Høringssvar vedr. Forslag til ”Lov om certificeringsordning for fremmedsprogstolke på sundhedsområdet”

Høringssvar vedr. Forslag til ”Lov om certificeringsordning for fremmedsprogstolke på sundhedsområdet” dateret 9. juli 2018

Indvandrermedicinsk Klinik, Odense Universitetshospital, 8.august 2018

Det er ønskværdigt med godt uddannede tolke til sundhedsvæsnet og det er en forudsætning af tolkenes kvalifikationer og kompetencer kan vurderes objektivt og praksisnært. Der er derfor god grund til at indføre en certificeringsordning. Men: certificering er det sidste led i proccessen – ikke det første led.

1.      Tolkeuddannelse blev afskaffet af et bredt flertal i Folketinget i 2006. Det ville være passende og mere troværdigt hvis man genindførte en tolkeuddannelse FØR man indfører en certificering

2.      Lovforslaget er ikke sendt til høring i de specifikke relevante sundhedsfaglige miljøer eller faglige selskaber (f.eks. Selskab for Indvandrersundhed, MESU, de indvandrermedicinske klinikker Odense, København, Ålborg og Århus)

3.      Lovforslaget og ministeriets overvejelser bærer præg af at de relevante fagkundskaber ikke har været involveret og den viden der eksisterer på området er stort set fraværende i lovtekst og overvejelserne bag loven. Ministeriet har ej heller inddraget erfaringerne fra de løbende sundhedstolke projekter på Indvandrermedicinsk klinik på Odense Universitetshospital – herunder fra det aktuelle pilot tolkeintroduktionskursus. Loven bærer præg af manglende indsigt og er tilsvarende ureflekteret i forhold til hverdagen på et sygehus:

a.      Loven er upræcis og uanvendelig da den bygger på meget vage faglige præmisser men derimod med en tydelig politisk dagsorden

b.      Det grundlæggende problem er at en certificering af tolke er meningsløs i og med at der ikke eksisterer tolkeuddannelser i Danmark

c.      Tolke skal kunne dansk på et ikke nærmere defineret ”gymnasialt niveau” – hvad med deres modersmål? Og dansk på gymnasialt niveau spænder kvalitetsmæssigt alt for vidt til at være et anvendeligt kvalitetsmål. Den påtænkte tolkeuddannelse i Region Syddanmark placeres i AMU-regi fordi det svarer til hovedparten af tolkenes uddannelsesmæssige niveau. Det er meningsløst at definere ved lov at tolke skal have et højere uddannelsesmæssigt niveau end de faktisk har i virkeligheden. Lønmæssigt vil det ikke tiltrække højtuddannede tolke. Hvis ministeriet havde inddraget fagkundskaben ville de vide at tolkning i sundhedsvæsnet er det mindst attraktive tolkeområde pga dårlige arbejdsbetingelser, dårlige arbejdsmiljø (læger er ikke trænede til tolkede samtaler) og den ringe løn.

d.      Det kan ikke realistisk forventes at sundhedsvæsnet skulle vente på at der ad naturlig vej om 20-30 år kommer så mange højt uddannede tolke at de vil tage lavt betalte job på et niveau der ligger under professions niveau. Ministeriet ville have vidst dette hvis de havde inddraget fagkundskaben på sundhedsområdet.

e.      Det kan derudover ikke forventes at der er tolke med tilstrækkelige dansk kundskaber i alle sprog – nogle sprog er så små at det er urealistisk (Burmesisk, Nepalesisk, Swahili, nogle kurdiske sprog etc), mens andre sprog er præget af at dem, der kan sprogene, ofte har andet (bedre betalt) arbejde (Vietnamesisk, kinesisk)

f.       I vore undersøgelser klager tolkene ofte over at deres tolkeopgave umuliggøres af lægers sparsomme tværkulturelle og kommunikative erfaringer og ringe viden om tolkede samtaler. Hvis flertallet bag loven reelt ville løse tolkeområdets mange udfordringer så er certificeringen ikke en løsning uden en samtidig styrkelse af lægers tværkulturelle og kommunikative kompetencer. Dygtige tolke bliver til ”dårlige” tolke fordi læger ikke forstår den to-sprogede samtales dynamik og præmisser.

g.      I vore undersøgelser er de ringeste tolke netop de to-sprogede der er vokset op i Danmark som efterkommere. Man er kun en dygtig tolk hvis man mestrer begge sprog på samme høje niveau.

h.      I vore undersøgelser var den eneste parameter der var forbundet med kvalitetstolkning antallet af år vedkommende tolk havde tolket – dvs. erfaring er den bedste indikator for kvalitet.

i.       Det er forbundet med enorme udfordringer at kvalificere og bedømme i to-sprogede sammenhænge. Der er mange meget forskellige dialekter på alle de store sprog og det kan være umuligt at opnå 100 % konsensus om alle begreber. En eksamen er derfor en temmelig subjektiv situation og det er derfor bekymrende at eleven ikke kan klage over afgørelsen – det synes både uretfærdigt og ureflekteret i forhold til den faktisk viden om sprog.

j.       Det er bekymrende at regionerne selv må bestemme om de vil bruge certificerede tolke. Hvad er så formålet?

k.      Det er bekymrende at krav til certificerings stederne ikke er mere præcise.

l.       I vore undersøgelser var der meget store forskelle i tolkes kvalitet mellem de enkelte bureauer – løn- og arbejdsvilkår spiller en helt central rolle i tiltrækning af de gode tolke. De bedste tolke har, af samme grund, deres eget én-mandsfirma.

m.    I vore undersøgelser er det tydeligt at tolke har mere brug for øvelser i at anvende det danske sprog i den kliniske hverdag end at oversætte det danske sprog – altså en mere fagspecifik og praksisnær tilgang. Tolkene mangler også kompetencer til at sikre ordentlig tolkning i situationer hvor lægen ikke er i stand til at føre en normal samtale via tolk. Dvs. konfliktsamtaler, ophidsede samtaler, den svære samtale, samtaler med mange informationer etc.

n.      Det er helt uforståeligt hvorfor ministeriet sætter en tolkecertificering i sammenhæng med det nyligt indførte tolkegebyr. De to interventioner er indbyrdes kontradiktoriske.

I stedet for denne vage nationale certificering, der med stor sandsynlighed ikke vil få den tilsigtede effekt bør regionerne pålægges at etablere deres egne tolke- korps med hver deres klinisk fokuserede relevante tolke introduktions program og støttet af et ledsagende egentligt basalt sprogligt fokuseret tolkeuddannelsesprogram på AMU-niveau.

Ministeriet er velkomne, også på dette fremskredne tidspunkt, til at kontakte undertegnede for yderligere information.

Morten Sodemann

Professor og overlæge

Indvandrermedicinsk Klinik, Odense Universitetshospital

Syddansk Universitet