fredag den 26. maj 2017

Fattige systemer spiser gode mennesker til morgenmad

Fattige systemer spiser gode mennesker til morgenmad
Hvad har erhvervsdykkere, stunt piloter, U-båds kaptajner, astronauter, samtale forskere, terroreksperteratom ulykkes eksperter, bjergbestigere og jordomsejlere til fælles med læger? Ikke meget, viste det sig efter 2 dage på Risky Business konference i London i sidste uge. Konferencen udgøres af 32foredrag, over 2 dage og er fokuseret på hvad andre faggrupper gør for løbende og proaktivt at styrke team samarbejde, reducere fejl, undgå ulykker, forberede sig på katastrofer og minimere konsekvenserneI salen sad 300 sygehuschefer og ledere af hospitalsafdelinger. De måtte lægge øre til at det pæneste oplægsholderne kunne sige om sundhedsvæsnet, at vi er totalt gode til ikke at være totalt dårlige. Alle oplægsholderne udtrykte dyb forundring over sundhedsvæsenets forståelse af sikkerhed, rettidig omhu og årvågenhed. Der blev flere gange talt om at problemet var at organisationen (sundhedsvæsenet) tillod at den enkelte læge frit kunne udøve kreativ selv retfærdiggørelse: jeg er dygtig, jeg er fejlfri så hvis der sker fejl er det i hvert fald ikke min skyld. Ikke et ord om team ansvar, kædeansvar eller kollektiv ansvar for patientsikkerhed. Sundhedsvæsenet var, mente en U-båds kaptajn gennemsyret af en massiv beskyldnings- og bebrejdnings kultur der sætter sikkerheden på spil og skjuler farer, usikkerhed og ofte får ”rådne æbler” lov til at gemme sig bag den offensivt anklagende retorik overfor kolleger. Mens man i luftfartsvæsenet siger: Selv om jeg er intelligent og strålende dygtig pilot, kan jeg altid blive bedre, så siger ansatte i sundhedsvæsenet: vi er strålende og dygtige og det behøver vi ikke at øve. Luftfarten er altid på udkig efter det de ikke ved eller har overset, mens sundhedsvæsenet ikke kan se der er blinde pletter. Sundhedsvæsenet har et nagelfast mindset og et kæmpe stort ego, der står i vejen for forbedringer og sundhedsvæsenet lærer derfor ikke nok af sine egne fejl. En foredragsholder kaldte det lægers kreative selvretfærdighed og mente at det torpederede alle adaptive processer. En anden sammenlignede lægers beslutningsprocesser med de modeller man anvender for at forstå forbrugeres besynderlige måde at vælge hvad de køber: de reagerer på følelser og instinkter og så rationaliserer de deres valg bagefterSom det blev nævnt utallige gange: sikkerhed er ikke fravær af ulykker, men evnen til at kunne reducere antallet og reducere alvorligheden ved konstant at analysere organisationens tilstand og holde alle på tæerne. En ung læge der selv havde været gennem et langt kræft forløb fortalte hvordan han oplevede at hans lægekolleger mente de kunne lære af fejl bare ved at observere dem. Han sammenlignede det med at tro man kunne forstå hajers tankegang bare ved at kigge på dem i et dykkerbur. Sundhedsvæsenet, mente mange, var præget af den opfattelse at der ikke er grund til at træne never-events når de ikke findes.  Never-events findes ikke men de må ikke blive for hyppige. Det er for sent at øve sig når skaden er sket: Your 'fire alarm' shouldbe wired to be paranoid - it shouldn't be doing risk-benefitanalysis while your house is burninsom det blev udtrykt. En liberiansk læge der var chef for en stor Ebola behandlingsklinikopdagede først da han stod midt I epidemien at hans eget personale var bange – så bange at de sagde op før han kunne nå at fyre dem for at nægte at arbejde med de hundesyge ebola patienter. Sundhedsministeren i Sierra Leone sagde direkte om sine ansattes indsats under epidemien: ”Jeg vidste ikke at vore ansatte var så dårligt uddannede”.
Lægers hang til retningslinjer og guidelines fik også et skud for boven: der var en tendens til at checklister blev udviklet og testet i ét, typisk meget kontrolleret, miljø men blev derefter anvendt i helt andre ukontrollerede miljøer i virkeligheden. Virkeligheden er altings test, som det blev sagt, men der var ingen i sundhedsvæsenet, der sikrede at checklisten til helikopteren var forskellig fra checklisten til U-båden. Læger belønnes for at følge retningslinjer og best practices men der var mange gode eksempler på at guidelines var patient fjendtligestyret af interessegrupper og direkte farlige hvis de ikke blev tilpasset patientens liv og vilkår. Man skal kende grænserne for retningslinjer lige så godt som retningslinjerne selv: Læger belønnes for at følge dem, men patienter mister uafhængighed og livskvalitet hvis guidelines følges bevidstløst (1)
Der er ingen der råber ad lægen hvis bare han følger guidelines, uanset resultatet. Her blev der draget en analog til Heathroweffektenalle mente at London City Airport var en god og nem lufthavn med billige afgange til New York, men sekretærer der booker fly til deres chefer valgte alligevel Heathrow for at undgå at få skæld ud – chefer flyver fra Heathrow, basta – så den billige rute måtte nedlæggesDet blev flere gange nævnt, at læger ofte tager beslutninger mest for at undgå at blive til grin og i meget lille grad for at imødekomme patient hensyn. Hellere én eddikesur patient end 20 kolleger der gør dig til grin næste morgen.
Lægers udbrændthed er et hedt emne i det engelske sundhedsvæsen. Udbrændthed var forbundet med flere kirurgiske fejl, for tidlig udskrivelse af patienter, dårlig kommunikation, patientkonflikter og forringet behandlingskvalitet. F.eks. havde 60 % af yngre prøvet at gået igennem en hel vagt uden at spise og lægers lave blodsukker forringede patient sikkerhed. Der var nu etableret rehabiliteringsprogrammer for udbrændte læger men man så kun at de udbrændte læger blev sendt tilbage i kaos så de hurtigt udbrændte påny. Fattige systemer spiser gode mennesker til morgenmad, som det blev bemærket med underspillet engelsk ironi. Den stærkeste evidens for at forhindre udbrændthed viste sig således også at ligge på organisations interventioner – ikke på individuelle interventioner. Rådet til sygehuslederne i salen var klart: se efter system og organisationsfejl før i prikker enkelt personer ud som udbrændte. Det er organisationens ledere der er ansvarlige for proaktivt at sikre et fysisk og psykisk arbejdsmiljø.Vi overvurderer vigtigheden af fejl, mens vi undervurderer vigtigheden af ekspertise/fremragende kvalitet. I hverdagen kan et simpelt tak” eller at rose en ekstraordinær indsats være en god lavmælt intervention til at øge patient sikkerhed og forhindre en kollegas udbrændthed.
Ironisk nok var data sikkerhed og kunstig intelligens også et emnenetop den dag hvor det meste af NHS blev lagt ned af en den lille orm WannaCry(!). Her var bekymringen dog primært hvordan kunstig intelligens, automatiske diagnostiske algoritmer og automatiseret beslutningstøtte til læger i sig selv forringede lægers kliniske dømmekraft og gradvist fik deres diagnostiske beslutningsprocesser til at forvitre og visne hen. Maskiner er ikke dygtigere end dem der programmerer dem og hvis de bliver dummere så gør den kunstige intelligens også. Det er et aspekt ved at håndtere teknologiske fejl . Menneskefejl kan være etisk eller moralsk uforsvarligemen patientulykker som følge maskinfejl eller computerprogrammer kan ikke gøres til genstand for fordømmelse eller straf. 
En specialist i forhandling med terrorister sagde det meget præcist: man får ikke meget fred ud af at tale med sine venner – det kommer kun hvis man taler med sine værste fjender. Og hendes råd var at selv i den værste terrorist var der en menneskelig forbindelse – man skulle bare finde den. Vi er nødt til at tale direkte med fejlene og de implicerede og finde den modificerbare menneskelige faktor.
Mcdonalds restauranter er kendetegnet ved at være totalt gode til ikke at være totalt dårlige. Det er mad de serverer, man får hvad man beder om og det er altid samme forventelige kvalitet uden at være direkte elendigt. Men er det godt nok at et moderne Sundhedsvæsen ikke er totalt dårlige? Kunne vi ikke gå efter en enkelt lille Michelin stjerne – eller bare en enkelt stjerne i? Skulle vi ikke lytte lidt til hvad kunderne siger? Som Bill Gates sagde: måske er dine eneste rigtige venner de sure kunder der fortæller dig hvor organisationen halter. Vkunne sagtens arbejde mere systematisk med teamtræning, forebyggelse af udbrændthed,hyppigere fejlanalyser og realistiske risikoøvelser uden at lægestandens ære, værdighed og strålende intelligens besudles.

onsdag den 10. maj 2017

Læger skal respektere sproget som deres måske eneste kliniske værktøj


”Hvis du taler til et andet menneske i et sprog, så taler du til hjernen, men taler du til det på dets modersmål, så taler du til dets hjerte” (Nelson Mandela)

Sproget er lægens vigtigste, måske eneste, værktøj til at forstå patientens symptomer. For flygtninge og indvandrere er det altafgørende, at de forstås korrekt, fordi de kulturelle værdier omkring krop, sjæl og sygdom er fæstet i modersmålet og der kan være store forskelle i sygdomsopfattelser. Som læge skal man være enig med patienten om centrale værdier og meninger om sygdom, lidelse, smerte, sorg, angst, bekymring, lindring og helbredelse. Det er vigtigt at lægen forstår patientens billeder og oplevelser korrekt, så meningen ikke går tabt. Men mening bearbejdes og forstås på modersmålet, og ikke nødvendigvis på andetsproget. Mange almindelige ord på første sproget eksisterer simpelthen ikke på andetsproget. Vigtige centrale kulturelle værdier om sygdom kan være kodet i første sproget på en sådan måde at det kræver meget dygtige tolke og længere samtaler for at det kan blive forstået på andetsproget. For dem der ikke kan læse, kan en avis, et pilleglas, et vejskilt eller et brev fra sygehuset, være angstprovokerende, skabe frustration, forstyrre normal sygdomsadfærd og hindre social kontakt. Generaliseringer og fordomme opleves af patienter med sprogbarrierer som en umyndiggørelse og umenneskeliggørelse. Vi bliver medlemmer af et fællesskab gennem sproget, der gør verden forståelig og meningsfuld. Den verden vi lever i bliver virkelig gennem sproget. Vi bliver selv synlige og meningsfulde. Sproget er vigtigt for den enkelte patients mulighed for at tale imod og nuancere den generalisering de ofte udsættes for i mødet med sundhedsvæsenet. Mennesker tænker i metaforer og lærer gennem historier og lever med forskellige fortællinger i forskellige sammenhænge – ikke mindst når de er syge.  Det er vigtigt at lægen forstår de metaforer (billeder) som patienten anvender og patienter har mange forskellige versioner af deres sygehistorie afhængigt af hvem de taler med, hvor de taler om den og om de føler tryghed. Læger er ofte ikke bevidste om at sproget anvendes meget forskelligt i forskellige kulturer langt ud over almindelige sproglige kompetencer. Betydningen af tone fald er kulturelt bestemt og kan give anledning til misforståelser. Det kan være en kunst for flygtninge/indvandrere at overleve en samtale uden at grine forkerte steder eller sige noget forkert på et upassende tidspunkt. Pauser i en samtale er vigtige men har varierende betydning som kan forvirre: pausen er en kulturel udfordring fordi de signalerer på forskellig vis om man stadig tænker eller om man er færdig med at tale. Lange pauser: har jeg sagt noget helt forkert? Korte pauser: hvorfor afbryder patienten hele tiden? Uklarhed om samtalens omdrejningspunkt og højdepunkt kan give anledning til alvorlige misforståelser, fornærmelser og mistillid: I nogle kulturer skal man vente med at komme til sagen til slutningen af hvad de vil sige i andre går man direkte til sagen, mens endnu andre kun lige glimtvis indirekte berører sagens kerne. Lægens budskab kan misforstås helt hvis man hele tiden forventer at konklusionen først kommer til allersidst eller lægens budskab kan virke rodet og uprofessionelt fordi det opleves at informationen gives spredt & tilfældigt og ikke i starten.

Samtidig har rationalisering og automatisering ført til betydeligt øgede læsekrav: Man taler ikke længere med købmanden, men læser skilte, varedeklarationer og brugsvejledninger.  Man taler ikke med billetkontoret eller med bankassistenten, men bruger billetautomaten, læser køreplaner, læser brugsanvisninger, ligesom man læser på pengeautomatens skærm eller skriver til databanken. En læsefærdighed, der var rimelig god i 1960'erne, kan således være helt utilstrækkelig i dag. Og de unge med læsevanskeligheder i dag er væsentlig dårligere stillede, end de dårlige læsere var i 1960'erne. En patient der var selvhjulpen i går kan blive hjælpeløs i dag fordi en sygehusafdeling eller kommunen har lavet om på adgangsforhold, informationsmateriale eller har indført e-post. Patienter med kort eller ingen skolegang har svært ved at navigere imellem sygehusafdelinger og kommunale kontorer – mere end de samme patienter havde for 20 år siden.

Læger anvender desuden mange fagudtryk som vi anser for ikke at kræve forklaringer, dem kalder man gråzone ord. Eksempler på gråzoneord: foretager, det udvalgte, konsekvensen, kredsløbet, nedsat kondition, iltoptagelsen, vævene, forebygge, dehydrering, væskeregistrere, væskeindtag, ved mistanke om, øge risikoen for udvikling af, forebyggende element, ordinere, behandling, BMI, hypertension, tumor, akut etc. De fleste gråzoneord kan være svære at oversætte til andre sprog, når de ikke engang forklares på dansk.

Når der anvendes tolke i sundhedsvæsnet skal man være klar over, at det medfører at modtageren kun får én version af det oprindelige udsagn og samtalen bliver en hel række af udvalgte versioner – der findes med andre ord mange udgaver af samtalen, og lægen hører måske en anden den patienten hører. Her er det derfor ekstra vigtigt at lægen og patienten løbende sikrer sig at de taler om den samme udgave af samtalen – og når de samme konklusioner. Det kræver øvelse og tålmodighed, men er en nødvendighed.

I virkelighedens verden er det dog faktisk undtagelsen, at patienter der har brug for tolk faktisk har mulighed for tolkebistand til lægesamtalen. Sprogbarrierer påvirker redskabets præcision og manglende respekt om denne forhindring er ikke omkostningsfrit. Hvis sprogbarrieren ikke søges minimeret har det veldokumenterede alvorlige følger for patientsikkerhed, komplikationer og overlevelse.

En stor gennemgang af over 100 studier af læge‐patient kommunikation blev det vist, at når patienter ikke forstår lægen så fører det til uhensigtsmæssige medicin pauser og unødvendige indlæggelser. Hvis patienten ikke forstår lægen er der 20 % større risiko for at medicinen ikke tages som den burde.

Læger er ofte ikke er klar over hvordan deres egen (læge-) kultur påvirker deres kliniske beslutningsevner, men det er veldokumenteret at køn, alder, social status, uddannelsesniveau og etnisk dis/konkordans mellem læge og patient direkte påvirker lægens kliniske beslutningsproces omkring undersøgelse, behandling og informationsniveau (og om patienten forstår og har tillid til lægen). Selvom læger ikke mener de foretager social og sproglig kategorisering i den kliniske patient situation, så sker det alligevel som en del af en ubevidst sofistikeret individualiserings strategi. Udover at tage udgangspunkt i den enkelte patient, de sidder overfor, så ”læser” lægerne samtidig patienterne ved hjælp af en social radar, der registrerer patientens fysiske og psykiske fremtoning, interaktion og sprog brug.

Læger er desuden tilbøjelige til at overestimere patienters læsefærdigheder og derved risikerer lægens information at være for kompliceret for patienten. Ofte har patienter så lidt udbytte af lægens information, at de ikke kan stille spørgsmål fordi de ikke har fornemmelse af kontekst eller mening og derfor vælger tavshed. Patienter, der er usikre på lægens kliniske beslutningsproces, fortryder oftere senere beslutninger om undersøgelse og behandling hvilket forsinker diagnose og behandling.

Indvandrermedicinsk klinik har tidligere påvist de overordnede problemer med patientsikkerhed, compliance og behandlingskvalitet hos etniske minoritetspatienter. Der findes stadig ikke opgørelser over utilsigtede hændelser eller patientfejl, der involverer patienter med sprogbarrierer. Traditionelt rapporteres fejl som følge af sprogproblemer ikke fordi de anses for at være et normalt vilkår som patienterne må leve med og det er ikke sundhedsvæsenets ansvar. Fejl som følge af lave sundhedskompetencer, funktionel analfabetisme eller sprogbarrierer er selvfølgeligheder som må adresseres på ad hoc basis uden særlige retningslinjer eller rutiner. Ofte er det den enkelte afdelings kultur der afgør om en fejl opfattes som fejl på dette område eller de er forventelige uundgåelige hændelser, der alligevel ikke kan ændres af sygehuset.

I en ny undersøgelse af fejl og forsinkede diagnoser blandt flygtninge/indvandrere fandt vi at 2 ud af 3 patienter havde været ude for en fejl som følge af at der ikke blev anvendt tolk og at lægen ikke brugte den fornødne tid på at forstå patientens symptomer. Hver 4. af patienter havde oplevet 3 eller flere fejl.

Det må nu være tiden hvor de sundhedsvidenskabelige fakulteter og de ansvarlige for speciallæge uddannelserne tager dette område mere alvorligt. De bør overveje hvordan sprog, tolkning og tværkulturel kommunikation kan integreres bedre i lægeuddannelsen. Det kan ikke være rigtigt at patienter i 2017 stadig skal tale med fingrene hos lægen. De har krav på også at kunne tale med hjernen og hjertet.