Bob Dylan fik Nobel’s litteraturpris i 2016, som han
imidlertid ser ud til at ignorere – han fjernede kort efter omtalen af prisen
fra sin hjemmeside og sendte i stedet Patti Smith til Oslo for at synge en
sang, som hun glemte teksten til. Bob Dylans tvivlrådighed ifht prisen skyldes
måske at dele af hans lyrik igennem en årrække, uden særlig relevans i øvrigt,
har været spredt på vilkårligvis ud over publikationer
fra en svensk forskergruppe uden at nogen (de første 10 år) opdagede det.
Fakta har været stærkt udfordret af en række politikere
& bevægelser i 2016. Fakta kan være på grænsen til nytteløse hvis man ikke
forstår hvilken sammenhæng de er opstået i. Fakta skal diskuteres, men på deres
egne præmisser og det er tit her politikere og populister stikker helt af:
nogle opfinder helt nye præmisser mens andre ophøjer meninger til viden &
fakta til partsindlæg. Og så er det videnskabsfolk trækker sig – de er ikke
vilde med en leg hvor modparten bestemmer reglerne og ændrer dem som legen
skrider frem.
Forleden kom det frem at en professor i atomfysik havde fået
sit tekstprogram til at skrive
en videnskabelig artikel med auto-complete til en amerikansk kongres, som til
hans skræk blev optaget til mundtlig præsentation . Tidligere lykkedes det en
anden forsker at få optaget en artikel til en computerkonference hvor der stod
”Get me off your fucking maillist” 117 gange (du kan se
artiklen her hvis du vil inspireres).
Selv Newton havde problemer engang imellem når han fik
resultater, der ikke passede med hans teorier, men han fandt en løsning: hvis
resultatet ikke passede så ændrede han bare lidt på teorien – nogen forskere
har senere døbt det en karamel-faktor (fudge factor) men det burde rettelig være
en ”fuske
faktor” - andre mener det er en helt normal praksis blandt forskere, som
sætter dem i stand til at kunne leve med de mange vildfarne resultater de får.
Man ganger bare en faktor på og så giver det hele pludselig mening.
Puppe-effekt
Anerledes smukt er det når forskerens initielt grimme leverpostejsfarvede
resultater umærkeligt transformerer sig til smukke resultater der helt tager
opmærksomheden fra deres oprindelse. Det kaldes af samme årsag for puppe-effekten
(Chrysalis-effekten): ved at sammenligne
resultater som de blev præsenteret i PhD-afhandlinger med de senere publicerede
artikler fandt man en fordobling i antallet af videnskabeligt uholdbare
konklusioner på de samme data (1).
Vi mangler endnu at se en fordanskning
af effekten: grå-ælling effekten. Den må ikke forveksles med teorien om den sorte
svane– bare fordi man kun har set hvide svaner og synes de er kønne må man
ikke forkaste sin PhD når der så pludselig svømmer en sort majestætisk svane
forbi.
Sminkede lig er der nok af i forskningsverdenen, men at
julemiddage med familien og en øl-snak med vennerne kunne blive ophøjet til
fokusgrupper og informanter for en amerikansk forsker kom nok alligevel bag på
de fleste. En kendt valgforsker blev afsløret, ikke af sine forskerkolleger,
men af journalister på Associated
Press, i at anvende uvidende
festdeltagere i selskabelige sammenhænge som forskningsmateriale. I det
post-faktuelle samfund ved man aldrig hvornår man er sig selv eller hvornår man
er et forsøgsdyr.
Skohorn og mafiaen
Selektiv rapportering af forsknings resultater er ikke det
samme som videnskabelig svindel, mener nogle forskere. Problemet synes snarere
at være en række subtile udeladelser og ubevidste misforståelser eller bevidst
blindhed, som forskere kæmper med for at få mening ud af deres resultater. Stephen
Jay Gould kalder det en "Sko horns" proces: resultaterne skal
passe ned i modellen og de skal publiceres, men det kræver et godt skohorn, en
klap for det ene øje og et par raske håndgreb.
2016 blev også året hvor hele den videnskabelige review
proces fik en omgang med sin egen medicin: den hårde konkurrence både hvad
angår forskningsmidler, publikationsmål og tidskrifters egne produktionsmål har
skabt en underskov af kortsluttede
review processer, falske reviewere og mafia lignende tilstande fordi
alle led i forskningsprocessen styres af volumen i stedet for indhold. 2016 var
også året hvor en hemmelige mandeloge blandt forskere blev afsløret: mandlige
forskere citerer sig selv langt oftere end kvinder. Der sker åbenbart en
naturlig selektion af dårlig forskning: for dårlige og ukorrekte forskningsmetoder
for lov at bestå bla fordi der er mekanismer
der faciliterer dem. Forskere får simpelthen et højere udbytte jo mere
sjuskede de er med metoder og jo flere der accepterer det, jo lettere er det at
få publiceret letbenet forskning uden den store betydning http://pps.sagepub.com/content/10/3/361.abstract
- alle er glade men det varetager ikke samfundsinteresser i forskning. Et nyere
studie blandt psykolog forskere viste at flertallet
havde anvendt tvivlsomme og uacceptable metoder i deres forskning for at få offentliggjort
deres forskning.
Mens de fleste forskere kæmper med at få publiceret deres
mere og mere finurlige forsøg på at malke aber, rotter og andre patienter for
lidt ny viden, så klarede en forsker i 1974 at få publiceret verdens hidtil
korteste artikel, baseret på egne erfaringer: The unsuccesful self-treatment of
a case of ”writers block”, som kun indeholdt overskriften, samt forfatterens
navn, titel og arbejdssted. Med lidt kreativ tænkning kan man altså sagtens få
publiceret hvad som helst uden at skulle snyde, lyve eller
gange med en fuskefaktor. Til inspiration kan verdens korteste artikel ses i
sin fulde længde her.
Fakta havde det hårdt i 2016 og lå på hospice det meste af
tiden. Og det er ikke kun politikere der har udviklet allergi for fakta. Os
almindelige dødelige har det også med at kun at høre de fakta vi kan lide eller
også justerer
vi lidt på dem så de passer på det vi bedst kan leve med. Som Jesper
Hoffmeyer skrev i Overfladens Dyb fra 2012(2):
”Hos os lyder det typisk: jeg vil se det før jeg tror det. Problemet med det er
dog at vore sanser i meget høj grad dirigeres af vore forventninger, så i
praksis fungerer det omvendt: vi vil tro på det før vi ser det”. 2016 viste os
at vi bliver bombarderet med nonsens på daglig basis, og at navigere gennem det
er en færdighed vi må lære. Hvis vi vil bevare et moderne demokratisk
samfund må vi lære
at tænke som forskere gør, for kun de færreste af os har en naturlig og
effektiv bullshit radar. Bullshit-snak
og fakta resistens er bestemt ikke noget at spøge med. Og især vores børn
har svært ved skelne
reklamer fra fakta på internettet.
Som Barack Obama udtrykte det for nylig: "Hvis vi ikke tager
fakta alvorligt, og kan skelne hvad der er sandt og hvad der ikke, hvis vi ikke
kan skelne mellem alvorlige argumenter og propaganda, så
har vi virkelig alvorlige problemer ”. Han kan så desværre ikke stille op til
præsident valget igen. Nej 2016 var året hvor vi lagde fakta på intensiv afdelingen
med svær åndenød utallige gange. For at give 2017 en bedre stafet end den 2016
er kommet i mål med, så er der grund til at holde fast i at fakta, tillid,
evidens, ekspertise og viden er efterspurgte offentlige goder. Som
Tracy Brown direktør for Sense about
Science skriver i BMJ: ”Evidens og ekspertise ligner alt for ofte rådgivning
til de vidende, snarere end hvad vi kunne gøre dem til: midler der sætter mindre
ressourcestærke i stand til at stille verdens magtfulde til regnskab for
ulighed”. Og der er god grund til at holde fast i fakta – også i vore
egne rækker. Ensomhed
og for
lav mindsteløn slår mindst lige så mange ihjel som overvægt og rygning, men
hvor ligger fokus i forskningen, i Sundhedsstyrelsens fokus, i kommunernes
indsatser og hvad vi skal tage os af på sygehuse?
Med håbet om at fakta og evidens må blive rehabiliterede og
komme tilbage i fuld vigør i 2017. Godt nytår.
1. O’Boyle
EH, Banks GC, Gonzalez-Mulé E. The Chrysalis Effect How Ugly Initial Results
Metamorphosize Into Beautiful Articles. Journal of Management.
2014:0149206314527133.
2. Hoffmeyer J. Overfladens dyb: da kroppen
blev psykisk: Ries; 2012.
