Er politikerne dygtige nok til at skelne mellem politik, forskning, symboler og fordomme?

 

Om videnskabelige fyord og tvetydige politiske missioner langt inde bag forskningens linjer.

Der har været debat en tid om skellet mellem politik og forskning primært baseret på enkelte politikeres udtalelser om racisme- og identitetsforskning. I marts førte det til ministerspørgsmål om

”ministeren enig i, at der i visse humanistiske og samfundsvidenskabelige forskningsmiljøer er problemer med overdreven aktivisme på bekostning af videnskabelige dyder, og er ministeren enig i, at en sådan tendens kalder på handling i lighed med det opgør, den franske regering har udmeldt, og den undersøgelse af problemets omfang, som den har iværksat?”

Debatten blev nok antændt med udgivelsen af rapporten fra RUC ’Magt og (u)mulighed’  om æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol  i 2020 (). Debatten fik yderligere varm luft efter en reportage til en videnskabelig migrationskongres i Weekend avisen ’Hvidensproduktion’ og kulminerede med den historisk besynderlige udtalelse d. 18.februar 2021 fra Folketinget der havde vedtaget at ”Politik ikke må forklædes som videnskab”. Som forsker bliver man lidt lammet af budskabets naive selvfølgelighed, men samtidig får man fornemmelsen af den trojanske hest. Som ekspert er det jo lige præcis dét vi slås med: at politikerne skubber udvalgte eksperters håndplukkede udsagn foran sig og iklæder svage politiske projekter et stærkere videnskabeligt fundament.

Det er bemærkelsesværdigt at den politiske kritik udelukkende er rettet mod humanistiske og samfundsvidenskabelige forskningsmiljøer. Men det skal man ikke lade sig aflede af. Problemet med politisk forskningskritik stikker meget dybere og er langt mere alvorligt end pressen har præsenteret sagen. En folketingspolitiker forklarede da han for mange år siden blev præsenteret for en tabel med sygelighed opgjort efter køn, alder og skolegang, at han ikke ville diskutere manipulerede tal. Den videnskabelige kongres der blev beskrevet i Weekendavisen’s reportage handlede om migration, men journalisten havde fokus på det der ikke blev talt om (social kontrol) og på at intersektionalisme er en metode der er udsprunget af feministisk forskning. Ingen journalist har nogensinde skrevet en spydig reportage fra en kongres om personlig medicin, føtal kirurgi eller dræberrobotter - og det ville sandsynligvis munde ud i en ukritisk begejstret artikel uden kritik af der ikke blev diskuteret etik og ulighed eller at den metode der blev anvendt til at hjerteoperere fostre også blev brugt på grise. Journalister er biased når det kommer til videnskabskritik og det er politikere også, for de læser avisartiklerne. Men man skal længere ud på landet hvis man tror det kun er køn og racismeforskning politikere går efter et opgør med. Lad mig komme med nogle eksempler.

Folketingspolitikeren Henrik Dahl angreb f.eks. i 2020 Syddansk Universitet for sit fokus på FN’s verdensmål (sustainable development Goals) som forskningsmæssig rettesnor: ”Universitetet forråder det, et universitet er. SDU er tabt som frit universitet.” og ” Danmark har syv universiteter og en missionsanstalt med hovedkvarter i Odense”. I tidsskriftet Ræson skrev samme politiker:

”FN’s verdensmål er politik, ikke forskning. De hører hjemme i et parlament. Ikke på et universitet. SDU forråder de ædle motiver bag verdensmålene”.

Senere skriver Henrik Dahl dog stik modsatte: ”Men Verdensmålene er en trojansk hest. Flot at se på, men fyldt med socialisme indeni.”

Den tidligere frihedsminister Søren Pind argumenterede sidste år for at det var politikerne der skulle bestemme hvad der skulle forskes i under corona pandemien (bl.a. med baggrund i den skøre franske læges studier af klorokinbehandling af COVID-19 som viste sig at være fuldstændig virkningsløst på COVID men havde mange bivirkninger).

Der er flere politikere der vedholdende under COVID19 med dødsforagt har fastholdt decideret urigtige standpunkter på trods af at de er blevet korrigeret flere gange af eksperter (Pernille Vermund og Pia Kjærsgaard og Nye Borgerlige). Insisteren på en absurd holdning er en farlig politisering, hvor forskere har et ekstra stort ansvar for at holde videnssamfundets rygrad. Det er ikke politisk indblanding, men rettidig videnskabelig omhu. Eksperter er hevet ind som politiske statister og smidt ud i kulissen igen efter forgodtbefindende fordi der ikke er politiske rammer for eksperters rolle i politik. Politik forklædt som videnskab er det politikerne, gør når de skal sælge motorveje, cannabis og thyroid behandling. Det er det politikerne gør når de bestemmer hvem der er patienter og hvilke årsager der er til sygdomme.

Mathias Tesfaye blev spurgt af et folketingsmedlem om baggrunden for smittetallene blandt etniske minoriteter. Tesfaye svarede at ” 'Vi ved ikke noget (…) Der er ikke rigtig nogen eksperter der har undersøgt det her. 'Jeg kan se en masse påstande, men ikke noget videnskabeligt grundlag. Det kan kun være gætterier'. Om fik dermed skabt et ukorrekt billede af at der ikke eksisterede videnskab om hvorfor etniske minoriteter var hårdt ramt af COVID19.

En folketingspolitiker, Rasmus Jarlov, skrev for nogle år siden et indlæg i Jyllandsposten om at Syddansk Universitet burde ansætte sangeren Medina som rektor fordi de optog studerende bl.a. baseret på samtaler. Han forklarede det med at hvis universitetet alligevel var drevet af følelser, så var det nok bedre med en sanger som Medina som rektor.

Jeg blev personligt i Danmarks Radio P1 Orientering 8. august 2014 hængt ud af en daværende Venstre ordfører Karsten Lauritzen for at min forskning om ulighed i sundhedsvæsnets behandling af etniske minoriteter var underlødig - uden skyggen af argumentation. Bare fordi man kan som politiker og fordi der præsenteres politisk ubekvem viden som her at der sker forskelsbehandling af flygtninge i sundhedsvæsnet. Men det er stadig viden og jeg har stadig en pligt til at formidle den viden – det står i min funktionsbeskrivelse som læge på sygehuset og som professor på universitetet. Det er ikke mit problem som ekspert at viden kan presse politikere til at skulle tage triste beslutninger. Dét må de se som et vilkår.

Forskere er ikke dummere end gennemsnittet og vi kan godt høre når en politiker ikke har deklareret sit egentlige ærinde. Forskere skal altid deklarere deres interesser når de publicerer deres forskning. Men politikere har tiltaget sig retten til at bestemme hvad der er rigtigt og forkert, hvad der er årsag og virkning og hvornår en historie starter og slutter. Fair nok. Det er demokratiets svøbe at symboler, fordomme, uvidenhed og had vægter lige så meget som viden og indsigt. Vi ville have en bedre og mere ligeværdig dialog hvis politikere droppede berøringsangst - og holdt op med at lave nye spilleregler hver gang vi har en samtale. Det er lidt som ens storebror der hele tiden laver nye regler i Matador når han er ved at vinde. Ynkelig magtudøvelse men det virker. Man har ikke ret til sine egne fakta, men man har heller ikke ret til en mening man kun kan opretholde ved at skabe røgslør, stråmænd og angribe ekspertens legitimitet eller troværdighed. Det er der mange forskere der har oplevet og de fleste gør det kun én gang – det er de færreste eksperter der bliver stående på kamppladsen. Men vi kan ikke have en ligeværdig samtale med en modpart der suverænt både bestemmer reglerne for samtalen og kan ændre dem som de har lyst. Strategisk tvetydighed er blevet et stærkt politisk våben, men det gør uoprettelig skade på dialogen mellem politikere og forskere.

Jeg arbejder på et felt, etniske minoriteters sundhed og ulighed, der er præget af total mangel på viden i de politiske beslutningsprocesser - evidens er bandlyst fordi det opfattes som et partsindlæg - her er symbolpolitik, mavefornemmelser og folkedybets røst evidensgrundlaget. Det er sådan demokratiet vil have det, men det er hverken kønt eller et videnssamfund værdigt. Flertallet har jo ikke ret bare fordi de er flest. Det er at politisere forskning når flertallet har retten til at bestemme hvad der er rigtigt og hvornår en historie starter og slutter. Når man er blind for mindretallets opfattelse - herunder videnskab - så politiserer man forskning OG det er ikke forskerne der er udfarende her.

Trump udsendte en liste med videnskabelige fyord (ulighed, racisme, global opvarmning, klima), som de nationale forskningsfonde ikke måtte anvende og de måtte heller ikke støtte ansøgninger der indeholdt ord fra fyordslisten. Man talte ligefrem om ‘The Trump 10’ - forskere blev stressede af Trump’s indgreb i forskningsfriheden og de tog i gennemsnit 10 kg på fordi de overspiste i bare frustration.

Der er forskning ingen vil have. Der er viden ingen vil have. Men det er ikke videnskabens problem. Det er menneskehedens problem at der politikere der ikke vil høre om ulighed, racisme, ensomhed eller politiske årsager til ulighed. Politikere må enten kaste sig ind i den spændende dialog, tage en tudekiks eller finde et andet job. De kan ikke bestemme hvad der er viden for så dør vidensamfundet.

Regionerne havde nogle spændende processer i deres første år hvor de aktivt gik ind i debat om ulighed i sundhed. Det var sundt, det var konstruktivt og det var modigt. Men finansministeren satte tommelskruerne på de fattige regioner der ikke kunne opkræve skatter og bad dem koncentrere sig om den stakkels middelklasse i stedet for de dyre socialt udsatte patienter. Finansministeriet modsatte sig dermed den evidens som regionernes politikere selv havde bedt om at skabe.

Politikerne skal stoppe angreb på videnskaberne og vende spejlet: de må gøre op med mavefornemmelser, symbolpolitik og abstrahere fra den glubske middelklasse, der hele tiden vil have ret. Man taler i forskning om ulovlig indtrængen på vidensområder hvor man ikke har ekspertise - at man ‘overfører’ sin forskningsekspertise fra et område til et andet hvor man ikke har viden der rækker udover forsiden på Ekstra Bladet. Det ville klæde politikerne at skabe sig et fælles tanke- og værdisæt om deres interaktion med eksperter og forskere i en form for venlig vekselvirkning hvor man kan have ligeværdig dialog uden trojanske heste og skjulte dagsordner. En samtale hvor man har samme argumentationsniveau og samme spilleregler.

 Vi skal som forskere true med at blive på slagmarken, men vi skal altså også kunne tage slagene – det nytter ikke at desertere. Måske ledelserne på universiteterne skulle se på deres ansvar for at klæde forskerne bedre på til at deltage i offentlige debatter? Hvis vi trækker os fra den offentlige og politiske debat, så vinder de tvetydige symbolpolitikere og aggressive værdikrigere uden modstand og de tager vidensamfundet med sig tilbage i skyttegraven. Vi skal fastholde vores troværdighed som forskere, der har en velunderbygget og kvalificeret analyse, der er en direkte modfortælling til magtens selvforståelse, flertallets lommeuld og de populistiske politikeres håndplukkede mavefornemmelser. Den viden ingen vil have er det bedste argument for at gå 5 skridt længere ind på slagmarken. Selv om de hugger vores arme og ben af så har vi altid hovedet med tilbage.

Der er ingen vaccine mod dumhed

Der har været flere reaktioner på undertegnedes kronik i Politiken d. 3. januar 2018 om vaccineskepsis gennem tiden  (”” Vi skal turde tale om risici: Sundhedsautoriteterne optræder arrogant i debatten om vaccinationer” d. 12.januar og i dagbladet Information ”Sundhedsmyndighedernes arrogance truer deres troværdighed omkring vaccine” 9. januar).  Min kronik forsøgte at sætte skepsis overfor vacciner ind i et historisk perspektiv med fokus på hvordan opportunistiske religiøse og politiske ledere gennem tiden havde redet med på befolkningens frygt for det fremmede - i dette tilfælde vacciner (på engelsk fear mongering). De amerikanske puritanere fik i 1702 overbevist andre om at koppeepidemien var en guddommelig forbandelse påført menneskene fordi de var begyndt at gå lytte mere til sandsigersker end præsterne. Koppevaccination blev anset for at være blasfemisk og en handling der direkte krænker Guds ord. Verdens første sociale epidemi på vaccine området blev styret af en kvindesyersken Lora Little i Minnesota, der i 1902 mente, at koppevaccinen havde slået hendes søn ihjel. Hun koblede hjerteskærende person historier med tidens konspirationsteorier, der involverede både læger, myndigheder og politikere og medicinproducenter. Hun fik presset politikerne til at indføre en lov mod tvungen vaccination før skoleindmeldelse. Loven var den direkte årsag til en epidemi med næsten 30.000 koppe tilfælde i staten. Samtidig har kendte personer i kraft af deres position altid har haft en speciel rolle i formidlingen af sundhedsviden – en rolle ikke alle har spillet lige velovervejet. Der er ingen tvivl om at Sundhedsmyndighederne har sovet i timen når det kommer til bekymringer for vacciner og de var ikke forberedte på, hvor hurtig information har kunnet sprede sig i moderne medier. Men sagen er mere kompliceret end som så: Uagtet det alvorlige udgangspunkt, så viser den aktuelle sag om deling af nøgenbilleder, at de fleste offentlige myndigheder er utroligt langsomme til at reagere på det eksplosive mix af subkulturel informations udveksling, vekslende sociale platforme, en lammet folkeskole og forælder der har glemt at følge med. Unge læser ikke længere de store landsdækkende aviser, men får fordøjede, selekterede ”click bait” drevede overskrifts nyheder i deres feeds med tilhørende uredigerede kommentar spor. Vi lytter mere og mere til tydelige selveksponerende personer i det offentlige rum fordi det er blevet meget lettere, og mere mangfoldigt, for mennesker med meninger at formidle: meningsdannere, bloggere og andre kendte personer. Dét har imidlertid reduceret f.eks. sundhedsmyndighederne til partsindlæg og forskere bliver til debattører. Alle argumenter er lige gode, men likes, følgere og rappe meninger vinder altid til sidst. Et hurtigt kørende debat- og meningsrum har indtaget overhalingsbanen, men efterlader dermed også dem der kunne have nuanceret og informeret debatten, herunder om hvad vacciner er og hvordan de virker (og ikke virker), i nødsporet. Vi søger råd hos dem, der giver os de svar vi gerne vil have – sådan er det også med sundhedsinformation. I kronikken nævner jeg eksempler på hvordan statsledere, politikere, skuespillere, digtere, religiøse ledere og karikatur tegnere til alle tider har haft en besynderlig dobbelt position både som ”kendte” eller ”ledere” men samtidig også som meningsdannere på områder, der ikke umiddelbart er forbundet med deres kompetencer, rolle eller erhverv. Når man udtaler sig som religiøs leder eller som statsoverhoved om at gulerødder og kolde bade er godt mod HIV eller at bestemte vacciner giver ADHD, så bliver vedkommende pludselig en livsfarlig kommunikatør, fordi deres budskab ofte modtages ufordøjet og med helt ukontrollable konsekvenser fordi kommunikatøren har en enorm forhånds good-will, der kommer til at legitimere et budskab der bygger på personlige holdninger og misforstået sundhedsinformation.  Sydafrikanske ministres råd om at HIV  kan kureres af kolde bade kostede 100.000 Hiv patienter livet. Sundhedsmyndighederne har helt klart hvilet på laurbærrene i forhold til at informere og har kørt på renommeet ifht. At tro at alle mennesker synes vacciner er et gode, men de er også blevet kørt af sporet af nye højhastigheds medietyper som ikke har objektivitet og modargumenter som et grundprincip. Der er tale om medietyper, som f.eks. Avisernes kommentarspor, Google og Yahoo News, Facebook og blogs, der kræver nogle helt nye kompetencer som sundhedsmyndighederne først nu er ved at få øjnene op for. Både Facebook og WhatsApp har været involverede i anti-vaccinations kampagner i f.eks. Indien og i Malaysia. Zika epidemien med microcephali- børn blev på sociale medier kædet sammen med ”dårlige vacciner” i Brasilien. Aviserne debatfora og de sociale medier kan ikke længere påberåbe sig uskyld.  En af de tunge meningsdannere i global sundhed, Peter Piot, har direkte sagt at spredningen af forstyrrende misinformation direkte øger risikoen for pandemier og bør ses som et globalt sikkerhedsproblem. Vi har ALLE et ansvar for at information deles og at vores viden og data sættes i perspektiv på en gennemsigtig måde – det er dét et videnssamfund lever af, og overlever på. Vi skal ikke stikke hinanden plader og det er ikke, sådan som mange skeptikere opportunt får det formidlet, myndighedernes eller forskernes ansvar alene. Vacciner er noget vi giver til hinanden – men så skal vi også sikre, at alle forstår, hvorfor vi giver dem til hinanden – og dér har vi alle noget at lære: debattører, skeptikere, journalister, forskere, myndigheder og politikere. Forskningen i social psykologi er på vej ind i en dødsspiral hvor ingen efterhånden tør offentliggøre deres forskning, fordi der er en temmelig stor skare af debattører, selvbestaltede fakta tjekker hjemmesider og hurtige forskere der bekriger hinanden fordi metoder og resultater er til debat. Resultatet er at udviklingen på forskningsområdet er gået helt i stå fordi svarene fra begge sider er: ”Ha! Du har lavet en fejl og din forskning duer ikke”. Bruger vi ikke de samme metoder og den samme måde at sikre beviser på, så stopper udviklingen. Genetikerne gjorde noget andet efter at de humane genom var blevet beskrevet: de gik tilbage til samarbejde, de grundlæggende metoder, fakta og pragmatisme. Vaccine skeptikere er ikke irrationelle, men har, af mange divergerende årsager, mistro til myndigheder og myndighedspersoner og myndighederne er ikke arrogante, men reagerer langsomt og mangler kompetencer til at formidle i en mistroisk miljø. Det er blevet sagt at der er to slags menneske i verden: dem der opdeler mennesker i to slags og dem der ikke gør. Vi bør erstatte arrogance med ydmyghed, venlig vekselvirkning og så skal vi alle sammen være noget bedre til at se rundt om hjørner. I skrivende stund er PubMed databasen lukket for adgang og samme er FDA’s hjemmeside pga budget krisen i USA. Begge er vigtige globale informationskilder og vi burde have været bedre til at beskytte dem mod en utilregnelig præsident (der i parentes også er en stærk vaccineskeptiker) og et konfrontatorisk politisk miljø i USA, som vi apatisk har gjort grin med i præcis et år nu. Fakta skal beskyttes meget bedre af myndigheder, medier og dem der læser dem. Der er ingen vaccine mod dumhed, som Einstein konstaterede. Det er dumt ikke at beskytte fakta. Det eneste der kan beskytte mod de ”charlataner der vil udnytte din uvidenhed” er at forstå videnskab – der er ingen smutveje, som astrofysikeren Neil de Grasse Tyson siger.

Videotolkning - patientvenlig kommunikation i en multikulturel virkelighed

Videotolkning - patientvenlig kommunikation i en multikulturel virkelighed

Ejeren af tolkebureauet ’perfect communication’ mener i et læserbrev i Dagbladet Information d. 15. juli at videotolkning forringer tolkekvaliteten og at der ikke er fagligt belæg for værdien. Samme indlæg fra samme person blev bragt i Ekstrabladet 2.januar 2016. Det er en forkert vurdering, at videotolkning forringer kvalitet og at der mangler fagligt belæg for videotolkning, er ikke bare ukorrekt, men også bekymrende når læserbrevet er skrevet af ejeren af et tolkebureau. Det må skyldes manglende erfaring med videoteknologien og videnskaben på området og afslører et ukendskab til tolkeforholdene udenfor hovedstaden. Videotolkning er globalt set ganske udbredt og accepteret. Der er oceaner af studier på området  –flere går årtier tilbage. Der er blevet lavet en dansk cost-benefit undersøgelse og teknologien har efterfølgende været anvendt de sidste 6 år i Region Syddanmark med stor succes og længere tid i udlandet. Der er flere undersøgelser, der viser at videotolkede samtaler har et højere fagligt indhold, de er mere fokuserede og patienterne føler større tilfredshed¹, samtidig med at videotolkede samtaler varer kortere tid. Kvaliteten af samtalerne øges bla. fordi patienter er bedre informerede om deres sygdom og er mere tilbøjelige til at vælge videotolk næste gangved videotolk ligesom deres deltagelse i samtalen øges. Det er samtalen og samtalens indhold der er i fokus, patienterne føler sig mere sikre og trygge, mens tolken oplever en mere professionel rolle, hvor de ikke længere ”bare” er den irriterende 3.person. Mange tolke har i fokusgrupper påpeget at det er ubehageligt at skulle sidde med patienterne i venteværelset, hvor der kunne blive fremsat særlige krav og anmodninger om generel hjælp – med videotolkning er der en professionel afstand. Patienterne oplever at video tolkene er mindre stressede i modsætning til fremmøde tolke, der ofte må løbe fra aftale til aftale eller køre mellem forskellige sygehuse. Endelig føler patienterne sig bedre beskyttet i deres privatsfære ved den naturlige afstand som en skærm skaber. Derudover er der en lang række mindre åbenlyse fordele. Det mest glædelige er at det har øget anvendelsen af tolke fordi det er lettere. En del patienter, der af psykiske årsager ikke ønskede tolke, og derfor havde stort besvær med at gøre sig forståelige hos lægen, accepterede at anvende tolk efter indførelsen af den nye teknologi. Tolkens køn er heller ikke længere en barriere, da skærmen giver en vis afstand. Særligt har videoteknologien øget anvendelsen af tolke i almen praksis, der nu stort set kun anvender video tolke. Videoteknologien har desuden demokratiseret adgangen til tolkebistand ved at lette adgangen i de store områder af Danmark hvor det før var svært at få tolke: de mindre sygehuse i de geografisk udfordrede områder, på øerne og i mindre byer og områder hvor der ikke bor tolke. Tolke får ikke løn mens de kører men udelukkende for den tid de tolker – incitamentet til at køre 100 km hver vej for 15 min tolkning var ikke til stede før videotolkningen. Der er endvidere sket en eklatant udvidelse af det antal sprog der tilbydes tolkning i gennem denne teknologi. Da tolke nu tolker mere end de kører i bil er der med videometoden behov for meget færre tolke, som til gengæld får mere erfaring og kan holde en reel arbejdsløn. Med få tolke med mage tolkninger opnår tolkene lettere sundhedsfaglige kompetencer og glider lettere ind i de kliniske problemer. Kvaliteten af lyd og billede er i dag af så høj standard (HD) at kropssprog, tonefald, mimik og andre non-verbale signaler opfanges – al nyere forskning tyder på, at videotolkning er på samme, eller bedre, kvalitetsniveau end fremmøde tolke. Tolkene er ikke tilbøjelige til at oplyse det spontant, men patienterne klagede over vanskeligheder ved at høre tolken ved telefontolkning og patienterne var ofte, med rette, bekymrede for hvor tolken rent faktisk fysisk befandt sig og om der var andre der lyttede med. De mange meget forskellige dialekter på arabisk, kurdisk og visse asiatiske sprog kræver at det er den korrekte dialekt der tolkes til og fra. Ved fremmøde er der betydeligt mindre tilbøjelighed til at stoppe samtaler, hvor patienten har besvær med at forstå tolken – med videosystemet er det meget lettere, og mindre intimiderende, at stoppe og bede om en anden tolk. Besværet med fremmøde tolke har ledt mange afdelinger til at anvende telefontolkning, men her er der alvorlige kvalitetstab bla. er telefontolkede samtaler betydeligt kortere og der opstår mange misforståelser, som ikke opfanges under samtalen. En særlig vigtig forbedring er, at tolke, der sidder ved en skærm kan slå ord op og tage noter ved længere beskeder for at forbedre tolkekvaliteten. Vi ved fra fokusgrupper med patienter og tolke at patienterne var meget bekymrede over de noter tolkene skrev ned under samtalerne. Dét forstyrrende element, der tidligere påvirkede samtaleindholdet, har videotolkningen fjernet. Videotolkningen har endvidere den store fordel at det nu er muligt at anvende tolk til akutte problemer, særlig kort information eller påmindelse om aftaler. Vi anvender videotolkning ved hjemmebesøg på tablets (IPADs) og lægeambulancerne har udtrykt stort behov for en mobil adgang til tolkning. Video tolkning er vejen frem og har vist sig at øge anvendelsen af tolke, fordi det er lettere og giver færre afbrydelser, end fremøde tolke. Det er bekvemt, det sparer undersøgelser og genindlæggelser, det er patientcentreret, øger lighed i sundhed, giver mere ro og mindre stress i patientsamtaler. Vi har anvendt det i 7 år på Indvandrermedicinsk klinik hver dag i 4-7 ambulatoriespor og kunne ikke drømme om at gå tilbage til fremmøde tolkning undtagen i ganske få specielle tilfælde.

De fleste tolkebureauer udenfor Region Syddanmark har ingen erfaring med videotolkning og der er derfor en tydelig, men rustik, konservatisme i branchen. I den aktuelle situation er sagen nok at tolkebureauer ikke er helt uvildige i denne sammenhæng. Danske Regioner gør nu endelig alvor af deres 5 år gamle beslutning om at videotolkning er standarden for tolkning og laver et samlet dansk udbud på området. Det betyder at en hel del tolkefirmaer skal sætte sig ind i, og senere anskaffe, det nødvendige udstyr for at kunne byde på opgaven. I det nye udbud vil der desuden være meget klare krav til uddannelse af tolke. Også her skal tolkebureauerne tage sig gevaldigt sammen. Til glæde for patienterne. Og så har vi slet ikke været omkring de enorme fordele videotolkning frembyder i asyl/flygtninge sammenhænge. For mere detaljeret gennemgang af tolkning i sundhedsvæsenet henvises til en nyudgivet bog der dækker alle aspekter².

.

 

 

1.                         Price EL, Pérez-Stable EJ, Nickleach D, López M and Karliner LS. Interpreter perspectives of in-person, telephonic, and videoconferencing medical interpretation in clinical encounters. Patient education and counseling. 2012; 87: 226-32.

2.                         Hsieh E. Bilingual Health Communication: Working with Interpreters in Cross-cultural Care. Routledge, 2016.

 

Bare nogle tal mellem jul og nytår

Det er jo bare nogle tal mellem jul og nytår

Sådan stod der i artiklen om stigningen i antallet af indvandrere på førtidspension i Fyens Stiftstidende d. 2.1.2012. Tallene kunne Socialminister Karen Hækkerup, som ikke kendte dem, finde på Danmarks Statistiks hjemmeside, også mellem jul og nytår, oplyste journalist Nikolaj Vesselbo ministeren. Men sagen er en helt anden og det kunne Nikolaj Vesselbo have fået at vide hvis han havde spurgt på rette sted (også mellem jul og nytår) og ikke i Arbejdsgiverforeningen. Journalisters fornemmelse for tal er ofte kompromitteret af vinklingen i artiklen og sjældent drevet af et ville tilbyde læseren ordentlig information.

Sagen er at man ikke bare tager nogle tal på Danmarks statistiks hjemmeside og laver sin egen lille hjemmeanalyse uden at inddrage de andre relevante tal, der findes i det offentlige rum.  For det første er der meget store forskelle i sammensætningen i etnicitet mellem de store byer, det er der ikke taget højde for. For det andet er der ikke taget højde for hvor længe flygtninge/indvandrere har opholdt sig landet. Det har betydning på flere måder: dels modtages der ikke flygtninge på samme tid fra samme land i alle landsdele, dels kan man ikke søge førtidspension før der er gået en vis årrække, 10 år, fra ankomsten. Vi taler om flygtninge fra krigs områder og naturkatastrofer og hvor over 50 % af dem har været ude for så voldsomme fysiske og psykiske oplevelser at de ikke umiddelbart kan fungere normalt hverken i deres hjemland eller i Danmark uden særlig behandling og støtte. Endelig er der tal der tidligere har været præsenteret i pressen, der klart viser at flygtninge/indvandrere er længere tid om at få tilkendt førtidspension end etniske danskere og at flygtninge/indvandrere er på sygedagpenge, eller er parkeret på kontanthjælp, længere tid (dvs. uden afklaring) end etnisk danske borgere. I modsætning til Dansk arbejdsgiverforenings konklusion, så undersøges denne gruppe borgere ekstra meget og længere tid end de etnisk danske. Det kunne Nikolaj Vesselbo have læst i sine kilder, også mellem jul og nytår.

Irakiske flygtninge er kommet til Danmark på to forskellige tidspunkter, somaliske flygtninge kom til Danmark i løbet af ganske få år og flygtninge fra Myanmar kom til Danmark næsten samtidigt. Det betyder at der typisk går 10 år fra de respektive gruppers ankomst til de ifølge loven kan søge om førtidspension. Det betyder ikke at der er en voldsom stigning, for det er bare udtryk for at flygtninge kommer på et bestemt tidspunkt i forbindelse med en humanitær krise og det kan hverken Odense Kommune, arbejdsgiverforeningen eller socialministeren gøre så meget ved. Fyens Stiftstidende har med denne artikel givet læsere af avisen et falsk billede af tildelingen af førtidspension: ”flere og flere indvandrere dropper arbejdsmarkedet til fordel for et liv på førtidspension”, skriver Nikolaj Vesselbo. Men man kan ikke droppe noget man aldrig har haft, for denne gruppe af borgere har aldrig haft skyggen af fast tilknytning til arbejdsmarkedet og det ville Nikolaj Vesselbo have fået at vide hvis han havde søgt tallene bag tallene. Derimod har vi som samfund svigtet flygtninge/indvandrere i forhold til en bedre og mere individuel tilpasset integration, en bedre sprogundervisning og en klarere ide om hvad det danske informationssamfund kan tilbyde mennesker der aldrig har gået i skole og som ofte har forladt deres hjemland pga. voldsomme oplevelser.  Men det er måske også bare nogle tal der ikke hører hjemme imellem jul og nytår?