Efter COVID: Vi har slået op med den normale fortid og forelsket os i en vildt usikker fremtid

Blev bønnerne hørt? (dr.dk)

Indtil i dag for 4 år siden var verden normal. Regeringen lukkede Danmark. Da vi åbnede igen, var vi ikke de samme som før. Nogle af os fik en a-ha oplevelse, andre et shock. Nogle kunne handle, andre måtte indse at de var handlingslammede. For nogle kunne livet fortsætte med hjemmearbejdsplads, gæsteværelser og sommerhuse for andre gik livet i stå og kom aldrig i gang igen. For nogle var det en spændende udfordring, for andre et helvede. Direktøren blev ikke ramt af pandemien på samme måde som plejehjemsassistenten, og tiden efter Corona var heller ikke den samme for banker som den var for små virksomheder. Selvom vi alle blev udsat for en kollektiv forstyrrelse, en uplanlagt ændring af alles liv, så har vi ikke rigtig talt om hvad vi lærte og hvad vi ikke lærte – eller hvem der overhovedet lærte noget. Selvom vi har sagt farvel til det vi troede var normalt så er vi ikke helt enige om hvilken vej vi nu skal gå. Der var store tanker under og lige efter COVID-19 om alt det vi havde erkendt. Nu skulle verden forberede sig meget bedre på det utænkelige: en ny pandemi, værre end Corona. Verdens Sundhedsorganisationen WHO blev sat til at udfærdige en Pandemi traktat og vi tog for givet at verdens andre internationale organisationer, lande og unioner tog ved lære af konsekvenserne af lukkede grænser, nationalisme, handelsbegrænsninger, populisme og xenofobi. Desværre ser det ud til at den stramme statslige kontrol med adfærd under pandemien har fået os til at slå op med den normale fortid for at kaste os ud i en forelskelse i vilkårlighed, individualisme og eksklusion.

Ensom pave (dr.dk)

”(...) en håndfuld magtfulde lande saboterer den bedste chance vi har haft for at omsætte erfaringerne fra COVID-19-pandemien til juridisk bindende forpligtelser, der vil beskytte os alle.” – skriver det ansete lægevidenskabelige tidsskrift The Lancet i sin leder d. 2. marts 2024, efter at det er kommet frem at den længe ventede Pandemi traktaten (Pandemic Treaty) fra Verdens Sundhedsorganisationen WHO (https://www.thelancet.com/journals/lancet/article/PIIS0140-6736(24)00410-0/fulltext) nu foreligger i  sidste udkast, hvor sproget er stærkt svækket i forhold til den oprindelige ambition, fyldt med floskler, forbehold og udtrykket "hvor det er relevant" præger alle anbefalinger. Alt tyder på, at traktatens styrings- og ansvarlighedsmekanismer bliver undermineret. Traktaten efterlader stadig verdenssundheden i private og finansielle hænder og der er ikke mange klare forpligtelser til verdens lande om at forhindre udbrud af zoonotiske sygdom, implementere One Health-principper, styrke sundhedssystemerne eller imødegå desinformation.

I krig er sandheden det første offer. Under pandemier er normalitet og eksisterende viden de første ofre. I stedet får vi hvad vi tror er ny viden, men som består af gammel viden forstyrret af giftig ny-viden – nogle vil kalde det uvidenhed. Den ”ny-viden” der er opstået efter Corona pandemien følger 3 spor: det første spor er den bevidste og banale uvidenhed i form af falske nyheder, alternative fakta, forfalsket videnskab, forfalsket historieskrivning, paranoiaen fra anonyme internet-horder, mega-internetkrigere og regelret 'bullshit'. Det andet spor er en overvindelig men tydelig vildledning i form af konspirationsteorier, drømmen om det evige liv mens man snyder døden, flertalsrettigheder, xenofobi og bevidst italesættelse af kaos for politisk vindings skyld. Det tredje spor er den uovervindelige uvidenhed der er resultatet af vores (vestlige civilisations) ikke-tænkte tanker – ting, vi aldrig har tænkt, fordi de er uden for rammerne af de dominerende paradigmer, snævre faggrænser, teorier, principper og antagelser. En ”ny-viden” der indhyller konventionel viden i en giftig tåge af uvidenhed, som vil gøre det næsten umuligt at tænke fornuftigt (https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S0016328720300446). Det almindelige udfordres, det normale hører fortiden til. For at kunne handle på det ualmindelige (som f.eks. en ny pandemi) skal man have ualmindelig god viden om det almindelige. Men det er lykkedes politikere verden over at gøre det almindelige politisk modellervoks. Vi troede vi var enige om hvad der var viden og hvad der var fup. Det er vi ikke længere, for alt er til forhandling.

Patienters ensomhed

Allerede før Corona-pandemien var vi på vej ind i den postnormale tidsalder. Før da befandt vi os i en industriel æra, i et videnssamfund med relativt forudsigelige handelsmæssige- og politiske miljøer. Corona fik os til at tage et ufrivilligt kæmpe spring direkte fra stabilitet og normalitet til skrøbelighed og uforudsigelighed. Den postnormale fase efter pandemier er præget af kompleksitet, kaos og kontradiktioner. Dét er effekten af pandemier, men denne gang har pandemien skabt et bekvemt fundament for nogle politiske tendenser der nok ulmede før pandemien, men eksploderede efter den.

Vi må nu leve med at verdens ledere vil have os til at tro at vi bor i en VUCA-verden (Volatile-Uncertain-Complex-Ambigious) – dvs en verden der er for svær at forstå for os almindelige vælgere: den er skrøbelig, usikker, komplex og tvetydig (Kakko, I. (2023). How to Prepare for the Wicked Problems of the Postnormal Era: Introducing an Evaluation Model for Vucability Improvement. In SMART CITY 2.0: Strategies and Innovations for City Development (pp. 57-85)). Vi skal frygte verden og frygten skal samle os om de ledere, der kan beskytte os mod omverdenen: dvs. de andre kontinenter, de andre lande, de andre religioner, de fremmede og de fattige. En italiensk filosof har tilegnet begrebet aporofobi til vores angst for de fremmede og dem der ikke bidrager.

Sygehusets ensomhed

Corona fik os til at slå op med fortiden men fremtiden har vist sig at være et svimlende kaotisk swiperi på et politisk Tindermarked. Strategisk tvetydighed, alternative sandheder og fokusgruppebaseret politisk opportunisme har forført os ind i en fremtid fyldt med ”vilde problemer”, serielle kriser og 100-årshændelser hver anden uge. Kriser kommer altid helt bag på dem der har magten og muligheden for at beskytte os mod dem. Vi har lært at kriser er uforudsigelige og utænkelige og derfor kan vi ikke forvente at lederne, politikerne, kan beskytte os før de rammer os. De rammer os alle som et shock får vi at vide. Det vi ikke får at vide er at der er meget mere politisk kapital i at vente med at handle til man kan redde nogen der er ramt.

Men vi skal stoppe med at møde kriser med shock: I det post-normale samfund er det nye normale er kriser. Det synes bekvemt for verdens ledere at læne sig op ad fortællingen om kriser som sorte svaner. Så kan de vente med at reagere til det er for sent & de er 'tvunget' til at handle og kan få kredit for det. Det er smart at tale om forebyggelse og forberedelse mod næste krise. I det post-normale samfund er paratheden blevet en politisk 3-delt strategi, hvor der skabes:

-       tilstrækkelig tvetydighed & usikkerhed om almindeligheder til at det er svært at se et tydeligt problem når det opstår & dermed umuligt for almindelige mennesker at stille ledere til regnskab eller kræve handling.

-       en stærk fortælling om at enhver krise er fuldstændig uforudsigelig så der ikke rigtig kan placeres et tydeligt ansvar - og når politikerne handler, er det derfor i heroisk nødværge for samfundet.

-       så mange interessent- og ledelseslag og så omfattende snitflader mellem institutioner at man altid kan sparke skylden og løsningen for kriser nedad eller til siden.

Men hvad med EU? Tilsyneladende lukker EU sig ikke bare om sig selv, de enkelte EU-medlemslande lukker sig også mere og mere indbyrdes i deres egen interesseboble. Man ser et EU på hælene “(…) en voksende andel [af dets ressourcer er] omdirigeret til brandslukning under kriser, et eksklusivt fokus på egeninteresser og strategisk autonomi, fortsat dobbeltmoral og inkonsekvente løsninger” skriver Mikaela Gavas og Samuel Pleeck i en kommentar for Center for Global Development (https://www.cgdev.org/blog/2024-eu-development-cooperation-crossroads). Verdens Handelsorganisationen WTO var heller ikke nogen hjælp da det gjaldt under og efter COVID19: de er medvirkende årsag til at det er under 20 % af verdens sundhedsprodukter relateret til pandemibekæmpelse, der kan reguleres af WHO og dermed er 80 % af pandemibekæmpelse i hænderne på det frie marked. (https://foreignpolicy.com/2024/02/28/wto-covid-pandemic-treaty-vaccines-patents-intellectual-property/).

Vi vælger den information vi skal bruge i en krise baseret på gældende tankesæt, diskussioner og hvad vi anser for at være den bedste viden. Men der er ulighed i videns produktion og der er viden ingen vil have (https://www.tandfonline.com/doi/full/10.1080/02691728.2022.2103750). De strukturelle uligheder i videns produktion og politisk håndplukket viden, er en del af det kompleks der skaber kriser og onde problemer. Når man fastholder en simpel tankekultur, som i tomrummet efter COVID-19, med en bestemt og hårdt styret gruppetænkning, der ikke udfordrer ortodokse opfattelser, så skaber man grobund for nye onde problemer. Der er politisk kapital i at omdefinere selvskabte rodede komplekse møgproblemer til lækre ’vilde problemer’. Corona pandemien, fedme blandt unge, cyberkriminalitet og narkokriminalitet er blevet til spændende problemer der skal tæmmes. Men de såkaldt 'Vilde problemer' er en falsk varebetegnelse. Det er politiske valg der fører til 'onde problemer'. Det er politikerne der skal tæmmes og løsningerne der skal være vilde i den postnormale tidsalder. Dét kunne vi have lært af COVID, men vi tør åbenbart ikke. Vi er ikke så vilde med at lære som vi tror. Og kunstig intelligens redder os ikke på denne front: AI står for augmented inequality (forstærket ulighed). Det ér os, der har ansvaret - vi kan ikke udlicitere det og det går ikke væk fordi vi forelsker os i en usikker fremtid.

Den 25. april udkommer min bog om alt det vi ikke lærte under Corona: ”Pandemiens Pariaer”, på forlaget Samfundslitteratur (se: https://samfundslitteratur.dk/bog/pandemiernes-pariaer)