Eksperten er myrdet – morderen på fri fod

(Blogindlægget bragt første gang i Ugeskrift for læger 14.aug. 2014)

Nu har Venstres serielle karaktermorder Karsten Lauritzen (KL) igen været på færde. Undertegnede blev i al ubemærkethed myrdet for åben mikrofon af KL i DR P1 Orientering 8. august med ordene: ”Jeg må sige jeg har helt ærligt ikke meget til overs for den pågældende professor. Jeg har set på den forskning han har lavet på det her område og det vil ikke holde ret langt. Jeg mener mere det er et politisk indspark til debatten han er kommet med - med en lægefaglig kasket på ”. Bang du er død.

Jeg ved ikke om jeg skal være beæret eller bekymret. Nogle højtstående forskerkolleger har kaldt det injurierende. Jeg ved ikke om jeg skal grine, græde, gå i hundene eller bare være pige(ekspert) fornærmet. Jeg kunne have lagt mig ned og spillet død forsker, men der er ikke tale om en hvilken som helst rapport og KL’s kritik stikker et stik dybere end man umiddelbart skulle tro. Forskellen på en politiker og en forsker er at forskerens, f.eks. undertegnedes, troværdighed bæres af fakta og transparente analyser af fakta.  Fair nok, stikker man måsen frem risikerer man at få målt temperaturen. Men den forsknings rapport KL omtaler dokumenterer på basis af over 900 patienter, eksemplificeret ved 13 eksempler, at lægeoplysninger behandles stedmoderligt af Justitsministeriet  i sager om humanitære og andre opholdstilladelser. KL diskvalificerer med en henkastet bemærkning en problematisk praksis, der har dybe menneskelige konsekvenser. KL er en smule undskyldt, for det kan være svært at overskue de meget komplicerede lægelige forhold der beskrives i rapporten (det synes i hvert fald jurister). Men der er imidlertid én skærpende omstændighed i KL’s tilfælde, der gør at jeg vælger at være konstruktivt fornærmet på vegne af mine forskerkolleger: det er ikke første gang karakter seriemorderen huserer i Danmark. KL startede faktisk sin forbryderkarriere i en ung alder da han debuterede med sit første mordforsøg, da han kaldte Anders Fogh Rasmussen en tøsedreng,  der iflg. KL ikke engang turde føre sin egen politik ud i verden.  Sporene efter dét mord blev dog hurtigt dækket af Claus Hjort Frederiksen. KL skulle nok have konsulteret en ekspert inden han udtalte sig om Anders Foghs beslutningskraft, for er der nogen der har ryddet op i eksperternes rækker så må det være Anders Fogh, der fjernede alt hvad der fandtes af ekspertråd og nævn. KL kastede sig ud i et større karaktermord i 2010, hvor han eksperimenterede med en miskreditering af hele Institut for Menneskerettigheder. Men det var for stor en mundfuld for KL, der havde glemt at han faktisk selv sad i bestyrelsen. Efter en mail fra formanden om hans loyalitetsansvar som bestyrelsesmedlem trak KL sig. Flere var bekymrede over hvor farligt det var at KL også ville begrænse, hvilke politiske emner IMF måtte tage op, som bla. formanden for dansk journalistforbund udtrykte det i sit indlæg farlig debat om menneskerettigheder

 KL havde betydeligt bedre held med sit næste (kollektive) karakter mord, der skete i juni 2011, hvor flere navngivne forskere blev anklaget for uvederhæftighed og lemfældig omgang med rækkevidden af deres professortitler: nu er eksperter et demokratisk problem. Seriemorderens hærgen blev for meget for en lektor fra Syddansk Universitet, der direkte frabad sig de mange karaktermord.  KL fremkommer i forbindelse med sit angreb bla. med et krav om at eksperter skal hvis de vil tages alvorligt deklarere deres politiske tilhørsforhold. Det skal nok styrke eksperternes lyst til at deltage med faglige faktuelle input i det offentlige rum. Hvem der skal bestemme om eksperter er eksperter og om der er tale om videnskab eller politik besvares ikke, men det er i hvert fald ikke eksperterne. KL skriver nemlig i sit blogindlæg i Jyllandsposten Ekspertitis kan kureres , at eksperter må erkende, at der er en grænse for deres ekspertise. KL har senere præciseret at han mente der var brug for flere rigtige eksperter i medierne, igen underforstået at det er politikerne der har evnen til at afgøre hvem der er de rigtige og hvem der er de forkerte. En evne til at skelne rigtige fra forkerte   som åbenbart rækker langt udenfor de vanlige politiske rammer.

Under foregivende af at ville folkestyret det bedste, planlægger KL helt at udrense eksperter fra Folketingsarbejdet, for politikere skal selv beslutte, som KL giver indtryk af i sin kronik i Berlingske Folkestyre eller ekspertvælde?  I stedet vil KL ansætte politisk valgte embedsmænd, der i sagens natur er til at styre for politikerne.  

 

Tilsyneladende har KL’s parti Venstre et alvorligt problem med at lytte til eksperter. Venstres DANIDA finansierede udviklings demokratiprojekt i Kenya brugte mest pengene på politikerrejser, bla.for KL, og til danske konsulenter og eksperter, men åbenbart lyttede de ikke til eksperterne, for projektets regnskab kunne ikke godkendes af DANIDA og Venstre undskyldte sig med, at de ikke vidste hvad de gik i gang med. Samtidig har KL og hans parti tydeligvis svært ved at identificere de rigtige eksperter: Venstre ønsker at der kommer endnu mere konkurrence om bistandskronerne ved at lade erhvervsfolk få større indflydelse,  selvom bistandseksperter frarådede at lade uvidende erhvervsfolk optræde som specialister på udviklingsstrategier.

KL er en ulv i fåreklæder i videnssamfundet, når han under dække af at ville forbedre folkestyret i virkeligheden har som strategi at stække den informerede beslutningsproces ved at shunte eksperter helt ud af processen. KL’s taktile berøringsangst overfor eksperter, professorer og andre videns folk er dels udtryk for en generel politisk dovenskab og forfald til intellektuelle smutveje, dels en småborgerlig frygt for, at akademikere kan manipulere med fakta uden man opdager det.  Og erfaringerne med politisk bestilte videnskabelige rapporter har været kraftigt kritiseret af Videnskabernes selskab, der direkte kræver at den politisk bestilte forskning skal fjernes fra universiteterne.

KL har selv  ”.…gentagne gange oplevet, at både eksperter, jurister og professorer såvel som politikere kan tage fejl i deres vurderinger”. Det er nu videnskabeligt bevist, at eksperter skabes gennem hårdt arbejde og iver. Et tilsvarende studie af politikere mangler stadig, men der ser ud til at være solid evidens for én ting: politikere leverer færre fakta end eksperter når de optræder i medierne. Men den slags studier bliver nok sjældne, hvis karakter mordene på eksperter fortsætter. Morten Messerschmidt deltog i ekspertjagten med et indlæg om at eksperter skulle godkendes  for at kunne optræde i medierne og udkom med en sort liste  over de eksperter, der var mindst anvendelige som eksperter. Det blev dog skudt ned af stort set alle journalister og politikere med en henstilling til Messerschmidt om at læse lidt på grundlovens afsnit om ytringsfrihed.. ” Klap i din ekspert ” er ikke holdbar politisk strategi i et videns baseret samfund.  Hvis vi skal følge det råd en vis professor fik af en politiker, efter at professoren havde blandet sig i den offentlige debat: ”hvis du vil diskutere politik, må du melde dig ind i et parti ellers må du holde mund”, så må eksperter opgive deres akademiske platform og finde sig et parti. En anden mulighed er at snyde politikerne ved at udnævne dem alle sammen til professorer, så er vi alle lige og kan diskutere frit og uden fordomme. Jeg har tidligere skrevet om at evidens og viden ikke ændrer noget i sig selv – det gør mennesker der diskuterer med mennesker. Men det er nu sjovest og smartest hvis vi alle sammen gør det vi er bedst til og lidt til.

Der er oceaner af skrækindjagende eksempler  på hvad der sker, når politikere ignorerer eller selv fortolker

eksperters råd og viden. Kun 10 % af beslutningstagere ville anvende ekspertviden og fakta hvis de stred i mod deres egen mavefornemmelse. Ny forskning viser at der er data og faktuel ekspertviden nok, men at det svage led er politikernes beslutningsprocesser. Politikere og andre beslutningstagere skal være bedre til at analysere data og evidens og forskere skal være bedre til at styrke og styre den viden der anvendes i f.eks. politikeres beslutningsprocesser. ”Viden er lige som underbukser. Det er praktisk at have, men man skal ikke nødvendigvis vise dem frem for den første den bedste”, sagde Zac Galifianakas, men det synes også at være blevet et politisk mantra.

 

 Kære KL: du kunne jo vælge dig den værdige mission at styrke politikeres beslutningsprocesser i stedet for at skulle begå karaktermord hver gang, der er en ekspert der lufter lidt faktuel viden i det offentlige rum. Jeg kan se du har stor tillid til Rigspolitiet og Justitsministeriet , men en dag fanger de dig, hvis du fortsætter med de grusomme mord.