Brune øjne: Altid i medierne – aldrig forstået

Man kan altid læse det – mellem linjerne – når der har været etniske minoriteter involveret i en sag der fanger pressens interesse. En behændig måde at udelade det der dermed bliver åbenlyst: der mangler netop de detaljer der gør historien forståelig og som giver historien en kontekst der forklarer og beroliger læseren.

Jeg kender ikke de præcise omstændigheder omkring den voldsomme situation på Slagelse Sygehus som givet har været skræmmende for de ansatte og for de pårørende der åbenbart prøvede at dysse gemytterne ned. Men inden debatten fører til forskansning af sygehusansatte bag skudsikre glas og benhård retorik er der grund til at tage et helikopter blik på situationens sandsynlige årsager.

Det blev dog hurtigt klart at det centrale element i sagen var den sædvanlige konflikt cocktail som flygtninge/indvandrere ofte løber ind i: 1) en svær men stærkt værdiladet situation i uvante omgivelser  (døende familiemedlem på sygehus)  og 2) kommunikationsbrist og misforståelser, der ikke kunne afklares (manglende tolk og beskedne kulturelle kompetencer).

Da Odense Universitetshospital i 2011 modtog Libyske krigsflygtninge  til operation og rehabilitering  var der optræk til konflikter mellem personalet og patienterne på grund af en lignende cocktail. Situationen blev dog hurtigt løst ved 1) liberal anvendelse af tolke, 2) tale med patienterne om deres behov (sprog, mad, socialt samvær), 3) samtaler med arabisk talende psykolog (psykiske traumer) og 4) omorganisering af sengestuer (kohorte isolation i stedet for individuel isolation). Sagen var at de krigsskadede flygtninge havde flere skjulte traumer end de fysiske og samtidig havde de helt basale behov for at kunne være sammen med andre arabisk talende. De var blevet skræmt af de uhyggelige beskyttelsesdragter, den fremmede mad og stress niveauet eskalerede fordi de ikke kunne forklare personalet hvordan de havde det. Tolken købte hver dag falafel til patienterne og lyttede til deres lange historier og så var der ro.

Hver gang vi modtager en patient i Indvandrermedicinsk Klinik så tænker vi: ”hvad er den anden historie? – hvorfor er denne patient blevet misforstået?”. Oftest er det en kombination af, at der ikke anvendes tolk til de vanskelige samtaler og at ingen har forsøgt at tale med patienten om deres liv og hvad deres bekymringer egentlig går ud på. Sådan er det også med de historier der kommer i medierne hvor det er tydeligt at der er nogen med brune øjne involveret men det står der ikke og vi får ikke den information der forklarer hvad der er foregået. Dermed får de brune øjne en unødvendigt kompliceret kulturel ekstra betydning som er uberettiget.

Politiet var kryptiske og tilbageholdende med informationer om situationen i Slagelse forleden, men sagde dog alligevel at ”vi ved ikke om der er sket en misforståelse eller brist i kommunikationen” . Det politiet siger er at de ikke ved hvad det er de ikke ved – igen fordi der er kommunikationsbrist – men at de nok mistænker  at situationen eskalerede fordi noget blev sagt forkert og blev misforstået. Flere pårørende prøvede faktisk at hjælpe politiet med at dæmpe gemytterne. Men når først konflikttrappen er besteget og sprogbarrieren fastholdes, så bliver det kompliceret.

Som situationen med de Libyske krigsofre lærte os så er der behov for et generelt løft i sundhedsansattes tværkulturelle kompetencer, herunder tværkulturel kommunikation for at undgå at konflikter opstår pga. banale misforståelser der kunne være løst med lidt snilde og en tolk. Det betyder så også at tolke skal være tilgængelige i akutte situationer. Det kan lægeambulancerne tale med om: de er ofte nødt til at indlægge patienter hvis de ikke kan forstå hvad der er problemet, så de er også interesserede i et nationalt tolkebureau med dygtige tolke der er tilgængelige døgnet rundt. Tværkulturelle konflikter skal ikke løses med knibler – heller ikke på sygehus. De skal løses gennem undervisning af personalet og lettere adgang til tolke. Afdelingsspecifik monitorering af patienters og pårørendes stress ”temperatur” ser ud til også at være et vigtigt element i konflikt forebyggelse. Sorg og tab skal forstås og ses i en kompleks kulturel sammenhæng og det må det danske sundhedsvæsen tage til sig i en globaliseret verden.

Men den tidligere humanitære supermagt Danmark har det lidt svært i den globaliserede verden. Professor Allan Krasnik påpeger i debat indlæg i Politiken d. 8.1.16, at Danmark ikke var repræsenteret ved en nylig stor WHO konference om flygtninges helbred og de sundhedstilbud i Europa – de danske stole var gabende tomme. Der er meget, der kan gøres bedre i Danmark, før vi igen trækker kniblerne på sygehus.

Vi skal blive bedre til at undgå disse konflikter og vi skal være bedre til at håndtere dem når de opstår. Jeg er ikke ude på at placere skyld på enkeltpersoner og jeg er ikke ude på at bagatellisere det der skete og hvilken påvirkning det må have haft på både ansatte og pårørende. Det her er et område hvor man ikke kan føre en normal faglig dialog - det er endnu en af grundene til at der er så mange tværkulturelle konflikter i det danske sundhedsvæsen. Vi hører kun noget når det ér gået galt, når konflikten ér løbet afsted Jeg forsøger at se mere overordnet på baggrunden for mange af de her konflikter - for der er nogle gennemgående træk i som vi bør tage bedre hånd om.
Grunden til at jeg alligevel skrev indlægget er at jeg føler vi i Indvandrermedicinsk klinik siden 2008 har været vidne til et hav af konflikter og nær-konflikter der alle starter med stort set de samme ingredienser: 1) for lidt tid, 2)manglende viden om patientens og de pårørendes baggrund og erfaringer, 3) sprogbarrierer, 4) konflikten opdages for sent, 5) manglende værktøjer til at stoppe en eskalerende situation (specielt uden tolk) og 6) ingen eller sparsom brug af tolke (og lav tolkekvalitet kan bidrage).

Hvorfor der opstår disse konflikter og hvad der kan/kunne være gjort for at stoppe eller begrænse dem? Vi, i Indvandrermedicinsk klinik, har hver dag oplevelser der i udgangspunktet har de samme elementer som situationen ovenfor, men hvor konflikt optrapningen stoppes ved 1) at sikre kommunikation ved at minimere sprogbarrieren og 2) at sætte tid af til at høre patientens version og 3) lave en fælles handleplan indenfor rammerne af de mulige. Det sidste tager tid men det er meget lettere når man først har hørt patientens side af sagen.
Et eksempel: En patient, flygtning, med en sjælden kræft tog længere tid at udrede end vanligt. Det skyldtes at den særlige isotop-tracer der skulle anvendes pludselig var i restordre i Europa og derfor skulle hentes udenfor Europa. Det tog tid. Da kræften endelig blev karakteriseret var den fremskreden og patienten døde kort tid efter. Ægtefællen var en stille og rolig person, men troppede efter ægtefællens død op i den afdeling der havde stået for den primære udredning – rev billedet af den ledende overlæge ned af væggen, trådte på det og forlod afdelingen i vrede over at udredningen var forsinket. Patienten blev efterfølgende henvist til Indvandrermedicinsk klinik af andre årsager men sagen kom op igen og det viste sig at den pårørende ægtefælle ikke havde forstået hvor meget der var blevet gjort for at fremskaffe isotopen eller hvorfor den var forsinket, ligesom det heller ikke var blevet forklaret klart nok at kræften var så fremskreden at det ikke ville have ændret prognosen. Patienten blev glad for forklaringen og at forløbet nu blev mere meningsfyldt for familien.
I denne sammenhæng mener jeg sygehusledelser og sygehusejere har ansvar for tre ting: 1) at undgå at bringe patienter og deres pårørende i en så presset situation at det udløser en konflikt og 2) at klæde deres ansatte på til at håndtere sprog og kultur barrierer og relaterede modsætninger 3) at klæde ansatte på til at forebygge og håndtere akutte konflikter hvor der er sprog/kultur barrierer. Det er her min pointe ligger: vi har på dette område en ledelsesmæssig laissez-faire holdning i Danmark, som bl.a. kan ses af den sendrægtighed der præger hele tolkeområdet men også i forhold til at give de ansatte de nødvendige kompetencer. Jeg synes ikke vi skal gøre det til et spørgsmål om skyld på person niveau. Det er et spørgsmål om rammer, tid, viden og kompetencer og så er det en uhyre simpel løsning at sikre bedre tolke og nemmere adgang til tolke – også når det gå meget hurtigt. Hver 10. dansker har andre etniske rødder og det skal vores sundhedsvæsen være i stand til at håndtere med vanlig og sikker dansk stil: ro, regelmæssighed og ordentlighed.

Men jeg er klar over at det er svært at føre en almindelig dialog når konflikter allerede er optrappet og endt i kaos. Jeg håber bare at alle - når støvet har lagt sig - vil tænke på om der fremover kan være supplerende, mildere, måder at beskytte personale og patienter på end fysiske forskansnigsmuligheder og knibler.