Ulighed er som at ryge: vi ved det er dyrt og
helbredsskadeligt og vi har ikke råd til det, men på én eller anden måde er vi
afhængige af det. Vi ved vi bør holde op, vi bilder andre ind at vi til enhver
tid kan holde op, for vi har gjort det utallige gange før. Som rygning er ulighed
blevet en vane for os, en del af hverdagens små spændende udfordringer eller småforhindringer
- en risiko man løber ved at leve. Man indrømmer gerne sin svage karakter som
ryger og fattigdom er vel nærmest en karakterbrist? Men ulighed koster samfundet
over 50 mia kroner om året. At gøre
noget ved ulighed i sundhed er ligesom rygestop: der er masser af hjælpemidler,
men de virker ikke hvis man ikke alvorligt ønsker at stoppe med at ryge.
Løsningen på ulighed i sundhed skal ikke findes i
sundhedsvæsnet – sundhedsvæsnet ser derimod ulighedens konsekvenser i
sundhedsvæsnet. Løsningen skal findes i det samfund og de politiske vilkår som sygdomme
skabes i og som sundhedsvæsnet er tvunget til at sende patienterne tilbage til.
Ulighed i sundhed handler om at der er en meget stærk
kobling mellem kort uddannelse, ingen eller usikker beskæftigelse og sygdom.
Dårligt helbred fører til kortere uddannelse. Kortere uddannelse fører til
lavere behandlingskvalitet. Usikker beskæftigelse fører til lavere indkomst.
Lavere indkomst øver følsomhed for medicinpriser og fører til svingende
medicinindtag. Svigende medicinindtag fører til sygdomsforværring og flere komplikationer.
Store medicinudgifter kan føre til irreversibel fattigdom, hvis der samtidig er
store bolig- og transportudgifter. Kortere uddannelse fører til dårligere
rehabilitering efter sygdom. Børn der vokser op i fattigdom med mange negative
sociale oplevelser, får kortere uddannelse og er i øget risiko for at blive
syge som voksne. Det forunderlige er at det er lykkedes et velfærdssamfund som det
danske at skabe ulighed i forebyggelse af sygdom, risikoen for sygdom, adgang
til behandling, behandlingskvalitet, genoptræning og overlevelse efter f.eks. kræft
og hjerte-karsygdom.
Investeringer i social velfærd kan øge den sociale mobilitet
men hvis ikke ulighed i levevilkår mindskes, så bliver social mobilitet lige risiko
for at opnå ulige levevilkår og et dårligt helbred. Hvis ikke ressourcer til
skole og sundhedsvæsen fordeles mere efter behov og mindre i forhold til
efterspørgsel kan den onde cirkel mellem kort uddannelse, dårligt helbred og manglende/usikker
beskæftigelse ikke brydes. Sundhedsvæsnet koster 114 mia kr/år og udgifterne er
steget ca. 43 % på 17 år. Sundhedsvæsnet sluger pengene til netop de
investeringer i velfærd der kunne beskytte os mod sygdom: Uddannelse, social
velfærd & sund opvækst.
Et par aktuelle eksempler på ulighed i sundhed:
·
Medicinpriser svinger uforudsigeligt og presser
lavtlønnede patienter og patienter på overførselsindkomster fordi deres
udgifter ikke kan afdæmpe udsving. Medicin koster det samme for millionæren som
det gør for kontanthjælpsmodtageren.
·
Der er ulighed i kræftscreening (underliv,
brystkræft og tarmkræft). Jo kortere uddannelse og jo mere økonomisk svagt
stillet jo færre bliver undersøgt.
·
Der er social ulighed i adgang til og i effekt
af rehabilitering. Der findes ikke nationale standarder for genoptræning og
hver kommune har sin fortolkning. Uligheden gælder både i chancen for at blive henvist,
at starte på genoptræningen og at fuldføre den.
·
Patienttransport er et tilbud der er afgørende
for mange økonomisk mindre velstillede, psykisk syge og gangbesværede. Men motivationen
til at bruge muligheden varierer fra sygehusafdeling til sygehusafdeling. Ofte
er reglerne komplicerede og ulogiske og det er langt lettere for sygehusansatte
at afvise muligheden end at sætte sig ind i reglerne, der desuden er forskellige
i psykiatrien og somatikken. Men det betyder at nogle patienter, oftest enlige,
ensomme, psykisk syge eller socialt udsatte, ikke kommer til kontrol,
forundersøgelser eller operationsvurdering. Dét er en skjult ulighed i
behandling men den registreres ikke som sådan. Regionerne har tilmed nu strammet reglerne for patienttransport, så dårligst stillede mest sårbare patienter med største behov får nu endnu sværere ved at få glæde af sundhedsvæsnet.
Ulighed udspiller sig ofte i samspil med mange faktorer på
én gang og ofte spiller faktorerne hinanden stærkere end de ellers ville have
været. Coronakrisen viste i alle sammenlignelige europæiske lande, herunder
Danmark, at risikoen for at blive smittet med COVID-19 var størst blandt dem
der havde mindst indflydelse på deres arbejdsplads og deres boligsituation. Den
viste også at der var en højere risiko for at blive meget syg af Corona-virus
og dø af infektionen hvis man tilhørte en etnisk minoritet, som netop oftere
end andre har ansættelse i de såkaldt kritiske funktioner i frontlinie som f.eks.
butiksansatte, plejehjemsassistenter, hjemmehjælpere, taxachauffører og
samtidig også dem der pga lav indkomst kom fra husholdninger der var dobbelt så
store som mere velstillede. Samtidig påviste en norsk undersøgelse at dem der
havde sværest ved at forstå og at efterleve myndighedernes hygiejneråd, var dem
med kortest uddannelse.
Det bliver endnu mere komplekst når man ser lidt dybere bag
tallene. I USA fandt man at selvom man korrigerede for faktorer som social
status, erhverv, brug af offentlig transport, boligforhold, privat
sundhedsforsikring, overvægt og kroniske sygdomme, så havde afro-amerikanere
end meget højere dødelighed Coronavirus end andre amerikanere og man mener derfor
årsagen må være en kombination af lavere behandlingskvalitet i sundhedsvæsnet
(forskelsbehandling) og kronisk stress.
Man skal forstå ulighedens mange virkemidler og man skal
forstå de politiske og sociale årsager til at ulighed reproduceres. Man skal
forstå hvor sårbarhed kan opstå når flere faktorer forstærker hinanden. Man dør
ikke af sin korte uddannelse eller usikre ansættelse. Man dør af
konsekvenserne. Og konsekvenserne kan være forskellige steder i landet og i
forskellige befolkningsgrupper. Velfærdssamfundet bør kende konsekvenserne og
reducere deres indflydelse på de mest sårbare. Men det kræver at man politisk faktisk
ønsker at gøre op med ulighed i sundhed.
Ulighed er ubekvemt og det kræver mere af os, end vi er
villige til at yde, at ændre på det. Politisk er det opportunt at tallene er
farveblinde. Vi tæller måske nok træerne, men vi gemmer skoven. Det tog sin tid
at få tallene for de etniske minoriteter frem i Danmark og i England blev
tallene fjernet fra den officielle rapport. Ofte gemmes uligheden væk og hives
kun frem hvert 10. år i en skåltale, nu skal vi også tage os sammen. Men nu har
corona pandemien uventet hevet den frem fra skabet og pudset den af og dét tvinger
os endnu engang til at tage stilling til om vi faktisk vil holde op med at ryge
eller om vi bare skal prøve igen med noget mere nikontinplaster? Vi kan jo
altid holde op med at ryge, ikke?
Kilder
https://www.thelancet.com/journals/langlo/article/PIIS2214-109X(20)30264-3/fulltext
https://www.statnews.com/2020/06/15/whos-dying-of-covid19-look-to-social-factors-like-race/
https://ec.europa.eu/migrant-integration/news/covid-19s-impact-on-migrant-communities
https://www.bmj.com/content/369/bmj.m2264
Diderichsen, Finn.
"Sårbarhet–ett begrebb till bruk för båda jämlik hälsa och hållbara
samhällen." Socialmedicinsk tidskrift 95.6 (2018): 621-626.
https://politikensundhed.dk/debat/art7821515/Manglende-nationale-standarder-for-rehabilitering-giver-ulighed-i-sundhed