Der er ingen vaccine mod dumhed

Der har været flere reaktioner på undertegnedes kronik i Politiken d. 3. januar 2018 om vaccineskepsis gennem tiden  (”” Vi skal turde tale om risici: Sundhedsautoriteterne optræder arrogant i debatten om vaccinationer” d. 12.januar og i dagbladet Information ”Sundhedsmyndighedernes arrogance truer deres troværdighed omkring vaccine” 9. januar).  Min kronik forsøgte at sætte skepsis overfor vacciner ind i et historisk perspektiv med fokus på hvordan opportunistiske religiøse og politiske ledere gennem tiden havde redet med på befolkningens frygt for det fremmede - i dette tilfælde vacciner (på engelsk fear mongering). De amerikanske puritanere fik i 1702 overbevist andre om at koppeepidemien var en guddommelig forbandelse påført menneskene fordi de var begyndt at gå lytte mere til sandsigersker end præsterne. Koppevaccination blev anset for at være blasfemisk og en handling der direkte krænker Guds ord. Verdens første sociale epidemi på vaccine området blev styret af en kvindesyersken Lora Little i Minnesota, der i 1902 mente, at koppevaccinen havde slået hendes søn ihjel. Hun koblede hjerteskærende person historier med tidens konspirationsteorier, der involverede både læger, myndigheder og politikere og medicinproducenter. Hun fik presset politikerne til at indføre en lov mod tvungen vaccination før skoleindmeldelse. Loven var den direkte årsag til en epidemi med næsten 30.000 koppe tilfælde i staten. Samtidig har kendte personer i kraft af deres position altid har haft en speciel rolle i formidlingen af sundhedsviden – en rolle ikke alle har spillet lige velovervejet. Der er ingen tvivl om at Sundhedsmyndighederne har sovet i timen når det kommer til bekymringer for vacciner og de var ikke forberedte på, hvor hurtig information har kunnet sprede sig i moderne medier. Men sagen er mere kompliceret end som så: Uagtet det alvorlige udgangspunkt, så viser den aktuelle sag om deling af nøgenbilleder, at de fleste offentlige myndigheder er utroligt langsomme til at reagere på det eksplosive mix af subkulturel informations udveksling, vekslende sociale platforme, en lammet folkeskole og forælder der har glemt at følge med. Unge læser ikke længere de store landsdækkende aviser, men får fordøjede, selekterede ”click bait” drevede overskrifts nyheder i deres feeds med tilhørende uredigerede kommentar spor. Vi lytter mere og mere til tydelige selveksponerende personer i det offentlige rum fordi det er blevet meget lettere, og mere mangfoldigt, for mennesker med meninger at formidle: meningsdannere, bloggere og andre kendte personer. Dét har imidlertid reduceret f.eks. sundhedsmyndighederne til partsindlæg og forskere bliver til debattører. Alle argumenter er lige gode, men likes, følgere og rappe meninger vinder altid til sidst. Et hurtigt kørende debat- og meningsrum har indtaget overhalingsbanen, men efterlader dermed også dem der kunne have nuanceret og informeret debatten, herunder om hvad vacciner er og hvordan de virker (og ikke virker), i nødsporet. Vi søger råd hos dem, der giver os de svar vi gerne vil have – sådan er det også med sundhedsinformation. I kronikken nævner jeg eksempler på hvordan statsledere, politikere, skuespillere, digtere, religiøse ledere og karikatur tegnere til alle tider har haft en besynderlig dobbelt position både som ”kendte” eller ”ledere” men samtidig også som meningsdannere på områder, der ikke umiddelbart er forbundet med deres kompetencer, rolle eller erhverv. Når man udtaler sig som religiøs leder eller som statsoverhoved om at gulerødder og kolde bade er godt mod HIV eller at bestemte vacciner giver ADHD, så bliver vedkommende pludselig en livsfarlig kommunikatør, fordi deres budskab ofte modtages ufordøjet og med helt ukontrollable konsekvenser fordi kommunikatøren har en enorm forhånds good-will, der kommer til at legitimere et budskab der bygger på personlige holdninger og misforstået sundhedsinformation.  Sydafrikanske ministres råd om at HIV  kan kureres af kolde bade kostede 100.000 Hiv patienter livet. Sundhedsmyndighederne har helt klart hvilet på laurbærrene i forhold til at informere og har kørt på renommeet ifht. At tro at alle mennesker synes vacciner er et gode, men de er også blevet kørt af sporet af nye højhastigheds medietyper som ikke har objektivitet og modargumenter som et grundprincip. Der er tale om medietyper, som f.eks. Avisernes kommentarspor, Google og Yahoo News, Facebook og blogs, der kræver nogle helt nye kompetencer som sundhedsmyndighederne først nu er ved at få øjnene op for. Både Facebook og WhatsApp har været involverede i anti-vaccinations kampagner i f.eks. Indien og i Malaysia. Zika epidemien med microcephali- børn blev på sociale medier kædet sammen med ”dårlige vacciner” i Brasilien. Aviserne debatfora og de sociale medier kan ikke længere påberåbe sig uskyld.  En af de tunge meningsdannere i global sundhed, Peter Piot, har direkte sagt at spredningen af forstyrrende misinformation direkte øger risikoen for pandemier og bør ses som et globalt sikkerhedsproblem. Vi har ALLE et ansvar for at information deles og at vores viden og data sættes i perspektiv på en gennemsigtig måde – det er dét et videnssamfund lever af, og overlever på. Vi skal ikke stikke hinanden plader og det er ikke, sådan som mange skeptikere opportunt får det formidlet, myndighedernes eller forskernes ansvar alene. Vacciner er noget vi giver til hinanden – men så skal vi også sikre, at alle forstår, hvorfor vi giver dem til hinanden – og dér har vi alle noget at lære: debattører, skeptikere, journalister, forskere, myndigheder og politikere. Forskningen i social psykologi er på vej ind i en dødsspiral hvor ingen efterhånden tør offentliggøre deres forskning, fordi der er en temmelig stor skare af debattører, selvbestaltede fakta tjekker hjemmesider og hurtige forskere der bekriger hinanden fordi metoder og resultater er til debat. Resultatet er at udviklingen på forskningsområdet er gået helt i stå fordi svarene fra begge sider er: ”Ha! Du har lavet en fejl og din forskning duer ikke”. Bruger vi ikke de samme metoder og den samme måde at sikre beviser på, så stopper udviklingen. Genetikerne gjorde noget andet efter at de humane genom var blevet beskrevet: de gik tilbage til samarbejde, de grundlæggende metoder, fakta og pragmatisme. Vaccine skeptikere er ikke irrationelle, men har, af mange divergerende årsager, mistro til myndigheder og myndighedspersoner og myndighederne er ikke arrogante, men reagerer langsomt og mangler kompetencer til at formidle i en mistroisk miljø. Det er blevet sagt at der er to slags menneske i verden: dem der opdeler mennesker i to slags og dem der ikke gør. Vi bør erstatte arrogance med ydmyghed, venlig vekselvirkning og så skal vi alle sammen være noget bedre til at se rundt om hjørner. I skrivende stund er PubMed databasen lukket for adgang og samme er FDA’s hjemmeside pga budget krisen i USA. Begge er vigtige globale informationskilder og vi burde have været bedre til at beskytte dem mod en utilregnelig præsident (der i parentes også er en stærk vaccineskeptiker) og et konfrontatorisk politisk miljø i USA, som vi apatisk har gjort grin med i præcis et år nu. Fakta skal beskyttes meget bedre af myndigheder, medier og dem der læser dem. Der er ingen vaccine mod dumhed, som Einstein konstaterede. Det er dumt ikke at beskytte fakta. Det eneste der kan beskytte mod de ”charlataner der vil udnytte din uvidenhed” er at forstå videnskab – der er ingen smutveje, som astrofysikeren Neil de Grasse Tyson siger.