software kan også overinformere og i sin iver efter at være fix og smart kan software fuldstændig fortrænge kerneydelsen.

 

Søren Lauesen, IT-professor emeritus på Københavns universitet har opstillet de 10 hyppigste dødsårsager blandt offentlige IT-systemer efter analyse af SKATs inddrivelsessystem EFI, Politiets sagssystem PolSag, rejsekortet, elektronisk tinglysning eTL og en række elektroniske patientjournalsystemer:

1.    Man sætter sig ikke ind i brugernes behov (man opnår ikke en win-win situation)

2.    Der er ingen metoder eller erfaringer med at beskrive krav så de dækker behovene (som man så heller ikke kender)

3.    Man høster ledelsesmæssigt gevinsten flere år før den teoretisk set kunne have været der (hvilket sjældent er tilfældet)

4.    De forretningsmæssige mål gøres enten bevidst, eller som følge af de mange kokke og ledelsesmæssige behov, så uklare at de ikke kan anvendes til styring eller justeringer

5.    Alle stiller uafhængigt af hinanden krav til produktet, ofte kontraproduktive krav, der fordyrer processen og øger systemets sårbarhed.

6.    Tør ikke sige til leverandøren af software at de ikke forstår løsningsforslag – eller opdager først for sent at de ikke forstår det. Ofte for få, ofte på lavere ledelsesniveau, der forstår kerneopgave og kerneudfordringer i softwaren, men de udskiftes hyppigt: hjernerne bag projektet forsvinder.

7.    Projektet kører skridt for skridt i grøften uden at nogen tør sige det højt fordi langsomme processer er svære at stoppe.

8.    Teknologier og webløsninger oversælges til ledelser der har høj affinitet for lette løsninger der sparer tid og penge.

9.    Leverandører alt for optimistiske – den der vinder lyver.

10. pengene slipper op og parterne skændes i stedet for at løse gennem samarbejde.

 

Softwarefunktioner kan gøre nogle faggruppers arbejde lettere men andres sværere – ja næsten umuligt. I elektroniske patientjournaler er problemlister f.eks. en jungle af mere eller mindre upræcise problemer, fordi alle kan notere problemer, men ikke på samme måde og fordi det ikke er alle der dokumentere et problem på listen, som nødvendigvis forstår problemets faglighed. For nogle vil ’blodmangel’ være præcist nok, men for andre vil det være uanvendeligt som problembeskrivelse. De vil vide hvor meget blodmangel der er, hvilken type der er tale om og hvornår det sidst er undersøgt og hvilke undersøgelser der er foretaget.

 

Copy-paste funktioner i elektroniske patientjournaler skaber enorme mængder af ligegyldige gentagelser man skal bladre igennem for at finde den specifikke information man skal bruge om patienten. Nogle har kaldt det et ’massivt monster af uforståelighed’. De fleste softwaresystemer, som f.eks. elektroniske patientjournaler, startede med at være små velfungerende specialespecifikke programmer, men der lægges hele tiden nye funktionaliteter på som øger følsomhed for samspilsproblemer, en skrøbelighed, som bliver så kompleks at den ikke kan ændres eller forebygges uden at der lægges yderligere kompleksitet ind i softwaren. Når der så kommer krav om fælles EPJ-systemer så dør de små app-lignende patientsystemer. Man kalder det tjæregraven: dvs. den forudsigelige udvikling fra et smart lille softwareprogram (bygget, for eksempel af et par nørder for et par af deres nørdevenner) til et større, mindre sejt softwareprodukt (for at levere den samme funktion til flere mennesker med forskellige computersystemer og forskellige niveauer af evner) til et endnu større, meget lidt smart softwaresystem (til endnu flere mennesker med mange forskellige behov i mange slags arbejde). Tjæregraven har fanget mange af os: klinikere, forskere, politi, sælgere - vi er alle sammen bøjet over vores skærme og bruger mere tid på at håndtere begrænsninger for, hvordan vi udfører vores job og mindre tid på at udføre jobbet. Og det eneste valg, vi ser ud til at have, er at tilpasse os denne virkelighed eller at blive knust af den – vi bliver stressede og brænder ud.

 

Men mennesker er faktisk designet til at håndtere virkelighedens overraskelser og tvetydighed. Vi er modstandsdygtige. Vi udviklede os som mennesker til at håndtere den skiftende variation i en verden, hvor begivenheder rutinemæssigt falder uden for forventningens grænser. Vi forventer det uventede. Som et resultat er det folk i organisationer, ikke maskiner, der skal improvisere over for uventede begivenheder. Når robotter støder ind i et problem, går de i stå, mens mennesker finder en midlertidig løsning med en strikkepind eller et tryk på pytknappen indtil der, erfaringsmæssigt, kommer nogen der kan hjælpe med en mere langsigtet løsning.

 

Der er en uundgåelig konflikt mellem vores web-netværksforbindelser og vores menneskelige forbindelser. Vi kan omstille og strømline vores systemer, men vi finder ikke det magisk søde sted mellem de ofte konkurrerende nødvendigheder, der er i systemer og i mennesker.

 

Dét vi skal sikre, er at mennesker altid har bevaret evnen (og motivationen!) til at vende sig væk fra deres skærme og se på patienten, hinanden, kollega til kollega, kliniker til patient, ansigt til ansigt.

 

Biologiske systemer udvikler sig gennem selektion og mutation - det burde software systemer også. Men det kræver at menneskerne der bruger systemerne løbende, hver uge, får mulighed for at udvælge og mutere det software og de teknologier de udsættes for, så det ikke er menneskerne, der degenerer til et teknologisk vegeterende afhængighedsstadie, hvor computeren bliver klogere end os fordi vi gør os dummere end vi behøver at være.

 

Jeg bestilte for nylig en container til haveaffald. Jeg bor i nummer 15, men containeren blev leveret ud for nr 17. Firmaet sagde at det var et problem de havde med alle de unge chauffører: de kunne ikke deres geografi og de var ikke vant til at navigere efter husnumre – de stolede blindt på deres GPS og dens sagde det var nummer 15 ud for nummer 17.

 

Mennesket er stadig den bedste computer, hvis vi altså ikke begynder at tænke som én.

 

Problemernes jantelov: Problemer skal ikke tro de er noget

Foto: Lasse Bech Martinussen

Om hvorfor sociale problemer er så irriterende og hvordan man får dem til at forsvinde.

”Nu ved jeg hvorfor jeg er ugift! Det er fordi jeg er ungkarl” – sådan beskrev Svend Brinkmann på et tidspunkt logikken i den offentlige debat.

Skibsbyggeren Peder Frederik Jensen har været taleskriver for statsminister Mette Fredriksen og er forfatter til bogen ’Det Danmark du kender’ – om netop det Danmark vi tror vi kender, men som er forsvundet fra gade- og mediebilledet. I programmet ’Brinkmanns briks’ på Danmarks Radio P1 d. 2.december 2020, fortalte forfatteren om en elev, der havde genfortalt bogen for sin klasse på et velhavergymnasium i København, og hvor klassens reaktion var: ’der findes da ingen underklasse i Danmark’. Som den 42-årige forfatter bemærkede så var der en underklasse på Vesterbro da han flyttede ind i sin lejlighed som 17-årig, men nu var den væk. Det betød ikke at underklassen var væk, men at boligpriserne på Vesterbro på 25 år var gået fra at være de laveste i landet til at være de højeste, så underklassen var sivet ud af Vesterbro til de langt billigere boligområder på Vestsjælland og Lolland-Falster, hvor de nu var genstand for eksotiske TV-programmer som f.eks. ’På røven i Nakskov’. Når de fattige er væk, tror vi det er fordi fattigdom er udryddet. Vi tror simpelthen der er nogen der har løst fattigdomsproblemerne. Vi kender kommentarerne og holdningerne fra medierne: Der er ingen underklasse i Danmark. De fattige findes ikke i Danmark. Hvis de gør, så har de nok selv valgt det. De fattige er er fattige fordi de tager forkerte valg og ikke hører efter. Nogle mennesker vil bare ikke det bedste for dem selv. Hvis de vælger at flytte væk, så er det nok fordi det er bedst for dem. Eller også har de sociale myndigheder løst problemet ved at finde en billigere bolig til dem. Udtryk for en idé om at der findes personer og myndigheder, der anonymt og skjult løser eller fjerner samfundets problemer. Social privilegieblindhed bygger åbenbart på den opfattelse at sociale problemer enten ikke ér problemer, at der nok er ”nogen” der løser dem, eller at de er uløselige – og i sidstnævnte tilfælde, så er de ikke mine problemer.

Når jeg holder foredrag eller underviser læger, lægestuderende, og andre ansatte i sundhedsvæsnet om kommunikation, empati og patientinddragelse, så er der altid tilhørere, der mener at lægers tid er guld og bør doseres forsigtigt og kun bør anvendes til det klassiske lægehåndværks grundværktøjer: piller og operationer. Sociale problemer er forstyrrende og irrelevante. Når talen falder på patienters ønske om empati, tid til bedre samtaler og mere involvering i beslutninger, så starter debatten altid med en tør konstatering fra flere i salen: ”Dét der har vi ikke tid til”. Underforstået at hvis læger fik tiden, så ville de bruge den på at føre længere samtaler med patienterne og på deres præmisser. Senere bevæger debatten sig tættere og tættere på kernen: ”Skal læger tage sig af alt? – findes der ikke psykologer, der er uddannet til at tale om menneskers problemer?”. ”Vi kan jo ikke gøre noget ved eksistentielle problemer, det er ikke vores arbejde”. ”Sociale problemer må løses i kommunen”. Og konklusionen ender ofte med at ”læger er jo gode til at tale med patienterne, det er jo en kerneydelse i lægearbejde. Måske er der bare nogle patienter der ikke vil høre efter”. Lægers tid er for kostbar til problemer som andre har skabt og undladt at løse. Med andre ord så siger lægerne: Dét har vi ikke tid til, for det har vi ikke tid til. Med inspiration fra Svend Brinkmanns må man konstatere at i de privilegieblinde optik, så er problemer folks egen skyld og de er kun problemer fordi der ikke er nogen der løst dem.

Det må derfor være tid til Problemernes Jantelov: Problemer skal ikke tro de er noget.

1.      Hvis man ikke har tid til et problem, så er der nogen andre der løser det.

2.      Hvis man ikke kan se problemet, så er det ikke et problem.

3.      Hvis man ikke har løsningen til et problem, så er det en andens problem.

4.      Hvis man ikke bryder sig om løsningen på problemet, så er det problemet der er problemet.

5.      Hvis problemet er irriterende, så er den der fremfører problemet der er problemet.

6.      Hvis man har travlt med eksisterende problemer, så må nye problemer vente.

7.      Dem der skaber problemer, er selv skyld i det og dét er ikke mit problem.

8.      Problemer skabes af mennesker med en svag karakter, det er dét der er problemet.

9.      Shit happens, for den der lader shit happen. De kan bare lade være.

10.   Jo mindre man ved om folks problemer jo lettere er de at hjælpe.

 

 

Lærebog Indvandrermedicin: Det du ikke ved får patienten ondt af

Her er link til gratis pdf udgave af min lægebog "Det du ikke ikke ved får patienten ondt af" om tværkulturel klinik og kommunikation i mødet med etniske minoritetspatienter:

Det du ikke ved får patienten ondt af

Alternativt link:

www.ouh.dk/laerebog 

Nogle af anmeldelserne af bogen:

Pædiater Alexandra Kruse i Dagens Medicin 22. januar 2021

”Ny bog om etniske minoriteter i sundhedsvæsenet gør os alle klogere. Bogen indeholder et overflødighedshorn af sundhedsfaglige problemstillinger, kommunikationsudfordringer og eksempler på ulighed i vores sundhedsvæsen fra et langt lægeliv dedikeret til mødet med den fremmede patient i Danmark. For de, som har appetit til at gå om bord i den store, tætskrevne bog, bliver sulten stillet, og mere til.”
Læs anmeldelsen her 

 

(Gunhild Bjarnasson, Pædagogisk leder)

”Kan også anbefales til andre faggrupper. Det giver et godt og lærerigt indblik i kultur og sprog og hvor vigtigt det er for at forstå. Så hvis du ikke er i sundhedsvæsenet, kan du springe det tunge lægesprog over. Dyk ned i de mange cases, det giver stof til eftertanke og mulighed for at gøre det bedre i praksis. Tak for det Morten Sodemann” 

 

Et så nødvendigt mesterværk på området (Telse Hübertz, mph, sygeplejerske)

Tak for et længe ventet og vigtigt bidrag. (Helle Tvorup Andersen, jordemoder, international koordinator jordemoderuddannelsen)
  

Praktiserende læger og lektor på Københavns Universitet, Lise Dyhr:
”Bogens styrke er de mange patientcases om det danske sundhedsvæsens møde med etniske minoritetspatienter. Bogen har fokus på vores blinde pletter og beskriver værktøjer til at imødegå disse”
Læs anmeldelsen her

 Pædiater Alexandra Kruse i Dagens Medicin 22. januar 2021:

”Ny bog om etniske minoriteter i sundhedsvæsenet gør os alle klogere. Bogen indeholder et overflødighedshorn af sundhedsfaglige problemstillinger, kommunikationsudfordringer og eksempler på ulighed i vores sundhedsvæsen fra et langt lægeliv dedikeret til mødet med den fremmede patient i Danmark. For de, som har appetit til at gå om bord i den store, tætskrevne bog, bliver sulten stillet, og mere til.”
Læs anmedelsen her

 

 Solidaritet 15.01.2021:

“Allerede titlen: ”Det du ikke ved……” placerer en opfordring og et ansvar på dig. Og hvem er det ’du’ så? Det er lægen, det er behandleren, det er sundhedssystemet, det er alle os, der har ansvaret for, at den etniske minoritetspatient bliver behandlet efter alle lægekunstens regler”

Læs anmeldelsen her

  

‘Medicinsk lærebog i omgang med patienter fra andre kulturer er en imponerende øjenåbner’ 

Læs anmeldelsen her

 

 

Dagens Medicin d. 11.12.2020

”Opgør med fordomme og halvdøve ører: Læger skal være bedre til at lytte”.

NY BOG: ‘Det du ikke ved får patienten ondt af’ er titlen på overlæge Morten Sodemanns nye bog. Bogen er baseret på hans årelange erfaringer med en patientgruppe, de etniske minoritetspatienter, som typisk ender på hans bord, når alle andre specialister har opgivet at hjælpe.

Læs anmeldelsen her 

  

Dagbladet Information 24.11.2020

”Flygtninge og indvandrere opfattes ofte som »åh nej-patienter«. Det vil ny bog gøre op med”.

Flygtninge og indvandrere kommer ofte skævt ind og ud af sundhedssystemet og er udsat for flere fejl og forsinkelser end etniske danskere. Nu har læge Morten Sodemann skrevet en lærebog om sine erfaringer med minoritetspatienter i håb om, at de fremover kan få en bedre behandling i det danske sundhedsvæsen.

Læs anmeldelsen her 

 

Interview i P1 Orientering om bogen 25.11.2020
Afsnit Flygtninge og indvandrere er ofte udsat for misforståelser i sundhedsvæsenet. Det vil overlæge gøre op med i ny bog

Hør interviewet her

  

Den er uhyggeligt velskrevet. Opregner en overflod af hårrejsende eksempler. (Anders Langscheidel Rasmussen, lektor, narrativ medicin).

 

Bogen er spændende og med en god blanding af case eksempler og undersøgelsesfund. Den har nogle lærebogskvaliteter på universitetsniveau med et højt vidensniveau, som ikke er så almindeligt mere. (Ask Elklit. Professor i psykotraumatologi).

 

Denne bog imødekommer et stort behov på mange niveauer! (Helge Kjersem, tidligere hospitalsdirektør og tidligere leder af Indvandrermedicinsk klinik på Hvidovre Hospital)

 

Sundhedsvæsnet har i den grad brug for den her bog – en bog alle burde læse. Denne patientgruppe kan ikke altid puttes i de vanlige instrukser og forløbsbeskrivelser som vi har på de forskellige afdelinger (Negin Jafar, gynækolog).

 

Godt og vigtigt fokus på at ændre tilgang og holdning til "besværlige" patienter. (Konfliktmægler)

 

Tænker at alle i sundhedsfag kan lære af denne bog. (Sygeplejerske og lektor på en sygeplejeskole)

 

Weekenden er aflyst - hvis nogen mangler mig, så vent til mandag. Jeg har en spændende bog af Morten Sodemann jeg skal have læst (Karina Andersen frivillighedskoordinator, region Syddanmark)

 

Morten var en af de første, der satte fokus, hvad der sker når sundhedsprofessionelle skal kommunikere sygdom og behandling på tværs af kulturer. Der er helt sikkert noget at lære for farmakonomer og farmaceuter også. Vil glæde os til at læse den. (Pharmakon)

 

Det er så vigtigt at lytte til patientens viden og fortællinger - vi kan lære meget af indvandrermedicin! (Josine Elvekjær Legêne, forskningsleder på Videnscenter for Brugerinddragelse i Sundhedsvæsenet)

Meget nyttig og længe ventet bog (Helle Tvorup Andersen, Professionshøjskolen University College Nordjylland)

 

Mange tak for link til bogen. Den burde være pligtlæsning ikke bare for sundhedsfagligt personale, men også for politikere, meningsdannere, medier og sociale myndigheder. Vi er langt fra holdninger og synsninger, og tæt på fakta, dokumentation, reel viden. (Susanne Langer tidl medlem af Regionsrådet i Hovedstaden)

 

Det vigtigste er ikke hvilken sygdom patienten har, men hvilken person der har sygdommen, skriver landets førende ekspert inden for indvandrermedicin og global sundhed. En fantastisk case-baseret lærebog til det danske sundhedsvæsen. Glæder mig til at læse den. (Øzlem Cekic. Tidl. Folketingsmedlem. Brobygger og foredragsholder).

 

Spændende bog der giver stof til eftertanke.  Tak for det. (afdelingssygeplejerske på klinik for ældresygdomme)

 

Det bliver fantastisk og spændende læsning (Katja Sejer Nielsen. Projektleder Social Sundhed - brobyggere i sundhedsvæsenet)

Intet nyt fra Vestegnen

Det er nu femte gang siden marts at der er udbrud i mediernes fokus på COVID19 blandt etniske minoriteter i særlige boligområder. Imens rejser Corona virus rundt fra kommune til kommune og sætter lus i skindpelsen på alt og alle. Sumpe skal drænes, ministre skal ofres og indvandrere skal spærres inde. Smittetrykket er højt i de kommuner i København, hvor der bor forholdsvis mange med minoritetsbaggrund. Journalisterne spørger, for 5. gang, hvad er det sker på Vestegnen? Og svaret er, for 5. gang, det samme: ingenting. For der sker det der altid sker under epidemier. Dem der har mindst indflydelse på deres arbejdsplads er de samme der er uden indflydelse på deres boligforhold. De har også korte uddannelser og en hårdt trængt økonomi, der ikke levner plads til gæstetoiletter, hjemmearbejdsdage eller selvisolation. De har frontliniejobs med høj smitterisiko og ansættelsen er midlertidig. Mange har oplevet at det var umuligt at blive hjemme fra arbejde fordi arbejdsgiver og kolleger fandt det uacceptabelt at sygemelde sig pga. lidt forkølelse. De bor sammen med flere i samme hushold, typisk med bedsteforældre og børnebørn under samme tag. Forskningen viser at kortuddannede har sværere ved at omsætte hygiejne råd til deres egen hverdag. Oprindeligt boede minoriteter og etniske danskere i samme kommuner og boligblokke, men majoritetsbefolkningen er langsomt sivet væk og har efterladt minoriteter i hvad de fraflyttede nu med foragt, betegner sociale ”ghettoer”. Der er intet ”sket” på Vestegnen udover at de er blevet efterladt tilbage på egnen mens resten flyttede.

De sidste 15 år har den velfærdspolitiske indsats, og retorik, overfor socialt sårbare, flygtninge/indvandrere ændret sig markant. Skiftende regeringer har i serielle overbud indskrænket mulighederne for social mobilitet og øget fattigdommen blandt etniske minoriteter. Muligheden for at skabe sig en identitet og en fremtid i Danmark er blevet et Sisyfosprojekt med skrappe symbolpolitiske krav til opholdsgrundlaget. Kommunernes integrationsteams blev for 10 år siden nedlagt landet over, sammen med tværkulturelle de rehabiliteringsteams. Nu hed det sig i at der ikke længere var tale om flygtninge men om socialt sårbare, som kunne gøre brug af kommunernes eksisterende tilbud til socialt udsatte. Politisk blev sprog til en integrations politisk kampplads, hvor materialer om det danske velfærdssamfund, sundhed og sygdom nu kun måtte findes på dansk sprog. Boligforeninger udgiver kun materialer på dansk og da H1N1 pandemien truede (tidligere kaldt ”Svineinfluenza”) fravalgte sundhedsmyndighederne at oversætte informationsmateriale om smitterisiko og hygiejneråd fordi man ikke fandt det nødvendigt. Sundhedsstyrelsen nedlagde samtidigt sin gruppe af eksperter der beskæftigede sig med etniske minoriteters sundhed.

I lægers uddannelse blev tværkulturel psykiatri fjernet fra specialeplanen (Sundhedsstyrelsens dokument over hvad der arbejdes med i Sundhedsvæsnet og hvem der har opgaven), ligesom feltet Indvandrermedicin, som er tværkulturel medicin, kun figurerer som en opgave, der i kompleksitet rangerer på det laveste specialiseringsniveau svarende til at behandle blærebetændelse og forkølelse.

Samtidig prøver myndighederne om det stadig er rigtigt at ”Hvis du altid gør det du altid har gjort så får du det du altid har fået”. De samme informationer om hygiejneråd sendes ud over befolkningen på den samme måde og i den blinde tro at de så anvendes efter hensigten. Spørgsmål om hvad der nærmere forstås ved ”hold afstand”, ”selvisolation” eller ”nærmeste familie” overlades til den enkelte. Min nærmeste familie er på 12 personer, mens flere af patienterne i Indvandrermedicinsk klinik angiver at den nærmeste familie er 60-80 personer. Social afstand er en social konstruktion og der er flere videnskabelige studier, der påviser betydelige etniske forskelle i hvor stor social afstand af, eller hvornår man er ”for tæt på hinanden”. Det første studie er fra 1925 og betragtes stadig som en grundlæggende studie på området, så det er ikke ny viden. Det er heller ikke ny viden at jo større hushold man bor i jo større risiko, er der for at smitte hinanden.

Regeringen og myndighederne prøver at løse et problem de ikke forstår. Etniske minoriteter over hele verden, og på Vestegnen er mere end dobbelt så udsatte for smitte end andre befolkningsgrupper. De bor over hele verden i samme typer boligkvarterer med de samme dårligt ventilerede lejligheder. Velfærdssamfundet ligger som det har redt og der er intet nyt fra Vestegnen. Det nye er desværre at det nu er tydeligere hvordan dette årtis konstante indhug i velfærdstiltag og i de tværkulturelle kompetencer i kommuner, regioner, ministerier, styrelser og sundhedsuddannelser påvirker ulighed i sundhed og dermed folkesundheden. Vi var ikke forberedte på COVID19, men vi kendte alt til ulighed i sundhed - uden at gøre noget. Det er ikke nogen nyhed på Vestegnen. Man kan ikke tillade sig at bede om tordenvejr og så brokke sig over at det også regner.

Corona hærger der hvor der skabes mulighed. Social ulighed, desinformation, symbolpolitik og bevidst uvidenhed gør det muligt for pandemien at sprede sig for at efterlade en slagmark af skyld, skam og forvirring. Der er intet nyt fra Vestegnen. Dét burde være nyheden.