Evidens i global sundhed (2): Den tredje kultur

Et af de mest brændende spørgsmål i global sundhed er, hvordan vi får overbevist politikere om at videnskab er et godt grundlag for holdbare beslutninger om sundhed.

Hvilke faktorer der er vigtige for at fremskynde denne proces er beskrevet i en ny artikel af Dubois og kolleger (When is evidence sufficient for decision making?), som blev offentliggjort tidligere i år, hvor de gennemgår flere cases. Formålet var at identificere hvornår evidens er tilstrækkeligt til at beslutningstagere tør bruge det og de prøver at opstille en ramme for forståelsen af det, ofte meget forskellige, tempo ny viden bliver til en konkret politisk beslutning.

Forfatterne fandt fem afgørende faktorer: 1 ) ikke-forskeres opfattelse af det videnskabelige grundlags gyldighed , pålidelighed og hvor ”modent” det  fremtræder, 2) formidling af videnskaben, 3 ) økonomiske drivkræfter , 4) patienters og lægers evne til at anvende publicerede videnskabelige resultater til specifikke kliniske behov, og 5) inkorporering i praksis retningslinjer . Desværre blev denne forskning baseret på temmelig lige fremme biomedicinske interventioner som statiner, knoglemarvs behandling af bryst kræft og hjerte-stents, der trods alt repræsenterer færre potentielle moralske, religiøse eller sarte politiske undertoner (som f.eks. prævention, hiv behandling eller DDT bekæmpelse af malariamyg). Problemet i global sundhed er, at det er meningen det skal handle om globale løsninger, men mange interventioner på globalt plan bremses, eller forhindres, ofte af landespecifikke og regionale beslutninger, der følger meget forskellige-, usynlige- og uforudsigelige stier. For at forstå, hvordan vi kan sikre at flere politiske beslutninger baseres på viden, skal vi fokusere en del af forskningen netop på de mangeartede globale politiske og sociale faktorer, der bremser beslutninger baseret på aktuel viden.

Selvom verden kræver evidens, så er det i virkeligheden ofte kravet om evidens, der stopper innovation og forsinker indførelsen af ​​nye teorier. Evidens kan nok hjælpe os med at forstå fortiden, men kommer i vejen når vi gerne vil forsøge nye sundhedsinterventioner, eller teste det vi allerede, måske ved fejl, har indført som rutinebehandling. At vi forstår vigtig evidens betyder ikke automatisk, at vi ved, hvordan man løser vigtige sundhedsproblemer. Evidens er lige som round-up i haven: det virker kun 3-4 uger, så kommer den beskidte virkelighed tilbage og kræver ny forskning. Selvom der er 117 randomiserede dobbeltblinde studier med klare resultater, betyder det ikke, at beslutningstagerne er enige, at de forstår betydningen eller at de er motiverede til at bære evidensen ind i det rum, hvor politikere beslutter sig for eller imod et nyt sundhedstiltag. Videnskab er en ting, evidens er noget helt andet, og beslutningstagerne hører til et tredje miljø med en fremmed tankegang. Beslutningstagere er ikke særligt ambitiøse eller godt informeret. Politikere gør, hvad de er bedst til: De kan lide idéer, der er nemme at forstå og sælge til i offentligheden, og de ​​kan lide idéer, der kan placere dem og definere dem tydeligt i det politiske miljø. De tager gerne bekvemme småbidder fra forskningen uden hensyn til forbehold og præmisser for resultaterne. Hvis man vil dét til livs kan et kort videnskabeligt forsknings resumé placeret i de rette hænder i det rette forum, på det rigtige tidspunkt få langt mere effektiv gennemslagskraft end en artikel i Nature.

Vi har brug for forskere, der begynder at opføre sig som forskere ved at analysere deres egen gennemslagskraft i forhold til beslutningstagere, lidt bedre. Vi, forskerne, sidder fast i et videnskabeligt ekko kammer, hvor forskerne let kan blive enige om, at der foreligger den nødvendige videnskabelige dokumentation, og vi er enige om, at vi føler os lammede og ignorerede af beslutningstagerne. Men i virkeligheden er vi ikke så enige om hvad der er evidens for og vi selv er uenige om forudsætninger, ja nogle gange endda uenige om de grundlæggende teorier: "Det er ikke forskning ", " Det er ikke er biologisk plausibelt ", " Det var ikke en planlagt undersøgelse " er hyppige kommentarer fra reviewere på videnskabelige tidskrifter og forskningsfonde. Der er ingen ankeinstans for disse afgørelser, som, hvis man skal være lidt fræk, selv savner ethvert evidens grundlag. Vi er nødt til at tage det fulde ansvar for vores evidens - det betyder enighed om teori, resultater, fortolkninger og det betyder at bringe evidensen, og manglen på samme, ind i de rum, hvor beslutningerne træffes – også i forskningsfonde og på videnskabelige tidsskrifter.

I 1996 offentliggjorde John Brockman sin bog The Third Culture, et begreb, der beskriver det manglende led mellem naturvidenskab og humaniora. Brockman genoplivede i virkeligheden et begreb, som C.P. Snow beskrev det allerede i 1959 (C. P. Snow, The Two Cultures and the Scientific Revolution (Cambridge Univ. Press, New York, 1959). Den tredje kultur er dannet omkring den gruppe af forskere, der også er forfattere og formidlere, som kan tale til alle, og dermed omsætte viden til ord og argumenter. Den tredje kultur henvender sig til et bredere publikum. Forskere nødt til at tilegne sig den tredje kultur, hvis vi vil tages alvorligt i den offentlige debat. Traditionelt har der været en slags kamp mellem naturvidenskab og humaniora. Af uransagelige årsager er de gensidigt udelukkende argumenter. Når vi vælger den ene side, ofrer vi automatisk den anden. Der er også tale om visse stereotyper, hvor naturvidenskabelige forskere er ude af stand til at tale på et sprog for almindelige mennesker (undertiden bliver de kaldt asociale og tilhørende en helt anden verden), mens humanister skriver bøger, romaner, til den normale verden, historier, der typisk er skrevet for at hele verden skal forstå dem. Kort sagt, er den generelle stereotype, at en naturvidenskabsmand kun kan kommunikere med succes med andre forskere, mens en humanist har alle i den "normale" verden som mål for sin pen. Lægevidenskabelige forskere burde også have hele verden som mål, ellers kan vi lige så godt gå hjem og grave et hul i haven, tage en stol, og sætte os og kigge ned i hullet før vi fylder det op igen.