Om videnskabelige fyord og tvetydige politiske missioner
langt inde bag forskningens linjer.
Der
har været debat en tid om skellet mellem politik og forskning primært baseret
på enkelte politikeres udtalelser om racisme- og identitetsforskning. I marts
førte det til ministerspørgsmål
om
”ministeren
enig i, at der i visse humanistiske og samfundsvidenskabelige forskningsmiljøer
er problemer med overdreven aktivisme på bekostning af videnskabelige dyder, og
er ministeren enig i, at en sådan tendens kalder på handling i lighed med det
opgør, den franske regering har udmeldt, og den undersøgelse af problemets
omfang, som den har iværksat?”
Debatten
blev nok antændt med udgivelsen af rapporten fra RUC ’Magt
og (u)mulighed’ om æresrelaterede
konflikter og negativ social kontrol i
2020 (). Debatten fik yderligere varm luft efter en reportage til en videnskabelig
migrationskongres i Weekend avisen ’Hvidensproduktion’
og kulminerede med den historisk besynderlige udtalelse d. 18.februar 2021 fra
Folketinget der havde vedtaget at ”Politik ikke må forklædes som videnskab”.
Som forsker bliver man lidt lammet af budskabets naive selvfølgelighed, men
samtidig får man fornemmelsen af den trojanske hest. Som ekspert er det jo lige
præcis dét vi slås med: at politikerne skubber udvalgte eksperters håndplukkede
udsagn foran sig og iklæder svage politiske projekter et stærkere videnskabeligt
fundament.
Det
er bemærkelsesværdigt at den politiske kritik udelukkende er rettet mod
humanistiske og samfundsvidenskabelige forskningsmiljøer. Men det skal man ikke
lade sig aflede af. Problemet med politisk forskningskritik stikker meget dybere
og er langt mere alvorligt end pressen har præsenteret sagen. En folketingspolitiker
forklarede da han for mange år siden blev præsenteret for en tabel med
sygelighed opgjort efter køn, alder og skolegang, at han ikke ville diskutere manipulerede
tal. Den videnskabelige kongres der blev beskrevet i Weekendavisen’s reportage
handlede om migration, men journalisten havde fokus på det der ikke blev
talt om (social kontrol) og på at intersektionalisme er en metode der er
udsprunget af feministisk forskning. Ingen journalist har nogensinde skrevet en
spydig reportage fra en kongres om personlig medicin, føtal kirurgi eller
dræberrobotter - og det ville sandsynligvis munde ud i en ukritisk begejstret
artikel uden kritik af der ikke blev diskuteret etik og ulighed eller at den
metode der blev anvendt til at hjerteoperere fostre også blev brugt på grise. Journalister
er biased når det kommer til videnskabskritik og det er politikere også, for de
læser avisartiklerne. Men man skal længere ud på landet hvis man tror det kun
er køn og racismeforskning politikere går efter et opgør med. Lad mig komme med
nogle eksempler.
Folketingspolitikeren
Henrik
Dahl angreb f.eks. i 2020 Syddansk Universitet for sit fokus på FN’s verdensmål
(sustainable development Goals) som forskningsmæssig rettesnor: ”Universitetet
forråder det, et universitet er. SDU er tabt som frit universitet.” og ”
Danmark har syv
universiteter og en missionsanstalt med hovedkvarter i Odense”. I tidsskriftet Ræson
skrev samme politiker:
”FN’s
verdensmål er politik, ikke forskning. De hører hjemme i et parlament. Ikke på
et universitet. SDU forråder de ædle motiver bag verdensmålene”.
Senere
skriver Henrik Dahl dog stik modsatte:
”Men Verdensmålene er en trojansk hest. Flot at se på, men fyldt med socialisme
indeni.”
Den
tidligere frihedsminister
Søren Pind argumenterede sidste år for at det var politikerne der skulle
bestemme hvad der skulle forskes i under corona pandemien (bl.a. med baggrund i
den skøre franske læges studier af klorokinbehandling af COVID-19 som viste sig
at være fuldstændig virkningsløst
på COVID men havde mange bivirkninger).
Der
er flere politikere der vedholdende under COVID19 med dødsforagt har fastholdt
decideret urigtige standpunkter på trods af at de er blevet korrigeret
flere gange af eksperter (Pernille
Vermund og Pia
Kjærsgaard og Nye
Borgerlige). Insisteren på en absurd holdning er en farlig politisering,
hvor forskere har et ekstra stort ansvar for at holde videnssamfundets rygrad.
Det er ikke politisk indblanding, men rettidig videnskabelig omhu. Eksperter er
hevet ind som politiske statister og smidt ud i kulissen igen efter forgodtbefindende
fordi der ikke er politiske rammer for eksperters rolle i politik. Politik
forklædt som videnskab er det politikerne, gør når de skal sælge motorveje,
cannabis og thyroid behandling. Det er det politikerne gør når de bestemmer
hvem der er patienter og hvilke
årsager der er til sygdomme.
Mathias
Tesfaye blev spurgt af et
folketingsmedlem om baggrunden for smittetallene blandt etniske minoriteter.
Tesfaye svarede at ” 'Vi
ved ikke noget (…) Der er ikke rigtig nogen eksperter der har undersøgt det her.
'Jeg kan se en masse påstande, men ikke noget videnskabeligt grundlag. Det kan
kun være gætterier'. Om fik dermed skabt et ukorrekt billede af at der ikke eksisterede
videnskab om hvorfor
etniske minoriteter var hårdt ramt af COVID19.
En
folketingspolitiker, Rasmus Jarlov, skrev for nogle år siden et indlæg
i Jyllandsposten om at Syddansk Universitet burde ansætte sangeren Medina
som rektor fordi de optog studerende bl.a. baseret på samtaler. Han forklarede
det med at hvis universitetet alligevel var drevet af følelser, så var det nok
bedre med en sanger som Medina
som rektor.
Jeg
blev personligt i Danmarks Radio P1 Orientering 8. august 2014 hængt ud af en
daværende Venstre ordfører Karsten Lauritzen for
at min forskning om ulighed i sundhedsvæsnets behandling af etniske minoriteter
var underlødig - uden skyggen af argumentation. Bare fordi man kan som
politiker og fordi der præsenteres politisk ubekvem viden som her at der sker
forskelsbehandling af flygtninge i sundhedsvæsnet. Men det er stadig viden og
jeg har stadig en pligt til at formidle den viden – det står i min
funktionsbeskrivelse som læge på sygehuset og som professor på universitetet.
Det er ikke mit problem som ekspert at viden kan presse politikere til at
skulle tage triste beslutninger. Dét må de se som et vilkår.
Forskere
er ikke dummere end gennemsnittet og vi kan godt høre når en politiker ikke har
deklareret sit egentlige ærinde. Forskere skal altid deklarere deres interesser
når de publicerer deres forskning. Men politikere har tiltaget sig retten til at
bestemme hvad der er rigtigt og forkert, hvad der er årsag og virkning og
hvornår en historie starter og slutter. Fair nok. Det er demokratiets svøbe at symboler,
fordomme, uvidenhed og had vægter lige så meget som viden og indsigt. Vi ville
have en bedre og mere ligeværdig dialog hvis politikere droppede berøringsangst
- og holdt op med at lave nye spilleregler hver gang vi har en samtale. Det er
lidt som ens storebror der hele tiden laver nye regler i Matador når han er ved
at vinde. Ynkelig magtudøvelse men det virker. Man har ikke ret til sine egne
fakta, men man har heller ikke ret til en mening man kun kan opretholde ved at
skabe røgslør, stråmænd og angribe ekspertens legitimitet eller troværdighed.
Det er der mange forskere der har oplevet og de fleste gør det kun én gang –
det er de færreste eksperter der bliver stående på kamppladsen. Men vi kan ikke
have en ligeværdig samtale med en modpart der suverænt både bestemmer reglerne
for samtalen og kan ændre dem som de har lyst. Strategisk tvetydighed er blevet
et stærkt politisk våben, men det gør uoprettelig skade på dialogen mellem
politikere og forskere.
Jeg
arbejder på et felt, etniske minoriteters sundhed og ulighed, der er præget af
total mangel på viden i de politiske beslutningsprocesser - evidens er bandlyst
fordi det opfattes som et partsindlæg - her er symbolpolitik, mavefornemmelser
og folkedybets røst evidensgrundlaget. Det er sådan demokratiet vil have det,
men det er hverken kønt eller et videnssamfund værdigt. Flertallet har jo ikke
ret bare fordi de er flest. Det er at politisere forskning når flertallet har
retten til at bestemme hvad der er rigtigt og hvornår en historie starter og
slutter. Når man er blind for mindretallets opfattelse - herunder videnskab -
så politiserer man forskning OG det er ikke forskerne der er udfarende her.
Trump
udsendte en liste med videnskabelige fyord (ulighed, racisme, global
opvarmning, klima), som de nationale forskningsfonde ikke måtte anvende og de
måtte heller ikke støtte ansøgninger der indeholdt ord fra fyordslisten. Man
talte ligefrem om ‘The Trump 10’ - forskere blev stressede af Trump’s indgreb i
forskningsfriheden og de tog i gennemsnit 10 kg på fordi de overspiste i bare
frustration.
Der
er forskning ingen vil have. Der er viden ingen vil have. Men det er ikke
videnskabens problem. Det er menneskehedens problem at der politikere der ikke
vil høre om ulighed, racisme, ensomhed eller politiske årsager til ulighed.
Politikere må enten kaste sig ind i den spændende dialog, tage en tudekiks
eller finde et andet job. De kan ikke bestemme hvad der er viden for så dør
vidensamfundet.
Regionerne
havde nogle spændende processer i deres første år hvor de aktivt gik ind i debat
om ulighed i sundhed. Det var sundt, det var konstruktivt og det var modigt.
Men finansministeren satte tommelskruerne på de fattige regioner der ikke kunne
opkræve skatter og bad dem koncentrere sig om den stakkels middelklasse i
stedet for de dyre socialt udsatte patienter. Finansministeriet modsatte sig
dermed den evidens som regionernes politikere selv havde bedt om at skabe.
Politikerne
skal stoppe angreb på videnskaberne og vende spejlet: de må gøre op med
mavefornemmelser, symbolpolitik og abstrahere fra den glubske middelklasse, der
hele tiden vil have ret. Man taler i forskning om ulovlig indtrængen på
vidensområder hvor man ikke har ekspertise - at man ‘overfører’ sin forskningsekspertise
fra et område til et andet hvor man ikke har viden der rækker udover forsiden
på Ekstra Bladet. Det ville klæde politikerne at skabe sig et fælles tanke- og
værdisæt om deres interaktion med eksperter og forskere i en form for venlig
vekselvirkning hvor man kan have ligeværdig dialog uden trojanske heste og skjulte
dagsordner. En samtale hvor man har samme argumentationsniveau og samme spilleregler.
Vi skal som forskere true med at blive på slagmarken, men vi
skal altså også kunne tage slagene – det nytter ikke at desertere. Måske
ledelserne på universiteterne skulle se på deres ansvar for at klæde forskerne bedre
på til at deltage i offentlige debatter? Hvis vi trækker os fra den offentlige
og politiske debat, så vinder de tvetydige symbolpolitikere og aggressive
værdikrigere uden modstand og de tager vidensamfundet med sig tilbage i
skyttegraven. Vi skal fastholde vores troværdighed
som forskere, der har en velunderbygget og kvalificeret analyse, der er en
direkte modfortælling til magtens selvforståelse, flertallets lommeuld og de
populistiske politikeres håndplukkede mavefornemmelser. Den viden ingen vil
have er det bedste argument for at gå 5 skridt længere ind på slagmarken. Selv
om de hugger vores arme og ben af så har vi altid hovedet med tilbage.