Mange indvandrere beskriver også hvordan de nødig vil
stresse lægen med mange spørgsmål og de vil nødig virke utilfredse hvormed de
ikke får spurgt om alt det de gerne vil (den såkaldte ”happy migrant” effekt). Infektionssygdomme,
ulykker, skader og misbrug er overrepræsenterede blandt etniske minoriteter,
mens visse kroniske sygdomme modsat er sjældnere blandt nyankomne
flygtninge/indvandrere (også kaldet ”healthy migrant” effekten). Indvandrere indtager mindre alkohol, tager
mindre medicin og ryger mindre end andre. Så på den ene side skal vi positivt
og proaktivt bevare den gode
sundhedstilstand som mange nyligt ankomne flygtninge/indvandrere har når de
ankommer. I forhold til visse kroniske
sygdomme kan dette forhold jo lige frem være en fordel og bør specielt
fremhæves. På den anden side skal sundhedsvæsenet forhindre at flygtninge og
indvandrere lettere pådrager sig sygdomme som potentielt kan forhindres såsom
sukkersyge, højt blodtryk og infektioner alene fordi de som minoritetsgruppe
har ringere adgang til information og behandling.
Der er dog grund til optimisme. Mange studier fra
lavindkomstlande bl.a. i Afrika har vist at simple forebyggelsesprogrammer ofte
virker bedst, og næsten udelukkende, blandt de dårligst stillede. Senest har et
engelsk studie vist at forebyggelse og behandling blandt socialt udsatte patienter
bedres væsentligt hvis praktiserende læger honoreres særligt ved denne indsats.
Selvom det næsten er tabuiseret at tale om særlige sundhedsfremme tiltag blandt
f.eks. flygtninge og indvandrere så er det jo meget almindeligt at man i
sundhedsvæsenet intuitivt tilpasser forebyggelse og behandling til den enkelte
patients behov. Vejen frem må være at gøre en dyd af en nødvendighed og
professionalisere og systematisere det vi i forvejen forsøger at gøre i
sundhedsvæsenet, nemlig at lade sprog, viden, motivation og tiltro hos
patienten være afgørende for den måde et givent sundhedstilbud skal præsenteres
for patienten.
Tilpasning af sundhedssystemet til flygtninge/indvandreres
specifikke behov for særlig information og forståelse er essentielt. Der vil
være behov for specifikke interventioner for særlige grupper som nyankomne ikke
mindst familiesammenførte, for kvinder og deres børn og for ofre for vold og
tortur. Endelig er der behov for særlige strategier for at nedbringe
overhyppigheden af rejseinfektioner (leverbetændelse, malaria og tyfus) samt
hiv og tuberkulose.
Det er de professionelle i sundhedsvæsenet der har et
problem. Det eneste patienter er professionelle til i denne sammenhæng er, på
deres egne præmisser, at udtrykke problemer, symptomer og eventuelt behov. Det
er vores opgave at oversætte hvad patienten siger så vi kan bruge de værktøjer
vi plejer at bruge. Hvis vi ikke forstår hvad patienterne siger, skal vi stadig
være professionelle og må bare gøre en ekstra indsats for at komme bag om patientens
helbredsproblemer – det har vi pligt til uanset hvor svært det umiddelbart kan
virke. Det sjove er at det faktisk virker – det hjælper at lytte og spørge 5
minutter mere end vi er vant til. Dermed kan vi som læger være med til at
udjævne den ulige adgang til sundhedsvæsenet som flygtninge og indvandrere
oplever.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar