Ulighed i sundhed: Vi tæller træerne men gemmer skoven

Ulighed er som at ryge: vi ved det er dyrt og helbredsskadeligt og vi har ikke råd til det, men på én eller anden måde er vi afhængige af det. Vi ved vi bør holde op, vi bilder andre ind at vi til enhver tid kan holde op, for vi har gjort det utallige gange før. Som rygning er ulighed blevet en vane for os, en del af hverdagens små spændende udfordringer eller småforhindringer - en risiko man løber ved at leve. Man indrømmer gerne sin svage karakter som ryger og fattigdom er vel nærmest en karakterbrist? Men ulighed koster samfundet over 50 mia kroner om året.  At gøre noget ved ulighed i sundhed er ligesom rygestop: der er masser af hjælpemidler, men de virker ikke hvis man ikke alvorligt ønsker at stoppe med at ryge.

Løsningen på ulighed i sundhed skal ikke findes i sundhedsvæsnet – sundhedsvæsnet ser derimod ulighedens konsekvenser i sundhedsvæsnet. Løsningen skal findes i det samfund og de politiske vilkår som sygdomme skabes i og som sundhedsvæsnet er tvunget til at sende patienterne tilbage til.

Ulighed i sundhed handler om at der er en meget stærk kobling mellem kort uddannelse, ingen eller usikker beskæftigelse og sygdom. Dårligt helbred fører til kortere uddannelse. Kortere uddannelse fører til lavere behandlingskvalitet. Usikker beskæftigelse fører til lavere indkomst. Lavere indkomst øver følsomhed for medicinpriser og fører til svingende medicinindtag. Svigende medicinindtag fører til sygdomsforværring og flere komplikationer. Store medicinudgifter kan føre til irreversibel fattigdom, hvis der samtidig er store bolig- og transportudgifter. Kortere uddannelse fører til dårligere rehabilitering efter sygdom. Børn der vokser op i fattigdom med mange negative sociale oplevelser, får kortere uddannelse og er i øget risiko for at blive syge som voksne. Det forunderlige er at det er lykkedes et velfærdssamfund som det danske at skabe ulighed i forebyggelse af sygdom, risikoen for sygdom, adgang til behandling, behandlingskvalitet, genoptræning og overlevelse efter f.eks. kræft og hjerte-karsygdom.

Investeringer i social velfærd kan øge den sociale mobilitet men hvis ikke ulighed i levevilkår mindskes, så bliver social mobilitet lige risiko for at opnå ulige levevilkår og et dårligt helbred. Hvis ikke ressourcer til skole og sundhedsvæsen fordeles mere efter behov og mindre i forhold til efterspørgsel kan den onde cirkel mellem kort uddannelse, dårligt helbred og manglende/usikker beskæftigelse ikke brydes. Sundhedsvæsnet koster 114 mia kr/år og udgifterne er steget ca. 43 % på 17 år. Sundhedsvæsnet sluger pengene til netop de investeringer i velfærd der kunne beskytte os mod sygdom: Uddannelse, social velfærd & sund opvækst.

Et par aktuelle eksempler på ulighed i sundhed:

·        Medicinpriser svinger uforudsigeligt og presser lavtlønnede patienter og patienter på overførselsindkomster fordi deres udgifter ikke kan afdæmpe udsving. Medicin koster det samme for millionæren som det gør for kontanthjælpsmodtageren.

·        Der er ulighed i kræftscreening (underliv, brystkræft og tarmkræft). Jo kortere uddannelse og jo mere økonomisk svagt stillet jo færre bliver undersøgt.

·        Der er social ulighed i adgang til og i effekt af rehabilitering. Der findes ikke nationale standarder for genoptræning og hver kommune har sin fortolkning. Uligheden gælder både i chancen for at blive henvist, at starte på genoptræningen og at fuldføre den.

·        Patienttransport er et tilbud der er afgørende for mange økonomisk mindre velstillede, psykisk syge og gangbesværede. Men motivationen til at bruge muligheden varierer fra sygehusafdeling til sygehusafdeling. Ofte er reglerne komplicerede og ulogiske og det er langt lettere for sygehusansatte at afvise muligheden end at sætte sig ind i reglerne, der desuden er forskellige i psykiatrien og somatikken. Men det betyder at nogle patienter, oftest enlige, ensomme, psykisk syge eller socialt udsatte, ikke kommer til kontrol, forundersøgelser eller operationsvurdering. Dét er en skjult ulighed i behandling men den registreres ikke som sådan. Regionerne har tilmed nu strammet reglerne for patienttransport, så dårligst stillede mest sårbare patienter med største behov får nu endnu sværere ved at få glæde af sundhedsvæsnet.

Ulighed udspiller sig ofte i samspil med mange faktorer på én gang og ofte spiller faktorerne hinanden stærkere end de ellers ville have været. Coronakrisen viste i alle sammenlignelige europæiske lande, herunder Danmark, at risikoen for at blive smittet med COVID-19 var størst blandt dem der havde mindst indflydelse på deres arbejdsplads og deres boligsituation. Den viste også at der var en højere risiko for at blive meget syg af Corona-virus og dø af infektionen hvis man tilhørte en etnisk minoritet, som netop oftere end andre har ansættelse i de såkaldt kritiske funktioner i frontlinie som f.eks. butiksansatte, plejehjemsassistenter, hjemmehjælpere, taxachauffører og samtidig også dem der pga lav indkomst kom fra husholdninger der var dobbelt så store som mere velstillede. Samtidig påviste en norsk undersøgelse at dem der havde sværest ved at forstå og at efterleve myndighedernes hygiejneråd, var dem med kortest uddannelse.

Det bliver endnu mere komplekst når man ser lidt dybere bag tallene. I USA fandt man at selvom man korrigerede for faktorer som social status, erhverv, brug af offentlig transport, boligforhold, privat sundhedsforsikring, overvægt og kroniske sygdomme, så havde afro-amerikanere end meget højere dødelighed Coronavirus end andre amerikanere og man mener derfor årsagen må være en kombination af lavere behandlingskvalitet i sundhedsvæsnet (forskelsbehandling) og kronisk stress.

Man skal forstå ulighedens mange virkemidler og man skal forstå de politiske og sociale årsager til at ulighed reproduceres. Man skal forstå hvor sårbarhed kan opstå når flere faktorer forstærker hinanden. Man dør ikke af sin korte uddannelse eller usikre ansættelse. Man dør af konsekvenserne. Og konsekvenserne kan være forskellige steder i landet og i forskellige befolkningsgrupper. Velfærdssamfundet bør kende konsekvenserne og reducere deres indflydelse på de mest sårbare. Men det kræver at man politisk faktisk ønsker at gøre op med ulighed i sundhed.

Ulighed er ubekvemt og det kræver mere af os, end vi er villige til at yde, at ændre på det. Politisk er det opportunt at tallene er farveblinde. Vi tæller måske nok træerne, men vi gemmer skoven. Det tog sin tid at få tallene for de etniske minoriteter frem i Danmark og i England blev tallene fjernet fra den officielle rapport. Ofte gemmes uligheden væk og hives kun frem hvert 10. år i en skåltale, nu skal vi også tage os sammen. Men nu har corona pandemien uventet hevet den frem fra skabet og pudset den af og dét tvinger os endnu engang til at tage stilling til om vi faktisk vil holde op med at ryge eller om vi bare skal prøve igen med noget mere nikontinplaster? Vi kan jo altid holde op med at ryge, ikke?

 

Kilder

https://www.thelancet.com/journals/langlo/article/PIIS2214-109X(20)30264-3/fulltext

https://www.statnews.com/2020/06/15/whos-dying-of-covid19-look-to-social-factors-like-race/

https://ec.europa.eu/migrant-integration/news/covid-19s-impact-on-migrant-communities

 https://www.theguardian.com/inequality/2020/jun/13/leaked-report-says-racism-and-inequality-increase-covid-19-risk-for-minorities

https://www.bmj.com/content/369/bmj.m2264

Diderichsen, Finn. "Sårbarhet–ett begrebb till bruk för båda jämlik hälsa och hållbara samhällen." Socialmedicinsk tidskrift 95.6 (2018): 621-626.

https://politikensundhed.dk/debat/art7821515/Manglende-nationale-standarder-for-rehabilitering-giver-ulighed-i-sundhed

 

Safran svøben

Bertolt Brecht funderer I Motto to Svendborg Poems, 1939

In the dark times

Will there also be singing?

Yes, there will also be singing.

About the dark times.

Da den myggeoverførte Gul Feber virus (Kaldet ”Safran svøben” pga. den ledsagende gulsot) hærgede i Louisiana i Sydstaterne i 1796-1905 gik der et bekvemt rygte om at sorte slaver var naturligt immune overfor Gul Feber virus, og dét argument blev brugt til at støtte at slaverne naturligvis skulle det hårdeste arbejde med at dræne sumpområder, fælde skove og arbejde i markerne. Helt bizart var prisen på en beviseligt immun slave 50 % højere end for andre slaver – de blev ”essentielle”, fuldstændig som i dag, hvor renovationsarbejdere og serviceassistenter er blevet livsnødvendige i nu pludselig kritiske funktioner. Immun betyder i ældre forstand at man ikke skal betale skat. I Louisiana blev immunitet vigtigere end social klasse og mænd fra Nordstaterne skulle bevise at de var immune før de kunne få arbejde i Sydstaterne. Immunitet blev til at borgerskabsprøve og mange forsøgte at smitte sig selv for at få en adgangsbillet til det sociale borgerskab. Corona pandemien har på samme måde vendt op og ned på hvem der er brug for når krisen kradser. Sundhedsvæsnets skyggesider blev oplyst i coronaens skær. Dem der var mest behov for var dem der måtte tage den hårde tørn, men også dem der endte med at trække det korteste strå.

Social ulighed holder ikke fri bare fordi der er en pandemi. Det har tilsyneladende overrasket både politikere og journalister at der er ulighed i sundhed. Fattigdom er stadig ikke en karakterbrist hvilket mange ellers er enige med Margaret Thatcher i: ” Der er ikke længere fattigdom i Vesten, så hvis du er fattig, fordi du ikke kan afpasse din økonomi, så er det en fejl i din personlighed”. Corona-pandemien har med al ønskelig tydelighed vist at dem der hverken har indflydelse på deres fysiske arbejdssituation eller på kvalitet og størrelse på deres bolig, har den højeste risiko for at blive smittet og syge. Mens resten af Danmark trak sig tilbage til hjemmearbejdspladser i boliger med gæsteværelser og tilhørende separate toiletter eller i deres sommerhuse langt fra smitterisiko, så kørte taxa- og buschauffører stadig intetanende og ubeskyttede rundt med kunder. Kassemænd- og damer sad i timevis på arbejde mens dem der havde råd, tømte rødvin, toiletpapir og coronavirus op på kassebåndet. Alle dem der ikke havde mulighed for hjemmearbejdsplads og tog en for holdet, blev kortvarigt til helte, men da de pludselig optrådte i statistikkerne over de mest smittede blev de gjort til syndebukke, der gjorde grin med myndighedernes råd og de blev beskyldt for at have en svag karakter. Coronavirus satte strøm til uligheden, men den satte også strøm til fordomme og selvtilstrækkelighed.

En dansk butik meddelte på et skilt i døren at de havde lukket pga. ”China Virus Covid ”. I tre ord kobles et land og et folk direkte med noget både fremmed og farligt. I Kina smider folk sten efter biler med Wuhan nummerplader og der graves bogstaveligt talt grøfter udenfor landsbyer for at forhindre ”fremmede” (smittede) i at komme ind. COVID19 er den perfekte metafor for de negative sider af menneskeheden, når den står overfor nye trusler. Der er en sær kobling mellem forestillingen om sygdom og forestillingen om det fremmede. I skyggen af epidemier venter der ofte andre mere lumske epidemier, både infektiøse (som mæslinger, tuberkulose og kolera), men også konspirationsrygter, katastrofetanker og andre sociale epidemier som rygter om, hvem der er årsagen til, og bærer af, epidemien: ”de fremmede”. Columbus fik skyld for at bringe syfilis med sig til Amerika – og da han vendte tilbage til sit hjemland, blev han beskyldt for at tage syfilis med tilbage fra de indfødte i Amerika. Syfilis blev kaldt den kinesiske syge af japanerne, Morbus Germannicus af franskmændene, ”Franske kopper” af englænderne og ”Napolisyge” af Florentinerne. I Italien blev sygdommen kaldt ”Mal francese”, og i Frankrig hed den ”Mal napolitain”. Jøderne fik skylden for den sorte død, pest, i 1300-tallet, irerne fik skylden for kolerasygdommen i New York, og italienerne fik skylden for at bringe polio til Brooklyn. Kineserne fik skylden for SARS og sammen med latino-amerikanerne fik de også skylden for den i starten benævnte ”Svineinfluenza”, som den arabiske verden mente måtte være en amerikansk virus beregnet til at udrydde arabere. Ebola har hidtil holdt sig til det Afrikanske kontinent, så dén virus har afrikanerne selv skyld i. Alle ved virus kom fra Wuhan, men i al ubemærkethed har forskningen vist at den formentlig kom fra Guandong og at den har været under vejs gennem længere tid. Wall Street Journal skrev d. 3. februar at ”Kina er den rigtig syge mand i Asien”. Flere landes medier har leget med tvetydige overskrifter om ”den gule fare”, asiatisk udseende personer er blevet overfaldet i Europa og flere med ikke-kinesisk asiatisk baggrund har følt det nødvendigt at fremhæve at de ikke var kinesere. Senest er overvægtige blevet et yndet skyldsobjekt, fordi de er blevet udråbt som en særlig risikogruppe i verdenspressen.

Kilde: Politiken. Fotograf: Martin Lehmann

Da den sorte pest hærgede Europa i midten af det 14. århundrede og dræbte ca. 50 procent af de inficerede og en tredjedel af kontinentets befolkning på det tidspunkt, spredtes rygter om, at jøder havde forgiftet brønde for at sprede sygdommen. Når der er store epidemier, smitter frygten hurtigere end epidemien. Man bebrejder en slags indtrængende magt eller de fremmede. I Israel lægger Netanyahu-regeringen nu grundlaget for at kunne bebrejde palæstinensere for spredningen af Covid-19 ved at knytte virussen til overvejende muslimske palæstinensiske israelske borgere, og ministerpræsidenten sagde til en delegation af læger at ”desværre bliver (hygiejne-) instruktioner ikke nøje overholdt i den arabiske sektor”. I Indien har det regerende parti bekvemt kunnet koble en allerede igangværende marginalisering af muslimer ved at give dem skylden for spredning af COVID19. Tommy Robinson, den tidligere leder af den engelske forsvarsliga, der bygger på anti-muslimske fordomme, delte for nyligt en video på det sociale medie Telegram om, at påståede muslimer i byen Birmingham mødtes i en "hemmelig moske" imod regler om hjemmeisolation og forsamlinger og videoen påstod, at det religiøse mindretal planlagde at sabotere det britiske samfund ved at sprede virussen. Videoen blev delt mere end 10.000 gange. Lige så bizart er det at samme COVID-19-pandemien er bekvem for højreekstreme grupper, fordi den passer med en stadig mere populær pseudoteori blandt yderste højre - accelerationisme. Det er en strategi hvis formål er at fremskynde samfundets sammenbrud for at fremme en omstrukturering. Et lækket notat fra det amerikanske sikkerhedsministerium, dokumenterer, hvordan tilhængere af hvidt overherredømme og nynazister opfordrer inficerede medlemmer til at sprede virussen til politikere, politi, militær og mindretalssamfund gennem budskaber der opfordrer covidsmittede tilhængere til at "besøge din lokale moske, besøge din lokale synagoge, tilbringe dagen i offentlige transportmidler, tilbringe tid i dit lokale multietniske boligområde".

Lige nu er Danmarks grænser lukkede for at undgå at fremmede kommer med coronavirus, og der er tale om at stoppe asylansøgere ved grænsen. En dansker i Vietnam kommer i TV-avisen fordi hun sættes i karantæne af myndighederne, men medierne glemmer at hjemvendte danskere også sendes i 14 dages karantæne af danske myndigheder. Tuberkulose bliver opfattet som en sygdom, migranter bringer til Danmark, på trods af at et studie viste, at migranter aldrig smitter etniske danskere. Kina får skylden for coronavirus, der på forsiden af en fransk avis meget tvetydigt blev kaldt ”den gule fare” og den amerikanske præsident har direkte kaldt den for den ”kinesiske virus” og givet Kina skylden for at USA er blevet angrebet. Dét blev man selvsagt kede af i Kina, men samtidig kom der rapporter frem om at de kinesiske myndigheder specifikt søgte at isolere afrikanske migranter pga. ”smittefare”. Et studie af fordomsfulde og stigmatiserende sprog på sociale medier og i google-søgninger fandt at COVID-retorikken rettet mod asiater i USA medførte at spansk-amerikanere i endnu højere grad end asiater fik skylden for corona-epidemien i USA.  I England har nationalister stået i kø for at give etniske minoriteter skylden for COVID-epidemien i landet, samme så man i Italien. Det kedelige modsvar er, at I England har alle læger der er døde af coronainfektion og 50 % af døde sygeplejersker minoritetsbaggrund.

Vi bor alle i det samme glashus, når det kommer til pandemier. At skyde skylden på bestemte lande er som at smide sten efter sit eget hus. Skal vi til at sagsøge USA og Californien for at have fremelsket Enterovirus D68? Arabien har kameler så de må betale for MERS-CoV….selvom der også er kameler i Australien? Og når vi er ved Australien, så er der den særlige Brisbane-influenza-stamme, den må de bøde for? Skal krigshærgede DR Congo så ikke også bære hele ansvaret for ebola-virus? Japan for Japansk Encephalitis? Kenya for Rift Valley Fever? Og hvad med Danmark: Roskilde bør stå til ansvar for Roskilde syge som Fyn må tage skylden for Hantavirus. Nogen skal jo have skylden – bare ikke os selv. Ord betyder noget og den ubevidste kobling mellem smitte og fremmede er sundhedsskadelig for den forplumrer virkeligheden: vi er alle lige fremmede overfor epidemier og mikrober. De var på jorden før os og de vil også være her når det sidste menneske forlader jorden. Men vi har vist at med simple sociale regler som håndvask, afstand og kontaktminimering kan vi leve med dem og hinanden. Næsten halvdelen af jordens befolkning har været underlagt reglerne og mange har lidt store økonomiske og sociale tab, men vi overlevede. Desværre har fremmedhad det strålende i skyggen af Coronaepidemien. Institut for Menneskrettigheder har i en ny rapport påpeget hvor udbredt corona relateret chikane og had er i det offentlige rum (https://menneskeret.dk/nyheder/corona-relateret-had-rammer-minoriteter-offentlige-rum). Fremmedhad bekæmpes med samme metoder som mod Coronavirus, ved at isolere og skabe afstand til det i sprog og handling.

Vi har sunget sammen hver for sig hver dag med Phillip Faber, der på et tidspunkt fik besøg af Smadremanden (Søren Østergaard), der mente at vi skulle smadre coronaerne sammen hver for sig. Men vi kan ikke som smadremanden smadre coronaens konsekvenser hver for sig. Dém skal vi slå ned på sammen.

I Kim Larsens sang om hvad der venter os om hundrede år funderer han over om der stadig er prikker på en polka eller striber på en tiger. Man kan have sin tvivl om polkaprikker og tigerstribers bestandighed, men ulighed har vist sig at være temmelig resistent overfor tidens tand.

Udvalgte kilder:

Gonçalves-Sá, Joana. "In the fight against the new coronavirus outbreak, we must also struggle with human bias." Nature Medicine 26.3 (2020): 305-305. https://www.nature.com/articles/s41591-020-0802-y

Ren, Shi-Yan, Rong-Ding Gao, and Ye-Lin Chen. "Fear can be more harmful than the severe acute respiratory syndrome coronavirus 2 in controlling the corona virus disease 2019 epidemic." World Journal of Clinical Cases 8.4 (2020): 652.

Tonya Mosley og Cassady Rosenblum. In Antebellum New Orleans, Immunity From Yellow Fever Was A Form Of Privilege. Could That Happen With COVID-19? https://www.wbur.org/hereandnow/2020/04/17/coronavirus-immunity-privilege-yellow-fever

Ghettosyge og projektlammelse

Regeringen har i dag præsenteret en ghettoplan der krævede 8 ministre i lanceringen. Imens de kæmpede sig igennem tale rækken talte jeg med en kvindelig flygtning fra Mellemøsten, vi kan kalde hende Doha. Hun bor i en mindre by på Sydfyn men kunne godt tænke sig at flytte ind til Vollsmose. Hun havde fået job i Odense og det var hun glad for. Hun var blevet opereret for en generende lidelse og det var hun også glad for. Men hun var ikke glad for at efterlade sine børn kl. 6 om morgenen og være tilbage i sit hjem kl 18. For børnene græd når hun kom hjem, de var sultne, trætte og kede af det. De yngste af dem kom ofte ikke i skole fordi de ikke havde fået tøj på eller morgenmad. Hendes mand er svært krigsskadet og har psykiske mén. Han kan ikke selv spise, han kan ikke passe børnene og han holder sine kone vågen om natten fordi han er bange og har mareridt. Doha bryder sammen og græder. Hun er bange for at manden skal tage livet af sig selv, hun er bange for at børnene skal få en dårlig start i Danmark og hun er selv så udmattet at hun bare gerne ville sove lidt. Om jeg kunne skaffe hende en bolig i Vollsmose tæt på arbejdspladsen og tæt på sygehuset så hun ikke skulle bruge så lang tid på transport? Hvis hun kunne få en lejlighed i Vollsmose ville hun være tæt på sin søster og en kusine, der bor i Vollsmose og som ville kunne hjælpe med børnene. Børnene ville heller ikke længere skulle gå alene ad den mørke vej for at tage bussen til skolen. Vi enedes om at sende en underretning til kommunen, men det var prøvet tidligere uden held.  Og Doha er lykkeligt uvidende om at Vollsmose fra i dag er et farligt reservat at færdes i.

Ghettoplanen lanceredes af Lars Løkke Rasmussen som udtryk for bevidst ”proportional diskrimination” med samme selvfølgelighed som begrebet ”Alternative fakta” blev præsenteret af Trumps pressetalsmand. Politikerne har haft magt og muligheder for at forbedre integrationsinitiativer gennem mere end 30 år, men da det ikke er lykkedes ret godt – det er lidt ”floffy” som Lars Løkke sagde – så skal årtiers politiske utilstrækkeligheder nu opvejes af juridisk tvangsfodring med segregeringslove og en adfærdsforstyrrende bøderegn over intetanende flygtninge som Doha, der prøver at få livet til at give mening på dagsbasis. Der er tale om en kollektiv summarisk afstraffelse af et postnummer. Eller som Birthe Rønn Hornbech sagde i morges: ”der er indført undtagelsestilstand i Danmark”. Det har altid været politisk opportunt at integrationspolitik bygger på følelser, værdier og holdninger mens viden, evidens og erfaringer er blevet anset for at være forstyrrende faktorer. Folketinget er ramt af Anders And syndromet: de nægter at blive klogere og vil hellere gentage de samme fejl uge for uge i nye vanvittige fortællinger. Sandheden er at man politisk ikke har interesse i viden, man har ikke interesse i langsigtede strategier og man ønsker at fastholde integrationsområdet som et af de sidste politiske frirum, hvor man kan være politiker med følelser, mavefornemmelser og angstsymptomer. Finansministeren styre alt andet og der er kun fartgrænser og flygtninge tilbage, som kan skille partierne.

Vollsmose blev bygget i 1967 som en ”menneskevenlig bydel”, hvor de fattige odenseanere der boede i lejligheder uden toilet kunne flytte ud. Drømmen var at man skulle kunne leve, arbejde og dø i Vollsmose. Bydelen blev senere udvidet i 2 faser. Lejlighederne var indrettet til familier med 2 fastarbejdende voksne og 2 børn med ”rationelt og husmor-venligt indrettede” køkkener. Der var beregnet 1½ bil per familie. Men oliekrisen medførte at børnefamilierne ”holdt op med at producere børn i rimelige mængder” mens odenseanerne synes lejlighederne var for store og dyre. Vollsmose blev ramt af en udlejningskrise, så i stedet for fuldtidsarbejdende familier blev lejlighederne fyldt op med enlige mødre og flygtninge. Allerede fra 1975, hvor der stadig kun boede 5 % flygtninge men 50 % på overførselsindkomster, var Vollsmose ”et sted man kun boede hvis man ikke kunne bo andre steder”. Centerpubben var berygtet og politiet kørte i pendul fart mellem pubben i Vollsmose centeret, hvor etnisk danske arbejdsløse holdt til, og detentionen. Der blev ansat en særlig betjent til at tage sig af alkoholismeproblemet. Vollsmose blev første gang omtalt som ”et problem” i 1974. Og det er det stadig over 40 år senere – det er kun prügelknaben der har ændrer sig med tiden: dyre og for store lejligheder, oliekrisen, enlige mødre, revalidenter, alkoholikere, arbejdsløse, førtidspensionister og de seneste i rækken: flygtninge. Vollsmose er et postnummer alle elsker at hade. Livet i Odense ville ikke være det samme uden Vollsmose. Hvis man kørte bulldozerne hen over området ville det opstå et andet sted og være lige så hadet. Men belastede boligområder er også en kommunal indtægtskilde. Der er over 400 projekter i Gellerup og knap 250 projekter i Vollsmose ved en opgørelse for nogle år siden. Der er tale om postnumre, der drives som u-landsprojekter. Projekter der fastholder befolkningen og de projektansatte i en afhængighed af nødhjælpen. Satspuljemidlerne er kommet til og har tilført et lotteriagtigt element: Folketinget bestemmer hvert år hvad temaet skal være og man må bare håbe på at vinde hovedgevinsten. Gode projekter, selv de supersuccesfulde, stoppes ubønhørligt efter 3 år ud fra den religiøse filosofi at hvis det er en succes så vil lokalbefolkningen og den lokale regering (Odense kommune) tage over og permanentgøre projektet. Alle ved godt dét aldrig kommer til at ske, men man har lov til at lade som om. Borgere parkeres på kortsigtede u-landsprojektmidler, der sikrer kommunen statslig refusion. I virkeligheden er der tale om en 'subtraktions proces', hvor det er de rige og veluddannede der fraflytter belastede boligområder mere end det er de fattige og kortuddannede der flytter ind. Det gør de efterladte til funktionelle modborgere der bevidst flytter sammen - i virkeligheden skulle regeringen måske tvinge de rige og smukke til at blive i belastede boligområder men det tør de selvfølgelig ikke.

Historisk har den politiske ligegyldighed sat sit præg på migranters muligheder i Danmark: de tyrkiske og pakistanske "gæstearbejdere" steg ud af flyveren i 70'erne og startede på rengøringsjob næste morgen for 40 år senere at opdage at de ikke kunne dansk da de blev syge eller arbejdsløse. Statsløse palæstinensere fik kollektivt dansk statsborgerskab men uden en ledsagende integrationsindsats. De palæstinensere der gerne ville rejse hjem kan ikke få lov af deres kommune og Israel blokerer for hjemsendelse. De unge bosniske flygtninge blev placeret på særlige skoler og måtte ikke lære dansk fordi de jo skulle hjem igen. De syriske flygtninge oplever lige nu det samme: de må ikke lære noget, de må ikke samle deres familie og de kan ikke rejse hjem. Sri Lankanske flygtninge blev sendt på slagterier og andre fabrikker, men blev kollektivt fyret under finanskrisen med det resultat af hele familier, og i nogle tilfælde hele kommuner, blev lammet af Sri Lankanske familier der ikke kunne dansk og ikke havde uddannelse. Vietnamesiske bådflygtninge opfattes traditionelt som velintegrerede selvom kun få taler dansk - de har arbejde og holder sig for sig selv og det opfattes som integration. Men når de bliver syge skal de have tolk - selv  efter 30 år i landet - når deres oplevelser fra hjemlandet pludselig banker på om natten. De burmesiske flygtninge skulle hurtigt integreres men mange af dem tilbragte de første år sygehus og på arbejde men fik ikke lært dansk. Socialrådgivere må ikke tale om fortiden med deres borgere - dét står der i deres retningslinjer. Der skal ses fremad, der skal fokuseres på ressourcer og fortiden er bare en uhensigtsmæssig modspiller der skal fjernes. I nogle kommuner er det lige frem i talesat som 'neutral sagsbehandling' - dvs. at man skal forholde sig til ret og pligt mens den samlede sociale situation er uinteressant. Er der nogen der undrer sig over at resultatet af en så omfattende knibtangsmanøvre mod flygtninge er modborgerskab, desintegration og mistillid?

Ikke nok med at penge og projekttemaer skifter årligt. Social – og sundhedspolitikken i belastede boligområder ændres lige så hyppigt. Eksperter og erfarne integrationsmedarbejdere flyttes konstant til nye opgaver. Afdelinger nedlægges eller omorganiseres konstant og hver gang de nationale politikere får øje på en prügelknabe i Vollsmose nedlægges hele projektafdelinger, ledere fyres og nye projekter opstår. Det første skilt man møder i Vollsmose er Politistationen. Der har ikke været en praktiserende læge i området i over 20 år. Der var forslag om at etablere en fælles klinik sammen med Indvandrermedicinsk klinik på Odense Universitetshospital og kommunens borgmester var begejstret for ideen. Men regionen sagde nej til forslaget fordi der på daværende tidspunkt manglede en praktiserende læger på Langeland. Senere blev det indført at kommunerne obligatorisk skulle tilbyde nyankomne flygtninge en helbredsundersøgelse ved en læge så man bedre kunne skræddersy et integrationsprogram. Dén idé blev stoppet af finansminister Claus Hjortdal og Danske Kommuner fordi det var unødvendigt. 15.000 beboere i Vollsmose har ikke en læge i nærområdet og politikerne er bedøvende ligeglade. En tidlig helbredsvurdering der kunne give en bedre start på livet blev skrottet som meningsløs. Langsigtede strategier og integrationsfremmende interventioner er i virkeligheden ikke et politisk ønske. Men nu skal alle beboere i Vollsmose straffes kollektivt for politiske forsømmelser, manglende rettidig omhu og stålsat ligegyldighed overfor flygtninges vilkår.

Ghettoplanen vil ramme en befolkningsgruppe som i forvejen er ludfattige og handlingslammede. Børn vokser allerede nu op i en fattigdom vi ikke har set siden 30’erne. En kendt erhvervsmand sagde engang at ”Intet socialkontor kan slå en god familie”. Det er lettere og smartere at skabe stærke børn end at reparere sammenbrudte voksne – alligevel er ghettoplanen et ægte vikingeprodukt: vi skal gøre det svært at være fattig og vi vil ikke gøre noget før det er gået helt galt. I stedet for at piske på de voksne så styrk deres forældrerolle så børnene får den nødvendige råstyrke. Effekten af fattigdom ligner mere og mere en sygdom. Diskrimination, racisme og meningsløshed æder sjæle og øger risikoen for psykisk sygdom, sukkersyge og  blodpropper.

Dansk politik er ramt af alvorlig ghettosyge, galoperende beslutningstræthed og tiltagende projektlammelse. Juraen på integrationsområdet et præget af politisk dovenskab, styret af ukontrolleret frygt men resultatet er en slap pisk. Hvis pisken altid kommer før guleroden når guleroden at blive kedelig, tør og vissen – og smager af blod.

Kilder:

Niels Rohleder, Kim Larsen. En menneskevenlig bydel. Dagbladet Information 9.okt. 1999. https://www.information.dk/1999/10/menneskevenlig-bydel

Brown, Timothy T., Juulia Partanen, Linh Chuong, Vaughn Villaverde, Ann Chantal Griffin, and Aaron Mendelson. "Discrimination hurts: The effect of discrimination on the development of chronic pain." Social Science & Medicine (2018).


Bernstein, Betty J. 1971. "What happened to" ghetto medicine" in New York State?"  American journal of public health 61 (7):1287-1293

Carlsen, Lene Torp. 2010. "Ghetto læger."  Ugeskr Læger 172 (50):5.

Jensen, Tina Gudrun. 2016. Naboskab i multietniske boligområder. København boligsocialnet.

 

Cattell, Vicky. 2001. "Poor people, poor places, and poor health: the mediating role of social

networks and social capital."  Social science & medicine 52 (10):1501-1516.

Pierce, CHESTER M. 1975. "The ghetto: an extreme sleep environment."  Journal of the National Medical Association 67 (2):162.

 

Waligora-Davis, Nicole A. "The ghetto: Illness and the formation of the “suspect” in American polity." In Forum for Modern Language Studies, vol. 40, no. 2, pp. 182-203. Oxford University Press, 2004.

Epstein, Helen. "Ghetto Miasma: Enough to Make You Sick?." New York Times Magazine 12 (2003).

Massry, Shaul G., and Miroslaw Smogorzewski. "The hunger disease of the Warsaw Ghetto." American journal of nephrology 22, no. 2-3 (2002): 197-201.

Granovetter, Mark. "The strength of weak ties: A network theory revisited." Sociological theory (1983): 201-233.

Villegas, Malia, Sabina Rak Neugebauer, and Kerry R. Venegas. Indigenous knowledge and education: Sites of struggle, strength, and survivance. No. Sirsi) i9780916690489. 2008.

Clark, Kenneth B. Dark ghetto: Dilemmas of social power. Wesleyan University Press, 1989.

Wirth, Louis, ed. The ghetto. Vol. 7. Transaction Publishers, 1998.

Rasmussen, Karl R. "The Multi-Ordered Urban Area: A Ghetto." Phylon (1960-) 29.3 (1968): 282-290.

Hapgood, Hutchins. The Spirit of the Ghetto: Studies of the Jewish Quarter in New York. Funk & Wagnalls, 1902.

Goldsmith, William W. "The ghetto as a resource for Black America." Journal of the American Institute of Planners 40.1 (1974): 17-30.

Garmezy, Norman. "Resilience in children's adaptation to negative life events and stressed environments." Pediatric annals 20.9 (1991): 459-466.

Haynes, Bruce, and Ray Hutchison. "The ghetto: origins, history, discourse." City & Community 7.4 (2008): 347-352. 

Rosenkvist, Jenny. 2002. "Danmark i Amerika eller Amerika i” Danmark”? Om identitet och ursprung."Kandidat, Sociologiska institutionen, Lunds Universitet.