Den 73 årige læge og kliniske lektor I intern medicin Victoria
Sweet har skrevet en bog om sin fars indlæggelse (Slow
Medicine: The Way to Healing). Hun havde bedt om at få udleveret en kopi af
sin fars EPJ journal, fordi hun ikke forstod, hvad lægerne på sygehuset havde gjort,
set eller overvejet vedrørende faderens sygdom – det viste sig at være en 812
sider lang journal, hvor lægenotaterne var gemt til sidst mens de første mange
sider var medicin checks og derefter flere hundrede sider med auto-genererede
notater skabt ud fra sygeplejerskernes check box dokumentation omsat til
standard tekst. Bagerst i notatbunken
kom så endelig lægenotaterne som udelukkende var copy-paste notater og fraser
uden klinisk refleksion eller modifikation af differentialdiagnostikken. Som
Victoria Sweet tørt noterer så havde hendes far et teoretisk set
kvalitetssikret ophold bedømt på journalen, men i virkeligheden fandt
personalet aldrig ud af, at faderen havde haft et epileptisk anfald og at han
led af kendt epilepsi. Man gik fra starten ud fra at han havde en apopleksi og
fraveg ikke mistanken på trods af nye oplysninger fra lægedatteren –
oplysningerne forsvandt sporløst mellem alle de auto-genererede notater. ”Min
far oplevede hverken tilstedeværelse, opmærksomhed, klinisk vurdering, venlighed…..eller
ansvarlighed. Og ingen tog ansvaret for forløbet. Alt så smukt og godt ud i
computeren, men min far havde ikke fået patient-behandling-med-sjæl, men
sundhedsvæsen-behandling-uden-sjæl”. Derfor valgte datteren at skrive en
bog om depersonaliseringen af lægekunsten og sundhedsvæsnet. Først kom slow
food og nu introducerer Victoria Sweet slow
medicine: læger skal lære at slappe af, stikke hænderne i lommerne, lytte
med rummelighed & starte på at genopfinde patient samtalen - sjælen i den
gode patienthistorie og den rigtige diagnose.
Vi kan være hamrende hurtige til diagnoser og behandling, når dét er
nødvendigt, men så burde vi også kunne være hamrende langsomme når dét er
nødvendigt. Selvom læger generelt, men formelt, anerkender vigtigheden af kommunikation,
så kniber det med at forstå, hvad kommunikation faktisk betyder for patienter: forkerte
rammer, dårlige manerer, tvetydigt kropssprog, en hård sprogtone og
kommunikations svigt var hyppigste årsager til patienters klager over deres
praktiserende læge i England. Men patienterne i undersøgelsen angav samtidig at
hvis lægen havde været en empatisk type, der var god til at kommunikere, ville
de ikke have klaget. Læger har, udefra set, en hverdag hvor de svælger sig i vilde
patienthistorier, påfaldende social ulighed, urimeligt dyre behandlinger og
konstante angreb på kvaliteten i deres arbejde i pressen. Samtidig overvåges de
af flere organisationer: regionerne, der blev skabt for at styre lægerne og de
økonomiske konsekvenser af lægers løsninger på sociale problemer og, af
Styrelsen for Patientsikkerhed, der i magtesløshed pudser politiet på lægerne,
hvis lægernes prioriteringsevnen overbelastes eller beslutningstrætheden
overmander dem. Læger ser patienter, der er syge på grund af misrøgt i,
dødssyge sociale forhold, elendig økonomi, handicap, ensomhed og et
sundhedsvæsen, der strengt taget slet ikke er beregnet på de tungeste af de
patienter der kommer der. Vi ser patienter der alene er syge af forhold som
ligger langt udenfor sundhedsvæsnets rækkevidde og vi ser patienter der er for
syge til at ligge på sygehus. Vi ser patienter, hvor der ikke er tvivl i vores
sind om, at der er mange problemer, der burde løses én gang for alle - både
indenfor og udenfor sygehus. Selvom en lille fornemmelse i maven siger at vi
burde gøre noget, så gør vi det ikke, for kollegerne har lært os at vi skal
”holde fokus og ikke lade hjertet løbe af med os” – selvom det faktisk for halvdelen
af os var årsagen til at vi valgte lægefaget. Samtidig ser det ud til at
lægers og patienters veje skilles: mens
patienter i tiltagende grad bliver multisyge, så bliver lægerne
ubarmhjertigt mere og mere specialiserede og subspecialiserede. Vi divergerer
fra hinandens virkelighed med en hastighed og nødvendighed som vi ikke tror vi
kan påvirke. Eller måske er det snarere patienterne der står stille og gør det
de altid har gjort, mens det er lægerne, der forsvinder væk fra patienterne –
og deres virkelighed. Hver dag er vi vidner til gruopvækkende livshistorier,
lodrette urimeligheder og skræmmende patientoplevelser. Hver dag ser vi
resultaterne af social ulighed, når den for alvor spænder ben og når den sætter
sig fast i kroppen og psyken. Hver dag må vi stoppe en patients fortælling før
den er færdig for at vi kan få tid til undersøge, behandle og dokumentere. Vi
kunne hver dag skrive en bog, et filmmanuskript, et blog indlæg eller bare et
gammeldags debatindlæg om hver eneste patient vi møder. Lægerne kunne fortælle de historier – historier,
der er svære at afvise, svære at ryste af sig og svære at ignorere. Lægerne
kunne være de tavse patienters talerør og advokater. Men hvad hører vi til
lægerne? i pressen? I bøgerne? I medierne? Hvor bliver patienternes levede liv,
erfaringer og uretfærdigheden af? Det er som om de utrolige fortællinger om
social armod og uretfærdig behandling forsvinder når lægen går videre til næste
patient – ligesom gode ideer forsvinder når man slukker for den varme bruser. Læger
går helt ureflekteret videre til næste patient, og næste patient….og….og, så er
det fyraften og næste morgen starter det forfra med mere armod. Er det fordi
det er for meget forarmelse og fattigdom eller er det fordi læger langsomt
lærer sig selv at lukke ned for den sociale radar og humanismen? Vi hører fra
læger, når de bliver anklaget for pligtforsømmelse, misbruger offentlige
midler, når de afviser at bruge et elektronisk patientjournalsystem, nægter at
udskrive cannabis eller afslår at arbejde på sygehuse udenfor de største byer.
Vi hører fra lægerne, der skændes offentligt om evidens, screening, vacciner,
depressionsbehandling og hvad den praktiserende læges rolle er. Vi hører fra
læger når journalister kommer usædvanlig tæt på en vanskelig beslutningsproces
på en neurokirurgisk afdeling eller når et medie får nys om en gammel sag om en
vanvittig psykiaters himmelråbende uprofessionelle adfærd. Men hvor er lægerne
når journalister og styrelsen for patientsikkerhed er optaget af andre opgaver?
Som svenskerne siger: hvorfor venter danskerne altid med at gøre noget til det
er for sent? Sådan er det også med lægerne. Vi vil bare passe os selv, holde
snuden langt væk fra pressen, bygge bolværker mod DJØF’erne og holde
politikerne i mere end armslængde. Vi vil helst leve i skjul og opretholde
magien omkring læge-patient forholdet og beskytte den følsomme kliniske
beslutningsproces mod forstyrrelser. Resultatet er den stik modsatte effekt af
den forventede: læger er konstant i søgelyset, skræmte af politikeres og
journalisters konstante forsøg på bryde lidt af magien og tvinge lægerne ud i
lyset. Hvis man gemmer sig og kun kommer frem når man er tvunget til det, så er
det de grimme sager der er mest synlige. Læger har som præmis at de har et godt
image, at deres sociale kapital er høj og at shitstorme ikke er deres problem. Men
shitstormene er også ramt af global opvarmning og blevet kraftigere: læger
hænges ud på nettet, forskere betvivles i pressen og de stilles for retten for
forsømmelser. Systematiske
offentlige personangreb på fagpersoner er
blevet uhyggeligt let. Image skal plejes og pudses – social kapital skal
opbygges gennem systematisk indsats og shitstorme skal håndteres med stil og
rutine. Det billede vi har af os selv
som læger skal ligne det offentligheden, pressen og politikerne har – ellers
lugter de blod. Hvorfor var det egentlig du valgte at blive læge? Kan du huske
det? Det var noget med at gøre noget godt for andre, helbrede og lindre…og
forske. Og hvad så nu? Var det et du ville eller er det blevet noget andet?
Lige nu er udbrændthed et hyppigt ord i nogle lægespecialer og vi er alle bange
for at blive meldt til politiet for pligtforsømmelse – hvornår får jeg en SMS
om at der er et brev i e-boks fra Styrelsen fra Patientsikkerhed? Vi er på
hælene og gemmer os endnu mere end vi gjorde før. Vi har kørt prærievognene i
ring om vores flok på den nøgne savanne og skyder på alt der bevæger sig i
mørket mens vi venter på næste angreb. Vi har ikke gjort vores hjemmearbejde og
vi har forsømt at reflektere over vores rolle i samfundet. Ved at fastholde en
unødvendig stivnakket flokmentalitet med hemmeligheder, koder og stædig
overbeskyttelse af det kliniske rum har vi skabt en naturlig mistro hos medier
og politikere: hvorfor har læger grund til at være så selvbeskyttende? Gemmer
de på hemmeligheder? Og hvem er det egentlig lægerne beskytter: sig selv eller
patienten? Læger argumenterer for deres egne arbejdsforhold men bruger
patienten som våben. Det klinger hult og kan virke utroværdigt for
udenforstående. Lægers arbejdsvilkår burde ikke have noget at gøre med
patientsikkerhed og kvalitet, men det er lykkedes læger at få det rodet sammen
og så opstår der en fornemmelse af urent trav. Desværre hører vi aldrig læger
brændende fortælle om den dyre sociale co-morbiditet, multisyges håbløse
udfordringer, dobbeltdiagnosticerede patienters hverdag, hårrejsende patientoplevelse
eller bare en rigtig god historie om hvordan man som menneske med en sygdom må
slås på 117 fronter mens kommunen, familien, vennerne og sygehuset har
dyskoordinerede forventninger. Hvor er de rammende fortællinger der viser at
læger tager sig lige så meget af de synlige som de skjulte behandlingsbyrder.
Hvor er historierne der er med til at sætte patienterne i det centrum de
rettelig hører hjemme i? Lægehvervet er et erhverv hvor man per definition er
smuk, klog og rig. De smukke, kloge og rige bliver altid behandlet pænt og
ordentligt og ender med at tro at verden er retfærdig,
smuk og venlig - skabt for vores skyld til vores fornøjelse. Derfor har vi
lidt svært ved at sætte os ind i at for nogle mennesker, mange patienter, er
verden uretfærdig, grim og uvenlig uden plads til fornøjelser. Vi forlanger friheden til at fungere
som læge, men vi er ikke helt parate til at betale prisen for det: at vi så
også fortæller de svages, udsattes og uretfærdige patienters historier. Vi har tabt forbindelsen til vores
eget formål og har mistet fornemmelsen af de ting, der
tilfører lægegerningen mening og glæde. Jeg tror ikke læger og sygeplejersker
er kedelige – vi er bare tonedøve og ureflekterede overfor de historier vi
snubler over hver dag. Netop de historier, der kunne få os tilbage i det pæne
rampelys og ud af det grimme kedelige rampelys. Historier der sælger bøger og
flytter politiske isbjerge. Find din gamle Olivetti skrivemaskine eller den
linjerede blok frem og skriv når du har en god historie. Sov på den og
reflekter over den og send den så til en avis, et blad eller et tidsskrift. Du
kan også bare starte med at øve dig i at fortælle gode historier til dine
nærmeste. Hvis de får tårer i øjnene så gør andre læsere også. Der er INTET, der
slår hårdt og præcist som en god patienthistorie – man kan ikke nedgøre den,
man kan ikke ignorere den og man kan ikke betvivle den. Den er, som den er
oplevet, og politikerne har en fabelagtig klæbehjerne for gode veldrejede
historier med en klar social pointe. Den gode patienthistorie er måske lægens
og patientens eneste rigtige ven, i medgang og i modgang til døden Jer skiller.
Hvis vi af skræk for personlige mediekonsekvenser hverken tør røre patienten
eller patientens historie og gemmer os bag offerkortet, så taber vi kampen til
den defensive medicin og den sociale ulighed. Henrik Ullum havde for nylig på et møde om videnskab i
medierne og lægers forhold til journalister følgende råd til sine kolleger: Drop tudekiksene, kom ud af konferencerummet
og ind i kampen. Vi skal investere i social kapital: Tag slow medicine til dig, kom med de gode
historier, puds den sociale intelligens og styrk din professionelle venlighed -
dét er patienternes foretrukne medicin.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar