Ghettosyge og projektlammelse

Regeringen har i dag præsenteret en ghettoplan der krævede 8 ministre i lanceringen. Imens de kæmpede sig igennem tale rækken talte jeg med en kvindelig flygtning fra Mellemøsten, vi kan kalde hende Doha. Hun bor i en mindre by på Sydfyn men kunne godt tænke sig at flytte ind til Vollsmose. Hun havde fået job i Odense og det var hun glad for. Hun var blevet opereret for en generende lidelse og det var hun også glad for. Men hun var ikke glad for at efterlade sine børn kl. 6 om morgenen og være tilbage i sit hjem kl 18. For børnene græd når hun kom hjem, de var sultne, trætte og kede af det. De yngste af dem kom ofte ikke i skole fordi de ikke havde fået tøj på eller morgenmad. Hendes mand er svært krigsskadet og har psykiske mén. Han kan ikke selv spise, han kan ikke passe børnene og han holder sine kone vågen om natten fordi han er bange og har mareridt. Doha bryder sammen og græder. Hun er bange for at manden skal tage livet af sig selv, hun er bange for at børnene skal få en dårlig start i Danmark og hun er selv så udmattet at hun bare gerne ville sove lidt. Om jeg kunne skaffe hende en bolig i Vollsmose tæt på arbejdspladsen og tæt på sygehuset så hun ikke skulle bruge så lang tid på transport? Hvis hun kunne få en lejlighed i Vollsmose ville hun være tæt på sin søster og en kusine, der bor i Vollsmose og som ville kunne hjælpe med børnene. Børnene ville heller ikke længere skulle gå alene ad den mørke vej for at tage bussen til skolen. Vi enedes om at sende en underretning til kommunen, men det var prøvet tidligere uden held.  Og Doha er lykkeligt uvidende om at Vollsmose fra i dag er et farligt reservat at færdes i.

Ghettoplanen lanceredes af Lars Løkke Rasmussen som udtryk for bevidst ”proportional diskrimination” med samme selvfølgelighed som begrebet ”Alternative fakta” blev præsenteret af Trumps pressetalsmand. Politikerne har haft magt og muligheder for at forbedre integrationsinitiativer gennem mere end 30 år, men da det ikke er lykkedes ret godt – det er lidt ”floffy” som Lars Løkke sagde – så skal årtiers politiske utilstrækkeligheder nu opvejes af juridisk tvangsfodring med segregeringslove og en adfærdsforstyrrende bøderegn over intetanende flygtninge som Doha, der prøver at få livet til at give mening på dagsbasis. Der er tale om en kollektiv summarisk afstraffelse af et postnummer. Eller som Birthe Rønn Hornbech sagde i morges: ”der er indført undtagelsestilstand i Danmark”. Det har altid været politisk opportunt at integrationspolitik bygger på følelser, værdier og holdninger mens viden, evidens og erfaringer er blevet anset for at være forstyrrende faktorer. Folketinget er ramt af Anders And syndromet: de nægter at blive klogere og vil hellere gentage de samme fejl uge for uge i nye vanvittige fortællinger. Sandheden er at man politisk ikke har interesse i viden, man har ikke interesse i langsigtede strategier og man ønsker at fastholde integrationsområdet som et af de sidste politiske frirum, hvor man kan være politiker med følelser, mavefornemmelser og angstsymptomer. Finansministeren styre alt andet og der er kun fartgrænser og flygtninge tilbage, som kan skille partierne.

Vollsmose blev bygget i 1967 som en ”menneskevenlig bydel”, hvor de fattige odenseanere der boede i lejligheder uden toilet kunne flytte ud. Drømmen var at man skulle kunne leve, arbejde og dø i Vollsmose. Bydelen blev senere udvidet i 2 faser. Lejlighederne var indrettet til familier med 2 fastarbejdende voksne og 2 børn med ”rationelt og husmor-venligt indrettede” køkkener. Der var beregnet 1½ bil per familie. Men oliekrisen medførte at børnefamilierne ”holdt op med at producere børn i rimelige mængder” mens odenseanerne synes lejlighederne var for store og dyre. Vollsmose blev ramt af en udlejningskrise, så i stedet for fuldtidsarbejdende familier blev lejlighederne fyldt op med enlige mødre og flygtninge. Allerede fra 1975, hvor der stadig kun boede 5 % flygtninge men 50 % på overførselsindkomster, var Vollsmose ”et sted man kun boede hvis man ikke kunne bo andre steder”. Centerpubben var berygtet og politiet kørte i pendul fart mellem pubben i Vollsmose centeret, hvor etnisk danske arbejdsløse holdt til, og detentionen. Der blev ansat en særlig betjent til at tage sig af alkoholismeproblemet. Vollsmose blev første gang omtalt som ”et problem” i 1974. Og det er det stadig over 40 år senere – det er kun prügelknaben der har ændrer sig med tiden: dyre og for store lejligheder, oliekrisen, enlige mødre, revalidenter, alkoholikere, arbejdsløse, førtidspensionister og de seneste i rækken: flygtninge. Vollsmose er et postnummer alle elsker at hade. Livet i Odense ville ikke være det samme uden Vollsmose. Hvis man kørte bulldozerne hen over området ville det opstå et andet sted og være lige så hadet. Men belastede boligområder er også en kommunal indtægtskilde. Der er over 400 projekter i Gellerup og knap 250 projekter i Vollsmose ved en opgørelse for nogle år siden. Der er tale om postnumre, der drives som u-landsprojekter. Projekter der fastholder befolkningen og de projektansatte i en afhængighed af nødhjælpen. Satspuljemidlerne er kommet til og har tilført et lotteriagtigt element: Folketinget bestemmer hvert år hvad temaet skal være og man må bare håbe på at vinde hovedgevinsten. Gode projekter, selv de supersuccesfulde, stoppes ubønhørligt efter 3 år ud fra den religiøse filosofi at hvis det er en succes så vil lokalbefolkningen og den lokale regering (Odense kommune) tage over og permanentgøre projektet. Alle ved godt dét aldrig kommer til at ske, men man har lov til at lade som om. Borgere parkeres på kortsigtede u-landsprojektmidler, der sikrer kommunen statslig refusion. I virkeligheden er der tale om en 'subtraktions proces', hvor det er de rige og veluddannede der fraflytter belastede boligområder mere end det er de fattige og kortuddannede der flytter ind. Det gør de efterladte til funktionelle modborgere der bevidst flytter sammen - i virkeligheden skulle regeringen måske tvinge de rige og smukke til at blive i belastede boligområder men det tør de selvfølgelig ikke.

Historisk har den politiske ligegyldighed sat sit præg på migranters muligheder i Danmark: de tyrkiske og pakistanske "gæstearbejdere" steg ud af flyveren i 70'erne og startede på rengøringsjob næste morgen for 40 år senere at opdage at de ikke kunne dansk da de blev syge eller arbejdsløse. Statsløse palæstinensere fik kollektivt dansk statsborgerskab men uden en ledsagende integrationsindsats. De palæstinensere der gerne ville rejse hjem kan ikke få lov af deres kommune og Israel blokerer for hjemsendelse. De unge bosniske flygtninge blev placeret på særlige skoler og måtte ikke lære dansk fordi de jo skulle hjem igen. De syriske flygtninge oplever lige nu det samme: de må ikke lære noget, de må ikke samle deres familie og de kan ikke rejse hjem. Sri Lankanske flygtninge blev sendt på slagterier og andre fabrikker, men blev kollektivt fyret under finanskrisen med det resultat af hele familier, og i nogle tilfælde hele kommuner, blev lammet af Sri Lankanske familier der ikke kunne dansk og ikke havde uddannelse. Vietnamesiske bådflygtninge opfattes traditionelt som velintegrerede selvom kun få taler dansk - de har arbejde og holder sig for sig selv og det opfattes som integration. Men når de bliver syge skal de have tolk - selv  efter 30 år i landet - når deres oplevelser fra hjemlandet pludselig banker på om natten. De burmesiske flygtninge skulle hurtigt integreres men mange af dem tilbragte de første år sygehus og på arbejde men fik ikke lært dansk. Socialrådgivere må ikke tale om fortiden med deres borgere - dét står der i deres retningslinjer. Der skal ses fremad, der skal fokuseres på ressourcer og fortiden er bare en uhensigtsmæssig modspiller der skal fjernes. I nogle kommuner er det lige frem i talesat som 'neutral sagsbehandling' - dvs. at man skal forholde sig til ret og pligt mens den samlede sociale situation er uinteressant. Er der nogen der undrer sig over at resultatet af en så omfattende knibtangsmanøvre mod flygtninge er modborgerskab, desintegration og mistillid?

Ikke nok med at penge og projekttemaer skifter årligt. Social – og sundhedspolitikken i belastede boligområder ændres lige så hyppigt. Eksperter og erfarne integrationsmedarbejdere flyttes konstant til nye opgaver. Afdelinger nedlægges eller omorganiseres konstant og hver gang de nationale politikere får øje på en prügelknabe i Vollsmose nedlægges hele projektafdelinger, ledere fyres og nye projekter opstår. Det første skilt man møder i Vollsmose er Politistationen. Der har ikke været en praktiserende læge i området i over 20 år. Der var forslag om at etablere en fælles klinik sammen med Indvandrermedicinsk klinik på Odense Universitetshospital og kommunens borgmester var begejstret for ideen. Men regionen sagde nej til forslaget fordi der på daværende tidspunkt manglede en praktiserende læger på Langeland. Senere blev det indført at kommunerne obligatorisk skulle tilbyde nyankomne flygtninge en helbredsundersøgelse ved en læge så man bedre kunne skræddersy et integrationsprogram. Dén idé blev stoppet af finansminister Claus Hjortdal og Danske Kommuner fordi det var unødvendigt. 15.000 beboere i Vollsmose har ikke en læge i nærområdet og politikerne er bedøvende ligeglade. En tidlig helbredsvurdering der kunne give en bedre start på livet blev skrottet som meningsløs. Langsigtede strategier og integrationsfremmende interventioner er i virkeligheden ikke et politisk ønske. Men nu skal alle beboere i Vollsmose straffes kollektivt for politiske forsømmelser, manglende rettidig omhu og stålsat ligegyldighed overfor flygtninges vilkår.

Ghettoplanen vil ramme en befolkningsgruppe som i forvejen er ludfattige og handlingslammede. Børn vokser allerede nu op i en fattigdom vi ikke har set siden 30’erne. En kendt erhvervsmand sagde engang at ”Intet socialkontor kan slå en god familie”. Det er lettere og smartere at skabe stærke børn end at reparere sammenbrudte voksne – alligevel er ghettoplanen et ægte vikingeprodukt: vi skal gøre det svært at være fattig og vi vil ikke gøre noget før det er gået helt galt. I stedet for at piske på de voksne så styrk deres forældrerolle så børnene får den nødvendige råstyrke. Effekten af fattigdom ligner mere og mere en sygdom. Diskrimination, racisme og meningsløshed æder sjæle og øger risikoen for psykisk sygdom, sukkersyge og  blodpropper.

Dansk politik er ramt af alvorlig ghettosyge, galoperende beslutningstræthed og tiltagende projektlammelse. Juraen på integrationsområdet et præget af politisk dovenskab, styret af ukontrolleret frygt men resultatet er en slap pisk. Hvis pisken altid kommer før guleroden når guleroden at blive kedelig, tør og vissen – og smager af blod.

Kilder:

Niels Rohleder, Kim Larsen. En menneskevenlig bydel. Dagbladet Information 9.okt. 1999. https://www.information.dk/1999/10/menneskevenlig-bydel

Brown, Timothy T., Juulia Partanen, Linh Chuong, Vaughn Villaverde, Ann Chantal Griffin, and Aaron Mendelson. "Discrimination hurts: The effect of discrimination on the development of chronic pain." Social Science & Medicine (2018).


Bernstein, Betty J. 1971. "What happened to" ghetto medicine" in New York State?"  American journal of public health 61 (7):1287-1293

Carlsen, Lene Torp. 2010. "Ghetto læger."  Ugeskr Læger 172 (50):5.

Jensen, Tina Gudrun. 2016. Naboskab i multietniske boligområder. København boligsocialnet.

 

Cattell, Vicky. 2001. "Poor people, poor places, and poor health: the mediating role of social

networks and social capital."  Social science & medicine 52 (10):1501-1516.

Pierce, CHESTER M. 1975. "The ghetto: an extreme sleep environment."  Journal of the National Medical Association 67 (2):162.

 

Waligora-Davis, Nicole A. "The ghetto: Illness and the formation of the “suspect” in American polity." In Forum for Modern Language Studies, vol. 40, no. 2, pp. 182-203. Oxford University Press, 2004.

Epstein, Helen. "Ghetto Miasma: Enough to Make You Sick?." New York Times Magazine 12 (2003).

Massry, Shaul G., and Miroslaw Smogorzewski. "The hunger disease of the Warsaw Ghetto." American journal of nephrology 22, no. 2-3 (2002): 197-201.

Granovetter, Mark. "The strength of weak ties: A network theory revisited." Sociological theory (1983): 201-233.

Villegas, Malia, Sabina Rak Neugebauer, and Kerry R. Venegas. Indigenous knowledge and education: Sites of struggle, strength, and survivance. No. Sirsi) i9780916690489. 2008.

Clark, Kenneth B. Dark ghetto: Dilemmas of social power. Wesleyan University Press, 1989.

Wirth, Louis, ed. The ghetto. Vol. 7. Transaction Publishers, 1998.

Rasmussen, Karl R. "The Multi-Ordered Urban Area: A Ghetto." Phylon (1960-) 29.3 (1968): 282-290.

Hapgood, Hutchins. The Spirit of the Ghetto: Studies of the Jewish Quarter in New York. Funk & Wagnalls, 1902.

Goldsmith, William W. "The ghetto as a resource for Black America." Journal of the American Institute of Planners 40.1 (1974): 17-30.

Garmezy, Norman. "Resilience in children's adaptation to negative life events and stressed environments." Pediatric annals 20.9 (1991): 459-466.

Haynes, Bruce, and Ray Hutchison. "The ghetto: origins, history, discourse." City & Community 7.4 (2008): 347-352. 

Rosenkvist, Jenny. 2002. "Danmark i Amerika eller Amerika i” Danmark”? Om identitet och ursprung."Kandidat, Sociologiska institutionen, Lunds Universitet.

 

 

Er læger dødkedelige eller bare rigtig dårlige til at fortælle gode historier?

 Den 73 årige læge og kliniske lektor I intern medicin Victoria Sweet har skrevet en bog om sin fars indlæggelse (Slow Medicine: The Way to Healing). Hun havde bedt om at få udleveret en kopi af sin fars EPJ journal, fordi hun ikke forstod, hvad lægerne på sygehuset havde gjort, set eller overvejet vedrørende faderens sygdom – det viste sig at være en 812 sider lang journal, hvor lægenotaterne var gemt til sidst mens de første mange sider var medicin checks og derefter flere hundrede sider med auto-genererede notater skabt ud fra sygeplejerskernes check box dokumentation omsat til standard tekst.  Bagerst i notatbunken kom så endelig lægenotaterne som udelukkende var copy-paste notater og fraser uden klinisk refleksion eller modifikation af differentialdiagnostikken. Som Victoria Sweet tørt noterer så havde hendes far et teoretisk set kvalitetssikret ophold bedømt på journalen, men i virkeligheden fandt personalet aldrig ud af, at faderen havde haft et epileptisk anfald og at han led af kendt epilepsi. Man gik fra starten ud fra at han havde en apopleksi og fraveg ikke mistanken på trods af nye oplysninger fra lægedatteren – oplysningerne forsvandt sporløst mellem alle de auto-genererede notater.  ”Min far oplevede hverken tilstedeværelse, opmærksomhed, klinisk vurdering, venlighed…..eller ansvarlighed. Og ingen tog ansvaret for forløbet. Alt så smukt og godt ud i computeren, men min far havde ikke fået patient-behandling-med-sjæl, men sundhedsvæsen-behandling-uden-sjæl”. Derfor valgte datteren at skrive en bog om depersonaliseringen af lægekunsten og sundhedsvæsnet. Først kom slow food og nu introducerer Victoria Sweet slow medicine: læger skal lære at slappe af, stikke hænderne i lommerne, lytte med rummelighed & starte på at genopfinde patient samtalen - sjælen i den gode patienthistorie og den rigtige diagnose.  Vi kan være hamrende hurtige til diagnoser og behandling, når dét er nødvendigt, men så burde vi også kunne være hamrende langsomme når dét er nødvendigt. Selvom læger generelt, men formelt, anerkender vigtigheden af kommunikation, så kniber det med at forstå, hvad kommunikation faktisk betyder for patienter: forkerte rammer, dårlige manerer, tvetydigt kropssprog, en hård sprogtone og kommunikations svigt var hyppigste årsager til patienters klager over deres praktiserende læge i England. Men patienterne i undersøgelsen angav samtidig at hvis lægen havde været en empatisk type, der var god til at kommunikere, ville de ikke have klaget. Læger har, udefra set, en hverdag hvor de svælger sig i vilde patienthistorier, påfaldende social ulighed, urimeligt dyre behandlinger og konstante angreb på kvaliteten i deres arbejde i pressen. Samtidig overvåges de af flere organisationer: regionerne, der blev skabt for at styre lægerne og de økonomiske konsekvenser af lægers løsninger på sociale problemer og, af Styrelsen for Patientsikkerhed, der i magtesløshed pudser politiet på lægerne, hvis lægernes prioriteringsevnen overbelastes eller beslutningstrætheden overmander dem. Læger ser patienter, der er syge på grund af misrøgt i, dødssyge sociale forhold, elendig økonomi, handicap, ensomhed og et sundhedsvæsen, der strengt taget slet ikke er beregnet på de tungeste af de patienter der kommer der. Vi ser patienter der alene er syge af forhold som ligger langt udenfor sundhedsvæsnets rækkevidde og vi ser patienter der er for syge til at ligge på sygehus. Vi ser patienter, hvor der ikke er tvivl i vores sind om, at der er mange problemer, der burde løses én gang for alle - både indenfor og udenfor sygehus. Selvom en lille fornemmelse i maven siger at vi burde gøre noget, så gør vi det ikke, for kollegerne har lært os at vi skal ”holde fokus og ikke lade hjertet løbe af med os” – selvom det faktisk for halvdelen af os var årsagen til at vi valgte lægefaget. Samtidig ser det ud til at lægers og patienters veje skilles: mens patienter i tiltagende grad bliver multisyge, så bliver lægerne ubarmhjertigt mere og mere specialiserede og subspecialiserede. Vi divergerer fra hinandens virkelighed med en hastighed og nødvendighed som vi ikke tror vi kan påvirke. Eller måske er det snarere patienterne der står stille og gør det de altid har gjort, mens det er lægerne, der forsvinder væk fra patienterne – og deres virkelighed. Hver dag er vi vidner til gruopvækkende livshistorier, lodrette urimeligheder og skræmmende patientoplevelser. Hver dag ser vi resultaterne af social ulighed, når den for alvor spænder ben og når den sætter sig fast i kroppen og psyken. Hver dag må vi stoppe en patients fortælling før den er færdig for at vi kan få tid til undersøge, behandle og dokumentere. Vi kunne hver dag skrive en bog, et filmmanuskript, et blog indlæg eller bare et gammeldags debatindlæg om hver eneste patient vi møder. Lægerne kunne fortælle de historier – historier, der er svære at afvise, svære at ryste af sig og svære at ignorere. Lægerne kunne være de tavse patienters talerør og advokater. Men hvad hører vi til lægerne? i pressen? I bøgerne? I medierne? Hvor bliver patienternes levede liv, erfaringer og uretfærdigheden af? Det er som om de utrolige fortællinger om social armod og uretfærdig behandling forsvinder når lægen går videre til næste patient – ligesom gode ideer forsvinder når man slukker for den varme bruser. Læger går helt ureflekteret videre til næste patient, og næste patient….og….og, så er det fyraften og næste morgen starter det forfra med mere armod. Er det fordi det er for meget forarmelse og fattigdom eller er det fordi læger langsomt lærer sig selv at lukke ned for den sociale radar og humanismen? Vi hører fra læger, når de bliver anklaget for pligtforsømmelse, misbruger offentlige midler, når de afviser at bruge et elektronisk patientjournalsystem, nægter at udskrive cannabis eller afslår at arbejde på sygehuse udenfor de største byer. Vi hører fra lægerne, der skændes offentligt om evidens, screening, vacciner, depressionsbehandling og hvad den praktiserende læges rolle er. Vi hører fra læger når journalister kommer usædvanlig tæt på en vanskelig beslutningsproces på en neurokirurgisk afdeling eller når et medie får nys om en gammel sag om en vanvittig psykiaters himmelråbende uprofessionelle adfærd. Men hvor er lægerne når journalister og styrelsen for patientsikkerhed er optaget af andre opgaver? Som svenskerne siger: hvorfor venter danskerne altid med at gøre noget til det er for sent? Sådan er det også med lægerne. Vi vil bare passe os selv, holde snuden langt væk fra pressen, bygge bolværker mod DJØF’erne og holde politikerne i mere end armslængde. Vi vil helst leve i skjul og opretholde magien omkring læge-patient forholdet og beskytte den følsomme kliniske beslutningsproces mod forstyrrelser. Resultatet er den stik modsatte effekt af den forventede: læger er konstant i søgelyset, skræmte af politikeres og journalisters konstante forsøg på bryde lidt af magien og tvinge lægerne ud i lyset. Hvis man gemmer sig og kun kommer frem når man er tvunget til det, så er det de grimme sager der er mest synlige. Læger har som præmis at de har et godt image, at deres sociale kapital er høj og at shitstorme ikke er deres problem. Men shitstormene er også ramt af global opvarmning og blevet kraftigere: læger hænges ud på nettet, forskere betvivles i pressen og de stilles for retten for forsømmelser. Systematiske offentlige personangreb på fagpersoner er blevet uhyggeligt let. Image skal plejes og pudses – social kapital skal opbygges gennem systematisk indsats og shitstorme skal håndteres med stil og rutine.  Det billede vi har af os selv som læger skal ligne det offentligheden, pressen og politikerne har – ellers lugter de blod. Hvorfor var det egentlig du valgte at blive læge? Kan du huske det? Det var noget med at gøre noget godt for andre, helbrede og lindre…og forske. Og hvad så nu? Var det et du ville eller er det blevet noget andet? Lige nu er udbrændthed et hyppigt ord i nogle lægespecialer og vi er alle bange for at blive meldt til politiet for pligtforsømmelse – hvornår får jeg en SMS om at der er et brev i e-boks fra Styrelsen fra Patientsikkerhed? Vi er på hælene og gemmer os endnu mere end vi gjorde før. Vi har kørt prærievognene i ring om vores flok på den nøgne savanne og skyder på alt der bevæger sig i mørket mens vi venter på næste angreb. Vi har ikke gjort vores hjemmearbejde og vi har forsømt at reflektere over vores rolle i samfundet. Ved at fastholde en unødvendig stivnakket flokmentalitet med hemmeligheder, koder og stædig overbeskyttelse af det kliniske rum har vi skabt en naturlig mistro hos medier og politikere: hvorfor har læger grund til at være så selvbeskyttende? Gemmer de på hemmeligheder? Og hvem er det egentlig lægerne beskytter: sig selv eller patienten? Læger argumenterer for deres egne arbejdsforhold men bruger patienten som våben. Det klinger hult og kan virke utroværdigt for udenforstående. Lægers arbejdsvilkår burde ikke have noget at gøre med patientsikkerhed og kvalitet, men det er lykkedes læger at få det rodet sammen og så opstår der en fornemmelse af urent trav. Desværre hører vi aldrig læger brændende fortælle om den dyre sociale co-morbiditet, multisyges håbløse udfordringer, dobbeltdiagnosticerede patienters hverdag, hårrejsende patientoplevelse eller bare en rigtig god historie om hvordan man som menneske med en sygdom må slås på 117 fronter mens kommunen, familien, vennerne og sygehuset har dyskoordinerede forventninger. Hvor er de rammende fortællinger der viser at læger tager sig lige så meget af de synlige som de skjulte behandlingsbyrder. Hvor er historierne der er med til at sætte patienterne i det centrum de rettelig hører hjemme i? Lægehvervet er et erhverv hvor man per definition er smuk, klog og rig. De smukke, kloge og rige bliver altid behandlet pænt og ordentligt og ender med at tro at verden er retfærdig, smuk og venlig - skabt for vores skyld til vores fornøjelse. Derfor har vi lidt svært ved at sætte os ind i at for nogle mennesker, mange patienter, er verden uretfærdig, grim og uvenlig uden plads til fornøjelser. Vi forlanger friheden til at fungere som læge, men vi er ikke helt parate til at betale prisen for det: at vi så også fortæller de svages, udsattes og uretfærdige patienters historier. Vi har tabt forbindelsen til vores eget formål og har mistet fornemmelsen af de ting, der tilfører lægegerningen mening og glæde. Jeg tror ikke læger og sygeplejersker er kedelige – vi er bare tonedøve og ureflekterede overfor de historier vi snubler over hver dag. Netop de historier, der kunne få os tilbage i det pæne rampelys og ud af det grimme kedelige rampelys. Historier der sælger bøger og flytter politiske isbjerge. Find din gamle Olivetti skrivemaskine eller den linjerede blok frem og skriv når du har en god historie. Sov på den og reflekter over den og send den så til en avis, et blad eller et tidsskrift. Du kan også bare starte med at øve dig i at fortælle gode historier til dine nærmeste. Hvis de får tårer i øjnene så gør andre læsere også. Der er INTET, der slår hårdt og præcist som en god patienthistorie – man kan ikke nedgøre den, man kan ikke ignorere den og man kan ikke betvivle den. Den er, som den er oplevet, og politikerne har en fabelagtig klæbehjerne for gode veldrejede historier med en klar social pointe. Den gode patienthistorie er måske lægens og patientens eneste rigtige ven, i medgang og i modgang til døden Jer skiller. Hvis vi af skræk for personlige mediekonsekvenser hverken tør røre patienten eller patientens historie og gemmer os bag offerkortet, så taber vi kampen til den defensive medicin og den sociale ulighed. Henrik Ullum havde for nylig på et møde om videnskab i medierne og lægers forhold til journalister følgende råd til sine kolleger: Drop tudekiksene, kom ud af konferencerummet og ind i kampen. Vi skal investere i social kapital: Tag slow medicine til dig, kom med de gode historier, puds den sociale intelligens og styrk din professionelle venlighed - dét er patienternes foretrukne medicin.  

Der er ingen vaccine mod dumhed

Der har været flere reaktioner på undertegnedes kronik i Politiken d. 3. januar 2018 om vaccineskepsis gennem tiden  (”” Vi skal turde tale om risici: Sundhedsautoriteterne optræder arrogant i debatten om vaccinationer” d. 12.januar og i dagbladet Information ”Sundhedsmyndighedernes arrogance truer deres troværdighed omkring vaccine” 9. januar).  Min kronik forsøgte at sætte skepsis overfor vacciner ind i et historisk perspektiv med fokus på hvordan opportunistiske religiøse og politiske ledere gennem tiden havde redet med på befolkningens frygt for det fremmede - i dette tilfælde vacciner (på engelsk fear mongering). De amerikanske puritanere fik i 1702 overbevist andre om at koppeepidemien var en guddommelig forbandelse påført menneskene fordi de var begyndt at gå lytte mere til sandsigersker end præsterne. Koppevaccination blev anset for at være blasfemisk og en handling der direkte krænker Guds ord. Verdens første sociale epidemi på vaccine området blev styret af en kvindesyersken Lora Little i Minnesota, der i 1902 mente, at koppevaccinen havde slået hendes søn ihjel. Hun koblede hjerteskærende person historier med tidens konspirationsteorier, der involverede både læger, myndigheder og politikere og medicinproducenter. Hun fik presset politikerne til at indføre en lov mod tvungen vaccination før skoleindmeldelse. Loven var den direkte årsag til en epidemi med næsten 30.000 koppe tilfælde i staten. Samtidig har kendte personer i kraft af deres position altid har haft en speciel rolle i formidlingen af sundhedsviden – en rolle ikke alle har spillet lige velovervejet. Der er ingen tvivl om at Sundhedsmyndighederne har sovet i timen når det kommer til bekymringer for vacciner og de var ikke forberedte på, hvor hurtig information har kunnet sprede sig i moderne medier. Men sagen er mere kompliceret end som så: Uagtet det alvorlige udgangspunkt, så viser den aktuelle sag om deling af nøgenbilleder, at de fleste offentlige myndigheder er utroligt langsomme til at reagere på det eksplosive mix af subkulturel informations udveksling, vekslende sociale platforme, en lammet folkeskole og forælder der har glemt at følge med. Unge læser ikke længere de store landsdækkende aviser, men får fordøjede, selekterede ”click bait” drevede overskrifts nyheder i deres feeds med tilhørende uredigerede kommentar spor. Vi lytter mere og mere til tydelige selveksponerende personer i det offentlige rum fordi det er blevet meget lettere, og mere mangfoldigt, for mennesker med meninger at formidle: meningsdannere, bloggere og andre kendte personer. Dét har imidlertid reduceret f.eks. sundhedsmyndighederne til partsindlæg og forskere bliver til debattører. Alle argumenter er lige gode, men likes, følgere og rappe meninger vinder altid til sidst. Et hurtigt kørende debat- og meningsrum har indtaget overhalingsbanen, men efterlader dermed også dem der kunne have nuanceret og informeret debatten, herunder om hvad vacciner er og hvordan de virker (og ikke virker), i nødsporet. Vi søger råd hos dem, der giver os de svar vi gerne vil have – sådan er det også med sundhedsinformation. I kronikken nævner jeg eksempler på hvordan statsledere, politikere, skuespillere, digtere, religiøse ledere og karikatur tegnere til alle tider har haft en besynderlig dobbelt position både som ”kendte” eller ”ledere” men samtidig også som meningsdannere på områder, der ikke umiddelbart er forbundet med deres kompetencer, rolle eller erhverv. Når man udtaler sig som religiøs leder eller som statsoverhoved om at gulerødder og kolde bade er godt mod HIV eller at bestemte vacciner giver ADHD, så bliver vedkommende pludselig en livsfarlig kommunikatør, fordi deres budskab ofte modtages ufordøjet og med helt ukontrollable konsekvenser fordi kommunikatøren har en enorm forhånds good-will, der kommer til at legitimere et budskab der bygger på personlige holdninger og misforstået sundhedsinformation.  Sydafrikanske ministres råd om at HIV  kan kureres af kolde bade kostede 100.000 Hiv patienter livet. Sundhedsmyndighederne har helt klart hvilet på laurbærrene i forhold til at informere og har kørt på renommeet ifht. At tro at alle mennesker synes vacciner er et gode, men de er også blevet kørt af sporet af nye højhastigheds medietyper som ikke har objektivitet og modargumenter som et grundprincip. Der er tale om medietyper, som f.eks. Avisernes kommentarspor, Google og Yahoo News, Facebook og blogs, der kræver nogle helt nye kompetencer som sundhedsmyndighederne først nu er ved at få øjnene op for. Både Facebook og WhatsApp har været involverede i anti-vaccinations kampagner i f.eks. Indien og i Malaysia. Zika epidemien med microcephali- børn blev på sociale medier kædet sammen med ”dårlige vacciner” i Brasilien. Aviserne debatfora og de sociale medier kan ikke længere påberåbe sig uskyld.  En af de tunge meningsdannere i global sundhed, Peter Piot, har direkte sagt at spredningen af forstyrrende misinformation direkte øger risikoen for pandemier og bør ses som et globalt sikkerhedsproblem. Vi har ALLE et ansvar for at information deles og at vores viden og data sættes i perspektiv på en gennemsigtig måde – det er dét et videnssamfund lever af, og overlever på. Vi skal ikke stikke hinanden plader og det er ikke, sådan som mange skeptikere opportunt får det formidlet, myndighedernes eller forskernes ansvar alene. Vacciner er noget vi giver til hinanden – men så skal vi også sikre, at alle forstår, hvorfor vi giver dem til hinanden – og dér har vi alle noget at lære: debattører, skeptikere, journalister, forskere, myndigheder og politikere. Forskningen i social psykologi er på vej ind i en dødsspiral hvor ingen efterhånden tør offentliggøre deres forskning, fordi der er en temmelig stor skare af debattører, selvbestaltede fakta tjekker hjemmesider og hurtige forskere der bekriger hinanden fordi metoder og resultater er til debat. Resultatet er at udviklingen på forskningsområdet er gået helt i stå fordi svarene fra begge sider er: ”Ha! Du har lavet en fejl og din forskning duer ikke”. Bruger vi ikke de samme metoder og den samme måde at sikre beviser på, så stopper udviklingen. Genetikerne gjorde noget andet efter at de humane genom var blevet beskrevet: de gik tilbage til samarbejde, de grundlæggende metoder, fakta og pragmatisme. Vaccine skeptikere er ikke irrationelle, men har, af mange divergerende årsager, mistro til myndigheder og myndighedspersoner og myndighederne er ikke arrogante, men reagerer langsomt og mangler kompetencer til at formidle i en mistroisk miljø. Det er blevet sagt at der er to slags menneske i verden: dem der opdeler mennesker i to slags og dem der ikke gør. Vi bør erstatte arrogance med ydmyghed, venlig vekselvirkning og så skal vi alle sammen være noget bedre til at se rundt om hjørner. I skrivende stund er PubMed databasen lukket for adgang og samme er FDA’s hjemmeside pga budget krisen i USA. Begge er vigtige globale informationskilder og vi burde have været bedre til at beskytte dem mod en utilregnelig præsident (der i parentes også er en stærk vaccineskeptiker) og et konfrontatorisk politisk miljø i USA, som vi apatisk har gjort grin med i præcis et år nu. Fakta skal beskyttes meget bedre af myndigheder, medier og dem der læser dem. Der er ingen vaccine mod dumhed, som Einstein konstaterede. Det er dumt ikke at beskytte fakta. Det eneste der kan beskytte mod de ”charlataner der vil udnytte din uvidenhed” er at forstå videnskab – der er ingen smutveje, som astrofysikeren Neil de Grasse Tyson siger.