Er politikerne dygtige nok til at skelne mellem politik, forskning, symboler og fordomme?

 

Om videnskabelige fyord og tvetydige politiske missioner langt inde bag forskningens linjer.

Der har været debat en tid om skellet mellem politik og forskning primært baseret på enkelte politikeres udtalelser om racisme- og identitetsforskning. I marts førte det til ministerspørgsmål om

”ministeren enig i, at der i visse humanistiske og samfundsvidenskabelige forskningsmiljøer er problemer med overdreven aktivisme på bekostning af videnskabelige dyder, og er ministeren enig i, at en sådan tendens kalder på handling i lighed med det opgør, den franske regering har udmeldt, og den undersøgelse af problemets omfang, som den har iværksat?”

Debatten blev nok antændt med udgivelsen af rapporten fra RUC ’Magt og (u)mulighed’  om æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol  i 2020 (). Debatten fik yderligere varm luft efter en reportage til en videnskabelig migrationskongres i Weekend avisen ’Hvidensproduktion’ og kulminerede med den historisk besynderlige udtalelse d. 18.februar 2021 fra Folketinget der havde vedtaget at ”Politik ikke må forklædes som videnskab”. Som forsker bliver man lidt lammet af budskabets naive selvfølgelighed, men samtidig får man fornemmelsen af den trojanske hest. Som ekspert er det jo lige præcis dét vi slås med: at politikerne skubber udvalgte eksperters håndplukkede udsagn foran sig og iklæder svage politiske projekter et stærkere videnskabeligt fundament.

Det er bemærkelsesværdigt at den politiske kritik udelukkende er rettet mod humanistiske og samfundsvidenskabelige forskningsmiljøer. Men det skal man ikke lade sig aflede af. Problemet med politisk forskningskritik stikker meget dybere og er langt mere alvorligt end pressen har præsenteret sagen. En folketingspolitiker forklarede da han for mange år siden blev præsenteret for en tabel med sygelighed opgjort efter køn, alder og skolegang, at han ikke ville diskutere manipulerede tal. Den videnskabelige kongres der blev beskrevet i Weekendavisen’s reportage handlede om migration, men journalisten havde fokus på det der ikke blev talt om (social kontrol) og på at intersektionalisme er en metode der er udsprunget af feministisk forskning. Ingen journalist har nogensinde skrevet en spydig reportage fra en kongres om personlig medicin, føtal kirurgi eller dræberrobotter - og det ville sandsynligvis munde ud i en ukritisk begejstret artikel uden kritik af der ikke blev diskuteret etik og ulighed eller at den metode der blev anvendt til at hjerteoperere fostre også blev brugt på grise. Journalister er biased når det kommer til videnskabskritik og det er politikere også, for de læser avisartiklerne. Men man skal længere ud på landet hvis man tror det kun er køn og racismeforskning politikere går efter et opgør med. Lad mig komme med nogle eksempler.

Folketingspolitikeren Henrik Dahl angreb f.eks. i 2020 Syddansk Universitet for sit fokus på FN’s verdensmål (sustainable development Goals) som forskningsmæssig rettesnor: ”Universitetet forråder det, et universitet er. SDU er tabt som frit universitet.” og ” Danmark har syv universiteter og en missionsanstalt med hovedkvarter i Odense”. I tidsskriftet Ræson skrev samme politiker:

”FN’s verdensmål er politik, ikke forskning. De hører hjemme i et parlament. Ikke på et universitet. SDU forråder de ædle motiver bag verdensmålene”.

Senere skriver Henrik Dahl dog stik modsatte: ”Men Verdensmålene er en trojansk hest. Flot at se på, men fyldt med socialisme indeni.”

Den tidligere frihedsminister Søren Pind argumenterede sidste år for at det var politikerne der skulle bestemme hvad der skulle forskes i under corona pandemien (bl.a. med baggrund i den skøre franske læges studier af klorokinbehandling af COVID-19 som viste sig at være fuldstændig virkningsløst på COVID men havde mange bivirkninger).

Der er flere politikere der vedholdende under COVID19 med dødsforagt har fastholdt decideret urigtige standpunkter på trods af at de er blevet korrigeret flere gange af eksperter (Pernille Vermund og Pia Kjærsgaard og Nye Borgerlige). Insisteren på en absurd holdning er en farlig politisering, hvor forskere har et ekstra stort ansvar for at holde videnssamfundets rygrad. Det er ikke politisk indblanding, men rettidig videnskabelig omhu. Eksperter er hevet ind som politiske statister og smidt ud i kulissen igen efter forgodtbefindende fordi der ikke er politiske rammer for eksperters rolle i politik. Politik forklædt som videnskab er det politikerne, gør når de skal sælge motorveje, cannabis og thyroid behandling. Det er det politikerne gør når de bestemmer hvem der er patienter og hvilke årsager der er til sygdomme.

Mathias Tesfaye blev spurgt af et folketingsmedlem om baggrunden for smittetallene blandt etniske minoriteter. Tesfaye svarede at ” 'Vi ved ikke noget (…) Der er ikke rigtig nogen eksperter der har undersøgt det her. 'Jeg kan se en masse påstande, men ikke noget videnskabeligt grundlag. Det kan kun være gætterier'. Om fik dermed skabt et ukorrekt billede af at der ikke eksisterede videnskab om hvorfor etniske minoriteter var hårdt ramt af COVID19.

En folketingspolitiker, Rasmus Jarlov, skrev for nogle år siden et indlæg i Jyllandsposten om at Syddansk Universitet burde ansætte sangeren Medina som rektor fordi de optog studerende bl.a. baseret på samtaler. Han forklarede det med at hvis universitetet alligevel var drevet af følelser, så var det nok bedre med en sanger som Medina som rektor.

Jeg blev personligt i Danmarks Radio P1 Orientering 8. august 2014 hængt ud af en daværende Venstre ordfører Karsten Lauritzen for at min forskning om ulighed i sundhedsvæsnets behandling af etniske minoriteter var underlødig - uden skyggen af argumentation. Bare fordi man kan som politiker og fordi der præsenteres politisk ubekvem viden som her at der sker forskelsbehandling af flygtninge i sundhedsvæsnet. Men det er stadig viden og jeg har stadig en pligt til at formidle den viden – det står i min funktionsbeskrivelse som læge på sygehuset og som professor på universitetet. Det er ikke mit problem som ekspert at viden kan presse politikere til at skulle tage triste beslutninger. Dét må de se som et vilkår.

Forskere er ikke dummere end gennemsnittet og vi kan godt høre når en politiker ikke har deklareret sit egentlige ærinde. Forskere skal altid deklarere deres interesser når de publicerer deres forskning. Men politikere har tiltaget sig retten til at bestemme hvad der er rigtigt og forkert, hvad der er årsag og virkning og hvornår en historie starter og slutter. Fair nok. Det er demokratiets svøbe at symboler, fordomme, uvidenhed og had vægter lige så meget som viden og indsigt. Vi ville have en bedre og mere ligeværdig dialog hvis politikere droppede berøringsangst - og holdt op med at lave nye spilleregler hver gang vi har en samtale. Det er lidt som ens storebror der hele tiden laver nye regler i Matador når han er ved at vinde. Ynkelig magtudøvelse men det virker. Man har ikke ret til sine egne fakta, men man har heller ikke ret til en mening man kun kan opretholde ved at skabe røgslør, stråmænd og angribe ekspertens legitimitet eller troværdighed. Det er der mange forskere der har oplevet og de fleste gør det kun én gang – det er de færreste eksperter der bliver stående på kamppladsen. Men vi kan ikke have en ligeværdig samtale med en modpart der suverænt både bestemmer reglerne for samtalen og kan ændre dem som de har lyst. Strategisk tvetydighed er blevet et stærkt politisk våben, men det gør uoprettelig skade på dialogen mellem politikere og forskere.

Jeg arbejder på et felt, etniske minoriteters sundhed og ulighed, der er præget af total mangel på viden i de politiske beslutningsprocesser - evidens er bandlyst fordi det opfattes som et partsindlæg - her er symbolpolitik, mavefornemmelser og folkedybets røst evidensgrundlaget. Det er sådan demokratiet vil have det, men det er hverken kønt eller et videnssamfund værdigt. Flertallet har jo ikke ret bare fordi de er flest. Det er at politisere forskning når flertallet har retten til at bestemme hvad der er rigtigt og hvornår en historie starter og slutter. Når man er blind for mindretallets opfattelse - herunder videnskab - så politiserer man forskning OG det er ikke forskerne der er udfarende her.

Trump udsendte en liste med videnskabelige fyord (ulighed, racisme, global opvarmning, klima), som de nationale forskningsfonde ikke måtte anvende og de måtte heller ikke støtte ansøgninger der indeholdt ord fra fyordslisten. Man talte ligefrem om ‘The Trump 10’ - forskere blev stressede af Trump’s indgreb i forskningsfriheden og de tog i gennemsnit 10 kg på fordi de overspiste i bare frustration.

Der er forskning ingen vil have. Der er viden ingen vil have. Men det er ikke videnskabens problem. Det er menneskehedens problem at der politikere der ikke vil høre om ulighed, racisme, ensomhed eller politiske årsager til ulighed. Politikere må enten kaste sig ind i den spændende dialog, tage en tudekiks eller finde et andet job. De kan ikke bestemme hvad der er viden for så dør vidensamfundet.

Regionerne havde nogle spændende processer i deres første år hvor de aktivt gik ind i debat om ulighed i sundhed. Det var sundt, det var konstruktivt og det var modigt. Men finansministeren satte tommelskruerne på de fattige regioner der ikke kunne opkræve skatter og bad dem koncentrere sig om den stakkels middelklasse i stedet for de dyre socialt udsatte patienter. Finansministeriet modsatte sig dermed den evidens som regionernes politikere selv havde bedt om at skabe.

Politikerne skal stoppe angreb på videnskaberne og vende spejlet: de må gøre op med mavefornemmelser, symbolpolitik og abstrahere fra den glubske middelklasse, der hele tiden vil have ret. Man taler i forskning om ulovlig indtrængen på vidensområder hvor man ikke har ekspertise - at man ‘overfører’ sin forskningsekspertise fra et område til et andet hvor man ikke har viden der rækker udover forsiden på Ekstra Bladet. Det ville klæde politikerne at skabe sig et fælles tanke- og værdisæt om deres interaktion med eksperter og forskere i en form for venlig vekselvirkning hvor man kan have ligeværdig dialog uden trojanske heste og skjulte dagsordner. En samtale hvor man har samme argumentationsniveau og samme spilleregler.

 Vi skal som forskere true med at blive på slagmarken, men vi skal altså også kunne tage slagene – det nytter ikke at desertere. Måske ledelserne på universiteterne skulle se på deres ansvar for at klæde forskerne bedre på til at deltage i offentlige debatter? Hvis vi trækker os fra den offentlige og politiske debat, så vinder de tvetydige symbolpolitikere og aggressive værdikrigere uden modstand og de tager vidensamfundet med sig tilbage i skyttegraven. Vi skal fastholde vores troværdighed som forskere, der har en velunderbygget og kvalificeret analyse, der er en direkte modfortælling til magtens selvforståelse, flertallets lommeuld og de populistiske politikeres håndplukkede mavefornemmelser. Den viden ingen vil have er det bedste argument for at gå 5 skridt længere ind på slagmarken. Selv om de hugger vores arme og ben af så har vi altid hovedet med tilbage.

Det videnskabelige kastesystem og hærgende kundskabstrolde forhindrer opgør mod falsk videnskab

Fiktion sniger sig ind på sandheden ved at genfortælle den på 6 forskellige måder for til sidst at slippe den fri’ (John Gardner)

Jeg er lige kommet hjem fra Uganda, hvor vi afholdt 3 forsknings konferencer – men ikke konferencer som vi kender dem. Sammen med Gulu Universitet i det tidligere krigsramte nordlige Uganda har vi prøvet at genopbygge forskningskapacitet på universitetet. Forskningen skulle hjælpe med at løse befolkningens problemer, så processen startede med en række møder i landsbyerne og med lokale ledere. Da forskningen var færdig skulle resultaterne præsenteres for politikere, landsbybeboere, myndigheder og de lokale chefer. Aldrig har jeg set så nervøse og spændte unge forskere: deres kandidat, master eller PhD forsvar var vand ved siden af denne her eksamen. I salen sad 300 spørgelystne politiske ledere, politifolk, præster, patienter, unge, ældre og skolelærere. Alt blev vendt og de tilstedeværende ledere blev med det samme konfronteret med hvad de ville gøre med resultaterne, der viste at børnene ikke kom i skole, at ældre var underernærede og at krigens traumer stadig fyldte meget med bl.a. høje selvmordsrater.

Som en kommentar til at der skulle være en reproduktionskrise i sundhedsforskning skriver Dekan på Aarhus Universitets sundhedsvidenskabelige fakultet Lars Bo Nielsen, i et indlæg i Altinget.dk, at vi ikke må blive bange for at lave fejl. Forskere har en pligt til at publicere deres fund, også selv om der er risiko for forkerte konklusioner, mener dekanen. Det er svært at være uenig med mormors æblekage, men spørgsmålet er vel hvad der menes med fejl. Nogle fejl kommer fordi shit happens, andre fejl opstår fordi præmisserne for studiet var forkerte og andre fejl igen kommer fordi vi er sløsede.  Men der er andre langt alvorligere fejl vi laver igen og igen fordi vi er blinde høns præget af angst for rutinebrug og nye lyde. Fejl vi laver igen og igen, fordi vi konstant tvinger hinanden til at arbejde i forældede mindsets – mindsets der præger forskningstemaer og fondsopslag, Mindsets der påtvinger unge forskere kun at danse de tilladte dansetrin – ikke de vilde moderne danse. Som iværksætteren Vinod Khosla (Sun microsystems) tørt konstaterer: Many times experts fail because they're experts in the past version of the world. Det er menneskeligt at fejle, men at blive ved med at lave de samme fejl…..det er kognitivt selvmord. Bekymringen for videnskabernes manglende evne til at reproducere deres egne fakta har nu nået et omfang, hvor den er blevet et regulært troværdighedsproblem. Men hvad er videnskabernes reaktion? Vi begynder at forfine lidt på hesteskoen opfundet for 500 år siden. En nylig konference om reproduktionskrisen, afholdt af det amerikanske videnskabernes selskab, handlede stort set om bedre metoder til at udregne en pålidelig p-værdi, mere præcise konfidensintervaller og metoder til randomisering af confoundere…..Reproducérbarhed som videnskabeligt kriterium blev defineret af Philosophical Transactions of the Royal Society 1665 og vi roder stadig med at få hesteskoen til at passe i 2018.

Vi har som videnskabeligt funderede altid måttet slås med politikere, der ignorerer fakta og griner af vore argumenter, selvom det er med fatale konsekvenser. Nu skal vi så også slås med at meningsdannere framer forskere som ligegyldige personer, der leverer ubetydelige partsindlæg, som den angrebslystne provo-filosof Rune Toftegaard Selsing f.eks. udtrykker det i Jyllands-Posten: ”Universitetets ansatte bliver mere og mere specialerede i deres små nicher og er snarere teknokrater end intellektuelle. Det gør dem uinteressante i den offentlige debat”. I USA er holdningen til akademikere skredet endnu mere, hvor veritable troldehære succesfuldt har kunnet angribe, og lamme, universitetsforskere gennem cybermobning, stalking og falske nyheder, der drager deres faglige dømmekraft, forskning og person i tvivl overfor studerende, dekaner og offentligheden. Vi skal også kæmpe mod super fodbold heltes livsfarlige bøger om diæter og skuespilleres bizarre råd om vagina-æg til at styrke generel feminin balance. Vi angribes på vores faglige DNA fra flere flanker, men vi tør ikke forsvare os – vi gemmer os, håber vel stormen løjer af og at sandheden, ved en eller anden meget magisk og uvidenskabelig kraft, vil vinde over politikere, medier og de bloggere der hver dag vinder nyt terræn.   Men hvad er egentlig forskningsverdenens egen andel i at viden i tiltagende omfang miskrediteres og opfattes som social-politiske partsindlæg der hører hjemme i Ekstra-Bladets ”Nationen” debatforum? Vi skændes jo selv, konstant, om hvad der er fakta….vi kalder det bare evidens. Og nogen, de ældre, har tilmed opfundet et forskningsmæssigt kaste system for evidensniveauer: lavest rangerende er ekspertens personlige mening, næstlaveste niveau er case studier/narrativer, anekdoter og forskningsrapporter, så kommer de uregerlige case-kontrol studier og observationelle tværsnitsstudier, dernæst kohorte studier, så kommer randomiserede kontrollerede klinisk studier (RCT), der toppes af systematiske litteratur reviews og metaanalyser og Guden over dem alle på toppen: den kliniske evidens baserede guidelines. Og vé den der by-passer kommandovejen til Guderne: case studier må ikke selv tale til RCT og er udelukket for adgang til guideline himlen. Tilfældige observationer er bandlyste i dette hierarki – hvis ikke lige som morsomme små anekdoter om en patients besynderlige symptommanifestation.

Den første systematiske fejl vi laver er stædigt at holde fast i at kliniske guidelines faktisk ér Guder, når al evidens (!?) viser at evidens enten ikke indarbejdes i guidelines eller også anvendes guidelines slet ikke (eller kun udvalgte dele af dem) i praksis. Vi tilbeder en Gud som vi faktisk slet ikke tror på – vi er serielt utro mod vores egen videnskabelige overbevisning, for vi kan, som mennesker, faktisk bedst lide de gode historier, helst vore egne, og vi stoler mest på vores egen erfaring og dømmekraft i relation til den enkelte patient.

En veritabel bibelsk syndflod af videnskabelige artikler de seneste årtier har ikke, modsat ideen, ført til hurtige spredning af nye ideer, men til cirkulær bekræftelse af de eksisterende videnskabelige holdninger og meninger – forskningens kanon er blevet cementeret og eviggjort, som en hellig ukrænkelig litteratur kanon. Men ingen kanon holder evigt. Selv Pippi Langstrømpe, som vi alle troede var en udødelig litteraturfigur, blev hevet ned af skolebibliotekernes hylder i Midvesten i USA og i Sverige måtte flere af historierne omskrives fordi de var gået hen og blevet anstødelige. Det gamle testamente var for voldeligt, så der skulle et mere fredeligt til og det er kun et marginalt udvalg af Grimms eventyr, der er tilladte for børn.

Man kan i dag skrive en populær og hyppigt citeret, men 100% meningsløs artikel, ved en statistisk fordeling og sammensætning af ord/endelser fra følgende liste krydret med spekulationer og selv-citeringer:

Disruption	Udækket behov
Infections punkt	Patient centreret
Big data	Prædiktiv analyse
Digital…noget	Gennembrud
-omics	Interoperationalitet
integreret	Validering
Immun-personaliseret	Bærbar
Mikrobiom	Mobil
Præcision	Virkeligheds evidens
Multifaktoriel	Translationel
Tværsektoriel	Transformativ
mhealth	Forkant
Strukturel	Evolution
Revolution	Ehealth
Genteknologi	Teknologi
Robusthed	Co-creation
Storytelling	Omnichannel
Dynamisk	Virtuel
Cyber	Apps

Den enorme vægt, der i uddannelsen af læger og i videnskabelige artikler, bliver lagt på at teste nullhypotesers signifikans niveau, kan vildlede forskere til, uanset problem eller datatype, at reducere data til binære variable og fortolke beviser dichotomt snarere end som kontinuerte data. Data er kun data, hvis de kommer fra et spørgeskema (uden at nogen undrer sig over hvor spørgsmålene kommer fra). Derfor kan forskere enten se bort fra bevis, der undlader at opnå statistisk signifikans eller undervurdere resultatet i forhold til beviser, der opnår statistisk signifikans. Som et vigtigt kuriosum, så er forskere bedre til at bedømme evidens på baggrund af den korrekte forståelse (dvs ikke-dikotom, men kontinuert) af data sammensætning, hvis forskeren direkte kan se en personlig konsekvens af forskningresultatet!).

Fact checkere har vist sig sværere at snyde på nettet med falsk videnskab end PhD studerende. Måske skal PhD studerende disruptes med lidt lateral tænkning: læse mindre, men lære mere? Og det er op ad bakke – allerede i 1977 viste man at reviewere på videnskabelige artikler er mest negative overfor studier, der viser noget andet end forventet.  Vi er som forskere eksperter i fortiden, men amatører i nutiden, så vi fastholder hinanden i fortidens cementerede kanon.  Yngre forskere rapporterer f.eks. om udbredt brug af falske medforskere, pseudo-vejledere og påtvungne referencer i forskningsansøgninger. Og når de er færdige med deres forskning presses de forskningsledere til at booste og sælge resultater, der ikke altid holder vand: 37 % af videnskabelige ”breaking news” holder ikke viste en undersøgelse fra Mayo Clinic.  Og offentligheden får, igen, det indtryk af forskere kan påvise hvad som helst, så hvem skal man snart stole på (se f.eks. Is everything we eat associated with cancer?).

Der mangler selvreflektion i forskningsverdenen når 96% af biomedicinske artikler viser statistisk signifikante resultater. Der er kun 2 forklaringer: 1) enten er vi virkelig virkelig dygtige alle sammen til at finde en passende p-værdi til selv de mest elendige studier eller også er det et resultat af 2) karrierepres og selektiv publikationspolitik, der resulterer i et hav af ligegyldige forskningsresultater. Faktisk er antallet af artikler, der har en signifikant p-værdi, 4-doblet siden 1990!   – til gengæld er antallet af artikler, der beskriver sikkerhedsintervaller, nævner sample size beregninger og eller bygger på non-parametriske tests faldet tilsvarende siden 1990. Forskerne er ganske simpelt blevet pottetrænet til en binær forståelse af patienter og sygdomme selvom vi hver dag i klinikken må erkende at patienter og sygdomme lever i meget lidt binære multifaktorielle psykosociale sammenhænge. Heller ikke i lærebøgerne på universiteterne har vi reflekteret tilstrækkeligt over skjult bias: mandlige forskere er 5 gange så hyppigt repræsenteret i study guides i forhold til hvad det burde være hvis man ser på antal, produktion og kvalitet.

”En løgn kan fare halvdelen af kloden rundt mens sandheden stadig kæmper med at få sine sko på” påstod Mark Twain og fik ret i en ny undersøgelse af spredningen af forkerte og rigtige nyheder på sociale medier offentliggjort i Science. Forkerte nyheder spredes 10-100 gange hurtige end rigtige nyheder. Som den norske historiker og tidligere forsker, nu forskningsformidler skrev i en blog, så skal de ansatte i det hun kalder kundskabsbanken tage sig alvorligt sammen, hvis de vil vinde over de alternative facts.  I forskernes småborgerlige angst for det ukendte og usikre klamrer vi os til dikotomier, de stressende små p-værdier og data som Gud.

Kundskabsbanken har officielt kun én valuta på hylden: den simple sandhed og dens tilhørende sandsynlighed. De alternative plusvarianter af sandheden er for svære for forskerne at formidle med sikker hånd i medierne, så dem gemmer vi dybt nede i bankboksen. Det giver kundskabstroldene på nettet en kæmpe hjemmebanefordel, for de ved godt, og kan bedre leve med-, at sandheden er en social konstruktion. Sandheden kan være kompleks for en forsker, men den består stadig af simple sandheder der er stablet oven på hinanden. Dén sandhed er det kun forskerne der kan levere. De ansatte i kundskabsbanken skal op af kælderen, ud i medierne, tale dansk & tage de tæsk, der kommer når man skal formidle og popularisere forskning - ellers vinder kundskabstroldene, med medierne som engagerede vandbærere.

3 læger, der optræder i et TV program på DR1, hvor de skal dyste mod 3 internet Google nørder om at finde den rigtige patientdiagnose, får tæsk for at miskreditere lægefaget – i øvrigt af en lægekollega, der egentlig ikke har set programmet. Den slags kollega-bashing er et udtryk for en videnskabelig arrogance, der har rødder i det videnskabelige kastesystems kanon. De 3 læger kan selvfølgelig opfattes som selfie linselus mere end læger, men det ændrer ikke på at giver seerne en indsigt i ellers skjulte beslutningsprocesser: hvordan læger systematisk indsamler og bearbejder viden, der sammen med evidens og fakta, fører til sandsynlige diagnoser – og alternative diagnoser. Vi har som vidensarbejdere, læger og forskere en pligt til at reflektere over vores egen virkelighed og vores eget bidrag til at styrke troldehæren af fakenews formidlere – også selvom sandheden kommer i 6 varianter som man så det med de nye amerikanske guidelines for hypertensionsbehandling. Data er ikke kun sandhed og sandheden er ikke altid så smuk, men dét er til gengæld hungeren efter sandheden. Hvis vi som læger og forskere synes vi kan bidrage til sandheden, så må ud og slås for den dér hvor den defineres: i offentligheden og med åben pande uden fortidens kanoniserede vraggods – om det så er dikotomisering af virkeligheden eller religion. For som Neil deGrasse Tyson siger: “Evidence collected over many years, obtained from many locations, indicates that the power of Prayer is insufficient to stop bullets from killing school children”.

Der er nok hverken forskere eller politikere, der tør stille op til en seance som den i det Nordlige Uganda, men det gjorde de unge modige lægeforskere fordi de ville gøre en forskel for deres region. Hvis vi vil genoplive forskningens troværdighed og skabe en ramme for dialog mellem forskere, politikere og befolkningen om evidens, fakta og de mange sandheder så er modellen fra Uganda den eneste vej – lad være med at være så bange for dialogen – vær bange for den troldehær der er ved at forvanske hele ideen om at der findes viden der er til alles bedste.

Referencer

1. Steven Shapin and Simon Schaffer (1985). Leviathan and the Air-Pump: Hobbes, Boyle, and the Experimental Life (Princeton Univ Press, Princeton) http://www.fes-sociologia.com/files/res/18/13.pdf

Randomiseret nonsens slår socialt DNA i kampen om forskerkroner

Forskere blev taget på sengen af Trump. Resultatet af stress induceret overspisning bliver nu kaldt the Trump 10 – som udtryk for de 10 kg som bekymrede amerikanske borgere har taget på i løbet af de første 100 dage af hans embedsperiode. Tidligere hed det the freshmen 15 – de 15 kg som stressede og forvirrede førsteårs universitetsstuderende tog på i starten af studiet. Forskning skal konstant tilpasse sig virkeligheden, hvor nye informationsveje og informationsoverspisning fører til uvante risikofaktorer og sammensatte sygdomsbilleder, som vi ikke er helt parate til at analysere: vi forsker i det vi ved – fordi det er det vi kan få forskningsmidler til, men burde det ikke netop være forskningens opgave et se rundt om hjørner og se Trump’s valgsejr før andre og påvise at vi alle ville blive tykkere hvis han blev valgt?

Politikere i Danmark bruger signifikant mindre forskning i deres politiske arbejde og lovforberedelser end nabolandenes politikere. Men hvor gode er forskere, forskningsfonde og videnskabelige tidsskrifter egentlig selv til at bedrive, tilpasse og anvende forskning? 80 % af billister vurderer sig selv som bedre end halvdelen, hvilket jo statistisk og logisk set ikke er muligt. Dem der overvurderer deres egen viden allermest er faktisk også dem der tilfældigvis ved mindst. Forskere på offentlige universiteter bruger 10 timer ugentlig på forskning, én ansøgning tager i gennemsnit 116 timer at skrive, kun hver 5. ansøgning opnår bevilling mens 50 % af ansøgninger må opgives efter 3 forgæves forsøg. Tallene for yngre forskere er endnu værre. Der bruges 180 mia dollar om året globalt på forskning. De bedste estimater tyder på at kun 30- 50 % af de studier, der kommer ud af pengene, bliver publiceret. Der er en klar tendens til at positive studier der ”viser noget” publiceres meget hyppigere end studier, der ikke kan vise forskelle eller direkte afviser en sammenhæng. Men der er store forskelle mellem lande og afhængigt af hvem der udfører studiet og de eskalerende priser på publikation i de større tidsskrifter har også haft en vis effekt – vil man betale 15.000 kr for at få publiceret et skuffende eller uklart resultat? Det oplagte problem med at beregne den mest korrekte andel af studier der ikke publiceres og at forstå årsagerne til det er at vi af gode grunde ikke kender til studier der ikke er publiceret. De sikreste tal stammer fra opgørelser af studier godkendt af etiske komiteer eller registre over kliniske trials, men det drejer sig kun om studier der kræver en sådan godkendelse eller registrering, mens f.eks. spørgeskema undersøgelser og andre surveys ikke er omfattet. Vi ved med andre ord ikke hvorfor studier ikke publiceres. Det må undre i betragtning af de enorme summer der investeres i forskning og anvendes af et miljø der hylder evidens, kritisk tilgang og transparens. F.eks. er det uklart hvor mange studier der er forsøgt publiceret, men blev afvist hvorefter forfatteren har opgivet. Et meget grundigt studie af videnskabelige redaktørers kompetencer tyder på at der kan være det samme betændte forhold mellem redaktører og artikel forfattere, som der hersker mellem filmproducenter og filmkritikere (Hollywood effekten). Tidsskrifter for de videnskabelige områder har meget varierende afvisningsfrekvens, men noget tyder på at det mere er plads til rådighed end videnskabelig kvalitet der afgør afvisnings hyppighed. Det er heller ikke klart hvorfor artikler der indsendes på tirsdage oftere accepteres end hvis de indsendes f.eks. en søndag aften (som mange måske gør?). Der er også u-forklarede sæsoneffekter på afvisningsgraden. Under alle omstændigheder har afslag på publikation store sociale og psykiske omkostninger. Afslag ses ofte som et kombineret angreb på ens personlige evner og integritet samtidig med at der let opstår konspiratoriske ideer hos den forsmåede forsker.

Samtidig er der meget der tyder på at med de tiltagende forskningsmæssige magtkoncentrationer i store forskningsenheder og konglomerater så får yngre forskere sværere og sværere ved at tiltrække forsknings midler, mens resultaterne fra de store centre ser ud til at udeblive. Forskningsfonde bevæger sig i tiltagende grad ind i en blindgyde med ældre mænd, der finansierer andre ældre mænds forudsigeligt gamle resultater, der forhindrer at der åbnes nye forsknings platforme. Nobelpristagere er således 12 år ældre nu end da prisen blev indstiftet. Einstein var i 20’erne da han producerede de mest grundlæggende ideer men under 7 % af Nobel pris modtagere er nu i 20’erne. Videnskabelige karriereveje har i sig selv en negativ effekt på forskere, der har tiltagende svært ved at bevare forskningsmæssig integritet i et hyperkonkurrence præget miljø der er forgiftet af perverse tilskyndelser. Et miljø hvor forskningsfondes metodemæssige desperation kan aflæses i rutinemæssige, ofte bizarre, krav til ansøgere om randomiserede kliniske dobbelt blinde forsøg selv på nye områder, hvor man stadig kæmper med overhovedet at forstå problemet. Man tvinger forskere til at randomisere nonsens, men de får da en p-værdi ud af det.

På listen over projekter, der har modtaget midler fra Det frie forskningsråd Sundhed og sygdom maj 2017 er der kun 2-3 projekter ud af i alt 63 bevillinger (knap 5 %), der tilnærmelsesvist handler om ulighed i psykiske, relationelle eller sociale forhold/risici knyttet til sygdom – resten af studierne fokuserer på subhumant niveau. Ingen af bevillingerne handler om dét der optager sundhedsvæsenet lige nu: ulighed i sundhed, ulighed i behandling, ulighed i rehabilitering, patienten i centrum, patient sikkerhed eller samskabelse. Bevillingerne handler derimod om hvad der optager en meget lille skare af forskere og forskningsfonde.  Studier med interventioner, der øger udbytte af eksisterende sundhedstilbud er heller ikke på listen. Dette selvom det er vist at kvalitetsarbejde virker meget bedre på den lange bane mens evidens baseret medicin er temmelig kortsigtet og skrøbeligt. Og hvorfor er der lavere hospitals dødelighed de uger hvor der er uanmeldt akkrediterings besøg? Alligevel lægges forsknings investeringerne i laboratoriekælderen neden under sengeafdelingen.

Kulturelle og kontekstuelle faktorer opfattes som gorillaen på et kagebord i epidemiologisk forskning, selvom de i mange sammenhænge er de forklarende faktorer. Sociale determinanter indeholder mere information om sundhed, sygdom og overlevelse end det humane genom, men hvor lægges grundforskningsmidlerne og forskningsrådenes tildelinger? Blodtrykket reguleres bedre af at flytte post nummer end ved medicinsk behandling. Dit sociale DNA indeholder mere vigtig viden end dit biologiske DNA, men hvor lægges forskningskronerne?

Syndemi begrebet er et ældre begreb af antropologisk oprindelse fra 1995 (Singer 2000). Syndemi modellen har været forsøgt revitaliseret i flere omgange bl.a. i  2003, 2009 og senest i 2017 i et tema nummer af The Lancet (Singer 2009).  På trods af dets innovative tilgang til forståelse af det uhensigtsmæssige samspil mellem visse sygdomme og patienters levevilkår har det aldrig rigtig vundet forskningsfondes interesse. Måske skyldes det at syndemi begrebet indebærer at social ulighed må ses som en co-morbiditet: i visse kontekster kan sociale forhold være sygdomsfremkaldende og forhindre rehabilitering (f.eks. HIV, kronisk leverbetændelse, vold og narkotika misbrug). Noget tyder på at vi konstant disrupter os selv, fordi vi ikke er uddannet til at forstå de komplekse sociale problemer vi selv er med til at vedligeholde, fordi vi ikke forstår dem. Vi vil fortsat skulle leve i en socialmedicinsk set formørket middelalder, så længe vi ikke forsker mere i sociale faktorers indflydelse på sygdoms risiko og alvorlighed. Den sociale kompleksitet skaber syndemier som er smartere end vores hjerner.  Forskningsfonde skal til at oppe sig gevaldigt hvis de vil være smartere end virkeligheden.

Den hypede personlig medicin er i virkeligheden en stor misforståelse mener den engelske praktiserende læge Margaret McCartney. Personlig medicin burde i virkeligheden handle om at lægen og patienten taler med hinanden og finder den passende behandling og medicin. Men det er den industri og laboratorie styrede opfattelse af personlig medicin, der får alle de nye forskningsmidler mens lægestanden bliver dårligere og dårligere til at tale med hinanden og patienterne. Teknologien er ikke vejen til personlig medicin. Overdrevent fokus på evidens baseret medicin har ført til et guidelines tyranni, der står i vejen for mere patientcentreret behandling (Sarosi 2015). Desværre vil der nok blive grint hjerteligt overbærende i de fleste forskningsfonds bestyrelser (og rynket nogle pander i de videnskabsetiske komiteer), hvis de modtog en ansøgning om at undersøge hvor mange patienter, der er påført skade eller er døde som følge af rigorøse kliniske retningslinjer.

I disse tider hvor fornuft og fakta trues af hurtige alternative mediers etablering af legepladser for paranormale sandheder og populistisk videns foragt kan det være interessant at se på historiske erfaringer lige fra tidlige tiders anti-vaccine selskaber der så køer komme ud menneskekroppe efter koppevaccinationer til den eksplosion i pseudoviden der opstod i det videnskabelige tomrum der opstod i starten af HIV-epidemien med ”factoider”, som opsugede og parkerede enorme mængder af forskningsmidler, men viste sig at være blindgyder skabt af fordomme, angst og mangel på videnskabelige pejlemærker (Smith 2013, Gillray 1802).

Satsningen på hyperspecialiserede forskningsgrupper har måske netop bremset innovation sådan som den har gjort det i industrien, der har måttet se antallet af nye patenter falde de seneste 10 år. Hypereksperter har kvalt den innovation, der oftest kommer fra generalister, som lettere kan tænke ud af boksen i tværfaglige team sammenhænge. Men forsker teams presses alligevel af forskningsfondene til at skabe store forskergrupper bestående af specialister. Forskningspolitisk fokus på et lineært flow fra smukke laboratorieresultater direkte til branding og økonomisk gevinst kvæler de forskningsdiscipliner, der kan se rundt om hjørner  og som forbereder os på hvad der venter. Vi kommer til at mangle netop de discipliner, der kan hjælpe politikere og forskningsfonde med at tage de rigtige beslutninger om hvad vi skal investere i.

Universiteter, forskningsgrupper og politikere bør støtte videnskaben som et offentligt gode og skabe incitamenter til uselviske og etisk funderede resultater, der er mere direkte anvendelige for patienter, mens de nedtoner deres fokus på produktionsmængde og stærkt selektive metodevalg i opslagene. Måske er der hjælp at hente fra uventet side (og en idé til forskningsfonde, der skal vælge mellem de mange uforståelige projektbeskrivelser): smukke forskere er måske nok vældig interessante, men de grimme forskere anses, når det kommer til stykket, for at være dygtigere og langt mere troværdige end de smukke. Sir det bare. Men man kan også bare lægge fordelingen af nationale forskningsmidler ind under Danske Lotto, så ville vi alle have lige chancer, grimme som smukke, mænd og kvinder, unge og gamle, fattig eller rig - og forskere ville spilde mindre tid.  

Gillray, James. 1802. The Cow-Pock—or—the Wonderful Effects of the New Inoculation! edited by https://en.wikipedia.org/wiki/James_Gillray.

Sarosi, GA. 2015. "The Tyranny of Guidelines."  Annals of Internal Medicine 163:2.

Singer, Merrill. 2000. "A dose of drugs, a touch of violence, a case of AIDS: conceptualizing the SAVA syndemic."  Free Inquiry in Creative Sociology 28 (1):13-24.

Singer, Merrill. 2009. Introduction to syndemics: A critical systems approach to public and community health: John Wiley & Sons.

Smith, Raymond A. 2013. Global HIV/AIDS Politics, Policy, and Activism: Persistent Challenges and Emerging Issues [3 volumes]: Persistent Challenges and Emerging Issues: ABC-CLIO.