Multisygdom – tandløs pseudoepidemi eller sort svane?

Fattigdom og psykiske lidelser øger risikoen for multisygdom. Sundhedspolitisk ligegyldighed overfor syndemier og medicinalindustriens interesser i multisygdom lammer sundhedsvæsnet. Afskaffelsen af de multisyges speciale, intern medicin, fik patienterne til at forsvinde fra den sundhedspolitiske dagsorden – lige indtil de begyndte at udfordre de organspecifikke specialer og subspecialer. Intern medicin forsvandt som selvstændigt speciale i 2006, hvor regionerne sammen med specialeselskaberne definere en ”typisk intern medicinsk patient” , som en patient der henvender sig akut med et symptom og derefter, enten sættes i behandling og sendes hjem igen, eller henvises til relevante organspeciale. Hokus-pokus, så slap man af med multisyge, psykisk syge med somatisk sygdom, uforklarede symptomer og patienter med behov for tværfaglig indsats. Multisygdom er sandsynligvis blevet en subtraktionsepidemi – de har altid været der, men nu har sundhedsvæsnet ikke længere et speciale der naturligt varetager de multisyges interesser. I Jerusalem var troede man der var en epidemi af ortodokse jøder der flyttede ind i et bestemt boligkvarter, men der var ikke tale om en epidemi, for mønsteret var det stik modsatte: det var de uortodokse, der flyttede og dermed så det ud som om der kom flere ortodokse beboere. Efter freden i det Nordlige Uganda i 2005 så man, hvad man troede var en epidemi af enker i nogle byer, men her var det i virkeligheden det samme mønster: alle andre flyttede tilbage til deres landsbyer, men enkerne var forhindret for de havde ikke ret til jord længere og var dermed stavnsbundne i byens flygtningelejre. Næsten ¾ af multisyge er under 65 år, men sundhedsvæsnet tilbyder kun organuspecifik helhedsorienteret tilgang til patienter ved livets begyndelse, i pædiatrien, og ved livets efterår, i geriatrien. Måske er det derfor regionerne, sygehusene og sundhedspolitikere har en fælles interesse i at fremmane en uventet epidemi, der har overrasket dem. I økonomi taler man om en sort svane, når der indtræder en uventet økonomisk hændelse, som den seneste finanskrise, fordi det er i alle finansministre, banker og økonomiske eksperters interesse, at det var en hændelse lige så sjælden som sorte svaner. Men multisyge er ikke en sort svane. De har altid været der og det har altid faldet de fattiges og kort uddannedes lod at bære de fleste sygdomme. Vi har fjernet deres eneste redning: sygehusspecialet intern medicin og vi tvinger dem til at bosætte sig i områder hvor der ikke er praktiserende læger, hvor den offentlige transport er sparsom. Vi ved at sygdomme og sociale forhold følges i ødelæggende syndemier.

Illustration: Priya Sundram (BMJ forside)

Diagnosen ”Causa socialis” blev meget opportunt fjernet fra Sundhedsstyrelsens diagnoseliste, så de sociale årsager til sygdom forsvandt effektivt fra sundhedsstatistikkerne. Lige nu strammes de økonomiske bånd om især de mest udsatte danske borgere, der må halvere insulin dosis for at få råd til mad og vintertøj. Man skal aldrig genopfinde den dybe tallerken. Så bliver man bare til grin, derfor foreslog Leif Vestergaard Petersen har for mange år siden at man opfandt et nyt speciale ”Kompleksmedicin”. Smukt: i takt med at alle andre specialer forsimples af guidelines, skabeloner og robotter, der udfylder journalen for lægen så bliver helt almindelige patienter med mere end én sygdom til komplekse patienter, der kræver deres helt eget speciale. Eller som en god kollega sagde om Indvandrermedicinsk klinik en sen nattetime: ”Hvor er det godt i har lavet et speciale til alle de patienter vi altid bliver sure på”. Det er vist tid til en time-out i sundhedsvæsnet. Og det er på tide vi indser at patienter ér komplekse mennesker, der kræver at blive set, hørt og forstået på deres egne, ikke vores, vilkår. Vi tror vi ser flere og flere sorte svaner og pseudoepidemier skabt af vilkår vi ikke forstår. Men det ér ikke så svært: sociale vilkår og sygdom hænger tæt sammen, det har de altid gjort, men vi skal ikke bilde os selv ind at det overrasker os hver gang. Det er ikke  multisygdom, der er udfordringen, det er derimod den faglige og politiske ligegyldighed over årsagen til problemet, der giver os tandpine. For nylig var det breaking news at en kirurgisk afdeling lærte voksne patienter at børste tænder før operation. Dét grinede de meget af på Tandlægernes årskongres: er lægerne virkelig ikke kommet længere? Uligheden er synlig og sidder lige midt i ansigtet. Hvis du ikke kan se det er det fordi du ikke vil. Forståelsesrammer er lige som tandbørster – man har sin egen, og man ville brække sig i stænger, hvis man skulle bruge en andens tandbørste. Men det er vi nok nødt til, hvis vi vil multimorbiditet til livs.

Kilder

Barnett, Karen, et al. "Epidemiology of multimorbidity and implications for health care, research, and medical education: a cross-sectional study." The Lancet 380.9836 (2012): 37-43.

Taleb, Nassim Nicholas. The black swan: The impact of the highly improbable. Vol. 2. Random house, 2007.

Singer, Merill, and Scott Clair. "Syndemics and public health: Reconceptualizing disease in bio‐social context." Medical anthropology quarterly 17.4 (2003): 423-441.

Smarsh Sarah. Poor teeth. https://aeon.co/essays/there-is-no-shame-worse-than-poor-teeth-in-a-rich-world

 

Man bliver så træt i binyrerne

(Blog indlæg bragt første gang i Ugeskrift for Læger)

Politikerne er trætte af forskerne og forskernes binyrer tager skade af det. Der er kun én behandlingsmulighed.

En australsk kändis palæokok blev i en TV-udsendelse spurgt om hvilke kvalifikationer han havde til at udtale sig om alt muligt andet end palæomad, så som flour i drikkevand, solcreme og vaccinationer. Hans svar giver kuldegysninger: ”Hvad skal man bruge kvalifikationer til? Til at tale om dét alle ved er sund fornuft? Hvorfor studere noget der er uddateret, som er støttet af industrien og som er biased?”. Resultatet? F.ek.s fiktive sygdomme som ”binyre-træthed”, der skal behandles med poesi, knoglemarv og hellig basilikum eller "pyrrol sygdom", (sygdom der langsomt tærer én for alle vitaminer og humør) som beskrives i fantastiske, falske, detaljer, inddragende intetanende estimeredelæge, kendte diætister eller sagesløse misbrugte videnskabsmænd indhyllet i en hvirvel af personlige anekdoter og gammel (folke)visdom.

Celebrities er blevet en så afgørende faktor i sundhedsdebatten, at der nu skrives videnskabelige artikler om den helbredsskadeligekändiseffekt, der forstyrrer eller støtter gængse sundhedsvidenskabelige opfattelser på en uforudsigelig måde. Skuespilleren Gwynneth Palthrows besynderlige sundhedsråd tilbagevises hver dag i pressen, men hver gang får hun endnu flere støtter, kendte sportsudøvere får under stor mediebevågenhed udokumenteret stamcelle behandling for sportsskader og lægerne overfaldes efterfølgende af patienter der vil have samme behandling. Mange af de kendtes sundhedsråd strider mod sund fornuft, men de sender samlet set et signal om moral, etik og holdning, som brugerne af kändis rådene ”køber” som en pakke – også selvom pakkens elementer er ulogiske eller besynderlige. Man kalder det ”Prius effekten” – bilkøbere var parate til at betale betydeligt mere for Toyotas hybridbil end for andre biler fordi man samtidig købte et bevidst ”udtryk” for hvordan man gerne vil ses af andre. Instagram og skjulte reklameartikler i modeblade sælger ”samlede udtryk” – dsv. Ensartede budskaber der passer med det billede læserne gerne vil skabe af sig selv. Mudrede eller modstridende budskaber får brugerne til at opgive at følge en større sundhedsstrategi og gør dem mere modtagelige for let fordøjelige ad hoc budskaber, som da Kim Khardasianpromoverede en ny pille til gravide mod morgenkvalme på sociale medier. En smart forside på et mode- eller fitness magasin kan til enhver tid slå ethvert videnskabeligt evidens niveau. Og så bliver man træt i binyrerne.

Danske politikere er ikke kändiskokke eller celebrities, men de kan sagtens følge den australske kok, som f.eks. socialdemokraten Niels Jespersen, der i tidsskriftet Ræson argumenterede for at analysen af flygtningekrisen er mere sand ved pølsevognen end på universitetet. Henrik Dahl (LA) blev spurgt af videnskab.dk om sin mening om at sprogforskere har påvist at stopprøver i 0. klasse er en dårlig idé : ”Der findes forskere, som mener alt. Derfor er alt, hvad vi vedtager i Folketinget, imod hvad en eller anden forsker anbefaler. Derfor er jeg totalt immun overfor den slags,”og forsætter, ”Hvis vi skulle have lyttet til forskerne, var der slet ikke nogen problemer med parallelsamfund - og så ville det være umuligt at stramme op”. Alex Ahrendtsen (DF) er enig: ” Jeg må bare sige til de kære forskere, at alt det, vi har gjort i de sidste 30 år, ikke har virket. Tværtimod. Alle deres anvisninger og forskning har ikke kunnet hjælpe.”. Politikerne immuniseres mod fakta og forskerne bliver noget så trætte i deres binyrer.

Senest har sundhedsministeren Ellen Thrane Nørby (Venstre) forslået at medicin kan godkendes helt udenom de vante godkendelsesstrukturer og hun har forsvaret tolkegebyret med henvisning til ”ret og rimelighed” og at ”gebyret ikke kørte længe nok sidste gang”. Jane Heitmann (Venstre) forsøgte bogstaveligt talt, og forgæves, at ”løfte en byrde” fra Anders Beichs skuldre ved at fratage ham ansvaret for læge-patientsamtalen i et debatprogram på P1 om tolkegebyret (se: Skal vi lege læge).Politikerne vil have symboler og de vil have lov til deres ”synsninger” – selv når der er forskning der finder noget helt andet (Læs f.eks. rapport om patientfejl der opstår som følge af manglende brug af tolk). Politikerne tror de kan fritage læger for deres patientansvar men resultatet er at lægerne bliver virkelig træt i sine binyrer.

Amerikanske forskere har påvist at politikere er blevet mere skeptiske overfor videnskab i perioden siden 1974.  Nyere studier har vist at skepsis overfor videnskab ikke er et enten-eller fænomen, der styres af politik, men snarere er et komplekst og varieret fænomen, der er et produkt af kontekst, sociale netværk, moral og viden. I en moderne netværksorganiseret verden har de ekstroverte, højttalende politikere med klare simple budskaber en enorm gennemslagskraft. Problemet er at modtagernes hjerner elsker de hurtige simple budskaber om falske dikotomier og løsninger på problemer der ikke findes. Der er ikke mange forskere eller læger der er kommet i pressen med komplekse brogede budskaber påklistret evidensniveau og sikkerhedsintervaller og mange læger holder sig som sky antiloper langt fra den åbne mediesavanne. Læger gemmer sig ofte bag flokkens medfødte angst for folkevid og journalister. Men sandheden er at mennesker trives bedst hvis de ikke tvinges til at lytte til dem der taler meget.

Men: Det er ikke bare et spørgsmål om at opdrage offentligheden og tvangsfodre dem med fakta og viden. Befolkningen er ikke vidensmæssigt underernærede og en bevidstløs udspredelse af viden har ingen effekt hvis den ikke er skræddersyet til kontekst og målgruppe. 

Forskere er følelsesmæssige analfabeter og det betyder at mange af de forskningsspørgsmål der stilles er meget langt fra at forbedre patienters liv med sygdom. Hvis forskerne ikke har fingeren på pulsen, følger i medierne og går i clinch med falske videnskabsnyheder så stiller vi de forkerte, eller slet ingen, spørgsmål. Det var et tonedøvt forskermiljø, ikke kunne se hvad 50 % af befolkningen følte under det seneste amerikanske præsidentvalg. Forskere skal nok arbejde meget mere på deres følelsesmæssige intelligens mere end de statistiske kompetencer. 

Forskere og læger er i stand til at gøre deres meninger bredt kendt via sociale og traditionelle medier - de er en del af eliten og har let adgang til medier. Men de bør være opmærksomme på de utilsigtede virkninger, deres bemærkninger – inklusiv Facebook indlæg, tweets og retweets - kan have. Hånlige eller fremmedgørende bemærkninger kan distancere de mennesker, som de netop ønsker at påvirke, og gøre dybere dialog og gensidig læring vanskelig eller helt umulig.

Læger skal måske på sprogkursus og lære at forstå hvordan budskaber modtages, forstås og (måske, måske ikke) efterleves. En glimrende start kunne være, her i ferien, at læse Morten Münsters bog Jytte fra marketing er gået for i dag. Men der er brug for en langt mere alvorlig forbedring i lægers kommunikationsevner i bredeste forstand – for at nævne bare et lille felt hvor læger fejler, så er vores oversættelse af statistisk signifikans til hverdagssprog en (for læger ukendt) videnskab i sig selv, for patienterne og sundhedsforbrugere hører noget helt andet end vi tror. 

Måske skal læger og sundhedsvidenskabelige forskerne overveje at omlægge deres strategi. Politikerne gentager de samme mantraer og jo flere gange de siger det samme, jo mere kommer det til at lyde som sandheder –den illusoriske sandheds effekt. Det er ikke så tit fagfolk kommer i direkte dialog med politikere, men når de gør må de nok gøre som politikerne med modsat fortegn: gentag sandheden, hold dig til evidensen og brug dine faglige erfaringer aktivt. Der er intet der slår en god case.

Det eneste der kan få dine binyrer til at skrumpe er at holde mund.

Skraldespandsdilemmaet - et amatør-antropologisk foto feltstudie

foto @hominemXV

Er skraldespande for små eller er mennesker grisebasser? - Skraldespanden som mikrokosmos.

Vice-guvernør Dan Patrick i Texas sagde om årets seneste amerikanske skoleskyderi i maj 2018, at problemet med skoleskyderier er, at der er for få døre i skolerne. Havde der været flere døre i skolen var flere elever sluppet ud. Hvis hver elev havde haft deres egen udgang var alle sluppet væk fra, som vice-guvernøren forklarede. Og dermed fik Dan Patrick på fornemste vis illustreret hvorfor politik handler om at sætte sig på problemet, historien og løsningen. Den der styrer historien vinder. Problemet er bare at uanset hvor mange døre der er i skolerne så kan industrien altid komme op med et våben der skyder lidt hurtigere end vi kan nå at sætte flere døre i.



Så engang en film om en mand, der havde opfundet en spray der fik hundelorte til at gå væk. Han blev stenrig, men firmaet gik konkurs da en dreng på TV spurgte ham: hvor bliver hundelorten af og hvem har lagt den der i første omgang? Dét kunne han ikke svare på og så gik det op for alle at han ikke helt kunne forklare meningen med sit produkt: dem der smider hundelorten skal have et sted at smide den og hundelorte forsvinder ikke bare med en magisk spray. Hvis man tilbyder et produkt, så skal det også løse opgaven. Ellers starter det en ukontrollabel epidemi af disrespekt.

En borgmester gav i et avisinterview udtryk for irritation over at kommunens borgere efterlod skrald i parkerne - hans løsning var at de bare kunne tage det med hjem. Men det medfølgende billede fra den pågældende park giver anledning til nogle basale overvejelser: det er klart at der er svinemikler der har spredt skrald rundt på græsplænen i baggrunden, men ser man lidt nærmere på billedet kan man se at skraldespanden for det første er fyldt til randen, dernæst har de venlige parkgæster forsøgt at hænge medbragte poser med skrald på de (formentligt kunsteriske) metalsider, derpå har gæsterne lagt skrald i ringe omkring skraldespanden (næsten som ringe i et træ, så man kan regne ud hvor mange uger der er gået siden sidste tømning). Ca 1½ meter fra skraldespanden har parkgæsterne så formentlig givet op og har i afmagt smidt skraldet der hvor de har siddet i parken. Skraldespanden gav visuelt indtryk af forfald og ligegyldighed overfor skrald: kommunen gider alligevel ikke at tømme skraldespanden så hvorfor skulle gæsterne føle trang til at rydde op? Som djævelens advokat kunne man tillade sig spørgsmålet om den pågældende skraldespand 1) er stor nok, 2) tømmes ofte nok, 3) kunne udvikles så der kom flere metalkroge til skraldeposer i spidsbelastningssituationer. Man kunne også spørge sig selv om kommunens ansatte gennem løbende refleksion havde lavet de fornødne analyser af skraldesituationen og om de havde en strategi for løsninger: ved de overhovedet hvem der kommer i parken? Der er sandsynligvis en overrepræsentation af personer der bor i lejligheder uden adgang til have - dvs. de bor ikke i et hus hvor der er plads til at folde sig ud men i en lejlighed med små skraldeposer og langt til skraldespanden - de fester i det offentlige. 

Foto: Josephine D.C 

Endelig kan man, med hundelorte spray ideen, overveje om summen af skrald ikke er konstant. Skrald forsvinder ikke af sig selv eller med en magisk spray. Undersøgelser har tydeligt vist at diserspekt for regler i det offentlige rum er smitsomme - det kræver kun at én person bryder reglen, så følger en masse andre med....og mænd er 3 gange hyppigere regelbrydere end kvinder (Se f.eks. Should I stay or should I go?). http://lebs.hbesj.org/index.php/lebs/article/view/lebs.2018.65.

Kommuners skraldespands doktrin trumfer alligevel alle ideer om nudging: hvis tilbud fjernes forsvinder skrald, fattige,syge, ældre & misbrugte børn: En kommune gik radikalt til værks og fjernede skraldespandene - så forsvandt skraldet  så forsvandt skraldet - vupti! 

I London har man, nok lidt midlertidigt......, løst skraldeproblemet ved at sætte en seddel på affaldscontainere: Tømmes ikke fordi indeholdet er forkert....!

Radikale Venstre foreslog at man skulle kunne give bøder til personer, der smider skrald på gaderne: "Der er kun uddelt i gennemsnit fire en halv bøde om året i de seneste år. Politiet har ikke tid til det, de har mange andre opgaver. Derfor synes vi nu, at det er en opgave, som kommunerne bør tage på sig", sagde Ida Auken til TV2.

Konservative  topper op på det jurdiske tag-selv-bord og vil lade p-vagter udstede bøder for affald på gade vil lade parkeringsvagter udstede bøder for affald på gaden. Smart at lade en i forvejen stærkt udskældt og forhadt personalegruppe tage skraldet med skraldebøder.

Selv byggepladser har et skraldespandsproblem, men dem er der ingen ansvarlige politikere, der tør røre ved.

Kommunerne udfordres i det hele taget på så mange fronter at de ofte virker samspilsramte: imens de kommunale medarbejdere krigerisk bekæmper hybenrosen triller borgerne hen i nærmeste plantecenter og køber selvsamme plante.

Den nemme ledelsesløsning er at udsende hjørnekontors beslutninger, udsende retningslinjer og opstille formanende skilte.Det er nemmere at sætte et skilt op, der advarer om problemet end at løse problemet

 

Andre gange får skilte i det offentlige rum deres helt eget liv, mens brugerne forgæves prøver at skabe mening i dis-informationerne


 Nogle gange ser det ud som om der bare med djævelens vold og magt bare skal stilles noget op i det offentlige rum, som viser ledelsens handlekraft og pseudoempati - uanset funktionaliteten:

Mange steder har det vist sig at knapperne ved fodgængerfelterne ikke er forbundet med noget som helst - det giver bare fodgængerne en illusion af omsorg og indflydelse.

I det hele taget er holdningen til sundhed tvetydig og bygger på samme skraldespandspædagogik. Vi opfordres til at cykle på arbejde, men på arbejdspladsen mener man cykler er livsfarlige - fordi cyklerne stilles udenfor det allerede overfyldte cykelstativ

Sundhedsområdet har sin helt egen skraldespandspædagogik.
Liberal alliance foreslog at der blev lukket for receptfornyelse hos vagtlægen...men hvem går det ud over? Diabetespatienter, unge piger der mangler p-piller, psykisk syge, hjemløse, ældre, ensomme og så den brede befolkning, der bor dér hvor lægerne ikke vil bo.

På sygehusene klager personalet over at patienter har for mange pårørende på sengestuerne. Spørgsmålet er bare igen: er der for meget personale, for små sengestuer, for mange patienter eller for mange pårørende?

Skraldespandspædagogikken havde også fat i Danske Regioners næstformand Ulla Astman's da hun kom med en provokerende melding om at læger burde droppe berøringsangsten, være modige og gå mere frisk til de sårbare patienter, der er for tykke storrygere med højt alkoholforbrug. Nu skal samfundets skrald, misbrugere og kronikere, der står som symboler på ulighed i sundhed, samles op af de fortravlede og fortvivlede praktiserende læger. ulighed i sundhed skabes af socio-økonomiske vilkår, der ligger helt uden for sundhedsvæsnets kompetencer og behandlingsmuligheder.

Lighed i sundhed har længe været misforstået: alle har lige adgang til sundhedsvæsnet, men udbyttet er ulige. Det er patientens egen opgave at få det maksimale ud af sundhedsvæsnet - det er ikke det offentliges opgave. 

Du har fået en cykel så hold nu mund og vær lidt taknemmelig. Brok betyder utaknemmelighed. Der laves sundhedskampagner til den raske og rørige middelklasse, mens resten må tilpasse sig:
I 20 % af opkald til akut telefonen er det ikke muligt for personalet at afgøre hvad der er problemet.Personalet siger det er fordi de er påvirkede eller af andre årsager ikke kan udtrykke sig klart. Det fik den lægelige chef for akuttelefonen til, en anelse desperat og utopisk, at foreslå en skraldespandsløsning: "vi må uddanne dem der ringer til at udtrykke sig klarere".

Heller ikke psykiatrien slipper for at blive kørt gennem skraldespandsanalysen: Psykiaterne skriver for lange notater mener cheferne – det er ikke sundhedsplatformens notatfunktion, der er for lille argumenterer direktør Svend Hartling i et interview i Ugeskrift for Læger, ”Sundhedsplatformen handler grundlæggende om en kulturændring og en stor omlægning af arbejdsgangene hos psykiaterne lige som hos lægerne i somatikken. Psykiaterne har været vant til at skrive lange notater, og vi beder dem nu om at gøre det kortere og mere præcis. For journalerne kan også blive for lange og for detaljerede. Så kan det godt være, at selve skriveprocessen tager lidt længere tid, når psykiaterne har snakket med patienten, men til gengæld er der andre processer som stuegang og opfølgning, som bliver kortere. Jeg ved godt, at psykiatrien er et specielt speciale, men der er også somatiske specialer, der er vant til at mange detaljer i deres samtaler og beskrivelsen af patienten. Og vi holder altså fast i, at vi ser ens på specialerne og laver dermed ikke særreglerne for enkelte specialer,” sagde direktøren.

Det er som om årtiers slåskampe om stadigt færre midler til mennesker og flere og flere midler bundet i dyr medicin og teknologi har slidt ledernes empatisk evner op. De er blevet til blå mænd på genbrugspladsen, som skal skælde ud over borgernes lemfældige omgang med skrald og deres eneste opgave er at opdele probelmer i 3 kategorier: småt brændbart, stort brændbart og restaffald der skal gemmes langt væk i deponi.

Skraldespandspædagogik er opstået fordi  det offentlige holdes i en så stram snor at der ikke findes andet svar på en fyldt skraldespand end at folk er nogle svin og løsningen  er derfor at afskaffe skraldespande. Men nu er bunden af skraldespanden nået. Skrald forsvinder ikke med en spray og patienter bliver ikke væk bare fordi man afskaffer sygehussenge. Spørgsmålet er om man ser en overfyldt skraldespand eller et spændende problem. Måske skulle sygehusejere og ledere se lidt på nogle af de interessante løsninger der er kommet ud af nudging ideerne, der bygger på detaljerede antropologiske studier af mennesker faktiske adfærd og beslutningsprocesser:

Så, ledere i det offentlige: mennesker er ikke personlighedsløst skrald. De er rationelle personer der reagerer på de præmisser i stiller op, som I ofte ignorerer og derfor kommer I til at opstille uholdbare løsninger. Der er mange grunde til at skraldespanden er fyldt og der kan sagtens være flere legitime grunde på én gang.

Når man kender sine kunder godt, så kender man deres styrker og deres svagheder og så bliver reglerne praktiske og til alles fordel.

 

Prøv at overveje HVEM det egentlig er der skal tilpasse sig: strukturen, de ansatte, organisationen eller patienten

Er der overhovedet en vej gennem organisationen? Har alle den samme idé om organisationens formål? Laver vi skrald, samler vi skrald op eller skælder vi dem ud der efterlader skrald så vi får mere arbejde?

Så: ikke mere varm luft fra de varme lande om at folk må tage deres skrald med hjem, fravælge nogle pårørende eller sætte cykler i overfyldte cykelstativer

 Og lad være med at gemme de gode løsninger væk bag en hård skraldespands logik

Forstå jeres kunder - selv overklassen kan blive sårbar når de ikke lige passer ind eller produktet ikke er tilpasset den enkelte patient

Nogle gange skal man så bare beskrive følelsen præcis som det er:

 

(Foto: Marcello Morns)

Foto: Heidi Stensman

Skrald og patienter har én ting til fælles: der er ikke andre til tage sig af dem og de forsvinder ikke med en magisk spray. Der er ingen skraldemænd, der rydder op, hvis skraldemændende ikke gør og der er ingen patienter der forsvinder bare fordi deres seng forsvinder. Hverken patienter eller skrald forsvinder selv om man sætter en seddel på med "Forkert sorteret affald", eller  "Patienten opfylder ikke henvisningskriterierne". Multisyge patienter forsvandt ikke da man afskaffede intern medicin som lægespeciale og startede.

Schröedingers skraldespand siger måske det hele

Skrald er rodet voksenunderholdning

https://x.com/timmo_42/status/1764684091348107369?s=20