Gebyr på tolkning afslører faretruende dybereliggende kynisme overfor sårbare patienter

44 organisationer har indgivet høringssvar til endnu en katastrofal lov om gebyr på tolkning. Vi har prøvet det før, men regionerne stoppede det i 2011: det var uværdigt for patienter og ansatte og det lammede regionernes og sygehusene administrativt. Sidste gang var det et symbolsk beløb, nu er det alvor: patienter skal selv betale alle udgifter forbundet med tolkning og gebyret pålægges allerede efter 3 år i Danmark - så de kan få et kærligt økonomisk puf til at få lært dansk. Ministeren er kold overfor høringssvar i pressen, men hendes svar dækker over nogle foruroligende og skræmmende tegn på nye sundhedspolitiske strategier, der bevidst unddrager sig et videns fundament og en påfaldende selektiv holdning til patient inddragelse, patientsikkerhed og kerne DNA’et i læge-patient forholdet.

Sundhedsministeren sagde til Berlingske 5. marts 2018 : ”Vi lytter selvfølgelig til den kritik, der er givet i høringssvarene. Men størstedelen af kritikken er en principiel modstand mod, at vi indfører et gebyr. Og det tager vi ikke til os i den forstand, at det her er en politisk beslutning ud fra en rimelighed og et princip om, at man skal betale for en supplerende ydelse i sundhedsvæsenet, hvis man ikke har lært dansk efter en årrække”. Kommentar: alle høringssvar er baseret på viden, erfaringer (herunder fra sidste gang der var gebyr), videnskabelige rapporter og offentliggjort forskning. Der er ikke tale om principiel modstand men faktuel modstand. Det pointeres, at det er en (Christiansborg-) politisk beslutning – altså i modsætning til en faglig beslutning eller en regionspolitisk værdigrundlag. Du forholder dig ikke til at du er sundhedsminister og at regionsformændene har udtalt kritik af gebyret fordi det strider mod sundhedsvæsnets opgaver. Stå ved at gebyrets konsekvenser strider mod forskningen og mod de sundhedspolitiske lederes værdier.  

15. maj udtaler til Altinget ministeren at Regionernes udgifter til tolkning fra 2016 til 2017 er steget fra 152 millioner til næsten 181 millioner. En stor stigning, der understreger behovet for regeringens lovforslag om tolkegebyr, mente ministeren. Kommentar:  der er én grund til at tolkeudgifterne er steget. Dén er at der er kommet mere fokus på fordelene ved at anvende tolke (forhindrer fejl og komplikationer, sparer penge i det lange løb). 33 % af to-sprogede patienter har oplevet vigtige samtaler uden tolk. Vi påviste sidste år at 97 ud af 147 patienter ved grundigt audit var udsat for mindst 2 alvorlige fejl/komplikationer som følge af manglende tolk. Der er brug for mere tolkning – og en stigning i forbrug er det eneste sundhedstegn på dét felt.

 30. maj argumenterede sundhedsministeren i Politiken med at danskere i udlandet jo heller ikke får tolk på sygehus. Senere i samme interview undskyldte ministeren sig med at ”Der er desværre også situationer i dag, hvor det går ud over patienterne, når regionerne ikke løfter deres opgaver ordentligt”. Og forklarede at ”tolkegebyret er en tillægsydelse, som er et udtryk for, at man, selv om man bor i Danmark, ikke har lært det danske sprog”. Ministeren fastholder at der er lighed i sundhed ”Hvis man som borger i det danske samfund, som ikke har lært det danske sprog, ønsker at tage en bekendt med, der tolker for en, så er det også en mulighed”. Kommentar: Et gebyr hjælper ikke regionerne med at udføre deres arbejde. Der er ingen evidens for at et gebyr får patienter til at lære dansk. Der er ikke tale om en hyggelig tillægsafgift fordi man har valgt ikke at lære dansk. Det er et gebyr på menneskerettigheder. Korrekt at der kan søges om undtagelse, men kun med lægeerklæring, der koster langt mere end tolkegebyret og ingen læger gider lave den. Der er et hav af fejlmuligheder i loven som ikke er rettet op fra sidste gang der var et gebyr. Hvordan ved lægen med sikkerhed om en patient har levet mere end 3 år i Danmark ifht. Rådgivning? Hvem har ansvaret hvis pt nægter at anvende dårlig tolk til 1675 kr og der sker en fejl? Loven er aldrig blevet udfordret civil retsligt fordi ingen af denne type patienter ønsker at klage, men der er jurister der mener man bør se på det forvaltningsretlige i et uinformeret (ikke tolket) samtykke. Vi har oplevet patienter der vågende op uden en finger eller livmoder, men uden at vide at de var ”informeret og samtykker”. Nu kommer der ovenikøbet en second-opinion styrelse i Aarhus, som sikkert også skal inddrages – dvs. endnu større administration end i 2010. Argumentet om at danskere i udlandet ikke får tolkebistand er en desperat bemærkning som ikke fortjener at blive ophøjet til et argument. Med samme argumentation kunne man afmontere alle de goder velfærdssamfundet er opbygget af, bryster sig af og lever af som demokratisk grundværdi. Jeg vil anbefale ministeren at afstå fra at anvende så tyndt et beslutningsgrundlag i en så alvorlig sag. Det er en fornærmelse mod dem gebyret går ud over. Fra samme interview i Politiken 30. maj: ”Vi ønsker ikke en situation, hvor folk bor i Danmark i 15 eller 20 år og aldrig lærer det danske sprog. Det er det politiske udgangspunkt”. Kommentar: man vælger ikke at være fattig og man vælger ikke at afvise at lære dansk. Man lærer ikke dansk hos lægen. Man lærer ikke dansk at gå på bankerot på kontanthjælp. Det naturlige faglige spørgsmål er at når man ikke kan lære sprog er der noget der tager tankerne. Det burde også være det politiske spørgsmål.

I et andet interview 30. maj til Politiken : ”Grundlæggende handler det om at sikre, at folk, der er i Danmark og bor i Danmark, også lærer det danske sprog”  Kommentar: uanset hvor mange gange Ministeren gentager det så nytter det ikke noget overfor fagfolk. Man lærer ikke dansk hos lægen, man bliver ikke bedre i skolen af at blive mere fattig og man sikrer kun én ting med dette forslag: at endnu flere patienter og børnefamilier vil gå fallit på kontanthjælp, havne i en irreversibel iatrogen fattigdom uden mulighed for helbredelse. Tolke gebyret er resultatet af et underligt krydderi i en træt finanslovsaftale. Det er en lov der får enorme menneskelige, økonomiske og helbredsmæssige konsekvenser og truer patientsikkerheden på et uhørt niveau i forhold til en mikroskopisk, næsten latterlig, symbolværdi. Sundhedsvæsnet er ikke en symbol politisk legeplads. 

Vi har en sundhedsminister, der har vist hvor meget sundhed hun er parat til at smide ud for at bane vejen for lov der mest af alt ligner den første af en lang række nye jagtlove rettet mod dyre sårbare patienter. Finansministeriet har tidligere været efter regionerne fordi de gør for lidt for middelklassen og for meget for de sårbare patienter. Tolke gebyret har vist at regeringen mener det alvorligt: der er nu i realiteten åbnet for fri jagt på patientsyndere og vi venter med bæven på de næste grupper der skal rammes: rygere? Dem med mere end én sygdom? De overvægtige der tager på? Dem der glemmer deres medicin? Dem der falder ud af kræftpakker? Dem der mister førligheden efter biluheld hvor de selv er medskyldige? Dem der bliver i voldelige ægteskaber? Dem der arbejder hårdt på at undgå fakta de ikke bryder sig om? Tolkegebyret varsler nye jagtmetoder overfor sårbare patienter. Sundhedsvæsnet er tragediernes si og de sårbares sikkerhedsnet. Når vi ikke har tid til de sårbare og politikerne oven i købet er parat til at gå langt som at fratage sårbare muligheden for at tale med lægen på deres sygdomssprog og under trygge fortrolige rammer, så fjernes de sårbares sidste strå. Det er muligt det giver billige stemmer, men det skaber dyre komplekse problemer.....som sundhedsvæsnet skal løse for færre og færre midler.

Supplerende kilder:

Sprog er ikke til at spøge med: http://ligeglobalsundhed.blogspot.com/2018/02/blog-sprog-er-ikke-til-at-spge-med.html

Høringssvar om tolkeloven: http://ligeglobalsundhed.blogspot.com/2018/05/hringssvar-fra-indvandrermedicinsk.html

Videnskabelig rapport ”Oversete eller misfortolkede lidelser hos etniske minoritetspatienter”: http://www.ouh.dk/dwn620950

Rapport (2010): Tolkelovens præmisser og konsekvenser: http://ouh.dk/dwn148108

    

Ghettosyge og projektlammelse

Regeringen har i dag præsenteret en ghettoplan der krævede 8 ministre i lanceringen. Imens de kæmpede sig igennem tale rækken talte jeg med en kvindelig flygtning fra Mellemøsten, vi kan kalde hende Doha. Hun bor i en mindre by på Sydfyn men kunne godt tænke sig at flytte ind til Vollsmose. Hun havde fået job i Odense og det var hun glad for. Hun var blevet opereret for en generende lidelse og det var hun også glad for. Men hun var ikke glad for at efterlade sine børn kl. 6 om morgenen og være tilbage i sit hjem kl 18. For børnene græd når hun kom hjem, de var sultne, trætte og kede af det. De yngste af dem kom ofte ikke i skole fordi de ikke havde fået tøj på eller morgenmad. Hendes mand er svært krigsskadet og har psykiske mén. Han kan ikke selv spise, han kan ikke passe børnene og han holder sine kone vågen om natten fordi han er bange og har mareridt. Doha bryder sammen og græder. Hun er bange for at manden skal tage livet af sig selv, hun er bange for at børnene skal få en dårlig start i Danmark og hun er selv så udmattet at hun bare gerne ville sove lidt. Om jeg kunne skaffe hende en bolig i Vollsmose tæt på arbejdspladsen og tæt på sygehuset så hun ikke skulle bruge så lang tid på transport? Hvis hun kunne få en lejlighed i Vollsmose ville hun være tæt på sin søster og en kusine, der bor i Vollsmose og som ville kunne hjælpe med børnene. Børnene ville heller ikke længere skulle gå alene ad den mørke vej for at tage bussen til skolen. Vi enedes om at sende en underretning til kommunen, men det var prøvet tidligere uden held.  Og Doha er lykkeligt uvidende om at Vollsmose fra i dag er et farligt reservat at færdes i.

Ghettoplanen lanceredes af Lars Løkke Rasmussen som udtryk for bevidst ”proportional diskrimination” med samme selvfølgelighed som begrebet ”Alternative fakta” blev præsenteret af Trumps pressetalsmand. Politikerne har haft magt og muligheder for at forbedre integrationsinitiativer gennem mere end 30 år, men da det ikke er lykkedes ret godt – det er lidt ”floffy” som Lars Løkke sagde – så skal årtiers politiske utilstrækkeligheder nu opvejes af juridisk tvangsfodring med segregeringslove og en adfærdsforstyrrende bøderegn over intetanende flygtninge som Doha, der prøver at få livet til at give mening på dagsbasis. Der er tale om en kollektiv summarisk afstraffelse af et postnummer. Eller som Birthe Rønn Hornbech sagde i morges: ”der er indført undtagelsestilstand i Danmark”. Det har altid været politisk opportunt at integrationspolitik bygger på følelser, værdier og holdninger mens viden, evidens og erfaringer er blevet anset for at være forstyrrende faktorer. Folketinget er ramt af Anders And syndromet: de nægter at blive klogere og vil hellere gentage de samme fejl uge for uge i nye vanvittige fortællinger. Sandheden er at man politisk ikke har interesse i viden, man har ikke interesse i langsigtede strategier og man ønsker at fastholde integrationsområdet som et af de sidste politiske frirum, hvor man kan være politiker med følelser, mavefornemmelser og angstsymptomer. Finansministeren styre alt andet og der er kun fartgrænser og flygtninge tilbage, som kan skille partierne.

Vollsmose blev bygget i 1967 som en ”menneskevenlig bydel”, hvor de fattige odenseanere der boede i lejligheder uden toilet kunne flytte ud. Drømmen var at man skulle kunne leve, arbejde og dø i Vollsmose. Bydelen blev senere udvidet i 2 faser. Lejlighederne var indrettet til familier med 2 fastarbejdende voksne og 2 børn med ”rationelt og husmor-venligt indrettede” køkkener. Der var beregnet 1½ bil per familie. Men oliekrisen medførte at børnefamilierne ”holdt op med at producere børn i rimelige mængder” mens odenseanerne synes lejlighederne var for store og dyre. Vollsmose blev ramt af en udlejningskrise, så i stedet for fuldtidsarbejdende familier blev lejlighederne fyldt op med enlige mødre og flygtninge. Allerede fra 1975, hvor der stadig kun boede 5 % flygtninge men 50 % på overførselsindkomster, var Vollsmose ”et sted man kun boede hvis man ikke kunne bo andre steder”. Centerpubben var berygtet og politiet kørte i pendul fart mellem pubben i Vollsmose centeret, hvor etnisk danske arbejdsløse holdt til, og detentionen. Der blev ansat en særlig betjent til at tage sig af alkoholismeproblemet. Vollsmose blev første gang omtalt som ”et problem” i 1974. Og det er det stadig over 40 år senere – det er kun prügelknaben der har ændrer sig med tiden: dyre og for store lejligheder, oliekrisen, enlige mødre, revalidenter, alkoholikere, arbejdsløse, førtidspensionister og de seneste i rækken: flygtninge. Vollsmose er et postnummer alle elsker at hade. Livet i Odense ville ikke være det samme uden Vollsmose. Hvis man kørte bulldozerne hen over området ville det opstå et andet sted og være lige så hadet. Men belastede boligområder er også en kommunal indtægtskilde. Der er over 400 projekter i Gellerup og knap 250 projekter i Vollsmose ved en opgørelse for nogle år siden. Der er tale om postnumre, der drives som u-landsprojekter. Projekter der fastholder befolkningen og de projektansatte i en afhængighed af nødhjælpen. Satspuljemidlerne er kommet til og har tilført et lotteriagtigt element: Folketinget bestemmer hvert år hvad temaet skal være og man må bare håbe på at vinde hovedgevinsten. Gode projekter, selv de supersuccesfulde, stoppes ubønhørligt efter 3 år ud fra den religiøse filosofi at hvis det er en succes så vil lokalbefolkningen og den lokale regering (Odense kommune) tage over og permanentgøre projektet. Alle ved godt dét aldrig kommer til at ske, men man har lov til at lade som om. Borgere parkeres på kortsigtede u-landsprojektmidler, der sikrer kommunen statslig refusion. I virkeligheden er der tale om en 'subtraktions proces', hvor det er de rige og veluddannede der fraflytter belastede boligområder mere end det er de fattige og kortuddannede der flytter ind. Det gør de efterladte til funktionelle modborgere der bevidst flytter sammen - i virkeligheden skulle regeringen måske tvinge de rige og smukke til at blive i belastede boligområder men det tør de selvfølgelig ikke.

Historisk har den politiske ligegyldighed sat sit præg på migranters muligheder i Danmark: de tyrkiske og pakistanske "gæstearbejdere" steg ud af flyveren i 70'erne og startede på rengøringsjob næste morgen for 40 år senere at opdage at de ikke kunne dansk da de blev syge eller arbejdsløse. Statsløse palæstinensere fik kollektivt dansk statsborgerskab men uden en ledsagende integrationsindsats. De palæstinensere der gerne ville rejse hjem kan ikke få lov af deres kommune og Israel blokerer for hjemsendelse. De unge bosniske flygtninge blev placeret på særlige skoler og måtte ikke lære dansk fordi de jo skulle hjem igen. De syriske flygtninge oplever lige nu det samme: de må ikke lære noget, de må ikke samle deres familie og de kan ikke rejse hjem. Sri Lankanske flygtninge blev sendt på slagterier og andre fabrikker, men blev kollektivt fyret under finanskrisen med det resultat af hele familier, og i nogle tilfælde hele kommuner, blev lammet af Sri Lankanske familier der ikke kunne dansk og ikke havde uddannelse. Vietnamesiske bådflygtninge opfattes traditionelt som velintegrerede selvom kun få taler dansk - de har arbejde og holder sig for sig selv og det opfattes som integration. Men når de bliver syge skal de have tolk - selv  efter 30 år i landet - når deres oplevelser fra hjemlandet pludselig banker på om natten. De burmesiske flygtninge skulle hurtigt integreres men mange af dem tilbragte de første år sygehus og på arbejde men fik ikke lært dansk. Socialrådgivere må ikke tale om fortiden med deres borgere - dét står der i deres retningslinjer. Der skal ses fremad, der skal fokuseres på ressourcer og fortiden er bare en uhensigtsmæssig modspiller der skal fjernes. I nogle kommuner er det lige frem i talesat som 'neutral sagsbehandling' - dvs. at man skal forholde sig til ret og pligt mens den samlede sociale situation er uinteressant. Er der nogen der undrer sig over at resultatet af en så omfattende knibtangsmanøvre mod flygtninge er modborgerskab, desintegration og mistillid?

Ikke nok med at penge og projekttemaer skifter årligt. Social – og sundhedspolitikken i belastede boligområder ændres lige så hyppigt. Eksperter og erfarne integrationsmedarbejdere flyttes konstant til nye opgaver. Afdelinger nedlægges eller omorganiseres konstant og hver gang de nationale politikere får øje på en prügelknabe i Vollsmose nedlægges hele projektafdelinger, ledere fyres og nye projekter opstår. Det første skilt man møder i Vollsmose er Politistationen. Der har ikke været en praktiserende læge i området i over 20 år. Der var forslag om at etablere en fælles klinik sammen med Indvandrermedicinsk klinik på Odense Universitetshospital og kommunens borgmester var begejstret for ideen. Men regionen sagde nej til forslaget fordi der på daværende tidspunkt manglede en praktiserende læger på Langeland. Senere blev det indført at kommunerne obligatorisk skulle tilbyde nyankomne flygtninge en helbredsundersøgelse ved en læge så man bedre kunne skræddersy et integrationsprogram. Dén idé blev stoppet af finansminister Claus Hjortdal og Danske Kommuner fordi det var unødvendigt. 15.000 beboere i Vollsmose har ikke en læge i nærområdet og politikerne er bedøvende ligeglade. En tidlig helbredsvurdering der kunne give en bedre start på livet blev skrottet som meningsløs. Langsigtede strategier og integrationsfremmende interventioner er i virkeligheden ikke et politisk ønske. Men nu skal alle beboere i Vollsmose straffes kollektivt for politiske forsømmelser, manglende rettidig omhu og stålsat ligegyldighed overfor flygtninges vilkår.

Ghettoplanen vil ramme en befolkningsgruppe som i forvejen er ludfattige og handlingslammede. Børn vokser allerede nu op i en fattigdom vi ikke har set siden 30’erne. En kendt erhvervsmand sagde engang at ”Intet socialkontor kan slå en god familie”. Det er lettere og smartere at skabe stærke børn end at reparere sammenbrudte voksne – alligevel er ghettoplanen et ægte vikingeprodukt: vi skal gøre det svært at være fattig og vi vil ikke gøre noget før det er gået helt galt. I stedet for at piske på de voksne så styrk deres forældrerolle så børnene får den nødvendige råstyrke. Effekten af fattigdom ligner mere og mere en sygdom. Diskrimination, racisme og meningsløshed æder sjæle og øger risikoen for psykisk sygdom, sukkersyge og  blodpropper.

Dansk politik er ramt af alvorlig ghettosyge, galoperende beslutningstræthed og tiltagende projektlammelse. Juraen på integrationsområdet et præget af politisk dovenskab, styret af ukontrolleret frygt men resultatet er en slap pisk. Hvis pisken altid kommer før guleroden når guleroden at blive kedelig, tør og vissen – og smager af blod.

Kilder:

Niels Rohleder, Kim Larsen. En menneskevenlig bydel. Dagbladet Information 9.okt. 1999. https://www.information.dk/1999/10/menneskevenlig-bydel

Brown, Timothy T., Juulia Partanen, Linh Chuong, Vaughn Villaverde, Ann Chantal Griffin, and Aaron Mendelson. "Discrimination hurts: The effect of discrimination on the development of chronic pain." Social Science & Medicine (2018).


Bernstein, Betty J. 1971. "What happened to" ghetto medicine" in New York State?"  American journal of public health 61 (7):1287-1293

Carlsen, Lene Torp. 2010. "Ghetto læger."  Ugeskr Læger 172 (50):5.

Jensen, Tina Gudrun. 2016. Naboskab i multietniske boligområder. København boligsocialnet.

 

Cattell, Vicky. 2001. "Poor people, poor places, and poor health: the mediating role of social

networks and social capital."  Social science & medicine 52 (10):1501-1516.

Pierce, CHESTER M. 1975. "The ghetto: an extreme sleep environment."  Journal of the National Medical Association 67 (2):162.

 

Waligora-Davis, Nicole A. "The ghetto: Illness and the formation of the “suspect” in American polity." In Forum for Modern Language Studies, vol. 40, no. 2, pp. 182-203. Oxford University Press, 2004.

Epstein, Helen. "Ghetto Miasma: Enough to Make You Sick?." New York Times Magazine 12 (2003).

Massry, Shaul G., and Miroslaw Smogorzewski. "The hunger disease of the Warsaw Ghetto." American journal of nephrology 22, no. 2-3 (2002): 197-201.

Granovetter, Mark. "The strength of weak ties: A network theory revisited." Sociological theory (1983): 201-233.

Villegas, Malia, Sabina Rak Neugebauer, and Kerry R. Venegas. Indigenous knowledge and education: Sites of struggle, strength, and survivance. No. Sirsi) i9780916690489. 2008.

Clark, Kenneth B. Dark ghetto: Dilemmas of social power. Wesleyan University Press, 1989.

Wirth, Louis, ed. The ghetto. Vol. 7. Transaction Publishers, 1998.

Rasmussen, Karl R. "The Multi-Ordered Urban Area: A Ghetto." Phylon (1960-) 29.3 (1968): 282-290.

Hapgood, Hutchins. The Spirit of the Ghetto: Studies of the Jewish Quarter in New York. Funk & Wagnalls, 1902.

Goldsmith, William W. "The ghetto as a resource for Black America." Journal of the American Institute of Planners 40.1 (1974): 17-30.

Garmezy, Norman. "Resilience in children's adaptation to negative life events and stressed environments." Pediatric annals 20.9 (1991): 459-466.

Haynes, Bruce, and Ray Hutchison. "The ghetto: origins, history, discourse." City & Community 7.4 (2008): 347-352. 

Rosenkvist, Jenny. 2002. "Danmark i Amerika eller Amerika i” Danmark”? Om identitet och ursprung."Kandidat, Sociologiska institutionen, Lunds Universitet.