Fattige tager fattige valg

Nogle vil mene at der altid vil være ulighed selvom man afskaffer fattigdom og at vi ikke skal forvente os meget effekt af at udligne den ulige adgang til sundhed. Det lyder jo besnærende i al sin enkelhed og tager jo i den grad brodden ud af ligheds debatten - hvis det er rigtigt.

Heldigvis er der intet der taler for at det er rigtigt. Tværtimod er der oceaner af videnskab der viser det stik modsatte og stort set ingen viden der støtter at der ikke skulle være mening i at udligne ulighed i sundhed.

Der er flere videnskabeligt funderede grunde til at fokusere på at ændre vilkårene for de fattige og uudannede: 1) De fleste sundhedstilbud virker bedst i denne gruppe, 2) uddannelse og velfærd medfører mere hensigtsmæssig sundheds adfærd, 3) Veluddannede får bedre sundhedsinformation end andre og 4) De største dræbere såsom rygning, alkohol, ulykker og misbrug er stærkt relateret til lav uddannelse og lav social status.

At være ikke-ryger med normal kropsvægt og alkoholforbrug under 21 genstande om ugen er ikke alene udtryk for at man er veluddannet og rig, men lige så meget udtryk for at man tilhører et socialt netværk hvor det er en del af kulturen i segmentet at man passer på sig selv og sin krop og måske endda løber en maraton af og til. Sundhedsinformation løber hurtigt og let i dette segment – det er et normalt samtaleemne. I andre segmenter derimod er sundhed, forebyggelse og egenomsorg ikke en del af kulturen.

I Afrika gifter veluddannede kvinder sig med rige mænd, de går længere med deres syge barn for at finde en læge, de søger hjælp flere steder når de har helbredsproblemer, de har et bedre socialt netværk, de bruger oftere prævention og de har lettere ved at tilpasse sig nye sundhedstiltag end deres mindre uddannede medsøstre. Sådan er det i Afrika og sådan er det i Danmark. Med uddannelse følger adgang til et segment med velfærd, større netværk og til et moderne informations flow som andre ikke har del i.

Fattige og uudannede tvinges til fattige valg når det gælder sundhed: den information der ville sætte dem i stand til at tage et fornuftigt valg har de ikke adgang til. Der er flere undersøgelser der bekræfter at indhold og kvalitet i sundhedsinformation afhænger af hvem der informerer hvem. Bedst kontakt og bedst information opnås hvis patient og læge er af samme alder og køn. På samme måde modtages information med større effekt hvis patient og læge tilhører samme etniske gruppe eller samme uddannelsesniveau. Problemet er at vi med den skriftlige og verbale måde vi tilbyder sundhedsinformation på udelukker en del af befolkningen fra at få skræddersyet information.

En svensk sundhedsperson udtrykte den danske holdning meget klart: ”Hvorfor er det at I danskere altid venter til der er tale om en katastrofe før i gør noget ved sundhedsproblemer?”. Og det er jo det der er hele humlen ved den danske lighedsorienterede sundhedsmodel. Vi antager at hele befolkningen har gået 10 år i skole, løbende tilegner sig ny information og at de har en klar strategi for et langt sundt liv. Vi antager også at hvis man ikke følger de officielle sundhedsråd, så har man aktivt fravalgt dem og er derfor selv ude om det. Det giver en svær social slagside hvor de fattige og uudannede igen og igen tager fattige og forkerte valg i forhold til andre alene fordi de ikke har den information de skal bruge og fordi de ikke bevæger sig i det segment hvor man automatisk forsøger at leve et sundt liv.

Så længe de ikke brokker sig tror sundhedssystemet at alt er godt – de kan jo frit vælge at bruge sundhedssystemet, tror vi. Intet nyt er godt nyt, indtil katastrofen indtræder med en voldsom oversygelighed og overdødelighed i marginaliserede grupper som uddannede, fattige og flygtninge/indvandrere. Vi har valgt et sundhedssystem uden sikkerhedsnet og systemet ændrer først strategi når patientgrupper falder igennem nettet. Det er ikke forebyggelse og det er ikke ligheds skabende. Vi har al den viden der skal til for at udjævne den ulige adgang til sundhed og for et fokus på dem der ikke har et sikkerhedsnet: de uudannede og de fattige. Det der nu skal til er høj moral og god vilje – også blandt meningsdannere. Socialt udsatte skal kunne tage de samme fornuftige valg som os andre. Alt andet er et fattigt valg.