Selvom du gav mig alt papir i verden (3)
Monolingualism is a curable disease (Edward Said)
Gips, babyer og rundkørsler
Kroppen er måske et arkiv for følelser og traumer, når hjernen giver op eller er på overarbejde. Robert C Scaer skriver i The body bears the burden at “The brain may be confused and unable to recall specific events but the body remembers and bears the burden”. Byrden er ofte meget stor og tung: “ Der er så meget inden i mig at jeg tror jeg må tage det meste med mig i graven. Den sten jeg har i hjertet er så tung at jeg ikke tror jeg kan kaste den væk” (Kvinde fra Bosnien). Oplevelsen af fysisk splittelse er ofte pinagtigt tydelig for patienterne: ”Jeg har et stort sår i mit hjerte. Selv når jeg leger og griner med børnene, så er det bare falsk – mit sår er der indeni og resten er tomt”. Det er et gennemgående træk at patienterne har besvær med tyngden af deres krop. Det kan være svært at bære både hoved (bekymringer) og krop (smerter, følelser og traumer) på én gang. ”Sarah er bare et navn - der er ingenting indeni. Sagsbehandleren skulle prøve hvordan jeg havde det - bare een dag, ikke mere - så ville hun bedre kunne forstå mig og hjælpe mig. Alt hvad jeg beder om er at få hjælp til at komme på benene igen, jeg er væltet, men kan ikke selv rejse mig." Sådan sagde en 32 årig hiv smittet afrikansk mor, mens hun så ud fuldstændig sådan som hun beskrev sig selv: en 86 årig der var faldet på badeværelset på plejehjemmet og ikke kunne rejse sig. Eller på en anden måde: ”Jeg føler mig som en meget gammel læder fodbold, der er blevet sparket rundt hele dagen nu er den så slidt og flad at den ikke kan pustes op længere”, og ”Jeg føler mig som en sodavand uden brus”. Dualiteten i kropsopfattelsen er ofte tydelig og har næsten antaget maskinel karakter: ”Jeg hader min krop, - alt i den er slidt og gammelt. Der er ingen der kan skifte mit liv ud – jeg har prøvet alt, men intet virker”. Tolkelovens usynlige men alvorlige konsekvens udtrykkes af denne patient: ”Jeg føler mig som menneske nr. 2 – alle I andre er nr.1”. For andre er det mindre interessant om man er nr. 1 eller nr. 2, fordi man føler sig enten som et halvt menneske (den anden halvdel blev i torturfængslet i hjemlandet) eller man føler sig splittet, sådan som specielt anden generations unge indvandrere kan føle det, mellem familiens og hjemlandets krav og de etnisk danske krav. De vil i generationer altid være tyrkiske skolelærere eller afghanske læger. Endelig er der nogen der slet ikke er sikre på de er noget som helst: ”Jeg er så bange for fuldstændig at blive glemt i Danmark – måske forsvinder jeg helt og bliver aldrig fundet igen?”. Af og til lever hjernen et selvstændigt hektisk liv uden hvile: ”Min hjerne sover….måske. Men jeg lægger ikke mærke til det. Jeg kender ikke til søvn. Hvis jeg sover er det ikke min søvn”. Billederne er tydelige fordi de sproglige metaforer er tydelige. Andre anvender den stik modsatte metafor: ”Jeg føler mig som en nyfødt baby, der har behov for at blive passet på konstant – sådan er det at være flygtning i Danmark”. Atter andre patienter beskriver deres krop som pakket ind i gips, men de ved ikke hvordan de skal brække den op eller som hård som en træstamme, der skal knækkes hver dag for at komme i gang. Hjælpeløsheden kan antage mange billeder, men følgende fornemmelse kender enhver der har været barn engang: ”jeg er sunket ned i mudder og kan ikke komme fri”. Migranters følelse af total hjælpeløshed er tydelig: ”Jeg kan ikke engang klare mig selv”, sagde en mor til 4 og der er brug for et helt redningshold: ”Jeg har desperat brug for at nogen kommer og bærer min krop ud af mit hjem”. At hjernen ofte spiller en rolle beskrives således: ”Min hjerne er lavet af klister – mine tanker sidder fast”, mens ethvert menneskes skræk er hverdag for de fleste flygtninge: ”at være flygtning, er som at dø flere gange”.
Sprog medicin
”…problemet med lidelse er, paradoksalt, ikke hvordan man undgår lidelse, men hvordan man skal lide: hvordan man skal leve med smerter, hvordan man gør lidelse til noget man kan bære og leve (og lide) med….”(Clifford Geertz, 1966). Det betyder at sproget bliver en central del af behandlingen det betyder at præcision og variablitet i sproget kan være afgørende for om man kan lære at leve med den lidelse man nu en gang har eller har oplevet.
”Det er ligesom medicin at snakke med Jer”, sagde en 42 årig mand fra Mellemøsten, som for første gang fortalte om sine oplevelser under flugten fra sit hjemland. Det at blive bedt om at fortælle livshistorien, sætte egne ord på den og sætte den i perspektiv er med til at definere en person og en plads i samfundet. Nogle gange kan man ligefrem fysisk se lettelsen ved at få lov til for første gang at give sig selv mening i fred og ro med en god tolk, mens hjernen bare skal koncentrere sig om at huske på ens første sprog. Næsten dagligt hører og ser vi i Indvandrermedicinsk klinik patienternes overraskelse: ”Jamen, dette her har jeg jo aldrig fortalt til nogen før!”. Der er patienter der har boet i Danmark over 30 år, der stadig føler det kan være svært at koncentrere sig i længden fordi 2 sprog kræver at der minimum altid kører 2 computere i hjernen: én der formulerer og tænker på første sproget og en anden der oversætter, omformulerer og kulturelt tilpasser informationen til andet sproget. De fleste har også en 3. computer, det er den der kræver mest energi, for den holder styr på dobbeltlivet, som en patient sagde: ”Jeg tror ikke der er én eneste dansker der forstår hvad jeg har oplevet så derfor vil jeg ikke fortælle om mit liv og mine følelser”. Det betyder i praksis at man som 2 sproget måske kan klare en samtale på andet sproget i et par timer hvis der er tale om ”small talk” mens den 3. computer kommer til kort hvis der skal tales om svære følelser, krigsoplevelser, ydmygelser eller bare tilværelsen som minoritet i Danmark og måske kun holder 15-20 minutter. Vi har flere eksempler på at patienter, beder om tolk når det går op for dem at de i Indvandrermedicinsk klinik kan tale frit, også om voldsomme oplevelser eller komplicerede følelser, selvom de taler perfekt dansk – enkelte endda født og opvokset i Danmark. Tilsyneladende er alene det at være 2 sproget en faktor af betydning for tankesæt, kropsopfattelse og f.eks. tilegnelse af sundhedsbudskaber.
For andre kan den gode tolkede samtale betyde en smertende selvindsigt, som også er ganske billedlig for andre: ”Jeg har aldrig levet, og alligevel har jeg oplevet alt dette”, som en ung mor til 3 små børn fra Mellemøsten sagde da det gik op for hende at en ”rigtig” mor burde være fyldt med gode, ikke dårlige, minder om sit hjemland.
Håbet ligger også i sproget
Håb kan være simple og alligevel næsten paradisiske: ”Jeg drømmer bare om et liv, hvor min familie kan komme til at bo ordentligt og spise ordentligt, og min kommende kone også kan få det godt. Hvis det går i opfyldelse, så vil jeg være en meget, meget lykkelig mand”, sagde en 24 årig mandlig flygtning til Politiken Det pinefulde er at vide og huske at man havde et andet liv engang, men samtidig ligger der også en smule håb i det: ”Hjælp mig med at få mit gamle jeg tilbage”, som én sagde. En moder der var svært deprimeret og i starten følte at hun var en ond mor der kunne finde på at føde børn til en så grusom verden endte med at se sit liv i nyt perspektiv: ”Mine børn er som små planter som jeg har plantet”. ”Måske er livet værd at leve alligevel”, sagde en patient på selvmodets rand efter at have fortalt om sit liv for første gang i en alder af 50 år. En datter til en ældre flygtning sagde: ”Før var der ingenting, nu er der håb”, da moderen fik hjælp.
En sudanesisk flygtning skal have sagt: ”Nu ved jeg der er fred – jeg skal klippe mine tånegle igen”, efter at være kommet i sikkerhed i et nyt land. Hun havde vandret i årevis gennem ørkenen for at finde et roligt sikkert sted på jorden og neglene blev slidt af sig selv. (Zainab Salbi, ted.com).
Tak til de modige patienter, der både er stærke og svage, for at låne os deres ord. Tak til resten af team’et på Indvandrermedicinsk klinik for deres citat bidrag og øvrige indsats: Dorthe Nielsen, Karen Margrethe Korsholm, Sisi Buch, Dorete Andersen, Lina Zeraiq, Dlama Rasmussen, Adam Nissen, Anne Breilich og Mette Lindholm Eriksen.
