Vi er stolte og bryster os af den skandinaviske lighedsmodel
for sundhed og det er med god ret, for alle har ret til de samme sundhedstilbud
og med samme høje kvalitet. Men det betyder at vi ofte kommer til at ignorere
forskningsresultater der viser det stik modsatte: nemlig at socialt udsatte og
marginaliserede patienter ikke er i stand til at udnytte adgangen til
behandling af høj kvalitet. F.eks. får indvandrerkvinder sjældnere foretaget
screening for livmoderhalskræft og brystkræft og gravide af anden etnisk
herkomst har lavere blodprocent end andre gravide. Indvandrere med type 2
sukkersyge (”gammelmands” sukkersyge) har dårligere behandlet sukkersyge end
andre patienter med samme sygdom. Det er tidligere sagt at gener lader diabetes
pistolen, men det er levevilkårene der bestemmer om pistolen skal affyres.
Hyppigheden af diabetes blandt libanesere i Beirut er 7-8 % men efter 15-20 år
i Danmark er hyppigheden blandt libanesere 20 %. At kalde diabetes en
indvandrersygdom er derfor noget af en tilsnigelse – levevilkårene og adgangen
til sundhedsinformation i Danmark spiller tilsyneladende en større rolle end
etnicitet. På samme måde viste et studie fra Italien at hovedparten af hiv
infektioner blandt flygtninge/indvandrere skete efter ankomsten til Italien.
Nok flygtninge sårbare alene fordi de har forladt deres
hjemland og netværk, men der ser ud til at være unødvendige fælder efter de er
kommet til deres nye hjemland: oveni de sygdomme de er vokset op med tilegner
de sig også det nye hjemlands sygdomme som overvægt, hjerte-karsygdomme og
sukkersyge og får dermed en dobbelt sygdomsbyrde at bære på. Her til skal
lægges at de skal lære at færdes i et helt nyt samfund med et komplekst sundhedsvæsen
med mange barrierer.
Typiske personlige barrierer kan være sprogkundskaber, ideer
om sundhed og sygdom, mistro til sundhedsvæsenet og manglende viden. Der er lovgivningsmæssige barrierer figurerer
omkring sprog (den nye tolkelov), arbejde, sociale forhold og integration. Manglende
målrettet information, bureaukrati, komplicerede arbejdsgange og manglende
kontinuitet udgør barrierer indenfor sundhedsvæsenet der forhindrer lige og
kvalitetsfuld behandling til flygtninge og indvandrere.
Men før man overhovedet kommer dertil så er grundlaget for
overhovedet at kunne udnytte den lige adgang til sundhedstilbud først til stede
når man besidder en hel række af sociale kompetencer og har den viden som etniske
danskere har tilegnet sig naturligt gennem et langt liv i Danmark, lige fra
børnehaveklassen. Alle de daglig dags små trick vi har lært for at klare os
gennem livet i Danmark har en indvandrer ikke og alt bliver dermed et kæmpe
problem for en indvandrer: lige fra offentlig transport, til frit sygehusvalg
og til at bestille tid hos lægen. Man skal have gået 9 år i skole, man skal
mestre det danske sprog og man skal have et omfattende socialt netværk for at
opnå tilstrækkelig viden til at kunne bruge sundhedstilbud. Ideen om at man
selv i et vist omfang kan forebygge og lindre sygdom er fremmed for mange
flygtninge og indvandrere – alligevel er det en ensartet grundpille i
sundhedsfremme. Ved at basere
sundhedsfremme på viden som kun nogle besidder cementerer man ulighed blandt
dem der har sværest ved at tilegne sig viden, nemlig flygtninge og indvandrere.
Hvis man skal være motiveret for at ændre adfærd (f.eks. vægttab) så skal man
have den viden der gør det meningsfyldt at tabe sig i vægt. Dermed falder patienter
og borgere i denne befolkningsgruppe gennem sikkerhedsnettet i det
lighedsorienterede sundhedsvæsen. De har
ikke de værktøjer der er nødvendige for at kunne drage nytte af den lige
adgang. Sundhedsvæsenet er indrettet på den måde at det kun virker hvis man
selv skal rejse sig fra sofaen – det kommer ikke hen til én. Men hvis man
hverken forstår hvorfor man skal rejse sig eller hvor man i givet fald skulle
gå hen og heller ikke forstår den besked man får af sundhedsvæsenet så
forsvinder motivationen spontant. Mange indvandrere beskriver hvordan de har
forsøgt at få svar, forsøgt at gøre noget, men tabte interessen fordi de ikke
oplevede at hjælpen var relevant eller meningsfyldt. De er for ”skæve” til
lighed og der er ingen særlige indbyggede sikkerhedsforanstaltninger som
udligner det. Derfor er vejen frem at vi skaber et sikkerhedsnet for flygtninge
og indvandrere som kan sikre dem et bedre udbytte af den lige adgang til
sundhed som vi andre er så stolte af.
Patienter er forskellige og det er at gøre dem en slem
bjørnetjeneste at lade som om det ikke er tilfældet. Berøringsangst og
misforstået politisk korrekthed er ikke den medicin flygtninge og indvandrere
beder om. De vil, lige som alle andre, bare have meningsfyldt information om
deres helbred og en ordentlig behandling.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar