(bragt første gang i ugeskrift for læger)
Physicians
fail to remember that every patient represents a human heart, crushed to the
point of despair by sickness and resultant poverty. Citatet kommer vi tilbage til, men det forklarer
præcist hvorfor læger har så svært ved at få patienten I centrum. Nogle gange
er det bare smartere at finde ud af hvilken person der har sygdommen end
hvilken sygdom personen har.
Men der er måske morgenluft på vej ind i
konsultationsrummet. Helt overraskende er patienten pludselig kommet, om ikke i
centrum, så i hvert fald i søgelyset med et par helt nye rapporter. Patienter
er simpelthen kommet på mode, alle taler om dem. Men selv om de er meget i
medierne har vi stadig svært ved at forstå dem: hvad er det de vil os med deres
upræcise voldsomme krops oplevelser, der savner anatomisk sammenhæng? Er de
sløve, sløsede tidsrøvere eller er de spændende kliniske udfordringer? Sygeplejerskerne har i årtier haft undervisning
i ”patientologi” og der er sågar en tilhørende lærebog.
Desværre er det aldrig rigtig på samme måde gået op for læger, at klinisk
succes tager afsæt i at forstå patientens person, præmisser og behov. Patienten
burde være vores videnskabelige grundlag ligesom patienten er vores
videnskabelige materiale. Men der er ikke ét eneste fag på medicin studiet, der
bringer læger nærmere en forståelse af patienten – vi lærer derimod de
studerende at patienten er summen af biokemi + fysiologi + anatomi +
sygdomslære + ”det der psykiske som
sygeplejersken tager sig”. I stedet udstyrer læger hinanden med en kollektiv
social amnesi, der får empati til at uddø om en dinosaur inden vi er
speciallæger. Franz Kafka sagde at ”en rigtig læge higer efter mennesket”, men
ham har læger ikke rigtig lyttet til. Det burde vi nok gøre - ikke mindst efter
de seneste dages ubehageligt præcise rapporter om lægers kerneydelser: en
rapport fra Ugebrevet
Mandag Morgen om, at
patienter kræver at komme med til lægekonferencer og at vi skal skrive på
almindelig dansk i journalerne og en rapport fra Dansk Selskab for Patientsikkerhed
om vejen til bedre
behandling byggende på lægers og sygeplejerskers egne oplevelser som
patienter.
Vejen til bedre behandling er en kvalitativ undersøgelse der
beskriver hvordan syge læger og sygeplejersker er bange for at deres kolleger
laver fejl, når de skal undersøges og behandles af dem. Den beskriver også
hvordan læger og sygeplejersker får forhandlet sig til hurtigere og bedre
undersøgelser og behandling. Vi kan altså godt levere varen– når vi presses til
det af kolleger. Men vi kan også godt når vi møder den velinformerede, rare,
veluddannede kloge patient – for det er jo egentlig det samme de gør: klæder
sig på til at forstå lægen, forhandler sig til mere nuanceret information og
insisterer på at blive taget med på råd i valg af undersøgelse, tilbud om
avanceret behandling og sågar diagnose. Sundhedsministeren har hældt benzin på
bålet ved at foreslå at læger skulle lære at være lidt mere
empatiske.
Patienter adskiller sig heldigvis ikke fra andre mennesker.
Der er 4 typer, men det er kun én af typerne, der får rigtig god behandling og
lever længere, gæt selv hvilken: sympatisk-kompetent ,
usympatisk-kompetent, sympatisk-inkompetent, usympatisk-inkompetent. Den gode
patient er patienten, der opfylder vores (lægelige) ide om en patient,
patienten der synes rar og udtrykker tilfredshed og det er patienten, hvor
lægen forudser høj compliance. Kort sagt et sødt og rart menneske der har
forstået statist rollen som patient. Den rare kompetente patient få mere detaljeret
information, tilbydes tættere kontrol, får lægens telefon nummer, motiveres for
at kontakte afdelingen ved tvivl og tilbydes mere moderne kompleks behandling.
Og så er man pludselig, i patientens øjne, en sympatisk-kompetent læge.
Hvis vi lytter til Kafka, sundhedsministeren og de nye
rapporter og tøvende vender vores kliniske blik væk fra computerskærmen og
checklisterne over mod patienten, hvad ér det så vi skal forstå? Igen skal vi tilbage til poesien og
hente inspiration fra John Donne (Devotions Upon Emergent
Occasions) : ”As
sickness is the greatest misery, so the greatest misery of sickness is
solitude. . .”. Ensomhed isolerer
og æder patienters sjæle. Patientens lidelse forstyrrer den sociale orden i
familien og vennekredsen. Patienter er afsondrede fra deres (normale) krop,
isolerede fra familie og venner, føler sig distanceret fra deres normale
tilstand og de normale kræfter kan de ikke mobilisere. Måske er lægen den
eneste ven i sygdommen – men lægen er ked af at skulle se patienten, der ikke
er rask, for det udstiller lægens manglende handlekraft at patienten fortsat
lider. Så også her kan patienten opleve udstødning der forstærker ensomheden.
Ensomhed svarer til at ryge 40 cigaretter om dagen i tabte leveår. Måske det er
god medicin, hvis lægen mødes med patienten i deres fælles sårbarhed: patienten
med sin lidelse og lægen med sin ikke helt så effektive behandling. Mange
patienter kan sejle rundt i sundhedsvæsenet i årevis i jagten på noget helt
andet end lægerne tror: ”I just want a doctor that loves me as I am and will
take care of me…..or at least just some respect”, som en ung kvindelig patient skrev
i sine erindringer (Grealy, Lucy. Autobiography of a Face. Houghton Mifflin
Harcourt, 1994). Hun vansiret ansigtet efter kræft i kæben, og lægerne hende aldrig
som andet end en voldsomt spændende operativ udfordring, mens patientens kyniske
klarhed sagde hende, at ansigtet aldrig ville blive rigtig pænt. I stedet gik
hun gik efter kærlig, omsorg og en lille smule respekt som menneske – det fik
hun kun glimtvis men ikke af læger.
Rita Charon, leder af Program for
Narrative Medicine på Columbia University School of Medicine, er måske den der klarest har beskrevet
patienters almen menneskelige behov: “Sick people need physicians and nurses
who can understand their diseases, treat and care their medical problems and
accompany them through their illnesses”. Og hendes bog Honoring the stories of illness er et godt sted at starte hvis man mangler
en manual til empatisk lægekunst.
Det er ikke en
nyhed, at det fører til diagnostiske kvaler, hvis lægen reducerer patienten til
at være summen af sine organer, symptomer og biokemi. Cutter skrev i 1923 artiklen
The art of medicine I Journal of the American Medical Association: “Physicians fail to remember that every
patient represents a human heart, crushed to the point of despair by sickness
and resultant poverty”. Det
glemmer lægerne desværre stadigvæk og netop I disse dage skal vi ovenikøbet
mindes om vores forglemmelse, ikke af en velmenende læge kollega, men af patienter, pårørende og en minister. Empati er godt
for sjælen, men at det også er stærk medicin er måske mindre indlysende: nogle
har kaldt læge arbejde uden empati er som ”half a medicine”. Mere om det i kommende
indlæg om patientologi for let øvede og viderekomne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar