(Blogindlæg bragt første gang på ugeskrift for lægers blog 26.11.2014)
Justitsminister Mette Frederiksen og Justitsministeriet (JM) vil undersøge om en bestemt læge har snydt med lægeerklæringer, der lægges til grund for ansøgninger om dansk statsborgerskab. Lægeforeningen var hurtig med alvorsminen og fastslog at en lægeerklæring er et alvorligt dokument. Hvis læger snyder med lægeerklæringer er det både uacceptabelt og ulovligt og skal selvfølgelig bedømmes som sådan. Det er der er klare regler for, som der er for så mange andre forseelser. Men at én læge’s (indtil videre) mistænkte flossede faglige moral skal fylde hele mediefladen med det sigte at læger snyder og bedrager er ikke bare meningsløst men afslører netop hvor skoen trykker i JM. Ministeren benyttede den åbne mediesluse til lige at så lidt generel tvivl om lægeerklæringer: ” - Jeg synes, vi bliver nødt til at kigge på lægeerklæringerne i det hele taget, for de indgår med stor vægt i sagsbehandlingen i dag, og det er meget problematisk, hvis det viser sig, at de ikke bliver lavet på et individuelt og ordentligt grundlag”. Det har ministeren intet belæg for at udtale sig om, men ministeren lavede med sin mediemanøvre en perfekt curling bane til Christian Langballe (DF): ”Jeg har kunnet fornemme, at der har været flere dispensationer med diagnoser, som har lignet hinanden meget. Det har givet mig en mistanke, og jeg har også kaldt ministeren i et lukket samråd om spørgsmålet”, og til indfødsretsordfører Preben Bang Henriksen (V): ”- Vi har ikke kunnet undlade at bemærke, at i 90 procent af de sager, vi får forelagt i udvalget, søges der dispensation på baggrund af PTSD. - Vi vil gerne have en lægefaglig vurdering af, hvad det dækker over, og om det kan være en relevant årsag til, at man ikke kan bestå dele af indfødsretsprøven”. En perfekt afledningsmanøvre, der startede en strategisk kærkommen, men helt irrelevant og udokumenteret, desavouering af alle lægelige oplysninger i sager om indfødsret. Og så er det opportunt lige at få nævnt at det er påfaldende så mange der har PTSD. Der er intet sted der er så trygt og fakta frit, som i slipstrømmen af en alvorlig anklage fra en minister. Men så let slipper politikerne desværre ikke. Med deres meldinger i pressen har de uforvarende afsløret at de netop ikke magter at lovgive eller sagsbehandle på dette vanskelige område uden lægelige oplysninger. Lad gå med at politikerne ikke er bekendte med dansk og international forskning på området : mellem 30 og 60 % af krigsflygtninge har så svære krigs eller torturoplevelser at de har tilstande som PTSD eller lignende. Det har de aldrig villet forstå så det overrasker ikke. Der er imidlertid andre mere bekymrende konsekvenser af deres presse udtalelser.
Sagen viser nemlig tre ting, som er bekymrende : Ministeren har ikke styr på det lægefaglige område når 30 erklæringer kan sive igennem juristernes filter uden at de opdager at der er tale om enslydende erklæringer, politikerne der bedømmer sagerne har også haft problemer med at bedømme det lægefaglige – de opdagede det heller ikke. Men derudover afslører sproget, hentydningerne og den måde sagen blev lanceret af ministeriet i medierne, at JM har meget travlt med at flytte fokus væk fra kritikken i august-september af hvordan ministeriet indsamler, udvælger og påvirker lægeoplysninger, der lægges til grund for ansøgninger om Dansk Statsborgerskab. Justitsministeren’s mistro til lægeerklæringer i ansøgninger om dansk statsborgerskab er ministerens egen hovedpine.
Ministeren skyder efter vildænder men skyder sig i foden. Ministeren har med den tydelige medie lancering fået flyttet fokus, væk fra et alvorligt problem med sagsbehandlingen i ministeriet, over på en enkelt ryggesløs læge’s skuldre – langt væk fra de store udfordringer og samtidig fået miskrediteret alle de læger der ihærdigt, og efter bedste overbevisning, men forgæves, har forsøgt at forfatte en lægeerklæring mhp en patients ansøgning om dansk statsborgerskab.
Mistænkeliggørelsen af alle lægeerklæringer på baggrund af én læges erklæringer i ansøgninger om humanitært ophold eller dansk statsborgerskab, er en velovervejet logisk fejlslutning og en tryllekunster værdig. Men det gør ikke mistænkeliggørelsen mere rigtig eller velfunderet.
Sagen er ganske enkelt, at JM tidligere i år er blevet anklaget for deres måde at indhente, behandle og fortolke lægelige oplysninger i sager om humanitært ophold eller dansk statsborgerskab. Anklagen styrkes af at der helt tydeligt ikke er relevant lægefaglig bistand til JM’s sagsbehandling. Hvis der, som JM oplyser, er tale om over 30 lægeerklæringer fra én og samme læge, så er det udtryk for en vilkårlig og ikke-lægelig sagsbehandling som må falde tilbage på ministerens skuldre. Ved at rejse en upræcis og generel mistanke om lægeerklæringers lødighed på basis af én (endnu ubekræftet) mistanke men uden lægefaglig bistand styrker ministeriet netop den kritik, der er rejst af deres sagsbehandling. JM’s jurister har ikke de nødvendige kompetencer til at fortolke og indarbejde lægelige oplysninger på forsvarlig vis i vurderingen af ansøgninger om humanitært ophold og dansk statsborgerskab.
Ministeriet undlader at nævne at de fleste af ansøgerne har mere end én sygdom. Langt hovedparten af ansøgninger om humanitært ophold mangler enten helt lægeoplysninger eller også er kun ét af ansøgerens helbredsproblemer beskrevet i én lægeerklæring, mens der ikke indgår lægeerklæring vedrørende de øvrige sygdomme. Problemet for de ofte svært syge ansøgere er at det kun sjældent lykkes det at få fat i mere end én erklæring, dels af økonomiske årsager (en læge erklæring kan koste 2000-10.000 kr) eller fordi der ikke er relevante speciallæger i deres område af landet (dvs. Danmark uden for København), eller fordi der er langt mellem advokater med erfaring på området. De læger der skriver erklæringer er typisk læger der kun sjældent skriver erklæringer og derfor udtrykker sig i generelle uforpligtende vendinger. Læger der har været involveret i disse sager kan berette om hvordan jurister fra JM i flere omgange forsøger at få læger til at ændre i behandlingen. Med den aktuelt lange sagsbehandling bliver læge erklæringer erklæret forældede (selvom der ikke er lægeligt belæg for det) og ansøger må derfor igen søge, og betale, for nye erklæringer.
JM kan slippe af med hovedpinen ved at sørge for relevant lægelig ekspertise i sagsbehandlingen. Det er desperat og unødvendigt at sprede generel mistro om lægeerklæringers værdi, når JM selv har skabt og vedligeholdt usikkerheden ved gentagne gange at undlade dialog om, hvordan der kan sikres lægefaglig vurdering i disse sager, som ofte er ganske komplicerede selv for erfarne jurister og læger. Det ved Mette Frederiksen udmærket godt. Ministeren skylder de fortvivlede ansøgere, deres advokater og de læger der, ofte uden honorar, forsøger at navigere gennem JM’s sagsbehandling, en bedre restsikkerhed, så det ikke er en, muligvis, anløben læge, der skal foranledige, at man fjerner den sidste rest af retfærdighed i et juridisk minefelt for flygtninge.
Morten Sodemann
Ingen kommentarer:
Send en kommentar