Nogle spørgsmål giver sig selv mens andre spørgsmål selv stiller
117 nye spørgsmål. Sjældnere kan spørgsmål få én til at undres over hvorfor det
overhovedet er et spørgsmål. Jeg fik for nylig et spørgsmål tilhørende
sidstnævnte kategori. En sen aftentime tikkede der en mail ind fra
sygehusledelsen vedrørende en forespørgsel fra regionshuset. Af tråden kan det
ses at en lang række embedsmænd, først i regionshuset, sidenhen på sygehuset,
allerede var blevet involveret besparelsen. Spørgsmålet fra regionshuset lød
noget i retning af, at der var kommet et spørgsmål ”fra en anonym borger” der
gik på hvorfor der var en indvandrermedicinsk klinik på sygehuset. Der var ikke
noget medsendt e-mailen, så den originale ordlyd fremgik ikke. Det var
umiddelbart heller ikke klart, hvordan man skulle kunne svare en anonym borger.
Det viste sig dog at borgeren måske ikke var så anonym endda, for spørgsmålet
var i første omgang fra en borger der havde spurgt en, unavngiven, politiker i regionsrådet.
Vedkommende borger havde, viste det sig senere, ledsaget sit anonyme spørgsmål
med et dunkelt foto af en liste med afdelingsnavne. Billedet var taget i
elevatoren på sygehuset og viste hvilke afdelinger der lå på hver etage. En
borger var åbenbart faldet i staver over navnet, tog et billede af det og havde
sendt det til en folkevalgt regionspolitiker. Så sad jeg der en sen søndag
aften og undrede mig, ikke over, hvorfor vi havde en Indvandrermedicinsk klinik,
men hvordan et simpelt spørgsmål kunne blive så komplekst. Hvorfor kunne ejeren
af sygehuset, regionsledelsen, der betaler min løn samt husleje, varme,
håndsprit og driften af elevatoren til klinikken, ikke selv kunne svare på,
hvorfor de havde denne afdeling gemt på 6.sal som en hemmelig Harry Potter
etage?
Men sådan er der så meget man ikke forstår i det offentlige. (Da vi
startede i 2008 kom der en folketings delegation forbi sygehuset på
inspirationstur. Jeg blev bedt om at inspirere dem om den nystartede klinik,
men den daværende sygehuschef introducerede mig for folketingsgruppen med
ordene: ”Jeg ved ikke hvad det er de laver”). Så slog det mig, at den anonyme
borger tydeligvis havde befundet sig mindre end 6,5 m fra den mystiske klinik,
da han tog billedet i elevatoren. Så hvorfor var den logiske beslutning for
borgeren at ulejlige sig med at tage billedet, sende det til en unavngiven
politiker, der sendte det til direktøren for det hele i regionen, der sendte
det til en kaskade af embedsmænd i regionen, der sendte det til en ny kaskade
af embedsmænd i sygehuset, for at spørgsmålet, som allersidste led i fødekæden,
lander i min inbox søndag aften 4,5 km fra gerningsstedet? Hvad får en anonym
borger til, i stedet for at gå de 6,5 m til klinikken hvor det søde personale
kunne have givet et detaljeret og engageret svar på spørgsmålet, at starte en
dyr og langsommelig embedsmandstung proces, hvor svaret med stor sandsynlighed
vil være kort, tilslebet, poleret og kedeligt? Det får jeg heller aldrig svar
på. Men ved nærmere eftertanke, så peger præmissen for spørgsmålet, og
regionens håndtering, på nogle grundlæggende problemer og uligheder i sundhedsvæsenet.
Da vi startede klinikken fik vi spørgsmålet: hvor kommer de patienter pludselig
fra? – de patienter var der ikke i går, nu kan de fylde en sygehus klinik?
Hvorfor skal vi have sådan en klinik når vi jo ikke har en klinik for fynboer?
Det er et godt spørgsmål som en MTV rapport imidlertid svarede på: der er
ulighed i sundhed for flygtninge/indvandrere og det kan klinikken ændre på
samtidig med at den sparer penge. Hvor mange afdelinger i sundhedsvæsnet har
egentlig vist at de udligner ulighed OG sparer penge? MTV rapporten viste også
at 25 % af de henviste patienter havde oversete sygdomme. Det er en temmelig
høj fejlmargin. Sygehus specialer skal normalt ikke legitimere deres fortsatte eksistens.
De findes, de ser patienter og der er ingen der stiller spørgsmål til deres
berettigelse. Men måske var det en idé at afdelinger bliver bedt om at søge
deres eget job hver 3. år.
Sygehuse var i deres oprindelse bemandet med
sygehuslæger, der kunne det hele og lidt til. Så kom medicinere og kirurger
til. Medicinere blev senere opdelt efter organer og kirurgerne efter om var de
bløde eller hårde. Nu har vi 25 subspecialer i kardiologi og ortopæderne har et
speciale for hvert led. Vi tilpasser os virkeligheden, vore kompetencer
udvikles og forfines og patienterne ændrer sig også. Måske er det dén
historiske forståelse, der ikke helt bundfældet i det sundhedspolitiske miljø. Men
vi stopper ikke ved subspecialer. Vi laver specialklinikker når der er behov
for det og når en særlig gruppe patienter eller sygdomme er for svære at
håndtere i det eksisterende system. Jeg fører en liste over ”mærkelige”
klinikker i det offentlige sundhedsvæsen som løbende opdateres. Jeg nævner i
flæng klinikker på listen: ludomani, angst, bariatri, endokrine sygdomme hos
børnecanceroverlevere, musikmedicin, adoptionsmedicin, rummedicin,
dykkermedicin, knogleskørhed, misbrugte børn, ungdomsmedicin, naevusklinik, familieambulatorie,
hensigtsmæssige patientforløb, faldklinik, sexologi, tidligt interventionsteam,
sjældne sygdomme, palliation, smerteklinik etc. Seneste knopskydning på listen
er en klinik for fjernelse af tatoveringer. Indvandrermedicinsk klinik er også
en del af denne urskov. Med andre ord: vi ser en driftsfordel i at etablere en
særlig enhed der på effektiv og professionel vis kan tage sig af en sygdom
eller patientgruppe, der ellers tydeligvis udfordrer sygehuset og påvirker
behandlingskvaliteten. Det sundhedspolitiske narrativ om et lighedsorienterede
normalsystem er i virkeligheden en konstant foranderlig urskov af subspecialer,
specialklinikker og ad hoc løsninger drevet af en kombination af nye
lægevidenskabelige muligheder, effektiviseringspres og nye patient kategorier.
Alle
sygehuses øverste chef, formand for danske regioner Bent Hansen, er en af dem
der mest stædigt fastholder illusionen om et sundhedsvæsen, der har den form, struktur
og indhold sundhedsvæsner skal have. Den snusfornuftige konservative
systemforståelse kom tydeligt frem han da han 12. februar 2014 blev spurgt i P1
radioavisen om behovet for Indvandrermedicinske klinikker i de øvrige danske
regioner på baggrund af MTV rapporten, der viste at den indvandrermedicinske
klinik sparede penge og sikrede mere lighed i sundhed. Bent Hansen svarede: ”Der er ikke brug for flere
indvandrermedicinske klinikker som den i Odense. Det med at lave særlige
klinikker for indvandrere hvor man godt ved man skal hente ressourcerne andre
steder det tror jeg ikke er særlig realistisk. I stedet skal de praktiserende
læger være bedre til at hjælpe de socialt udsatte indvandrere og sende dem
videre til de nyoprettede diagnostiske centre der har til opgave at udrede
patienterne hurtigt. Den tværgående og faglige vurdering der er i de
diagnostiske centre de skal også fange den type patienter her”. Men Bent
Hansen havde ikke styr på historikken. Klinikken var netop opstået med det
klare mål at spare ressourcer. Den opstod fordi de praktiserende læger
tydeligvis havde svært ved at få den hjælp i udredningen de bad om til denne
gruppe og endelig fordi de diagnostiske centre hverken har kompetencerne, tiden
eller henvisningskriterier der matcher de meget komplekse kliniske
problemstillinger som indvandrermedicinske klinikker tager sig af. Klinikkens
personale underviser hver dag året rundt fordi sundhedsvæsnet har behov for de
systematisk indsamlede erfaringer vedrørende denne patientgruppe. Politikerne,
og regionerne, er nødt til at have en anden og mere praktisk forståelse af
hvordan man bringer patienter i centrum og øger lighed i adgang til
behandlingstilbud. De utallige små ”mærkelige” klinikker er bare ét af mange
udtryk for, at sundhedsprofessionelle prøver at løse hverdagens omskiftelige kliniske
problemer. Men klinikkerne vil altid opfattes som ”mærkelige” så længe
sygehusenes ejere ikke forstår hvad det er for produkter organisationen har på
hylden og hvorfor produkterne er der. Embedsmænd og politikere vil fortsat have
svært ved at svare på den anonyme borgers spørgsmål, hvis de ikke tilegner sig
en bedre forståelse af hvad patienten i centrum faktisk betyder. Urskoven af
specialklinikker er hver især forsøg på at møde patientens mangfoldige virkelighed,
behov og følelser med en lige så stor mangfoldighed af faglighed. Sygehusejerne
bør ikke være i tvivl om, hvad vi laver eller hvorfor. Hvorfor skal vi forsvare at der er lighed i sundhed?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar