Lærebog Indvandrermedicin: Det du ikke ved får patienten ondt af

Her er link til gratis pdf udgave af min lægebog "Det du ikke ikke ved får patienten ondt af" om tværkulturel klinik og kommunikation i mødet med etniske minoritetspatienter:

Det du ikke ved får patienten ondt af

Alternativt link:

www.ouh.dk/laerebog 

Nogle af anmeldelserne af bogen:

Pædiater Alexandra Kruse i Dagens Medicin 22. januar 2021

”Ny bog om etniske minoriteter i sundhedsvæsenet gør os alle klogere. Bogen indeholder et overflødighedshorn af sundhedsfaglige problemstillinger, kommunikationsudfordringer og eksempler på ulighed i vores sundhedsvæsen fra et langt lægeliv dedikeret til mødet med den fremmede patient i Danmark. For de, som har appetit til at gå om bord i den store, tætskrevne bog, bliver sulten stillet, og mere til.”
Læs anmeldelsen her 

 

(Gunhild Bjarnasson, Pædagogisk leder)

”Kan også anbefales til andre faggrupper. Det giver et godt og lærerigt indblik i kultur og sprog og hvor vigtigt det er for at forstå. Så hvis du ikke er i sundhedsvæsenet, kan du springe det tunge lægesprog over. Dyk ned i de mange cases, det giver stof til eftertanke og mulighed for at gøre det bedre i praksis. Tak for det Morten Sodemann” 

 

Et så nødvendigt mesterværk på området (Telse Hübertz, mph, sygeplejerske)

Tak for et længe ventet og vigtigt bidrag. (Helle Tvorup Andersen, jordemoder, international koordinator jordemoderuddannelsen)
  

Praktiserende læger og lektor på Københavns Universitet, Lise Dyhr:
”Bogens styrke er de mange patientcases om det danske sundhedsvæsens møde med etniske minoritetspatienter. Bogen har fokus på vores blinde pletter og beskriver værktøjer til at imødegå disse”
Læs anmeldelsen her

 Pædiater Alexandra Kruse i Dagens Medicin 22. januar 2021:

”Ny bog om etniske minoriteter i sundhedsvæsenet gør os alle klogere. Bogen indeholder et overflødighedshorn af sundhedsfaglige problemstillinger, kommunikationsudfordringer og eksempler på ulighed i vores sundhedsvæsen fra et langt lægeliv dedikeret til mødet med den fremmede patient i Danmark. For de, som har appetit til at gå om bord i den store, tætskrevne bog, bliver sulten stillet, og mere til.”
Læs anmedelsen her

 

 Solidaritet 15.01.2021:

“Allerede titlen: ”Det du ikke ved……” placerer en opfordring og et ansvar på dig. Og hvem er det ’du’ så? Det er lægen, det er behandleren, det er sundhedssystemet, det er alle os, der har ansvaret for, at den etniske minoritetspatient bliver behandlet efter alle lægekunstens regler”

Læs anmeldelsen her

  

‘Medicinsk lærebog i omgang med patienter fra andre kulturer er en imponerende øjenåbner’ 

Læs anmeldelsen her

 

 

Dagens Medicin d. 11.12.2020

”Opgør med fordomme og halvdøve ører: Læger skal være bedre til at lytte”.

NY BOG: ‘Det du ikke ved får patienten ondt af’ er titlen på overlæge Morten Sodemanns nye bog. Bogen er baseret på hans årelange erfaringer med en patientgruppe, de etniske minoritetspatienter, som typisk ender på hans bord, når alle andre specialister har opgivet at hjælpe.

Læs anmeldelsen her 

  

Dagbladet Information 24.11.2020

”Flygtninge og indvandrere opfattes ofte som »åh nej-patienter«. Det vil ny bog gøre op med”.

Flygtninge og indvandrere kommer ofte skævt ind og ud af sundhedssystemet og er udsat for flere fejl og forsinkelser end etniske danskere. Nu har læge Morten Sodemann skrevet en lærebog om sine erfaringer med minoritetspatienter i håb om, at de fremover kan få en bedre behandling i det danske sundhedsvæsen.

Læs anmeldelsen her 

 

Interview i P1 Orientering om bogen 25.11.2020
Afsnit Flygtninge og indvandrere er ofte udsat for misforståelser i sundhedsvæsenet. Det vil overlæge gøre op med i ny bog

Hør interviewet her

  

Den er uhyggeligt velskrevet. Opregner en overflod af hårrejsende eksempler. (Anders Langscheidel Rasmussen, lektor, narrativ medicin).

 

Bogen er spændende og med en god blanding af case eksempler og undersøgelsesfund. Den har nogle lærebogskvaliteter på universitetsniveau med et højt vidensniveau, som ikke er så almindeligt mere. (Ask Elklit. Professor i psykotraumatologi).

 

Denne bog imødekommer et stort behov på mange niveauer! (Helge Kjersem, tidligere hospitalsdirektør og tidligere leder af Indvandrermedicinsk klinik på Hvidovre Hospital)

 

Sundhedsvæsnet har i den grad brug for den her bog – en bog alle burde læse. Denne patientgruppe kan ikke altid puttes i de vanlige instrukser og forløbsbeskrivelser som vi har på de forskellige afdelinger (Negin Jafar, gynækolog).

 

Godt og vigtigt fokus på at ændre tilgang og holdning til "besværlige" patienter. (Konfliktmægler)

 

Tænker at alle i sundhedsfag kan lære af denne bog. (Sygeplejerske og lektor på en sygeplejeskole)

 

Weekenden er aflyst - hvis nogen mangler mig, så vent til mandag. Jeg har en spændende bog af Morten Sodemann jeg skal have læst (Karina Andersen frivillighedskoordinator, region Syddanmark)

 

Morten var en af de første, der satte fokus, hvad der sker når sundhedsprofessionelle skal kommunikere sygdom og behandling på tværs af kulturer. Der er helt sikkert noget at lære for farmakonomer og farmaceuter også. Vil glæde os til at læse den. (Pharmakon)

 

Det er så vigtigt at lytte til patientens viden og fortællinger - vi kan lære meget af indvandrermedicin! (Josine Elvekjær Legêne, forskningsleder på Videnscenter for Brugerinddragelse i Sundhedsvæsenet)

Meget nyttig og længe ventet bog (Helle Tvorup Andersen, Professionshøjskolen University College Nordjylland)

 

Mange tak for link til bogen. Den burde være pligtlæsning ikke bare for sundhedsfagligt personale, men også for politikere, meningsdannere, medier og sociale myndigheder. Vi er langt fra holdninger og synsninger, og tæt på fakta, dokumentation, reel viden. (Susanne Langer tidl medlem af Regionsrådet i Hovedstaden)

 

Det vigtigste er ikke hvilken sygdom patienten har, men hvilken person der har sygdommen, skriver landets førende ekspert inden for indvandrermedicin og global sundhed. En fantastisk case-baseret lærebog til det danske sundhedsvæsen. Glæder mig til at læse den. (Øzlem Cekic. Tidl. Folketingsmedlem. Brobygger og foredragsholder).

 

Spændende bog der giver stof til eftertanke.  Tak for det. (afdelingssygeplejerske på klinik for ældresygdomme)

 

Det bliver fantastisk og spændende læsning (Katja Sejer Nielsen. Projektleder Social Sundhed - brobyggere i sundhedsvæsenet)

Ghettosyge og projektlammelse

Regeringen har i dag præsenteret en ghettoplan der krævede 8 ministre i lanceringen. Imens de kæmpede sig igennem tale rækken talte jeg med en kvindelig flygtning fra Mellemøsten, vi kan kalde hende Doha. Hun bor i en mindre by på Sydfyn men kunne godt tænke sig at flytte ind til Vollsmose. Hun havde fået job i Odense og det var hun glad for. Hun var blevet opereret for en generende lidelse og det var hun også glad for. Men hun var ikke glad for at efterlade sine børn kl. 6 om morgenen og være tilbage i sit hjem kl 18. For børnene græd når hun kom hjem, de var sultne, trætte og kede af det. De yngste af dem kom ofte ikke i skole fordi de ikke havde fået tøj på eller morgenmad. Hendes mand er svært krigsskadet og har psykiske mén. Han kan ikke selv spise, han kan ikke passe børnene og han holder sine kone vågen om natten fordi han er bange og har mareridt. Doha bryder sammen og græder. Hun er bange for at manden skal tage livet af sig selv, hun er bange for at børnene skal få en dårlig start i Danmark og hun er selv så udmattet at hun bare gerne ville sove lidt. Om jeg kunne skaffe hende en bolig i Vollsmose tæt på arbejdspladsen og tæt på sygehuset så hun ikke skulle bruge så lang tid på transport? Hvis hun kunne få en lejlighed i Vollsmose ville hun være tæt på sin søster og en kusine, der bor i Vollsmose og som ville kunne hjælpe med børnene. Børnene ville heller ikke længere skulle gå alene ad den mørke vej for at tage bussen til skolen. Vi enedes om at sende en underretning til kommunen, men det var prøvet tidligere uden held.  Og Doha er lykkeligt uvidende om at Vollsmose fra i dag er et farligt reservat at færdes i.

Ghettoplanen lanceredes af Lars Løkke Rasmussen som udtryk for bevidst ”proportional diskrimination” med samme selvfølgelighed som begrebet ”Alternative fakta” blev præsenteret af Trumps pressetalsmand. Politikerne har haft magt og muligheder for at forbedre integrationsinitiativer gennem mere end 30 år, men da det ikke er lykkedes ret godt – det er lidt ”floffy” som Lars Løkke sagde – så skal årtiers politiske utilstrækkeligheder nu opvejes af juridisk tvangsfodring med segregeringslove og en adfærdsforstyrrende bøderegn over intetanende flygtninge som Doha, der prøver at få livet til at give mening på dagsbasis. Der er tale om en kollektiv summarisk afstraffelse af et postnummer. Eller som Birthe Rønn Hornbech sagde i morges: ”der er indført undtagelsestilstand i Danmark”. Det har altid været politisk opportunt at integrationspolitik bygger på følelser, værdier og holdninger mens viden, evidens og erfaringer er blevet anset for at være forstyrrende faktorer. Folketinget er ramt af Anders And syndromet: de nægter at blive klogere og vil hellere gentage de samme fejl uge for uge i nye vanvittige fortællinger. Sandheden er at man politisk ikke har interesse i viden, man har ikke interesse i langsigtede strategier og man ønsker at fastholde integrationsområdet som et af de sidste politiske frirum, hvor man kan være politiker med følelser, mavefornemmelser og angstsymptomer. Finansministeren styre alt andet og der er kun fartgrænser og flygtninge tilbage, som kan skille partierne.

Vollsmose blev bygget i 1967 som en ”menneskevenlig bydel”, hvor de fattige odenseanere der boede i lejligheder uden toilet kunne flytte ud. Drømmen var at man skulle kunne leve, arbejde og dø i Vollsmose. Bydelen blev senere udvidet i 2 faser. Lejlighederne var indrettet til familier med 2 fastarbejdende voksne og 2 børn med ”rationelt og husmor-venligt indrettede” køkkener. Der var beregnet 1½ bil per familie. Men oliekrisen medførte at børnefamilierne ”holdt op med at producere børn i rimelige mængder” mens odenseanerne synes lejlighederne var for store og dyre. Vollsmose blev ramt af en udlejningskrise, så i stedet for fuldtidsarbejdende familier blev lejlighederne fyldt op med enlige mødre og flygtninge. Allerede fra 1975, hvor der stadig kun boede 5 % flygtninge men 50 % på overførselsindkomster, var Vollsmose ”et sted man kun boede hvis man ikke kunne bo andre steder”. Centerpubben var berygtet og politiet kørte i pendul fart mellem pubben i Vollsmose centeret, hvor etnisk danske arbejdsløse holdt til, og detentionen. Der blev ansat en særlig betjent til at tage sig af alkoholismeproblemet. Vollsmose blev første gang omtalt som ”et problem” i 1974. Og det er det stadig over 40 år senere – det er kun prügelknaben der har ændrer sig med tiden: dyre og for store lejligheder, oliekrisen, enlige mødre, revalidenter, alkoholikere, arbejdsløse, førtidspensionister og de seneste i rækken: flygtninge. Vollsmose er et postnummer alle elsker at hade. Livet i Odense ville ikke være det samme uden Vollsmose. Hvis man kørte bulldozerne hen over området ville det opstå et andet sted og være lige så hadet. Men belastede boligområder er også en kommunal indtægtskilde. Der er over 400 projekter i Gellerup og knap 250 projekter i Vollsmose ved en opgørelse for nogle år siden. Der er tale om postnumre, der drives som u-landsprojekter. Projekter der fastholder befolkningen og de projektansatte i en afhængighed af nødhjælpen. Satspuljemidlerne er kommet til og har tilført et lotteriagtigt element: Folketinget bestemmer hvert år hvad temaet skal være og man må bare håbe på at vinde hovedgevinsten. Gode projekter, selv de supersuccesfulde, stoppes ubønhørligt efter 3 år ud fra den religiøse filosofi at hvis det er en succes så vil lokalbefolkningen og den lokale regering (Odense kommune) tage over og permanentgøre projektet. Alle ved godt dét aldrig kommer til at ske, men man har lov til at lade som om. Borgere parkeres på kortsigtede u-landsprojektmidler, der sikrer kommunen statslig refusion. I virkeligheden er der tale om en 'subtraktions proces', hvor det er de rige og veluddannede der fraflytter belastede boligområder mere end det er de fattige og kortuddannede der flytter ind. Det gør de efterladte til funktionelle modborgere der bevidst flytter sammen - i virkeligheden skulle regeringen måske tvinge de rige og smukke til at blive i belastede boligområder men det tør de selvfølgelig ikke.

Historisk har den politiske ligegyldighed sat sit præg på migranters muligheder i Danmark: de tyrkiske og pakistanske "gæstearbejdere" steg ud af flyveren i 70'erne og startede på rengøringsjob næste morgen for 40 år senere at opdage at de ikke kunne dansk da de blev syge eller arbejdsløse. Statsløse palæstinensere fik kollektivt dansk statsborgerskab men uden en ledsagende integrationsindsats. De palæstinensere der gerne ville rejse hjem kan ikke få lov af deres kommune og Israel blokerer for hjemsendelse. De unge bosniske flygtninge blev placeret på særlige skoler og måtte ikke lære dansk fordi de jo skulle hjem igen. De syriske flygtninge oplever lige nu det samme: de må ikke lære noget, de må ikke samle deres familie og de kan ikke rejse hjem. Sri Lankanske flygtninge blev sendt på slagterier og andre fabrikker, men blev kollektivt fyret under finanskrisen med det resultat af hele familier, og i nogle tilfælde hele kommuner, blev lammet af Sri Lankanske familier der ikke kunne dansk og ikke havde uddannelse. Vietnamesiske bådflygtninge opfattes traditionelt som velintegrerede selvom kun få taler dansk - de har arbejde og holder sig for sig selv og det opfattes som integration. Men når de bliver syge skal de have tolk - selv  efter 30 år i landet - når deres oplevelser fra hjemlandet pludselig banker på om natten. De burmesiske flygtninge skulle hurtigt integreres men mange af dem tilbragte de første år sygehus og på arbejde men fik ikke lært dansk. Socialrådgivere må ikke tale om fortiden med deres borgere - dét står der i deres retningslinjer. Der skal ses fremad, der skal fokuseres på ressourcer og fortiden er bare en uhensigtsmæssig modspiller der skal fjernes. I nogle kommuner er det lige frem i talesat som 'neutral sagsbehandling' - dvs. at man skal forholde sig til ret og pligt mens den samlede sociale situation er uinteressant. Er der nogen der undrer sig over at resultatet af en så omfattende knibtangsmanøvre mod flygtninge er modborgerskab, desintegration og mistillid?

Ikke nok med at penge og projekttemaer skifter årligt. Social – og sundhedspolitikken i belastede boligområder ændres lige så hyppigt. Eksperter og erfarne integrationsmedarbejdere flyttes konstant til nye opgaver. Afdelinger nedlægges eller omorganiseres konstant og hver gang de nationale politikere får øje på en prügelknabe i Vollsmose nedlægges hele projektafdelinger, ledere fyres og nye projekter opstår. Det første skilt man møder i Vollsmose er Politistationen. Der har ikke været en praktiserende læge i området i over 20 år. Der var forslag om at etablere en fælles klinik sammen med Indvandrermedicinsk klinik på Odense Universitetshospital og kommunens borgmester var begejstret for ideen. Men regionen sagde nej til forslaget fordi der på daværende tidspunkt manglede en praktiserende læger på Langeland. Senere blev det indført at kommunerne obligatorisk skulle tilbyde nyankomne flygtninge en helbredsundersøgelse ved en læge så man bedre kunne skræddersy et integrationsprogram. Dén idé blev stoppet af finansminister Claus Hjortdal og Danske Kommuner fordi det var unødvendigt. 15.000 beboere i Vollsmose har ikke en læge i nærområdet og politikerne er bedøvende ligeglade. En tidlig helbredsvurdering der kunne give en bedre start på livet blev skrottet som meningsløs. Langsigtede strategier og integrationsfremmende interventioner er i virkeligheden ikke et politisk ønske. Men nu skal alle beboere i Vollsmose straffes kollektivt for politiske forsømmelser, manglende rettidig omhu og stålsat ligegyldighed overfor flygtninges vilkår.

Ghettoplanen vil ramme en befolkningsgruppe som i forvejen er ludfattige og handlingslammede. Børn vokser allerede nu op i en fattigdom vi ikke har set siden 30’erne. En kendt erhvervsmand sagde engang at ”Intet socialkontor kan slå en god familie”. Det er lettere og smartere at skabe stærke børn end at reparere sammenbrudte voksne – alligevel er ghettoplanen et ægte vikingeprodukt: vi skal gøre det svært at være fattig og vi vil ikke gøre noget før det er gået helt galt. I stedet for at piske på de voksne så styrk deres forældrerolle så børnene får den nødvendige råstyrke. Effekten af fattigdom ligner mere og mere en sygdom. Diskrimination, racisme og meningsløshed æder sjæle og øger risikoen for psykisk sygdom, sukkersyge og  blodpropper.

Dansk politik er ramt af alvorlig ghettosyge, galoperende beslutningstræthed og tiltagende projektlammelse. Juraen på integrationsområdet et præget af politisk dovenskab, styret af ukontrolleret frygt men resultatet er en slap pisk. Hvis pisken altid kommer før guleroden når guleroden at blive kedelig, tør og vissen – og smager af blod.

Kilder:

Niels Rohleder, Kim Larsen. En menneskevenlig bydel. Dagbladet Information 9.okt. 1999. https://www.information.dk/1999/10/menneskevenlig-bydel

Brown, Timothy T., Juulia Partanen, Linh Chuong, Vaughn Villaverde, Ann Chantal Griffin, and Aaron Mendelson. "Discrimination hurts: The effect of discrimination on the development of chronic pain." Social Science & Medicine (2018).


Bernstein, Betty J. 1971. "What happened to" ghetto medicine" in New York State?"  American journal of public health 61 (7):1287-1293

Carlsen, Lene Torp. 2010. "Ghetto læger."  Ugeskr Læger 172 (50):5.

Jensen, Tina Gudrun. 2016. Naboskab i multietniske boligområder. København boligsocialnet.

 

Cattell, Vicky. 2001. "Poor people, poor places, and poor health: the mediating role of social

networks and social capital."  Social science & medicine 52 (10):1501-1516.

Pierce, CHESTER M. 1975. "The ghetto: an extreme sleep environment."  Journal of the National Medical Association 67 (2):162.

 

Waligora-Davis, Nicole A. "The ghetto: Illness and the formation of the “suspect” in American polity." In Forum for Modern Language Studies, vol. 40, no. 2, pp. 182-203. Oxford University Press, 2004.

Epstein, Helen. "Ghetto Miasma: Enough to Make You Sick?." New York Times Magazine 12 (2003).

Massry, Shaul G., and Miroslaw Smogorzewski. "The hunger disease of the Warsaw Ghetto." American journal of nephrology 22, no. 2-3 (2002): 197-201.

Granovetter, Mark. "The strength of weak ties: A network theory revisited." Sociological theory (1983): 201-233.

Villegas, Malia, Sabina Rak Neugebauer, and Kerry R. Venegas. Indigenous knowledge and education: Sites of struggle, strength, and survivance. No. Sirsi) i9780916690489. 2008.

Clark, Kenneth B. Dark ghetto: Dilemmas of social power. Wesleyan University Press, 1989.

Wirth, Louis, ed. The ghetto. Vol. 7. Transaction Publishers, 1998.

Rasmussen, Karl R. "The Multi-Ordered Urban Area: A Ghetto." Phylon (1960-) 29.3 (1968): 282-290.

Hapgood, Hutchins. The Spirit of the Ghetto: Studies of the Jewish Quarter in New York. Funk & Wagnalls, 1902.

Goldsmith, William W. "The ghetto as a resource for Black America." Journal of the American Institute of Planners 40.1 (1974): 17-30.

Garmezy, Norman. "Resilience in children's adaptation to negative life events and stressed environments." Pediatric annals 20.9 (1991): 459-466.

Haynes, Bruce, and Ray Hutchison. "The ghetto: origins, history, discourse." City & Community 7.4 (2008): 347-352. 

Rosenkvist, Jenny. 2002. "Danmark i Amerika eller Amerika i” Danmark”? Om identitet och ursprung."Kandidat, Sociologiska institutionen, Lunds Universitet.