Viser opslag med etiketten vulnerable. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten vulnerable. Vis alle opslag

torsdag den 5. januar 2017

Fuske året 2016

(bragt første gang I Ugeskrift for Læger)

Bob Dylan fik Nobel’s litteraturpris i 2016, som han imidlertid ser ud til at ignorere – han fjernede kort efter omtalen af prisen fra sin hjemmeside og sendte i stedet Patti Smith til Oslo for at synge en sang, som hun glemte teksten til. Bob Dylans tvivlrådighed ifht prisen skyldes måske at dele af hans lyrik igennem en årrække, uden særlig relevans i øvrigt, har været spredt på vilkårligvis ud over publikationer fra en svensk forskergruppe uden at nogen (de første 10 år) opdagede det.

Fakta har været stærkt udfordret af en række politikere & bevægelser i 2016. Fakta kan være på grænsen til nytteløse hvis man ikke forstår hvilken sammenhæng de er opstået i. Fakta skal diskuteres, men på deres egne præmisser og det er tit her politikere og populister stikker helt af: nogle opfinder helt nye præmisser mens andre ophøjer meninger til viden & fakta til partsindlæg. Og så er det videnskabsfolk trækker sig – de er ikke vilde med en leg hvor modparten bestemmer reglerne og ændrer dem som legen skrider frem.

Forleden kom det frem at en professor i atomfysik havde fået sit tekstprogram til at skrive en videnskabelig artikel med auto-complete til en amerikansk kongres, som til hans skræk blev optaget til mundtlig præsentation . Tidligere lykkedes det en anden forsker at få optaget en artikel til en computerkonference hvor der stod ”Get me off your fucking maillist” 117 gange (du kan se artiklen her hvis du vil inspireres).
 

Selv Newton havde problemer engang imellem når han fik resultater, der ikke passede med hans teorier, men han fandt en løsning: hvis resultatet ikke passede så ændrede han bare lidt på teorien – nogen forskere har senere døbt det en karamel-faktor (fudge factor) men det burde rettelig være en ”fuske faktor” - andre mener det er en helt normal praksis blandt forskere, som sætter dem i stand til at kunne leve med de mange vildfarne resultater de får. Man ganger bare en faktor på og så giver det hele pludselig mening.

Puppe-effekt

Anerledes smukt er det når forskerens initielt grimme leverpostejsfarvede resultater umærkeligt transformerer sig til smukke resultater der helt tager opmærksomheden fra deres oprindelse. Det kaldes af samme årsag for puppe-effekten (Chrysalis-effekten):  ved at sammenligne resultater som de blev præsenteret i PhD-afhandlinger med de senere publicerede artikler fandt man en fordobling i antallet af videnskabeligt uholdbare konklusioner på de samme data (1).  Vi mangler endnu at se en fordanskning af effekten: grå-ælling effekten. Den må ikke forveksles med teorien om den sorte svane– bare fordi man kun har set hvide svaner og synes de er kønne må man ikke forkaste sin PhD når der så pludselig svømmer en sort majestætisk svane forbi.

Sminkede lig er der nok af i forskningsverdenen, men at julemiddage med familien og en øl-snak med vennerne kunne blive ophøjet til fokusgrupper og informanter for en amerikansk forsker kom nok alligevel bag på de fleste. En kendt valgforsker blev afsløret, ikke af sine forskerkolleger, men af journalister på Associated Press, i at anvende uvidende festdeltagere i selskabelige sammenhænge som forskningsmateriale. I det post-faktuelle samfund ved man aldrig hvornår man er sig selv eller hvornår man er et forsøgsdyr.

 


 

Skohorn og mafiaen

Selektiv rapportering af forsknings resultater er ikke det samme som videnskabelig svindel, mener nogle forskere. Problemet synes snarere at være en række subtile udeladelser og ubevidste misforståelser eller bevidst blindhed, som forskere kæmper med for at få mening ud af deres resultater. Stephen Jay Gould kalder det en "Sko horns" proces: resultaterne skal passe ned i modellen og de skal publiceres, men det kræver et godt skohorn, en klap for det ene øje og et par raske håndgreb.

2016 blev også året hvor hele den videnskabelige review proces fik en omgang med sin egen medicin: den hårde konkurrence både hvad angår forskningsmidler, publikationsmål og tidskrifters egne produktionsmål har skabt en underskov af kortsluttede review processer, falske reviewere og mafia lignende tilstande   fordi alle led i forskningsprocessen styres af volumen i stedet for indhold. 2016 var også året hvor en hemmelige mandeloge blandt forskere blev afsløret: mandlige forskere citerer sig selv langt oftere end kvinder. Der sker åbenbart en naturlig selektion af dårlig forskning: for dårlige og ukorrekte forskningsmetoder for lov at bestå bla fordi der er mekanismer der faciliterer dem. Forskere får simpelthen et højere udbytte jo mere sjuskede de er med metoder og jo flere der accepterer det, jo lettere er det at få publiceret letbenet forskning uden den store betydning http://pps.sagepub.com/content/10/3/361.abstract - alle er glade men det varetager ikke samfundsinteresser i forskning. Et nyere studie blandt psykolog forskere viste at flertallet havde anvendt tvivlsomme og uacceptable metoder  i deres forskning for at få offentliggjort deres forskning.

Mens de fleste forskere kæmper med at få publiceret deres mere og mere finurlige forsøg på at malke aber, rotter og andre patienter for lidt ny viden, så klarede en forsker i 1974 at få publiceret verdens hidtil korteste artikel, baseret på egne erfaringer: The unsuccesful self-treatment of a case of ”writers block”, som kun indeholdt overskriften, samt forfatterens navn, titel og arbejdssted. Med lidt kreativ tænkning kan man altså sagtens få publiceret hvad som helst uden at skulle snyde, lyve eller gange med en fuskefaktor. Til inspiration kan verdens korteste artikel ses i sin fulde længde her.


Fakta havde det hårdt i 2016 og lå på hospice det meste af tiden. Og det er ikke kun politikere der har udviklet allergi for fakta. Os almindelige dødelige har det også med at kun at høre de fakta vi kan lide eller også justerer vi lidt på dem så de passer på det vi bedst kan leve med. Som Jesper Hoffmeyer skrev i Overfladens Dyb fra 2012(2): ”Hos os lyder det typisk: jeg vil se det før jeg tror det. Problemet med det er dog at vore sanser i meget høj grad dirigeres af vore forventninger, så i praksis fungerer det omvendt: vi vil tro på det før vi ser det”. 2016 viste os at vi bliver bombarderet med nonsens på daglig basis, og at navigere gennem det er en færdighed vi må lære. Hvis vi vil bevare et moderne demokratisk samfund må vi lære at tænke som forskere gør, for kun de færreste af os har en naturlig og effektiv bullshit radar. Bullshit-snak og fakta resistens er bestemt ikke noget at spøge med. Og især vores børn har svært ved skelne reklamer fra fakta på internettet.   

Som Barack Obama udtrykte det for nylig: "Hvis vi ikke tager fakta alvorligt, og kan skelne hvad der er sandt og hvad der ikke, hvis vi ikke kan skelne mellem alvorlige argumenter og propaganda, så har vi virkelig alvorlige problemer ”. Han kan så desværre ikke stille op til præsident valget igen. Nej 2016 var året hvor vi lagde fakta på intensiv afdelingen med svær åndenød utallige gange. For at give 2017 en bedre stafet end den 2016 er kommet i mål med, så er der grund til at holde fast i at fakta, tillid, evidens, ekspertise og viden er efterspurgte offentlige goder. Som Tracy Brown direktør for Sense about Science skriver i BMJ: ”Evidens og ekspertise ligner alt for ofte rådgivning til de vidende, snarere end hvad vi kunne gøre dem til: midler der sætter mindre ressourcestærke i stand til at stille verdens magtfulde til regnskab for ulighed”. Og der er god grund til at holde fast i fakta – også i vore egne rækker. Ensomhed og for lav mindsteløn slår mindst lige så mange ihjel som overvægt og rygning, men hvor ligger fokus i forskningen, i Sundhedsstyrelsens fokus, i kommunernes indsatser og hvad vi skal tage os af på sygehuse?

Med håbet om at fakta og evidens må blive rehabiliterede og komme tilbage i fuld vigør i 2017. Godt nytår.

 

1.                         O’Boyle EH, Banks GC, Gonzalez-Mulé E. The Chrysalis Effect How Ugly Initial Results Metamorphosize Into Beautiful Articles. Journal of Management. 2014:0149206314527133.

2.                         Hoffmeyer J. Overfladens dyb: da kroppen blev psykisk: Ries; 2012.

 

torsdag den 28. januar 2016

Grænser og migration: et sundheds problem med globale konsekvenser [oversat]

(OBS: Oversat fra engelsk af Morten Sodemann. Original lederartikel på engelsk i The Lancet Infectious diseases Volume 4, No. 2, e85–e86, February 2016. DOI: http://dx.doi.org/10.1016/S2214-109X(15)00243-0)

Forfattere: James Smith og Leigh Daynes

Menneskets frie bevægelighed har været fremtrædende i hele menneskets historie. Og den er så væsentlig, at den frie bevægelighed inden for og på tværs af grænserne blev nedfældet i artikel 13 i FN Verdenserklæringen om menneskerettigheder i 1948. FN anslår, at 232 millioner mennesker årligt migrerer mellem verdens lande.

I de senere år har politisk uro og konflikter i dele af Mellemøsten og Nordafrika ændret regionale migrations mønstre. Som svar, har højindkomstlande, hovedsagelig medlemslande i Den Europæiske Union (EU), taget mere og mere voldelige foranstaltninger i brug for at bevogte deres grænser, og for at regulere adgangen for personer, der hverken anses for økonomisk værdifulde eller fortjener statens beskyttelse som foreskrevet af ofte snævre og komplekse fortolkninger af flygtninge og asyl-lovgivning.

Indenfor EU, fortsætter håndhævelse af den ydre grænse af 28 medlemslande med at manifestere på forskellige måder: i 2009 returnerede den italienske regering sammen med overvågnings og grænse enheden Frontex med magt mennesker fundet i havet til Libyen. En praksis der senere blev kendt ulovlig af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. På Marokkos nordlige kystlinje, har de spanske myndigheder bygget et 6 m høj pigtråds hegn omkring enklaverne Melilla og Ceuta; i maj 2015 bad den britiske regering om godkendelse fra FN til at iværksætte en militær reaktion i Libyen, med den hensigt at ødelægge bådfartøjer og mellemstationer anvendt til at i forsøge at krydse Middelhavet.





Som Grove og Zwi har fundet, så er det stadig mere komplekse foranstaltninger, der anvendes til at afskrække flygtninge og andre personer, der flygter fra konflikter, socioøkonomisk ulighed og andre manifestationer af strukturel vold har lagt vægt på beskyttelse mod flygtninge over beskyttelse af flygtninge. Som et resultat, er både de humanitære og velfærdsmæssige aspekter af migration afløst af ønsket om at begrænse menneskers frie bevægelighed.

Så skæve prioriteringer har en katastrofal indvirkning på sundheden; UNITED for Intercultural Action har tilskrevet 22 394 dødsfald mellem januar 1993 og juni 2015, til de politimæssige og grænsekontrol kontrolforanstaltninger på plads på tværs Europe og det anses endda for at være et meget konservativt tal for dødsfald. Den tragiske statistik viser at migration er livsfarligt.

Konflikter, intern fordrivelse, fattigdom, og kroniske sundhedsmæssige uligheder er ofte ansvarlige for betydelig sygelighed før migration/flugt. Under selve flugten har strammere grænsekontrol og tilhørende programmer for ufrivillig tilbageholdelse, tvunget folk til at forsøge ekstraordinært farlige grænse overgange.
 


I desperation, har et stigende antal mennesker forsøgt at komme ind i Europa ad søvejen, på trods af hyppige rapporter om kvælning og fysiske skader i overfyldte fartøjer, dehydrering og hypotermi (farligt lav kropstemperatur) sekundært til langvarig udsættelse for ekstreme temperaturer, og nærdrukning eller drukning.

Uafhængigt af den valgte flugtrute, eller af en persons migrationsstatus, forstærker vold udøvet af grænsevagter, stress og psykiske traumer forbundet med oplevelsen af migration, ofte en manglende mulighed for at få adgang til grundlæggende lægebehandling og anden væsentlige offentlige hjælp

Den gentagne eksponering for institutionaliserede mekanismer målrette marginalisering og diskrimination fører til hvad der er blevet beskrevet som kumulativ skrøbelighed som flygtninge ofte ikke har mulighed for at ændre eller imødegå.

De negative sundhedsmæssige effekter af Europas protektionistiske politikker er så dramatisk, at humanitære organisationer har iværksat deres egne nød programmer på tværs af kontinentet, fra Calais i Nordfrankrig til de græske øer Kos og Lesbos i det sydlige Middelhavsområde. I Calais, har Doctors of the Worlds lægeteam behandlet patienter med komplekse psykologiske problemer; et væld af mindre skader, frakturer, hudproblemer og fnat; diarrésygdomme; akutte og kroniske luftvejsinfektioner; komplikationer sekundært til at være udsat for tåregas og meget mere. I Sydeuropa har organisationen også dokumenteret et stigende antal fordrevne kvinder og børn, hvoraf mange uundgåeligt vil kræve specialiseret pædiatrisk og obstetrisk pleje, hvis de nuværende europæiske grænse forhold varer ved.

Den negative effekt på sundheden af både den voldelige politiindsats ved grænserne, og udelukkelsen af sårbare grupper, når de har passeret disse grænser, er et spørgsmål som er af alvorlig betydning for global sundhed. Stadig mere brede teoretiske fortolkninger af global sundhed, og den nylige indførelse af en ramme for planetarisk sundhed, har i høj grad skjult behovet for mere meningsfuldt jordnært engagement i forholdet mellem grænser, suverænitet, politiarbejde og sundhed. Bemærkelsesværdige undtagelser omfatter 2014 Lancet-Universitetet i Oslo Kommissionen om global styring for Sundhed, som understregede, at en "stigning i irregulær migration afspejler politiske valg og juridiske definitioner som er særdeles dårligt tilpasset til realiteter". I en provokerende kommentar forfattet af Frenk og andre fremtrædende talsmænd for global sundhed tidligere i samme år, argumenterede de med at globalisering og vores deraf følgende gensidige afhængighed gjorde et "globalt samfund" nødvendigt for at ophæve den enkelte landes angreb på global sundhed.

Europas igangværende flygtningekrise, og de under-rapporterede uretfærdigheder som rammer andre kriseramte samfund verden over, er tegn på et globalt styre system, der ikke tillægger samme værdi til alle menneskeliv. I en verden, hvor kapital og råvarer flyder mere frit end medfølelse og menneskelighed, eksisterer der en grundlæggende friktion mellem udtryk for solidaritet og beskyttelse på den ene side og fremme af suveræne interesser på den anden side. Kun med en radikal gen-tænkning af praksis omkring og undersøgelser af den globale sundhed, og de systemer og ideologier, der fortsat er en trussel mod sundheden, kan vi sikre, at de mest sårbares behov prioriteres over alt andet.

Leigh Daynes er administrerende direktør for Doctors of the World UK, en organisation, der giver lægehjælp til udstødte hjemme og i udlandet, og samtidig arbejder for lige adgang til sundhedsydelser i hele verden.
James Smith: Homerton University Hospital NHS Foundation Trust, London, UK og Junior Humanitarian Network, London, UK