Happy healthy migrant?

Mange indvandrere beskriver også hvordan de nødig vil stresse lægen med mange spørgsmål og de vil nødig virke utilfredse hvormed de ikke får spurgt om alt det de gerne vil (den såkaldte ”happy migrant” effekt). Infektionssygdomme, ulykker, skader og misbrug er overrepræsenterede blandt etniske minoriteter, mens visse kroniske sygdomme modsat er sjældnere blandt nyankomne flygtninge/indvandrere (også kaldet ”healthy migrant” effekten).  Indvandrere indtager mindre alkohol, tager mindre medicin og ryger mindre end andre. Så på den ene side skal vi positivt og proaktivt bevare den gode sundhedstilstand som mange nyligt ankomne flygtninge/indvandrere har når de ankommer.  I forhold til visse kroniske sygdomme kan dette forhold jo lige frem være en fordel og bør specielt fremhæves. På den anden side skal sundhedsvæsenet forhindre at flygtninge og indvandrere lettere pådrager sig sygdomme som potentielt kan forhindres såsom sukkersyge, højt blodtryk og infektioner alene fordi de som minoritetsgruppe har ringere adgang til information og behandling. 

Der er dog grund til optimisme. Mange studier fra lavindkomstlande bl.a. i Afrika har vist at simple forebyggelsesprogrammer ofte virker bedst, og næsten udelukkende, blandt de dårligst stillede. Senest har et engelsk studie vist at forebyggelse og behandling blandt socialt udsatte patienter bedres væsentligt hvis praktiserende læger honoreres særligt ved denne indsats. Selvom det næsten er tabuiseret at tale om særlige sundhedsfremme tiltag blandt f.eks. flygtninge og indvandrere så er det jo meget almindeligt at man i sundhedsvæsenet intuitivt tilpasser forebyggelse og behandling til den enkelte patients behov. Vejen frem må være at gøre en dyd af en nødvendighed og professionalisere og systematisere det vi i forvejen forsøger at gøre i sundhedsvæsenet, nemlig at lade sprog, viden, motivation og tiltro hos patienten være afgørende for den måde et givent sundhedstilbud skal præsenteres for patienten.

Tilpasning af sundhedssystemet til flygtninge/indvandreres specifikke behov for særlig information og forståelse er essentielt. Der vil være behov for specifikke interventioner for særlige grupper som nyankomne ikke mindst familiesammenførte, for kvinder og deres børn og for ofre for vold og tortur. Endelig er der behov for særlige strategier for at nedbringe overhyppigheden af rejseinfektioner (leverbetændelse, malaria og tyfus) samt hiv og tuberkulose.

Det er de professionelle i sundhedsvæsenet der har et problem. Det eneste patienter er professionelle til i denne sammenhæng er, på deres egne præmisser, at udtrykke problemer, symptomer og eventuelt behov. Det er vores opgave at oversætte hvad patienten siger så vi kan bruge de værktøjer vi plejer at bruge. Hvis vi ikke forstår hvad patienterne siger, skal vi stadig være professionelle og må bare gøre en ekstra indsats for at komme bag om patientens helbredsproblemer – det har vi pligt til uanset hvor svært det umiddelbart kan virke. Det sjove er at det faktisk virker – det hjælper at lytte og spørge 5 minutter mere end vi er vant til. Dermed kan vi som læger være med til at udjævne den ulige adgang til sundhedsvæsenet som flygtninge og indvandrere oplever.

Fattige tager fattige valg

Nogle vil mene at der altid vil være ulighed selvom man afskaffer fattigdom og at vi ikke skal forvente os meget effekt af at udligne den ulige adgang til sundhed. Det lyder jo besnærende i al sin enkelhed og tager jo i den grad brodden ud af ligheds debatten - hvis det er rigtigt.

Heldigvis er der intet der taler for at det er rigtigt. Tværtimod er der oceaner af videnskab der viser det stik modsatte og stort set ingen viden der støtter at der ikke skulle være mening i at udligne ulighed i sundhed.

Der er flere videnskabeligt funderede grunde til at fokusere på at ændre vilkårene for de fattige og uudannede: 1) De fleste sundhedstilbud virker bedst i denne gruppe, 2) uddannelse og velfærd medfører mere hensigtsmæssig sundheds adfærd, 3) Veluddannede får bedre sundhedsinformation end andre og 4) De største dræbere såsom rygning, alkohol, ulykker og misbrug er stærkt relateret til lav uddannelse og lav social status.

At være ikke-ryger med normal kropsvægt og alkoholforbrug under 21 genstande om ugen er ikke alene udtryk for at man er veluddannet og rig, men lige så meget udtryk for at man tilhører et socialt netværk hvor det er en del af kulturen i segmentet at man passer på sig selv og sin krop og måske endda løber en maraton af og til. Sundhedsinformation løber hurtigt og let i dette segment – det er et normalt samtaleemne. I andre segmenter derimod er sundhed, forebyggelse og egenomsorg ikke en del af kulturen.

I Afrika gifter veluddannede kvinder sig med rige mænd, de går længere med deres syge barn for at finde en læge, de søger hjælp flere steder når de har helbredsproblemer, de har et bedre socialt netværk, de bruger oftere prævention og de har lettere ved at tilpasse sig nye sundhedstiltag end deres mindre uddannede medsøstre. Sådan er det i Afrika og sådan er det i Danmark. Med uddannelse følger adgang til et segment med velfærd, større netværk og til et moderne informations flow som andre ikke har del i.

Fattige og uudannede tvinges til fattige valg når det gælder sundhed: den information der ville sætte dem i stand til at tage et fornuftigt valg har de ikke adgang til. Der er flere undersøgelser der bekræfter at indhold og kvalitet i sundhedsinformation afhænger af hvem der informerer hvem. Bedst kontakt og bedst information opnås hvis patient og læge er af samme alder og køn. På samme måde modtages information med større effekt hvis patient og læge tilhører samme etniske gruppe eller samme uddannelsesniveau. Problemet er at vi med den skriftlige og verbale måde vi tilbyder sundhedsinformation på udelukker en del af befolkningen fra at få skræddersyet information.

En svensk sundhedsperson udtrykte den danske holdning meget klart: ”Hvorfor er det at I danskere altid venter til der er tale om en katastrofe før i gør noget ved sundhedsproblemer?”. Og det er jo det der er hele humlen ved den danske lighedsorienterede sundhedsmodel. Vi antager at hele befolkningen har gået 10 år i skole, løbende tilegner sig ny information og at de har en klar strategi for et langt sundt liv. Vi antager også at hvis man ikke følger de officielle sundhedsråd, så har man aktivt fravalgt dem og er derfor selv ude om det. Det giver en svær social slagside hvor de fattige og uudannede igen og igen tager fattige og forkerte valg i forhold til andre alene fordi de ikke har den information de skal bruge og fordi de ikke bevæger sig i det segment hvor man automatisk forsøger at leve et sundt liv.

Så længe de ikke brokker sig tror sundhedssystemet at alt er godt – de kan jo frit vælge at bruge sundhedssystemet, tror vi. Intet nyt er godt nyt, indtil katastrofen indtræder med en voldsom oversygelighed og overdødelighed i marginaliserede grupper som uddannede, fattige og flygtninge/indvandrere. Vi har valgt et sundhedssystem uden sikkerhedsnet og systemet ændrer først strategi når patientgrupper falder igennem nettet. Det er ikke forebyggelse og det er ikke ligheds skabende. Vi har al den viden der skal til for at udjævne den ulige adgang til sundhed og for et fokus på dem der ikke har et sikkerhedsnet: de uudannede og de fattige. Det der nu skal til er høj moral og god vilje – også blandt meningsdannere. Socialt udsatte skal kunne tage de samme fornuftige valg som os andre. Alt andet er et fattigt valg. 

Lighed i Sundhed (3) Myten om normalsystemet – og forslag til en løsning

Hjerteforeningens rapport fra 2010 viser at visse befolkningsgrupper har en højere en forventet dødelighed af hjerte-kar sygdom f.eks. sammenhængen med lav skolegang, men det som rapporten ikke fanger er at 15 % af hospitalsindlagte er funktionelle analfabeter (dvs. læser og skriver dansk sprog på et niveau under 6. klasse) og at de ikke forstår hvad der bliver sagt på sygehuset eller hos lægen og de forstår ikke det standard materiale der udleveres fra sundhedsvæsenet. Det tyder en engelsk hospitals undersøgelse (Poor health literacy hampers health) på og der er meget der tyder på at samme gør sig gældende i Danmark hvor næsten ½ million etniske danskere ikke kan læse og forstå en simpel hverdags tekst (420.000 danskere svært ved at læse) og hvor 50-60 % af unge af anden etnisk herkomst efter 9 år i skole stadig læser på et niveau under 6.klasse (Dansk uddannelsespolitik og migrationsudfordringen).  

Der er talrige undersøgelser der viser hvordan lægers beslutningsstrategi involverer helt uvedkommende faktorer som imidlertid direkte påvirker behandlingsvalg, kvalitet og type. F.eks. hjælper lægens spørgsmål patienten bedre hvis lægen og patienten er jævn aldrende, lægen opfører sig forskelligt afhængigt af om patienten har samme køn som lægen eller ej og lægen er påvirkelig af kulturelle og sproglige barrierer/ fordomme i sit valg af undersøgelser og behandling. Det gælder valg af antibiotikabehandling, behov for KAG, behandling af nyresten, diagnose af bihulebetændelse eller morfindosering og det gælder information under indlæggelse (Læge bias i klinikken).

Vi har, presset af udtalte behov, udviklet særlige sundhedstilbud og specialiserede klinikker/afdelinger til alle de patientgrupper, der ikke kan varetages godt nok indenfor normalsystemets rammer: kvinde med underlivssygdomme, gravide, kræftoverlevere med hormonsygdomme, døende med behov for specialiseret palliation og omsorg, kvinder der er voldtaget, spiseforstyrrede, krigstraumatiserede, kroniske smertepatienter, teenagere med uforklarede symptomer, patienter mistænkt for kræft, ældre, alkoholikere, narkomaner, hjemløse, selvmordstruede, personlighedsforstyrrede, Cystisk fibrose patienter, KOLD patienter, hjertesvigt patienter, handicappede, respirationssvækkede og muskelsvindpatienter. Mens de sundhedsprofessionelle (og patienterne) tror de arbejder i et stærkt subspecialiseret system tilpasset virkelighedens brogede patientbilleder, så er normalsystemet ganske simpelt en politisk skabt myte, men fordi der fra politisk hold er interesse i at fastholde myten om et normalsystem så tvinges de sundhedsprofessionelle til at opfinde en underskov af højtspecialiserede subspecialer som reelt ingen sammenhæng har med normalsystemet – de er super tilpassede special tilbud. F.eks. har kardiologerne måttet opfinde ikke mindre end 23 subspecialer fordi en gennemsnits kardiolog ikke længere er i stand til  at levere kvalitet på alle hylder. I samme årti som vi afskaffede intern medicin som speciale bliver det nu formentlig genopfundet ,nu som ”komplekslæger”, fordi patienterne jo ikke kender specialeplanen og de ved heller ikke at de kun må fejle én ting ad gangen, hvis de skal passe ind i normalsystemet (Læger for dårlige til komplekse problemer og Kompleksmediciner). Hvorfor er det at enhver problemstilling, uanset hvor speciel eller sammensat den er, med djævelens vold og magt skal håndteres indenfor det der kaldes normalsystemet? Der er behov for at nytænke tilgangen til patienter hvis vi virkelig mener sundhedslovens tilbud om let og lige adgang alvorligt. Myten om normalsystemets evner er stærkt overdrevne og er med til at fastholde en unødvendig ulighed i sundhed. Der er behov for en bedre analyse af hvad målet er med sundhedsvæsenet og hvor problemerne i ulighed opstår. Praksis har vist at der altid vil være behov for særlige tilbud til de særlige sundhedsproblemer der ikke kan håndteres indenfor et normalsystem. Faktum er at normalsystemet i virkeligheden består af en jungle af skræddersyede specialtilbud. Problemet er at tilbuddene kun kommer indenfor de specialer og sygdomskategorier som i forvejen er veldefinerede og hvor der er prominente specialeselskaber og økonomisk stærke patientforeninger. Svage borgere og patienter med multisygdom eller uafklaret sygdom, compliance problemer, sprogbarrierer, lav health literacy eller misbrugsproblematik har ingen specialer eller patientforeninger der taler deres sag – uanset hvor god sagen end måtte være.  Da netop de patienter der har mest behov for skræddersyede tilbud også er de svageste patienter er der stor fare for at deres behov overses eller slet ikke honoreres i normalsystemet så længe det politisk er defineret som et normalsystem, der kan rumme alle typer patienter. Der mangler med andre ord et professionelt talerør for de problempatienter som normalsystemet selv producerer – hvis vi ikke tager denne udfordring op vil vi aldrig kunne udjævne den ulighed i sundhed vi alle ved eksisterer.  Det har man i USA specifikt imødegået i årevis gennem etableringen af evidens baserede hospitalscentre der har som formål at udjævne uligheder i adgang til sundhedstilbud (se f.eks. Johns Hopkins health disparity solution center og Massachusetts General hospital disparities solution center og Stockholms Läns Transkulturellt Centrum). Hvis man udover at udligne ulighed I adgang til sundhed også ønsker at sikre at alle patienter får støtte til at gennemføre undersøgelses- og behandlingsprogrammer samt efterkontroller er det der er brug for i Danmark måske i virkeligheden et Sygehusbaseret Videnscenter for Lighed og Compliance i undersøgelse, behandling og kontrol såvel som egenomsorg. Udover generel støtte til compliance vil en af opgaverne i et sådant center være medicingennemgang med fokus på særlige patientgrupper (se f.eks. Medicin gennemgang Vollsmose) og de danske erfaringer kan indgå i etableringen af et samlet tilbud som der er flere udenlandske eksempler på (om end de er finansieret af medicinal industrien): The Center for Improving Medication Management og The Center for Management of Chronic Diseases. Og skal vi virkelig svinge os op kan det være vi skal overveje en ombudsmand for lighed i sundhed eller særlige incitamenter til læger eller afdelinger der yder en særlig indsats for at sikre lighed.

Lighed i sundhed (2) Hvorfor gå i stangvarer?

Astrid Kragh vil bekæmpe uligheden i sundhed og det vil hun blandt andet på baggrund af tal fra hjerteforeningen, som viser at kort skolegang øger dødeligheden af hjerte-karsygdom  (Dansk Hjertestatistik 2010). ”Vi har indrettet sundhedsvæsnet efter gennemsnitspatienter, men patienter er jo netop ikke gennemsnitlige”, siger sundhedsminister Astrid Kragh til Ritzau d. 19.12.11 (Ulighed skal bekæmpes) og det ligger jo i smuk forlængelse af en forgænger i stillingen, Lars Løkke Rasmussen, der havde følgende skarpe, men lidt  Matadoragtige-, holdning til gennemsnitstøj i sundhedsvæsenets manufakturhandel:  ”Jeg kan godt lide ideen om, at det ikke kun er patienterne, der er afhængige af sygehusene, men at sygehusene også er afhængige af patienterne. Hvorfor gå i stangvarer, hvis man kan få skræddersyet” (Metroexpress: Frihed er Løkke).

Men hvorfor er det så, at mens der hersker stram og strikt lighed for loven i almindelighed, så er vi meget mere fleksible og forhandlingsvillige når det gælder håndhævelsen af ”let og lige adgang til sundhed” som det så ubekymret forsikres i Sundhedsloven?  Forklaringen er måske at sundhed er for alvorligt til vi tør overlade det til dommere og embedsmænd: her kan vi alle bidrage med en livsfarlig cocktail af bl.a. moral, liberal etik, dødsangst og personlige erfaringer. Loven er vag på lighedsområdet: godt nok taler loven om lige adgang men ikke til hvad. Loven er, behændigt, skrevet og formuleret som en dans rundt om kerneproblemet: Den siger ikke at der er sikret lige adgang til forebyggelse, behandling eller kontrol og den siger specielt ikke noget om hvad adgang egentlig dækker over. Er det adgang til at gå til den praktiserende læger? Adgang til at kunne læse pjecer med et lavt lix tal? Til overhovedet at nå hen til lægens bord? Til at blive forstået af lægen? Til at få den bedste undersøgelse?  Eller dækker loven kun adgang til brunkager og saftevand i venteværelset på sygehuset? Den dyre tolkning af loven ville være at den giver lige adgang til effekten af at gå til læge, få behandling på sygehuset eller at blive fulgt for sin sukkersyge. Dét er det pebrede spørgsmål, som loven ikke hjælper med at afklare.  Loven sikrer med andre ord ikke den enkeltes retsgrundlag til let og lige adgang til sundhed. Loven lover med andre ord intet. Sagens kerne er jo at der er lysår til forskel på at love lige adgang til sundhedsvæsenet i forhold til at love lige effekt af sundhedsvæsenet. Det første (lige adgang) beskriver netop den danske sundhedsmodel: vi har et døgnåbent sundhedsvæsen, der leverer samme stangvarer til alle gennem samme tilgang, sprog, samme værktøjer og samme information. Det medfører en vis national ro at kunne referere til et frit, lige og altid åbent sundhedsvæsen, men en bivirkning, som måske også er kerne problemet, er at netop opfattelsen af at der faktisk eksisterer et velfungerende normalsystem for alle patienter, medfører en tiltagende professionel og politisk dovenskab. Systemet tager sig ganske af alle (i denne sammenhæng udtryk for ”de fleste”). Imidlertid er virkeligheden at ”alle” og ”de fleste” kun tæller dem der faktisk når hen til lægens bord, ind på sygehuset, bliver relevant undersøgt og behandlet med forventet kvalitet. ”Alle” er også kun dem der kan forstå, dem der kan læse, holder avis, hører radio, har computer og internet. Det er imidlertid underforstået at det er dem der ikke bruger normalsystemet, der er dovne: systemet er der og I kan jo bare bruge det, men I selv gå derhen, for sundhedsvæsenet kommer ikke til Jer. At man er lykkedes med at fastholde denne opfattelse skyldes alene at sundhedsloven ikke giver den enkelte ret til lige effekt af sundhedsvæsenet, men alene lige og let adgang til den stangvare, som vi er så stolte af. Og samtidig er vi måske slet ikke så stolte i praksis som vi giver udtryk for: sundhedsforsikringer, hvormed man betaler sig til let og lige adgang er blevet enormt populære. Tilbage står at stangvaren i virkeligheden ikke passer til nogen som helst: de rige veluddannede køber sig til et bedre og skræddersyet produkt andetsteds (Sundhedsforsikring til højtlønnede) imens de fattige, de lavt uddannede og flygtninge/indvandrere har en lovfældet adgang til en stangvare de hverken kan finde eller bruge og som, hvis de endelig fandt den, er uden kvalitetsgaranti. Hvis der derimod var tale om en sundhedslov, der gav garanti for samme effekt af de offentlige sundhedstilbud, så ville sundhedsvæsenet være tvunget til at skræddersy deres tilbud til særlige patientgrupper, så alle fik tilbudt den samme behandlingskvalitet uanset hvor man bor, hvor længe man har gået i skole, hvor rig man er eller hvor godt man læser og forstår dansk.

Lighed i sundhed (1) En for alle eller alle for en?

Det er ikke ulighed i sundhed at man er mere syg når man er firs år end når man er fyrre år, men det er ulighed i sundhed hvis man lever et kortere liv fordi man har gået i skole mindre end 8 år i Danmark. Det er ikke udtryk for ulighed at kvinder lettere får urinvejsinfektion end mænd men det er udtryk for ulighed at patienter fra de laveste sociale klasser har en højere dødelighed af kræft og hjertesygdomme selvom de har modtaget behandling i Danmark. Det er ikke ulighed i sundhed at der er længere mellem de praktiserende læger i Vestjylland end der er på Nørrebro, men det er ulighed i sundhed at halvdelen af landets privat praktiserende speciallæger befinder sig i Nordsjælland mens der er 15.000 borgere i Vollsmose i Odense der ikke har lige og let adgang til en praktiserende læge – der er simpelthen ingen i området. Blandt indvandrere er der ulighed i adgang til internettet: kun 35 % af somaliske og tyrkiske indvandrere har adgang til nette mod 74 % af etniske danske (Indvandreres adgang til internettet). Under H1N1 epidemien blev det f.eks. klart at mange indvandrere forgæves søger efter information i danske medier, men giver op og derefter søger information via mindre pålidelige udenlandske medier (Indvandrere ved for lidt om H1N1). Men selv med adgang til nettet, så er der en snigende ulighed i adgang til og brug af web baseret sundhedsinformation (Etniske minoriteters sundhed og Etniske minoriteters brug af medier). I forlængelse af denne tendens opstår der helt nye uligheder, der rammer hårdt blandt dem der hverken i virkeligheden eller virtuelt har et passende morderne socialt netværk der kan hjælpe én på rette vej(Facebook netværks diagnoser). Alt imens vi euforisk kaster nye teknologier ind i sundhedsfremme og bedre behandling så forstærkes den vidensmæssige isolation yderligere af de 15 % af den danske befolkning der enten er fattige, lavt uddannede, bor i et depriveret område (Ålborg Øst) eller bare ikke har et socialt netværk (Ensomme indvandrere og Den Danske Sundhedsprofil). Ulighed i sundhed er ikke naturgivent eller en bivirkning ved livet – det er udtryk for at forskelle i viden om og adgang til forebyggelse, behandling, egenomsorg og efterbehandling holdes i live gennem lovgivning, manglende rettidig omhu og folkevid, hvis det da ikke er en direkte bevidst politisk tilstræbt ulighed (Folketinget: drøftelse af tolkeloven)