Gebyr på tolkning afslører faretruende dybereliggende kynisme overfor sårbare patienter

44 organisationer har indgivet høringssvar til endnu en katastrofal lov om gebyr på tolkning. Vi har prøvet det før, men regionerne stoppede det i 2011: det var uværdigt for patienter og ansatte og det lammede regionernes og sygehusene administrativt. Sidste gang var det et symbolsk beløb, nu er det alvor: patienter skal selv betale alle udgifter forbundet med tolkning og gebyret pålægges allerede efter 3 år i Danmark - så de kan få et kærligt økonomisk puf til at få lært dansk. Ministeren er kold overfor høringssvar i pressen, men hendes svar dækker over nogle foruroligende og skræmmende tegn på nye sundhedspolitiske strategier, der bevidst unddrager sig et videns fundament og en påfaldende selektiv holdning til patient inddragelse, patientsikkerhed og kerne DNA’et i læge-patient forholdet.

Sundhedsministeren sagde til Berlingske 5. marts 2018 : ”Vi lytter selvfølgelig til den kritik, der er givet i høringssvarene. Men størstedelen af kritikken er en principiel modstand mod, at vi indfører et gebyr. Og det tager vi ikke til os i den forstand, at det her er en politisk beslutning ud fra en rimelighed og et princip om, at man skal betale for en supplerende ydelse i sundhedsvæsenet, hvis man ikke har lært dansk efter en årrække”. Kommentar: alle høringssvar er baseret på viden, erfaringer (herunder fra sidste gang der var gebyr), videnskabelige rapporter og offentliggjort forskning. Der er ikke tale om principiel modstand men faktuel modstand. Det pointeres, at det er en (Christiansborg-) politisk beslutning – altså i modsætning til en faglig beslutning eller en regionspolitisk værdigrundlag. Du forholder dig ikke til at du er sundhedsminister og at regionsformændene har udtalt kritik af gebyret fordi det strider mod sundhedsvæsnets opgaver. Stå ved at gebyrets konsekvenser strider mod forskningen og mod de sundhedspolitiske lederes værdier.  

15. maj udtaler til Altinget ministeren at Regionernes udgifter til tolkning fra 2016 til 2017 er steget fra 152 millioner til næsten 181 millioner. En stor stigning, der understreger behovet for regeringens lovforslag om tolkegebyr, mente ministeren. Kommentar:  der er én grund til at tolkeudgifterne er steget. Dén er at der er kommet mere fokus på fordelene ved at anvende tolke (forhindrer fejl og komplikationer, sparer penge i det lange løb). 33 % af to-sprogede patienter har oplevet vigtige samtaler uden tolk. Vi påviste sidste år at 97 ud af 147 patienter ved grundigt audit var udsat for mindst 2 alvorlige fejl/komplikationer som følge af manglende tolk. Der er brug for mere tolkning – og en stigning i forbrug er det eneste sundhedstegn på dét felt.

 30. maj argumenterede sundhedsministeren i Politiken med at danskere i udlandet jo heller ikke får tolk på sygehus. Senere i samme interview undskyldte ministeren sig med at ”Der er desværre også situationer i dag, hvor det går ud over patienterne, når regionerne ikke løfter deres opgaver ordentligt”. Og forklarede at ”tolkegebyret er en tillægsydelse, som er et udtryk for, at man, selv om man bor i Danmark, ikke har lært det danske sprog”. Ministeren fastholder at der er lighed i sundhed ”Hvis man som borger i det danske samfund, som ikke har lært det danske sprog, ønsker at tage en bekendt med, der tolker for en, så er det også en mulighed”. Kommentar: Et gebyr hjælper ikke regionerne med at udføre deres arbejde. Der er ingen evidens for at et gebyr får patienter til at lære dansk. Der er ikke tale om en hyggelig tillægsafgift fordi man har valgt ikke at lære dansk. Det er et gebyr på menneskerettigheder. Korrekt at der kan søges om undtagelse, men kun med lægeerklæring, der koster langt mere end tolkegebyret og ingen læger gider lave den. Der er et hav af fejlmuligheder i loven som ikke er rettet op fra sidste gang der var et gebyr. Hvordan ved lægen med sikkerhed om en patient har levet mere end 3 år i Danmark ifht. Rådgivning? Hvem har ansvaret hvis pt nægter at anvende dårlig tolk til 1675 kr og der sker en fejl? Loven er aldrig blevet udfordret civil retsligt fordi ingen af denne type patienter ønsker at klage, men der er jurister der mener man bør se på det forvaltningsretlige i et uinformeret (ikke tolket) samtykke. Vi har oplevet patienter der vågende op uden en finger eller livmoder, men uden at vide at de var ”informeret og samtykker”. Nu kommer der ovenikøbet en second-opinion styrelse i Aarhus, som sikkert også skal inddrages – dvs. endnu større administration end i 2010. Argumentet om at danskere i udlandet ikke får tolkebistand er en desperat bemærkning som ikke fortjener at blive ophøjet til et argument. Med samme argumentation kunne man afmontere alle de goder velfærdssamfundet er opbygget af, bryster sig af og lever af som demokratisk grundværdi. Jeg vil anbefale ministeren at afstå fra at anvende så tyndt et beslutningsgrundlag i en så alvorlig sag. Det er en fornærmelse mod dem gebyret går ud over. Fra samme interview i Politiken 30. maj: ”Vi ønsker ikke en situation, hvor folk bor i Danmark i 15 eller 20 år og aldrig lærer det danske sprog. Det er det politiske udgangspunkt”. Kommentar: man vælger ikke at være fattig og man vælger ikke at afvise at lære dansk. Man lærer ikke dansk hos lægen. Man lærer ikke dansk at gå på bankerot på kontanthjælp. Det naturlige faglige spørgsmål er at når man ikke kan lære sprog er der noget der tager tankerne. Det burde også være det politiske spørgsmål.

I et andet interview 30. maj til Politiken : ”Grundlæggende handler det om at sikre, at folk, der er i Danmark og bor i Danmark, også lærer det danske sprog”  Kommentar: uanset hvor mange gange Ministeren gentager det så nytter det ikke noget overfor fagfolk. Man lærer ikke dansk hos lægen, man bliver ikke bedre i skolen af at blive mere fattig og man sikrer kun én ting med dette forslag: at endnu flere patienter og børnefamilier vil gå fallit på kontanthjælp, havne i en irreversibel iatrogen fattigdom uden mulighed for helbredelse. Tolke gebyret er resultatet af et underligt krydderi i en træt finanslovsaftale. Det er en lov der får enorme menneskelige, økonomiske og helbredsmæssige konsekvenser og truer patientsikkerheden på et uhørt niveau i forhold til en mikroskopisk, næsten latterlig, symbolværdi. Sundhedsvæsnet er ikke en symbol politisk legeplads. 

Vi har en sundhedsminister, der har vist hvor meget sundhed hun er parat til at smide ud for at bane vejen for lov der mest af alt ligner den første af en lang række nye jagtlove rettet mod dyre sårbare patienter. Finansministeriet har tidligere været efter regionerne fordi de gør for lidt for middelklassen og for meget for de sårbare patienter. Tolke gebyret har vist at regeringen mener det alvorligt: der er nu i realiteten åbnet for fri jagt på patientsyndere og vi venter med bæven på de næste grupper der skal rammes: rygere? Dem med mere end én sygdom? De overvægtige der tager på? Dem der glemmer deres medicin? Dem der falder ud af kræftpakker? Dem der mister førligheden efter biluheld hvor de selv er medskyldige? Dem der bliver i voldelige ægteskaber? Dem der arbejder hårdt på at undgå fakta de ikke bryder sig om? Tolkegebyret varsler nye jagtmetoder overfor sårbare patienter. Sundhedsvæsnet er tragediernes si og de sårbares sikkerhedsnet. Når vi ikke har tid til de sårbare og politikerne oven i købet er parat til at gå langt som at fratage sårbare muligheden for at tale med lægen på deres sygdomssprog og under trygge fortrolige rammer, så fjernes de sårbares sidste strå. Det er muligt det giver billige stemmer, men det skaber dyre komplekse problemer.....som sundhedsvæsnet skal løse for færre og færre midler.

Supplerende kilder:

Sprog er ikke til at spøge med: http://ligeglobalsundhed.blogspot.com/2018/02/blog-sprog-er-ikke-til-at-spge-med.html

Høringssvar om tolkeloven: http://ligeglobalsundhed.blogspot.com/2018/05/hringssvar-fra-indvandrermedicinsk.html

Videnskabelig rapport ”Oversete eller misfortolkede lidelser hos etniske minoritetspatienter”: http://www.ouh.dk/dwn620950

Rapport (2010): Tolkelovens præmisser og konsekvenser: http://ouh.dk/dwn148108

    

Brune øjne: Altid i medierne – aldrig forstået

(Bragt første gang i Ugeskrift for Lægers blog)

Man kan altid læse det – mellem linjerne – når der har været etniske minoriteter involveret i en sag der fanger pressens interesse. En behændig måde at udelade det der dermed bliver åbenlyst: der mangler netop de detaljer der gør historien forståelig og som giver historien en kontekst der forklarer og beroliger læseren.

Jeg kender ikke de præcise omstændigheder omkring den voldsomme situation på Slagelse Sygehus som givet har været skræmmende for de ansatte og for de pårørende der åbenbart prøvede at dysse gemytterne ned. Men inden debatten fører til forskansning af sygehusansatte bag skudsikre glas og benhård retorik er der grund til at tage et helikopter blik på situationens sandsynlige årsager.

Det blev dog hurtigt klart at det centrale element i sagen var den sædvanlige konflikt cocktail som flygtninge/indvandrere ofte løber ind i: 1) en svær men stærkt værdiladet situation i uvante omgivelser  (døende familiemedlem på sygehus)  og 2) kommunikationsbrist og misforståelser, der ikke kunne afklares (manglende tolk og beskedne kulturelle kompetencer).

Da Odense Universitetshospital i 2011 modtog Libyske krigsflygtninge  til operation og rehabilitering  var der optræk til konflikter mellem personalet og patienterne på grund af en lignende cocktail. Situationen blev dog hurtigt løst ved 1) liberal anvendelse af tolke, 2) tale med patienterne om deres behov (sprog, mad, socialt samvær), 3) samtaler med arabisk talende psykolog (psykiske traumer) og 4) omorganisering af sengestuer (kohorte isolation i stedet for individuel isolation). Sagen var at de krigsskadede flygtninge havde flere skjulte traumer end de fysiske og samtidig havde de helt basale behov for at kunne være sammen med andre arabisk talende. De var blevet skræmt af de uhyggelige beskyttelsesdragter, den fremmede mad og stress niveauet eskalerede fordi de ikke kunne forklare personalet hvordan de havde det. Tolken købte hver dag falafel til patienterne og lyttede til deres lange historier og så var der ro.

Hver gang vi modtager en patient i Indvandrermedicinsk Klinik så tænker vi: ”hvad er den anden historie? – hvorfor er denne patient blevet misforstået?”. Oftest er det en kombination af, at der ikke anvendes tolk til de vanskelige samtaler og at ingen har forsøgt at tale med patienten om deres liv og hvad deres bekymringer egentlig går ud på. Sådan er det også med de historier der kommer i medierne hvor det er tydeligt at der er nogen med brune øjne involveret men det står der ikke og vi får ikke den information der forklarer hvad der er foregået. Dermed får de brune øjne en unødvendigt kompliceret kulturel ekstra betydning som er uberettiget.

Politiet var kryptiske og tilbageholdende med informationer om situationen i Slagelse forleden, men sagde dog alligevel at ”vi ved ikke om der er sket en misforståelse eller brist i kommunikationen” . Det politiet siger er at de ikke ved hvad det er de ikke ved – igen fordi der er kommunikationsbrist – men at de nok mistænker  at situationen eskalerede fordi noget blev sagt forkert og blev misforstået. Flere pårørende prøvede faktisk at hjælpe politiet med at dæmpe gemytterne. Men når først konflikttrappen er besteget og sprogbarrieren fastholdes, så bliver det kompliceret.

Som situationen med de Libyske krigsofre lærte os så er der behov for et generelt løft i sundhedsansattes tværkulturelle kompetencer, herunder tværkulturel kommunikation for at undgå at konflikter opstår pga. banale misforståelser der kunne være løst med lidt snilde og en tolk. Det betyder så også at tolke skal være tilgængelige i akutte situationer. Det kan lægeambulancerne tale med om: de er ofte nødt til at indlægge patienter hvis de ikke kan forstå hvad der er problemet, så de er også interesserede i et nationalt tolkebureau med dygtige tolke der er tilgængelige døgnet rundt. Tværkulturelle konflikter skal ikke løses med knipler – heller ikke på sygehus. De skal løses gennem undervisning af personalet og lettere adgang til tolke. Afdelingsspecifik monitorering af patienters og pårørendes stress ”temperatur” ser ud til også at være et vigtigt element i konflikt forebyggelse. Sorg og tab skal forstås og ses i en kompleks kulturel sammenhæng og det må det danske sundhedsvæsen tage til sig i en globaliseret verden.

Men den tidligere humanitære supermagt Danmark har det lidt svært i den globaliserede verden. Professor Allan Krasnik påpeger i debat indlæg i Politiken d. 8.1.16, at Danmark ikke var repræsenteret ved en nylig stor WHO konference om flygtninges helbred og de sundhedstilbud i Europa – de danske stole var gabende tomme. Der er meget, der kan gøres bedre i Danmark, før vi igen trækker kniplerne på sygehus.