Multisygdom – tandløs pseudoepidemi eller sort svane?

Fattigdom og psykiske lidelser øger risikoen for multisygdom. Sundhedspolitisk ligegyldighed overfor syndemier og medicinalindustriens interesser i multisygdom lammer sundhedsvæsnet. Afskaffelsen af de multisyges speciale, intern medicin, fik patienterne til at forsvinde fra den sundhedspolitiske dagsorden – lige indtil de begyndte at udfordre de organspecifikke specialer og subspecialer. Intern medicin forsvandt som selvstændigt speciale i 2006, hvor regionerne sammen med specialeselskaberne definere en ”typisk intern medicinsk patient” , som en patient der henvender sig akut med et symptom og derefter, enten sættes i behandling og sendes hjem igen, eller henvises til relevante organspeciale. Hokus-pokus, så slap man af med multisyge, psykisk syge med somatisk sygdom, uforklarede symptomer og patienter med behov for tværfaglig indsats. Multisygdom er sandsynligvis blevet en subtraktionsepidemi – de har altid været der, men nu har sundhedsvæsnet ikke længere et speciale der naturligt varetager de multisyges interesser. I Jerusalem var troede man der var en epidemi af ortodokse jøder der flyttede ind i et bestemt boligkvarter, men der var ikke tale om en epidemi, for mønsteret var det stik modsatte: det var de uortodokse, der flyttede og dermed så det ud som om der kom flere ortodokse beboere. Efter freden i det Nordlige Uganda i 2005 så man, hvad man troede var en epidemi af enker i nogle byer, men her var det i virkeligheden det samme mønster: alle andre flyttede tilbage til deres landsbyer, men enkerne var forhindret for de havde ikke ret til jord længere og var dermed stavnsbundne i byens flygtningelejre. Næsten ¾ af multisyge er under 65 år, men sundhedsvæsnet tilbyder kun organuspecifik helhedsorienteret tilgang til patienter ved livets begyndelse, i pædiatrien, og ved livets efterår, i geriatrien. Måske er det derfor regionerne, sygehusene og sundhedspolitikere har en fælles interesse i at fremmane en uventet epidemi, der har overrasket dem. I økonomi taler man om en sort svane, når der indtræder en uventet økonomisk hændelse, som den seneste finanskrise, fordi det er i alle finansministre, banker og økonomiske eksperters interesse, at det var en hændelse lige så sjælden som sorte svaner. Men multisyge er ikke en sort svane. De har altid været der og det har altid faldet de fattiges og kort uddannedes lod at bære de fleste sygdomme. Vi har fjernet deres eneste redning: sygehusspecialet intern medicin og vi tvinger dem til at bosætte sig i områder hvor der ikke er praktiserende læger, hvor den offentlige transport er sparsom. Vi ved at sygdomme og sociale forhold følges i ødelæggende syndemier.

Illustration: Priya Sundram (BMJ forside)

Diagnosen ”Causa socialis” blev meget opportunt fjernet fra Sundhedsstyrelsens diagnoseliste, så de sociale årsager til sygdom forsvandt effektivt fra sundhedsstatistikkerne. Lige nu strammes de økonomiske bånd om især de mest udsatte danske borgere, der må halvere insulin dosis for at få råd til mad og vintertøj. Man skal aldrig genopfinde den dybe tallerken. Så bliver man bare til grin, derfor foreslog Leif Vestergaard Petersen har for mange år siden at man opfandt et nyt speciale ”Kompleksmedicin”. Smukt: i takt med at alle andre specialer forsimples af guidelines, skabeloner og robotter, der udfylder journalen for lægen så bliver helt almindelige patienter med mere end én sygdom til komplekse patienter, der kræver deres helt eget speciale. Eller som en god kollega sagde om Indvandrermedicinsk klinik en sen nattetime: ”Hvor er det godt i har lavet et speciale til alle de patienter vi altid bliver sure på”. Det er vist tid til en time-out i sundhedsvæsnet. Og det er på tide vi indser at patienter ér komplekse mennesker, der kræver at blive set, hørt og forstået på deres egne, ikke vores, vilkår. Vi tror vi ser flere og flere sorte svaner og pseudoepidemier skabt af vilkår vi ikke forstår. Men det ér ikke så svært: sociale vilkår og sygdom hænger tæt sammen, det har de altid gjort, men vi skal ikke bilde os selv ind at det overrasker os hver gang. Det er ikke  multisygdom, der er udfordringen, det er derimod den faglige og politiske ligegyldighed over årsagen til problemet, der giver os tandpine. For nylig var det breaking news at en kirurgisk afdeling lærte voksne patienter at børste tænder før operation. Dét grinede de meget af på Tandlægernes årskongres: er lægerne virkelig ikke kommet længere? Uligheden er synlig og sidder lige midt i ansigtet. Hvis du ikke kan se det er det fordi du ikke vil. Forståelsesrammer er lige som tandbørster – man har sin egen, og man ville brække sig i stænger, hvis man skulle bruge en andens tandbørste. Men det er vi nok nødt til, hvis vi vil multimorbiditet til livs.

Kilder

Barnett, Karen, et al. "Epidemiology of multimorbidity and implications for health care, research, and medical education: a cross-sectional study." The Lancet 380.9836 (2012): 37-43.

Taleb, Nassim Nicholas. The black swan: The impact of the highly improbable. Vol. 2. Random house, 2007.

Singer, Merill, and Scott Clair. "Syndemics and public health: Reconceptualizing disease in bio‐social context." Medical anthropology quarterly 17.4 (2003): 423-441.

Smarsh Sarah. Poor teeth. https://aeon.co/essays/there-is-no-shame-worse-than-poor-teeth-in-a-rich-world

 

Sure læger sjusker mere

Læger er ofte mindre begejstrede for uopfordrede patient vurderinger af deres indsats. Nu har en mindre gruppe læger ekstra grund til at være bekymrede over, hvad der egentlig foregår dér på den anden side af lægens bord. I en ny undersøgelse publiceret i JAMA Surgery omfattende over 32.000 kirurgiske patienter, koblede man en bred vifte af oplysninger fra en klinisk database, der, udover de traditionelle operationsoplysninger, komplikationer og followup, systematisk også havde indsamlet alle uopfordrede patient ytringer om kirurger. Der er tale om patient observationer af deres egne samtaler, samtaler de har overværet med andre patienter og kommunikation mellem kirurgerne og plejepersonalet. Kirurger hvor patienter mindst én gang før aktuelle operation havde kommenteret deres kommunikationsstil havde post-operativt signifikant flere kirurgiske komplikationer, flere medicinske komplikationer og flere genindlæggelser. Samlet set var der efterfølgende 13,9 % flere komplikationer hos de sangvinske læger med en tidligere dokumenteret påfaldende kommunikationsstil.

Man har i flere tidligere tværsnitsstudier set en tydelig sammenhæng mellem dårligt samarbejdsklima på operationsafsnit, dårlig patientkommunikation og så komplikationsrate (1-3). Men det nævnte nye studie er det første prospektive studie, der dokumenterer en regulær årsagssammenhæng: sure læger skaber flere komplikationer gennem deres intimiderende kommunikationsstil. Det er også det første studie, der prospektivt viser at et dårligt samarbejdsmiljø, bedømt på dokumenteret ubehagelig tone i samtaler mellem læger og plejepersonale, også skaber øget risiko for komplikationer.

Jeg har tidligere forsøgt at beskrive hvordan det skjulte curriculum på nogle afdelinger skaber en frygt kultur og en forandrings modkultur, som selekterer læger der kan ”tåle mosten” og ”tale sproget”, mens andre sies fra og må finde andre afdelinger eller specialer (Læs: Rigtige kirurger hader catering kompetencer). Dét indlæg fik jeg mange hug for. Specielt faldt karakteristikken af den superdygtige, men utilnærmelige og sure omstillingsresistente kirurg mange for brystet. Studiet fra JAMA beskriver imidlertid videnskabeligt set denne person meget præcist og baseret på patient udsagn om lægers opførsel. Der er to patient citater i artiklen, der siger det bedre end tal og statistik: “Jeg spurgte doktor Y hvor lang tid han troede operationen ville tage. Han svarede: ’Hør nu, din kone vil dø uden denne operation, ikke. Hvis du hellere vil stille mig spørgsmål end lade mig gøre mit arbejde, så kan jeg lige så godt gå hjem og lade være med at operere hende’”. Mens en anden patient havde følgende observation: “Jeg overværede en meget intens menings udveksling mellem læge Z og en sygeplejerske. Det var meget svært at overvære hvordan lægen tydeligt forsøgte at ydmyge en anden person på den måde. Jeg skammede mig over at overvære det og det gav mig en følelse af sårbarhed som patient”.

Patient inddragelse er det nye plaster på sundhedsvæsenets største sår: patient fjendtlige kulturer, negativ psykologi og sygelig samtalestil interkollegialt og med patienterne. Studiet her tyder på, at patienter måske er bedre end os selv til at sætte dagsordenen for den stille nødvendige revolution i sundhedsvæsenet: vi skal tale ordentligt om og med patienterne og hinanden. Det ér ikke læger, der skal skabe sårbarhed hos patienter. Sig nej til de sure læger, der får dig til at lave fejl – så er du sød.

P.s. alternativ adgang til blog indlægget ” Rigtige kirurger hader catering kompetencer”, hvis du ikke har adgang til det via Ugeskrift for Læger: http://ligeglobalsundhed.blogspot.dk/2016/04/rigtige-hjernekirurger-hader-catering.html

1.       Hickson  GB, Federspiel  CF, Pichert  JW, Miller  CS, Gauld-Jaeger  J, Bost  P.  Patient complaints and malpractice risk. JAMA. 2002;287(22):2951-2957.

2.       Stelfox  HT, Gandhi  TK, Orav  EJ, Gustafson  ML.  The relation of patient satisfaction with complaints against physicians and malpractice lawsuits. Am J Med. 2005;118(10):1126-1133.

3.       Bismark  MM, Spittal  MJ, Gurrin  LC, Ward  M, Studdert  DM.  Identification of doctors at risk of recurrent complaints: a national study of healthcare complaints in Australia. BMJ Qual Saf. 2013;22(7):532-540.

Grænser og migration: et sundheds problem med globale konsekvenser [oversat]

(OBS: Oversat fra engelsk af Morten Sodemann. Original lederartikel på engelsk i The Lancet Infectious diseases Volume 4, No. 2, e85–e86, February 2016. DOI: http://dx.doi.org/10.1016/S2214-109X(15)00243-0)

Forfattere: James Smith og Leigh Daynes

Menneskets frie bevægelighed har været fremtrædende i hele menneskets historie. Og den er så væsentlig, at den frie bevægelighed inden for og på tværs af grænserne blev nedfældet i artikel 13 i FN Verdenserklæringen om menneskerettigheder i 1948. FN anslår, at 232 millioner mennesker årligt migrerer mellem verdens lande.

I de senere år har politisk uro og konflikter i dele af Mellemøsten og Nordafrika ændret regionale migrations mønstre. Som svar, har højindkomstlande, hovedsagelig medlemslande i Den Europæiske Union (EU), taget mere og mere voldelige foranstaltninger i brug for at bevogte deres grænser, og for at regulere adgangen for personer, der hverken anses for økonomisk værdifulde eller fortjener statens beskyttelse som foreskrevet af ofte snævre og komplekse fortolkninger af flygtninge og asyl-lovgivning.

Indenfor EU, fortsætter håndhævelse af den ydre grænse af 28 medlemslande med at manifestere på forskellige måder: i 2009 returnerede den italienske regering sammen med overvågnings og grænse enheden Frontex med magt mennesker fundet i havet til Libyen. En praksis der senere blev kendt ulovlig af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. På Marokkos nordlige kystlinje, har de spanske myndigheder bygget et 6 m høj pigtråds hegn omkring enklaverne Melilla og Ceuta; i maj 2015 bad den britiske regering om godkendelse fra FN til at iværksætte en militær reaktion i Libyen, med den hensigt at ødelægge bådfartøjer og mellemstationer anvendt til at i forsøge at krydse Middelhavet.

Som Grove og Zwi har fundet, så er det stadig mere komplekse foranstaltninger, der anvendes til at afskrække flygtninge og andre personer, der flygter fra konflikter, socioøkonomisk ulighed og andre manifestationer af strukturel vold har lagt vægt på beskyttelse mod flygtninge over beskyttelse af flygtninge. Som et resultat, er både de humanitære og velfærdsmæssige aspekter af migration afløst af ønsket om at begrænse menneskers frie bevægelighed.

Så skæve prioriteringer har en katastrofal indvirkning på sundheden; UNITED for Intercultural Action har tilskrevet 22 394 dødsfald mellem januar 1993 og juni 2015, til de politimæssige og grænsekontrol kontrolforanstaltninger på plads på tværs Europe og det anses endda for at være et meget konservativt tal for dødsfald. Den tragiske statistik viser at migration er livsfarligt.

Konflikter, intern fordrivelse, fattigdom, og kroniske sundhedsmæssige uligheder er ofte ansvarlige for betydelig sygelighed før migration/flugt. Under selve flugten har strammere grænsekontrol og tilhørende programmer for ufrivillig tilbageholdelse, tvunget folk til at forsøge ekstraordinært farlige grænse overgange.
 

I desperation, har et stigende antal mennesker forsøgt at komme ind i Europa ad søvejen, på trods af hyppige rapporter om kvælning og fysiske skader i overfyldte fartøjer, dehydrering og hypotermi (farligt lav kropstemperatur) sekundært til langvarig udsættelse for ekstreme temperaturer, og nærdrukning eller drukning.

Uafhængigt af den valgte flugtrute, eller af en persons migrationsstatus, forstærker vold udøvet af grænsevagter, stress og psykiske traumer forbundet med oplevelsen af migration, ofte en manglende mulighed for at få adgang til grundlæggende lægebehandling og anden væsentlige offentlige hjælp

Den gentagne eksponering for institutionaliserede mekanismer målrette marginalisering og diskrimination fører til hvad der er blevet beskrevet som kumulativ skrøbelighed som flygtninge ofte ikke har mulighed for at ændre eller imødegå.

De negative sundhedsmæssige effekter af Europas protektionistiske politikker er så dramatisk, at humanitære organisationer har iværksat deres egne nød programmer på tværs af kontinentet, fra Calais i Nordfrankrig til de græske øer Kos og Lesbos i det sydlige Middelhavsområde. I Calais, har Doctors of the Worlds lægeteam behandlet patienter med komplekse psykologiske problemer; et væld af mindre skader, frakturer, hudproblemer og fnat; diarrésygdomme; akutte og kroniske luftvejsinfektioner; komplikationer sekundært til at være udsat for tåregas og meget mere. I Sydeuropa har organisationen også dokumenteret et stigende antal fordrevne kvinder og børn, hvoraf mange uundgåeligt vil kræve specialiseret pædiatrisk og obstetrisk pleje, hvis de nuværende europæiske grænse forhold varer ved.

Den negative effekt på sundheden af både den voldelige politiindsats ved grænserne, og udelukkelsen af sårbare grupper, når de har passeret disse grænser, er et spørgsmål som er af alvorlig betydning for global sundhed. Stadig mere brede teoretiske fortolkninger af global sundhed, og den nylige indførelse af en ramme for planetarisk sundhed, har i høj grad skjult behovet for mere meningsfuldt jordnært engagement i forholdet mellem grænser, suverænitet, politiarbejde og sundhed. Bemærkelsesværdige undtagelser omfatter 2014 Lancet-Universitetet i Oslo Kommissionen om global styring for Sundhed, som understregede, at en "stigning i irregulær migration afspejler politiske valg og juridiske definitioner som er særdeles dårligt tilpasset til realiteter". I en provokerende kommentar forfattet af Frenk og andre fremtrædende talsmænd for global sundhed tidligere i samme år, argumenterede de med at globalisering og vores deraf følgende gensidige afhængighed gjorde et "globalt samfund" nødvendigt for at ophæve den enkelte landes angreb på global sundhed.

Europas igangværende flygtningekrise, og de under-rapporterede uretfærdigheder som rammer andre kriseramte samfund verden over, er tegn på et globalt styre system, der ikke tillægger samme værdi til alle menneskeliv. I en verden, hvor kapital og råvarer flyder mere frit end medfølelse og menneskelighed, eksisterer der en grundlæggende friktion mellem udtryk for solidaritet og beskyttelse på den ene side og fremme af suveræne interesser på den anden side. Kun med en radikal gen-tænkning af praksis omkring og undersøgelser af den globale sundhed, og de systemer og ideologier, der fortsat er en trussel mod sundheden, kan vi sikre, at de mest sårbares behov prioriteres over alt andet.

Leigh Daynes er administrerende direktør for Doctors of the World UK, en organisation, der giver lægehjælp til udstødte hjemme og i udlandet, og samtidig arbejder for lige adgang til sundhedsydelser i hele verden.
James Smith: Homerton University Hospital NHS Foundation Trust, London, UK og Junior Humanitarian Network, London, UK