Videotolkning - patientvenlig kommunikation i en
multikulturel virkelighed
Ejeren af tolkebureauet ’perfect communication’ mener i et
læserbrev i Dagbladet Information d. 15. juli at videotolkning forringer
tolkekvaliteten og at der ikke er fagligt belæg for værdien. Samme indlæg fra
samme person blev bragt i Ekstrabladet
2.januar 2016. Det er en forkert vurdering, at videotolkning forringer
kvalitet og at der mangler fagligt belæg for videotolkning, er ikke bare ukorrekt,
men også bekymrende når læserbrevet er skrevet af ejeren af et tolkebureau. Det
må skyldes manglende erfaring med videoteknologien og videnskaben på området og
afslører et ukendskab til tolkeforholdene udenfor hovedstaden. Videotolkning er
globalt set ganske udbredt
og accepteret. Der er oceaner
af studier på området –flere går årtier tilbage.
Der er blevet lavet en dansk cost-benefit
undersøgelse og teknologien har efterfølgende været anvendt de sidste 6 år
i Region Syddanmark med stor succes og længere tid i
udlandet. Der er flere undersøgelser, der viser at videotolkede samtaler har
et højere fagligt indhold, de er mere fokuserede og patienterne føler større
tilfredshed1, samtidig med at videotolkede
samtaler varer kortere tid. Kvaliteten af samtalerne øges bla. fordi patienter
er bedre
informerede om deres sygdom og er mere tilbøjelige til at vælge videotolk
næste gangved videotolk ligesom deres deltagelse i samtalen øges. Det er samtalen
og samtalens indhold der er i fokus, patienterne
føler sig mere sikre og trygge, mens tolken oplever en mere professionel
rolle, hvor de ikke længere ”bare” er den irriterende 3.person. Mange tolke har
i fokusgrupper påpeget at det er ubehageligt at skulle sidde med patienterne i
venteværelset, hvor der kunne blive fremsat særlige krav og anmodninger om
generel hjælp – med videotolkning er der en professionel afstand. Patienterne
oplever at video tolkene er mindre stressede i modsætning til fremmøde tolke,
der ofte må løbe fra aftale til aftale eller køre mellem forskellige sygehuse. Endelig
føler patienterne sig bedre beskyttet i deres privatsfære ved den naturlige
afstand som en skærm skaber. Derudover er der en lang række mindre åbenlyse
fordele. Det mest glædelige er at det har øget anvendelsen af tolke fordi det
er lettere. En del patienter, der af psykiske årsager ikke ønskede tolke, og
derfor havde stort besvær med at gøre sig forståelige hos lægen, accepterede at
anvende tolk efter indførelsen af den nye teknologi. Tolkens køn er heller ikke
længere en barriere, da skærmen giver en vis afstand. Særligt har videoteknologien
øget anvendelsen af tolke i almen praksis, der nu stort set kun anvender video
tolke. Videoteknologien har desuden demokratiseret adgangen til tolkebistand
ved at lette adgangen i de store områder af Danmark hvor det før var svært at
få tolke: de mindre sygehuse i de geografisk udfordrede områder, på øerne og i
mindre byer og områder hvor der ikke bor tolke. Tolke får ikke løn mens de
kører men udelukkende for den tid de tolker – incitamentet til at køre 100 km
hver vej for 15 min tolkning var ikke til stede før videotolkningen. Der er
endvidere sket en eklatant udvidelse af det antal sprog der tilbydes tolkning i
gennem denne teknologi. Da tolke nu tolker mere end de kører i bil er der med
videometoden behov for meget færre tolke, som til gengæld får mere erfaring og
kan holde en reel arbejdsløn. Med få tolke med mage tolkninger opnår tolkene
lettere sundhedsfaglige kompetencer og glider lettere ind i de kliniske
problemer. Kvaliteten af lyd og billede er i dag af så høj standard (HD) at
kropssprog, tonefald, mimik og andre non-verbale signaler opfanges – al nyere
forskning tyder på, at videotolkning er på samme, eller bedre, kvalitetsniveau
end fremmøde tolke. Tolkene er ikke tilbøjelige til at oplyse det spontant, men
patienterne klagede over vanskeligheder ved at høre tolken ved telefontolkning
og patienterne var ofte, med rette, bekymrede for hvor tolken rent faktisk fysisk
befandt sig og om der var andre der lyttede med. De mange meget forskellige
dialekter på arabisk, kurdisk og visse asiatiske sprog kræver at det er den
korrekte dialekt der tolkes til og fra. Ved fremmøde er der betydeligt mindre
tilbøjelighed til at stoppe samtaler, hvor patienten har besvær med at forstå
tolken – med videosystemet er det meget lettere, og mindre intimiderende, at
stoppe og bede om en anden tolk. Besværet med fremmøde tolke har ledt mange
afdelinger til at anvende telefontolkning, men her er der alvorlige
kvalitetstab bla. er telefontolkede
samtaler betydeligt kortere og der opstår mange misforståelser, som ikke
opfanges under samtalen. En særlig vigtig forbedring er, at tolke, der sidder
ved en skærm kan slå ord op og tage noter ved længere beskeder for at forbedre
tolkekvaliteten. Vi ved fra fokusgrupper med patienter og tolke at patienterne
var meget bekymrede over de noter tolkene skrev ned under samtalerne. Dét
forstyrrende element, der tidligere påvirkede samtaleindholdet, har
videotolkningen fjernet. Videotolkningen har endvidere den store fordel at det
nu er muligt at anvende tolk til akutte problemer, særlig kort information
eller påmindelse om aftaler. Vi anvender videotolkning ved hjemmebesøg på
tablets (IPADs) og lægeambulancerne har udtrykt stort behov for en mobil adgang
til tolkning. Video tolkning er vejen frem og har vist sig at øge anvendelsen
af tolke, fordi det er lettere og giver færre afbrydelser, end fremøde tolke. Det
er bekvemt, det sparer
undersøgelser og genindlæggelser, det er patientcentreret, øger lighed i
sundhed, giver mere ro og mindre stress i patientsamtaler. Vi har anvendt
det i 7 år på Indvandrermedicinsk klinik hver dag i 4-7 ambulatoriespor og
kunne ikke drømme om at gå tilbage til fremmøde tolkning undtagen i ganske få
specielle tilfælde.
De fleste tolkebureauer udenfor Region Syddanmark har ingen
erfaring med videotolkning og der er derfor en tydelig, men rustik,
konservatisme i branchen. I den aktuelle situation er sagen nok at
tolkebureauer ikke er helt uvildige i denne sammenhæng. Danske Regioner gør nu
endelig alvor af deres 5 år gamle beslutning om at videotolkning er standarden
for tolkning og laver et samlet dansk udbud på området. Det betyder at en hel
del tolkefirmaer skal sætte sig ind i, og senere anskaffe, det nødvendige
udstyr for at kunne byde på opgaven. I det nye udbud vil der desuden være meget
klare krav til uddannelse af tolke. Også her skal tolkebureauerne
tage sig gevaldigt sammen. Til glæde for patienterne. Og så har vi slet
ikke været omkring de enorme fordele videotolkning frembyder i asyl/flygtninge
sammenhænge. For mere detaljeret gennemgang af tolkning i sundhedsvæsenet
henvises til en nyudgivet bog der dækker alle aspekter2.
.
1. Price EL, Pérez-Stable
EJ, Nickleach D, López M and Karliner LS. Interpreter perspectives of
in-person, telephonic, and videoconferencing medical interpretation in clinical
encounters. Patient education and
counseling. 2012; 87: 226-32.
2. Hsieh E. Bilingual
Health Communication: Working with Interpreters in Cross-cultural Care.
Routledge, 2016.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar