Regeringen har i dag præsenteret en ghettoplan der krævede 8
ministre i lanceringen. Imens de kæmpede sig igennem tale rækken talte jeg med
en kvindelig flygtning fra Mellemøsten, vi kan kalde hende Doha. Hun bor i en
mindre by på Sydfyn men kunne godt tænke sig at flytte ind til Vollsmose. Hun
havde fået job i Odense og det var hun glad for. Hun var blevet opereret for en
generende lidelse og det var hun også glad for. Men hun var ikke glad for at
efterlade sine børn kl. 6 om morgenen og være tilbage i sit hjem kl 18. For
børnene græd når hun kom hjem, de var sultne, trætte og kede af det. De yngste
af dem kom ofte ikke i skole fordi de ikke havde fået tøj på eller morgenmad.
Hendes mand er svært krigsskadet og har psykiske mén. Han kan ikke selv spise,
han kan ikke passe børnene og han holder sine kone vågen om natten fordi han er
bange og har mareridt. Doha bryder sammen og græder. Hun er bange for at manden
skal tage livet af sig selv, hun er bange for at børnene skal få en dårlig
start i Danmark og hun er selv så udmattet at hun bare gerne ville sove lidt.
Om jeg kunne skaffe hende en bolig i Vollsmose tæt på arbejdspladsen og tæt på
sygehuset så hun ikke skulle bruge så lang tid på transport? Hvis hun kunne få
en lejlighed i Vollsmose ville hun være tæt på sin søster og en kusine, der bor
i Vollsmose og som ville kunne hjælpe med børnene. Børnene ville heller ikke
længere skulle gå alene ad den mørke vej for at tage bussen til skolen. Vi enedes om at sende en underretning til kommunen, men det var prøvet tidligere uden held. Og Doha
er lykkeligt uvidende om at Vollsmose fra i dag er et farligt reservat at
færdes i.
Ghettoplanen lanceredes af Lars Løkke Rasmussen som udtryk
for bevidst ”proportional diskrimination” med samme selvfølgelighed som
begrebet ”Alternative fakta” blev præsenteret af Trumps pressetalsmand.
Politikerne har haft magt og muligheder for at forbedre integrationsinitiativer
gennem mere end 30 år, men da det ikke er lykkedes ret godt – det er lidt
”floffy” som Lars Løkke sagde – så skal årtiers politiske utilstrækkeligheder
nu opvejes af juridisk tvangsfodring med segregeringslove og en
adfærdsforstyrrende bøderegn over intetanende flygtninge som Doha, der prøver
at få livet til at give mening på dagsbasis. Der er tale om en kollektiv summarisk
afstraffelse af et postnummer. Eller som Birthe Rønn Hornbech sagde i morges: ”der
er indført undtagelsestilstand i Danmark”. Det har altid været politisk
opportunt at integrationspolitik bygger på følelser, værdier og holdninger mens
viden, evidens og erfaringer er blevet anset for at være forstyrrende faktorer.
Folketinget er ramt af Anders And syndromet: de nægter at blive klogere og vil
hellere gentage de samme fejl uge for uge i nye vanvittige fortællinger. Sandheden
er at man politisk ikke har interesse i viden, man har ikke interesse i
langsigtede strategier og man ønsker at fastholde integrationsområdet som et af
de sidste politiske frirum, hvor man kan være politiker med følelser,
mavefornemmelser og angstsymptomer. Finansministeren styre alt andet og der er
kun fartgrænser og flygtninge tilbage, som kan skille partierne.
Vollsmose blev bygget i 1967 som en ”menneskevenlig bydel”,
hvor de fattige odenseanere der boede i lejligheder uden toilet kunne flytte
ud. Drømmen var at man skulle kunne leve, arbejde og dø i Vollsmose. Bydelen
blev senere udvidet i 2 faser. Lejlighederne var indrettet til familier med 2 fastarbejdende
voksne og 2 børn med ”rationelt og husmor-venligt indrettede” køkkener. Der var
beregnet 1½ bil per familie. Men oliekrisen medførte at børnefamilierne ”holdt
op med at producere børn i rimelige mængder” mens odenseanerne synes
lejlighederne var for store og dyre. Vollsmose blev ramt af en udlejningskrise,
så i stedet for fuldtidsarbejdende familier blev lejlighederne fyldt op med
enlige mødre og flygtninge. Allerede fra 1975, hvor der stadig kun boede 5 %
flygtninge men 50 % på overførselsindkomster, var Vollsmose ”et sted man kun
boede hvis man ikke kunne bo andre steder”. Centerpubben var berygtet og
politiet kørte i pendul fart mellem pubben i Vollsmose centeret, hvor etnisk
danske arbejdsløse holdt til, og detentionen. Der blev ansat en særlig betjent
til at tage sig af alkoholismeproblemet. Vollsmose blev første gang omtalt som ”et
problem” i 1974. Og det er det stadig over 40 år senere – det er kun prügelknaben
der har ændrer sig med tiden: dyre og for store lejligheder, oliekrisen, enlige
mødre, revalidenter, alkoholikere, arbejdsløse, førtidspensionister og de
seneste i rækken: flygtninge. Vollsmose er et postnummer alle elsker at hade. Livet
i Odense ville ikke være det samme uden Vollsmose. Hvis man kørte bulldozerne
hen over området ville det opstå et andet sted og være lige så hadet. Men
belastede boligområder er også en kommunal indtægtskilde. Der er over 400
projekter i Gellerup og knap 250 projekter i Vollsmose ved en opgørelse for
nogle år siden. Der er tale om postnumre, der drives som u-landsprojekter. Projekter
der fastholder befolkningen og de projektansatte i en afhængighed af
nødhjælpen. Satspuljemidlerne er kommet til og har tilført et lotteriagtigt
element: Folketinget bestemmer hvert år hvad temaet skal være og man må bare
håbe på at vinde hovedgevinsten. Gode projekter, selv de supersuccesfulde,
stoppes ubønhørligt efter 3 år ud fra den religiøse filosofi at hvis det er en
succes så vil lokalbefolkningen og den lokale regering (Odense kommune) tage
over og permanentgøre projektet. Alle ved godt dét aldrig kommer til at ske,
men man har lov til at lade som om. Borgere parkeres på kortsigtede u-landsprojektmidler,
der sikrer kommunen statslig refusion. I virkeligheden er der tale om en 'subtraktions proces', hvor det er de rige og veluddannede der fraflytter belastede boligområder mere end det er de fattige og kortuddannede der flytter ind. Det gør de efterladte til funktionelle modborgere der bevidst flytter sammen - i virkeligheden skulle regeringen måske tvinge de rige og smukke til at blive i belastede boligområder men det tør de selvfølgelig ikke.
Historisk har den politiske ligegyldighed sat sit præg på migranters muligheder i Danmark: de tyrkiske og pakistanske "gæstearbejdere" steg ud af flyveren i 70'erne og startede på rengøringsjob næste morgen for 40 år senere at opdage at de ikke kunne dansk da de blev syge eller arbejdsløse. Statsløse palæstinensere fik kollektivt dansk statsborgerskab men uden en ledsagende integrationsindsats. De palæstinensere der gerne ville rejse hjem kan ikke få lov af deres kommune og Israel blokerer for hjemsendelse. De unge bosniske flygtninge blev placeret på særlige skoler og måtte ikke lære dansk fordi de jo skulle hjem igen. De syriske flygtninge oplever lige nu det samme: de må ikke lære noget, de må ikke samle deres familie og de kan ikke rejse hjem. Sri Lankanske flygtninge blev sendt på slagterier og andre fabrikker, men blev kollektivt fyret under finanskrisen med det resultat af hele familier, og i nogle tilfælde hele kommuner, blev lammet af Sri Lankanske familier der ikke kunne dansk og ikke havde uddannelse. Vietnamesiske bådflygtninge opfattes traditionelt som velintegrerede selvom kun få taler dansk - de har arbejde og holder sig for sig selv og det opfattes som integration. Men når de bliver syge skal de have tolk - selv efter 30 år i landet - når deres oplevelser fra hjemlandet pludselig banker på om natten. De burmesiske flygtninge skulle hurtigt integreres men mange af dem tilbragte de første år sygehus og på arbejde men fik ikke lært dansk. Socialrådgivere må ikke tale om fortiden med deres borgere - dét står der i deres retningslinjer. Der skal ses fremad, der skal fokuseres på ressourcer og fortiden er bare en uhensigtsmæssig modspiller der skal fjernes. I nogle kommuner er det lige frem i talesat som 'neutral sagsbehandling' - dvs. at man skal forholde sig til ret og pligt mens den samlede sociale situation er uinteressant. Er der nogen der undrer sig over at resultatet af en så omfattende knibtangsmanøvre mod flygtninge er modborgerskab, desintegration og mistillid?
Historisk har den politiske ligegyldighed sat sit præg på migranters muligheder i Danmark: de tyrkiske og pakistanske "gæstearbejdere" steg ud af flyveren i 70'erne og startede på rengøringsjob næste morgen for 40 år senere at opdage at de ikke kunne dansk da de blev syge eller arbejdsløse. Statsløse palæstinensere fik kollektivt dansk statsborgerskab men uden en ledsagende integrationsindsats. De palæstinensere der gerne ville rejse hjem kan ikke få lov af deres kommune og Israel blokerer for hjemsendelse. De unge bosniske flygtninge blev placeret på særlige skoler og måtte ikke lære dansk fordi de jo skulle hjem igen. De syriske flygtninge oplever lige nu det samme: de må ikke lære noget, de må ikke samle deres familie og de kan ikke rejse hjem. Sri Lankanske flygtninge blev sendt på slagterier og andre fabrikker, men blev kollektivt fyret under finanskrisen med det resultat af hele familier, og i nogle tilfælde hele kommuner, blev lammet af Sri Lankanske familier der ikke kunne dansk og ikke havde uddannelse. Vietnamesiske bådflygtninge opfattes traditionelt som velintegrerede selvom kun få taler dansk - de har arbejde og holder sig for sig selv og det opfattes som integration. Men når de bliver syge skal de have tolk - selv efter 30 år i landet - når deres oplevelser fra hjemlandet pludselig banker på om natten. De burmesiske flygtninge skulle hurtigt integreres men mange af dem tilbragte de første år sygehus og på arbejde men fik ikke lært dansk. Socialrådgivere må ikke tale om fortiden med deres borgere - dét står der i deres retningslinjer. Der skal ses fremad, der skal fokuseres på ressourcer og fortiden er bare en uhensigtsmæssig modspiller der skal fjernes. I nogle kommuner er det lige frem i talesat som 'neutral sagsbehandling' - dvs. at man skal forholde sig til ret og pligt mens den samlede sociale situation er uinteressant. Er der nogen der undrer sig over at resultatet af en så omfattende knibtangsmanøvre mod flygtninge er modborgerskab, desintegration og mistillid?
Ikke nok med at penge og projekttemaer skifter årligt. Social
– og sundhedspolitikken i belastede boligområder ændres lige så hyppigt. Eksperter
og erfarne integrationsmedarbejdere flyttes konstant til nye opgaver.
Afdelinger nedlægges eller omorganiseres konstant og hver gang de nationale
politikere får øje på en prügelknabe i Vollsmose nedlægges hele
projektafdelinger, ledere fyres og nye projekter opstår. Det første skilt man
møder i Vollsmose er Politistationen. Der har ikke været en praktiserende læge
i området i over 20 år. Der var forslag om at etablere en fælles klinik sammen
med Indvandrermedicinsk klinik på Odense Universitetshospital og kommunens
borgmester var begejstret for ideen. Men regionen sagde nej til forslaget fordi
der på daværende tidspunkt manglede en praktiserende læger på Langeland. Senere
blev det indført at kommunerne obligatorisk skulle tilbyde nyankomne flygtninge
en helbredsundersøgelse ved en læge så man bedre kunne skræddersy et
integrationsprogram. Dén idé blev stoppet af finansminister Claus Hjortdal og
Danske Kommuner fordi det var unødvendigt. 15.000 beboere i Vollsmose har ikke
en læge i nærområdet og politikerne er bedøvende ligeglade. En tidlig
helbredsvurdering der kunne give en bedre start på livet blev skrottet som
meningsløs. Langsigtede strategier og integrationsfremmende interventioner er i
virkeligheden ikke et politisk ønske. Men nu skal alle beboere i Vollsmose
straffes kollektivt for politiske forsømmelser, manglende rettidig omhu og
stålsat ligegyldighed overfor flygtninges vilkår.
Ghettoplanen vil ramme en befolkningsgruppe som i forvejen
er ludfattige og handlingslammede. Børn vokser allerede nu op i en fattigdom vi
ikke har set siden 30’erne. En kendt erhvervsmand sagde engang at ”Intet
socialkontor kan slå en god familie”. Det er lettere og smartere at skabe
stærke børn end at reparere sammenbrudte voksne – alligevel er ghettoplanen et
ægte vikingeprodukt: vi skal gøre det svært at være fattig og vi vil ikke gøre
noget før det er gået helt galt. I stedet for at piske på de voksne så styrk
deres forældrerolle så børnene får den nødvendige råstyrke. Effekten af
fattigdom ligner mere og mere en sygdom. Diskrimination, racisme og
meningsløshed æder sjæle og øger risikoen for psykisk sygdom, sukkersyge
og blodpropper.
Dansk politik er ramt af alvorlig ghettosyge, galoperende
beslutningstræthed og tiltagende projektlammelse. Juraen på integrationsområdet
et præget af politisk dovenskab, styret af ukontrolleret frygt men resultatet
er en slap pisk. Hvis pisken altid kommer før guleroden når guleroden at blive kedelig,
tør og vissen – og smager af blod.
Kilder:
Niels Rohleder, Kim Larsen. En menneskevenlig bydel.
Dagbladet Information 9.okt. 1999. https://www.information.dk/1999/10/menneskevenlig-bydel
Brown, Timothy T., Juulia Partanen, Linh Chuong, Vaughn Villaverde, Ann Chantal Griffin, and Aaron Mendelson. "Discrimination hurts: The effect of discrimination on the development of chronic pain." Social Science & Medicine (2018).
Bernstein, Betty J. 1971. "What happened to" ghetto medicine" in New York State?" American journal of public health 61 (7):1287-1293
Waligora-Davis, Nicole A. "The ghetto: Illness and the formation of the “suspect” in American polity." In Forum for Modern Language Studies, vol. 40, no. 2, pp. 182-203. Oxford University Press, 2004.
Epstein, Helen. "Ghetto Miasma: Enough to Make You Sick?." New York Times Magazine 12 (2003).
Massry, Shaul G., and Miroslaw Smogorzewski. "The hunger disease of the Warsaw Ghetto." American journal of nephrology 22, no. 2-3 (2002): 197-201.
Granovetter, Mark. "The strength of weak ties: A network theory revisited." Sociological theory (1983): 201-233.
Brown, Timothy T., Juulia Partanen, Linh Chuong, Vaughn Villaverde, Ann Chantal Griffin, and Aaron Mendelson. "Discrimination hurts: The effect of discrimination on the development of chronic pain." Social Science & Medicine (2018).
Bernstein, Betty J. 1971. "What happened to" ghetto medicine" in New York State?" American journal of public health 61 (7):1287-1293
Carlsen, Lene Torp. 2010. "Ghetto læger." Ugeskr
Læger 172 (50):5.
Jensen, Tina Gudrun. 2016. Naboskab
i multietniske boligområder. København boligsocialnet.
Cattell, Vicky. 2001. "Poor people, poor places, and poor
health: the mediating role of social
networks and social capital." Social
science & medicine 52 (10):1501-1516.
Pierce, CHESTER M. 1975. "The ghetto: an extreme sleep
environment." Journal of the National Medical Association 67 (2):162.
Waligora-Davis, Nicole A. "The ghetto: Illness and the formation of the “suspect” in American polity." In Forum for Modern Language Studies, vol. 40, no. 2, pp. 182-203. Oxford University Press, 2004.
Epstein, Helen. "Ghetto Miasma: Enough to Make You Sick?." New York Times Magazine 12 (2003).
Massry, Shaul G., and Miroslaw Smogorzewski. "The hunger disease of the Warsaw Ghetto." American journal of nephrology 22, no. 2-3 (2002): 197-201.
Granovetter, Mark. "The strength of weak ties: A network theory revisited." Sociological theory (1983): 201-233.
Villegas, Malia, Sabina Rak Neugebauer, and Kerry R. Venegas. Indigenous knowledge and education: Sites of struggle, strength, and survivance. No. Sirsi) i9780916690489. 2008.
Clark, Kenneth B. Dark ghetto: Dilemmas of social power. Wesleyan University Press, 1989.
Wirth, Louis, ed. The ghetto. Vol. 7. Transaction Publishers, 1998.
Rasmussen, Karl R. "The Multi-Ordered Urban Area: A Ghetto." Phylon (1960-) 29.3 (1968): 282-290.
Hapgood, Hutchins. The Spirit of the Ghetto: Studies of the Jewish Quarter in New York. Funk & Wagnalls, 1902.
Goldsmith, William W. "The ghetto as a resource for Black America." Journal of the American Institute of Planners 40.1 (1974): 17-30.
Garmezy, Norman. "Resilience in children's adaptation to negative life events and stressed environments." Pediatric annals 20.9 (1991): 459-466.
Haynes, Bruce, and Ray Hutchison. "The ghetto: origins, history, discourse." City & Community 7.4 (2008): 347-352.
Rosenkvist, Jenny. 2002. "Danmark i Amerika eller Amerika i”
Danmark”? Om identitet och ursprung."Kandidat, Sociologiska institutionen,
Lunds Universitet.