Tale ved ”Aldrig mere krystalnat”, Svendborg 9. november 2017

 ”ORD KAN VIRKE som bittesmå doser arsenik: De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel” – skriver Viktor Klemperer i sin bog om det 3.Riges sprog. Klemperer var professor men også jøde og blev frataget retten til at eje bøger og til at skrive. Han skrev dog i hemmelighed en dagbog, hvor han dokumenterede det han kaldte den sproglige arsenik.

Tyske forskere og læger, der var jøder, blev dengang omtalt som ”fremmede”, selvom de havde gjort store videnskabelige fund. Selv et lille ord som ”selvom” blev til et arsenik ord. Du er anerledes selvom du er dygtig. Klemperer nævner også ord som ”karaktermæssige” og ”kampivrig” som arsenik ord. Sprogets snigende gift overtager og styrer tankerne.

”Sproget digter og tænker ikke blot for mig, det styrer også mine følelser, det styrer min sjæls væsen, jo mere selvfølgeligt, jo mere ubevidst jeg overlader mig til det”, sagde Klemperer. Man havde ikke sociale medier i Tyskland i 30’erne og der var færre aviser. I dag er sproget mere påvirkeligt og styres af populister i ledtog med internettrolde, der bombarderer verdens samfundet med sproglige nyskabelser som f.eks. ”alternative sandheder” og masseproduktion af åbenlyst fabrikerede skrækhistorier om flygtninge og migranter.

Sproget udtrykker ikke blot tanken, det ændrer også tanken. Sproget bliver heltedyrkende, og den ene efter den anden begivenhed udnævnes til at være historisk eller endda verdenshistorisk. For længst begravede værdier og udtryk graves op, pudses af og får nyt liv. Vi er gået hen og blevet mere danske end danskere – vi er blevet en karikeret udgave af os selv.

Ligesom man i nogle lande anvender tortur som f.eks. berøvelse af nattesøvn og tidsfornemmelse til at forvirre fanger, så er tvetydighed et snedigt sprog trick, der er perfekt til at forvirre flygtninge med. Du skal lære erhvervsdansk, men der er ikke arbejde til dig. Du skal integrere dig, men du skal også rejse hjem. Vores geografiske og kulturelle uvidenhed lægger også gift i sproget. Man forundres over at blive kaldt araber, når man er fra Senegal, Kineser når man er fra Kazakhstan. Endnu snedigere er kravet om assimilation. Vi siger du skal integreres, men vi mener du skal assimileres. For hvad er det man skal assimileres til, hvor meget skal man assimileres og hvornår er man egentlig færdig? Skal man ryge og drikke som danskere gør med faren for at det tager 5 år af ens levetid pga rygerlunger og skrumpelever?

Tvivl, usikkerhed og tvetydighed i sproget skaber angst, stress og demoralisering blandt minoriteter. Når kravene fra samfundet er uklare og modstridende bliver flygtninge bange og forsigtige – de trækker sig fra majoritetens selvmodsigende tvetydige forventninger – resultatet er at de checker ud af samfundet og desintegreres. Præsident Trump har om nogen perfektioneret tvetydigheden til et uhyggeligt niveau: han har direkte sagt at ”Jeg vil være uforudsigelig”. Hans grundholdning er, at ingen skal vide sig sikre på, hvad han mener, føler, ved eller kan finde på. Hans vilkårlige migrant politik, voldsomme aggressive udfald og den endnu ikke opførte soldrevne mur mod Mexico er populistiske pragteksemplarer på uforudsigelighed.

Sproget bruges også til at definere hvad der er normalt og hvad der er truende. Sydafrika havde under apartheid utallige regler for racedefinitioner. Med tiden blev reglerne mere og mere bizarre og selvmodsigende. Således var der en stor gruppe af sydafrikanere, der var svære at placere i racedefintioner - såkaldte kamæleoner – personer i Sydafrika som derfor konstant skiftede race afhængigt af regimets embedsmænd, læger og genetiske eksperter nye krav til at være hvid. Men farver og deres betydning afhænger af kontekst og øjnene der ser. Da jeg arbejdede i Vestafrika havde man farve hvis man ikke var sort.

Lige så grotesk er det at der lige nu er 3 millioner statsløse flygtninge i verden. De er ikke engang kamæleoner, men, på trods af deres antal, helt usynlige: Er man statsløs har man ingen ret til rettigheder men FN har svært ved at overtale medlemslande til at ændre deres status. Statsløse flygtninge er klodens grimme blinde plet. Fik alle jordens migranter deres eget land ville de være verdens 5. største land og have en plads i sikkerhedsrådet – måske er det det der skal til før de statsløse kan få ret til rettigheder. FN har i et nødråb til verdenssamfundet for nylig påpeget at vi er blevet meget dårligere til at løse og stoppe internationale konflikter, så hvis de rige lande vil gøre noget ved flygtninge situationen skal de lære at løse konflikter i stedet for at lukke grænser. Når man beder om tordenvejr har man ikke ret til at brokke sig over at det også regner.

”En indvandrer er en person, der har mistet alt undtagen sin accent”, sagde Simon Wiesenthal. Selv en lille accent kan være ekskluderende og stigmatiserende. Sproget er politisk, men det passive sprog er den farligste gift – passivt sprog er stærkt politisk. Vi tæller hvor mange kvinder, der er blevet voldtaget men ikke hvor mange mænd der har voldtaget kvinder. Vi tæller hvor mange indvandrere der ikke har arbejde men ikke hvor mange arbejdspladser der har afvist dem alene pga deres navn. Vi tæller hvor mange fattige der er syge, men ikke hvorfor fattige er mere syge. Indvandrere er ødelæggende for dansk kultur. Der er politikere, der mener flygtninge dikterer dansk kultur og politik. Andre mener det er flygtningene der er årsagen til flygtningeproblemer. Sandheden er at flygtninge er ofrene – men sproget giver dem skylden. Kvinder, fattige og flygtninge passiviseres – , sygdom, overfald og fattigdom sker bare for dem som en naturlighed-  en nødvendighed – sådan er det jo - og de får gennem sprogbrugen den stiltiende passive skyld.

Og deri består den sproglige arsenik som pressen og politikerne lever af: vi lærer at give dem skylden, der selv er ofre. Sagte fører den sproglige arsenik til at nedsættende hadefulde holdninger og falske modsætninger bliver en acceptabel del af hverdagens sprog. Det er den umærkelige normalisering af hadsk tale, bevidst uvidenhed & tingsliggørelse, der er giften. Og dét er netop den giftige tvetydige politiske retorik, der gør at flere og flere indvandrere holder op med at stemme, for politikernes sprog er frastødende og de vedtager konstant nye stramninger med bred opbakning i Folketinget. Hvis alle partier er kritiske overfor indvandrere, så er det bedre at undlade at stemme som en ung mand sagde til en avis forleden. I dag taler man om at indvandrere skal bekræfte ”demokratisk sindelag” med en troskabsed til frikadeller, folketing og satire tegninger. Det giftige sprog ender med at hæmme demokrati og inklusion.

Den sproglige arsenik har etableret begreber som ”masse indvandring” selvom der kom lige så mange flygtninge i 80’erne, flygtninge omtales konsekvent som migranter og papirløse flygtninge omtales konsekvent af pressen og politikere som illegale migranter. Andre er begyndt at tale om ”unaturlig multikultur” og endda ”landsforrædere” om personer der prøver at nuancere den hadske tone. Selv landets statsminister taler om at ”der er danske danskere og så er der indvandrere”. Retorik har konsekvenser og sprog er et våben vi alle har i lommen, men der er ingen der kan tvinge os om at affyre våbnet – det bestemmer vi selv, alle vi der bor i Danmark - også, politikere og journalister. Sproglig arsenik og konfliktstof er kunstig gødning for politikere og medier. Politik handler om retten til at bestemme hvornår en historie starter og hvornår den stopper. Men magten til at bestemme over historien er også arsenik. Flygtninge området er blevet et politisk Uber projekt, hvor alle er eksperter- det er en politisk prøvebane for hvor langt man kan gå og hvem der tør mest.

Den brasilianske forfatter Paul Coelho skriver i forordet til bogen Alkymisten: ”Selvom min nabo hverken forstår min religion eller min politik, så kan han i hvert fald forstå min historie. Hvis bare han kan forstå min historie, så er han ikke så langt væk fra mig og afstanden er så kort, at jeg bygge bro til min nabo. Der er altid mulighed for forsoning, en chance for at min nabo og jeg kan sidde ved det samme bord og stoppe vores konflikt. Og dén dag vil han fortælle sin historie og jeg vil fortælle ham min”.

En patient i Indvandrermedicinsk Klinik fortalte om sin flugt: ”Du må forstå at man ikke tager særlig ærefulde beslutninger, når man er bange”. Måske er det bange danskere der spreder den uhæderlige sproglige arsenik. Konflikter starter altid med ord og konflikter kan sluttes med ord – vi har et fælles ansvar for at vælge de rigtige ord & undgå at sprede sproglig arsenik.

Det bedste vi kan gøre for at undgå en ny krystalnat er at beskytte vores sprog mod at blive forgiftet og ved at lytte til flygtningenes historie over en kop dialogkaffe. Og så må vi forsvare menneskerettighederne, der er under angreb lige nu – alene tanken om at afskaffe menneskerettigheder er det bedste argument for at beholde dem.

I Japan har naturen fået sin egen naturret så den kan forsvare sig mod menneskers overgreb. Måske er det på tide at sproget får sin egen ret til at forsvare sig mod menneskers hadefuld sproglig arsenik.