Tale ved Krystalnat arrangement Svendborg 9. november 2026

Husk at lytte til det der bliver udeladt Mennesker der er bange, lugter på en bestemt måde som man ikke kan beskrive. Sådan beskriver en polsk-jødisk flygtning livet som 11-årig uledsaget flygtning under 2. verdenskrig i Tyskland. Hendes forældre fornemmede hvad tyskerne havde planer om i Polen og de var allerede spærret inde i den jødiske ghetto i Warszawa. De investerede i at deres datter skulle overleve. De lærte hende ikke-jødiske skikke og hun fik undervisning i ikke-jødisk tale og adfærd. Hun fik de sidste penge i hånden og det lykkedes hende at komme ud af ghettoen. Hun blev afsløret af en mand i toget som dog lovede at holde mund hvis han fik hendes penge. Hun levede på gaden af mad hun fik fra butikker. En cykelhandler lovede hende en cykel hvis hun havde samleje med ham. Hun fik aldrig cyklen. Det var måske den største skam for hende. Som uledsaget havde hun svært ved at få jobs men ét job var så usselt at ingen andre ville have det. Hun arbejdede på et hospital for døende tyske soldater. De døde langsomt af infektioner, rådne ben og hjerneskader mens de skreg af de smerter der konstant genoplivede deres mareridt på slagmarken. Man mente at musik kunne tage deres tanker og dermed skrigene som sygeplejerskerne ikke kunne udholde. Så hun fik til opgave at spille tysk marchmusik på lakplader og sørge for at der aldrig var pauser i musikken for så begyndte skrigene igen. Hun forbinder stadig marchmusik med lugten af råddent kød, marvgennemtrænende skrig og dødsrallen. Senere fik hun job med at pudse ruderne på en skole der var blevet omdannet til et bordel for tyske officerer på orlov. Pigerne på bordellet var jødiske og ikke meget ældre end hende og de var så skræmte at officererne drak dem fulde før de voldtog dem. Siden da kunne hun ikke drikke alkohol og forbandt skoler med overgreb. Kroppen holder regnskab og livet sætter sig i knoglerne. Tro mig, man tager ikke særlig ærefulde beslutninger under en krig, sagde en flygtning til mig. Men alle mennesker er rationelle på deres egne præmisser. Beslutninger tages i en sammenhæng som skal forstås. Det der var den rigtige beslutning dengang kan vise sig at være en katastrofe 50 år senere. Som en ung flygtning udtrykte det: når man er på flugt har man to valg: en virkeligt dårlig løsning og en elendig løsning. Men flygtninge har ligesom fattige, kun fattige valg. Da Tjernobyl atomkraftværket i Ukraine smeltede ned, tvangsflyttede man over 300.000 beboere i området. Men kort efter flyttede nye beboere ind. En dansk radiojournalist tog derover for at interviewe dem, for det virkede til at være verdens dårligste ide at flytte til et stærkt radioaktivt område hvor risikoen for at dø var høj. De nye beboere var flygtninge fra bla. Tjetjenien. Deres argument var at for dem var det verdens mest sikre sted at bo for der hvor de kom fra blev mændene skudt på vej til arbejde og skolerne blev bombet. Ved Tjernobyl var der ingen der truede dem, der var skoler og sygehuse og marker. Her kunne de leve 10 år – de ville de ikke kunne i Tjetjenien. Den italienske filosof Adela Cortina har skrevet en bog om begrebet Aporofobi, angsten for de fattige. Væmmelsen og fjendtlighed overfor de hjælpeløse besiddelsesløse. Systemisk afsky for dem der tærer på fællesskabet og diskrimination af de socialt prekære, Hun har også beskrevet vores identitetssyge: flertallets samhørighed er så svag at de kun kan blive enige om hvad de ikke er. De er ikke fremmede, tykke, svage eller fattige. Psykologen Jung: ethvert menneske bærer på en mørk arketypisk skygge, der personificerer alt det, vi ikke vil anerkende hos os selv (men som er der). I stedet for at indrømme, at vi har mindre ærlige skyggesider, så projicerer vi vores egne tvivlsomme skyggesider over på dem, vi ikke kan lide: de syge, de fattige, de handicappede og de fremmed. Der er flere lag skygger, mente Jung: De øverste lag er vores egne skygger, mens de mere dunkle lag er flokkens skygger opbygget gennem generationer – f.eks. privilegieblindhed. Fordomme og racisme er som dårlig ånde. Man kan ikke lugte sin egen og man kommenterer ikke andres. Tankesæt er som tandbørster. Vi har hver vores egen og kunne ikke drømme om at bruge andres. Men man dør ikke af det. Enhver krig udkæmpes tre gange: første gang på slagmarken, anden gang mens man flygter, og resten af livet udkæmpes den i hovedet. De mest alvorlige kampe starter først efter at det sidste skud er løsnet. Det som flygtninge og patienter skal have hjælp til er præcis det som et kinesisk ordsprog siger: ”Man kan ikke forhindre sorgens fugle i at flyve hen over dit hoved men man kan forhindre at de bygger rede i dit hår”. Svetlana Aleksijevitj, Belarus, fik Nobelprisen i litteratur i 2015, bla. For bogen ”Krigen har ikke et kvindeligt ansigt”, der samler vidnesbyrd fra russiske kvinders liv som soldater under 2. verdenskrig. Hun beskriver bla. en situation hvor soldater i lastbiler nåede til en flod. Mange af kvinder havde menstruation men hæren havde kun stift mandetøj og ingen bind – de måtte bruge græs og tørv. Da de så floden ville kvinderne gerne vaske sig. Da de var ude i floden blev de angrebet af tyske bombefly – mændene søgte tilflugt under træerne ved floden men kvinderne blev i floden for skammen over at være beskidte med frossen menstruationsblod var værre en døden. Mange af døde den dag. Svetlana beskriver hvordan ord og lyde ændrede sig under krigen: Når man sagde ”mor” eller ”hjem” så var det helt andre ord. De rummede noget ekstra under krigen – mere kærlighed og mere frygt og tab. Granatnedslag og maskingeværsalver var sikrere end stilhed for larmen fortalte hvor man ikke skulle gå hen, men stilhed var livsfarlig. Den Ukrainske forfatter Ilya Kaminsky, har skrevet ”Deaf republic, Dancing in Odessa”. Hun fortæller at man ”Som døv må man ofte svare på spørgsmål om stilhed. Og lige nu ser vi, i stilhed, en 70 km lang konvoy af russiske kampvogne på vej for at slå civile ihjel. Så lad mig sige det en gang til: døve tror ikke på stilhed. Det er de hørende der har opfundet ideen om stilhed. Et hårdt liv kræver en hårdt sprog. Litteraturen kan være hård og kraftfuld – den siger hvordan det er. Litteraturen er ikke et gemmested. Det er et findested. Det eneste jeg har af værdi er mit liv og min historie, men ingen gider høre den. Der er ikke noget der bliver godt før der er nogen der har hørt den. Så lad os lytte til dem og give dem liv. Forfatteren Margaret Atwood sagde at: Der er historien, og så er der den virkelige historie. Så er der historien om hvordan historien blev fortalt og så er der det der bliver udeladt fra historien. Det er også en del af historien. Mange prøver lige nu at omskrive historien om 2, verdenskrig, migranter og flygtninge. Men de udelader altid det vigtigste i historierne. Glem aldrig at lytte til det de udelader.

Tale på Lægedage 11 november 2026 (DocTalk)

Ulighed i sundhed – når det ikke er lige let at være syg Da jeg startede Indvandrermedicinsk klinik i 2008 var der en overlæge der sagde til mig: ”tak fordi i har lavet en klinik til de patienter vi altid bliver sure på”. En psykiater fra USA der havde specialiseret sig i at hjælpe psykisk syge mennesker der levede med AIDS og misbrug havde ét råd: hvis du har lyst til at sparke patienten over skinnebenet, så lad være! Gå to skridt tilbage og revurder dine egne og patientens præmisser…og lav nogle husordenregler. En komiker sagde at hvis du har mødt to idioter inden kl. 12 så er du måske selv et røvhul. Livet er kort, men bliver længere med bøvl, sagde Publilius Syrus – en slavegjort romer, der senere blev til sentensmager. Bøvl - at bøvle med…der besvær, mas, ulejlighed - eller et vrøvlende rodehoved, der slider andre op. PÅ engelsk er det måske en heart sink patient - en hjertesukspatient. Men selv hjertesukspatienter har et hjerte. Der er bøvlede patienter – det ved vi alle. Men der er også bøvlede relationer, bøvlede netværk, bøvlede pårørende, bøvlede situationer, bøvlede forstyrrelser og der er bøvlede etiketter og kategorier Lægestuderende lærer hurtigt af deres ældre kolleger at kende en træls patient. Her er hvad medicinstuderende siger om besværlige patienter: • De er uinteresserede, utålmodige og taler for meget • De ødelægger den lægestuderendes mulighed for at brilliere • De forstyrrer de studerendes forventninger til læge-patientmødet • De fratager de studerende den autoritet de troede de havde • De fremtvinger følelser de studerende helst vil undgå • De trigger andre dårlige oplevelser En ældre kvinde med en kronisk sygdom følger mig på LinkedIn og kommenterer ofte det jeg skriver. Forleden skrev hun at hun var sikker på at overlægerne på afdelingen havde en lille sort bog med hemmelige diagnoser hvoraf en måtte være MBP: Meget Bøvlet Patient. Patienter synes også læger kan være bøvlede. Kerkegaard hadede læger lige så meget som præster. Ikke meget er ændret siden Kierkegaard gik til læge i sin tid: ”I første øjeblik synes lægen at møde mig med en rent medmenneskelig situation, han tager imod mig som det hedder, men situationen forvandles straks til en distanceret objektivitet. Gennem lægens spørgsmål transformeres jeg til en genstand for hans erfaring, jeg forsvinder for ham som person, det er simpelthen en forudsætning for al hans handlen med mig. I bedste fald dukker jeg måske op for ham som person igen, idet jeg går ud af hans dør.” Leslie Jamison er professionel patientskuespiller for lægestuderende. Han er kritisk og skrev bogen The Empathy Exams om sine mere end 20 års eksamenserfaringer: ”Studerende er fuldstændig forretningsprægede. De haster lidenskabsløst gennem deres kliniske tjekliste for depression som en indkøbsliste til Brugsen: søvnforstyrrelser, forandringer i appetitten, nedsat koncentration. Nogle af dem bliver irriterede, når jeg adlyder mit manuskript og nægter at have øjenkontakt. Jeg skulle forblive indelukket, indhyllet og følelsesløs. De der irriterende lægestuderende tager mine afvisende øjne som en provokation og en udfordring. De holder aldrig op med at fange mit blik - næsten som to boksere der nedstirrer hinanden før en kamp. Ved at tvinge mig til øjenkontakt kan de opretholde magt og tvinge mig til at anerkende deres, synes de, nødvendige behandling. Hvorfor siger studenten ikke som det er: "jeg kan overhovedet ikke engang forestille mig hvordan det er - kan du beskrive for mig hvordan du har det? Andre studenter virker til at forstå, at empati altid lander usikkert mellem en gave og en invasion. De tør ikke engang sætte stetoskopet til min brystkasse uden at spørge om lov. Deres ydmyghed inviterer til dialog, svar og spørgsmål. Empati er ikke at konstatere at det må være svært, men hvordan man bringer besvær og tvetydighed ind i lyset så man kan se det i samtalen". Bøvlede patienter får bøvlet behandling. Men det hjælper hvis patienten er lidt sød – så går det lidt bedre. Hvad nu, hvis vi kunne forudsige, hvem der ville få den dårligste behandling i vores sundhedsvæsen? Ikke ud fra deres sygdom. Ikke ud fra deres blodprøver. Men ud fra deres uddannelse. Deres økonomi. Deres sprog. Og deres mulighed for at møde op klokken 10.15 en tirsdag formiddag. Ville vi så kalde det tilfældigheder? Eller stille spørgsmål ved vores eget system? For ulighed i sundhed handler ikke bare om, at nogle bliver mere syge end andre. Det handler også om, at nogle har langt bedre muligheder for at blive hørt, forstået og behandlet. Og om noget mere ubehageligt: At et sundhedsvæsen skabt for at hjælpe nogle gange forstærker de uligheder, der allerede findes i samfundet. For er det egentlig retfærdigt at behandle alle ens, når deres muligheder for at få gavn af behandlingen er så forskellige? Den usynlige ulighed Gratis adgang er ikke det samme som lige adgang. Og lige adgang er ikke det samme som lige muligheder for at få hjælp. Forestil jer to mennesker med de samme symptomer. Den ene har en videregående uddannelse og kan forklare symptomerne præcist, stille opklarende spørgsmål og insistere på en ny vurdering. Den anden har et langt arbejdsliv med fysisk belastning bag sig, måske svært ved at læse og ikke altid taget alvorligt. Vedkommende svarer kort, siger ja uden at have forstået og går hjem med en plan, der er næsten umulig at følge. Begge har været til konsultation. På papiret er behandlingen den samme. Men har de fået den samme mulighed for at blive raske? Netop dér bliver uligheden usynlig. Systemerne registrerer, om patienten fik en tid, og om medicinen er ordineret. Men vi spørger ikke altid, hvad der skete med mennesket på den anden side af skrivebordet. Og hvad skete der med den, der aldrig kom tilbage? Vi måler rask væk patientens performance, for at se om de kan tåle behandlingen, men vi ville nok blive dødeligt fornærmede hvis patienterne ville til at måle vores patient performance: om vi kan tåle dem. Måske var det ikke patienten, der var uvillig. Måske var det behandlingen, der var vanskelig at få adgang til. 2. Når vi gør sociale problemer til individuelle fejl Der findes et ord, der ofte dukker op, når patienter ikke følger vores anbefalinger: ikke-kompliante. Men prøv at standse ved det ord. Det fortæller, at patienten ikke gør det, vi forventer. Men ikke, hvorfor. Og det er en afgørende forskel. Måske er doseringen ikke forstået, eller valget står mellem medicin og en anden nødvendig regning. Måske er der psykisk sygdom, ensomhed eller uforudsigelighed i livet. Og så kommer vi med en plan, der forudsætter overskud, struktur og evnen til at planlægge uger frem. Vi kalder den god. Når den ikke følges, kalder vi patienten vanskelig eller ligefrem bøvlet. Men hvad nu, hvis vi har vendt årsag og virkning på hovedet? Hvad nu, hvis behandlingen også skal kunne leve op til patientens virkelighed? Det betyder ikke, at mennesker ikke har ansvar. Men ansvar forudsætter muligheder. Vi siger: Spis sundt, søg hjælp tidligt. Men hvad koster sund mad, hvor de bor? Sundhed bliver ofte fremstillet som et spørgsmål om valg. Men valg træffes aldrig i et tomrum. De træffes i et liv. Under nogle vilkår vi har svært ved at sætte os ind i. Fattige har fattige valgmuligheder. 3. Sundhedsvæsenet er ikke neutralt Vi kan godt lide at tænke på sundhedsvæsenet som neutralt. Men ingen institution er det. Se på en helt almindelig patientrejse: Man skal opdage sit problem, vurdere, om det er alvorligt, forklare sine symptomer, forstå beskederne, møde op og koordinere mellem flere afdelinger og bagefter omsætte det til handling i hverdagen. Det lyder måske ikke urimeligt. Men vi forventer, at patienten både er syg og samtidig projektleder for sit eget sygdomsforløb. Hvad gør vi så, når mennesket er alvorligt sygt, har smerter eller mangler sproglige og sociale ressourcer? Hvis vores sundhedsvæsen fungerer bedst for dem, der kan tale systemets sprog, så er det ikke nok at sige, at døren står åben for alle. Vi må også spørge, hvem der reelt kan komme ind ad den. 4. Den patient, vi ikke forstår Noget af det vanskeligste i sundhedsvæsenet er mødet med det menneske, vi ikke umiddelbart forstår. Patienten med den lange historie, når vi skal bruge et kort svar. Patienten, der bliver vred. Patienten, der er tavs. For når vi ikke forstår en patient, begynder vi ofte at forklare patienten. Vi siger, at vedkommende er besværlig. Overdriver. Ikke samarbejder. Hvis vi beslutter, at problemet ligger i patientens personlighed, lukker vi samtalen. Hvis vi spørger, hvad vi endnu ikke har forstået, åbner vi den igen. Måske er der en sygdom, vi ikke har opdaget. Det kræver ydmyghed. Men ydmyghed er ikke usikkerhed. Det er en del af fagligheden at vide, at vores forståelse af et andet menneske altid er ufuldstændig. For den patient, vi har sværest ved at forstå, er ofte den, der har allermest brug for, at vi ikke holder op med at prøve. 5. Tillid er ikke noget, vi kan kræve Vi taler meget om tillid. Men tillid er ikke en pligt, vi kan pålægge andre. Tillid skabes gennem erfaringer. Vi skal være forsigtige med at forveksle tillid med lydighed. En patient, der er enig med os, har ikke nødvendigvis forstået os. Nogle af de mest sårbare patienter er netop dem, der ikke har kræfter til at protestere. De skriver ikke klager. De går måske bare hjem. Derfor kan vi ikke bruge fraværet af klager som bevis på, at systemet fungerer. Vi må opsøge de erfaringer, der ellers ikke bliver hørt. For et system, der kun lytter til patienter, der kan formulere deres kritik på den rigtige måde, risikerer at overse dem, der har mest brug for forandring. 6. Når lighed bliver til ens behandling Lad os vende tilbage til spørgsmålet i begyndelsen: Er det retfærdigt at behandle alle ens, når mulighederne for at få gavn af behandlingen er så forskellige? Det er ikke sikkert, at alle skal have præcis den samme hjælp. Nogle har brug for en tolk eller kontaktperson. Nogle for, at vi gentager informationen og kontrollerer forståelsen. Andre for, at vi gør systemet enklere. Det er ikke nødvendigvis særbehandling. Det kan være forudsætningen for, at behandlingen bliver ligeværdig. Hvis vi kun måler, om vi har leveret den samme ydelse, risikerer vi at overse, om vi har opnået det, sundhedsvæsenet er sat i verden for: At hjælpe mennesker og stile mod ligebehandling. Om ikke andet så i ord. 7. Hvad skal vi så gøre? For det første skal vi holde op med at betragte sociale forhold som noget uden for behandlingen. Forstår patienten ikke sproget, kan det være et patientsikkerhedsproblem. For det andet skal vi undersøge vores arbejdsgange. Hvilke patienter udebliver? Er der mønstre? Gør vores indkaldelser det unødigt svært at møde op? For det tredje skal vi gøre det lettere at bede om hjælp. Vi skal udvikle forløb, hvor koordineringsansvaret ikke automatisk lægges over på den enkelte, bruge et forståeligt sprog og tilbyde professionel tolkning. For det fjerde skal vi skabe en kultur, hvor medarbejdere kan tale åbent om de patienter, der er svære at hjælpe. Vi skal kunne spørge: Hvad overser vi? Endelig kan sundhedsvæsenet ikke løse alt. Vi kan ikke behandle os ud af fattigdom eller ordinere os ud af ensomhed. Men sundhedsvæsenet har et særligt ansvar. Det er ofte her, konsekvenserne bliver tydelige. Og her, vi kan gøre afstanden større eller mindske den. Sundhedsvæsnet er tragedierne si. Når alt andet glipper ringer man 112. Vi bliver vidner til sociale og helbredsmæssige katastrofer og får dermed en indsigt og viden der pålægger os en handlepligt. 8. Den svære patient er også vores patient Jeg vil gerne slutte, hvor vi startede: med patienten, vi ikke forstår. Hjertesukspatienten. Patienten vi langsomt erkender har et hjerte. En patient der får os til at erkende at vi selv har et hjerte. Patienten, der kommer igen og igen. Patienten, som vi taler om på gangen. Vi ser patienten i et begrænset udsnit af livet: symptomerne, prøvesvarene og journalnotaterne. Men ikke de mange år, der gik forud, eller den energi, det krævede bare at komme frem til vores dør. Det betyder ikke, at vi skal romantisere sårbarhed, eller at alle patienter altid har ret. Blot at vi skal være forsigtige med at gøre vores begrænsede viden om et menneske til en endelig forklaring. For det er let at hjælpe den patient, der kan fortælle sin historie i de rigtige ord. Det er sværere at hjælpe den, der ikke kan. Men behovet for hjælp bliver ikke mindre af, at det er svært at få øje på. Tværtimod. Kernen I Kerneopgaven bliver mindre og mindre. De fejl vi laver nu er direkte forårsaget af standard minimum tænkning og specialisering - Den kroniske produktionsforstyrrelse • Den organisatoriske kompleksitet fortrænger patient kompleksitet - fokus flyttes til at hjælpe processer i stedet for patienter • Komplekse patienter er blevet til hovsamissiler: de forstyrrer og får skylden for at behandlingen fragmenteres • De bliver et produktionsproblem – fx ‘frequent flyers’ Overstrukturering af behandling (guideline tyranni) fører til prioritering af organisatoriske færdigheder - på bekostning af lægers kliniske og kommunikative færdigheder om patienters individuelle behov, bekymringer og viden Afslutning: Hvem har vi indrettet systemet til? Hvad nu, hvis vi kunne forudsige, hvem der havde størst risiko for at blive overset? Hvad ville vi så gøre med den viden? Som en flygtning i klinikken udtrykte det: ”Man skal forstå hvordan det er ikke at blive forstået, for at forstå det”. Ville vi acceptere det som en beklagelig, men uundgåelig konsekvens? Eller bruge den viden til at ændre den måde, vi arbejder på? Vi skal ikke bare spørge, om patienten fik en tid, men om patienten kunne komme til den. Og ikke bare, om vi behandler alle ens, men om alle reelt kan få gavn af behandlingen. For ulighed i sundhed er ikke kun et spørgsmål om, hvem der bliver syge. Det er også et spørgsmål om, hvem der bliver hjulpet. Og hvem der forbliver vores ansvar, også når de er vanskelige at hjælpe. Et sundhedsvæsen viser ikke kun sin kvalitet gennem den behandling, det giver dem, der passer godt ind. Men også gennem den måde, det møder dem på, som ikke gør. For et sundhedsvæsen er først for alvor fælles, når også de mennesker, der har sværest ved at finde vej i det, har en reel mulighed for at få den hjælp, de har brug for. Sir Patrick siger i George Bernhard Shaws skuespil ‘The Doctors Dilemma, 1906: ”Enhver nar kan blive syg, men det er ikke ethvert fjols, der kan være en god læge. Der er ikke nok af de gode læger” Shaw har også sagt at ”Alle professioner er sammensværgelser mod lægmænd” Inger Støjberg sagde engang som socialminister at ” ”Nu skal vi huske at der trods alt også skal være plads til mennesket i systemet” Problemerne med patienterne er os. Vi må ikke være en sammensværgelse mod mennesket i systemet. Tak for ordet.

Tale ved "Aldrig mere krystalnat" i Svenborg 9. november 2017

Tale ved ”Aldrig mere krystalnat”, Svendborg 9. november 2017 Morten Sodemann ”ORD KAN VIRKE som bittesmå doser arsenik: De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel” – skriver Viktor Klemperer i sin bog om det 3.Riges sprog. Klemperer var professor men også jøde og blev frataget retten til at eje bøger og til at skrive. Han skrev dog i hemmelighed en dagbog, hvor han dokumenterede det han kaldte den sproglige arsenik. Tyske forskere og læger, der var jøder, blev dengang omtalt som ”fremmede”, selvom de havde gjort store videnskabelige fund. Selv et lille ord som ”selvom” blev til et arsenik ord. Du er anerledes selvom du er dygtig. Klemperer nævner også ord som ”karaktermæssige” og ”kampivrig” som arsenik ord. Sprogets snigende gift overtager og styrer tankerne. ”Sproget digter og tænker ikke blot for mig, det styrer også mine følelser, det styrer min sjæls væsen, jo mere selvfølgeligt, jo mere ubevidst jeg overlader mig til det”, sagde Klemperer. Man havde ikke sociale medier i Tyskland i 30’erne og der var færre aviser. I dag er sproget mere påvirkeligt og styres af populister i ledtog med internettrolde, der bombarderer verdens samfundet med sproglige nyskabelser som f.eks. ”alternative sandheder” og masseproduktion af åbenlyst fabrikerede skrækhistorier om flygtninge og migranter. Sproget udtrykker ikke blot tanken, det ændrer også tanken. Sproget bliver heltedyrkende, og den ene efter den anden begivenhed udnævnes til at være historisk eller endda verdenshistorisk. For længst begravede værdier og udtryk graves op, pudses af og får nyt liv. Vi er gået hen og blevet mere danske end danskere – vi er blevet en karikeret udgave af os selv.   Ligesom man i nogle lande anvender tortur som f.eks. berøvelse af nattesøvn og tidsfornemmelse til at forvirre fanger, så er tvetydighed et snedigt sprog trick, der er perfekt til at forvirre flygtninge med. Du skal lære erhvervsdansk, men der er ikke arbejde til dig. Du skal integrere dig, men du skal også rejse hjem. Vores geografiske og kulturelle uvidenhed lægger også gift i sproget. Man forundres over at blive kaldt araber, når man er fra Senegal, Kineser når man er fra Kazakhstan. Endnu snedigere er kravet om assimilation. Vi siger du skal integreres, men vi mener du skal assimileres. For hvad er det man skal assimileres til, hvor meget skal man assimileres og hvornår er man egentlig færdig? Skal man ryge og drikke som danskere gør med faren for at det tager 5 år af ens levetid pga rygerlunger og skrumpelever? Tvivl, usikkerhed og tvetydighed i sproget skaber angst, stress og demoralisering blandt minoriteter. Når kravene fra samfundet er uklare og modstridende bliver flygtninge bange og forsigtige – de trækker sig fra majoritetens selvmodsigende tvetydige forventninger – resultatet er at de checker ud af samfundet og desintegreres. Præsident Trump har om nogen perfektioneret tvetydigheden til et uhyggeligt niveau: han har direkte sagt at ”Jeg vil være uforudsigelig”. Hans grundholdning er, at ingen skal vide sig sikre på, hvad han mener, føler, ved eller kan finde på. Hans vilkårlige migrant politik, voldsomme aggressive udfald og den endnu ikke opførte soldrevne mur mod Mexico er populistiske pragteksemplarer på uforudsigelighed.   Sproget bruges også til at definere hvad der er normalt og hvad der er truende. Sydafrika havde under apartheid utallige regler for racedefinitioner. Med tiden blev reglerne mere og mere bizarre og selvmodsigende. Således var der en stor gruppe af sydafrikanere, der var svære at placere i racedefintioner - såkaldte kamæleoner – personer i Sydafrika som derfor konstant skiftede race afhængigt af regimets embedsmænd, læger og genetiske eksperter nye krav til at være hvid. Men farver og deres betydning afhænger af kontekst og øjnene der ser. Da jeg arbejdede i Vestafrika havde man farve hvis man ikke var sort. Lige så grotesk er det at der lige nu er 3 millioner statsløse flygtninge i verden. De er ikke engang kamæleoner, men, på trods af deres antal, helt usynlige: Er man statsløs har man ingen ret til rettigheder men FN har svært ved at overtale medlemslande til at ændre deres status. Statsløse flygtninge er klodens grimme blinde plet. Fik alle jordens migranter deres eget land ville de være verdens 5. største land og have en plads i sikkerhedsrådet – måske er det det der skal til før de statsløse kan få ret til rettigheder. FN har i et nødråb til verdenssamfundet for nylig påpeget at vi er blevet meget dårligere til at løse og stoppe internationale konflikter, så hvis de rige lande vil gøre noget ved flygtninge situationen skal de lære at løse konflikter i stedet for at lukke grænser. Når man beder om tordenvejr har man ikke ret til at brokke sig over at det også regner.   ”En indvandrer er en person, der har mistet alt undtagen sin accent”, sagde Simon Wiesenthal. Selv en lille accent kan være ekskluderende og stigmatiserende. Sproget er politisk, men det passive sprog er den farligste gift – passivt sprog er stærkt politisk. Vi tæller hvor mange kvinder, der er blevet voldtaget men ikke hvor mange mænd der har voldtaget kvinder. Vi tæller hvor mange indvandrere der ikke har arbejde men ikke hvor mange arbejdspladser der har afvist dem alene pga deres navn. Vi tæller hvor mange fattige der er syge, men ikke hvorfor fattige er mere syge. Indvandrere er ødelæggende for dansk kultur. Der er politikere, der mener flygtninge dikterer dansk kultur og politik. Andre mener det er flygtningene der er årsagen til flygtningeproblemer. Sandheden er at flygtninge er ofrene – men sproget giver dem skylden. Kvinder, fattige og flygtninge passiviseres – , sygdom, overfald og fattigdom sker bare for dem som en naturlighed- en nødvendighed – sådan er det jo - og de får gennem sprogbrugen den stiltiende passive skyld. Og deri består den sproglige arsenik som pressen og politikerne lever af: vi lærer at give dem skylden, der selv er ofre. Sagte fører den sproglige arsenik til at nedsættende hadefulde holdninger og falske modsætninger bliver en acceptabel del af hverdagens sprog. Det er den umærkelige normalisering af hadsk tale, bevidst uvidenhed & tingsliggørelse, der er giften. Og dét er netop den giftige tvetydige politiske retorik, der gør at flere og flere indvandrere holder op med at stemme, for politikernes sprog er frastødende og de vedtager konstant nye stramninger med bred opbakning i Folketinget. Hvis alle partier er kritiske overfor indvandrere, så er det bedre at undlade at stemme som en ung mand sagde til en avis forleden. I dag taler man om at indvandrere skal bekræfte ”demokratisk sindelag” med en troskabsed til frikadeller, folketing og satire tegninger. Det giftige sprog ender med at hæmme demokrati og inklusion.   Den sproglige arsenik har etableret begreber som ”masse indvandring” selvom der kom lige så mange flygtninge i 80’erne, flygtninge omtales konsekvent som migranter og papirløse flygtninge omtales konsekvent af pressen og politikere som illegale migranter. Andre er begyndt at tale om ”unaturlig multikultur” og endda ”landsforrædere” om personer der prøver at nuancere den hadske tone. Selv landets statsminister taler om at ”der er danske danskere og så er der indvandrere”. Retorik har konsekvenser og sprog er et våben vi alle har i lommen, men der er ingen der kan tvinge os om at affyre våbnet – det bestemmer vi selv, alle vi der bor i Danmark - også, politikere og journalister. Sproglig arsenik og konfliktstof er kunstig gødning for politikere og medier. Politik handler om retten til at bestemme hvornår en historie starter og hvornår den stopper. Men magten til at bestemme over historien er også arsenik. Flygtninge området er blevet et politisk Uber projekt, hvor alle er eksperter- det er en politisk prøvebane for hvor langt man kan gå og hvem der tør mest.   Den brasilianske forfatter Paul Coelho skriver i forordet til bogen Alkymisten: ”Selvom min nabo hverken forstår min religion eller min politik, så kan han i hvert fald forstå min historie. Hvis bare han kan forstå min historie, så er han ikke så langt væk fra mig og afstanden er så kort, at jeg bygge bro til min nabo. Der er altid mulighed for forsoning, en chance for at min nabo og jeg kan sidde ved det samme bord og stoppe vores konflikt. Og dén dag vil han fortælle sin historie og jeg vil fortælle ham min”. En patient i Indvandrermedicinsk Klinik fortalte om sin flugt: ”Du må forstå at man ikke tager særlig ærefulde beslutninger, når man er bange”. Måske er det bange danskere der spreder den uhæderlige sproglige arsenik. Konflikter starter altid med ord og konflikter kan sluttes med ord – vi har et fælles ansvar for at vælge de rigtige ord & undgå at sprede sproglig arsenik. Det bedste vi kan gøre for at undgå en ny krystalnat er at beskytte vores sprog mod at blive forgiftet og ved at lytte til flygtningenes historie over en kop dialogkaffe. Og så må vi forsvare menneskerettighederne, der er under angreb lige nu – alene tanken om at afskaffe menneskerettigheder er det bedste argument for at beholde dem. I Japan har naturen fået sin egen naturret så den kan forsvare sig mod menneskers overgreb. Måske er det på tide at sproget får sin egen ret til at forsvare sig mod menneskers hadefuld sproglig arsenik.

Efter COVID: Vi har slået op med den normale fortid og forelsket os i en vildt usikker fremtid

Blev bønnerne hørt? (dr.dk)

Indtil i dag for 4 år siden var verden normal. Regeringen lukkede Danmark. Da vi åbnede igen, var vi ikke de samme som før. Nogle af os fik en a-ha oplevelse, andre et shock. Nogle kunne handle, andre måtte indse at de var handlingslammede. For nogle kunne livet fortsætte med hjemmearbejdsplads, gæsteværelser og sommerhuse for andre gik livet i stå og kom aldrig i gang igen. For nogle var det en spændende udfordring, for andre et helvede. Direktøren blev ikke ramt af pandemien på samme måde som plejehjemsassistenten, og tiden efter Corona var heller ikke den samme for banker som den var for små virksomheder. Selvom vi alle blev udsat for en kollektiv forstyrrelse, en uplanlagt ændring af alles liv, så har vi ikke rigtig talt om hvad vi lærte og hvad vi ikke lærte – eller hvem der overhovedet lærte noget. Selvom vi har sagt farvel til det vi troede var normalt så er vi ikke helt enige om hvilken vej vi nu skal gå. Der var store tanker under og lige efter COVID-19 om alt det vi havde erkendt. Nu skulle verden forberede sig meget bedre på det utænkelige: en ny pandemi, værre end Corona. Verdens Sundhedsorganisationen WHO blev sat til at udfærdige en Pandemi traktat og vi tog for givet at verdens andre internationale organisationer, lande og unioner tog ved lære af konsekvenserne af lukkede grænser, nationalisme, handelsbegrænsninger, populisme og xenofobi. Desværre ser det ud til at den stramme statslige kontrol med adfærd under pandemien har fået os til at slå op med den normale fortid for at kaste os ud i en forelskelse i vilkårlighed, individualisme og eksklusion.

Ensom pave (dr.dk)

”(...) en håndfuld magtfulde lande saboterer den bedste chance vi har haft for at omsætte erfaringerne fra COVID-19-pandemien til juridisk bindende forpligtelser, der vil beskytte os alle.” – skriver det ansete lægevidenskabelige tidsskrift The Lancet i sin leder d. 2. marts 2024, efter at det er kommet frem at den længe ventede Pandemi traktaten (Pandemic Treaty) fra Verdens Sundhedsorganisationen WHO (https://www.thelancet.com/journals/lancet/article/PIIS0140-6736(24)00410-0/fulltext) nu foreligger i  sidste udkast, hvor sproget er stærkt svækket i forhold til den oprindelige ambition, fyldt med floskler, forbehold og udtrykket "hvor det er relevant" præger alle anbefalinger. Alt tyder på, at traktatens styrings- og ansvarlighedsmekanismer bliver undermineret. Traktaten efterlader stadig verdenssundheden i private og finansielle hænder og der er ikke mange klare forpligtelser til verdens lande om at forhindre udbrud af zoonotiske sygdom, implementere One Health-principper, styrke sundhedssystemerne eller imødegå desinformation.

I krig er sandheden det første offer. Under pandemier er normalitet og eksisterende viden de første ofre. I stedet får vi hvad vi tror er ny viden, men som består af gammel viden forstyrret af giftig ny-viden – nogle vil kalde det uvidenhed. Den ”ny-viden” der er opstået efter Corona pandemien følger 3 spor: det første spor er den bevidste og banale uvidenhed i form af falske nyheder, alternative fakta, forfalsket videnskab, forfalsket historieskrivning, paranoiaen fra anonyme internet-horder, mega-internetkrigere og regelret 'bullshit'. Det andet spor er en overvindelig men tydelig vildledning i form af konspirationsteorier, drømmen om det evige liv mens man snyder døden, flertalsrettigheder, xenofobi og bevidst italesættelse af kaos for politisk vindings skyld. Det tredje spor er den uovervindelige uvidenhed der er resultatet af vores (vestlige civilisations) ikke-tænkte tanker – ting, vi aldrig har tænkt, fordi de er uden for rammerne af de dominerende paradigmer, snævre faggrænser, teorier, principper og antagelser. En ”ny-viden” der indhyller konventionel viden i en giftig tåge af uvidenhed, som vil gøre det næsten umuligt at tænke fornuftigt (https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S0016328720300446). Det almindelige udfordres, det normale hører fortiden til. For at kunne handle på det ualmindelige (som f.eks. en ny pandemi) skal man have ualmindelig god viden om det almindelige. Men det er lykkedes politikere verden over at gøre det almindelige politisk modellervoks. Vi troede vi var enige om hvad der var viden og hvad der var fup. Det er vi ikke længere, for alt er til forhandling.

Patienters ensomhed

Allerede før Corona-pandemien var vi på vej ind i den postnormale tidsalder. Før da befandt vi os i en industriel æra, i et videnssamfund med relativt forudsigelige handelsmæssige- og politiske miljøer. Corona fik os til at tage et ufrivilligt kæmpe spring direkte fra stabilitet og normalitet til skrøbelighed og uforudsigelighed. Den postnormale fase efter pandemier er præget af kompleksitet, kaos og kontradiktioner. Dét er effekten af pandemier, men denne gang har pandemien skabt et bekvemt fundament for nogle politiske tendenser der nok ulmede før pandemien, men eksploderede efter den.

Vi må nu leve med at verdens ledere vil have os til at tro at vi bor i en VUCA-verden (Volatile-Uncertain-Complex-Ambigious) – dvs en verden der er for svær at forstå for os almindelige vælgere: den er skrøbelig, usikker, komplex og tvetydig (Kakko, I. (2023). How to Prepare for the Wicked Problems of the Postnormal Era: Introducing an Evaluation Model for Vucability Improvement. In SMART CITY 2.0: Strategies and Innovations for City Development (pp. 57-85)). Vi skal frygte verden og frygten skal samle os om de ledere, der kan beskytte os mod omverdenen: dvs. de andre kontinenter, de andre lande, de andre religioner, de fremmede og de fattige. En italiensk filosof har tilegnet begrebet aporofobi til vores angst for de fremmede og dem der ikke bidrager.

Sygehusets ensomhed

Corona fik os til at slå op med fortiden men fremtiden har vist sig at være et svimlende kaotisk swiperi på et politisk Tindermarked. Strategisk tvetydighed, alternative sandheder og fokusgruppebaseret politisk opportunisme har forført os ind i en fremtid fyldt med ”vilde problemer”, serielle kriser og 100-årshændelser hver anden uge. Kriser kommer altid helt bag på dem der har magten og muligheden for at beskytte os mod dem. Vi har lært at kriser er uforudsigelige og utænkelige og derfor kan vi ikke forvente at lederne, politikerne, kan beskytte os før de rammer os. De rammer os alle som et shock får vi at vide. Det vi ikke får at vide er at der er meget mere politisk kapital i at vente med at handle til man kan redde nogen der er ramt.

Men vi skal stoppe med at møde kriser med shock: I det post-normale samfund er det nye normale er kriser. Det synes bekvemt for verdens ledere at læne sig op ad fortællingen om kriser som sorte svaner. Så kan de vente med at reagere til det er for sent & de er 'tvunget' til at handle og kan få kredit for det. Det er smart at tale om forebyggelse og forberedelse mod næste krise. I det post-normale samfund er paratheden blevet en politisk 3-delt strategi, hvor der skabes:

-       tilstrækkelig tvetydighed & usikkerhed om almindeligheder til at det er svært at se et tydeligt problem når det opstår & dermed umuligt for almindelige mennesker at stille ledere til regnskab eller kræve handling.

-       en stærk fortælling om at enhver krise er fuldstændig uforudsigelig så der ikke rigtig kan placeres et tydeligt ansvar - og når politikerne handler, er det derfor i heroisk nødværge for samfundet.

-       så mange interessent- og ledelseslag og så omfattende snitflader mellem institutioner at man altid kan sparke skylden og løsningen for kriser nedad eller til siden.

Men hvad med EU? Tilsyneladende lukker EU sig ikke bare om sig selv, de enkelte EU-medlemslande lukker sig også mere og mere indbyrdes i deres egen interesseboble. Man ser et EU på hælene “(…) en voksende andel [af dets ressourcer er] omdirigeret til brandslukning under kriser, et eksklusivt fokus på egeninteresser og strategisk autonomi, fortsat dobbeltmoral og inkonsekvente løsninger” skriver Mikaela Gavas og Samuel Pleeck i en kommentar for Center for Global Development (https://www.cgdev.org/blog/2024-eu-development-cooperation-crossroads). Verdens Handelsorganisationen WTO var heller ikke nogen hjælp da det gjaldt under og efter COVID19: de er medvirkende årsag til at det er under 20 % af verdens sundhedsprodukter relateret til pandemibekæmpelse, der kan reguleres af WHO og dermed er 80 % af pandemibekæmpelse i hænderne på det frie marked. (https://foreignpolicy.com/2024/02/28/wto-covid-pandemic-treaty-vaccines-patents-intellectual-property/).

Vi vælger den information vi skal bruge i en krise baseret på gældende tankesæt, diskussioner og hvad vi anser for at være den bedste viden. Men der er ulighed i videns produktion og der er viden ingen vil have (https://www.tandfonline.com/doi/full/10.1080/02691728.2022.2103750). De strukturelle uligheder i videns produktion og politisk håndplukket viden, er en del af det kompleks der skaber kriser og onde problemer. Når man fastholder en simpel tankekultur, som i tomrummet efter COVID-19, med en bestemt og hårdt styret gruppetænkning, der ikke udfordrer ortodokse opfattelser, så skaber man grobund for nye onde problemer. Der er politisk kapital i at omdefinere selvskabte rodede komplekse møgproblemer til lækre ’vilde problemer’. Corona pandemien, fedme blandt unge, cyberkriminalitet og narkokriminalitet er blevet til spændende problemer der skal tæmmes. Men de såkaldt 'Vilde problemer' er en falsk varebetegnelse. Det er politiske valg der fører til 'onde problemer'. Det er politikerne der skal tæmmes og løsningerne der skal være vilde i den postnormale tidsalder. Dét kunne vi have lært af COVID, men vi tør åbenbart ikke. Vi er ikke så vilde med at lære som vi tror. Og kunstig intelligens redder os ikke på denne front: AI står for augmented inequality (forstærket ulighed). Det ér os, der har ansvaret - vi kan ikke udlicitere det og det går ikke væk fordi vi forelsker os i en usikker fremtid.

Den 25. april udkommer min bog om alt det vi ikke lærte under Corona: ”Pandemiens Pariaer”, på forlaget Samfundslitteratur (se: https://samfundslitteratur.dk/bog/pandemiernes-pariaer)

 

Tale ved ”Aldrig mere krystalnat”, Svendborg 9. november 2017

 ”ORD KAN VIRKE som bittesmå doser arsenik: De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel” – skriver Viktor Klemperer i sin bog om det 3.Riges sprog. Klemperer var professor men også jøde og blev frataget retten til at eje bøger og til at skrive. Han skrev dog i hemmelighed en dagbog, hvor han dokumenterede det han kaldte den sproglige arsenik.

Tyske forskere og læger, der var jøder, blev dengang omtalt som ”fremmede”, selvom de havde gjort store videnskabelige fund. Selv et lille ord som ”selvom” blev til et arsenik ord. Du er anerledes selvom du er dygtig. Klemperer nævner også ord som ”karaktermæssige” og ”kampivrig” som arsenik ord. Sprogets snigende gift overtager og styrer tankerne.

”Sproget digter og tænker ikke blot for mig, det styrer også mine følelser, det styrer min sjæls væsen, jo mere selvfølgeligt, jo mere ubevidst jeg overlader mig til det”, sagde Klemperer. Man havde ikke sociale medier i Tyskland i 30’erne og der var færre aviser. I dag er sproget mere påvirkeligt og styres af populister i ledtog med internettrolde, der bombarderer verdens samfundet med sproglige nyskabelser som f.eks. ”alternative sandheder” og masseproduktion af åbenlyst fabrikerede skrækhistorier om flygtninge og migranter.

Sproget udtrykker ikke blot tanken, det ændrer også tanken. Sproget bliver heltedyrkende, og den ene efter den anden begivenhed udnævnes til at være historisk eller endda verdenshistorisk. For længst begravede værdier og udtryk graves op, pudses af og får nyt liv. Vi er gået hen og blevet mere danske end danskere – vi er blevet en karikeret udgave af os selv.

Ligesom man i nogle lande anvender tortur som f.eks. berøvelse af nattesøvn og tidsfornemmelse til at forvirre fanger, så er tvetydighed et snedigt sprog trick, der er perfekt til at forvirre flygtninge med. Du skal lære erhvervsdansk, men der er ikke arbejde til dig. Du skal integrere dig, men du skal også rejse hjem. Vores geografiske og kulturelle uvidenhed lægger også gift i sproget. Man forundres over at blive kaldt araber, når man er fra Senegal, Kineser når man er fra Kazakhstan. Endnu snedigere er kravet om assimilation. Vi siger du skal integreres, men vi mener du skal assimileres. For hvad er det man skal assimileres til, hvor meget skal man assimileres og hvornår er man egentlig færdig? Skal man ryge og drikke som danskere gør med faren for at det tager 5 år af ens levetid pga rygerlunger og skrumpelever?

Tvivl, usikkerhed og tvetydighed i sproget skaber angst, stress og demoralisering blandt minoriteter. Når kravene fra samfundet er uklare og modstridende bliver flygtninge bange og forsigtige – de trækker sig fra majoritetens selvmodsigende tvetydige forventninger – resultatet er at de checker ud af samfundet og desintegreres. Præsident Trump har om nogen perfektioneret tvetydigheden til et uhyggeligt niveau: han har direkte sagt at ”Jeg vil være uforudsigelig”. Hans grundholdning er, at ingen skal vide sig sikre på, hvad han mener, føler, ved eller kan finde på. Hans vilkårlige migrant politik, voldsomme aggressive udfald og den endnu ikke opførte soldrevne mur mod Mexico er populistiske pragteksemplarer på uforudsigelighed.

Sproget bruges også til at definere hvad der er normalt og hvad der er truende. Sydafrika havde under apartheid utallige regler for racedefinitioner. Med tiden blev reglerne mere og mere bizarre og selvmodsigende. Således var der en stor gruppe af sydafrikanere, der var svære at placere i racedefintioner - såkaldte kamæleoner – personer i Sydafrika som derfor konstant skiftede race afhængigt af regimets embedsmænd, læger og genetiske eksperter nye krav til at være hvid. Men farver og deres betydning afhænger af kontekst og øjnene der ser. Da jeg arbejdede i Vestafrika havde man farve hvis man ikke var sort.

Lige så grotesk er det at der lige nu er 3 millioner statsløse flygtninge i verden. De er ikke engang kamæleoner, men, på trods af deres antal, helt usynlige: Er man statsløs har man ingen ret til rettigheder men FN har svært ved at overtale medlemslande til at ændre deres status. Statsløse flygtninge er klodens grimme blinde plet. Fik alle jordens migranter deres eget land ville de være verdens 5. største land og have en plads i sikkerhedsrådet – måske er det det der skal til før de statsløse kan få ret til rettigheder. FN har i et nødråb til verdenssamfundet for nylig påpeget at vi er blevet meget dårligere til at løse og stoppe internationale konflikter, så hvis de rige lande vil gøre noget ved flygtninge situationen skal de lære at løse konflikter i stedet for at lukke grænser. Når man beder om tordenvejr har man ikke ret til at brokke sig over at det også regner.

”En indvandrer er en person, der har mistet alt undtagen sin accent”, sagde Simon Wiesenthal. Selv en lille accent kan være ekskluderende og stigmatiserende. Sproget er politisk, men det passive sprog er den farligste gift – passivt sprog er stærkt politisk. Vi tæller hvor mange kvinder, der er blevet voldtaget men ikke hvor mange mænd der har voldtaget kvinder. Vi tæller hvor mange indvandrere der ikke har arbejde men ikke hvor mange arbejdspladser der har afvist dem alene pga deres navn. Vi tæller hvor mange fattige der er syge, men ikke hvorfor fattige er mere syge. Indvandrere er ødelæggende for dansk kultur. Der er politikere, der mener flygtninge dikterer dansk kultur og politik. Andre mener det er flygtningene der er årsagen til flygtningeproblemer. Sandheden er at flygtninge er ofrene – men sproget giver dem skylden. Kvinder, fattige og flygtninge passiviseres – , sygdom, overfald og fattigdom sker bare for dem som en naturlighed-  en nødvendighed – sådan er det jo - og de får gennem sprogbrugen den stiltiende passive skyld.

Og deri består den sproglige arsenik som pressen og politikerne lever af: vi lærer at give dem skylden, der selv er ofre. Sagte fører den sproglige arsenik til at nedsættende hadefulde holdninger og falske modsætninger bliver en acceptabel del af hverdagens sprog. Det er den umærkelige normalisering af hadsk tale, bevidst uvidenhed & tingsliggørelse, der er giften. Og dét er netop den giftige tvetydige politiske retorik, der gør at flere og flere indvandrere holder op med at stemme, for politikernes sprog er frastødende og de vedtager konstant nye stramninger med bred opbakning i Folketinget. Hvis alle partier er kritiske overfor indvandrere, så er det bedre at undlade at stemme som en ung mand sagde til en avis forleden. I dag taler man om at indvandrere skal bekræfte ”demokratisk sindelag” med en troskabsed til frikadeller, folketing og satire tegninger. Det giftige sprog ender med at hæmme demokrati og inklusion.

Den sproglige arsenik har etableret begreber som ”masse indvandring” selvom der kom lige så mange flygtninge i 80’erne, flygtninge omtales konsekvent som migranter og papirløse flygtninge omtales konsekvent af pressen og politikere som illegale migranter. Andre er begyndt at tale om ”unaturlig multikultur” og endda ”landsforrædere” om personer der prøver at nuancere den hadske tone. Selv landets statsminister taler om at ”der er danske danskere og så er der indvandrere”. Retorik har konsekvenser og sprog er et våben vi alle har i lommen, men der er ingen der kan tvinge os om at affyre våbnet – det bestemmer vi selv, alle vi der bor i Danmark - også, politikere og journalister. Sproglig arsenik og konfliktstof er kunstig gødning for politikere og medier. Politik handler om retten til at bestemme hvornår en historie starter og hvornår den stopper. Men magten til at bestemme over historien er også arsenik. Flygtninge området er blevet et politisk Uber projekt, hvor alle er eksperter- det er en politisk prøvebane for hvor langt man kan gå og hvem der tør mest.

Den brasilianske forfatter Paul Coelho skriver i forordet til bogen Alkymisten: ”Selvom min nabo hverken forstår min religion eller min politik, så kan han i hvert fald forstå min historie. Hvis bare han kan forstå min historie, så er han ikke så langt væk fra mig og afstanden er så kort, at jeg bygge bro til min nabo. Der er altid mulighed for forsoning, en chance for at min nabo og jeg kan sidde ved det samme bord og stoppe vores konflikt. Og dén dag vil han fortælle sin historie og jeg vil fortælle ham min”.

En patient i Indvandrermedicinsk Klinik fortalte om sin flugt: ”Du må forstå at man ikke tager særlig ærefulde beslutninger, når man er bange”. Måske er det bange danskere der spreder den uhæderlige sproglige arsenik. Konflikter starter altid med ord og konflikter kan sluttes med ord – vi har et fælles ansvar for at vælge de rigtige ord & undgå at sprede sproglig arsenik.

Det bedste vi kan gøre for at undgå en ny krystalnat er at beskytte vores sprog mod at blive forgiftet og ved at lytte til flygtningenes historie over en kop dialogkaffe. Og så må vi forsvare menneskerettighederne, der er under angreb lige nu – alene tanken om at afskaffe menneskerettigheder er det bedste argument for at beholde dem.

I Japan har naturen fået sin egen naturret så den kan forsvare sig mod menneskers overgreb. Måske er det på tide at sproget får sin egen ret til at forsvare sig mod menneskers hadefuld sproglig arsenik.

Chameleon refugee politics is a tempting but dangerous blind alley

Apartheid museet Sydafrika

Denmark is entering a dangerous path where security, justice and protection are negotiable, and ethnicities can be ranked according to political winds. The refugee debate has now been enriched with a political candyfloss language in which Eurocentrism, ethnicity and religion are used to bend the concept of refugee. Where it has previously been wrapped up and has acted as a hidden opponent in the area of ​​refugees and integration, the discrimination in Denmark is now obvious and tangible. Suddenly, Danish politicians are just as hostile to self-reflection as they are to refugees.

After the First World War, the League of Nations gave Russian refugees the so-called "Nansen Passports" - a passport that gave all refugees the same status. After World War II, the UN adopted the Refugee Convention to protect all refugees on earth with the same set of rights.

Now Russia, whose citizens in its time benefited from the Nansen Pass, has started a war against a Ukraine that is strongly inferior in physical armor. That is an argument for preserving a global, uniform concept of refugees. When the same state power can benefit from refugee conventions for decades later to even be the cause of refugee flows, then refugees will always have a need to be protected by a convention. At the same time, the countries that adopted the UN Refugee Convention have decided that they will not directly protect the Ukrainian citizens in their home country, so they now have no choice but to flee. The attacking party, Russia, has failed its military equipment to collapse on the road, and their intelligence is blatantly erroneous, so the planned quick war has now become a slow-motion remake on social media - facilitated through millions of mobile cameras - by the historic battles over Leningrad, Aleppo and Grozny and not least the destruction of the Basque city of Guernica by the German and Italian air forces at the request of the leader of the Spanish nationalists, Franco.

In addition to being the first live-transmitted hell on earth, it is also a war that for the first time reveals that new winds are blowing with a bad smell in Europe under human rights. Among refugees from Ukraine, up to 30 percent who come from other countries, and they were rejected at the Polish-Ukrainian border, where they had to spend the night in the forest in no man's land. European countries are now battling the consequences of politicians' increasingly bizarre ethnic ranks and cramped twists and turns to legitimize discrimination. Such as. in England, who have had difficulty finding a suitable Brexit grimace for the Ukrainian refugees while at the same time being required to send the rubber dinghies with refugees back to France. Former Home Secretary Amber Rudd told BBC radio that "people like us are being slaughtered in Europe" (https://www.theguardian.com/commentisfree/2022/mar/11/vladimir-putin-war-britain- refugees). African university students in Ukraine were left in an extremely vulnerable situation without money, without rights and subjected to full-blooded European discrimination at the borders where they are brutally rejected or physically removed from the trains running towards Poland. The help has not come from authorities but rather from civil society, such as. a Somali organization in Poland (https://www.bbc.co.uk/programmes/p0brq5yy). It is estimated that there are over 75,000 foreign university students in Ukraine, all of whom will have problems fleeing.

Politicians across Europe lure voters into mental alleys, where the inflection of people is normalized and justified with exceptions, special laws, threats, crises, disasters, and armed conflicts. The first act becomes the second act that facilitates the third act. Neighboring areas suddenly become a concept we are all familiar with, just as we are completely confident in where the Storm Middle is located. The government argues for a special law by establishing a narrative that the asylum system is in ruins, as the government spokesperson on integration issues Rasmus Stoklund puts it in Information on 4 March: “I do not in any way believe that it discriminates. On the other hand, I think it reveals the somewhat depressing fact that the asylum system has in fact collapsed ”. And to the question of discrimination, Stoklund establishes in the same interview an idea that Denmark has long worked to help refugees close to the area where they come from. Syrians must be helped in neighboring Syrian countries, and therefore Ukrainians must be helped by Denmark.

Our prejudices are promoted to facts: Syrians are not really refugees but convenience migrants because they have lived in refugee camps for several years. Ukrainians, on the other hand, are real refugees, because they come directly from a war we can see on television and which, almost, takes place in our own country. Ukrainians are even like "us", they can learn Danish, and they can start with a t work the day after they have crossed the German-Danish border at Krusaa. Just like the Turkish guest workers of the 70s. At the same time, the Ukrainian refugees can cause problems for the municipalities because in the Parallel Society Act they are still perceived as “non-Western”, and if they are placed in vulnerable housing areas, the municipalities may suddenly face an acute hard ghetto. As the mayor of Elsinore, Benedikte Kiær, put it in Berlingske: “We stand with some people who are very similar to us and who stand and jump to get to work. We want to give them a place to live, but we run the risk that residential areas will be on the parallel community list if we offer the vacant housing we have ", and the mayor followed up with a comment on Twitter on March 17:" Give Ukrainian refugee status as a Westerner. It will remove stupid legs for the municipalities when we have to give Ukrainian refugees permanent housing in our residential areas ”. We learn from Integration Minister Tesfaye that discrimination can be curtailed: “It is discrimination, but I do not think it is discriminatory. This is objectively justified by the fact that the number of people coming now is so violent that it would otherwise overload the systems ” and that the area of ​​foreigners is already so full of discrimination that a little more will not keep the minister awake at night, for discrimination is completely normal: “We must keep in mind that the Aliens Act is full of discrimination (..). I do not think there is a problem with that. Of course, we must not discriminate, let alone on the basis of ethnicity or religion. But it is quite normal that we have special schemes with individual countries.  The same interview also highlights a new, previously hidden parameter in discrimination against ethnic groups - there are obviously problematic and unproblematic refugees: “..the Ukrainians who have come to Denmark have settled well into Danish society. If I see some statistic that now there are more Ukrainians coming to Denmark, it does not keep me awake for a single second at night, because it is completely unproblematic for Danish society ”. However, should one follow the current rules and conventions in the field of refugees, which are done in relation to Iraq, Afghanistan, Somalia and Syria, then most Ukrainians do not yet meet the requirements for asylum. The rules should be the same for everyone. There is a difference between emergency care and emergency asylum. It is not the legitimate needs of Ukrainians that are the problem, it is the politicians' opportune interpretation of the right to asylum that is regrettable because it opens up a very plastic interpretation of the refugee concept and a categorization of rights according to political needs. Som general secretary of the NGO Mellemfolkeligt Samvirke Tim Whyte said to Altinget.dk on 21 March: "It is paradoxical that a special law will have to be made to help the refugees, because our existing asylum policy is so restrictive that it cannot provide good protection. Or as Syrian refugee Mahmoud Almohamad dryly stated on Twitter on March 16: Escape has no color.

The refugee debate has now been enriched with a political candyfloss language in which Eurocentrism, ethnicity and religion are used to bend the concept of refugee. The story does not repeat itself but it is good at rhyming. Where it has previously been wrapped up and has acted as a hidden opponent in the area of ​​refugees and integration, the discrimination in Denmark is now obvious and tangible. Suddenly, Danish politicians are just as hostile to self-reflection as they are to refugees. Refugees are mostly ordinary people who can no longer handle abuse, the ugly faces of war and meaninglessness. They deserve a life of security, ie. a passport and safe ground under their feet so they can live their undramatic life unnoticed further in safe surroundings.

If we treat people who have walked on foot between grenades and humiliations with children, warm clothes and a domestic animal and have moved to less dramatic circumstances, such as cattle, our democratic welfare society loses its credibility. When the only thing one dreams of, a secure basis for residence, is unattainable, and the only thing that seems to make one feel welcome and included is met with banal nationalist attitudes about belonging to a "problematic" ethnic group, it is difficult to explain to refugees from countries outside Europe, what the Danish politicians really want with integration. The conscious and strategic ambiguity of integration policy has become even clearer. Laws are drafted in a distant echo chamber and with short-term and symbolic tools, but the consequences are neither short-term, distant nor symbolic - they become concrete and violent when they hit reality.

Former Prime Minister Thatcher refused in 1979 to provide shelter to 10,000 Vietnamese boat refugees and warned his officials that it would lead to riots and demonstrations because many Englishmen were left without a roof over their heads. Vietnamese boat refugees were farther away than street fights in London. The principle of subsidiarity is not a humanistic expression, but to make a virtue a necessity, because one must invent new reasons why some refugees must bypass the asylum system, while others have to wait for years. It has been deliberately argued for years that refugees belong in undefined "neighboring areas" that are often very far from their home country. The policy has never really succeeded, yet it is used as an argument that Ukraine is a neighboring area. The world community has a duty to help all refugees and there are conventions that govern the framework. It has been decided that it will receive the Ukrainian refugees, so it is necessary to find an argument. Or as the professor of psychology Svend Brinkmann has put that kind of logic: Now I know why I'm unmarried! It's because I'm a bachelor. Danish politicians would prefer to help where a high level of proximity and identification factor can be played.

The Danish parliament has locked the fox into the chicken coop with the legitimation that people can be divided into "problematic" and "unproblematic" and thus the justification of discrimination in rights. There are people on the run who have direct access to the whole package of human rights, and then there is a motley group of people with different accesses to the discount edition, who are even distributed as a kind of charity. As an elderly patient in the Immigrant Medicine Clinic, she answered the question of what was most important for her to get help for: "Do not you just have some very small human rights for me?".

The South African apartheid regime ended up trapped in its own spider web by bizarre ethnic subgroups so vaguely defined and influenced by changing frameworks of understanding that they were dubbed "chameleons" because they constantly had to change their ID cards. depending on the volatile attitudes of politicians. European countries, including Denmark, are embarking on a dangerous path where security, justice and protection are up for negotiation and ethnicities can be ranked according to political winds. Refugees are not stupid, but they will be if we make special laws to be able to discriminate. One can clearly see that politicians are throwing themselves into more and more insane rhetorical acrobatics to make the arguments stick together. Politicians have created a chaotic mural of a world that has let go of the thin reins that the League of Nations and later the UN created through the Nansen Passport, the Convention on Human Rights, the Convention on the Rights of the Child, and the Refugee Convention. When the German Gestapo asked the painter Picasso if it was, he who had painted 'Guernica', he replied: no, You have.

Indvandrermedicinsk kliniks julecitatshow 2021: Livet skal bare komme tilbage

Så er årets julecitatshow 2021 fra Indvandrermedicinsk klinik klar: 

Indvandrermedicinsk kliniks julecitatshow 2021