Er politikerne dygtige nok til at skelne mellem politik, forskning, symboler og fordomme?

 

Om videnskabelige fyord og tvetydige politiske missioner langt inde bag forskningens linjer.

Der har været debat en tid om skellet mellem politik og forskning primært baseret på enkelte politikeres udtalelser om racisme- og identitetsforskning. I marts førte det til ministerspørgsmål om

”ministeren enig i, at der i visse humanistiske og samfundsvidenskabelige forskningsmiljøer er problemer med overdreven aktivisme på bekostning af videnskabelige dyder, og er ministeren enig i, at en sådan tendens kalder på handling i lighed med det opgør, den franske regering har udmeldt, og den undersøgelse af problemets omfang, som den har iværksat?”

Debatten blev nok antændt med udgivelsen af rapporten fra RUC ’Magt og (u)mulighed’  om æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol  i 2020 (). Debatten fik yderligere varm luft efter en reportage til en videnskabelig migrationskongres i Weekend avisen ’Hvidensproduktion’ og kulminerede med den historisk besynderlige udtalelse d. 18.februar 2021 fra Folketinget der havde vedtaget at ”Politik ikke må forklædes som videnskab”. Som forsker bliver man lidt lammet af budskabets naive selvfølgelighed, men samtidig får man fornemmelsen af den trojanske hest. Som ekspert er det jo lige præcis dét vi slås med: at politikerne skubber udvalgte eksperters håndplukkede udsagn foran sig og iklæder svage politiske projekter et stærkere videnskabeligt fundament.

Det er bemærkelsesværdigt at den politiske kritik udelukkende er rettet mod humanistiske og samfundsvidenskabelige forskningsmiljøer. Men det skal man ikke lade sig aflede af. Problemet med politisk forskningskritik stikker meget dybere og er langt mere alvorligt end pressen har præsenteret sagen. En folketingspolitiker forklarede da han for mange år siden blev præsenteret for en tabel med sygelighed opgjort efter køn, alder og skolegang, at han ikke ville diskutere manipulerede tal. Den videnskabelige kongres der blev beskrevet i Weekendavisen’s reportage handlede om migration, men journalisten havde fokus på det der ikke blev talt om (social kontrol) og på at intersektionalisme er en metode der er udsprunget af feministisk forskning. Ingen journalist har nogensinde skrevet en spydig reportage fra en kongres om personlig medicin, føtal kirurgi eller dræberrobotter - og det ville sandsynligvis munde ud i en ukritisk begejstret artikel uden kritik af der ikke blev diskuteret etik og ulighed eller at den metode der blev anvendt til at hjerteoperere fostre også blev brugt på grise. Journalister er biased når det kommer til videnskabskritik og det er politikere også, for de læser avisartiklerne. Men man skal længere ud på landet hvis man tror det kun er køn og racismeforskning politikere går efter et opgør med. Lad mig komme med nogle eksempler.

Folketingspolitikeren Henrik Dahl angreb f.eks. i 2020 Syddansk Universitet for sit fokus på FN’s verdensmål (sustainable development Goals) som forskningsmæssig rettesnor: ”Universitetet forråder det, et universitet er. SDU er tabt som frit universitet.” og ” Danmark har syv universiteter og en missionsanstalt med hovedkvarter i Odense”. I tidsskriftet Ræson skrev samme politiker:

”FN’s verdensmål er politik, ikke forskning. De hører hjemme i et parlament. Ikke på et universitet. SDU forråder de ædle motiver bag verdensmålene”.

Senere skriver Henrik Dahl dog stik modsatte: ”Men Verdensmålene er en trojansk hest. Flot at se på, men fyldt med socialisme indeni.”

Den tidligere frihedsminister Søren Pind argumenterede sidste år for at det var politikerne der skulle bestemme hvad der skulle forskes i under corona pandemien (bl.a. med baggrund i den skøre franske læges studier af klorokinbehandling af COVID-19 som viste sig at være fuldstændig virkningsløst på COVID men havde mange bivirkninger).

Der er flere politikere der vedholdende under COVID19 med dødsforagt har fastholdt decideret urigtige standpunkter på trods af at de er blevet korrigeret flere gange af eksperter (Pernille Vermund og Pia Kjærsgaard og Nye Borgerlige). Insisteren på en absurd holdning er en farlig politisering, hvor forskere har et ekstra stort ansvar for at holde videnssamfundets rygrad. Det er ikke politisk indblanding, men rettidig videnskabelig omhu. Eksperter er hevet ind som politiske statister og smidt ud i kulissen igen efter forgodtbefindende fordi der ikke er politiske rammer for eksperters rolle i politik. Politik forklædt som videnskab er det politikerne, gør når de skal sælge motorveje, cannabis og thyroid behandling. Det er det politikerne gør når de bestemmer hvem der er patienter og hvilke årsager der er til sygdomme.

Mathias Tesfaye blev spurgt af et folketingsmedlem om baggrunden for smittetallene blandt etniske minoriteter. Tesfaye svarede at ” 'Vi ved ikke noget (…) Der er ikke rigtig nogen eksperter der har undersøgt det her. 'Jeg kan se en masse påstande, men ikke noget videnskabeligt grundlag. Det kan kun være gætterier'. Om fik dermed skabt et ukorrekt billede af at der ikke eksisterede videnskab om hvorfor etniske minoriteter var hårdt ramt af COVID19.

En folketingspolitiker, Rasmus Jarlov, skrev for nogle år siden et indlæg i Jyllandsposten om at Syddansk Universitet burde ansætte sangeren Medina som rektor fordi de optog studerende bl.a. baseret på samtaler. Han forklarede det med at hvis universitetet alligevel var drevet af følelser, så var det nok bedre med en sanger som Medina som rektor.

Jeg blev personligt i Danmarks Radio P1 Orientering 8. august 2014 hængt ud af en daværende Venstre ordfører Karsten Lauritzen for at min forskning om ulighed i sundhedsvæsnets behandling af etniske minoriteter var underlødig - uden skyggen af argumentation. Bare fordi man kan som politiker og fordi der præsenteres politisk ubekvem viden som her at der sker forskelsbehandling af flygtninge i sundhedsvæsnet. Men det er stadig viden og jeg har stadig en pligt til at formidle den viden – det står i min funktionsbeskrivelse som læge på sygehuset og som professor på universitetet. Det er ikke mit problem som ekspert at viden kan presse politikere til at skulle tage triste beslutninger. Dét må de se som et vilkår.

Forskere er ikke dummere end gennemsnittet og vi kan godt høre når en politiker ikke har deklareret sit egentlige ærinde. Forskere skal altid deklarere deres interesser når de publicerer deres forskning. Men politikere har tiltaget sig retten til at bestemme hvad der er rigtigt og forkert, hvad der er årsag og virkning og hvornår en historie starter og slutter. Fair nok. Det er demokratiets svøbe at symboler, fordomme, uvidenhed og had vægter lige så meget som viden og indsigt. Vi ville have en bedre og mere ligeværdig dialog hvis politikere droppede berøringsangst - og holdt op med at lave nye spilleregler hver gang vi har en samtale. Det er lidt som ens storebror der hele tiden laver nye regler i Matador når han er ved at vinde. Ynkelig magtudøvelse men det virker. Man har ikke ret til sine egne fakta, men man har heller ikke ret til en mening man kun kan opretholde ved at skabe røgslør, stråmænd og angribe ekspertens legitimitet eller troværdighed. Det er der mange forskere der har oplevet og de fleste gør det kun én gang – det er de færreste eksperter der bliver stående på kamppladsen. Men vi kan ikke have en ligeværdig samtale med en modpart der suverænt både bestemmer reglerne for samtalen og kan ændre dem som de har lyst. Strategisk tvetydighed er blevet et stærkt politisk våben, men det gør uoprettelig skade på dialogen mellem politikere og forskere.

Jeg arbejder på et felt, etniske minoriteters sundhed og ulighed, der er præget af total mangel på viden i de politiske beslutningsprocesser - evidens er bandlyst fordi det opfattes som et partsindlæg - her er symbolpolitik, mavefornemmelser og folkedybets røst evidensgrundlaget. Det er sådan demokratiet vil have det, men det er hverken kønt eller et videnssamfund værdigt. Flertallet har jo ikke ret bare fordi de er flest. Det er at politisere forskning når flertallet har retten til at bestemme hvad der er rigtigt og hvornår en historie starter og slutter. Når man er blind for mindretallets opfattelse - herunder videnskab - så politiserer man forskning OG det er ikke forskerne der er udfarende her.

Trump udsendte en liste med videnskabelige fyord (ulighed, racisme, global opvarmning, klima), som de nationale forskningsfonde ikke måtte anvende og de måtte heller ikke støtte ansøgninger der indeholdt ord fra fyordslisten. Man talte ligefrem om ‘The Trump 10’ - forskere blev stressede af Trump’s indgreb i forskningsfriheden og de tog i gennemsnit 10 kg på fordi de overspiste i bare frustration.

Der er forskning ingen vil have. Der er viden ingen vil have. Men det er ikke videnskabens problem. Det er menneskehedens problem at der politikere der ikke vil høre om ulighed, racisme, ensomhed eller politiske årsager til ulighed. Politikere må enten kaste sig ind i den spændende dialog, tage en tudekiks eller finde et andet job. De kan ikke bestemme hvad der er viden for så dør vidensamfundet.

Regionerne havde nogle spændende processer i deres første år hvor de aktivt gik ind i debat om ulighed i sundhed. Det var sundt, det var konstruktivt og det var modigt. Men finansministeren satte tommelskruerne på de fattige regioner der ikke kunne opkræve skatter og bad dem koncentrere sig om den stakkels middelklasse i stedet for de dyre socialt udsatte patienter. Finansministeriet modsatte sig dermed den evidens som regionernes politikere selv havde bedt om at skabe.

Politikerne skal stoppe angreb på videnskaberne og vende spejlet: de må gøre op med mavefornemmelser, symbolpolitik og abstrahere fra den glubske middelklasse, der hele tiden vil have ret. Man taler i forskning om ulovlig indtrængen på vidensområder hvor man ikke har ekspertise - at man ‘overfører’ sin forskningsekspertise fra et område til et andet hvor man ikke har viden der rækker udover forsiden på Ekstra Bladet. Det ville klæde politikerne at skabe sig et fælles tanke- og værdisæt om deres interaktion med eksperter og forskere i en form for venlig vekselvirkning hvor man kan have ligeværdig dialog uden trojanske heste og skjulte dagsordner. En samtale hvor man har samme argumentationsniveau og samme spilleregler.

 Vi skal som forskere true med at blive på slagmarken, men vi skal altså også kunne tage slagene – det nytter ikke at desertere. Måske ledelserne på universiteterne skulle se på deres ansvar for at klæde forskerne bedre på til at deltage i offentlige debatter? Hvis vi trækker os fra den offentlige og politiske debat, så vinder de tvetydige symbolpolitikere og aggressive værdikrigere uden modstand og de tager vidensamfundet med sig tilbage i skyttegraven. Vi skal fastholde vores troværdighed som forskere, der har en velunderbygget og kvalificeret analyse, der er en direkte modfortælling til magtens selvforståelse, flertallets lommeuld og de populistiske politikeres håndplukkede mavefornemmelser. Den viden ingen vil have er det bedste argument for at gå 5 skridt længere ind på slagmarken. Selv om de hugger vores arme og ben af så har vi altid hovedet med tilbage.

Ulighed i sundhed: Vi tæller træerne men gemmer skoven

Ulighed er som at ryge: vi ved det er dyrt og helbredsskadeligt og vi har ikke råd til det, men på én eller anden måde er vi afhængige af det. Vi ved vi bør holde op, vi bilder andre ind at vi til enhver tid kan holde op, for vi har gjort det utallige gange før. Som rygning er ulighed blevet en vane for os, en del af hverdagens små spændende udfordringer eller småforhindringer - en risiko man løber ved at leve. Man indrømmer gerne sin svage karakter som ryger og fattigdom er vel nærmest en karakterbrist? Men ulighed koster samfundet over 50 mia kroner om året.  At gøre noget ved ulighed i sundhed er ligesom rygestop: der er masser af hjælpemidler, men de virker ikke hvis man ikke alvorligt ønsker at stoppe med at ryge.

Løsningen på ulighed i sundhed skal ikke findes i sundhedsvæsnet – sundhedsvæsnet ser derimod ulighedens konsekvenser i sundhedsvæsnet. Løsningen skal findes i det samfund og de politiske vilkår som sygdomme skabes i og som sundhedsvæsnet er tvunget til at sende patienterne tilbage til.

Ulighed i sundhed handler om at der er en meget stærk kobling mellem kort uddannelse, ingen eller usikker beskæftigelse og sygdom. Dårligt helbred fører til kortere uddannelse. Kortere uddannelse fører til lavere behandlingskvalitet. Usikker beskæftigelse fører til lavere indkomst. Lavere indkomst øver følsomhed for medicinpriser og fører til svingende medicinindtag. Svigende medicinindtag fører til sygdomsforværring og flere komplikationer. Store medicinudgifter kan føre til irreversibel fattigdom, hvis der samtidig er store bolig- og transportudgifter. Kortere uddannelse fører til dårligere rehabilitering efter sygdom. Børn der vokser op i fattigdom med mange negative sociale oplevelser, får kortere uddannelse og er i øget risiko for at blive syge som voksne. Det forunderlige er at det er lykkedes et velfærdssamfund som det danske at skabe ulighed i forebyggelse af sygdom, risikoen for sygdom, adgang til behandling, behandlingskvalitet, genoptræning og overlevelse efter f.eks. kræft og hjerte-karsygdom.

Investeringer i social velfærd kan øge den sociale mobilitet men hvis ikke ulighed i levevilkår mindskes, så bliver social mobilitet lige risiko for at opnå ulige levevilkår og et dårligt helbred. Hvis ikke ressourcer til skole og sundhedsvæsen fordeles mere efter behov og mindre i forhold til efterspørgsel kan den onde cirkel mellem kort uddannelse, dårligt helbred og manglende/usikker beskæftigelse ikke brydes. Sundhedsvæsnet koster 114 mia kr/år og udgifterne er steget ca. 43 % på 17 år. Sundhedsvæsnet sluger pengene til netop de investeringer i velfærd der kunne beskytte os mod sygdom: Uddannelse, social velfærd & sund opvækst.

Et par aktuelle eksempler på ulighed i sundhed:

·        Medicinpriser svinger uforudsigeligt og presser lavtlønnede patienter og patienter på overførselsindkomster fordi deres udgifter ikke kan afdæmpe udsving. Medicin koster det samme for millionæren som det gør for kontanthjælpsmodtageren.

·        Der er ulighed i kræftscreening (underliv, brystkræft og tarmkræft). Jo kortere uddannelse og jo mere økonomisk svagt stillet jo færre bliver undersøgt.

·        Der er social ulighed i adgang til og i effekt af rehabilitering. Der findes ikke nationale standarder for genoptræning og hver kommune har sin fortolkning. Uligheden gælder både i chancen for at blive henvist, at starte på genoptræningen og at fuldføre den.

·        Patienttransport er et tilbud der er afgørende for mange økonomisk mindre velstillede, psykisk syge og gangbesværede. Men motivationen til at bruge muligheden varierer fra sygehusafdeling til sygehusafdeling. Ofte er reglerne komplicerede og ulogiske og det er langt lettere for sygehusansatte at afvise muligheden end at sætte sig ind i reglerne, der desuden er forskellige i psykiatrien og somatikken. Men det betyder at nogle patienter, oftest enlige, ensomme, psykisk syge eller socialt udsatte, ikke kommer til kontrol, forundersøgelser eller operationsvurdering. Dét er en skjult ulighed i behandling men den registreres ikke som sådan. Regionerne har tilmed nu strammet reglerne for patienttransport, så dårligst stillede mest sårbare patienter med største behov får nu endnu sværere ved at få glæde af sundhedsvæsnet.

Ulighed udspiller sig ofte i samspil med mange faktorer på én gang og ofte spiller faktorerne hinanden stærkere end de ellers ville have været. Coronakrisen viste i alle sammenlignelige europæiske lande, herunder Danmark, at risikoen for at blive smittet med COVID-19 var størst blandt dem der havde mindst indflydelse på deres arbejdsplads og deres boligsituation. Den viste også at der var en højere risiko for at blive meget syg af Corona-virus og dø af infektionen hvis man tilhørte en etnisk minoritet, som netop oftere end andre har ansættelse i de såkaldt kritiske funktioner i frontlinie som f.eks. butiksansatte, plejehjemsassistenter, hjemmehjælpere, taxachauffører og samtidig også dem der pga lav indkomst kom fra husholdninger der var dobbelt så store som mere velstillede. Samtidig påviste en norsk undersøgelse at dem der havde sværest ved at forstå og at efterleve myndighedernes hygiejneråd, var dem med kortest uddannelse.

Det bliver endnu mere komplekst når man ser lidt dybere bag tallene. I USA fandt man at selvom man korrigerede for faktorer som social status, erhverv, brug af offentlig transport, boligforhold, privat sundhedsforsikring, overvægt og kroniske sygdomme, så havde afro-amerikanere end meget højere dødelighed Coronavirus end andre amerikanere og man mener derfor årsagen må være en kombination af lavere behandlingskvalitet i sundhedsvæsnet (forskelsbehandling) og kronisk stress.

Man skal forstå ulighedens mange virkemidler og man skal forstå de politiske og sociale årsager til at ulighed reproduceres. Man skal forstå hvor sårbarhed kan opstå når flere faktorer forstærker hinanden. Man dør ikke af sin korte uddannelse eller usikre ansættelse. Man dør af konsekvenserne. Og konsekvenserne kan være forskellige steder i landet og i forskellige befolkningsgrupper. Velfærdssamfundet bør kende konsekvenserne og reducere deres indflydelse på de mest sårbare. Men det kræver at man politisk faktisk ønsker at gøre op med ulighed i sundhed.

Ulighed er ubekvemt og det kræver mere af os, end vi er villige til at yde, at ændre på det. Politisk er det opportunt at tallene er farveblinde. Vi tæller måske nok træerne, men vi gemmer skoven. Det tog sin tid at få tallene for de etniske minoriteter frem i Danmark og i England blev tallene fjernet fra den officielle rapport. Ofte gemmes uligheden væk og hives kun frem hvert 10. år i en skåltale, nu skal vi også tage os sammen. Men nu har corona pandemien uventet hevet den frem fra skabet og pudset den af og dét tvinger os endnu engang til at tage stilling til om vi faktisk vil holde op med at ryge eller om vi bare skal prøve igen med noget mere nikontinplaster? Vi kan jo altid holde op med at ryge, ikke?

 

Kilder

https://www.thelancet.com/journals/langlo/article/PIIS2214-109X(20)30264-3/fulltext

https://www.statnews.com/2020/06/15/whos-dying-of-covid19-look-to-social-factors-like-race/

https://ec.europa.eu/migrant-integration/news/covid-19s-impact-on-migrant-communities

 https://www.theguardian.com/inequality/2020/jun/13/leaked-report-says-racism-and-inequality-increase-covid-19-risk-for-minorities

https://www.bmj.com/content/369/bmj.m2264

Diderichsen, Finn. "Sårbarhet–ett begrebb till bruk för båda jämlik hälsa och hållbara samhällen." Socialmedicinsk tidskrift 95.6 (2018): 621-626.

https://politikensundhed.dk/debat/art7821515/Manglende-nationale-standarder-for-rehabilitering-giver-ulighed-i-sundhed

 

Virus spreder fremmedgørelse, men folkesundhed kan genskabe sammenhængskraften

Alle epidemier er forskellige indtil de er ens. Epidemier formes af de samfund og miljøer de spreder sig i, men der er aldrig tale om én epidemi, men om bølger af epidemier. Virus spreder frygt før den spreder sygdom. Men virus blotlægger også nogle holdninger og strukturer, som vi helst var foruden. Forløberen for den virale epidemi er en epidemi af rygter, sladder og frygtscenarier om hvad der venter os. Den første epidemi efterlader ingen immunitet, så mens vi venter på katastrofen inkuberer vi alle hinanden med forventningen om at jorden vil åbne sig under os og at enhver må beskytte sig selv. Vi hamstrer gær, toiletpapir og våben, æder enorme mængder af mad, begynder at ryge igen og kroppen sprittes af, indvendigt og udvendigt, på time-basis. Det ser ud til, at epidemier får fornuften til forsvinde og vi vender tilbage til middelalderens triste forklaringsmodeller: skæbnetænkning, hjælpeløshed, mistro, mystik, magisk realisme, bøn, profeti og forbandelser, der var almindelige i pesten og koleraens tid. Samtidig har skabsprofessorer, kändisser og lommefilosoffer haft travlt med at masseproducere mentale værnemidler, men har leveret selvforherligende absurd irrelevante gætterier, som en panikparat stærk menings- og kontaktsøgende befolkning ikke desto mindre har taget til sig som effektivselvmedicinering. Problemet er at frygt avler frygt og gør os afhængige: vi skal have vores daglige medicin og dosis skal øges med jævne mellemrum for at kompensere for mætningen. Vi gyser over den lille virus, der kommer og tager os som det monster under sengen vi troede ikke fandtes. Andre svælger i dødsforagt og Weltsmerz, som de unge på Goethes tid. Vi kommer til at have en generation af ældre der døde uden at komme ordentlig afsted, som det bla. er tilfældet i Irland, hvor ”send off” er en central del af livet. Andre steder i verden fører ad hoc ukonventionelle begravelser under konflikter og epidemier til at afdødes hjemløse ånder farer rundt som forstyrrende fremmede iblandt os. Uhyggen er rettet mod den udefra kommende fremmed fare, der spreder sig usynligt – en ubuden gæst med maske på, en sygdom der opfører sig aparte og uvant. En uindbudt gæst. En ubehagelig tilflytter. Den taler ikke vores sprog, hører ikke efter og som en lus i skindpelsen splitter den os op i dem der er immune og må færdes frit og dem der er farlige som skal spærres inde. Virus er fremmed og fremmedgør os overfor hinanden.

Menneskers evne til at se forskellen mellem hvad der er snavset og rent har altid bidraget til sygdomsforebyggelse. Det, der startede som et simpelt men væsentligt element i menneskelige overlevelse, blev efterhånden bundet til kulturelle og sociale sammenhænge, efterhånden som samfundet udviklede sig. Som det er blevet observeret i mange tidligere sygdomsudbrud, har en folkesundhedsterminologi såsom hygiejne stærke sociale konsekvenser, der kan og i nogle tilfælde er blevet til etnisk udrensning og folkemord. Da et grundlæggende element i hygiejne er eliminering af en smitte, kan det let bruges til at retfærdiggøre eliminering af en opfattet menneskelig smitte. Det så man f.eks. under koleraepidemien på Haiti, hvor hygiejne altid har været sammenfiltret i fortælling om ”rengøring” - hvad enten det er en etnisk eller en viral trussel, der skal inddæmmes og fjernes. Værdier om renhed er sociale værdier der kodes tidligt i livet.

Folk køber toiletpapir, fordi de er bange for deres egen beskidte skæbne: det vil sige viden om, at vi i sidste ende vil dø. Når vi midt i pandemien føler vores egen dyriskhed, og derfor vores dødelighed, bliver vi ramt af frygt. Mary Douglas (2003) definerer i sin bog Purity and Danger snavs som ”stof på et forkert sted”, som noget, der udfordrer alle vores klassifikationer, den rækkefølge, vi giver tingene og derfor den stabilitet, som vi er afhængige af især under en epidemi. Det, vi lever igennem nu, er netop det: en begivenhed, hvor alt synes at være på en forkert plads, og det ernærer en social angst for at ordne, for at undgå snavs, forhindre "smitte" og derfor usikkerhed. Vi renser alt, hvad der er inden for vores rækkevidde, uanset hvad der truer med at ribbe os for vores lille rest af menneskelighed: vi er jo ikke dyr. Afsky mod vores dyriske kropsvæsker og frygt for dødelighed varierer mellem kulturer, men definerer også hvad der er fremmed og hvad der er sikkert og genkendeligt. Det franske dekret i 1600-tallet om at det ikke længere var tilladt at lave afføring i det offentlige, var en adskillelse af det private og det offentlige. Afføring skiller ikke bare mennesker fra dyr, men er også en social aktivitet, hvis værdier skiller os fra andre – de fremmede, de smitsomme i det offentlige rum.

Sammenhængen mellem sygdom og fremmedhed er ikke ny. Når en epidemi spreder sig, ligger det indkodet i os at det er noget fremmed, der har sneget sig ind på os, noget der er hentet til landet af fremmede bærere. Nogen skal have skylden. Den angst der naturligt følger med en epidemi dulmes ved at styrke sammenholdet og sammenhængskraften ved hurtigt at identificere en fremmed, en fjende, der har ansvaret for forstyrrelsen af den sociale orden. Højindkomstlandene verden over lukkede deres grænser for indrejse af ikke-statsborgere. USA lukkede i starten kun for rejsende fra nøje udvalgte lande og viste dermed hvor tæt mikrober, normer, politik, konflikter og magt hænger sammen. De forstærker og faciliterer hinanden, giver hinanden nye muligheder. Biologi og politik lever og påvirker hinanden i det samme øko-system: biopolitik. Reaktioner mod pandemier kan sandsynligvis lige så godt skabe nye sociale fællesskaber som det kan gøre os til stærkt isolerede ensomme individer med galopperende hudsult. Man taler om 'Det virale forstørrelsesglas', der, på pinagtig vis, tydeliggør og udvider eksisterende sociale uenigheder, forskelle og begrænsninger.

Mens verdens opmærksomhed er blevet afledt af Corona, har autokrater haft en fest. Befolkningen vil reddes fra den fremmede fare og dét er stærke mænds spidskompetence. Når man har befolkningens fulde opmærksomhed, har man også åbnet for sluserne: populismens grundværktøj, bevidst tvetydighed, har haft kronede dage hvor politikere og medier skiftevis har lanceret virus som både et migrantproblem, et laboratorievirus fra Kina og et fupnummer. Herskere har indset, at det nu er det perfekte tidspunkt at få gjort alle de ting der normalt er skandaløse, sikkert i den forståelse, at resten af verden næppe vil bemærke det. Mange drager fordel af pandemien for at få tildrage sig mere magt, til at få sat oppositionsmedlemmer i fængsel og til at slå ned på migranter ved at give de, skylden for at epidemien er kommet til landet. Underforstået, at epidemien ikke ville have ramt det sunde folk, hvis der ikke var kommet fremmede, migranter, til landet. Med samme hastighed som epidemi udviklede sig, har wannabe despoter, trin for trin, politiseret domstolene, kriminaliseret uafhængige medier, fjernet akademisk frihed, svinebundet civilsamfundet og sat ild til fremmedhad. Autokrater og mikrober ser hver deres muligheder i katastrofernes fremmedgørelseselement.

Det rejselystne borgerskab slæbte virus med sig hjem fra eksotiske rejsemål, charterskibe og skiferier og bragte som turister det til det forsvarsløse afrikanske kontinent. Hesteshows har været mistænkt i England og i Danmark for at bidrage til den tidlige smittespredning. Men dem, derhjemme må slæbe det største sygdomslæs, og den største del af dødeligheden, er dem der ikke har råd til skiferier og heste, dem der ikke har en bolig med 3 badeværelser hvor man kan isolere sig, dem der ikke har sommerhuse og dem der ikke har mulighed for hjemmearbejde.

Den aktuelle pandemi er toppen af et isbjerg. Den er en del af et større komplekst puslespil, hvor brikkerne blev skabt for mange år siden. Mange af brikkerne er utydelige og det er kun få områder af puslespillet vi har fået lagt. Men det samlede billede har vi svært ved at ville se. Indimellem får vi et blik ind i den verden vi konstant forandrer, men vi lykkes ikke med at fastholde det store overblik – vi får ikke sat brikkerne sammen. Ofte fordi der starter et andet krisescenarie. Epidemier er ofte et resultat af tæt kontakt mellem vilde dyr, mennesker og husdyr. I takt med at der fjernes mere og mere af de vilde dyrs skove stiger risikoen for direkte kontakt med mennesker og dermed eksponering for dyrevirus. Fødevareknaphed og høje priser gør vildt kød attraktivt og mange landmænd er både jægere og husdyrfarmere. Coronavirus truer sammen med tørke med at reducere verdens fødevareproduktion med 17 % over de næste årtier. I skyggen af epidemier venter ådselsæderne: underernæring, mæslinger, malaria, tyfus, kolera og dengue.

Konflikter mellem lande og befolkningsgrupper har deres rødder i naturen. De rwandiske folkedrab på en grund af dybe etniske spændinger blev forværret af det kroniske stress efter langvarig tørke og hungersnød, og det blev påvist at vold var langt mere sandsynligt, når det gennemsnitlige daglige kalorieindtag var mindre end 1.100 pr. Dag. Konflikten i Syrien kom efter en rekordtørke og efterfølgende massemigration ind til byerne. Vi oplever i stigende grad at epidemier og kriser følger tættere og tættere på hinanden og i flere tilfælde overlapper hinanden: oversvømmelser, tørke, mygge & flåt overførte virusepidemier, hungersnød, ekstrem varme og konflikter. I fremtiden kommer pandemier ikke alene - de kommer ikke én ad gangen med årtiers mellemrum. Den global temperatur stiger, mikroberne elsker det & epidemier står på nakken af hinanden for at komme til. Den global ulighed stiger ligeledes, og sociale konflikter står sammen med urbanisering til at blive grobund for sociale vilkår der er perfekte vækstmedier for kroniske og smitsomme sygdomme.

Vi har fået et wake-up call mange gange siden den spanske syge med fugleinfluenza, svineinfluenza, SARS, Ebola og MERS epidemierne, men politikerne har i årtier trykket på ‘Snooze-knappen’ og lagt sig til at sove igen. De kommende pandemier kommer ikke alene, der er mange andre epidemier der sniger sig rundt i skyggen og vi skal stå tidligt op hvis vi ikke vil overrumples igen. Vi er politisk og socialt ikke særlig godt forberedt på næste epidemi, men hvad værre er, så kræver det et jernhelbred at komme levende gennem en pandemi og vi er som mennesker i utroligt dårlig form til den næste pandemi med vores løbende epidemier af diabetes, hjerte-karsygdom, forhøjet blodtryk og overvægt. Der har desuden været udtrykt relevant bekymring for at Coronapandemien kan have forværret antibiotikaresistens, da man i mangel på antivirale behandlingsmuligheder kun har haft det alternativ at beskytte de syge med, ofte meget bredspektrede, antibiotika.

Selv forskningsverdenen er gået i selvsving godt støttet af forskningsfonde, der har spyttet 100 af millioner kroner ud til Coronaforskning. Pandemien er blevet kaldt en evidensmæssig hundredeårs hændelse. Vacciner, piller, serum og værnemidler skal pludselig testes inden virus forsvinder igen mens videnskabernes sædvanlige værdier om troværdighed og mening neddæmpes i en bedre sags tjeneste. Klorokin slog COVID19 patienter ihjel og andre lovende behandlinger viste sig uvirksomme.  I skrivende stund har verdens største sælger af slangeolie, der også kalder sig selv ”kongen over alle ventilatorer”, Trump, foreslået at man kunne bestråle de syge med UV-lys og give dem indsprøjtninger med desinficerende midler. Få timer efter måtte de amerikanske producenter af de desinficerende rensemidler Dettol og Lysol, været nødt til at udsende en pressemeddelelse, hvor de må præcisere, at deres produkter under ingen omstændigheder må drikkes eller injiceres i blodårer. Lysol anvendes til at desinficere toiletter men har historisk en enkelt gang, med dødelig udgang, været forsøgt anvendt til at behandle infektioner.

Det er hele tiden de gamle u-teknologiske og u-farmakologiske indsatser der vinder: håndhygiejne, fysisk afstand og hold de syge fra de raske. Ganske almindelige karantæne regler opfundet for længe siden og som har stået deres prøve i århundreder.

Folkesundhed er fremtiden, ikke på grund af COVID-19, men fordi vores immunitet, sundhedsvæsner og sociale kontrakter stresstestes af pandemier. Men det er også en virus der viser hvor meget vi i virkeligheden er afhængige af hinandens nærvær. Virus har desuden vist at man ikke kan slå pandemier ned med symbolpolitik. En folkesundhed, der kun omfatter flertallet, giver virus en perfekt mulighed for at ramme hele befolkningen. Coronavirus minder os om, at vi alle har brug for hinanden; at det måske var et kollektivt selvmord at tro på Margaret Thatcher da hun sagde, at "der ikke findes noget som kan kaldes et samfund" - styrkelse af folkesundheden er bogstaveligt talt et spørgsmål om liv og død. Folkesundheden binder os sammen som ét samfund.

Kilder:

Ioannides, J. P. A. 2020. A fiasco in the making? As the coronavirus pandemic takes hold, we are making decisions without reliable data. STAT[Online]. https://www.statnews.com/2020/03/17/a-fiasco-in-the-making-as-the-coronavirus-pandemic-takes-hold-we-are-making-decisions-without-reliable-data/

Epidemiological Publics? On the Domestication of Modelling in the era of COVID-19 http://somatosphere.net/2020/epidemiological-publics-on-the-domestication-of-modelling-in-the-era-of-covid-19.html/

The toilet paper panic: coronavirus and reflections from confinement http://somatosphere.net/2020/the-toilet-paper-panic-coronavirus-and-reflections-from-confinement.html/

Mary Douglas. Purity and danger. Routledge 1966.

Laporte, D. (2002). History of Shit. Cambridge and London: The MIT Press.

Desperation: Sultne mennesker trodser afstand og smittefare https://politiken.dk/udland/art7760139/Sultne-mennesker-trodser-afstand-og-smittefare

Coronavirus has been an unpleasant wake up call of more than one sort https://blogs.bmj.com/bmj/2020/04/22/coronavirus-has-been-an-unpleasant-wake-up-call-of-more-than-one-sort/

Covid-19 May Worsen the Antibiotic Resistance Crisis. https://www.wired.com/story/covid-19-may-worsen-the-antibiotic-resistance-crisis/

Bill Gates. Pandemic I: The First Modern Pandemic. The scientific advances we need to stop COVID-19 https://media.gatesnotes.com/-/media/Files/Health/Pandemic-I-The-First-Modern-Pandemic

Autocrats see opportunity in disaster https://www.economist.com/leaders/2020/04/23/autocrats-see-opportunity-in-disaster

Orban’s emergency powers hit opposition funding https://www.ft.com/content/5ba8a724-871c-480e-930d-ed9b0469cafe

In Pictures: Police ticket protesters for violating gathering ban as Hong Kong marks 9 months since Yuen Long mob attack https://hongkongfp.com/2020/04/22/in-pictures-police-ticket-protesters-for-violating-gathering-ban-as-hong-kong-marks-9-months-since-yuen-long-mob-attack/

Stopping the authoritarian rot in Europe https://euobserver.com/opinion/148147

Fox News Faces Lawsuit For Calling COVID-19 A ‘Hoax’ https://www.forbes.com/sites/legalentertainment/2020/04/10/covid-19-lawsuit-against-fox-news/#4f981fde5739    

Leaked map shows postcode next to Cheltenham Racecourse had highest number of coronavirus hospital admissions on April 3 https://www.gloucestershirelive.co.uk/news/cheltenham-news/leaked-map-shows-postcode-next-4071259

“Hygiene” is the Future: Lessons from “Post”-Cholera Haiti http://somatosphere.net/2020/hygiene-is-the-future-lessons-from-post-cholera-haiti.html/

Fifty Thousand Americans Dead from the Coronavirus, and a President Who Refuses to Mourn Them https://www.newyorker.com/news/letter-from-trumps-washington/fifty-thousand-americans-dead-in-the-coronavirus-pandemic-and-a-president-who-refuses-to-mourn-them

Stocks fall after coronavirus trial of Gilead's remdesivir flops https://finance.yahoo.com/news/coronavirus-covid-19-ftse-100-dax-cac-40-stocks-markets-24-april-remdesivir-gilead-075309066.html

How Trump’s Foot Soldiers Tried to Flood the Country With Millions of Doses of Hydroxychloroquine. https://www.thedailybeast.com/how-trumps-foot-soldiers-tried-to-flood-the-us-with-millions-of-doses-of-hydroxychloroquine

The makers of Dettol have had to issue a press release saying you shouldn't inject its products into your veins https://twitter.com/tkbeynon/status/1253616993061797889?s=20

Coronavirus: Outcry after Trump suggests injecting disinfectant as treatment https://www.bbc.com/news/world-us-canada-52407177