Hvis man ser på lægevidenskabelige artikler de sidste 30 år,
så er etiske
spørgsmål hastigt på vej ud af lægers begrebsverden. Desværre er vores
etiske grunduddannelse også blevet ringere: etikken
ruster væk på universiteterne. Imens sørger etisk råd for at fastholde luksus aspekterne af
etiske spørgsmål - det er spændende
diskussioner blandt akademikere med god tid i hovedstadens te-saloner. Etik er
en imponerende, alt for stor, men døende dinosaurus, der har begået langsomt
selvmord fordi den ikke formåede at binde an til hverdagen for den enkelte læge
eller sygeplejerske i mødet med tidens meget varierende patienttyper. På den
ene side møder vi den forstærkede selvkørende patient med et stort fagligt og
socialt netværk og styr på hele internettet og i den anden ende af spektret den
multisyge, socialt skrøbelige patient der har svært ved at læse, mangler en
uddannelse, hvor e-boks breve er en del af den daglige stress.
Etik har altid været noget vi diskuterede når vi havde tid
til det, eller hvis det ikke koster noget. Lige så snart vi har travlt, eller det
begynder at koste tid og penge, så bliver vi lidt fjerne i blikket og mumler
noget om ”det er da også rigtigt, men jeg skal lige….”. Og væk var etikken,
igen igen. I en artikel om hvordan læger og sygeplejersker overlever at have
med HIV patienters sammensatte problemstillinger at gøre i USA, Sydafrika,
Thailand og Uganda viser der sig at være en kæmpe afgrund mellem ”Officiel
etik” og så ”Etik på gulvet”. Deres konklusion, som må siges at have global
gyldighed, er at presset fra den officielle etik gør løsningen af faktiske
etiske hverdags problemer for den enkelte patient bliver mere umulige at løse –
de bliver til onde og uløselige etiske problemer (wicked ethics) - mere end de
ville have været. I 1973 beskrev Rittel og Weber et dilemma i hverdagen: mens
virkelighedens sociale problemer er onde og komplicerede så beskæftiger videnskaben
sig kun med tamme,
upraktiske og helt overordnede spørgsmål, der selvfølgelig fører til tamme
og ubrugelige svar og løsninger. Politikerne ser kun optimale løsninger for
”det fælles offentlige bedste” – men i hverdagen findes der ikke optimale
løsninger og der er ikke i praksis enighed om hvad der egentlig er det fælles
bedste – heller ikke i etisk forstand. Rittel
og Weber beskrev 10 karakteristika ved hverdagens wicked problems, bla. at de ikke er sande-falske, men onde-gode, de
har ingen klar løsning, de er ikke klart afgrænsede, mangler klare
valgmuligheder, hvert problem er unikt, erfaringer er sjældent anvendelige,
hænger tit sammen med andre uløselige problemer og den der forsøger at løse problemet
får ballade uanset hvordan man løser eller ikke løser problemet. Dermed kommer
de hofetiske udmeldinger fra Etiske råd, ministre, regionsdirektører og
sygehusledere til at klinge hult for den der har følt sig presset til at påtage
sig at løse et wicked problem i
hverdagen. Etisk råd lukker klokken 15.30, man kan ikke ringe til Mads og
monopolet i et travlt ambulatorium og der er ikke tid til at tage en lejrbåls
diskussion i den akutte modtagelse.
Sårbare patienter havner ofte i et gråzone område hvor der
skal forhandles og besluttes udenfor afdelingens vante rammer: de kommer for
sent med for mange sygdomme og har mange uløste sociale problemer, kan ikke
læse, har ikke internet og e-boks er en by på Mars. Det er overladt til den
enkelte medarbejder på sygehuset at afgøre om de gider gøre en helt
ekstraordinær menneskelig indsats – og uanset deres valg, så bliver enten
patienten eller kollegerne sure. Hverdagens etik kender ingen nåde.
Langbert og
de Russy skriver i The Corrosion of
Ethics in Higher Education at “students today are incessantly exposed to
varying degrees of nihilism: anti-ethical or disembodied, hyper-rational
positions”, og løsninger kommer de også
med: “to act ethically, human beings
need to be exposed to living models of ethical emotion, intention and habit”.
Det er lige før Mads og monopolet modellen er den mindst ringe
løsning på den etiske krise i hverdagens kliniske virkelighed? Lad os få et
hverdagens kliniske panel med praktiske holdbare løsninger, der tager problemer
som det de ofte er: onde besværlige problemer som vi gerne vil finde den mindst
ringe løsning på – de er ikke, som vi ellers konstant får at
vide, spændende udfordringer. De er på godt og ondt de komplekse sammenvævede
problemer og etiske dilemmaer, der opstår som naturlig følge af sociale
uligheder, uhensigtsmæssige patientforløb i et moderne højtspecialiseret
sundhedsvæsen og så lige e-boks.
De senere år er der dukket en stor blind etisk plet frem i
sundhedsvæsenet. IT har ingen etik. IT har ingen moral. IT software har ingen
hjerne og intet ansvar. Men IT skaber etiske problemer, IT opfører sig uetisk
og IT har en skidt moral. Ved fejl i IT-systemer er det et fuldstændigt
legitimt argument at fejlen opstod (og ikke rettes) fordi ”softwaren ikke er
kompatibel”, eller ”det modul har man ikke købt”, eller ”fejlen er noteret og
der overvejes en løsning med næste opdatering” eller klassikeren: ”det er et
problem i grundstrukturen og den ønsker man ikke at ændre”. Der er åbenbart
tale om en parallel verden i sundhedsvæsenet med sin egen sanktionerede (mangel
på) etik og moral. Hvem bestyrer etikken i den verden?
George Bernard Shaw sagde engang at ”Enhver profession er en
sammensværgelse mod lægmanden”. Lad os
tage modellen fra lægmandens udemærkede etiske råd, Mads og monopolet, og
overfør den til vores egen faglige verden. Jeg så personligt gerne et panel
bestående af Bendt Hansen, Øzlem Cekic, Lotte Heise, Peter Geisling, Peter
Gøttsche, Betina Post, Komikeren Geo og Lisbeth Zornig diskutere følgende
dilemma i første udsendelse: ”Jeg har 10 minutter til hver patient i mit
ambulatorium, men alle mine patienter er socialt belastede med mange sygdomme.
Jeg vil gerne hjælpe, men min chef siger det er mit eget problem og at jeg selv
må prioritere. Hvad skal jeg prioritere: det psykiske, sygdomme, økonomi eller
skal jeg bare være lige glad?
Universiteterne er selvfølgelig alt for fine til Mads og
Monopolet metoden, men de må så bare oppe sig og genindføre undervisningen i
etik, menneskerettigheder og moral på lægestudiet. For lægerne
kender ikke engang de mest basale menneskerettigheder.
.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar