Hjerteforeningens rapport fra 2010 viser at visse
befolkningsgrupper har en højere en forventet dødelighed af hjerte-kar sygdom
f.eks. sammenhængen med lav skolegang, men det som rapporten ikke fanger er at
15 % af hospitalsindlagte er funktionelle analfabeter (dvs. læser og skriver
dansk sprog på et niveau under 6. klasse) og at de ikke forstår hvad der bliver
sagt på sygehuset eller hos lægen og de forstår ikke det standard materiale der
udleveres fra sundhedsvæsenet. Det tyder en engelsk hospitals undersøgelse (Poor health literacy hampers
health) på og der er meget der tyder på at samme gør sig gældende i Danmark
hvor næsten ½ million etniske danskere ikke kan læse og forstå en simpel
hverdags tekst (420.000
danskere svært ved at læse) og hvor 50-60 % af unge af anden etnisk
herkomst efter 9 år i skole stadig læser på et niveau under 6.klasse (Dansk uddannelsespolitik og
migrationsudfordringen).
Der er talrige undersøgelser der viser hvordan lægers
beslutningsstrategi involverer helt uvedkommende faktorer som imidlertid
direkte påvirker behandlingsvalg, kvalitet og type. F.eks. hjælper lægens
spørgsmål patienten bedre hvis lægen og patienten er jævn aldrende, lægen
opfører sig forskelligt afhængigt af om patienten har samme køn som lægen eller
ej og lægen er påvirkelig af kulturelle og sproglige barrierer/ fordomme i sit
valg af undersøgelser og behandling. Det gælder valg af antibiotikabehandling, behov
for KAG, behandling af nyresten, diagnose af bihulebetændelse eller
morfindosering og det gælder information under indlæggelse (Læge
bias i klinikken).
Vi har, presset af udtalte behov, udviklet særlige
sundhedstilbud og specialiserede klinikker/afdelinger til alle de
patientgrupper, der ikke kan varetages godt nok indenfor normalsystemets rammer:
kvinde med underlivssygdomme, gravide, kræftoverlevere med hormonsygdomme, døende
med behov for specialiseret palliation og omsorg, kvinder der er voldtaget,
spiseforstyrrede, krigstraumatiserede, kroniske smertepatienter, teenagere med
uforklarede symptomer, patienter mistænkt for kræft, ældre, alkoholikere,
narkomaner, hjemløse, selvmordstruede, personlighedsforstyrrede, Cystisk
fibrose patienter, KOLD patienter, hjertesvigt patienter, handicappede, respirationssvækkede
og muskelsvindpatienter. Mens de sundhedsprofessionelle (og patienterne) tror
de arbejder i et stærkt subspecialiseret system tilpasset virkelighedens
brogede patientbilleder, så er normalsystemet ganske simpelt en politisk skabt myte,
men fordi der fra politisk hold er interesse i at fastholde myten om et
normalsystem så tvinges de sundhedsprofessionelle til at opfinde en underskov
af højtspecialiserede subspecialer som reelt ingen sammenhæng har med
normalsystemet – de er super tilpassede special tilbud. F.eks. har
kardiologerne måttet opfinde ikke mindre end 23 subspecialer fordi en
gennemsnits kardiolog ikke længere er i stand til at levere kvalitet på alle hylder. I samme
årti som vi afskaffede intern medicin som speciale bliver det nu formentlig
genopfundet
,nu som ”komplekslæger”, fordi patienterne jo ikke kender specialeplanen og de
ved heller ikke at de kun må fejle én ting ad gangen, hvis de skal passe ind i
normalsystemet (Læger
for dårlige til komplekse problemer og Kompleksmediciner).
Hvorfor er det at enhver problemstilling, uanset hvor speciel eller sammensat
den er, med djævelens vold og magt skal håndteres indenfor det der kaldes
normalsystemet? Der er behov for at nytænke tilgangen til patienter hvis vi
virkelig mener sundhedslovens tilbud om let og lige adgang alvorligt. Myten om
normalsystemets evner er stærkt overdrevne og er med til at fastholde en
unødvendig ulighed i sundhed. Der er behov for en bedre analyse af hvad målet
er med sundhedsvæsenet og hvor problemerne i ulighed opstår. Praksis har vist
at der altid vil være behov for særlige tilbud til de særlige sundhedsproblemer
der ikke kan håndteres indenfor et normalsystem. Faktum er at normalsystemet i
virkeligheden består af en jungle af skræddersyede specialtilbud. Problemet er
at tilbuddene kun kommer indenfor de specialer og sygdomskategorier som i
forvejen er veldefinerede og hvor der er prominente specialeselskaber og
økonomisk stærke patientforeninger. Svage borgere og patienter med multisygdom
eller uafklaret sygdom, compliance problemer, sprogbarrierer, lav health
literacy eller misbrugsproblematik har ingen specialer eller patientforeninger
der taler deres sag – uanset hvor god sagen end måtte være. Da netop de patienter der har mest behov for
skræddersyede tilbud også er de svageste patienter er der stor fare for at
deres behov overses eller slet ikke honoreres i normalsystemet så længe det
politisk er defineret som et normalsystem, der kan rumme alle typer patienter. Der
mangler med andre ord et professionelt talerør for de problempatienter som
normalsystemet selv producerer – hvis vi ikke tager denne udfordring op vil vi
aldrig kunne udjævne den ulighed i sundhed vi alle ved eksisterer. Det har man i USA specifikt imødegået i årevis
gennem etableringen af evidens baserede hospitalscentre der har som formål at
udjævne uligheder i adgang til sundhedstilbud (se f.eks. Johns Hopkins health disparity
solution center og Massachusetts General
hospital disparities solution center og Stockholms
Läns Transkulturellt Centrum). Hvis man udover at udligne ulighed I adgang
til sundhed også ønsker at sikre at alle patienter får støtte til at gennemføre
undersøgelses- og behandlingsprogrammer samt efterkontroller er det der er brug
for i Danmark måske i virkeligheden et Sygehusbaseret Videnscenter for Lighed
og Compliance i undersøgelse, behandling og kontrol såvel som egenomsorg.
Udover generel støtte til compliance vil en af opgaverne i et sådant center
være medicingennemgang med fokus på særlige patientgrupper (se f.eks. Medicin
gennemgang Vollsmose) og de danske erfaringer kan indgå i etableringen af
et samlet tilbud som der er flere udenlandske eksempler på (om end de er
finansieret af medicinal industrien): The
Center for Improving Medication Management og The Center for Management of Chronic Diseases.
Og skal vi virkelig svinge os op kan det være vi skal overveje en ombudsmand
for lighed i sundhed eller særlige incitamenter til læger eller afdelinger der
yder en særlig indsats for at sikre lighed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar