Den rare patient – patientologi for begyndere

(bragt første gang i ugeskrift for læger)

Physicians fail to remember that every patient represents a human heart, crushed to the point of despair by sickness and resultant poverty. Citatet kommer vi tilbage til, men det forklarer præcist hvorfor læger har så svært ved at få patienten I centrum. Nogle gange er det bare smartere at finde ud af hvilken person der har sygdommen end hvilken sygdom personen har.

Men der er måske morgenluft på vej ind i konsultationsrummet. Helt overraskende er patienten pludselig kommet, om ikke i centrum, så i hvert fald i søgelyset med et par helt nye rapporter. Patienter er simpelthen kommet på mode, alle taler om dem. Men selv om de er meget i medierne har vi stadig svært ved at forstå dem: hvad er det de vil os med deres upræcise voldsomme krops oplevelser, der savner anatomisk sammenhæng? Er de sløve, sløsede tidsrøvere eller er de spændende kliniske udfordringer?  Sygeplejerskerne har i årtier haft undervisning i ”patientologi”  og der er sågar en tilhørende lærebog. Desværre er det aldrig rigtig på samme måde gået op for læger, at klinisk succes tager afsæt i at forstå patientens person, præmisser og behov. Patienten burde være vores videnskabelige grundlag ligesom patienten er vores videnskabelige materiale. Men der er ikke ét eneste fag på medicin studiet, der bringer læger nærmere en forståelse af patienten – vi lærer derimod de studerende at patienten er summen af biokemi + fysiologi + anatomi + sygdomslære + ”det der psykiske som sygeplejersken tager sig”. I stedet udstyrer læger hinanden med en kollektiv social amnesi, der får empati til at uddø om en dinosaur inden vi er speciallæger. Franz Kafka sagde at ”en rigtig læge higer efter mennesket”, men ham har læger ikke rigtig lyttet til. Det burde vi nok gøre - ikke mindst efter de seneste dages ubehageligt præcise rapporter om lægers kerneydelser: en rapport fra Ugebrevet Mandag Morgen    om, at patienter kræver at komme med til lægekonferencer og at vi skal skrive på almindelig dansk i journalerne og en rapport fra Dansk Selskab for Patientsikkerhed om vejen til bedre behandling byggende på lægers og sygeplejerskers egne oplevelser som patienter.

Vejen til bedre behandling er en kvalitativ undersøgelse der beskriver hvordan syge læger og sygeplejersker er bange for at deres kolleger laver fejl, når de skal undersøges og behandles af dem. Den beskriver også hvordan læger og sygeplejersker får forhandlet sig til hurtigere og bedre undersøgelser og behandling. Vi kan altså godt levere varen– når vi presses til det af kolleger. Men vi kan også godt når vi møder den velinformerede, rare, veluddannede kloge patient – for det er jo egentlig det samme de gør: klæder sig på til at forstå lægen, forhandler sig til mere nuanceret information og insisterer på at blive taget med på råd i valg af undersøgelse, tilbud om avanceret behandling og sågar diagnose. Sundhedsministeren har hældt benzin på bålet ved at foreslå at læger skulle lære at være lidt mere empatiske.

Patienter adskiller sig heldigvis ikke fra andre mennesker. Der er 4 typer, men det er kun én af typerne, der får rigtig god behandling og lever længere, gæt selv hvilken: sympatisk-kompetent , usympatisk-kompetent, sympatisk-inkompetent, usympatisk-inkompetent. Den gode patient er patienten, der opfylder vores (lægelige) ide om en patient, patienten der synes rar og udtrykker tilfredshed og det er patienten, hvor lægen forudser høj compliance. Kort sagt et sødt og rart menneske der har forstået statist rollen som patient. Den rare kompetente patient få mere detaljeret information, tilbydes tættere kontrol, får lægens telefon nummer, motiveres for at kontakte afdelingen ved tvivl og tilbydes mere moderne kompleks behandling. Og så er man pludselig, i patientens øjne, en sympatisk-kompetent læge.

Hvis vi lytter til Kafka, sundhedsministeren og de nye rapporter og tøvende vender vores kliniske blik væk fra computerskærmen og checklisterne over mod patienten, hvad ér det så vi skal forstå? Igen skal vi tilbage til poesien og hente inspiration fra John Donne (Devotions Upon Emergent Occasions) : ”As sickness is the greatest misery, so the greatest misery of sickness is solitude. . .”. Ensomhed isolerer og æder patienters sjæle. Patientens lidelse forstyrrer den sociale orden i familien og vennekredsen. Patienter er afsondrede fra deres (normale) krop, isolerede fra familie og venner, føler sig distanceret fra deres normale tilstand og de normale kræfter kan de ikke mobilisere. Måske er lægen den eneste ven i sygdommen – men lægen er ked af at skulle se patienten, der ikke er rask, for det udstiller lægens manglende handlekraft at patienten fortsat lider. Så også her kan patienten opleve udstødning der forstærker ensomheden. Ensomhed svarer til at ryge 40 cigaretter om dagen i tabte leveår. Måske det er god medicin, hvis lægen mødes med patienten i deres fælles sårbarhed: patienten med sin lidelse og lægen med sin ikke helt så effektive behandling. Mange patienter kan sejle rundt i sundhedsvæsenet i årevis i jagten på noget helt andet end lægerne tror: ”I just want a doctor that loves me as I am and will take care of me…..or at least just some respect”, som en ung kvindelig patient  skrev i sine erindringer (Grealy, Lucy. Autobiography of a Face. Houghton Mifflin Harcourt, 1994). Hun vansiret ansigtet efter kræft i kæben, og lægerne hende aldrig som andet end en voldsomt spændende operativ udfordring, mens patientens kyniske klarhed sagde hende, at ansigtet aldrig ville blive rigtig pænt. I stedet gik hun gik efter kærlig, omsorg og en lille smule respekt som menneske – det fik hun kun glimtvis men ikke af læger.

Rita Charon, leder af Program for Narrative Medicine på Columbia University School of Medicine,  er måske den der klarest har beskrevet patienters almen menneskelige behov: “Sick people need physicians and nurses who can understand their diseases, treat and care their medical problems and accompany them through their illnesses”. Og hendes bog Honoring the stories of illness er et godt sted at starte hvis man mangler en manual til empatisk lægekunst.

Det er ikke en nyhed, at det fører til diagnostiske kvaler, hvis lægen reducerer patienten til at være summen af sine organer, symptomer og biokemi. Cutter skrev i 1923 artiklen The art of medicine I Journal of the American Medical Association:  “Physicians fail to remember that every patient represents a human heart, crushed to the point of despair by sickness and resultant poverty”. Det glemmer lægerne desværre stadigvæk og netop I disse dage skal vi ovenikøbet mindes om vores forglemmelse, ikke af en velmenende læge kollega, men af patienter, pårørende og en minister. Empati er godt for sjælen, men at det også er stærk medicin er måske mindre indlysende: nogle har kaldt læge arbejde uden empati er som ”half a medicine”. Mere om det i kommende indlæg om patientologi for let øvede og viderekomne.

Mandagsmodellen - vores bedste ven

(Udgivet første gang på Ugeskrift for Lægers blog 22. januar 2016)

I gamle dage var der et særligt begreb for nye biler, der hele tiden gik i stykker: mandagsbilen. Dengang biler blev lavet af mennesker og ikke robotter var der variation i kvalitet. Købte man en ny bil der konstant gik i stykker fra starten, så var det bare en mandagsbil – en human og trøstende forklaring på at ens Morris Oxford til 45.000kr. ikke levede op til forventningerne. Man kunne lige se en flok engelske arbejdere på Ford Fabrikken stå ukoncentrerede efter weekendens dart turnering på pubben og tjatte lidt, skrue lidt og hamre lidt til ens Morris sådan en kedelig regnfuld tåget engelsk mandag morgen. Nogle biler blev skruet godt sammen, andre ikke, sådan var det, for det gav en menneskelig forklaring på, at naboens Morris, i modsætning til ens egen, aldrig skulle på værksted. Der gik også rygter om at nogle Morris fabrikker kun lavede mandagsmodeller, mens andre aldrig gjorde. De alternative forklaringer: at ikke alle var lige gode til at passe på deres bil, at nogle bilfejl er mere synlige end andre eller at naboen måske skjulte at hans bil faktisk også havde fejl, dem ignorerede man.  Man solgte bare bilen og købte en anden model, hvis man altså nåede det inden bilen var usælgelig. 

Sådan er det også med patienter. ”Gud havde nok en dårlig (man)dag da patienten blev født” tænker lægen måske i sit stille sind ved mødet en patient, der har været syg hele livet. Nogle patienter ér nok født som mandagsmodeller og skal tit på værksted. De kan, i modsætning til bilejere, ikke bare blive skiftet ud med en anden model. Men naboen kan nu også godt være en mandagsmodel uden man opdager det. Sygehuse, deres afdelinger og de ansatte kan også have dage hvor de ikke er så skarpe på behandlingskvaliteten – så får man en mandagsbehandling. Så er der andre dage hvor vi er mere oppe på dupperne. Nogle sygehuse kan have mange mandage på én uge.

Hvilken model er du?

Taylor, et barn af overklassen I Philadelfia, var den første der beskrev ’videnskabelig ledelse’(se: The Principles of Scientific Management). Taylors idé er, at der er én optimal måde at udføre enhver opgave, og at det er lederens ansvar at sikre, at ingen ansatte afviger fra den smarteste måde at arbejde på. Tidligere har mennesket været i fokus; i fremtiden, vil systemet være i fokus, sagdeTaylor i 1911. Og måske er han ved at få ret her 100 år efter. Toyota bil fabrikkerne tog Taylor’s ideer til sig og skabte Lean-modellen for ledelse. Siden blev modellen anvendt til at håndtere affald. Da sundhedsvæsenet kommer under stigende økonomisk pres for at nå de større produktivitet for færre midler, begyndte taylorismen at gennemtrænge og ændre kulturen i sundhedsvæsenet.  Fortalere for Toyotas "Lean" ideer foreslår, at patientbehandlingen skal følge de samme standardiserede systemer som i fremstilling biler. Der er eksempler på at ledere med stopure på hospitalsafdelinger og skadestuer har målt varigheden af patientens besøg. Målet var at bestemme den optimale tid til patient-læge interaktion, så patientens møde med sundhedsvæsenet kan standardiseres og effektiviseres.

Selvom der ligge våde økonomiske og styringsmæssige drømme bag Toyota modellen, så har det vist sig svært at etablere velfungerende samlehaller på sygehuse. Forklaringen ligger måske ligefor, i selve navnet: Toyota bilen. For én ting er at producere den samme Toyota Corolla årgang 2016 tre år i træk med samlerobotter. Noget andet er at der ude i samfundet kører 117 forskellige typer Corollaer fra 30 forskellige årgange og hvert kontinent har i øvrigt et særligt Corolla karosseri mens nogle lande har særlige krav til motor og sikkerhed. Og det er så bare situationen for én biltype:Toyota Corolla – hvad så med Nissan, Folkevogn, Opel, Fiat biler? Hvis patienterne var biler, ville de være biler af forskellige årgang og modeller med forskellige og ofte multiple problemer, hvoraf mange tidligere var blevet forsøgt repareret af forskellige autoriserede/u-autoriserede mekanikere. Desuden ville disse biler alle kommunikere på forskellige sprog og give udtryk for individuelle præferencer for, hvornår, hvordan, og endda om de overhovedet ønskede at blive repareret. Enhver læge lærer hurtigt sandheden om patienter: de er genetisk, fysiologisk, psykologisk og kulturelt mangfoldige og ingen af dem er produceret i en Toyota samlehal - tværtimod. Det er ikke underligt, at eksperter er uenige om de bedste måder at diagnosticere og behandle mange medicinske tilstande, herunder hypertension, hyperlipidæmi, ADHD og kræft, blandt andre. En af de hyppigst nævnte patientfaktorer der fører til udbrændthed blandt læger i USA [MEDSCAPE undersøgelse – se kommentarer] er at patienters følelsesmæssige problemer er kommet til at tage for meget af lægers kortere og kortere tid med patienterne. En snigende fornemmelse af at det man blev læge for ikke er en del af den lægelige Toyota model årgang 2016. Åbne spørgsmål der inviterer til dialog og patient inddragelse er yt, checklister og tidsstyrede diagnostiske processer er in. Patienten kommer ikke til orde og lægen brænder ud - og så får vi en mandagsmodel ud af produktionshallen. Politikerne og Lægeforeningen er ikke helt enige om løsningen: hvem er patientens bedste ven? – er det et dyrt autoriseret værksted (specialisten) eller det billige hyggelig værksted med den ærlige tillidsvækkende 65-årige mekaniker (generalisten)?

De sure er de bedste

Vi mangler et klinisk praktisk redskab til at undgå mandagsmodeller i sundhedsvæsenet. Men måske er der hjælp at hente fra en helt uventet kant. Det siges at man skal kende ethvert samfund på, hvordan det behandler de svageste. Men de har de med altid at flyve under vores radar. Måske skal radaren justeres lidt ned, for som Bill Gates citeres for at sige til erhvervskolleger, så er ’Jeres mest utilfredse kunder er samtidig Jeres bedste kilde til læring’. Det er de sure kunder, de kunder der får mandagsmodellen, der fortæller os, hvor de ømme tæer er i organisationen. Måske ligger der noget gemt læring hos de vrede, stressede patienter [ KILDE]? Noget tyder på det for som  tidligere vice-direktør på Hvidovre hospital Torben Mogensen sagde i et foredrag: ”Det der er rigtigt dyrt for sygehuse, det er når det går galt med patienter”. Og ofte er det de sårbare patienter det ”går galt med”. De kommer skævt og sent ind på sygehuset via skadestuen, de har flere sygdomme, der skal håndteres samtidigt og deres diagnoser forsinkes, ligesom de er længere tid om at blive rehabiliteret. Praktiserende læger føler dé er generalisterne, men har ikke tiden til at tænke.

Sårbare patienter har nyttige historier og de kan og skal bruges til at undgå mandagsmodeller og forskelsbehandling. Ligebehandlingsudvalget i Regionsrådet i Region Syddanmark har bevilget penge til et projekt der skal prøve at udbrede erfaringerne fra Indvandrermedicinsk klinik (IMK) på Odense Universitetshospital til andre patientgrupper. IMK har den særlige fordel at vi følger patientforløb over længere tid på forskellige sygehusafdelinger samt ind og ud af sygehuset. De foreløbige erfaringer har vist at de svage punkter som flygtninge/indvandrer patienter ofte rammes af i høj grad også deles af andre, etnisk danske, sårbare patienter. Med udgangspunkt i erfaringerne med en gruppe patienter med særligt mange sårbarheder kan andre afdelinger få ideer til hvor sårbare patienter generelt, i de enkelte afdelinger/specialer, stresses og hvor der hyppigt slækkes på kvalitet. Ideen om, at Lean kan anvendes i sundhedsvæsenet bygger på én forkert præmis: vi tror vi ved hvad der er problemet. Men vi behøver ikke kigge til bilindustrien for at blive klogere på hvad problemet er. Vi kan øge kvalitet og skabe hensigtsmæssige arbejdsgange ved at se på de erfaringer, der ligger lige for næsen af os i hverdagen. De sure patienter, der får mandagsbehandlingen er vores bedste venner. Mere om det i næste blog.

Kroniske sygdomme er en tung byrde

(Bragt første gang i bladet 'Helse')

 Når et menneske bevæger sig fra gaden til lægehuset eller hospitalet, så ændrer man sig umærkeligt til rollen som patient. Det er ret uproblematisk når man har halsbetændelse en enkelt gang, men bliver man ramt af en alvorlig konisk lidelse, kan relationen til lægen blive belastet. 

Livet med kronisk sygdom afslører ofte vigtige erfaringer om livet, som ellers er usynlige. Sygdom påvirker den måde, man ser sig selv som menneske, splitter de daglige rutiner og ændrer tidens betydning, og hvordan tid opfattes. De fleste læger er ikke patienter, men lærer at ”tænke som” patienter. Alligevel er der mange områder, der forbliver patientens egne oplevelser som andre, også lægen, kan have svært ved at sætte sig ind i. Det er velkendt, at opfattelsen af tid ændrer sig ved sygdom. Tiden går langsommere ved kronisk sygdom eller ved depression, og selv små opgaver kan blive til Sisyfos-arbejde for patienten. Patientens tidsregning kolliderer med lægens tidsregning (og sikkert også de pårørendes og arbejdspladsens behov for tidsplaner). Patienten bliver besværlig, alene på grund af en alternativ tidsregning som passer bedre til at være syg.

”Dårlige” patienter har gode grunde

Mens omgivelserne prøver at bagatellisere, at patienten skal tage tre piller tre gange dagligt, så kan det på dårlige dag, for en træt patient, blive en kvalmende og frastødende handling. Og orker man ikke, igen, at skulle forklare at lige i dag, er pillerne større og mere bitre, end de plejer at være, så bliver en rimelig handling til en ulogisk handling. Man bliver pludselig en ”dårlig” patient, der ikke passer på sig selv, og som ikke efterlever lægens råd. De senere år er, ellers velfungerende ældre patienter blevet ”funktionelt umyndiggjorte”, fordi de fra den ene dag til den anden skal bestille tid hos lægen, søge medicintilskud og modtage offentlig post gennem e-post på internettet. Udebliver man fra aftaler, glemmer man at forny medicinrecepter etc., så bliver mønster-patienter til vanskelige patienter, der spilder lægens og sygehusets tid.

Patienter er drevet, på godt og ondt, af almindelige følelser som angst, skyld, skam og ære. Patienter arbejder, på hver deres måde, med at tage vare på sig selv, og føler de gør deres bedste og lidt til, næsten som et æresspørgsmål. Livsstils spørgsmål, hvor patienten ikke føler succes (for eksempel vægttab), opleves skamfulde og bliver tilsidesat for de områder, hvor patienten føler stolthed over succes med at gøre noget selv (huske medicin, ryge mindre).  Manglende succes kan også være forbundet med en følelse af at handle uansvarligt over for sig selv og ens nærmeste. Følelser som skam, ære og personligt ansvar, hænger tæt sammen med den livsstil, man har (eller gerne vil have).  Patienterne kæmper dagligt for at forsvare sig selv mod skam og uansvarlighed. Det koster energi og psykisk overskud, som man ikke har hver dag. Der er gode og dårlige dage som patient, dage hvor man ”synder”, er ”uansvarlig” og som ender med en skamfølelse, der påvirker lysten til at passe på sig selv. Hvis lægen ikke opfanger den skjulte skam, kan det være svært at forstå patientens måde at leve med sygdommen på, og det kan give anledning til mistillid mellem læge og patient.

Hvordan, patienten opfatter lægens oplysninger, afhænger af, hvordan lægen forklarer det, hvordan lægen ser ud, hvad lægen selv synes, og hvad lægen tror, patienten vil kunne forstå, eller hvilke bivirkninger patienten vil kunne holde til. Patienter er bange for at tage en forkert beslutning, men de er også bange for smerter, unødvendige bivirkninger eller et usikkert behandlingsresultat. Hvis lægen og patienten ikke er åbne omkring tvivl, angst og hvad risikoen betyder, så kan det ende med forkerte beslutninger på et forkert grundlag.

Ensomhed er dødbringende

Digteren John Donne (1572-1631) havde allerede dengang fat i noget centralt, og åbenbart tidsløst, om livet som patient: ”Ligesom sygdom er menneskets største elendighed, så er den største elendighed ved sygdom ensomhed”. Ensomhed isolerer og æder patienters sjæle. Patientens lidelse forstyrrer den sociale orden i familien og vennekredsen. Patienter er afsondrede fra deres (normale) krop, isolerede fra familie og venner, føler sig distanceret fra deres normale tilstand, og de normale kræfter kan de ikke mobilisere. Måske er lægen den eneste ven i sygdommen – men lægen er ked af at skulle se patienten, der ikke er rask, for det udstiller lægens manglende handlekraft, at patienten fortsat lider. Så også her kan patienten opleve udstødning, der forstærker ensomheden. Ensomhed er livsfarlig og svarer til at ryge 15 cigaretter om dagen i tabte leveår. Måske det er god medicin, hvis lægen mødes med patienten i deres fælles sårbarhed: patienten med sin lidelse, og lægen med sin ikke helt så effektive behandling. Mange patienter kan sejle rundt i sundhedsvæsenet i årevis i jagten på noget helt andet, end lægerne tror: ”Jeg ønsker mig bare en læge, der holder af mig og passer på mig … eller i hvert fald respekterer mig en lille smule”, som en ung kvindelig patient, skrev i sine erindringer. Hendes ansigt var vansiret efter kræft i kæben, og lægerne så hende aldrig som andet end en voldsomt spændende operativ udfordring, mens patientens kyniske klarhed sagde hende, at ansigtet aldrig ville blive rigtig pænt. I stedet gik hun gik efter kærlighed, omsorg og en lille smule respekt som menneske – det fik hun kun glimtvis gennem livet, men ikke af lægerne. En meget anerkendt læge, Cutter, skrev i 1923 i et amerikansk lægetidsskrift med titlen “Lægekunst”:  “Læger glemmer, at hver eneste patient er et menneske hjerte, der er ødelagt og desperat af sygdom og den påfølgende fattigdom og ensomhed” .Det glemmer lægerne desværre, efter næsten 100 år, stadigvæk.

Empati giver bedre sygdomskontrol

Rita Charon, leder af en særlig lægeuddannelse i USA, der lærer læger at bruge patienters oplevelser og livshistorier til at forbedre kommunikation, er måske den, der mest præcist har beskrevet patienters helt almindelige menneskelige behov: “Syge mennesker har brug for læger og sygeplejersker, som forstår deres liv med sygdom, kan behandle og pleje sygdommen og samtidig følge dem gennem livet med sygdommen”. Det er ikke en nyhed, at det giver problemer, hvis lægen reducerer patienten til bare at være summen af sine organer, symptomer, røntgen og blodprøver. Der kommer til at mangle noget menneskeligt i regnestykket, det mærker patienten, og begynder at isolere sig fra lægen uden at fortælle lægen alt.

Men hvad er det så, patienterne vil have? De fleste klager over læger fra patienter og medier handler om problemer med lægens måde at tale med patienterne og ikke så ofte, om lægen er dygtig.

Den almindelige klage er, at lægerne simpelthen ikke lytter til dem. Patienter vil have mere og bedre information om deres sygdom, og hvad resultatet bliver. De vil have mere åbenhed om bivirkningerne ved behandlingen, smertebehandling, og de vil gerne have lægen til at forstå deres følelsesmæssige behov. Patienter ønsker lægens råd om, hvad de selv kan gøre. Flere undersøgelser har vist, at læger og patienter har forskellige ideer om, hvad der er god kommunikation. Forskellene i opfattelse har indflydelse på kvaliteten af læge-patient samtaler, og i hvor høj grad patienten efterlever lægens råd. Hvis lægen er empatisk og forstående, så har eksempelvis deres sukkersygepatienter bedre styr på deres blodsukker. Patienter, der har læger, som er gode til at kommunikere, har færre smerter, bedre livskvalitet, mindre sygdomsangst, bedre blodtryk, bevæger sig mere, kan klare flere dagligdags opgaver og har sjældnere depression.

Franz Kafka sagde, at ”En rigtig læge higer efter mennesket”, og den, i patientens øjne, sympatisk-kompetente læge er nok den læge, der både lytter efter mennesket og er en fagligt dygtig læge, der lægger kortene på bordet for at hjælpe patienten med at tage den rigtige og bedste beslutning.

Scener fra et ægteskab: lægen og patienten i tykt og tyndt fra vugge til grav

(Bragt første gang i bladet 'Helse' 2015)

 

Det værste, patienter ved, er, når lægen kigger på dem med buskede-øjenbryn--hen-over-brillerne-blikket, mens lægen, alt for tydeligt, prøver at overbevise både sig selv og patienten om, at der ikke er noget galt – når man nu véd, der er noget helt galt, selvom blodprøverne og skanningen ikke viser noget. ”Jeg er sikker på, det er kræft, og lægen vil ikke fortælle mig det”, tænker patienten, mens lægen tænker: ”patienten er et pylre hoved, jeg har forklaret det to gange, og patienten har intet at være bange for, så hvorfor al den ståhej?”.

Læger og patienter lever i et mærkeligt og stille ægteskab, hvor man ikke bare kan gå fra hinanden. Der skal arbejdes hårdt, der skal sluges kameler, og forholdet skal fungere både i sygdom og sundhed til døden dem skiller. Det er ikke altid lige nemt, men hvis patienter og læger vidste noget mere om hinanden, ville mange fejl og misforståelser måske kunne undgås. Noget tyder på, at mens patienter gør det, de er bedst til og egentlig ikke ændrer sig så meget, så har lægerne bevæget sig noget væk fra ægteskabet drevet af tillokkende laboratoriemetoder, forførende skanningsmetoder, der kan se både kræftsvulster og patienters tanker.

Når lægen overvejer mulige diagnoser, så er det i virkeligheden et broget skøn, hvor indtrykket af patientens oplysninger sammen med patientens personlighed og reaktioner under samtalen, tilsammen giver en vag ide om, hvad patienten fejler. Patienter vil have beroligelse, lindring og sikkerhed, men får nogle gange i stedet en uklar besked, der ikke var meningen med lægebesøget.

Måske skal man se læge-patient samtaler som en slags ægteskab eller parforhold, hvor man, af hver sine grunde, er indstillede på at blive sammen og prøve at forstå mere af hinanden. Det gælder ikke om at vinde eller at få ret, men om at opnå, og fastholde, kontakt og nærvær. Læger skal blive ovre på patientens banehalvdel med en nysgerrighed og prøve at forstå: når du bliver så bange, så frustreret, hvad handler det så om, fortæl mig noget mere om det. Og patienten må på samme måde prøve at blive på lægens banehalvdel: du bliver ved med at sige, at der ikke er noget galt, men hvad er det, der gør, at du ikke forstår min fornemmelse af at være syg, min smerte eller angst. Der skal være en tur-tagning i læge patient samtalen, begge skal have lov at udfolde og forklare på skift. I en læge-patient samtale er der en slags kulturkløft og sprogbarriere, der skal overkommes ved, at begge prøver at forstå, hvad det er, der mangler at blive sagt. Det er, ligesom i et ægteskab, en fælles opgave som, gennem respekt, tillid og anerkendelse, går ud på at udjævne de forskelle, der kan forstyrre samtalen.

Burnet skrev i 1953, i det ansete lægetidsskrift The lancet, at ”lægens opgave er, at give patienter et så godt liv som muligt fra vugge til grav, med de gener den enkelte patient nu en gang er født med, og så i øvrigt beskytte patienter mod livets mange ulykker”. Selvom det er over 60 år siden, det blev skrevet, så er det stadig meget tæt på virkeligheden: lægen og patienten er nødt til at arbejde sammen og få det bedste ud af det – fra vugge til grav.