Det er nu femte gang siden marts at der er udbrud i mediernes fokus på COVID19 blandt etniske minoriteter i særlige boligområder. Imens rejser Corona virus rundt fra kommune til kommune og sætter lus i skindpelsen på alt og alle. Sumpe skal drænes, ministre skal ofres og indvandrere skal spærres inde. Smittetrykket er højt i de kommuner i København, hvor der bor forholdsvis mange med minoritetsbaggrund. Journalisterne spørger, for 5. gang, hvad er det sker på Vestegnen? Og svaret er, for 5. gang, det samme: ingenting. For der sker det der altid sker under epidemier. Dem der har mindst indflydelse på deres arbejdsplads er de samme der er uden indflydelse på deres boligforhold. De har også korte uddannelser og en hårdt trængt økonomi, der ikke levner plads til gæstetoiletter, hjemmearbejdsdage eller selvisolation. De har frontliniejobs med høj smitterisiko og ansættelsen er midlertidig. Mange har oplevet at det var umuligt at blive hjemme fra arbejde fordi arbejdsgiver og kolleger fandt det uacceptabelt at sygemelde sig pga. lidt forkølelse. De bor sammen med flere i samme hushold, typisk med bedsteforældre og børnebørn under samme tag. Forskningen viser at kortuddannede har sværere ved at omsætte hygiejne råd til deres egen hverdag. Oprindeligt boede minoriteter og etniske danskere i samme kommuner og boligblokke, men majoritetsbefolkningen er langsomt sivet væk og har efterladt minoriteter i hvad de fraflyttede nu med foragt, betegner sociale ”ghettoer”. Der er intet ”sket” på Vestegnen udover at de er blevet efterladt tilbage på egnen mens resten flyttede.
De sidste 15 år har den velfærdspolitiske indsats, og
retorik, overfor socialt sårbare, flygtninge/indvandrere ændret sig markant. Skiftende
regeringer har i serielle overbud indskrænket mulighederne for social mobilitet
og øget fattigdommen blandt etniske minoriteter. Muligheden for at skabe sig en
identitet og en fremtid i Danmark er blevet et Sisyfosprojekt med skrappe
symbolpolitiske krav til opholdsgrundlaget. Kommunernes integrationsteams blev
for 10 år siden nedlagt landet over, sammen med tværkulturelle de rehabiliteringsteams.
Nu hed det sig i at der ikke længere var tale om flygtninge men om socialt sårbare,
som kunne gøre brug af kommunernes eksisterende tilbud til socialt udsatte.
Politisk blev sprog til en integrations politisk kampplads, hvor materialer om
det danske velfærdssamfund, sundhed og sygdom nu kun måtte findes på dansk
sprog. Boligforeninger udgiver kun materialer på dansk og da H1N1 pandemien
truede (tidligere kaldt ”Svineinfluenza”) fravalgte sundhedsmyndighederne at
oversætte informationsmateriale om smitterisiko og hygiejneråd fordi man ikke
fandt det nødvendigt. Sundhedsstyrelsen nedlagde samtidigt sin gruppe af
eksperter der beskæftigede sig med etniske minoriteters sundhed.
I lægers uddannelse blev tværkulturel psykiatri fjernet fra specialeplanen
(Sundhedsstyrelsens dokument over hvad der arbejdes med i Sundhedsvæsnet og
hvem der har opgaven), ligesom feltet Indvandrermedicin, som er tværkulturel
medicin, kun figurerer som en opgave, der i kompleksitet rangerer på det
laveste specialiseringsniveau svarende til at behandle blærebetændelse og forkølelse.
Samtidig prøver myndighederne om det stadig er rigtigt at ”Hvis
du altid gør det du altid har gjort så får du det du altid har fået”. De samme
informationer om hygiejneråd sendes ud over befolkningen på den samme måde og i
den blinde tro at de så anvendes efter hensigten. Spørgsmål om hvad der nærmere
forstås ved ”hold afstand”, ”selvisolation” eller ”nærmeste familie” overlades
til den enkelte. Min nærmeste familie er på 12 personer, mens flere af patienterne
i Indvandrermedicinsk klinik angiver at den nærmeste familie er 60-80 personer.
Social afstand er en social konstruktion og der er flere videnskabelige studier,
der påviser betydelige etniske forskelle i hvor stor social afstand af, eller
hvornår man er ”for tæt på hinanden”. Det første studie er fra 1925 og
betragtes stadig som en grundlæggende studie på området, så det er ikke ny
viden. Det er heller ikke ny viden at jo større hushold man bor i jo større risiko,
er der for at smitte hinanden.
Regeringen og myndighederne prøver at løse et problem de
ikke forstår. Etniske minoriteter over hele verden, og på Vestegnen er mere end
dobbelt så udsatte for smitte end andre befolkningsgrupper. De bor over hele verden
i samme typer boligkvarterer med de samme dårligt ventilerede lejligheder. Velfærdssamfundet
ligger som det har redt og der er intet nyt fra Vestegnen. Det nye er desværre
at det nu er tydeligere hvordan dette årtis konstante indhug i velfærdstiltag
og i de tværkulturelle kompetencer i kommuner, regioner, ministerier, styrelser
og sundhedsuddannelser påvirker ulighed i sundhed og dermed folkesundheden. Vi
var ikke forberedte på COVID19, men vi kendte alt til ulighed i sundhed - uden
at gøre noget. Det er ikke nogen nyhed på Vestegnen. Man kan ikke tillade sig
at bede om tordenvejr og så brokke sig over at det også regner.
Corona hærger der hvor der skabes mulighed. Social ulighed,
desinformation, symbolpolitik og bevidst uvidenhed gør det muligt for pandemien
at sprede sig for at efterlade en slagmark af skyld, skam og forvirring. Der er
intet nyt fra Vestegnen. Dét burde være nyheden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar