Kære journalister og politikere: Einstein, Homer Simpson og Krølle-bølle er lige kloge

 

Franklin Veaux, www.franklinveaux.com

Det er let for politikere at nedlægge en forsker. De tænker og løber langsomt og de er ekstremt følsomme for kritik der går på deres følelser eller politiske holdninger. Det er også let at gøre grin med forskere. Især hvis man ikke føler behov for at sætte sig ind i forskningens præmisser, metoder og mål. En stakkels PhD-studerende måtte i 2014 forsvare sin Krølle-bølle forskning på Bornholm. Partiet Venstres ordfører for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser, Esben Lunde Larsen udtalte f.eks. at »Folk er velkomne til at tale med både skove og træer – i dette tilfælde på Bornholm – men ikke for offentlige midler”. Samme ordfører havde ugen forinden gjort sig til fortaler for at nedlægge Det Fri Forskningsråd. Som regibemærkning kan sagen krydres med den oplysning at samme politiker selv var blevet afsløret i et løsagtig forhold til sit akademiske CV og efter afsløringen var han ikke var så motiveret for at give interviews til Forskerforum, der havde tjekket oplysninger. Et af de fremførte argumenter imod Krølle-bølle videnskab var i øvrigt at Venstre havde svært ved at se hvordan underjordiske væsner på en fjern klippeø i Østersøen kunne gavne samhandlen med Kina – det er vist et helt nyt videnskabskriterie. Forskergruppen bag den PhD studerende prøvede at forklare politikerne at ”…mennesker ikke tænker sammenhængende…projektet tager fat om paradokserne i menneskers væren i verden. Det er jo ikke ligegyldig viden, at den menneskelige tænkning er alt andet end lineær og logisk..”, men dét gav, mindre overraskende, ikke mening hos politikerne, hvis videnskabsforståelse begrænsede sig til om kineserne blev gladere af det.

Min room-mate i studietiden skrev en afhandling om konflikt og brydninger mellem Bamse og Kylling, som flere generationer af børn er vokset op med, så det var faktisk interessante værdier de to dyr fik formidlet til de forsvarsløse børn. Homer Simpson i tegneserien ”The Simpsons” er en uhyre klog mand, der bl.a. har filosoferet over hvordan det kan lade sig gøre at sende mænd til månen samtidig med at det ikke er lykkedes forskerne at stoppe lugten af sure tæer. Glasgow Universitet underviser derfor i filosofi baseret på Homer Simpsons tankesæt. I Californien blev der afholdt en videnskabelig konference om prostitution med deltagelse af brugere og sexarbejdere.

I indvandrermedicinsk klinik hvor jeg arbejder er det centrale problem at mennesker med symptomer på sygdom er blevet diskvalificeret, bagatelliseret og ignoreret fordi den måde de udtrykte symptomer på var ulogisk eller usammenhængende og derfor ikke valid. Men realiteten er at alle mennesker er rationelle på deres egne præmisser. Når man forstår baggrunden for et symptom, forstår man også symptomet. Men læger lader sig forstyrre af kognitive smutveje, psykologiske tricks og sammenhængsbaseret beslutningstagning  tillært gennem synkroniseret tænkning, gruppetænkning, om mennesker og patienter. Sådan er det også med forskere og sådan er det også med journalister (selv deres gruppetænkning eller fællesforståelse snyder dem til at tro at de netop IKKE er fordomsfulde og at de ikke er ofre for deres egne psykologiske tricks).

Eksempelvis deltog journalisten Søren Villemoes i en nordisk konference om migrationsforskning og det kom der en reportage ud af der affødte en sand politisk og mediemæssig fest men efterlod universiteter og forskere med falske tømmermænd: de var ikke inviteret med til festen men fik alligevel hovedpine over forløbet. Jeg var ikke til konference men følte næsten jeg havde været der efter at have læst reportagen et par gange for nogen skar i øjne og ører. Kort sagt ønskede journalisten tydeligvis at tegne et billede af et bizart forskningsfelt blottet for selvkritik og uden skyggen af videnskab. I reportagen kritiserede han at der ikke var nogen indlæg om social kontrol (baseret på indlæggenes overskrifter, ikke deres indhold, så det kan sagtens have været et emne alligevel). Journalisten satte efter konferencen spørgsmålstegn i sin reportage ved hvor grænsen mellem politik og videnskab går og startede dermed en politisk steppebrand der resulterede i at 2 politikere, Henrik Dahl og Morten Messerschmidt, sendte en trojansk hest ind i midt i Folketinget, som lod sig besnære til at vedtage en resolution om at forskere ikke måtte være politikere. Og så gik de på sommerferie og efterlod hele forskningsverdenen med en lammer. Smart move at tage på ferie, men styrkede ikke troværdigheden i den debat der fulgte.

Journalisten uddybede i et interview: “Jeg vil ikke sige, man skal bruge bestemte teorier, når man forsker. Jeg kan måske bare bekymre mig, når jeg dukker op til sådan en konference, og så virker det, som om der kun er ét blik” - I konferencens program på godt 400 sider optrådte begrebet “social kontrol” fx kun én gang, forklarer Villemoes.

Så startede festen og Morten Messerschmidt lagde ud i hård stil: ”Det er ren pseudoforskning. Man må selvfølgelig gerne have politiske outrerede synspunkter – på den måde er det et frit land – men så skal man ikke kunne kalde det forskning på statens vegne eller regning,« siger Morten Messerschmidt” og udtalte til Berlingske at hele migrationsforskningsfeltet er så utydeligt, at man må undersøge hele feltet migrationsforskning på de danske universiteter for »politiserende og aktivistiske dagsordener, der skaber had til og tvivl om vores samfundsstrukturer«)   - og dermed fik politikeren mistænkeliggjort en kæmpe mosaik af forskningsfelter, der har elementer i økonomi, psykologi, medicin, sociologi, antropologi og samfundsvidenskaber…..dvs at hele universitetsverdenen med et knips blev bragt en kollektiv miskredit. Og pressen bed på. Der er ikke noget der kan frigive bekræftelsesbias hormonet oxytocin som en udskamning af en stereotypi baseret på bevidst tvetydighed, hentydninger og fordomme – populismens grundværktøj. I starten skaber man tvivl og forvirring om der måske er en trojansk hest i universitetsverdenen (den store udskiftning) og i den usikkerhed der opstår, er det meget let at etablere en ny fortælling der skaber mening i de mønstre vi gerne vil tro der er om at aktivister har infiltreret universiteterne og overtaget forskningen.

Professor i retorik Mikkel Thorup (professor i idehistorie) og Rikke Andreassen (professor i kommunikation) mente at angreb på forskningsfrihed er blevet mainstream: ” Når der sættes spørgsmålstegn ved de nødvendige frihedsgrader, når navngivne forskere angribes, når hele forskningsmiljøer lægges for had og med ét sværdslag erklæres uvidenskabelige, så undermineres forskningsfriheden”.

Vi må acceptere kritik mente magteliteforskeren Christoph Ellersgaard fra CBS mens han fandt det problematisk at tale om at lukke forskningsmiljøer uden debat og refererede til en periode i 1986 hvor sociologisk institut på Københavns Universitet blev lukket af undervisningsminister Bertel Haarder pga beskyldninger om at instituttet udklækkede marxister. Minoritetsforskeren Lektor Thomas Brudholm er i samme artikel vred på folketingspolitikeren Morten Messerschmidt: ” Han skyder jo med et oversavet haglgevær og bliver på den måde et skørt spejlbillede af de tendenser, han foregiver at kritisere. Det er utroligt, hvor mange normative præmisser han kan pakke ind i en sætning, og hvor uvidenskabeligt, vagt og overgeneraliserende han udtrykker sig”.

Garbi Schmidt, professor på institut for kommunikation og humanistisk videnskab ved Roskilde Universitet, prøvede at berige debatten med lidt viden: ”Jeg oplever, at migrationsforskere har meget forskellige tilgange og arbejder metodisk meget forskelligt med emnet. Migrationsforskning i Danmark er et særdeles bredt fænomen for at sige det mildt, hvor du har alt fra politologer til historikere og økonomer. De metodiske tilgange er altså utroligt forskellige, og det skal med i en debat om, hvorvidt forskerne politiserer feltet”. Lektor Esther Oluffa Pedersen forsøgte sig med at hive nogle mere konkrete svar ud af Henrik Dahl, Morten Messerschmidt, Folketinget og ikke mindst daværende forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen, men det havde hun ikke meget held med selvom det var relevante akademiske spørgsmål.  

 

 

Og pressen elskede at blive bekræftet i den hidtil skjulte store venstreorienterede udskiftning. Euforien var ikke svær at skjule hos den konservative kandidat i filosofi og statskundskab Rune Selsing, der mente at politikerne skulle lukke ”universiteternes galeanstalter”. Og for at det ikke skulle være nok, så begyndte de studerende at blive bekymrede for om de uden at opdage det var i gang med at få en trojansk politisk uddannelse og ikke den akademiske kandidatgrad de havde forestillet sig

PhD i retorik Frederik Appel Olsen sømmede politikerne fast på deres eget kors med sit overbevisende indlæg: ”Ville forskningsministeren fyre Einstein?” for han var om nogen aktivist (som også Niels Bohr var det) omkring våben og fred. Og længere er den ikke. Politikerne må tilbage på skolebænken og genopfriske deres historieundervisning.

Men den pointe som alle tilsyneladende har overset er at flere medier, journalister og et flertal i Folketinget reelt set ikke bare blev snydt af en trojansk hest, men de blev snydt af en stribe af deres egne tankemæssige smutveje, især bekræftelsesbias, og lod sig forføre af den behagelig følelse af at få bekræftet en sammenhæng som gav det nødvendige jubelråb i lykkecenteret lige før sommerferien.

For hvad var det journalisten gjorde? Journalisten valgte, stik imod hvordan forskere arbejder at udvælge én konference med ét perspektiv på et emne der altid vækker gys og masser af clicks: migration.

Men kunne man forestille sig at journalisten nogensinde ville gøre det samme og rejse til en kongres for genteknologi, betonprocesser, cyberkriminalitet, immunterapi, socialpædiatri eller CRISPR-værktøj? Nej, vel? Og hvorfor mon? Fordi journalisten har en forståelse af

1.      at der ikke er nogen der gider læse det

2.      at det er røvkedeligt

3.      at det er ufarligt

4.      at der ikke er tilknytte nogen fordomme der er lette at spille på

5.      at det er rigtig ordentlig videnskab

6.      at der ikke er noget sjov politik i det

7.      at man som journalist enten ville kede sig eller sikkert ikke fatte en bønne af det

Men migrationsforskning derimod….dét har alle ingredienserne til en saftig historie og så er det ovenikøbet er et emne hvor journalister har dyb indsigt. Journalister ville aldrig lave en dryppende sarkastisk reportage fra en kongres om sjældne sygdomme eller det humane genom. Journalister kunne ikke drømme om at gøre grin med plastikkirurgiske konferencer. Og ingen politiker ville stemme for en vedtagelse om måner har den farve måner skal have.

Sagen er udtryk for social kontrol og gruppetænkning i medierne med kritikløs journalistik som resultat. Der blev udtænkt en lækker politisk limpind og det lykkedes. Det ferielystne Folketing hoppede lige op på limpinden – og de sidder fast endnu. Denne her sag er gennemsyret af uvidenhed i en branche der lever et symbiotisk følelsesliv med politikere og læsere der gerne vil bekræftes. Som Krølle-bølle forskerne sagde: Mennesker tænker ikke lineært, logisk eller sammenhængende. Men det er åbenbart svært for Jer at indse det. Einstein, Homer Simpson og Krølle-bølle er lige kloge på hver deres måde. Dét er videnskab. Men start lige med at læse denne glimrende pixi-bog om dårlige argumenter og logiske fejlslutninger: ’An illustrated book of bad arguments’ og dens efterfølger ’Loaded Language’. Når I har læst dem så sæt Jer ind i de 187 psykologiske smutveje som gør Jeres liv lettere men andres sværere.