Fiktion sniger sig ind
på sandheden ved at genfortælle den på 6 forskellige måder for til sidst at
slippe den fri’ (John Gardner)
Jeg er lige kommet hjem fra Uganda, hvor vi afholdt 3 forsknings
konferencer – men ikke konferencer som vi kender dem. Sammen med Gulu
Universitet i det tidligere krigsramte nordlige Uganda har vi prøvet at genopbygge
forskningskapacitet på universitetet. Forskningen skulle hjælpe med at løse
befolkningens problemer, så processen startede med en række møder i landsbyerne
og med lokale ledere. Da forskningen var færdig skulle resultaterne præsenteres
for politikere, landsbybeboere, myndigheder og de lokale chefer. Aldrig har jeg
set så nervøse og spændte unge forskere: deres kandidat, master eller PhD
forsvar var vand ved siden af denne her eksamen. I salen sad 300 spørgelystne politiske
ledere, politifolk, præster, patienter, unge, ældre og skolelærere. Alt blev
vendt og de tilstedeværende ledere blev med det samme konfronteret med hvad de
ville gøre med resultaterne, der viste at børnene ikke kom i skole, at ældre
var underernærede og at krigens traumer stadig fyldte meget med bl.a. høje
selvmordsrater.
Som en kommentar til at der skulle være en
reproduktionskrise i sundhedsforskning skriver Dekan på Aarhus Universitets
sundhedsvidenskabelige fakultet Lars Bo Nielsen, i et indlæg i Altinget.dk, at vi
ikke må blive bange for at lave fejl. Forskere har en pligt til at publicere
deres fund, også selv om der er risiko for forkerte konklusioner, mener
dekanen. Det er svært at være uenig med mormors æblekage, men spørgsmålet er
vel hvad der menes med fejl. Nogle fejl kommer fordi shit happens, andre fejl opstår fordi præmisserne for studiet var
forkerte og andre fejl igen kommer fordi vi er sløsede. Men der er andre langt alvorligere fejl vi
laver igen og igen fordi vi er blinde høns præget af angst for rutinebrug og
nye lyde. Fejl vi laver igen og igen, fordi vi konstant tvinger hinanden til at
arbejde i forældede mindsets – mindsets der præger forskningstemaer og
fondsopslag, Mindsets der påtvinger unge forskere kun at danse de tilladte
dansetrin – ikke de vilde moderne danse. Som iværksætteren Vinod Khosla (Sun microsystems) tørt konstaterer: Many times experts fail because they're
experts in the past version of the world. Det er menneskeligt at
fejle, men at blive ved med at lave de samme fejl…..det er kognitivt selvmord. Bekymringen
for videnskabernes manglende evne til at reproducere deres egne fakta har nu
nået et omfang, hvor den er blevet et regulært troværdighedsproblem. Men hvad
er videnskabernes reaktion? Vi begynder at forfine lidt på hesteskoen opfundet
for 500 år siden. En nylig konference
om reproduktionskrisen, afholdt af det amerikanske videnskabernes selskab,
handlede stort set om bedre metoder til at udregne en pålidelig p-værdi, mere
præcise konfidensintervaller og metoder til randomisering af confoundere…..Reproducérbarhed
som videnskabeligt kriterium blev defineret af Philosophical
Transactions of the Royal Society 1665 og vi roder stadig med at få
hesteskoen til at passe i 2018.
Vi har som videnskabeligt funderede altid måttet slås
med politikere, der ignorerer fakta og griner af vore argumenter, selvom det er
med fatale konsekvenser. Nu skal vi så også slås med at meningsdannere
framer forskere som ligegyldige personer, der leverer ubetydelige partsindlæg,
som den angrebslystne
provo-filosof Rune Toftegaard Selsing f.eks. udtrykker det i
Jyllands-Posten: ”Universitetets ansatte
bliver mere og mere specialerede i deres små nicher og er snarere teknokrater
end intellektuelle. Det gør dem uinteressante i den offentlige debat”. I USA
er holdningen til akademikere skredet endnu mere, hvor veritable troldehære
succesfuldt har kunnet angribe, og lamme, universitetsforskere gennem
cybermobning, stalking og falske nyheder, der drager deres faglige dømmekraft,
forskning og person i tvivl overfor studerende, dekaner og offentligheden. Vi
skal også kæmpe mod super fodbold heltes livsfarlige bøger om diæter og skuespilleres
bizarre råd om vagina-æg til at styrke generel feminin balance. Vi angribes
på vores faglige DNA fra flere flanker, men vi tør ikke forsvare os – vi gemmer
os, håber vel stormen løjer af og at sandheden, ved en eller anden meget magisk
og uvidenskabelig kraft, vil vinde over politikere, medier og de bloggere der
hver dag vinder nyt terræn. Men hvad er egentlig forskningsverdenens egen
andel i at viden i tiltagende omfang miskrediteres og opfattes som
social-politiske partsindlæg der hører hjemme i Ekstra-Bladets ”Nationen”
debatforum? Vi skændes jo selv, konstant, om hvad der er fakta….vi kalder det
bare evidens. Og nogen, de ældre, har tilmed opfundet et forskningsmæssigt kaste
system for evidensniveauer: lavest rangerende er ekspertens personlige mening,
næstlaveste niveau er case studier/narrativer, anekdoter og forskningsrapporter,
så kommer de uregerlige case-kontrol studier og observationelle
tværsnitsstudier, dernæst kohorte studier, så kommer randomiserede
kontrollerede klinisk studier (RCT), der toppes af systematiske litteratur
reviews og metaanalyser og Guden over dem alle på toppen: den kliniske evidens
baserede guidelines. Og vé den der by-passer kommandovejen til Guderne: case
studier må ikke selv tale til RCT og er udelukket for adgang til guideline
himlen. Tilfældige observationer er bandlyste i dette hierarki – hvis ikke lige
som morsomme små anekdoter om en patients besynderlige symptommanifestation.
Den første systematiske fejl vi laver er stædigt at holde
fast i at kliniske guidelines faktisk ér Guder, når al evidens (!?) viser at
evidens enten ikke indarbejdes i guidelines eller også anvendes guidelines slet
ikke (eller kun udvalgte dele af dem) i praksis. Vi tilbeder en Gud som vi
faktisk slet ikke tror på – vi er serielt utro mod vores egen videnskabelige
overbevisning, for vi kan, som mennesker, faktisk bedst lide de gode historier,
helst vore egne, og vi stoler mest på vores egen erfaring og dømmekraft i
relation til den enkelte patient.
En veritabel bibelsk syndflod af videnskabelige artikler de
seneste årtier har ikke, modsat ideen, ført til hurtige spredning af nye ideer,
men til cirkulær bekræftelse af de eksisterende videnskabelige holdninger og
meninger – forskningens kanon er blevet cementeret og eviggjort, som en
hellig ukrænkelig litteratur kanon. Men ingen kanon holder evigt. Selv
Pippi Langstrømpe, som vi alle troede var en udødelig litteraturfigur, blev
hevet ned af skolebibliotekernes hylder i Midvesten i USA og i Sverige måtte
flere af historierne omskrives fordi de var gået hen og blevet anstødelige. Det
gamle testamente var for voldeligt, så der skulle et mere fredeligt til og det
er kun et marginalt udvalg af Grimms eventyr, der er tilladte for børn.
Man kan i dag skrive en populær og hyppigt citeret, men 100%
meningsløs artikel, ved en statistisk fordeling og sammensætning af ord/endelser
fra følgende liste krydret med spekulationer og selv-citeringer:
|
Disruption
|
Udækket behov
|
|
Infections punkt
|
Patient centreret
|
|
Big data
|
Prædiktiv analyse
|
|
Digital…noget
|
Gennembrud
|
|
-omics
|
Interoperationalitet
|
|
integreret
|
Validering
|
|
Immun-personaliseret
|
Bærbar
|
|
Mikrobiom
|
Mobil
|
|
Præcision
|
Virkeligheds evidens
|
|
Multifaktoriel
|
Translationel
|
|
Tværsektoriel
|
Transformativ
|
|
mhealth
|
Forkant
|
|
Strukturel
|
Evolution
|
|
Revolution
|
Ehealth
|
|
Genteknologi
|
Teknologi
|
|
Robusthed
|
Co-creation
|
|
Storytelling
|
Omnichannel
|
|
Dynamisk
|
Virtuel
|
|
Cyber
|
Apps
|
Den enorme vægt, der i uddannelsen af
læger og i videnskabelige artikler, bliver lagt på at teste nullhypotesers
signifikans niveau, kan vildlede forskere til, uanset problem eller datatype,
at reducere data til binære variable og fortolke beviser dichotomt snarere end
som kontinuerte data. Data er kun data, hvis de kommer fra et spørgeskema (uden
at nogen undrer sig over hvor spørgsmålene kommer fra). Derfor kan forskere
enten se bort fra bevis, der undlader at opnå statistisk signifikans eller
undervurdere resultatet i forhold til beviser, der opnår statistisk signifikans.
Som et vigtigt kuriosum, så er forskere bedre til at bedømme evidens på
baggrund af den korrekte forståelse (dvs ikke-dikotom, men kontinuert) af data
sammensætning, hvis forskeren
direkte kan se en personlig konsekvens af forskningresultatet!).
Fact
checkere har vist sig sværere at snyde på nettet med falsk videnskab end PhD
studerende. Måske skal PhD studerende disruptes med lidt lateral tænkning:
læse mindre, men lære mere? Og det er op ad bakke – allerede i 1977 viste man
at reviewere på videnskabelige artikler er mest negative overfor studier, der
viser noget andet end forventet. Vi
er som forskere eksperter i fortiden, men amatører i nutiden, så vi fastholder
hinanden i fortidens cementerede kanon. Yngre
forskere rapporterer f.eks. om udbredt brug af falske medforskere,
pseudo-vejledere og påtvungne referencer i forskningsansøgninger. Og når de
er færdige med deres forskning presses de forskningsledere til at booste og
sælge resultater, der ikke altid holder vand: 37 % af
videnskabelige ”breaking news” holder ikke viste en undersøgelse fra Mayo
Clinic. Og offentligheden får, igen,
det indtryk af forskere kan påvise hvad som helst, så hvem skal man snart stole
på (se f.eks. Is everything we eat associated with
cancer?).
Der mangler selvreflektion i forskningsverdenen når 96% af
biomedicinske artikler viser statistisk signifikante resultater. Der er kun
2 forklaringer: 1) enten er vi virkelig virkelig dygtige alle sammen til at
finde en passende p-værdi til selv de mest elendige studier eller også er det et
resultat af 2) karrierepres og selektiv publikationspolitik, der resulterer i
et hav af ligegyldige forskningsresultater. Faktisk er antallet af
artikler, der har en signifikant p-værdi, 4-doblet siden 1990! – til gengæld
er antallet af artikler, der beskriver sikkerhedsintervaller, nævner sample
size beregninger og eller bygger på non-parametriske tests faldet tilsvarende
siden 1990. Forskerne er ganske simpelt blevet pottetrænet til en binær
forståelse af patienter og sygdomme selvom vi hver dag i klinikken må erkende
at patienter og sygdomme lever i meget lidt binære multifaktorielle
psykosociale sammenhænge. Heller ikke i lærebøgerne på universiteterne har vi
reflekteret tilstrækkeligt over skjult bias: mandlige
forskere er 5 gange så hyppigt repræsenteret i study guides i forhold til
hvad det burde være hvis man ser på antal, produktion og kvalitet.
”En løgn kan fare
halvdelen af kloden rundt mens sandheden stadig kæmper med at få sine sko på”
påstod Mark Twain og fik ret i en ny undersøgelse af spredningen af forkerte og
rigtige nyheder på sociale medier offentliggjort i Science. Forkerte nyheder
spredes 10-100 gange hurtige end rigtige nyheder. Som den norske historiker
og tidligere forsker, nu forskningsformidler skrev i en blog, så skal de ansatte
i det hun kalder kundskabsbanken tage sig alvorligt sammen, hvis de vil
vinde over de alternative facts. I
forskernes småborgerlige angst for det ukendte og usikre klamrer vi os til
dikotomier, de stressende små p-værdier og
data som Gud.
Kundskabsbanken har officielt kun én valuta på hylden: den
simple sandhed og dens tilhørende sandsynlighed. De alternative plusvarianter
af sandheden er for svære for forskerne at formidle med sikker hånd i medierne,
så dem gemmer vi dybt nede i bankboksen. Det giver kundskabstroldene på nettet
en kæmpe hjemmebanefordel, for de ved godt, og kan bedre leve med-, at
sandheden er en social konstruktion. Sandheden kan være kompleks for en
forsker, men den består stadig af simple sandheder der er stablet oven på
hinanden. Dén sandhed er det kun forskerne der kan levere. De ansatte i
kundskabsbanken skal op af kælderen, ud i medierne, tale dansk & tage de
tæsk, der kommer når man skal formidle og popularisere forskning - ellers
vinder kundskabstroldene, med medierne som engagerede vandbærere.
3 læger, der optræder i et TV program på DR1, hvor de skal
dyste mod 3 internet Google nørder om at finde den rigtige patientdiagnose, får
tæsk for at miskreditere lægefaget – i øvrigt af en
lægekollega, der egentlig ikke har set programmet. Den slags
kollega-bashing er et udtryk for en videnskabelig arrogance, der har rødder i
det videnskabelige kastesystems kanon. De 3 læger kan selvfølgelig opfattes som
selfie linselus mere end læger, men det ændrer ikke på at giver seerne en
indsigt i ellers skjulte beslutningsprocesser: hvordan læger systematisk indsamler
og bearbejder viden, der sammen med evidens og fakta, fører til sandsynlige
diagnoser – og alternative diagnoser. Vi har som vidensarbejdere, læger og
forskere en pligt til at reflektere over vores egen virkelighed og vores eget
bidrag til at styrke troldehæren af fakenews formidlere – også selvom sandheden
kommer i 6 varianter som man så det med de nye
amerikanske guidelines for hypertensionsbehandling. Data er ikke kun sandhed
og sandheden er ikke altid så smuk, men dét er til gengæld hungeren efter
sandheden. Hvis vi som læger og forskere synes vi kan bidrage til sandheden, så
må ud og slås for den dér hvor den defineres: i offentligheden og med åben
pande uden fortidens kanoniserede vraggods – om det så er dikotomisering af
virkeligheden eller religion. For
som Neil deGrasse Tyson siger: “Evidence collected over many years, obtained from many locations,
indicates that the power of Prayer is insufficient to stop bullets from killing
school children”.
Der
er nok hverken forskere eller politikere, der tør stille op til en seance som
den i det Nordlige Uganda, men det gjorde de unge modige lægeforskere fordi de
ville gøre en forskel for deres region. Hvis vi vil genoplive forskningens
troværdighed og skabe en ramme for dialog mellem forskere, politikere og befolkningen
om evidens, fakta og de mange sandheder så er modellen fra Uganda den eneste
vej – lad være med at være så bange for dialogen – vær bange for den troldehær
der er ved at forvanske hele ideen om at der findes viden der er til alles bedste.
Referencer
1. Steven
Shapin and Simon Schaffer (1985). Leviathan and the Air-Pump: Hobbes, Boyle,
and the Experimental Life (Princeton Univ Press, Princeton) http://www.fes-sociologia.com/files/res/18/13.pdf
