Man bliver så træt i binyrerne

(Blog indlæg bragt første gang i Ugeskrift for Læger)

Politikerne er trætte af forskerne og forskernes binyrer tager skade af det. Der er kun én behandlingsmulighed.

En australsk kändis palæokok blev i en TV-udsendelse spurgt om hvilke kvalifikationer han havde til at udtale sig om alt muligt andet end palæomad, så som flour i drikkevand, solcreme og vaccinationer. Hans svar giver kuldegysninger: ”Hvad skal man bruge kvalifikationer til? Til at tale om dét alle ved er sund fornuft? Hvorfor studere noget der er uddateret, som er støttet af industrien og som er biased?”. Resultatet? F.ek.s fiktive sygdomme som ”binyre-træthed”, der skal behandles med poesi, knoglemarv og hellig basilikum eller "pyrrol sygdom", (sygdom der langsomt tærer én for alle vitaminer og humør) som beskrives i fantastiske, falske, detaljer, inddragende intetanende estimeredelæge, kendte diætister eller sagesløse misbrugte videnskabsmænd indhyllet i en hvirvel af personlige anekdoter og gammel (folke)visdom.

Celebrities er blevet en så afgørende faktor i sundhedsdebatten, at der nu skrives videnskabelige artikler om den helbredsskadeligekändiseffekt, der forstyrrer eller støtter gængse sundhedsvidenskabelige opfattelser på en uforudsigelig måde. Skuespilleren Gwynneth Palthrows besynderlige sundhedsråd tilbagevises hver dag i pressen, men hver gang får hun endnu flere støtter, kendte sportsudøvere får under stor mediebevågenhed udokumenteret stamcelle behandling for sportsskader og lægerne overfaldes efterfølgende af patienter der vil have samme behandling. Mange af de kendtes sundhedsråd strider mod sund fornuft, men de sender samlet set et signal om moral, etik og holdning, som brugerne af kändis rådene ”køber” som en pakke – også selvom pakkens elementer er ulogiske eller besynderlige. Man kalder det ”Prius effekten” – bilkøbere var parate til at betale betydeligt mere for Toyotas hybridbil end for andre biler fordi man samtidig købte et bevidst ”udtryk” for hvordan man gerne vil ses af andre. Instagram og skjulte reklameartikler i modeblade sælger ”samlede udtryk” – dsv. Ensartede budskaber der passer med det billede læserne gerne vil skabe af sig selv. Mudrede eller modstridende budskaber får brugerne til at opgive at følge en større sundhedsstrategi og gør dem mere modtagelige for let fordøjelige ad hoc budskaber, som da Kim Khardasianpromoverede en ny pille til gravide mod morgenkvalme på sociale medier. En smart forside på et mode- eller fitness magasin kan til enhver tid slå ethvert videnskabeligt evidens niveau. Og så bliver man træt i binyrerne.

Danske politikere er ikke kändiskokke eller celebrities, men de kan sagtens følge den australske kok, som f.eks. socialdemokraten Niels Jespersen, der i tidsskriftet Ræson argumenterede for at analysen af flygtningekrisen er mere sand ved pølsevognen end på universitetet. Henrik Dahl (LA) blev spurgt af videnskab.dk om sin mening om at sprogforskere har påvist at stopprøver i 0. klasse er en dårlig idé : ”Der findes forskere, som mener alt. Derfor er alt, hvad vi vedtager i Folketinget, imod hvad en eller anden forsker anbefaler. Derfor er jeg totalt immun overfor den slags,”og forsætter, ”Hvis vi skulle have lyttet til forskerne, var der slet ikke nogen problemer med parallelsamfund - og så ville det være umuligt at stramme op”. Alex Ahrendtsen (DF) er enig: ” Jeg må bare sige til de kære forskere, at alt det, vi har gjort i de sidste 30 år, ikke har virket. Tværtimod. Alle deres anvisninger og forskning har ikke kunnet hjælpe.”. Politikerne immuniseres mod fakta og forskerne bliver noget så trætte i deres binyrer.

Senest har sundhedsministeren Ellen Thrane Nørby (Venstre) forslået at medicin kan godkendes helt udenom de vante godkendelsesstrukturer og hun har forsvaret tolkegebyret med henvisning til ”ret og rimelighed” og at ”gebyret ikke kørte længe nok sidste gang”. Jane Heitmann (Venstre) forsøgte bogstaveligt talt, og forgæves, at ”løfte en byrde” fra Anders Beichs skuldre ved at fratage ham ansvaret for læge-patientsamtalen i et debatprogram på P1 om tolkegebyret (se: Skal vi lege læge).Politikerne vil have symboler og de vil have lov til deres ”synsninger” – selv når der er forskning der finder noget helt andet (Læs f.eks. rapport om patientfejl der opstår som følge af manglende brug af tolk). Politikerne tror de kan fritage læger for deres patientansvar men resultatet er at lægerne bliver virkelig træt i sine binyrer.

Amerikanske forskere har påvist at politikere er blevet mere skeptiske overfor videnskab i perioden siden 1974.  Nyere studier har vist at skepsis overfor videnskab ikke er et enten-eller fænomen, der styres af politik, men snarere er et komplekst og varieret fænomen, der er et produkt af kontekst, sociale netværk, moral og viden. I en moderne netværksorganiseret verden har de ekstroverte, højttalende politikere med klare simple budskaber en enorm gennemslagskraft. Problemet er at modtagernes hjerner elsker de hurtige simple budskaber om falske dikotomier og løsninger på problemer der ikke findes. Der er ikke mange forskere eller læger der er kommet i pressen med komplekse brogede budskaber påklistret evidensniveau og sikkerhedsintervaller og mange læger holder sig som sky antiloper langt fra den åbne mediesavanne. Læger gemmer sig ofte bag flokkens medfødte angst for folkevid og journalister. Men sandheden er at mennesker trives bedst hvis de ikke tvinges til at lytte til dem der taler meget.

Men: Det er ikke bare et spørgsmål om at opdrage offentligheden og tvangsfodre dem med fakta og viden. Befolkningen er ikke vidensmæssigt underernærede og en bevidstløs udspredelse af viden har ingen effekt hvis den ikke er skræddersyet til kontekst og målgruppe. 

Forskere er følelsesmæssige analfabeter og det betyder at mange af de forskningsspørgsmål der stilles er meget langt fra at forbedre patienters liv med sygdom. Hvis forskerne ikke har fingeren på pulsen, følger i medierne og går i clinch med falske videnskabsnyheder så stiller vi de forkerte, eller slet ingen, spørgsmål. Det var et tonedøvt forskermiljø, ikke kunne se hvad 50 % af befolkningen følte under det seneste amerikanske præsidentvalg. Forskere skal nok arbejde meget mere på deres følelsesmæssige intelligens mere end de statistiske kompetencer. 

Forskere og læger er i stand til at gøre deres meninger bredt kendt via sociale og traditionelle medier - de er en del af eliten og har let adgang til medier. Men de bør være opmærksomme på de utilsigtede virkninger, deres bemærkninger – inklusiv Facebook indlæg, tweets og retweets - kan have. Hånlige eller fremmedgørende bemærkninger kan distancere de mennesker, som de netop ønsker at påvirke, og gøre dybere dialog og gensidig læring vanskelig eller helt umulig.

Læger skal måske på sprogkursus og lære at forstå hvordan budskaber modtages, forstås og (måske, måske ikke) efterleves. En glimrende start kunne være, her i ferien, at læse Morten Münsters bog Jytte fra marketing er gået for i dag. Men der er brug for en langt mere alvorlig forbedring i lægers kommunikationsevner i bredeste forstand – for at nævne bare et lille felt hvor læger fejler, så er vores oversættelse af statistisk signifikans til hverdagssprog en (for læger ukendt) videnskab i sig selv, for patienterne og sundhedsforbrugere hører noget helt andet end vi tror. 

Måske skal læger og sundhedsvidenskabelige forskerne overveje at omlægge deres strategi. Politikerne gentager de samme mantraer og jo flere gange de siger det samme, jo mere kommer det til at lyde som sandheder –den illusoriske sandheds effekt. Det er ikke så tit fagfolk kommer i direkte dialog med politikere, men når de gør må de nok gøre som politikerne med modsat fortegn: gentag sandheden, hold dig til evidensen og brug dine faglige erfaringer aktivt. Der er intet der slår en god case.

Det eneste der kan få dine binyrer til at skrumpe er at holde mund.

Der er ingen vaccine mod dumhed

Der har været flere reaktioner på undertegnedes kronik i Politiken d. 3. januar 2018 om vaccineskepsis gennem tiden  (”” Vi skal turde tale om risici: Sundhedsautoriteterne optræder arrogant i debatten om vaccinationer” d. 12.januar og i dagbladet Information ”Sundhedsmyndighedernes arrogance truer deres troværdighed omkring vaccine” 9. januar).  Min kronik forsøgte at sætte skepsis overfor vacciner ind i et historisk perspektiv med fokus på hvordan opportunistiske religiøse og politiske ledere gennem tiden havde redet med på befolkningens frygt for det fremmede - i dette tilfælde vacciner (på engelsk fear mongering). De amerikanske puritanere fik i 1702 overbevist andre om at koppeepidemien var en guddommelig forbandelse påført menneskene fordi de var begyndt at gå lytte mere til sandsigersker end præsterne. Koppevaccination blev anset for at være blasfemisk og en handling der direkte krænker Guds ord. Verdens første sociale epidemi på vaccine området blev styret af en kvindesyersken Lora Little i Minnesota, der i 1902 mente, at koppevaccinen havde slået hendes søn ihjel. Hun koblede hjerteskærende person historier med tidens konspirationsteorier, der involverede både læger, myndigheder og politikere og medicinproducenter. Hun fik presset politikerne til at indføre en lov mod tvungen vaccination før skoleindmeldelse. Loven var den direkte årsag til en epidemi med næsten 30.000 koppe tilfælde i staten. Samtidig har kendte personer i kraft af deres position altid har haft en speciel rolle i formidlingen af sundhedsviden – en rolle ikke alle har spillet lige velovervejet. Der er ingen tvivl om at Sundhedsmyndighederne har sovet i timen når det kommer til bekymringer for vacciner og de var ikke forberedte på, hvor hurtig information har kunnet sprede sig i moderne medier. Men sagen er mere kompliceret end som så: Uagtet det alvorlige udgangspunkt, så viser den aktuelle sag om deling af nøgenbilleder, at de fleste offentlige myndigheder er utroligt langsomme til at reagere på det eksplosive mix af subkulturel informations udveksling, vekslende sociale platforme, en lammet folkeskole og forælder der har glemt at følge med. Unge læser ikke længere de store landsdækkende aviser, men får fordøjede, selekterede ”click bait” drevede overskrifts nyheder i deres feeds med tilhørende uredigerede kommentar spor. Vi lytter mere og mere til tydelige selveksponerende personer i det offentlige rum fordi det er blevet meget lettere, og mere mangfoldigt, for mennesker med meninger at formidle: meningsdannere, bloggere og andre kendte personer. Dét har imidlertid reduceret f.eks. sundhedsmyndighederne til partsindlæg og forskere bliver til debattører. Alle argumenter er lige gode, men likes, følgere og rappe meninger vinder altid til sidst. Et hurtigt kørende debat- og meningsrum har indtaget overhalingsbanen, men efterlader dermed også dem der kunne have nuanceret og informeret debatten, herunder om hvad vacciner er og hvordan de virker (og ikke virker), i nødsporet. Vi søger råd hos dem, der giver os de svar vi gerne vil have – sådan er det også med sundhedsinformation. I kronikken nævner jeg eksempler på hvordan statsledere, politikere, skuespillere, digtere, religiøse ledere og karikatur tegnere til alle tider har haft en besynderlig dobbelt position både som ”kendte” eller ”ledere” men samtidig også som meningsdannere på områder, der ikke umiddelbart er forbundet med deres kompetencer, rolle eller erhverv. Når man udtaler sig som religiøs leder eller som statsoverhoved om at gulerødder og kolde bade er godt mod HIV eller at bestemte vacciner giver ADHD, så bliver vedkommende pludselig en livsfarlig kommunikatør, fordi deres budskab ofte modtages ufordøjet og med helt ukontrollable konsekvenser fordi kommunikatøren har en enorm forhånds good-will, der kommer til at legitimere et budskab der bygger på personlige holdninger og misforstået sundhedsinformation.  Sydafrikanske ministres råd om at HIV  kan kureres af kolde bade kostede 100.000 Hiv patienter livet. Sundhedsmyndighederne har helt klart hvilet på laurbærrene i forhold til at informere og har kørt på renommeet ifht. At tro at alle mennesker synes vacciner er et gode, men de er også blevet kørt af sporet af nye højhastigheds medietyper som ikke har objektivitet og modargumenter som et grundprincip. Der er tale om medietyper, som f.eks. Avisernes kommentarspor, Google og Yahoo News, Facebook og blogs, der kræver nogle helt nye kompetencer som sundhedsmyndighederne først nu er ved at få øjnene op for. Både Facebook og WhatsApp har været involverede i anti-vaccinations kampagner i f.eks. Indien og i Malaysia. Zika epidemien med microcephali- børn blev på sociale medier kædet sammen med ”dårlige vacciner” i Brasilien. Aviserne debatfora og de sociale medier kan ikke længere påberåbe sig uskyld.  En af de tunge meningsdannere i global sundhed, Peter Piot, har direkte sagt at spredningen af forstyrrende misinformation direkte øger risikoen for pandemier og bør ses som et globalt sikkerhedsproblem. Vi har ALLE et ansvar for at information deles og at vores viden og data sættes i perspektiv på en gennemsigtig måde – det er dét et videnssamfund lever af, og overlever på. Vi skal ikke stikke hinanden plader og det er ikke, sådan som mange skeptikere opportunt får det formidlet, myndighedernes eller forskernes ansvar alene. Vacciner er noget vi giver til hinanden – men så skal vi også sikre, at alle forstår, hvorfor vi giver dem til hinanden – og dér har vi alle noget at lære: debattører, skeptikere, journalister, forskere, myndigheder og politikere. Forskningen i social psykologi er på vej ind i en dødsspiral hvor ingen efterhånden tør offentliggøre deres forskning, fordi der er en temmelig stor skare af debattører, selvbestaltede fakta tjekker hjemmesider og hurtige forskere der bekriger hinanden fordi metoder og resultater er til debat. Resultatet er at udviklingen på forskningsområdet er gået helt i stå fordi svarene fra begge sider er: ”Ha! Du har lavet en fejl og din forskning duer ikke”. Bruger vi ikke de samme metoder og den samme måde at sikre beviser på, så stopper udviklingen. Genetikerne gjorde noget andet efter at de humane genom var blevet beskrevet: de gik tilbage til samarbejde, de grundlæggende metoder, fakta og pragmatisme. Vaccine skeptikere er ikke irrationelle, men har, af mange divergerende årsager, mistro til myndigheder og myndighedspersoner og myndighederne er ikke arrogante, men reagerer langsomt og mangler kompetencer til at formidle i en mistroisk miljø. Det er blevet sagt at der er to slags menneske i verden: dem der opdeler mennesker i to slags og dem der ikke gør. Vi bør erstatte arrogance med ydmyghed, venlig vekselvirkning og så skal vi alle sammen være noget bedre til at se rundt om hjørner. I skrivende stund er PubMed databasen lukket for adgang og samme er FDA’s hjemmeside pga budget krisen i USA. Begge er vigtige globale informationskilder og vi burde have været bedre til at beskytte dem mod en utilregnelig præsident (der i parentes også er en stærk vaccineskeptiker) og et konfrontatorisk politisk miljø i USA, som vi apatisk har gjort grin med i præcis et år nu. Fakta skal beskyttes meget bedre af myndigheder, medier og dem der læser dem. Der er ingen vaccine mod dumhed, som Einstein konstaterede. Det er dumt ikke at beskytte fakta. Det eneste der kan beskytte mod de ”charlataner der vil udnytte din uvidenhed” er at forstå videnskab – der er ingen smutveje, som astrofysikeren Neil de Grasse Tyson siger.