Jeg bliver syg af at komme på sygehus

Jeg bliver syg at komme på sygehuse

”Jeg bliver syg af at komme på kommunen, jeg bliver syg af at komme hos min læge, og endnu mere syg af at komme på sygehus”, sagde en patient til os i Indvandrermedicinsk klinik på Odense Universitetshospital. Patienten spurgte os derefter hvad der var galt med hende, og man kunne, næsten, fristes til at svare: ”du er ikke en mand og du er ikke en højt uddannet etnisk dansker”, for det er det svar sundheds statistikken giver. Etniske minoritets patienter har mindre viden om forebyggelse, står længere tid på ventelister, bliver sjældnere tilbudt behandling og får de endelig behandling, så har de mindre effekt af den, får flere alvorlige bivirkninger og bliver hyppigere udsat for lægefejl. Og etniske minoriteter med uafklaret sygdom er ofte overladt til sig selv til sig selv parkeret i kommunen og sundhedsvæsenet på kontanthjælp.

Bevares, etniske minoriteter lever længere end danskere, endnu i hvert fald, men det er en gratis omgang for det danske sundhedsvæsen. Den lavere dødelighed skyldes udelukkende at etniske minoriteter sjældnere dør af sygdomme der skyldes rygning, alkohol, selvmord og ulykker. Hvis man forestillede sig at etniske minoriteter integrerede sig efter alle kunstens regler, dvs. at de begyndte at ryge og drikke som andre danskere, så ville de have en betydeligt højere dødelighed end etniske danskere, fordi etniske minoriteter i forvejen har en meget højere dødelighed af infektioner og kræftformer der skyldes infektioner samt følger af dårligt behandlet diabetes. Det er sygdomme der for det første kan forebygges med simple midler, hvis man kender dem, og det er sygdomme der kan behandles, hvis man kommer under lægebehandling i tide og får den fornødne information.

Men information og kommunikation tilpasset den enkelte patient er hverken sundhedsvæsenets spidskompetence eller en ledelsesmæssig prioritet. Den foreløbige vinder i information på tid må gå til en læge der, til en ambulant samtale uden tolk med en arabisk talende mandlig patient, der ikke havde dansk sprog udover 2-3 høflighedsfraser, sagde: ”Fint?” og patienten svarede ”fint…” i den tro at det var en høflig indledning til samtalen, hvorefter lægen rejste sig og afsluttede samtalen. Patienten kom efterfølgende til Indvandrermedicinsk klinik, sammen med hele familien, da man havde tolket den tydelige mangel på information fra lægen som en besked om at familieoverhovedet havde uhelbredelig kræft, men måske skulle opereres.

Der er barrierer og problemer nok for etniske minoriteters adgang til sundhedsvæsenet: det er svært at komme rundt i systemet, det er svært at ringe, det er svært at finde ud af det frie sygehusvalg og det er svært at kommunikere uden tolk. Etniske minoritetspatienter med sprogproblemer indlægges hyppigere på en forkert afdeling. F.eks. indlægges etniske minoriteter dobbelt så hyppigt på hjertemedicinske afdelinger med symptomer på hjertetilfælde, men de har ikke hyppigere hjerte sygdom end andre danskere. Ofte er barriererne usynlige: etniske minoritets patienter henvist til behandling på sygehus ved meget lidt om hvad de skal gøre ved ændring i deres tilstand i ventetiden på indlæggelse for at komme hurtigere til behandling og de genindlægges hyppigere fordi de er usikre på deres tilstand og behandling.

Flygtninge i Danmark har flere sygdomsklager end etniske danskere og lider oftere af mere end 2 kroniske sygdomme end andre danskere. Hertil skal lægges psykiske problemer som følge af omsorgsvigt, voldsomme krigsoplevelser og ofte lange farlige flugtrejser som forstærkes af det kroniske liv som uindbudt gæst i Danmark. I praksis betyder det at almindelige symptomer udtrykkes på en måde danske læger ikke kender og den måde patienterne oplever dem på er fremmedartet for det danske sundhedsvæsen. Problemer som mareridt, søvnløshed og forstoppelse kan forplumre og forværre deres sygdomsoplevelse og ofte spiller hukommelses- og koncentrationsbesvær en skjult men kraftig rolle. Syge flygtninge, der kommer fra krigsområder, kan bedst sammenlignes med multihandicappede: der er skader på kroppen, psyken og deres fysiske evner. Den første evne der påvirkes ved sygdom er evnen til at beholde eller lære et andet sprog. Nogle patienter kan beskrive hvordan de mister det danske sprog når de har hovedpine eller rygsmerter, andre fordi de er blevet fyret pga. finanskrisen og en mor mistede helt det danske sprog da hendes datter skulle opereres og operationen trak ud pga. mindre komplikationer. Flygtninge med symptomer på sygdom har behov for særlige indsatser, særlig viden og særlig omsorg for at de ikke skal blive mere syge eller komme mere til skade.

Specialiserede klinikker findes i forvejen på en lang række områder: rygerlunger, hjertesvigt, cystisk fibrose, muskelsvind. Sundhedsvæsenet må løbende tilpasse sig virkeligheden: nu overlever kræftpatienter så længe at de er begyndt at få senfølger af stråle og kemoterapi, så der nu oprettes særlige klinikker for hormonforstyrrelser til kræftoverlevere.

Den specialiserede klinik på Odense Universitetshospital tager sig af patienter, der er opgivet af den praktiserende læge, af kommunens læger, af sagsbehandlere og af universitetshospitalets normale specialafdelinger. Hvis sygehuset ikke havde dette tilbud ville de 540 patienter, vi har set indtil nu, været uden hjælp – de ville have været som handicappede der kom til skade igen og igen. Der kommer 2-4 nye henvisninger hver dag og indtil videre har klinikken kun modtaget patienter fra Odense kommune og omegn.

Under en rejse til det Nordlige Uganda mødte undertegnede en ugandisk antropolog, der undersøgte hvorfor de handicappede i flygtninge lejrene kom fysisk til skade. Det gav ikke mening at bygge store flygtningelejre med skoler, veje og sundhedscentre hvis de flygtninge der var sværest syge kom til skade alligevel. Det tog ikke antropologen lang tid at finde svaret: de fysisk handicappede, med krykstok, i kørestol eller svagtseende, faldt i de uafskærmede latriner og ned i de udemærkede, men åbne, regnvands kloaker. Det var billigt at forebygge ulykkerne med simpel afskærmning og dermed sparedes de handicappede for de yderligere invaliderende ben – og kraniebrud, som også havde været en betydelig økonomisk belastning for sundhedsvæsenet i lejrene.

Vi gør en stor humanitær indsats i Danmark ved at modtage flygtninge fra krigsområder, men det kan ikke nytte noget at vi vender ryggen til dem når de bliver syge og lader som om det normale sundhedsvæsen kan klare at behandle sygdomme hos patienter med senfølger af krigsoplevelser – det er for specielt til standard behandling. Derfor skal der være en specialiseret sygehus klinik, som Indvandrermedicinsk klinik på Odense Universitetshospital, i hver region, så de mest kompliceret syge flygtninge ikke kommer endnu mere til skade og som kan sikre at alle patienter i Danmark har den samme adgang til sundhedsvæsenet. En nylig undersøgelse har vist at klinikken har gjort livet lettere for patienterne, andre sygehusafdelinger, de praktiserende læger og kommunerne. Tidligere stats- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen sagde, da han forklarede at man ønskede at tilpasse sundhedsvæsenet til patienternes behov: ”Hvorfor gå i stangvare når man kan få skræddersyet”. Etniske minoritetspatienter er nøjsomme og taknemmelige og kender ikke til luksus. De er meget tilfredse med den skræddersyede stangvare vi har valgt på Odense Universitetshospital og den kommende sundhedsminister er mere end velkommen til at kopiere modellen til resten af landet.