44 organisationer har indgivet høringssvar til endnu en
katastrofal lov om gebyr på tolkning. Vi har prøvet det før, men regionerne
stoppede det i 2011: det var uværdigt for patienter og ansatte og det lammede
regionernes og sygehusene administrativt. Sidste gang var det et symbolsk
beløb, nu er det alvor: patienter skal selv betale alle udgifter forbundet med
tolkning og gebyret pålægges allerede efter 3 år i Danmark - så de kan få et
kærligt økonomisk puf til at få lært dansk. Ministeren er kold overfor
høringssvar i pressen, men hendes svar dækker over nogle foruroligende og
skræmmende tegn på nye sundhedspolitiske strategier, der bevidst unddrager sig
et videns fundament og en påfaldende selektiv holdning til patient inddragelse,
patientsikkerhed og kerne DNA’et i læge-patient forholdet.
Sundhedsministeren sagde til Berlingske
5. marts 2018 : ”Vi lytter
selvfølgelig til den kritik, der er givet i høringssvarene. Men størstedelen af
kritikken er en principiel modstand mod, at vi indfører et gebyr. Og det tager
vi ikke til os i den forstand, at det her er en politisk beslutning ud fra en
rimelighed og et princip om, at man skal betale for en supplerende ydelse i
sundhedsvæsenet, hvis man ikke har lært dansk efter en årrække”. Kommentar:
alle høringssvar er baseret på viden, erfaringer (herunder fra sidste gang der
var gebyr), videnskabelige rapporter og offentliggjort forskning. Der er ikke
tale om principiel modstand men faktuel modstand. Det pointeres, at
det er en (Christiansborg-) politisk beslutning – altså i modsætning til en
faglig beslutning eller en regionspolitisk værdigrundlag. Du forholder dig ikke
til at du er sundhedsminister og at regionsformændene har udtalt kritik af
gebyret fordi det strider mod sundhedsvæsnets opgaver. Stå ved at gebyrets
konsekvenser strider mod forskningen og mod de sundhedspolitiske lederes
værdier.
15.
maj udtaler til Altinget ministeren at Regionernes udgifter til tolkning
fra 2016 til 2017 er steget fra 152 millioner til næsten 181 millioner. En stor
stigning, der understreger behovet for regeringens lovforslag om tolkegebyr,
mente ministeren. Kommentar: der
er én grund til at tolkeudgifterne er steget. Dén er at der er kommet mere
fokus på fordelene ved at anvende tolke (forhindrer fejl og komplikationer,
sparer penge i det lange løb). 33 % af to-sprogede patienter har oplevet
vigtige samtaler uden tolk. Vi påviste sidste år at 97 ud af 147 patienter ved
grundigt audit var udsat for mindst 2 alvorlige fejl/komplikationer som følge
af manglende tolk. Der er brug for mere tolkning – og en stigning i forbrug er
det eneste sundhedstegn på dét felt.
30.
maj argumenterede sundhedsministeren i Politiken med at danskere i udlandet
jo heller ikke får tolk på sygehus. Senere i samme interview undskyldte
ministeren sig med at ”Der er desværre
også situationer i dag, hvor det går ud over patienterne, når regionerne ikke
løfter deres opgaver ordentligt”. Og forklarede at ”tolkegebyret er en tillægsydelse, som er et udtryk for, at man, selv om
man bor i Danmark, ikke har lært det danske sprog”. Ministeren fastholder
at der er lighed i sundhed ”Hvis man som
borger i det danske samfund, som ikke har lært det danske sprog, ønsker at tage
en bekendt med, der tolker for en, så er det også en mulighed”. Kommentar:
Et gebyr hjælper ikke regionerne med at udføre deres arbejde. Der er ingen
evidens for at et gebyr får patienter til at lære dansk. Der er ikke tale om en
hyggelig tillægsafgift fordi man har valgt ikke at lære dansk. Det er et gebyr
på menneskerettigheder. Korrekt at der kan søges om undtagelse, men kun med
lægeerklæring, der koster langt mere end tolkegebyret og ingen læger gider lave
den. Der er et hav af fejlmuligheder i loven som ikke er rettet op fra sidste
gang der var et gebyr. Hvordan ved lægen med sikkerhed om en patient har levet
mere end 3 år i Danmark ifht. Rådgivning? Hvem har ansvaret hvis pt nægter at
anvende dårlig tolk til 1675 kr og der sker en fejl? Loven er aldrig blevet
udfordret civil retsligt fordi ingen af denne type patienter ønsker at klage,
men der er jurister der mener man bør se på det forvaltningsretlige i et
uinformeret (ikke tolket) samtykke. Vi har oplevet patienter der vågende op
uden en finger eller livmoder, men uden at vide at de var ”informeret og
samtykker”. Nu kommer der ovenikøbet en second-opinion styrelse i Aarhus, som
sikkert også skal inddrages – dvs. endnu større administration end i 2010. Argumentet
om at danskere i udlandet ikke får tolkebistand er en desperat bemærkning som
ikke fortjener at blive ophøjet til et argument. Med samme argumentation kunne
man afmontere alle de goder velfærdssamfundet er opbygget af, bryster sig af og
lever af som demokratisk grundværdi. Jeg vil anbefale ministeren at afstå fra at
anvende så tyndt et beslutningsgrundlag i en så alvorlig sag. Det er en
fornærmelse mod dem gebyret går ud over. Fra samme interview i Politiken 30. maj: ”Vi ønsker ikke en situation, hvor folk bor i
Danmark i 15 eller 20 år og aldrig lærer det danske sprog. Det er det politiske
udgangspunkt”. Kommentar: man vælger ikke at være fattig og man
vælger ikke at afvise at lære dansk. Man lærer ikke dansk hos lægen. Man lærer
ikke dansk at gå på bankerot på kontanthjælp. Det naturlige faglige spørgsmål
er at når man ikke kan lære sprog er der noget der tager tankerne. Det burde
også være det politiske spørgsmål.
I
et andet interview 30. maj til Politiken : ”Grundlæggende handler det om at
sikre, at folk, der er i Danmark og bor i Danmark, også lærer det danske
sprog” Kommentar: uanset hvor
mange gange Ministeren gentager det så nytter det ikke noget overfor fagfolk.
Man lærer ikke dansk hos lægen, man bliver ikke bedre i skolen af at blive mere
fattig og man sikrer kun én ting med dette forslag: at endnu flere patienter og
børnefamilier vil gå fallit på kontanthjælp, havne i en irreversibel iatrogen
fattigdom uden mulighed for helbredelse. Tolke gebyret er resultatet af et
underligt krydderi i en træt finanslovsaftale. Det er en lov der får enorme
menneskelige, økonomiske og helbredsmæssige konsekvenser og truer
patientsikkerheden på et uhørt niveau i forhold til en mikroskopisk, næsten
latterlig, symbolværdi. Sundhedsvæsnet er ikke en symbol politisk legeplads.
Vi
har en sundhedsminister, der har vist hvor meget sundhed hun er parat til at
smide ud for at bane vejen for lov der mest af alt ligner den første af en lang
række nye jagtlove rettet mod dyre
sårbare patienter. Finansministeriet har tidligere været efter regionerne fordi
de gør for lidt for middelklassen og for meget for de sårbare patienter. Tolke
gebyret har vist at regeringen mener det alvorligt: der er nu i realiteten
åbnet for fri jagt på patientsyndere og vi venter med bæven på de næste grupper
der skal rammes: rygere? Dem med mere end én sygdom? De overvægtige der tager
på? Dem der glemmer deres medicin? Dem der falder ud af kræftpakker? Dem der
mister førligheden efter biluheld hvor de selv er medskyldige? Dem der bliver i
voldelige ægteskaber? Dem der arbejder hårdt på at undgå fakta de ikke bryder
sig om? Tolkegebyret varsler nye jagtmetoder overfor sårbare
patienter. Sundhedsvæsnet er tragediernes si og de sårbares sikkerhedsnet. Når vi ikke har tid til de sårbare og politikerne oven i købet er parat til at gå langt som at fratage sårbare muligheden for at tale med lægen på deres sygdomssprog og under trygge fortrolige rammer, så fjernes de sårbares sidste strå. Det er muligt det giver billige stemmer, men det skaber dyre komplekse problemer.....som sundhedsvæsnet skal løse for færre og færre midler.
Supplerende kilder:
Sprog er ikke til at spøge med: http://ligeglobalsundhed.blogspot.com/2018/02/blog-sprog-er-ikke-til-at-spge-med.html
Høringssvar om tolkeloven: http://ligeglobalsundhed.blogspot.com/2018/05/hringssvar-fra-indvandrermedicinsk.html
Videnskabelig rapport ”Oversete eller misfortolkede lidelser
hos etniske minoritetspatienter”: http://www.ouh.dk/dwn620950
Rapport (2010): Tolkelovens præmisser og konsekvenser: http://ouh.dk/dwn148108
Ingen kommentarer:
Send en kommentar