Bag Folketingets slør

På billedet ovenfor prøver professor emeritus Johannes Frandsen og jeg under Odense Festuge i 2018, at skabe en kobling mellem menneskers sammenhørighed i historier ved at sammenligne H.C.Andersens fortællinger om at rejse og flygtninges behov for at bevare deres personlige fortælling som den eneste værdi de har tilbage. Det gav mening at koble historie med litteraturforskning og behandlingen af krigstraumer.

Men det er ikke alle der er lige så begejstrede for migrationsforskning og narrativer som Johs og jeg. Folketinget vedtog for nylig en aparte harsk udtalelse om universiteterne og deres køns og migrationsforskning, men de sneg sig på ferie og afslørede måske dermed at de ikke selv vidste hvad det er de havde sat i gang.

Rushy Rashid fortæller i sin bog ’Bag sløret’ om hvordan hendes pakistanske forældres verdensbillede blev fastlåst da de forlod Pakistan. Moralske spørgsmål blev afgjort med fortidens metermål. Værdier oplevedes som uforanderlige og robuste på trods af den fysiske og tidsmæssige rejse de havde været udsat for. Rushy Rashid havde svært ved at føre en dialog med dem, for forældrene levede i et 40-50 år gammelt Pakistansk glansbillede.

Et bemærkelsesværdigt forhold ved de evige, tidløse sandheder påvist af filosofikere og forskere er, at de sjældent varer mere end én generation. Mens forskning og filosofi bevæger sig med samfundet og tilpasser sig nye sammenhænge og erkendelser, så er der meget der tyder på at politik er fastfrossen i et fjernt tidsbillede og et tankesæt der bygger på sandheder der ikke er andet end lommeuld fra deres barndom. Politikere tager ofte fejl fordi de er eksperter i en tidligere udgave af verden.

Folketinget vedtog en resolution om at universiteterne skulle gøre deres arbejde og sikre at forskere ikke skabte trojanske heste ved at iklæde politik videnskabelige svøber - og så gik politikerne i øvrigt på sommerferie uden at forklare sig udover at forskere måtte tåle at blive udfordret, at resolutionen ikke var udtryk for mistillid og at Folketinget har samme ret som andre til at ytre holdninger om forskning (F.eks. Socialdemokratiets forskningsordfører, Bjørn Brandenborg i Politiken 7.juni 2021 https://politiken.dk/indland/art8236643/Interview-Folketinget-har-samme-ret-som-alle-andre-til-at-ytre-holdninger-til-forskningsresultater). Forskningsverdenen blev efterladt i en helt besynderlig tilstand af afmagt og mistro. Tvetydigheden i både teksten og dens politiske udlægning er til at tage at føle på. Den bevidste politiske anvendelse af vage hentydninger, håndplukkede selvfølgeligheder og tydelig bagatellisering har ét formål: vi bestemmer, vi holder øje med Jer og I kan ikke gætte hvor vi slår ned næste gang.

Hvis man skulle være bekymret for en tendens i udlandet, så skulle det være at forskere i USA i tiltagende omfang bliver udsat for koordinerede angreb på deres person, deres arbejdsplads, deres hjem pga. den forskning de udfører. Flere COVID19 forskere har oplevet det samme i Danmark. Politikere er med til at legitimere angreb ved den måde de omtaler forskere og forskning. En dansk folketingspolitiker forfulgte debattører med henvendelser til ledelsen på deres arbejdsplads hvor deres uafhængighed blev betvivlet.

Politikere har videre ytringsfrihed end alle andre. Det betyder ikke at de har ret uanset hvad de siger. Det betyder heller ikke at det er uden omkostninger når de udnytter det. Men det betyder til gengæld, at de har et meget stort ansvar for at skelne mellem magtudøvelse og meningsudveksling. Den seneste tid har gjort forskerne alvorligt bekymrede for deres politiske eksistensberettigelse. Læger må ikke skabe unødig sygdomsfrygt. Politikere må ikke skabe unødig politisk forvirring. Som Bessel van der Kolk beskriver: 'Hvis du føler dig sikker og elsket, bliver din hjerne specialiseret i udforskning, leg & samarbejde; hvis du er bange og uønsket, er den specialiseret i at håndtere følelser af frygt og opgivenhed'.

Flertallet i Folketinget har skabt en helt unødvendig usikkerhed og tvetydighed i forholdet mellem politik og forskning. Det slører i folketinget, der synes stivnet i en bedaget og muggen tidslomme med middelalderlige værdier, trojanske heste og stenaldertankesæt.

Politikere må tåle at blive udfordret af forskere, der bliver stående, tager slagene og gentager den viden om ulighed, køn og migration som I ikke vil have.

Se også: https://ligeglobalsundhed.blogspot.com/2021/06/er-politikerne-dygtige-nok-til-at.html

Er politikerne dygtige nok til at skelne mellem politik, forskning, symboler og fordomme?

 

Om videnskabelige fyord og tvetydige politiske missioner langt inde bag forskningens linjer.

Der har været debat en tid om skellet mellem politik og forskning primært baseret på enkelte politikeres udtalelser om racisme- og identitetsforskning. I marts førte det til ministerspørgsmål om

”ministeren enig i, at der i visse humanistiske og samfundsvidenskabelige forskningsmiljøer er problemer med overdreven aktivisme på bekostning af videnskabelige dyder, og er ministeren enig i, at en sådan tendens kalder på handling i lighed med det opgør, den franske regering har udmeldt, og den undersøgelse af problemets omfang, som den har iværksat?”

Debatten blev nok antændt med udgivelsen af rapporten fra RUC ’Magt og (u)mulighed’  om æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol  i 2020 (). Debatten fik yderligere varm luft efter en reportage til en videnskabelig migrationskongres i Weekend avisen ’Hvidensproduktion’ og kulminerede med den historisk besynderlige udtalelse d. 18.februar 2021 fra Folketinget der havde vedtaget at ”Politik ikke må forklædes som videnskab”. Som forsker bliver man lidt lammet af budskabets naive selvfølgelighed, men samtidig får man fornemmelsen af den trojanske hest. Som ekspert er det jo lige præcis dét vi slås med: at politikerne skubber udvalgte eksperters håndplukkede udsagn foran sig og iklæder svage politiske projekter et stærkere videnskabeligt fundament.

Det er bemærkelsesværdigt at den politiske kritik udelukkende er rettet mod humanistiske og samfundsvidenskabelige forskningsmiljøer. Men det skal man ikke lade sig aflede af. Problemet med politisk forskningskritik stikker meget dybere og er langt mere alvorligt end pressen har præsenteret sagen. En folketingspolitiker forklarede da han for mange år siden blev præsenteret for en tabel med sygelighed opgjort efter køn, alder og skolegang, at han ikke ville diskutere manipulerede tal. Den videnskabelige kongres der blev beskrevet i Weekendavisen’s reportage handlede om migration, men journalisten havde fokus på det der ikke blev talt om (social kontrol) og på at intersektionalisme er en metode der er udsprunget af feministisk forskning. Ingen journalist har nogensinde skrevet en spydig reportage fra en kongres om personlig medicin, føtal kirurgi eller dræberrobotter - og det ville sandsynligvis munde ud i en ukritisk begejstret artikel uden kritik af der ikke blev diskuteret etik og ulighed eller at den metode der blev anvendt til at hjerteoperere fostre også blev brugt på grise. Journalister er biased når det kommer til videnskabskritik og det er politikere også, for de læser avisartiklerne. Men man skal længere ud på landet hvis man tror det kun er køn og racismeforskning politikere går efter et opgør med. Lad mig komme med nogle eksempler.

Folketingspolitikeren Henrik Dahl angreb f.eks. i 2020 Syddansk Universitet for sit fokus på FN’s verdensmål (sustainable development Goals) som forskningsmæssig rettesnor: ”Universitetet forråder det, et universitet er. SDU er tabt som frit universitet.” og ” Danmark har syv universiteter og en missionsanstalt med hovedkvarter i Odense”. I tidsskriftet Ræson skrev samme politiker:

”FN’s verdensmål er politik, ikke forskning. De hører hjemme i et parlament. Ikke på et universitet. SDU forråder de ædle motiver bag verdensmålene”.

Senere skriver Henrik Dahl dog stik modsatte: ”Men Verdensmålene er en trojansk hest. Flot at se på, men fyldt med socialisme indeni.”

Den tidligere frihedsminister Søren Pind argumenterede sidste år for at det var politikerne der skulle bestemme hvad der skulle forskes i under corona pandemien (bl.a. med baggrund i den skøre franske læges studier af klorokinbehandling af COVID-19 som viste sig at være fuldstændig virkningsløst på COVID men havde mange bivirkninger).

Der er flere politikere der vedholdende under COVID19 med dødsforagt har fastholdt decideret urigtige standpunkter på trods af at de er blevet korrigeret flere gange af eksperter (Pernille Vermund og Pia Kjærsgaard og Nye Borgerlige). Insisteren på en absurd holdning er en farlig politisering, hvor forskere har et ekstra stort ansvar for at holde videnssamfundets rygrad. Det er ikke politisk indblanding, men rettidig videnskabelig omhu. Eksperter er hevet ind som politiske statister og smidt ud i kulissen igen efter forgodtbefindende fordi der ikke er politiske rammer for eksperters rolle i politik. Politik forklædt som videnskab er det politikerne, gør når de skal sælge motorveje, cannabis og thyroid behandling. Det er det politikerne gør når de bestemmer hvem der er patienter og hvilke årsager der er til sygdomme.

Mathias Tesfaye blev spurgt af et folketingsmedlem om baggrunden for smittetallene blandt etniske minoriteter. Tesfaye svarede at ” 'Vi ved ikke noget (…) Der er ikke rigtig nogen eksperter der har undersøgt det her. 'Jeg kan se en masse påstande, men ikke noget videnskabeligt grundlag. Det kan kun være gætterier'. Om fik dermed skabt et ukorrekt billede af at der ikke eksisterede videnskab om hvorfor etniske minoriteter var hårdt ramt af COVID19.

En folketingspolitiker, Rasmus Jarlov, skrev for nogle år siden et indlæg i Jyllandsposten om at Syddansk Universitet burde ansætte sangeren Medina som rektor fordi de optog studerende bl.a. baseret på samtaler. Han forklarede det med at hvis universitetet alligevel var drevet af følelser, så var det nok bedre med en sanger som Medina som rektor.

Jeg blev personligt i Danmarks Radio P1 Orientering 8. august 2014 hængt ud af en daværende Venstre ordfører Karsten Lauritzen for at min forskning om ulighed i sundhedsvæsnets behandling af etniske minoriteter var underlødig - uden skyggen af argumentation. Bare fordi man kan som politiker og fordi der præsenteres politisk ubekvem viden som her at der sker forskelsbehandling af flygtninge i sundhedsvæsnet. Men det er stadig viden og jeg har stadig en pligt til at formidle den viden – det står i min funktionsbeskrivelse som læge på sygehuset og som professor på universitetet. Det er ikke mit problem som ekspert at viden kan presse politikere til at skulle tage triste beslutninger. Dét må de se som et vilkår.

Forskere er ikke dummere end gennemsnittet og vi kan godt høre når en politiker ikke har deklareret sit egentlige ærinde. Forskere skal altid deklarere deres interesser når de publicerer deres forskning. Men politikere har tiltaget sig retten til at bestemme hvad der er rigtigt og forkert, hvad der er årsag og virkning og hvornår en historie starter og slutter. Fair nok. Det er demokratiets svøbe at symboler, fordomme, uvidenhed og had vægter lige så meget som viden og indsigt. Vi ville have en bedre og mere ligeværdig dialog hvis politikere droppede berøringsangst - og holdt op med at lave nye spilleregler hver gang vi har en samtale. Det er lidt som ens storebror der hele tiden laver nye regler i Matador når han er ved at vinde. Ynkelig magtudøvelse men det virker. Man har ikke ret til sine egne fakta, men man har heller ikke ret til en mening man kun kan opretholde ved at skabe røgslør, stråmænd og angribe ekspertens legitimitet eller troværdighed. Det er der mange forskere der har oplevet og de fleste gør det kun én gang – det er de færreste eksperter der bliver stående på kamppladsen. Men vi kan ikke have en ligeværdig samtale med en modpart der suverænt både bestemmer reglerne for samtalen og kan ændre dem som de har lyst. Strategisk tvetydighed er blevet et stærkt politisk våben, men det gør uoprettelig skade på dialogen mellem politikere og forskere.

Jeg arbejder på et felt, etniske minoriteters sundhed og ulighed, der er præget af total mangel på viden i de politiske beslutningsprocesser - evidens er bandlyst fordi det opfattes som et partsindlæg - her er symbolpolitik, mavefornemmelser og folkedybets røst evidensgrundlaget. Det er sådan demokratiet vil have det, men det er hverken kønt eller et videnssamfund værdigt. Flertallet har jo ikke ret bare fordi de er flest. Det er at politisere forskning når flertallet har retten til at bestemme hvad der er rigtigt og hvornår en historie starter og slutter. Når man er blind for mindretallets opfattelse - herunder videnskab - så politiserer man forskning OG det er ikke forskerne der er udfarende her.

Trump udsendte en liste med videnskabelige fyord (ulighed, racisme, global opvarmning, klima), som de nationale forskningsfonde ikke måtte anvende og de måtte heller ikke støtte ansøgninger der indeholdt ord fra fyordslisten. Man talte ligefrem om ‘The Trump 10’ - forskere blev stressede af Trump’s indgreb i forskningsfriheden og de tog i gennemsnit 10 kg på fordi de overspiste i bare frustration.

Der er forskning ingen vil have. Der er viden ingen vil have. Men det er ikke videnskabens problem. Det er menneskehedens problem at der politikere der ikke vil høre om ulighed, racisme, ensomhed eller politiske årsager til ulighed. Politikere må enten kaste sig ind i den spændende dialog, tage en tudekiks eller finde et andet job. De kan ikke bestemme hvad der er viden for så dør vidensamfundet.

Regionerne havde nogle spændende processer i deres første år hvor de aktivt gik ind i debat om ulighed i sundhed. Det var sundt, det var konstruktivt og det var modigt. Men finansministeren satte tommelskruerne på de fattige regioner der ikke kunne opkræve skatter og bad dem koncentrere sig om den stakkels middelklasse i stedet for de dyre socialt udsatte patienter. Finansministeriet modsatte sig dermed den evidens som regionernes politikere selv havde bedt om at skabe.

Politikerne skal stoppe angreb på videnskaberne og vende spejlet: de må gøre op med mavefornemmelser, symbolpolitik og abstrahere fra den glubske middelklasse, der hele tiden vil have ret. Man taler i forskning om ulovlig indtrængen på vidensområder hvor man ikke har ekspertise - at man ‘overfører’ sin forskningsekspertise fra et område til et andet hvor man ikke har viden der rækker udover forsiden på Ekstra Bladet. Det ville klæde politikerne at skabe sig et fælles tanke- og værdisæt om deres interaktion med eksperter og forskere i en form for venlig vekselvirkning hvor man kan have ligeværdig dialog uden trojanske heste og skjulte dagsordner. En samtale hvor man har samme argumentationsniveau og samme spilleregler.

 Vi skal som forskere true med at blive på slagmarken, men vi skal altså også kunne tage slagene – det nytter ikke at desertere. Måske ledelserne på universiteterne skulle se på deres ansvar for at klæde forskerne bedre på til at deltage i offentlige debatter? Hvis vi trækker os fra den offentlige og politiske debat, så vinder de tvetydige symbolpolitikere og aggressive værdikrigere uden modstand og de tager vidensamfundet med sig tilbage i skyttegraven. Vi skal fastholde vores troværdighed som forskere, der har en velunderbygget og kvalificeret analyse, der er en direkte modfortælling til magtens selvforståelse, flertallets lommeuld og de populistiske politikeres håndplukkede mavefornemmelser. Den viden ingen vil have er det bedste argument for at gå 5 skridt længere ind på slagmarken. Selv om de hugger vores arme og ben af så har vi altid hovedet med tilbage.