Det siges at halvdelen af forskeres tid går
med at finde en plausibel løsning til et problem, den anden halvdel går med at
overbevise andre om, at der overhovedet ér et problem. For nogle forskere ender
hele deres liv at gå med at overbevise andre om at der overhovedet ér et problem.
De får ofte første anerkendelse når de ligger sikkert
begravede under låg og 1½ m muld uden internet adgang. Det har ligget snublende nært at forestille
sig at stædige forskere med meget irriterende ideer ligefrem blev lagt
ufrivilligt og præmaturt i kiste (f.eks. Svalens graf og Den
standhaftige gartner).
De vigtigste videnskabelige fund er ofte
også de mest uventede fund –happy
accidents. Forskning, der flytter os til en ny virkelighed og nye
horisonter, er sjældent planlagt. Etablerede forskningsmetoder har en tendens til
ikke at producere de store overraskelser. Forskere ignorerer ofte direkte uventede
fund, når de opstår: det må være en fejl, det må være en tilfældighed, vi må
nok gentage studiet. Og som sagt så kan det være mere tidskrævende, og
dræbende, at skulle overbevise chefen, forskningsfondene og tidsskrifterne om
at man har fundet en løsning der er helt usandsynlig, men rigtig spændende. Så
man vælger den sikre men dødkedelige midterbane: vi stiller bare det samme
spørgsmål igen (og igen). Vi holder for os selv, at vi i et kort øjeblik havde
den der susende Nobel-agtige Lancet fornemmelse
i maven. Men så trådte selvcensuren endelig i karakter: det er nok bare en
fejlagtig observation, eller tidsskriftets reviewer overtager censur rolle og nailer forfatterens manglende indsigt
med en skarp kommentar: det er et u-planlagt tilfældigt fund i en svag
subgruppe analyse, der ikke kan ikke tillægges betydning, da 117 andre studier
har vist det modsatte og det strider i øvrigt mod alle biomedicinske teorier.
Men hvilke faktorer påvirker forskeres valg af
problemstilling? Kvalitativ forskning i historie og sociologi videnskaber tyder
på, at valget står i spændingsfeltet mellem den sikre produktive traditionelle
forskning og så den risikable innovative ”ud-af-boksen” forskning. Forskere kan
introducere nye kemiske forbindelser, receptorer eller immunologiske pathways eller kæde mekanismer sammen
til helt ny indsigt (innovation) eller de kan dykke dybere ned i kendte mekanismer,
bekræfte tidligere fund eller forfine viden om kendte pathways (tradition). De kan konsolidere viden indenfor deres egen
forsknings klynge eller bygge bro mellem kendte klynger af forskertemaer eller
de kan springe til helt nye måder at se verden på…..og der ér en verden til
forskel.
For at få indblik i udviklingen i forskningsstrategier
valgte en forskergruppe at analysere 6,4 millioner (!) naturvidenskabelige peer
reviewede artikler fra 1938-2008. (I parentes bemærket er der noget
paradoksalt, i at et så stort bibliometrisk studie, der påviser hvorfor
flertallet af videnskabelige biomedicinsk (og biokemisk-) orienterede artikler hverken citeres eller åbner nye
forskningsveje, helt har undgået forskningsfondenes, videnskabelige
tidsskrifters eller mediernes interesse). I studiet anvendte man 5 validerede forskningsstrategier:
spring, ny konsolidering, ny brobygning, gentagen konsolidering og gentagen
brobygning. Forskerne analyserede om hver enkelt publikation bygger på eksisterende opdagelser eller om den
skaber nye forbindelser jvnf de 5
strategier– med andre ord, så skaber de et kort over edderkoppe nettet af voksende
videnskabelig viden og hvordan nettet spreder sig. Endelig har de korreleret hver af de to overordnede strategier (innovation og tradition) med
de to typer af belønning i
forskningsverdenen: hyppighed af citation i de efterfølgende forskningsartikler og
den mere omfattende anerkendelse gennem én af 137 forskellige videnskabelige priser der findes globalt. Til
deres overraskelse havde mere end 60 procent af artiklerne ikke nogen nye
forbindelser, hvilket betyder, at de primært bygger på tradition
og undviger innovation. Analysen viste
også at risikofyldte innovative studier, selv efter publikation, havde
betydeligt sværere end traditionelle studier ved at blive citeret – ca. 75 %
færre citationer.
Fordelingen mellem de innovative og traditionelle forsknings
strategier (bedømt på publicerede artikler over tid) er tilsyneladende meget
stabilt over tid: konsoliderende (konservative/traditionelle) studier var 6
(seks) gange så hyppige i 2008 end i 1938, mens nye konsolideringer var 8 gange
så hyppige som spring. Selvom den biomedicinske viden er eksploderet har den
ikke ført til flere innovative højrisiko studier. Højrisiko innovationsstrategier
er og bliver sjældne og afspejler et mere og mere dominerende fokus på allerede
etableret viden og konsolidering af eksisterende viden på bekostning af nye
”vilde” ideer. Med tiden er forskere blevet vænnet til at fokusere mere og mere
på eksisterede viden og mindre og mindre på at finde nye veje. En innovativ
publikation opnår med betydeligt større sandsynlighed en høj gennemslagskraft end
en konservativ artikel, men den ekstra belønning kompenserer i virkeligheden
ikke for risikoen for ikke at have sikkerhed for at kunne få sit ”vilde” fund
offentliggjort. Ved at studere
prismodtagerne i biomedicin og kemi kan man se at deres succes, selvom den er
meget sjældent forekommende, ofte er et resultat af bevidst gambling netop med
den hensigt at få en ekstraordinær gennemslagskraft udenfor den traditionelle
forskning indenfor deres klynge. Men, viser forskningen også, prisen er meget
høj med en stor risiko for at tabe på vejen og så kan det have ganske alvorlige
konsekvenser. Forskningsfonde bryder sig ikke om at deres penge klattes væk på
gambling – men måske burde de alligevel spille lidt mere? Ved at studere
(forske!) i tilblivelsesprocessen bag de mest innovative/vilde fund kan forskningsfonde
måske blive bedre til at støtte de vilde ideer med størst afkast.
De fandt også at forskere, der begrænser deres fokus til at besvare etablerede forskningsspørgsmål, har lettere ved at få deres resultater publiceret
-kerneydelsen i den akademiske verden. Omvendt
er forskere, der stiller flere originale vilde spørgsmål
og søger at skabe nye forbindelser i edderkoppenettet af viden, mere
tilbøjelige til at snuble på
vejen til en publikation, og de synes
derfor mere uproduktive end
deres vældigt aktive, traditionelle, kolleger. Det er en
lille trøst at, hvis det lykkes de vilde forskere at få offentliggjort
deres innovative forskningsprojekter bliver
de i langt højere grad belønnet med citater i efterfølgende artikler. Og endelig,
er det tydeligt at forskere, der vinder priser
- især store priser, som Nobelprisen - har
langt flere af disse innovative strategiske
moves
i deres forskning portefølje. De går benhårdt efter paradigmeskifte, de gør det flere
gange i deres karriere og de stiller konstant sig selv pinagtige spørgsmål som
tvinger til ud-af-boksen vinkler.
Så hvorfor forfølger forskerne kedelig traditionel
forskning fremfor innovative nye veje? Der er en simpel forklaring ifølge
studiet: Innovativ forskning er et lotteri, hvor gevinsten ikke på nogen måde
står mål med risikoen for at blive kastet af den videnskabelige karrusel med
fuldt fart. Det er simpelthen ikke en pålidelig måde at akkumulere de videnskabelige
”belønninger”, der er de eneste ernæring i den videnskabelig fødekæde mod bevillinger
og karriere.
Gates Foundation har opdaget at de i mange
år kun har støttet traditionel forskning til traditionel sygdomsbekæmpelse og
har derfor etableret en, mindre, fond med tilhørende risikovilligt review panel
der har et udvidet normalitets begreb og ikke er bange for at lytte til
kætterske vilde ideer. Et andet og endnu mere interessant aspekt er at denne
innovative Gates fond primært skal støtte enkelt personer med gode ideer i
stedet for fastlåste og langsomt reagerende etablerede forskerteams. NIH har tilsvarende
opslag rettet mod enkeltpersoner med helt nye ideer. Forskningsinstitutioner har
med succes afprøvet modeller hvor enkeltpersoner har fået ”fred” til at være
innovative i nogle år før man evaluerede sandsynligheden for forsknings succes.
Forskningen viser at der er god ræson i de strategier, så hvad er problemet?
Hvorfor er der ingen danske forskningsfonde
der tager sig selv alvorligt og bygger deres støtte strategier f.eks. på denne
enorme undersøgelse og andre fondes ideer? Forskningsfonde har et ansvar
for at der prioriteres rigtigt og med afkast der er samfundstjenlige. Det frie forskningsråd er ikke særligt frit, hvis man bedømmer det
gennem den nævnte bibliometriske analyse: man er nok fri til at søge, men man
er bestemt ikke fri til at komme med ideer der savner grundlag i eksisterende
traditionel forskning og man kan ikke vælge sin metode ligesom ansøger skal bevise
at have ekstensiv erfaring (publikationer!) på det snævre felt den konkrete
ansøgning drejer sig om. Endelig lægger rådet i sin bedømmelse vægt på at man
har opnået det ultimative traditionsstempel i Europa: at man har bestået første
runde i en EU forsknings ansøgning. Så kan det ikke blive mere
traditionsbundet. Hvis man fortsætter ad den vej, så havner man der hvor den
bibliometriske analyse ender: man forsker i fortiden, med fortidige metoder og der
reproduceres viden i lukkede traditionelle tankegange. Som Einstein sagde: man
kan ikke løse et problem med det samme tankesæt der skabte det. Forskningsfonde
må etablere rum og støtte til nye tankesæt der kan bringe traditionel forskning
i den situation at det er den traditionelle, sikre, men selv-kopierende
forskning der er risikabel – og ikke den innovative. Sagen er jo at mange videnskabelige
sandheder viser sig at have facetter og indbyggede modsætninger der først
kommer til syne, når der bliver stillet innovative spørgsmål til dem. Det er
risikabelt for et videns samfund at forskningen kører i selvglade men
ligegyldige spor, men det er endnu mere risikabelt for sundhed og sygdomsforståelse
hvis vi hele tiden aktivt blokerer for at blive lige den smule klogere end en
robotstøvsuger, der kører rundt i sine egen cirkler indtil den støder på en
ukendt ledning og går i stå, vender om og kører bevidstløst videre.
Videnskabelige tidsskrifter er tynget af
samme traditionstunge tankegods som forskningsfondene og vil have at forfattere
tænker, formulerer sig og arbejder indenfor traditionelle metoder og godkendte paradigmer.
Man publicerer det der kan forstås indenfor den anerkendte tænkning i den
eksisterende forskningsmæssige klynge på området. Falder studiet udenfor, eller
mellem to forskningsklynger, eller prøver man ligefrem at etablere en helt ny
klynge, er mange tidsskrifter afvisende, grænsende til det panikangste – og så
er gode ideer fanget i en catch 22.
Middelklasse angst for rutinebrud og unødvendige skift i paradigmer har også
grobund i konservative publikationsstrategier, ligesom i forskningsfonde.
Som Foster, hovedmanden bag undersøgelsen,
sagde i et interview: ”At studere videnskab i stor skala giver os et nyt
perspektiv på denne vigtige samfundsaktivitet. En bedre forståelse af videnskab vil føre til bedre videnskab”. Og det er vel det
forskningsfonde er sat i verden for……...det er vel ikke for at klynge sig til triste
trygge traditioner? Der er mange
forsknings strategier, men nu er det videnskabeligt bevist: det er de mest
sjældne af dem, der hyppigst fører til de største landvindinger. Det er den
traditionelle forskning der er risikabel, ikke den innovative. Hvornår begynder
forskningsrådene at lytte til forskning? For mens de sover, så er der helt
andre aktører og medier der overhaler dem. Dansk forskning er ikke bare gået sukkerkold
på halvvejen – de
har næsten mistet bevidstheden. Som Nathan C Hall har sagt: ”Det
mest interessante ved forskere og de sociale medier er, at de fleste
traditionelle forskere føler sig højt hævet over dem men efterlader dermed en bred
fri bane på indflydelsesmotorvejen, for dem der ikke er faldet i søvn ved
rattet.”. De traditionelle forskere og de fonde der støtter dem holder i
nødsporet med ødelagt GPS ude af stand til at navigere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar